An important meeting..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Solen stod højt på den store himmel. Foråret havde lagt sig og i den grad, også kommet med de første tydelige tegn til dette. Vinden blæste svagt, vintergækker og andre små forårsblomster var kommet og prydet allerede Procias som det store rige. Den lyse kro henlå ganske stille denne meget tidlige morgen. Ikke andet end ganske få magikere, få mennesker og det som Gabriel selv måtte gætte sig til, måtte være omrejsende af den ene eller den anden slags, var også til stede. Han havde taget pladsen helt bagerst og med kutten godt trukket op over hovedet. Hans fraværende i Procias vidste han, ikke kunne undskyldes, men denne gang var han kommet hjem for at blive, og han håbet virkelig kun på, at skulle få denne hjælp som han havde brug for, til at gøre dette til en virkelighed. Efter hans mors død, var han bare taget afsted. Ikke bare, at han havde mistet sin tvillingesøster, adskillige søskende igennem tiden, men tabet af sin mor, var virkelig noget af det som han havde taget som det hårdeste. Han ville ikke lade mørket tage over igen, det nægtet han virkelig! Han lukkede sine hænder om det glas vand som han havde fået og ventede blot. Hans ansigt var skjult, selvom hans øjne slet ikke var til at tage fejl af, for ikke at glemme, at han sad med den kongelige ring på sin finger. Den som han havde fået dengang han var ung. Han havde aldrig nogensinde taget den af. Han vidste, at tronen af rette arveret også var hans. Han havde bare brug for hjælpen til at gøre det til en realitet og lige der, havde han allerede fået sendt bud efter den mand som han var ganske sikker på, ville være i stand til at hjælpe ham med lige netop dette. Dette var alt eller intet i hans øjne. Dette var i den grad ikke en kamp som han havde i sinde, at skulle lade ende mislykket eller gå i tab for den sags skyld. Han trak vejret dybt, hævede glasset roligt op til sine læber og bundede det i en stor mundfuld. Han havde været væk forfærdelig længe og det vidste han. Det var efterhånden mange år siden, hans mor var gået bort, men dog, så vidste han, at hendes minde, stadig måtte leve videre og han agtede at holde liv i den gnist. Også mest for hendes skyld. Blikket stirrede fra vinduet som han sad ved til døren, som han bare ventede på, skulle gå op. Han var rolig.. Utrolig rolig. Han havde været ude længe, han havde set meget.. Nu var han også helt sikker på, at han var i stand til og han havde magten og viljen til at skulle føre tronen videre.. Som det egentlig var ment til ham i udgangspunktet.

[Deleted]

Beskeden var nået til Elias og han havde slet ikke tøvet med at skulle tage afsted. Hvis rygterne gik om at Gabriel var kommet tilbage til Procias, så var det i den grad noget af det som var værd at undersøge, også for hans egen del, det var der heller ikke nogen tvivl om. Sandt, at Procias havde været godt henlagt i mørket efter Elanyas bortgang. I sig selv, var det noget af en besked som i sig selv, var kommet ekstremt meget bag på ham og efterladt ham i chok ligesom med resten af det lyse land. Hvem som overhovedet kunne få sig selv til at skulle dræbe et væsen så lyst og så venligt, endda overfor de mørke også, var noget af det som han slet ikke kunne få sig selv til at skulle acceptere. Det var virkelig bare ikke noget som man ville være i stand til at skulle tilgive! Hesten havde han bragt med sig fra Light Dwann palæet som lå længere inde i Apterta by. Det havde i sig selv ikke været en særlig lang tur, men lang nok for hans vedkommende. Alle havde de bare gået og ventet på, at skulle høre, at prinsen endnu en gang var kommet tilbage. At han havde valgt, at skulle tage væk efter sin mors død, kunne han nu udmærket godt forstå. Den mand havde virkelig lidt mange tab i løbet af det som han selv ville anse som et alt for kort liv, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han fik hesten bundet udenfor den lyse kro. I sig selv, var det klart og kendt, at det havde været hans søsters mest besøgte sted, så at det var dette sted som Gabriel havde valgt, undrede nu ikke Elias det mindste. De mørke øjne hvilede på den gamle bygning. Ligesom man kunne huske det fra den tid, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han trak vejret roligt og dybt og trådte indenfor. De få mennesker som allerede var til stede, gjorde ham nu særdeles ingenting. Han havde virkelig ikke tøvet med at skulle tage afsted, og i hans øjne kunne det bare ikke gå hurtigt nok. Den kutteklædte skikkelse var noget af det første som faldt ham i blikket. Om ikke andet, så kunne han næsten gætte sig til, at Gabriel ville holde sig skjult foreløbig, også mest for sin egen skyld. Roligt valgte han, at skulle bevæge sig i retning af skikkelsen, frem til den kongelige ring var at skulle se. Så var han i den grad ikke længere i tvivl om noget som helst. "Du har sendt bud efter mig.." sagde han roligt. Han fremdrog roligt et stykke sammenrullet pergament og satte sig overfor ham idet han lagde det roligt på bordet. Han betragtede ham roligt. Hans øjne som kunne skimtes under kutten, var tydeligt genkendelige. Det var virkelig som de få gange han havde stirret Elanya ind i blikket i sin tid. Dette var uden tvivl hendes søn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriels vedkommende, var der så meget som han virkelig måtte ønske, at han kunne gøre om, selvom han vidste, at det slet ikke ville være muligt. Hans søster var død, også selvom han måtte savne hende noget så voldsomt. Deres forhold havde jo været så perfekte som børn, det var bare gået fuldstændig i stykker eftersom de var blevet ældre, samt alle de komplikationer som var kommet ind midt mellem det hele. Han hadet det virkelig. Han måtte bare klare sig så godt som det var ham overhovedet muligt. Han var ikke længere den kujon som han havde været som barn. Han havde i den grad lært af sine fejl, han havde trænet, han havde studeret. Han var i den grad klar til tronen nu! Han blev roligt siddende. Ganske så tålmodig, eftersom han jo heller ikke havde haft noget andet valg. Skikkelsen og hesten havde han allerede spottet ud af vinduet, selvom det ikke havde gjort det ene eller det andet. Foreløbig ønskede han at skulle skjule sig. Han ønskede virkelig ikke at skulle være ophav til så meget kaos, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var virkelig som sin mor på enkelte områder og lige der, det var så sandelig et af dem. Han havde bare stået på sidelinjen dengang og bare set til hvordan hun måtte stresse sig halvt ihjel og uden at han gjorde det mindste for at hjælpe hende. Lige der, skammede han sig virkelig noget så voldsomt. Han ønskede virkelig bare Procias det bedste, og det havde han så sandelig ikke været i stand til at præstere dengang. Ringen bar han udelukkende fordi, at denne mand måtte og skulle genkende ham uden at han behøvede at gøre sig alt for opmærksom. Dette havde været Celinas stamsted og af den grund, havde det også en ganske særlig betydning for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han så roligt op. De smaragdgrønne øjne hvilede på hans skikkelse da han valgte, at skulle komme ned mod sig selv. Han havde i den grad også klare træk fra sin mor, også selvom han mindede så forfærdelig meget omkring sin kære gamle far. Hvor den mand var endt henne, havde han virkelig heller ikke nogen anelse om. Han nikkede roligt til hans ord, selv da han kunne se den velkendte besked som han valgte, at tage frem. I så fald, vidste han, at han nu stod overfor den helt rigtige mand. "Sæt dig Elias. Jeg har meget jeg ønsker at snakke med dig om," begyndte han stilfærdigt, dog stadig med en rolig og fattet mine. Det var stadig meget tidligt, der var ikke mange folk ude. Han rettede sig roligt op i ryggen og skubbede stille glasset til side, for derefter at lade hænderne roligt hvile mod bordpladen. Han havde så sandelig sine manerer endnu. Det var jo det som Elanya i sin tid, havde tvunget i både ham og hans søster. "Jeg har brug for din hjælp.." tilføjede han roligt. Blot som en indledning til hele dette som for ham, var så forbandet vigtigt.

[Deleted]

At Gabriel havde haft behov for at søge væk, ville nu ikke være en sag som Elias ville blande sig synderlig meget i. Han havde vel haft sine grunde til det? Han kunne selvfølgelig også godt forstå, at det kun måtte være hårdt, at skulle være født ind som royal og så med al den træning og oplæring. Han kunne vel bare sætte sig på sidelinjen og så sige; Godt det ikke er mig? Han valgte nu at holde mund om det. Han havde altid været en ekstrem trofast og loyal støttespiller til kongehuset og i den grad også Gabriels slægt. I hans øjne var det også ham som stod som den næstældste af hele søskendeflokken. Resten ville han slet ikke vide eller kende sig det mindste til overhovedet. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Eftersom han selv havde et meget stort ord og en god fod inde ved de kongelige, var det vel også næsten obligatorisk at det var ham som Gabriel valgte at gå til. Han havde jo trods alt også overtaget stillingen som magikernes leder efter hans mors bortgang. Selv der kunne han mærke, at det var noget af et ansvar at skulle leve op til. Der havde hun virkelig gjort et fantastisk arbejde, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. At Elanya overhovedet havde været i stand til at skulle holde styr på så meget, samtidig som hun havde stået med tvillinger på armen, var virkelig kun en ting som man i den grad måtte beundre hende for. Hun lod sig aldrig nogensinde blive slået ned uden at rejse sig igen. Han blev roligt siddende, lod albuerne hvile mod bordet og med hagen hvilende på hans tomler. Blikket hvilede på Gabriel. Han så i den grad ekstremt mange lighedstegn fra hans mor, men i den grad også fra hans far. At Gabriel så direkte skulle sige, at han havde behov for hjælp, var nu alligevel noget som tydeligt måtte rive i hans egen nysgerrighed, selvom det nu ikke var noget som blev vist på nogen som helst måde overhovedet. Han tog det hele professionelt, måtte virkelig tage sig i nakken for at skulle snakke ordentlig og uden at bruge de titler som knægten var blevet født med og som ville følge ham resten af livet og Elias vidste det jo. Han havde stået der, set til deres dåb, set til deres unge liv vokse til og blive dem som de var endt med. Der kunne man fint sige, at Gabriels tilværelse havde været helt anderledes end hans søster. "Du ønsker min hjælp?" gentog han roligt. Hans stemme var dyb, uden at skulle vise det mindste af den kongelige respekt som han normalt ville vise dem, også mest for Gabriels skyld. "Sig frem, Gabriel." sagde han roligt. Navnet var jo trods alt ganske normalt på disse kanter og specielt her i Procias, så det kunne næppe sige så frbandet meget vel? Han betragtede ham roligt. Han stod selvfølgelig til hjælp hvis han kunne, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. De havde god tid.. Om end ikke andet, til det begyndte at blive mere og mere lyst denne tidlige morgen. Ikke at det var noget som han reagerede det mindste på overhovedet. Nu ønskede han blot at se hvor dette ville ende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var udmærket godt klar over, at hans eget liv og hans egen tilværelse ikke var meget, at skulle prale af. Det havde i den grad ikke været det nemmeste, det var der heller ikke nogen tvivl om. Man måtte vel bare gøre det bedste ud af det, selvom det bedste for hans vedkommende, var faldet til jorden den dag han havde fået nyheden om sin søsters død, om end kke andet, så var det hele styrtet i grus, da nyheden om hans mors også måtte nå til ham selv. Han blev roligt siddende. Elias vidste han, var en mand som man kunne stole på. Tronen agtede han at tage. Såvel som han vidste, så vidste han at den kære Amaryllis ikke var mere end de 16, hvilket ville sige, at hun slet ikke var i stand til at skulle tage tronen endnu, så for hans vedkommende, var det heller ikke noget hastværk. Rådgiverne havde den vel frem til da? De havde siddet på den i mange år og desuden, så ønskede han også at finde ud af, hvorvidt om Evelyn stadig ville være på slottet. Han havde jo aldrig nogensinde fået sagt farvel til hende eller noget som helst. Han var jo bare smuttet.. uden så meget som et ord. Det i sig selv, var en af de ting som han agtede og ønskede, at skulle gøre op for. Også for sin mors skyld. Han var virkelig færdig med at skulle vanære hende på den måde! Han betragtede Elias roligt. At han i det mindste ikke afslørede for nogen, at det var ham som han sad overfor, var nu kun en ting som faktisk måtte gøre ham glad. Han trak svagt på mundvigen. Han var nu normalt altid den der smilende en og det havde han været siden han havde været helt lille, selvom der havde været visse hændelser i hans liv, som havde ødelagt det hele stort set. Dengang med Denjarna var heller ikke noget undtag, det var nu noget som han helst ønskede at få væk. Han havde lært af det! "Det gør jeg, Elias. Jeg har hårdt brug for din hjælp," medstemte han roligt og med et ganske enkelt nik med hovedet. Han valgte nu alligevel bare, at skulle hoppe direkte ud i det, også mest for sin egen skyld. Han hadet at pakke tingene ind, hvis det ikke var nødvendigt og her var det i den grad ikke nødvendigt. Det var bare noget som han ønskede og som han agtede, at skulle få på plads så hurtigt som det havde været ham overhovedet muligt. Han smilede let taknemmeligt til Elias' ord. Denne mand var i den grad troværdig. Det var nu kun noget som han var forbandet glad for. "Jeg ved godt at jeg har været væk længe, Elias. Jeg har brug for hjælp til at få det som rettemæssigt er mit," forklarede han roligt. Han var nu ganske så sikker på, at Elias vidste hvad han måtte hentyde til og det var jo selvfølgelig den store og lyse trone som stod uden en ejermand og havde gjort det i godt og vel et århundrede efterhånden. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Han ønskede bare at tage den, nu hvor den var hans til rette eje og han ville i den grad ikke lade nogen anden tage den fra ham! "Jeg havde brug for at tage væk efter min mors død. Jeg er sikker på, at du kan hjælpe mig med det hele.." tilføjede han roligt og denne gang en anelse mere håbefuldt. Hvis han kunne gøre hans mors arbejde som leder efter, så måtte han da også være i stand til at skulle hjælpe ham med dette? For dette plaget ham i den grad noget voldsomt!

[Deleted]

Elias havde i den grad ikke travlt med hverken det ene eller det andet, også selvom han meget fint kunne stå ved, at det i den grad holdt hårdt, at skulle gøre kunsten efter Elanya, for hun havde i den grad haft en så ekstrem god kontrol på det hele. Efterhånden prøvede han bare, at få samlet de magikere som stadig var, for at finde ud af hvad de skulle kunne stille op for at stå kongehuset til hjælp, samtidig som de gjorde sit for at holde mørket på afstand, for lige netop i disse tider, var det i den grad en kamp som vedrørte alle. Tab var noget som alle kunne mærke og efterhånden så havde de lidt tab nok. Elanya var i den grad det tab som de stadig efter så mange år, måtte kæmpe for, at skulle komme fra igen og det var ikke nogen hemmelighed for nogen som helst. Mørket havde ramt helt rigtigt, dengang de havde valgt, at skulle rive livet fra hende og efterlade hele lyset mere gråt end det som det nogensinde havde været før, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Elias betragtede sig stille af Gabriels skikkelse. Han var blevet en mand, det var noget man skulle være blind for ikke at kunne se. Han var blevet voksen at snakke med, lige her kunne man meget fint se væk fra alle historierne fra dengang han havde været yngre og mindre. Selv alt det med Denjarna var noget som efterhånden var gået i folks glemmebog. Man kunne vel bare håbe på, at han havde lært af sine mange fejl, og som det så ud nu, så havde han i den grad også, og det var så sandelig også noget af det som efterlod Elias den følelse af at skulle stå der til hjælp. Desuden så var Gabriel af kongelig slægt og den som han havde svoret sin evige troskab og loyalitet og han var i den grad ikke den type mand som ville løbe fra noget som helst som kunne minde om et løfte, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lyttede roligt til Gabriels ord. De i sig selv fik kun et smil til at brede sig på hans læber. Alt efter hvad han vidste, så var det ikke helt det perfekte sted, at skulle tage dette op, men at gøre det uden at andre ellers skulle lytte, ville i den grad blive forbandet besværligt og det var noget som de begge vidste.. Hvorfor ellers vælge et tidspunkt som dette? En dag over weekenden, hvor alle så at sige, ville ligge med tømmermænd alligevel. Han trak vejret dybt. "Jeg lovede din mor evig troskab Gabriel. Det er et løfte som jeg har i sindet, at skulle holde," fortalte han roligt og med en stemme som kun tydet på den tydelige ærlighed. Det i sig selv, var virkelig heller ikke noget som han ville skjule for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Gabriel var jo stadig prins. Det var en titel som aldrig nogensinde ville forlade ham. "Desuden ved jeg at den kommende slet ikke er myndig endnu. Ikke at det er noget som jeg har noget med at gøre. Af alt hvad jeg ved, så er det dit. Eftersom du også er det sidste lyse led, så kan jeg ikke se hvilke andre muligheder der ellers skulle være." Han måtte selv virkelig tænke over sine ord, ellers ville det da først gå helt galt. At pakke tingene ind, var noget som faktisk var ganske besværligt for en mand som ellers normalt ville være meget direkte. Det var han jo trods alt nødt til som den leder han var, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. "Din mors død er noget som stadig kan mærkes derude, Gabriel.. Det kan det virkelig.." afsluttede han roligt. Blot fortællende, da det selv måtte gøres klart, at knægten havde været væk længe.. Skræmmende længe.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Meget af det som Gabriel havde lavet i hans fortid, var han udmærket godt klar over, slet ikke vil kunne undskyldes med noget som helst og han havde i den grad også lært. Hvilke løfter som han havde skænket Elanya i sin tid, var ham nu ganske ukendt. Det forekom ham egentlig utroligt, hvor lidt han egentlig måtte kende til sin egen mor, for at skulle være helt ærlig. Det i sig selv, var noget som han faktisk måtte skamme sig noget så forfærdeligt over. Han vidste så sandelig også, at han ikke havde været den nemmeste unge at have med at gøre dengang. At hans mor ofte havde været efter ham af den ene grund eller den anden, vidste han så sandelig også godt, selvom det i sig selv, ikke var noget af det som han var kommet for at snakke om. Det var vel bare en fortid? End ikke Elanya kunne have været helt nem i hans alder dengang hvor han selv havde været så umulig som han havde været dengang. Det betvivlede han virkelig ikke. At Elias kun måtte bekræfte det som han allerede vidste, gjorde ham dog intet. Det var kun noget som lettede ham en hel del faktisk. At den kommende dronning endnu ikke var myndig, gjorde virkelig ikke denne sag det mindste. Tvært imod, så vendte det virkelig kun det hele til hans egen fordel og det var noget som han i den grad havde i sinde, at skulle gøre brug af, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rettede sig en anelse op, trak vingerne godt under sin egen kappe, for heller ikke, at skulle vække den største mistanke af dem som allerede måtte være til stede. Han tog virkelig ikke nogen chancer før det hele måtte være helt på plads. Tronen ville han have tilbage og han ville ikke hæmme før at han kunne kalde sig for Procias' konge. Ligesom han selv var blevet oplært til som barn og det var så sandelig heller ikke en lærdom og barndom som han havde i sinde, at skulle lade gå til spilde. Han sendte blot Elias et tydeligt taknemmeligt smil. Det var i den grad blot en bekræftelse som måtte lette ham selv en hel del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare det faktum, at han sad som det sidste og endelige lyse led til Elanya, var et sted noget som gjorde ondt. Hele den lille familie var splittet noget så grusomt og der var ikke nogen som kunne gøre noget ved det. Han nikkede blot stille. Kutten lod han falde. Ingen ville vel genkende ham efter så ekstremt mange år nu? "Du bekræfter kun det som jeg havde troet og frygtet ville være det modsatte, Elias. Det glæder mig," sagde han med en rolig og fattet mine. Han trak vejret dybt og fjernede roligt hænderne fra bordet af, også mest for at skjule den kongelige ring. Ikke fordi, at han var skamfuld over at bære den, det var virkelig noget af hans kæreste eje! "Jeg ved at det er mit. Jeg ved bare ikke om de vil se mistroisk på mit lange fraværende, hvis du forstår," forklarede han med en mere rolig stemme. Det var noget som han i den grad havde gået længe for at skulle tænke over, det var der ikke nogen tvivl om. Dette var virkelig noget af det som betød meget for ham. Procias skulle tilbage på benene og han ville i den grad også gøre sin del af arbejdet. Ikke bare på grund af hans navn, men fordi det ville ære hans mor. Hans sidste ord var nu alligevel noget som måtte ramme. Han nikkede blot stille. "Det har jeg allerede fornemmet, Elias. Hun er savnet. Ikke bare af mig, men så mange andre," sagde han stille. Han var i den grad kun ærlig overfor ham, og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Det var udelukkende også på grund af dette, at han ønskede at få orden på alt dette, så de kunne stå imod Dvasias når det endelig skulle ske. "Himlen blev mørk og grå på hendes dødsdag.. Det er noget som stadig stikker til mit eget hjerte," forklarede han dæmpet.

[Deleted]

Gabriel havde virkelig ændret sig voldsomt, fra da han havde været mindre, det kunne selv Elias mærke og se på ham. Han var meget mere alvorlig nu end det som han havde været igennem hans unge tid, hvor han selv personligt havde haft meget at gøre med de kongelige og deres valg. Ikke direkte som en kongelig rådgiver, men en som kunne hjælpe med at skulle finde den rette vej at gå. Vel også af den grund, at Gabriel var endt med at skulle komme til ham fremfor eventuelt en kongelig rådgiver, som måtte befinde sig på slottet? Det var selvfølgelig noget som han selv var frygtelig stolt af, det var heller ikke noget som han havde i sinde, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Selv blev han siddende ganske rolig. Ingen havde set så meget som en skygge til igennem så mange år, så han havde vel heller ikke direkte brug for, at skulle tænke på det faktum, at han kunne genkendes. Han havde desuden også været så meget i skyggen af sin søster, at hans navn og værende, var ukendt for ganske mange faktisk. Det i sig selv, var heller ikke rigtigt noget, som han brød sig meget om overhovevdet, det var der heller ikke det mindste tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se det mindste væk. Selvfølgelig ville han glædeligt hjælpe ham tilbage til det som rettemæssigt var hans og så længe, at Amaryllis var mindreårig og under alderen af atten år, så skulle det virkelig heller ikke være det sværeste at gøre for nu, det var han nu ganske så sikker på. Han nikkede mod ham og med det svage, dog varme smil. Han var vel heller ikke Procianer for ingenting og det var i den grad også noget af det som han var så forbandet stolt af, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod armene roligt søge over kors, dog ikke afvisende, men med en ganske så rolig og fattet mine i ansigtet, ikke at det var noget som han vil kunne skjule for manden som han selv måtte anse som den rette konge i Procias. En direkte efterkommer af den store Elanya. "Jeg forstår dig udmærket godt, Gabriel. Du har været væk længe og jeg lyver, hvis jeg siger, at de ikke søgte efter dig. For det har de virkelig og de har søgt ekstremt længe, før de gik andre veje og søgte stamtræet igennem for en som kunne tage den plads." Han var virkelig kun ærlig overfor ham, det var virkelig heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han trak verjet roligt og dybt. På sit vis, var dette et højest upassende sted, at skulle snakke om dette, de havde vel brug for noget mere privat, så de også var sikre på, at de ikke blev overhørt på nogen som helst måde overhovedet. Ikke at han ville lægge det mindste skjul på det overhovedet. De mørke øjne søgte stille og roligt Gabriels blik. Selv alligevel så mild som intet andet kunne være og dog alligevel med det tydelige alvor i minen som han heller ikke ville lægge det mindste skjul på. Dette var i den grad noget som man så fint kunne anse som en forbandet alvorlig sag. Han nikkede blot stille. At han savnede sin mor, kom nu heller ikke bag på ham. Han havde mistet alt mere eller mindre. Mor, far og endda søster og nu stod kampen om tronen. Det måtte da være forbandet frustrerende nok i sig selv i hans øjne. Han var nu bare glad for, at det ikke var i en lige lignende situation som han måtte stå i selv på denne måde. "På hendes dødsdag, er himlen stadig grå og trist, Gabriel," påpegede han dæmpet og meget mere end det som han ellers havde været til nu. Det i sig selv, var ikke noget som ha nville lægge det mindste skjul på for hans vedkommende. "Du skal bare vide, at du har mig i ryggen. Jeg støtter dig gerne," sagde han roligt, dog alligevel med den klare alvor i stemmen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

En lille ting som Elias havde fuldstændig ret i, så var det i den grad, at han havde mistet alt for meget igennem hans eget liv. Han havde mistet den far som han ikke havde haft meget kontakt til siden han havde været helt lille alligevel. Han havde vidst bare mødt manden en eneste gang igennem hans voksende barndom og siden at Elanya måtte sidde med det hele og tvillinger på armen. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at beundre hende, for det som hun havde været i stand til, og nu stod han i den situation at han kunne miste hans plads på slottet, ligesom hans søster også var revet fra ham. Han havde været tvunget til at skulle omprioritere noget voldsomt, det i sig selv, var virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det var faktisk forbandet skræmmende, hvor lidt der egentlig skulle til og det hele ville ende med at gå fuldstændig til hundene. Det var nu bare noget som man måtte tage med. Han var ikke den samme knægt som han havde været dengang. Han havde i den grad valgt, at skulle tage ansvar, ellers havde han i den grad heller ikke valgt, at skulle komme tilbage nu hvor det var kommet ham for øre, at det var mest trængende. Procias havde brug for en leder og en som havde kendskab til et og andet, og det var i den grad også noget af det som han havde efterhånden. Det var der på ingen måder, nogen som helst tvivl om. Han havde i den grad lært af sine fejl og han havde heller ikke noget imod, at skulle indrømme det. Sandt, at han havde levet i Celinas skygge, i og med, at det havde været hende som havde revet i folkets opmærksomhed med alt det som hun havde formået at præstere, for ikke at glemme alt det kaos som hun havde forvoldt deres mor dengang de havde været yngre begge to. Det havde i den grad ikke været lidt. Han nikkede til Elias' ord. "Så længe, at vedkommende er beslægtet med min mor, så har jeg intet at sige til det. Hun er dog ej myndig endnu og det er ærligt det som bekymre mig. Jeg ved at pladsen er min, Elias og jeg ønsker at få den som den rettemæssigt er min. Hvis jeg med min fulde arveret, kan bevise for dem, at jeg er her for at blive, så.." Han valgte, at tie. Han nød faktisk godt, at skulle få snakket ud omkring dette med en som faktisk så ud til at kunne forstå ham. Det var bestemt også noget af det bedste ved hele denne situation, det var ikke noget som han på nogen som helst måde overhovedet, kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han betragtede ham med et roligt, og alligevel så tydeligt respektfuldt blik. Tabet af hans mor, var noget som i den grad stadig måtte kunne mærkes, det var i hvertfald hvad han måtte forstå på Elias' egen udtalelse. Et sted glædet det ham og et sted så gjorde det også så forbandet ondt. "Jeg ved end ikke om hun overhovedet fik nogen begravelse.." sagde han dæmpet. Han var virkelig kun ærlig. Han havde virkelig ikke vidst noget som helst omkring noget, og det frustrerede ham faktisk. Han trak let på smilebåndet ved de sidste ord. "Du ved virkelig ikke hvor meget netop disse ord betyder for mig, Elias. De er mig yderst værdifulde," sagde han med en rolig og fattet mine, og alligevel med den klare og så forbandede tydelige ærlighed. At lyve nægtet han. Det i sig selv, var slet ikke noget som hvilede til ham som det væsen han var. Der hvilede dog stadig den del af Elanya i ham og det var noget som han ville vogte om og beskytte. Hun var stadig en del af ham. "Hvordan skal jeg bære mig ad herfra?" spurgte han pludseligt. Han kunne da ikke bare pludseligt møde op på slottet og kræve tronen til sig, kunne han?

[Deleted]

Elias havde altid været en meget nær ven af Elanya og udelukkende af den grund, så havde han valgt, at skulle tage over for det arbejde, der hvor hun havde været tvunget til at skulle slippe det, udelukkende på grund af den tragiske ulykke som hun havde været ude for. Det i sig selv, var i den grad ikke noget som han brød sig meget om, men igen, så var de alle sammen tvunget til at skulle klare sig så godt som det nu var dem overhovedet muligt, og det i sig selv, var nu bare noget som han valgte, at skulle bide noget så voldsomt i sig. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev stadig roligt siddende. En vis respekt måtte han dog have for Gabriel og hans måde, at gribe tingene an på. Han gjorde ikke bare tingene før han tænkte, han spurgte faktisk og lod sig blive rådført med det hele, og det var noget af det som han faktisk glædet sig meget over i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev siddende ganske kort med den eftertænksomme mine, som han bare ikke formåede, at skulle lægge til side. Det kunne han ikke bare sådan uden videre på nogen måde. Dette var noget som man skulle gøre rigtigt, også mest for alle andres skyld. Det var jo trods alt det som ville glæde dem. At alt endnu en gang skulle komme ordentlig på plads istedet for alt det her. Man kunne virkelig aldrig nogensinde vide, hvornår mørket ville tage sin chance eller ikke, og selv, så stod han i den grad også klar til at skulle gøre sit for at forsvare Procias med alt det som han kunne gøre brug af, med hensyn til midler. Han nikkede roligt og med et ganske så svagt, dog meget lydløst suk. Det var i den grad det som man meget fint var i stand til at skulle beskrive som en meget, meget alvorlig samtale. Specielt fordi dette kom til at handle om hele Procias fremtid! "Det er jeg fuldt ud sikker på, at du kan, Gabriel. Det er din. Du har din mors blod i dig og hun var en fantastisk kvinde. Jeg ved, at du vil være i stand til at gøre den store kunst efter," sagde han roligt og med et stille smil på læben. Han mente dog i den grad sine ord og sin udtalelse på alle måder. Han sagde det ikke destp mindre, for at skulle løfte hans humør eller noget. Han mente det fuldt ud. Det plaget Gabriel tydeligt, det kunne Elias så tydeligt ogås mærke på ham. Ha betragtede ham med et stille og let bekymret blik. "Gabriel, hvis du ønsker det, så kan vi tage den her snak mere privat end på en kro?" foreslog han med en næsten forsigtig stemme. Han ønskede virkelig ikke, at skulle diskutere tingene for blikket af andre og specielt ikke hvis det var noget af en så alvorlig grad. Han lod fingrene stille og roligt tromme henover hans overarm og med den tydelige eftertænksomme mine. "Jeg kan ikke råde dig til andet end at opsøge dem og snakke med dem. De har haft ansvaret siden din mors død," påpegede han roligt med en sigende mine. Adskillige havde allerede vendt deres blikke i retning af dem og med den tydelige nysgerrige stemme. Elias hentydet roligt til rådgiverne på slottet og prøvede såvidt, at skulle pakke det så meget ind, som det havde været ham overhovedet muligt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg går gerne med dig, hvis det er nødvendigt og hvis det er ønsket, Gabriel.. I denne sag står du ikke alene," afsluttede han roligt og med det tydelige alvor i stemmen, som han bare ikke rigtigt formåede, at skulle ligge til side på nogen som helst måde overhovedet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Elias direkte valgte at skulle undgå at snakke omkring hans mor og den begravelse som han bragte på banen, var i den grad ikke noget som Gabriel brød sig noget som helst om! Direkte ville han næsten gå ud fra, at hun aldrig nogensinde havde fået den ærefulde begravelse som hun i den grad havde krav på! Han hævede blikket og lod de direkte smaragdgrønne øjne falde direkte i hans blik. Denne gang med det tydelige alvor. Han havde virkelig ikke i sinde, at skulle snakke om dette noget andet sted, dette var i den grad noget som han bare ville have på plads. Om det så var snakken her eller om det var i Light Dwann, var ham ragende ligegyldigt. Han var jo bare en mand født med et ganske særligt ansvar og det var i den grad først nu, at han for alvor følte, at han kunne leve op til det på alle måder. Det var virkelig ikke noget som han brød sig det mindste om overhovedet, men sådan lå landet og han havde langt om længe, valgt, at skulle acceptere det i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dybt og denne gang med en svagere sitren som bare ikke kunne skjules. "Hun blev aldrig nogensinde begravet, gjorde hun?" spurgte han denne gang med en meget tydelig og meget direkte stemme. Han knyttede hænderne med en rolig mine. Han ville virkelig ikke hidse sig op nu. Han skulle nok sørge for at han ville kunne få den afslutning på det hele, som han nu aldrig nogensinde havde formået, at skulle få gjort med sin egen søster, og det i sig selv, var stadig en lille ting som faktisk kunne plage ham. Han havde ikke nogen anelse om hvad pokker der var sket med hende, eller noget som helst! Han rystede stille på hovedet. Lige nu ønskede han virkelig bare, at få det hele på det rene og så tage det et skridt af gangen derfra. Han var bare en del af folket, så der var virkelig ikke nogen grund til at skulle snakke med Elias under fire øjne.. Selv vægge kunne høre, det var nu alligevel noget som han kun havde erfaret på den ene eller den anden måde, og det i sig selv, var virkelig ikke noget som han ville risikere med noget så værdifuldt som dette. At de blev lyttet til og skygget på denne måde, var noget som han bare valgte, at skulle bide i sig lige for nu. Han ønskede virkelig bare at få det hele ordnet, tage tronen og så få ryddet op i alt det her kaos inden det ville gå hen og blive værre.. Hvis hans mor så det her, ville hun vende sig i graven!... Hvis hun da havde haft en, det var jo lige netop det som han ikke havde nogen anelse om.. Kæft hvor var det direkte frustrerende at skulle tænke på! Han trak vejret dybt. "Jeg kunne næsten tænke mig til, at jeg har brug for en som kan tale godt for mig, Elias når det endelig gælder. Hvis det ikke er for meget at bede dig om, selvfølgelig," tilføjede han med en rolig og fattet stemme. Han var virkelig kun ærlig og ganske så realistisk. Dette var og blev ej en kamp som han nogensinde ville være i stand til at skulle tage op med dem på egen hånd. Han kunne jo desuden ikke bare komme og kræve uden at skulle bevise noget som helst. Han forstod sig dog udmærket godt på sikkerhedsforanstaltningerne. De var og blev nødvendige. "Jeg har ikke råd til at skulle stå alene," afsluttede han roligt og med en stemme som alligevel kun måtte tyde til det klare alvor i hans stemme. Det havde ingen af dem råd til længere. Det var direkte livsfarligt efterhånden.

[Deleted]

Elias måtte virkelig beundre den ro, som Gabriel formåede, at skulle udvise lige for øjeblikket, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville personligt selv, have reageret meget mere kraftigt, end det som Gabriel ville gøre, på nyheder af samme kaliber og styrke, som han ellers selv var tvunget til at skulle give knægten lige i øjeblikket. Han hadet det virkelig.. at det var ham som skulle sidde og give ham alle disse nyheder, da det i sig selv, kun måtte være tydeligt, at det kun gjorde ondt på knægten. Han ønskede selvfølgelig at hjælpe til, der hvor det var ham muligt. Elanya var aldrig nogensinde blevet gravlagt i Procias. Hendes krop var jo bare forsvundet fra tid til anden, og det i sig selv, var i den grad heller ikke en tanke som han måtte bifalde. "Hun forsvandt fra de dybe kældre ikke mere end dage før at begravelsen skulle ske, Gabriel. Jeg beklager virkelig," sagde han stille. Han mente dog kun de ord af hans eget hjerte. Det gjorde ondt, selv for ham, at vide, at lysets store dronning ej var blevet gravlagt der hvor hun hørte hjemme. Mange havde været ude for at søge og lede, men ingen havde formået, at skulle finde hendes krop og få den med sig tilbage igen. Det var i den grad også det som gjorde hele denne her situation så meget værre. At Gabriel nægtet, at skulle tage snakken et andet sted, var dog alligevel kun det som måtte genere ham bare en anelse. Hvis der var noget som han ej brød sig om overhovedet, så var det i den grad, at tingene skulle pakkes ind på den måde, før det overhovedet ville kunne resultere i det ene eller det andet. Han sukkede dæmpet og nikkede blot. Han betragtede sig roligt af Gabriel. Han talte som en kongelig, det kunne han i den grad udmærket godt se og det var nu i sig selv, kun en tanke som måtte glæde ham noget voldsomt. "Send bud efter mig, når du vælger at gøre din entré, Gabriel. Så skal jeg nok stå der ved din side," lovede han roligt. Han ville i den grad ikke tøve med at gøre det, og i den grad var det heller ikke meget at skulle forlange af ham på nogen måde. Han havde jo trods alt selv valgt, at skulle sige, at han bare kunne komme til ham, hvis det var og blev nødvendigt i den anden ende, og her kunne det meget hurtigt vise sig, at skulle blive strengt nødvendigt, hvis Gabriel nogensinde ville have tronen som rettemæssigt også måtte tilhøre ham. Han vendte ganske kort blikket over sin ene skulder, hvor de andre på kroen, straks faldt tilbage i det som de havde gjort før de var begyndt med at lytte. De snakket som om intet var hændt. Det var først der, at Elias valgte, at skulle vende sig mod Gabriel igen. Han var nu alligevel meget tydelig og dog ganske alvorlig i hans mimik. Dette var yderst alvorlige sager. "En søn af hende, vil aldrig stå alene, Gabriel. Jeg skal nok sørge for, at magikerne står bag dig, som de stod bag din mor," sagde han roligt og tydeligt med et alvor i stemmen. Dette skulle han nok bringe op i den magiske cirkel, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var i den grad også på tide, at skulle samle sig igen, som det havde været tidligere.. før Elanyas bortgang. Alt var virkelig faldet fra hinanden efter det. Det var der heller ikke nogen tvivl om. "Du ved hvor du kan finde mig," afsluttede han roligt og med det rolige smil på læben.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel, så det næsten ud som om, at dette møde var ved at gå mod sin ende og kun med et resultat som han kunne drømme om. Han havde stadig håbet om at skulle få den trone igen, og han tøvede i den grad heller ikke med at skulle få den skaffet. Ikke bare for sin egen skyld, men i den grad også for sin mor, som havde været omkring.. ikke bare om ham, men i den grad også omkring hans tvillingesøster, dengang det virkelig var nødvendigt og de kun havde haft hinanden. Nu stod han alene som den eneste tilbage og det var faktisk noget som gjorde ondt. Han var slet ikke i tvivl om, at han havde brug for al den hjælp som han overhovedet ville være i stand til at skulle få, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde tænkt meget over tingene i det sidste. Det var trods alt også noget af det som han havde brugt disse mange år til - at tænke det hele igennem, hvordan han skulle gribe tingene ad og nu stod han altså med en guldgivende mulighed i hans næver og han tøvede i den grad ikke med at tage den. At få Magikernes leder hen på sin side, var kun en god ting. .en meget god ting for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, og det i sig selv, var i den grad også en meget stor trøst. At have en mand som Elias på sin side.. den ene mand som havde taget over hans mors arbejde når det kom til leder, så var man vel også godt kørende? At hun aldrig nogensinde havde fået en anstændig begravelse, var i den grad noget af det som han klart reagerede mest på. Om han så selv skulle tage ud og finde hendes jordiske rester, så gjorde han det i den grad! "I så fald, er der ikke søgt godt nok.. Hun må være derude, om jeg så skal tage ud og finde hende selv," sagde Gabriel roligt, dog alligevel med en forbandet stædig og bestemt tone. Han tøvede virkelig ikke. Hans mor havde i den grad en ekstrem stor betydning for ham, selvom det ikke var lange tider, de havde haft at skulle bruge på hinanden til det sidste. Det var faktisk noget som han var ekstremt ked af, selvom der nu ikke var noget som helst, som han kunne gøre ved det overhovedet. Han gjorde tegnet til at rejse sig, tog fat om sin slidte rejsekappe, og kastede den roligt over sin ene skulder. Han var blevet en mand nu, det var ikke noget som man kunne betvivle på nogen som helst måde overhovedet. "Dine ord er mig en stor lettelse, Elias. Jeg skal nok sende bud, så snart jeg mener, at tiden er helt rigtig. Det er snart.. meget snart," sagde han roligt og med et ganske bestemt og sigende nik. Han havde ikke mere, at skulle sige i denne sag, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Jeg har opholdt dig længe nok.." Han rakte sin hånd mod Elias som en anstændig herre. Det var i den grad noget af den oplæring fra Elanyas side af, som klart måtte hænge noget så tydeligt ved, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Jeg takker for din hjælp. Vi ses snart igen," afsluttede han roligt og med et stille smil på læben. Han var lettet, det skulle man næsten være blind for ikke, at være i stand til at se.

[Deleted]

Elias kunne udmærket godt fornemme, at Gabriel var meget bestemt når det kom til hans mor. Hvilket han så sandelig også udmærket godt kunne forstå. Hun havde virkelig været en fantastisk kvinde. Bare det faktum, at nogen faktisk kunne formå, at slå noget så lyst ihjel, var noget af det som gjorde så ekstremt ondt og det var i den grad også noget af det som de fleste havde valgt, at skulle reagere på. Han havde sågar hørt enkelte engle påstå, at hun var lysere end den lyseste af deres slags og det i sig selv, sagde virkelig heller ikke så lidt. Det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. At Gabriel så ønskede, at skulle søge ud efter hende, var i den grad ikke en tanke som han kunne bfalde, selvom han nu var ganske så sikker på, at knægten ville være helt umulig, at skulle tale fra igen. Hvis han havde sin mors stædighed, så ville han heller ikke være i stand til at skulle stoppes, det var han heller ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han nikkede blot til ham og uden at skulle tage blikket det mindste væk. "Jeg ved at jeg ikke kan tale det fra dig, Gabriel. Jeg kan kun, som en leder som jeg er, rådføre dig til at blive i Procias og lade os andre om den søgen. Om ikke andet, så skal du nok ikke regne med, at finde hende her i Procias," afsluttede han roligt. Han var i den grad kun ærlig i hans udtalelse. De havde alle søgt under hver en sten for at finde hende, for at give hende den anstændige begravelse som hun i den grad havde fortjent! Og det var endnu ikke blevet aktuelt. Det i sig selv, var en ekstrem skam, mange havde allerede indstillet den søgen, mange havde opgivet og ham selv - han vidste slet ikke hvor han skulle fortsætte med at søge efter hende. Man havde jo snart søgt det hele igennem jo? Han trak sig stille op på benene, eftersom Gabriel selv viste tegnene til at gøre det. Han tog dog ikke blikket fra ham det mindste overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han tog roligt imod hans hånd som han trykkede fast, dog bestemt om. I hans øjne var det virkelig en fornøjelse. Han var nu ganske så sikker på, at dette nok skulle vise sig, at være til Procias' fordel, hvis det blev trumflet igennem selvfølgelig. Man kunne vel ikke gøre noget andet end at håbe på det vel? De mørke øjne så dog ikke det mindste væk fra knægten af. "Tro mig, Gabriel.. Den fornøjelse har været helt på min side. Hvis det har været i stand til at bringe dig en hjælp og en trøst, så har det så sandelig også været det værd, det kan jeg trygt fortælle dig," afsluttede han stilfærdigt. Han trak godt om sin egen rejsekappe og trak den godt op omkring hans skuldre. Han lod hovedet søge let på sned. "Du sender bare bud.. Jeg vil være der så snart jeg står med det i min egen hånd. Fortsat god dag Gabriel, og vær nu forsigtig derude," tilføjede han med en rolig, dog meget alvorlig mine. Han trak sig væk fra pladsen, vendte blikket ast i retning af dem som allerede sad der og sendte dem et sidste skulende blik inden han forlod den lyse kro.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var allerede helt fast bestemt på, hvad han burde gøre og hvad han ikke burde gøre i denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede i den grad også at skulle give sin mor den endelige begravelse, som hun i den grad havde fortjent for alt det som hun nogensinde havde gjort! Alligevel valgte han dog, at skulle lytte til Elias' ord. Ikke bare fordi, at han var leder, men i den grad også fordi, at han kendte til hans mor og vidste nok betydeligt mere i denne situation end det som han nok selv nogensinde vile være i stand til at skulle prale med på alle måder. Det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han betragtede ham roligt og uden at skulle bryde ind det mindste overhovedet. At tvinge ham til at blive i Procias, var virkelig meget at forlange, også selvom han jo også måtte tænke på hvad der kunne gavne hans sag fremfor hvad der ville gavne en som faktisk havde været død i mange år, selvom det nu var hans mor og den største dronning som Procias nogensinde ville have og nogensinde havde haft! Han nikkede blot stille og roligt til Elias' ord. Han ønskede ikke at bringe det op til en diskussion netop i dette øjeblik, for det var i den grad ikke hvad nogen af dem havde brug for lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dybt. "Jeg skal huske det, Elias," sade han roligt og med en meget bestemt tone. Før eller siden ville han vende snuden i retning af de andre lande for at søge efter sin mors jordiske rester. Han var nu alligevel ganske så sikker på hvor han ville kunne finde hende uanset. Det spørges bare om han overhovedet ville være i stand til at skulle komme til dette sted. Han blev stående med en kort og eftertænksom mine. Elias havde allerede givet ham forbandet meget bare ud fra dette møde her, det var der i sig selv, heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede virkelig den trone og han ønskede den så hurtigt som muligt, så det endelig ville blive muligt, at skulle få kontrol på hele situationen, som der jo ikke var lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Alt for mange mennesker faldt hver eneste dag og det ville han virkelig ikke stå der og bare se til. "Det glæder mig at høre. Jeg vil snart lade ord lyde fra mig," afsluttede han roligt og lod blot blikket følge Elias på hans vandring ud. At de mange andre på stedet også havde overhørt dem, var noget som han i bund og grund var lidt ligeglad med. Det havde lettet ham at få denne snak, det havde lettet ham at få det ud på denne her måde og det var noget som han i den grad ville stå i en taknemmelighedsgæld til Elias for. Nu måtte han tænke strategisk. Elias ville sige god for ham på slottet.. I og med, at manden var en meget nær ven af hans mor, så kunne det vel heller ikke ende med at skulle gå helt galt i den anden ende vel? Han tog kappen roligt omkring sine skuldre og gik endeligt den samme vej som i retning af Elias. Han sendte selv mændene et roligt blik på vejen ud inden han roligt, som intet var sket, valgte at skulle forlade den lyse kro. Planerne skulle jo trods alt lægges og nu hvor han havde en trone, at skulle tage sig af, så kunne det bestemt heller ikke gå hurtigt nok.

//Out