All cards on the table..

[Kimeya Marvalo]

Det var sen aften. Fuldmånen havde været væk de to dage inden, og Kimeya kunne endnu en gang nyde den næste måned uden at skulle tænke på den, som virkelig ville fremhæve det bæst som han var blevet efter at Cayla havde valgt, at skulle sætte tænderne i ham. Ikke at han klandrede hende for hendes handlinger på noget som helst tidspunkt. Han havde virkelig bare valgt, at skulle acceptere det, selvom det i den grad var så forfærdelig besværligt, så længe, at han måtte vedkendes, at han nu var blevet et forfærdeligt bæst.. et dyr med andre ord. Ikke at han så helt godt ud endnu, hans ansigt var stadig præget af de mange ar, efter at han endnu en gang, havde revet sig voldsomt godt i ansigtet og ned af halsen. ikke at der var noget som helst nyt i det, det var efterhånden bare noget som han var blevet så forfærdelig vant til.. At han skulle vågne op i et bur, fuldkommen blottet for gud og hver mand og se sådan ud som han gjorde, selvom det i den grad var værre når han lå der, fremfor nu, hvor alle sårene havde valgt, at skulle lukke sig. Han stod midt inde i den store pejsestue og med blikket hvilende på de klare flammer. Nathaniel og Liya tog Cedric lige for i aften, sørgede for at knægten hvilede i sin trygg søvn. Personligt havde han valgt, at skulle sende det bud efter Faith.. De havde meget at få ordnet op i og meget at skulle snakke om, og nu var han virkelig så forbandet træt af, at skulle fortsætte med at udsætte det. Han mente hvert eneste ord som han havde fortalt hende, den aften hvor han var vågnet ved siden af hende i hans bur.. den første gang, at han havde prøvet, at skulle vågne op efter fuldmånen med nogen hvilende ved sig. Så bange som han havde været, for at han havde gjort hende noget som helst ondt, det var virkelig noget af det værste, selvom hendes tilstedeværelse aftenen efter i den grad havde gjort det meget mere enkelt for ham. Selvom smerten stadig måtte være den samme, at vide at hans ribben måtte sprække, hans knogler blev tvunget ud af led.. det var i den grad ikke smertefrit, at skulle gå igennem den forvandling som han måtte måned efter måned. Et bord var dækket op med stearinlys og det hele.. Lidt hyggeligt måtte det vel gerne være, så man i det mindste kunne slappe af, uden at det skulle blive til en pligt eller noget som kunne minde bare om det mindste ubehag? Kimeya lukkede øjnene stille, lod hånden gå igennem det lange hår som han førte over ryggen. Et sted måske den samme mand som han altid havde været, men der var i den grad også visse ændringer som han ikke var særlig glad for. Tildels fint klædt på.. Når det kom til Faith gjorde han jo altid lidt mere ud af det, end det som han normalt ville have gjort det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt forbandet meget af hende, og det at han havde sagt, at han havde brug for hende, det var kun en ren og skær sandhed, der var virkelig ikke noget andet i det end lige det. Vinden susede udenfor vinduerne, regnen piskede mod ruderne.. nu hvor vinteren ar gået mod en ende og foråret havde valgt at skulle melde sin ankomst ved at fjerne den sidste sne.. komme med de smukke og fine blomster med deres smukke duft og de mere varme farver end det som det lige havde været til nu, det var noget af det bedste ved det.. Kimeya var dog klar over, at det klart måtte begrænse hvor meget han var i stand til at skulle bevæge sig udendørs. Det var uden tvivl en hård tid som han måtte gå i møde, selvom det nu alligevel ikke var noget som han tog så tungt. Fejlerne ved Caylas opdragelse var noget som han fuldendt påtog sig selv, hans nye tilstand var hans egen skyld. At opsøge Cayla var noget af det sværeste og ikke noget som han til nu havde formået at skulle gøre.. Han følte vel ikke at tøsen ville vedkendes ham længere? Så længe, at hun havde Lestat Junior, så gik det hele vel? Alt for mange tanker sad han med i hovedet og det forstyrrede ham endda også i hans søvn når han endelig lige kunne finde tiden til at skulle indvige den. De grågrønne øjne vendte han stille i retning af flasken med vin som stod i den lille spand med is, bare for at holde den kold.. En middag var det jo trods alt, og det var bare dem lige i aften. Han havde virkelig så meget som han virkelig ønskede at skulle sige til hende.. han ønskede virkelig ikke, at hun skulle tage afsted. Et svagt suk passerede hans læber, da han stille valgte, at skulle vende sig mod vinduet. Så udhvilet som han var i øjeblikket, havde han heller ikke været i lang tid.. Hun formåede virkelig at skabe ham en følelse af tryghed selv under forvandlingen, hvilket var en effekt som han bare ikke formåede, at skulle give det mindste slip på overhovedet. Et sted så ønskede han det virkelig heller ikke. Han lod hovedet søge let på sned, stadig en anelse stiv i nak og ryg, men det var til at overkomme. Hvorvidt om Faith ville afvise hans lille anmodning om at låne hende for et par timer i aften, vidste han ikke, han kunne vel bare håbe på, at hun ville dukke op i den anden ende? Et sted så forbandet nervøs. Han kiggede stille og roligt ned af sig, lod hånden søge let mod brystet hvor han lukkede den let omkring tøjet.. Så ekstremt mange minder som de havde efterhånden.. på både godt og ondt. Han mærkede efter.. Jovist, hans dagbog hvilede trygt i hans inderlomme.. I hans øjne var det på tide, at hun kendte mere til ham som person og til hans egen fortid. Han vendte sig stille om, gik hen til sin stol hvor han roligt valgte, at skulle sætte sig. Han blev siddende.. afventende.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig blevet et smutk forår. Blomstrende var begyndt at skulle spirre af jorden og træerne var begyndt at få farve igen, ikke blot visne og døde men rent faktisk smukke, selv i mørket. Månen var igen endt halv, noget som for Faith's vedkommende var en stor lettelse, ikke at hun var bange for det som den formåede at skulle gøre med mennesker hun holdt af men det kunne til tider virkelig gøre ondt at se dem som det. Dagen var gået, det meste af den var for hende gået med delvis at få sovet et par timer før hun var taget til drypstenshulerne kun for at skulle ordne op i nogle interne problemer mellem nogen af dæmonerne, noget som rent faktisk havde vist sig at skulle være temmelig alvorligt alligevel, det havde da resulteret i at hun nu måtte bære en lang flænge over hendes slanke hals, forbandede være isdæmoner! Hvorfor vidste hun egentlig ikke, men det var som at hun per automatik var endt med at skulle søge tilbage mo ddet sted som hun uden tvivl stasdig måtte anse for at være et rigtigt hjem, Kimeya var der jo.. Hvilket kun måtte minde hende omkring den anmodning hun tidligere på dagen modtog omkring at han gerne ville låne hende for aftenen, hvilket ikke var en ting hun ville få sig selv til at skulle afvise. Der var gået en halv time siden hun atter var vendt hjem, hun havde haft lånt Cayla's værelse til at skulle klæde om, det var mere end blot en gang hun havde været nede at ligge idag og hun ønskede ikke at være dækket i mudder og med en halvvejs flået kjole foran ham, lige der måtte man vel være lidt forfængelig med udseendet? Det lange flammerøde hår hang atter ned over hendes ryg, langt og krøllet i de perfekte bølger. Hun så sig i spejlet, drejede still omkring sig selv, den kjole måtte vel være meget passende? Mosgrøn.. Måtte følge hendes slanke skikkelse sidde tæt til og kun fremhæve den kvindelige form, og tage ende lige over hendes knæ. Hvorfor hun egentlig gik så meget op i sig selv når han ønskede at skulle tilbringe tid sammen med ham kunne hun virkelig ikke svare på, det var vel bare.. Hun ønskede vel at han ville se på hende og hun ville kunne læse det julelys i hans blik som hun savnede? Som hun havde set den morgen de var endt med at skulle vågne op i buret. De ord måtte stadig køre i hendes sind 'Jeg har brug for dig' det var alt hun behøvede at høre fra hans side, virkelig. Et opgivende skuldertræk og et lille ryst på hovedet drev hende til bare at sige at det var det. Hun åbnede døren søgte stille ned af gangen og ned over de trapper som hun langt fra var tryg ved, ikke siden dengang hun var faldet ned af dem under et skænderi med Kimeya.. De havde virkelig prøvet lidt af hvert. Hvad hans planer for aftenen var kendte hun virkelig ikke noget til, hun vidste bare at Nathaniel og liya tog Cedric og at Junior og Cayla for i aften havde deres lille pige med ud lidt så de ville mere eller mindre være alene. Efter alle de år var hun den som kendte ham bedst og i den grad også omvendt, der var ting fra hendes barndom og fra hendes yngre dage som hun endnu ikke valgte at skulle dele med ham kun fordi det gjorde ondt som bare pokker, men med ham.. Hun tvivlede virkelig på hvor meget hun egentlig kendte ham og det gjorde ondt, specielt når hun virkelig ønskede at skulle være så tæt på ham. Med et stille skridt trådte hun ind i stuen, hvor varmen var det første som måtte møde hende, ganske behageligt i hendes øjne det var sådan hun trivedes bedst. Et blidt smil endte med at skulle pryde hendes rosa læber, hvor blikket måtte falde mod det lille dækkede bord og det levende lys. Det var typisk ham men hun elskede det "Fornemt" endte hun i en blid tone, et sted for at gøre opmærksom på hendes tilstedeværelse, men det var ganske tydeligt at høre den lille glæde i hendes stemme, det kunne trods alt det frygtelig.. Romantisk ud? Faith bevægede sig ganske roligt længere ind, lod døren glide i bag hende, kun for at skulle søge hans skikkelse i stolen. Hun ville dukke op, hun kunne ikke afvise dette det måtte han da vide? Tungespidsen strøg varmt over hendes lævber kun for at skulle give dem en smule fugt selv på trods af foråret var det alt for nemt at lade dem henligge tørre "Godaften Kimeya" endte hun som en varm hilsen, nikkede roligt kun som gestus. Hvordan hun i virkeligheden skulle opøfrer sig ovefor ham vidste hun virkelig ikke, det var også af den grund hun for nu valgte bare at prøve sig lidt frem og være.. Sig selv.

[Kimeya Marvalo]

Månen var halv og Kimeya ville virkelig bare nyde det inden at det ville gå galt i den anden ende.. Inden han igen måtte søge i retning af buret og blive siddende dernede og kun efterladt med en forfærdelig hovedpine og og ekstrem hård migrænes som i den grad krævet meget af ham det sidste stykke tid. Hun gjorde det virkelig meget nemmere for ham, når hun sad der, selvom smerten var den samme.. bare det, at vide, at hun ville være der når han igen ville vågne op, var virkelig det hele meget værd. Han trak vejret dybt, ikke at det var nødvendigt, men det var bare en vane, som han bare ikke formåede, at skulle lægge fra sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knugede stille omkring den bog som hvilede i hans inderlomme, det var virkelgi kun på tide, at hun fik mere at vide.. Nathaniel havde prøvet at forklare ham hvad der var sket den aften, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun kendte ham bedst og alligevel ikke kendte ham det mindste, det vidste han allerede og det var det som et sted også måtte gøre ondt? Der måtte han jo trods alt også give Nathaniel ret, selvom det nok var forbandet hårde ord at skulle give Faith på den måde. Han ønskede at skulle se hende, bare sendt bud efter hende, da han udemærket var klar over hvilket pres det var, at skulle være leder, så han vidste, at tiden måske ikke var der, og så måtte han jo bare acceptere denne afvisning hvis det skulle gå hen og ske, selvom det nu ikke var det som var endt.. Det var noget som han virkelig kunne prise sig så utrolig lykkelig for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Cayla og Junior var ude med deres lille og Nathaniel og Liya holdt øje med Cedric for i aften, det var der heller ikke nogen tvivl om, det var noget af det bedste ved det hele. Det gav virkelig kun Kimeya og Faith en mulighed til at skulle finde ud af det hele. 'Jeg har brug for dig' var de ord som han havde skænket hende og han fortrød i den grad heller ikke, at han havde valgt, at skulle forære hende dem. Det var virkelig hvad han følte, han ønskede hende tæt på sig, selvom han nu lod den beslutning hvile ved hendes side og ikke hans egen. Han var ellers bare vant til at skulle påtage sig skylden og dette var en skyld som han påtog sig selv, selvom det klart var noget som gjorde det hele meget værre for ham. HAn vidste det jo trods alt.. Hans tilstand, hans helbred, at han ikke havde Faith, det hele var hans skyld og han vidste det! Han var selv godt iklædt.. Vel bare en vane når han havde Faith alene og lidt hygge kunne man vel godt gøre ud af det, så det hele ikke var så slemt som det måske ellers ville have været i den anden ende. Han hørte hendes stemme bag sig hvor han næsten hastigt endte med at skulle rejse sig op og vendte sig mod hende. Han havde ikke ventet hende bare sådan uden videre. Hun var selv pænt klædt på, selvom han dog udmærket godt kunne mærke lugten af blod og ikke mindst det sår på hendes hals som hurtigt og omgående måtte falde ham selv i blik, det var virkelig ikke noget som han selv kunne lægge det mindste skjul på overhovedet på nogen som helst måde. Han trak svagt på mundvigen og blev ellers stående. "Det glæder mig at du kunne komme med så kort varsel, Faith.. Godaften," begyndte han med en rolig og fattet mine. Nøjagtigt som nede ved stranden dengang han havde set sin søn for første gang igennem et helt halvt års tid, det i sig selv, sagde virkelig heller ikke så lidt. Hele skylden var udelukkende hans, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kort varsel havde det været, et par timer maks, men han havde virkelig bare brug for at snakke med hende.. bare en aften hvor det kunne være dem, selvom han næsten kunne gætte sig til, at arbejdet som leder måtte være hårdt. Det var noget som han var fritaget.. heldigvis.. nu kunne han i det mindste trække sig tilbage til familielivet med sin søn så længe det ville vare.. til de i det mindste ville kunne finde ud af det ene eller det andet vel? Det så vel ganske romantisk ud.. det var virkelig bare en vane for Kimeya når det kom til Faith som var noget af det bedste ved det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville virkelig bare gerne sørge for.. at bare lidt var som det var dengang vel? Den glæde som kunne høres i hendes stemme, var noget som kun glædet ham. Så ramte han vel heller ikke helt og holdent ved siden af, hvilket nu alligevel måtte være ham en ganske glad tanke, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Hvordan han skulle være overfor hende, havde han ærligt heller ikke rigtigt nogen anelse om.. man tog det vel bare som det måtte komme i den anden ende? Han gik stille om på den anden side af bordet, tog fat i stolen og trak den ud roligt og stille og gjorde en tydelig gestus til hende. "Kom endelig ind og sæt dig," sagde han roligt og med det svage smil på læben, dog en anelse usikkert. Hvor de skulle gå herfra i aften, vidste han ikke.. Han tog det hele som det kunne komme og så kunne han vel også bare håbe på det bedste vel? Glæden ved at se hende, var dog tydeligt i hans blik.. som den altid var når han var sammen med hende.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste at smerterne både under og efter forvandlingerne var enorme det var der hvor hun prøvede at hjælpe ham så vidt som muligt hun ønskede ikke at skulle lade ham sidde alene, hun ville virkelig gerne ligge sig ved hans side men lige for et par nætter siden havde det været svært og alt hun fik kastet i hovedet af Nathaniel var den ene bebrejdelse efter den anden for til sidst få de ord om at hun ikke kender den mand han var blevet. Efter alle de år hvor hun gang på gang havde stået ham trofast tilgivet ham de gange han knuste hendes hjerte, hun endte med at sige stop og det var det hun følte hun blev straffet for det var ike meningen med noget som helst lige der var Junior nået så meget mere ind til hende, med det temperament hun var bære af så var det virkelig kun farligt at kaste et skud i blinde på den måde specielt når det var ord fra en hun holdte så frygtelig meget af. Hvilke planer han havde for aftenen med hensyn til den dagbog som for hendes del henlå særdeles ukendt, det var virkelig intet hun kunne gætte sig til, det eneste hun så var det lille bord med de levende lys, og den behagelig varme aroma der befandt sig her efter kaminen lod til at være igang, det hele virkede så frygtelig.. Romantisk og det var en tanke som kun kunne få hende til at smile, uanset hvor hård den stilling til tider var at have hvilende over hendes skuldre så var det ham som gang på gang formåede at få hende til at slappe af hun ville aldrig i livet afvise at skulle sidde med ham på en aften som dette, og forhåbentligt få talt ud hvad ville han ellers låne hende til for i aften? Hun havde i den grad også brug for ham, hvis ikke kunne man vel spørge sig selv hvad pokker hun stadig lavede her? Hvorfor skulle hun ellers blive på et sted og finde de mange undskyldninger til hvorfor pokker hun kunne være tæt på den mand som hun virkelig længtedes så inderligt efter, selv på trods han var lige i hendes nærhed og mere eller mindre hele tiden. Der var så meget at snakke om, hun var slet ikke i tvivl om at det ville være dem en god ting at de var det man med andre ord kunne kalde 'børnefri', for det ville i den grad tage tid, og når det var dem så var udfaldet virkelig aldrig til at vide en ting vidste hun med sikkerhed.. Hun elskede ham, og hun havde brug for ham. For i aften var hun blevet stadset bare en smule op, vasket ren efter den mindre kamp hun var endt ude i og hoppet i en af de kjoler som hun måtte se som bare.. Lidt mere særlig en de andre og med det lange røde hår hængende ganske frit langt som det var. De smaragdgrønne øjne faldt i glimtet af stearinlyset noget som kun skabte det glimt i blikket, hun nød af varmen og hun nød af flammerne omkring det var det som gjorde hende ganske veltilpas selv på trods hun følte det en smule akavet hvordan skulle hun være og opfører sig? Som han endte med at rejse sig faldt blikket mod hans skikkelse, hun smilte lettere uskyldigt det var vel helt utrolig så fredelig hun kunne se ud i forehold til det som dem der kendte hende ville sige. Hænderne sammenflettet og foldet foran hendes skikkelse hvor hun mere eller mindre blot stod og afventede et lille vink til hvad hun skulle gøre. Den formelle tone og ord det var noget som et sted morede hende det var tydeligt at han sad med præcis det samme problem som det hun selv gjorde "Du kender min nysgerrighed, jeg fik det fint klemt ind" det sigende blik sagde virkelig alt hun ønskede at være her, hun ønskede at tale med ham der var så mange ord der hvilede på hendes tunge men som aldrig fik sine chancer for at komme frem. med lette skridt endte hun ved hans gestus med at skulle trække tættere på, det var virkelig .. Sødt ville hun vel næsten kalde det, han var uden tvivl den romantiske type når han selv ønskede at være det "Jamen dog.. Der er service og det hele på, det er sjældent det sker efterhånden" hun sukkede ærgende og dog med en tydelig drilsk tone, tog roligt plads på stolen. Hvor og hvad de skulle gøre efter i aften kunne hun virkelig ikke svare på, men de måtte finde ud af noget ikke kun for deres skyld men i den grad også fr Cedric's det var ham hun måtte tænke ekstremt meget på ligenu hun ønskede ikke at han skulle vokse op uden far. Hun sendte ham et lille taknemligt smil, var virkelig bare nødt til at skulle prøve sig frem.

[Kimeya Marvalo]

Hvordan Kimeya skulle håndtere det hele, vidste han virkelig ikke, så han måtte jo egentlig bare prøve sig frem. Han havde jo selv Cedric i løbet af dagen og natten nu hvor Faith stod som leder og ikke kunne have ham ved sig, hvilket han dog udmærket godt kunne forstå.. Han ønskede bare ikke, at den samme fejl skulle ske endnu en gang, det var helt sikkert. Nalani mistede han fordi at hendes mor var ude af billedet og han ønskede virkelig ikke endnu en gentagelse af hans fortid. Det at han havde fundet Faiths brev oppe i soveværelset, var virkelig også det eneste som gjorde, at han virkelig følte, at det var på tide, at skulle få læst bare lidt op fra hans egen.. Noget som han aldrig nogensinde havde delt med hende overhovedet. ikke fordi at han skammede sig, men også at det var på tide, at vise hende hvem han havde været også dengang. Han var en mand med forbandet mange hemmeligheder og nu valgte han sgu at åbne op på en måde som han aldrig nogensinde havde gjort før. Han skubbede stolen stille ind for hende, da hun endelig havde valgt at skulle tage plads. "Jeg ved hvor stressende det er som leder. Bare det, at du kunne finde tiden.." Han sendte hende et svagt, dog yderst taknemmeligt smil. I aften var det virkelig bare dem. De havde ikke nogen anden at skulle tænke på og Kimeya vidste, at Nathaniel nu ikke havde så forbandet meget imod deres forhold hvis det skulle gå hen og lykkes i den anden ende, hvilket i den grad var en lettelse for ham. Nathaniel havde virkelig ofte slået ham i jorden, hvor han gang på gang havde valgt, at skulle rejse sig igen.. Nu stod manden og gav ham faktisk en hjælpende hånd. "Jeg tænkte at en aften med ro og fred, ville behage," Han hævede sigende det ene bryn idet han roligt gled ned på sin egen plads på den anden side af bordet, hvor han varsomt satte sig ned. At hun var kommet til skade, ar noget som han næsten kunne fornemme i luften.. bare duften af blod som måtte sætte sig i hans næse, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle for at skulle se væk fra det i den anden ende, selvom det virkelig holdt hårdt. Hans fingre trommede næsten rastløst henover bordpladen for et stille stykke tid, hvor han blot måtte sidde og tænke. Han trak vejret dybt, stadig af en meget gammel vane som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste fra sig overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De grågrønne øjne faldt stille til hendes skikkelse. Smuk var hun som hun altid var når det endelig var ,det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han savnede hende virkelig, savnede at ligge ved siden af hende.. og selv i den tid hvor hun havde været i mansionet, så havde han søgt til værelset om aftenen.. mere eller mindre bare blevet værende der når han stod op ved solnedgang, bare for at give hende freden, han vidste bare ikke hvordan han skulle håndtere det og det vidste han stadig ikke. Han elskede virkelig Cedric. Han holdt så forbandet meget af den lille knægt, selvom det nu ikke havde været for mere end en uge maks de havde kendt hinanden sådan rigtigt.. Han kunne virkelig få lov til at være far igen, noget som han ikke havde været i årevis. Han kunne være romantisk når han virkelig ville være det.. Det var virkelig også kun hende, som havde fået lov til at se den side af ham. Han sendte hende hende et svagt smil og rettede sig en anelse til. Det dirrede og det sitrede virkelig i hele hans krop, han var virkelig rastløs bare af at skulle sidde der. Han valgte virkelig bare, at skulle kaste sig ud i det. "Efter fuldmånen for nogle nætter siden og jeg vågnede ved din side Faith.." Han trak let på smilebåndet. Det var virkelig noget af det bedste som han længe havde oplevet. "Jeg føler bare, at jeg skylder dig en mulgihed for afslapning. Maden var sat op allerede kun ganske kort før. Rådt kød til ham selv og en tallerken til hende med alt som han vidste, at hun ville kunne lide, med alt fra salat til et mindre stykke kød og så flasken med vin som stod på køl. Han undlod selv, at skulle se på kødet. Han måtte virkelig beherske sig og ikke vise sig som det dyr overfor hende! Det nægtet han virkelig! Brevet havde han i sin ene lomme og med dagbogen i en anden.. Det var virkelig på tide nu. "Børnefri.. fri fra arbejde og bare slappe af.. Hvad siger du til det?" Han foldede hænderne foran sig.. Skræmmende meget måtte hun minde om Elanya nu hvor han måtte tænke sig godt om. Det var ikke noget som han kunne komme udenom.. Han savnede faktisk den kvinde et sted, selvom det nu ikke var noget som han ville indrømme overfor hende. Han satte sig roligt til rette på stolen. De var alene i aften, de havde kun hinanden og der var virkelig så forbandet meget som han ville snakke med hende om. Lige nu måtte han jo bare finde den helt rette indfaldsvinkel og det var i den grad forbandet besværligt nok fra før af.

[Silia D. Diamaqima]

De måtte virkelig begge prøve sig frem efter den mindre evighed de havde været fra hinanden det var frygtelig forvirrende ikke mindst en smule akavet at skulle sidde der nu, hun vidste jo at hun elskede ham og alligevel så havde hun ingen idé om hvor pokker de stod med hinanden noget som virkelig var mere end blot fustrerende. Det brev var blevet skrevet kun det som måtte minde om en fuldmåne efter at hun var endt med at skulle tage Cedric på armen og bare gå hendes vej som regel hvilede det altid i hendes lomme hun var aldrig rigtigt kommet videre med det hen af vejen blev der tilføjet mere og mere, men at det var væk var end ikke noget som hun havde haft tid til at skulle bide mærke i, det afslørede en så stor del af hende og lagde i den grad alle hendes parader ned om han ville være dem som læste ordene det var jo næsten den rene bøn til at han atter ville dukke op i hendes liv og den børn var til dels blevet hørt. Stolen lod hun roligt trækkes ind under hende "Tak" mumlede hun stille dog med et lille nok, manerende var i den grad noget som hun stadig bar med sig specielt når det kom til ham. Hænderne foldede sig i hendes skød,holdningen var ret og hovedet højt ingen forandring der, og dog så var der det helt særlige glimt i hendes øjne et som havde været savnet i frygtelig lang tid, det at skulle sidde og tilbringe tid med ham som nu det var noget hun havde måttet savne i det som måtte minde om ekstremt lang tid efterhånden det var jo ikke sket siden.. Cayla var mindre vel, og selvom der intet var mellem dem i teorien ligenu så nød hun det virkelig. Hun nikkede medgivende "Det stres brugte jeg dagen på at slå ned, aftenen må være min" det var slet ikke løgn den flænge ned over hendes hals sagde virkelig det hele, selv hun som leder kunne få nogle slag, måske leder og stærk hvad angik hendes element der var bare det lille problem at der var forskel på en lille spinkel tøs og en stor bred isdæmon, det var kun dømt til at skulle gå en smule galt, men et sted så kendte han hend ejo også nok til at vide at hun så i det mindste havde fået afløb for dagens aggretioner. Hun betragtede ham let. Det var tydeligt at han sad med ord på tungen som han ikke formåede at skulle få specielt ud "Det er en tanke som behager ganske meget" erkendte hun roligt, lod for et kort sekund blikket falde mod hans rastløse finger, dog uden at skulle lade smilet falme på noget tidspunkt. Hendes blik mødte hans som han så op på hende. Nætterne var søvnløse selv dette sted, hun brugte som regel tiden på at ligge bare og kiggeind mod sofaens kant forestillede sig den tomme plads ved Kimeya hvor han måtte gemme sig men for.. Bange ve, til at skulle søge mod ham og direkte spørge ham på den måde det var jo ikke ligefrem hende at skulle gøre det, og alligevel sad hun her overfor ham i den tavshed følte hendes nervøse hjerteslag og hvorfor? Cedric var utrolig glad for hans far det var da tydeligt at se for enhver det var jo intet hun ønskede at skulle fratage nogle af dem derfor var hun klar over at de måtte finde en løsning og sammen "Du skylder mig intet, Kimeya.. Jeg gør det gerne" hun behøvede intet til gengæld for at hvile der om natten hun nød det jo selv, men tanken om en aften i selvskab med ham det var intet hun ville sige nej til uansethvad, og lugten af mad overbeviste hende kun om hendes egen sult efter hun ikke havde stillet den i flere dage, lod den i en knurren ved synet af det mad som hun måtte elske. De dyerriske indstinkter hang ved og hun bed da tydeligt mærke i det faktum at han ignorede kødet, noget som et sted måtte more hende en smule, for hendes del gjorde det virkelig intet "Hvad jegs iger til det? Jeg siger at det lyder som en kvindes sødeste drøm" endte hun ganske ærligt bare det at han sagde at hun var børne og arbejdsfri det gjorde det hele for hendes vedkommende virkelig, det var begge to ekstremt hårde jobs. I aften ville det kun være dem og det gjorde hende virkelig ikke det mindste langt fra så nød hun derimod den tanke helt og aldeles.

[Kimeya Marvalo]

Junior havde taget Cayla med sig, udelukkende for at skulle undgå, at det ville gå mere galt, end det som det allerede mellem dem. Kimeya havde ikke snakket med Cayla siden den aften hvor hun havde fundet ham være så tæt på at skulle kvæle Faith.. De frustrationer var virkelig lukket ud på den helt forkerte måde. Nathaniel havde taget sig af Cedric, selvom knægten hvilede i sin sødeste søvn oppe på børneværelset.. Kimeya havde virkeig bare brug for denne aften sammen med Faith.. Bare det faktum, at han kunne være sammen med hende på denne her måde.. Om end ikke andet, så for at få snakket og finde ud af, hvor de egentlig stod. Han gik stille til sengs hver eneste aften, også selvom han vidste, at det ikke ville hjælpe ham en skid. Han sov jo ikke, han lå i den store seng og stirrede på den tomme plads ved hans side.. Den var virkelig alt for stor for en alene. Nu forstod han da for fulde alvor hvordan hun havde haft det, og han kunne ærligt sige sig, at han skammede sig noget så forfærdeligt. Smuk, det var hun virkelig, det var der heller ikke nogen tvivl om for hans vedkommende. Hun var virkelig en fantastisk kvinde og det frustrerede ham kun yderligere, at han slet ikke var i stand til at skulle kalde hende for hans. Flængen over hendes hals, havde han tydeligt mærket sig, ikke bare duften af blod som måtte rive i hans næse, som tydeligt måtte indikere, at noget var sket hende.. Hun så dog ud til at være ganske okay alligevel. Han så væk fra det rå kød som hvilede på hans egen tallerken, selvom han i den grad sad med de så brændende lyster efter at overfalde det som et rovdyr over byttet. Han måtte da beherske sig! "Det er jeg virkelig glad for Faith.. Virkelig.." sagde han med en rolig og lettere oprigtig stemme. Han sendte hende et ganske så svagt smil og nikkede mod hende. Han lod hånden roligt tage omkring hans gaffel som han lukkede grebet en anelse godt om, bare for, at skulle have et eller andet og holde fast i for øjeblikket. Han vendte blikket ganske kort ned, bare for at tage sig en anelse sammen igen. Han savnede det som det havde været dengang, det var der ikke nogen tvivl om. Junior var ham virkelig en uvurderlig hjælp og som han havde forstået det, så havde Nathaniel også gjort sin indsats, selvom det nu ikke lige var gået i hans retning. Ikke at han klandrede manden det mindste.. Han arbejdede jo snart i alle døgnets timer. Han havde virkelig brug for en ferie efterhånden. Han elskede den lille knægt, var virkelig bare ekstremt bange for, at hun pludselig en dag bare ville stå der og være klar til at skulle rive knægten med sig ligesom hu havde gjort dengang? Han hævede sigende det ene bryn. Hendes ord gjorde ham nu glad alligevel, selvom det nu i bund og grund, slet ikke var noget af det som han lige havde ventet sig, det var heller ikke noget som han var i stand til at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Nu havde de ikke nogen børn at tænke på, nu var det dem selv. "Det kunne jeg lige forestille mig.. Fri for børn og fri for arbejde.." Han nikkede sigende. Sandt som tænkt, så havde han virkelig meget at skulle sige og så forbandet meget som han virkelig så inderligt ønskede, at hun skulle være der til at høre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned og med et svagt suk, da han endnu en gang måtte lade blikket glide forbi hendes skikkelse og uden at skulle se det mindste væk. Det var virkelig nu eller aldrig for hans vedkommende. Han vidste at hun som leder sjældent ville have disse friaftener, han kunne jo udmærket godt huske det ved sig selv, hvor meget han egentlig havde at se til.. vel også kun fordi, at han påtog sig så ekstremt meget ekstra for Faiths skyld. Så meget som han aldrig nogensinde havde nået, at skulle sige til hende på noget tidspunkt. "Jeg hopper direkte til sagen Faith.. Efter fuldmånen så.. fandt jeg et brev oppe på soveværelset.." Han lod hånden søge ned i lommen, hvor han valgte, at skulle tage det frem. Han elskede hende stadig.. det gjorde han virkelig, og han kunne bare ikke fortsætte med at gå rundt på den her måde. Han lagde det stille på bordet ved siden af sig. Han havde læst det, og det var virkelig kun derfor, at han gjorde som han gjorde i aften. De grågrønne øjne vendte han stille mod hende. "Tager jeg ikke meget fejl, så er det din håndskrift.. og som jeg læste, så er det ment til mig.." fortsatte han stille. Hvordan han skulle tolke det på nuværende punkt, vidste han ikke. Efter alt hvad han vidste, så var det brev aldrig nogensinde blevet færdigskrevet. Af hvilke grunde, stod ham jo så selvfølgelig som ukendt, selvom det nu alligevel skræmte ham en anelse. Han betragtede hende stille. Nu var de inde på det.. nu var det bare at holde det kørende frem til han ville finde dagbogen frem og begynde at læse op.. rive op i hans mange gamle sår og fremlægge den fortid som til nu havde været skjult. Hendes brev havde lettet ham.. atter skænket ham håbet om, at det endnu ikke var for sent.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var slet ikke i tvivl om at Cayla ville ahde dette syn om hun ville være til stede også kun derfor hun var glad for at Junior valgte at skulle tage den lille familie med ud det var virkelig gået op for hende hvor meget de betød for den unge knæægt, det ansvar var et han bar uden at tøve og enhver kunne se at han elskede hendes datter, noget som kun lettede hende, de to ville nå langt, et sted så bar hun vel også lidt den tanke at Cayla var en stor pige nu der kunne klare sig selv havde sit eget liv og hun var lykkelig, burde hun ikke selv være det samme? Måske tænke lidt mere i det større billede frem for bare at skulle tænke på den tøs som havde lidt så voldsomt under de ting hun gennem tiderne havde oplevet fra hende og Kimeya's side. Cedric lå trygt og sov det var hun slet ikke i tvivl om den lille drang trivedes tydeligvis som bare fanden, specielt i nærheden af hans far, der var det næsten synd at Kimeya som regel brugte dagen på at skulle sove, og alligevel så var det nået hendes opmærksomhed at han aldrig var i selve huset men gemte sig oppe på soveværelset mens hun selv lagde søvnløs på trods det virkelig var en nødvendig ting for hende når hun nu endelig fik chancen, hun lå som regel bare og stirrede ind mod sofaens ryg, og med de billeder i hovedet af Kimeya som måtte hvile trygt i den store seng hvor der måtte være en tom plads, den som hun havde valgt at skulle forlade sammen med ham, kunne man fortryde mere? Selv på trods af at det hele uden tvivl var selvforskyldt fra hans side, hun havde blot gjort hvad som var nødvendigt, så var hun villig til at skulle påtage sig den fulde skyld hvis bare det ville bringe ham en smule tættere på hende, som hun også nævnte for ham ved søen.. Hun var faldet på knæ det som måtte ligne millioner gange og uden den mindste grund, faldet på knæ kun fordi hunvar bange for at miste ham, ydmyget sig selv på den måde og hun ville gøre det de dobbelte gange hvis bare det betød han ville åbne op for hende. Den ensomhed var ulidelig det var en som hun ikke mindst havde følt de sidste par måneder men også før det, at vide den mand hun elskede rendte rundt og legede en leg der kunne ende med at koste ham livet, et eller andet sted hvor hun ikke anede hvor han ville være, mens hun selv evigt og altid sad hjemme for at stå som husets overhovede selv på trods af at hun var både blind og gravid det var hårdt og nu ville han måske forstå hvorfor? Junior var en ganske stor hjælp lige for tiden, nathaniel behøvede i den grad en ferie inden det ville gå altfor galt for ham, det var noget som for hende var blevet bevist ganske tydeligt under deres møde den sidste aften, og hun ville personligt være den som ville sende ham afsted om det skulle være på den måde "Det er bedre end selv den største forkælelse" endte hun med et stille nik og virkelig kun emd ærlighed, var de to pres først af hendes skuldre så kunne hun slappe af, sådan var det at være en lille tøs der skulle ikke meget vægt på de små skuldre før den ville ende med at skulle tynge hende og tvinge hende i knæ. Hvad som ville være hele tråden i dette møde ville hun vel ganske snart finde ud af det var tydeligt at der var noget som hvilede ham på hjertet og ligenu måtte hun mere eller mindre kun siddende afventende efter det. Hun nikkede stille til hans første ord, smilet var falmet og endt i et lille træk i mundvigen kun fordi hun vidste at det som kunne risikere at komme både kunne være godt og skidt. Blikket endte mod det brev som ganske rigtigt kun var hende alt for genkendeligt. Hun måtte have tabt det den aften.. Det var tydeligt athan måtte have læst. De mange tanker som hun dagligt gik med at hun ikke ønskede at være skilt fra ham en dag ville hun kæmpe for ham, det var virkelig skrevet med alle paraderne nede og det var vel noget som han var klar over. Hun nikkede igen stille, hun ville ikke frakende sig det brev "Det er min håndskrift ja.. Og ganske rigtigt det er ment for dig.. Eller faktisk så var det ment som en trøst for mig det var ikke meningen du skulle få indblik i det" erkendte hun ganske roligt, det var dog tydeligt at hun blev en smule nervøs. Smilet endte igen med at skulle træde frem ligesom også for at skulle fortælle at hun ikke bebrejdede ham nu vidste han om ikke andet mere eller mindre alle de tanker hun sad med. Håbet var der i den grad endnu spørgsmålet var bare om hun turde knytte det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste virkelig ikke hvad han turde at gøre eller ikke gøre efterhånden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev siddende og med hendes brev roligt hvilende ved hans hænder. Blikket hvilede i hendes eget. Ikke at han var bange for at skulle fortælle det til hende, det eneste som han jo egentlig måtte være bange for, var hvilke konsekvenser at dette måtte have i den anden ende.. Han vidste jo trods alt heller ikke hvor pokker han havde hende, eller hvad han overhovedet kunne tillade sig at skulle gøre i den anden ende. Og det var virkelig også det som måtte frustrere ham noget så voldsomt i den anden ende, det var der heller ikke nogen som ehlst tvivl om overhovedet. Han nød virkelig, at skulle sidde med hende på denne måde, også selvom han udmærket godt var klar over, at Cayla ville flippe, hvis hun vidste, at de sad på denne måde som de gjorde lige i øjeblikket. For nu, så valgte han at skulle se væk fra det herlige stykke rådt kød som måtte hvile foran ham, selvom duften af blod i den grad måtte rive i hans næse og virkelig bare måtte fortsætte med at skulle prøve at få det vilddyr frem i ham, som han så kraftigt prøvede, at skulle holde i sig endnu. Han lod hovedet søge let på sned. Junior var virkelig en mand med et godt hjerte, at han elskede Cayla var selv ikke Kimeya det mindste i tvivl om. Han vidste også lige hvordan han skulle vise det og hvordan han skulle gå frem i den anden ende. Nathaniel havde i den grad brug for ferie og det at skulle komme lidt væk fra arbejdet og komme tættere på Liya. Nu hvor de havde hinanden igen, så det virkelig ud til, at det hele nok skulle gå i den rigtige retning. Han sank klumpen som havde sat sig tydeligt i hans hals, da han vendte blikket stille ned mod brevet i og med, at hun valgte, at skulle tale for sig. "Jeg foretrækker nu at vide hvordan du har det.. Nu.. ved jeg en hel del mere til det, end det som jeg har følt til nu.." indrømmede han med en rolig stemme, da han stille lod blikket falde tilbage mod hendes skikkelse som han ikke ville se det mindste væk fra overhovedet. Han var ikke den samme, der havde Nathaniel i den grad ret. Han havde virkelig lært noget så voldsomt af sine egne fejl på det område, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet, og han ville heller ikke lægge det mindste skjul på, at det virkelig var hårdt nok som det var, at skulle holde sig kørende, selv når han vidste, at hun var tilstede et sted i huset om natten og han lå der i den store seng og bare stirrede på den tomme plads ved siden af sig. Han lukkede hånden godt omkring sin egen gaffel, bare for, at skulle have et eller andet at holde fast i. "Jeg fandt det oppe på soveværelset.. på gulvet ved min beklædning.." Hvordan han skulle tolke hendes ord, vidste han ikke.. var det virkelig meningen, at han slet ikke skulle have set det? Ville hun virkelig holde det skjult eller skrev hun virkelig bare følelserne ned til ham, uden at lade ham få det indblik som han ellers havde haft så brug for. Han sad længe uden noget som helst som kunne minde om ord eller bare en lyd i sig selv. Han så endelig på hende igen. Dette var virkelig noget som var ganske besværligt, en ganske ny situation for dem at sidde i. Hun var afsløret udelukkende på grund af brevet, men lige hvad der var afsløret vidste han ikke.. brevet så nemlig heller ikke ud til at skulle være færdigskrevet, og det gjorde det bestemt heller ikke nemmere for ham, at skulle holde fast ved det håb som det ellers havde sat i ham, at skulle læse de ord som var de trukket helt ud fra hans drømme og så placeret der i levende live på denne her måde. Han trak næsten forsigtigt på smilebåndet og satte sig roligt til rette. "Hvis det er dine ord af hjerte, så ønsker jeg kun, at du skal høre mine.. Jeg ved, at jeg har holdt meget skjult.. Der er mange ting som end ikke Nathaniel kender til omkring min fortid.." Han trak dagbogen frem. En ældgammel og meget laset bog, som han roligt lagde ved siden af brevet og under hans håndflade, hvor han valgte, at skulle lade den hvile. Det der, med at trække den ud med uendelig snak, var han aldrig rigtig god til. Han ville normalt bare have de ting overstået og så var det ligesom bare.. det? Han trak vejret dybt. "Der er.. visse hændelser fra mit liv, som jeg ønsker, at du skal vide og kende til.. Noget som ingen anden ved om mig," Han lukkede hånden lettere omkring bogens omslag. Han var underligt nervøs, selvom han vel ikke havde noget som helst at skulle vøre nervøs for? De havde været oppe i det som var så mange gange værre end det her, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Hvis du vil have brevet igen, så tag det med dig.. Nyd en aften, få dig et godt måltid og en nat med søvn. Alt jeg ønsker, er at du lytter til mine ord," afsluttede han stille. Måske at det var, at skulle gå en anelse hurtigt frem, men altså.. han følte, at det var nødvendigt. Han havde nemlig allerede holdt det skjult for hende igennem alt for lang tid.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig frygtelig forvirrende at vide hvad pokekr man kunne gøre og hvad pokker man ikke kunne gøre, det var det som hun hadede ved disse situationer det virkede alt for formelt, romantik var godt så længe det var romantisk og det var det for hendes del ikek så længe at hun måtte sidde og spekulere over hvordan pokker hun skulle være overfor ham og med en hjertebanken af nervøsitet over de planer som han end måtte have for dem, der måtte vel være grund til dette møde, og forhåbentlig mere end det brev? Aldrig fik hun det færdigskrevet hun skrev følelserne ned fra dag til dag som hun gjorde med hendes dagbog dermed ord fra dag til dag og nu var hun bare ikke nået videre det stod en smule stille, men tingene ændrede sig jo også frygtelig hurtigt når det var hende og Kimeya fra den ene dag til den anden kort sagt. De slanke fingrer strøg stille gennem hendes hår, hun var ikke klar over hvornår Junior og Cayla ville være tilbage, for at være ærlig så var hun et sted en smule ligeglad Junior var en fornuftig mand un var sikker på at han ville kunne tale Cayla til rette, det var jo tydeligt at kærligheden mellem dem og de gode sider allerede var godt på vej til det som måtte minde omkring det som måtte være mellem hende selv og Kimeya, det var vel bare aldrig noget som nogen rigtig ville forstå, ikke uden at skulle gennemgå det hele selv og hun betvivlede og håbede for ethvert væsen ikke at det som var gået igennem var noget som måtte ske for alle og enhver "Kimeya.. Det brev er gået over længere tid, jeg har ikke ønsket du skulle kende til hvad jeg føler når jeg endelig sidder for mig selv og har tid og lov at føle.. At du så er blevet klogere nu er vel kun en god ting" smilet var falmet ens mule hun følte sig måske en smule ubekvemt hvor ville han hen med dette Ja hun elskede ham, ja hun ønskede at de to ville kunne gå hånd i hånd igen nøjagtig som der stod i brevet, men istedet for at virke så pokkers neautral så kunne han vel afsløre lidt om det var hvad han selv ønskede? Hendes foldede hæder under bordet var endt direkte svedige ikke på grund af varmen den var hun jo ganske vant til at skulle tackle "Jeg må have tabt det.. Den aften" påpegede hun med et lille træk i mundvien hun huskede ikke specielt meget men bare princippet i at de havde været så tæt for blot kort siden det var noget som til enhver tid hjalp hende. Hele meningen var jo netop at han ikke skulle vide noget omkring hvor sårbar hun i virkeigheden var at hun var den som et sted lystede at tigge og bede ham som han plejede at gøre det, måske det ikke var fair men det var sådan det måtte være, nu var hun afsløret og der var intet at gøre ved det de ord var af hendes hjerte og hun mente dem i den grad stadig, det lille håb var et som hun bar og det var jo noget som de ord direkte sagde så vidt hun huskede om ikke andet, men igen alt afhang mere eller mindre af ham efterhånden han kendte hende jo ud og ind mens hun tydeligvis ikke havde den mest fjerne idé om hvem pokker han var? Det var jo det som alle et sted påpegede overfor hende "Du har altid været en mand af hemmeligheder, Kimeya" de funklende øjne forlod hans og gled istedet mod hendes tallkerne bare for at have noget at betragte hun skammede sig et sted, så mange ting han vidste om hende på trods hun hadede når det var som sådan og så lidt hun et sted vidste om ham, de mange hemmeligheder det var noget som man lærte at leve med efter så lang tid. Hun fulgte hans hånd, betragtede den dagbog som endte ved hans side, huskede at Nathaniel nævnte for hende at han blot sad i kælderen og skrev i en ældgammel bog "Jeg ville ønske jeg havde kendt dem noget før" endte hun med et stille usikkert smil, hun vidste pludselig ikke rigtig hvor pokker han egentlig ville hen og det skræmte hende en smule. Hun rystede afvisende på hovedet "Det brev tilhøre dig, Kimeya.. Og hvad angår alt dette... Jeg vil hellere end gerne lytte til dine ord det ved du, men lige der må jeg komme med en bøn om at tilbringe aftenen med mig?" foreslog hun med en rolig mine. Der var så meget at snakke igennem så meget at hente igen, og han var typen som gik lige til sgane skulle hun bare vende sig om og gå bagefter? Frem for at de kunne snakke om indholdet af det brev og hvad han end ville have hende til at vide? Han var virkelig som en lukket bog go det var noget som måtte gøre ondt.. Hvorfor åbne sig for hende nu? Hvis det var noget så betydningsfuldt for ham, hvorfor så ikke dele det med hende? Men igen hun havde heller ikke delt brevet og han vidste at for hende var det ren og skær overgivelse bare at skulle lade paraderne falde på den måde droppe stoltheden for en kort studn når de ord blev skrevet ned, afsløre hendes direkte såbarhed. Et sted så følte hun kun den lille spændte sommerfugl, han kendte langt det meste af hende der var ting hun undgik uden tvivl, men i forhold til så vidste hun absolut intet om ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at det virkelig måtte være sent, at skulle åbne op for hende på denne her måde, men det var virkelig også kun på tide, at skulle lære hende lidt mere omkring hvem han selv var, nu hvor han faktisk havde formået, at skulle holde det så forbandet skjult for hende, som han havde gjort det igennem al den tid som han havde kendt hende. End ikke Nathaniel kendte til meget af det som han agtede, at skulle afsløre for hende lige i aften, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han forholdt sig nu ganske rolig, det var virkelig bare noget som han måtte tvinge sig til. Brevet var ikke færdigskrevet, hvor længe hun havde brugt på det eller noget som helst.. Det hele på den kant, var virkelig bare ukendt for ham og det var nu end også boget som han bare måtte bide i sig.. Det hele var jo trods alt selvforskyldt, selvom det nu ikke var en tanke som han var særlig begejstret for i den anden ende, så var det jo heller ikke rigtigt noget, som han rigtigt kunne gøre noget som helst ved. "Jeg har lært af mine fejl igennem disse måneder," begyndte han stille. Han havde i den grad ændret sig og sikkert også til det bedste. Han havde virkelig valgt, at skulle tage kampen op med det bæst i ham som kun måtte blive mere og mere tydelig for hver en dag som måtte gå og et sted, så var det bestemt også en tanke som faktisk måtte gå hen og skræmme ham i den anden ende, hvad end om han ville have det eller ikke, så var der ikke stort han var i stand til at skule gøre med det overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. De grågrønne øjne hvilede på hende og med et næsten roligt og fattet blik. "Det tror jeg.. Den lå blandt beklædningen.. Jeg formoder næsten, at den er mistet i og med, at du klædte dig på.." sagde han dæmpet, ikke mindst bare en anelse eftertænksom som nu ikke var noget som han ville lægge det mindste skjul på for hende. Han ønskede virkelig at åbne op og lade det her komme frem og bare lette en anelse af den byrde som hvilede ellers så forbandet tungt i hans eget bryst, det var virkelig ikke noget som han formåede, at skulle skjule det mindste overhovedet på noget som helst tidspunkt. "Og det med en god grund, Faith.." fortsatte han. Han havde altid været en mand af hemmeligheder.. en mand af mystik. Det var jo efterhånden så meget af det som havde bygget hans eget rygte op på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det havde jo været noget af det som havde været frygtindgydende ved ham og det var noget som han i den grad også var helt klar over, selvom det nu i den grad var noget som holdt hårdt. Det var ikke alle sammen frygtelige hemmeligheder.. men meget personligt omkring ham som person og det var noget af det som han virkelig måtte ønske, at hun skulle vide og kende til.. Han kunne vel bare håbe på, at det endnu ikke måtte være forsent? Hendes brev havde efterladt ham selv med noget lignende hen af et håb som han ikke havde haft igennem alle disse måneder, hvor han bare havde valgt, at skulle holde sig på en afstand istedet for, da han havde følt, at det var meget mere rigtigt at gøre end det som han havde været igang med til nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes næste ord, var dog noget som alligevel måtte overraske ham en hel del, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han hævede blikket stille mod hende. Han trak ganske så sagt på mundvigen. At tilbringe aftenen sammen med hende, ville han da gøre med den største glæde. Han vidste jo trods alt også hvordan han selv måtte have det med det hele og han vidste jo også hvor han ville hen i den anden ende med det hele, hvis ddet overhovedet skulle gå hen og blive en realitet i den anden ende. Duften af blod rev virkelig noget så voldsomt i hans næsebor, det var ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. "Lad os gøre det sådan her.. Nu spiser vi.. Og så tager vi den snak bagefter.. Jeg regner med at læse noget op fra min fjerne fortid for dig.. Jeg ønsker bare det er noget som du skal vide.. også for.. ja.. din skyld." Han betragtede hende med et roligt og sigende blik, ikke at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på overfor hende overhovedet. Han vendte igen blikket ned mod sit stykke med kød. Hans pupiller trak sig svagt sammen og hans tænder løb virkelig noget så voldsomt i vand. Rådt kød og blod.. der var ikke noget bedre.. Det var noget af det hele som han bare var vant til efterhånden. Han kendte hende efterhånden nok som den bedste og hun kendte virkelig ikke noget til ham, det var egentlig en tanke som måtte more ham bare en anelse et sted, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak vejret dybt endnu en gang og tvang blikket fra det og mod sin kniv som han lukkede den frie hånd om, tog den til sig og skar behersket et stykke af kødet frit, som han førte til munden og hapsede det hurtigt i sig. Han var jo trods alt mere dyrisk end det som han havde været før.

[Silia D. Diamaqima]

Det var frygtelig sent at skulle åbne op for hende nu hvor hungang på gang havde forsøgt at skulle give ham af både krop og sjæl, han kendte hende bedre end det som hun selv brød sig om, faktisk så hadede hun det til tider så mange ting han vidste om hende og så lidt hun vidste omkring ham og hver gang han endelig lod til at skulle åbne op for hende så var det ikke godt nyt som forlod hans læber, det var vel det som gjorde hende nervøs? Den sidste gang havde han trods alt afsløret at Celina var blevet holdt fanget hos ham over længere tid og hvad der var sket under den tid var intet som hun ligefrem kunne sætte pris på, ikke at det var en tanke som hun tænkte specielt meget over mere, der var så meget andet som plagede hendes sind. Nysgerrighed spejlede sig i hendes funklende grønne øjne der var faldet mod den bog som lå ved hans side, den så underligt velkendt ud, hun havde en meget lignende en, bare ikke nær så gammel og slidt godt skjult på et sted som hun var ganske sikker på ingen ville finde den, den var frygtelig privat selv der stod ting som end ikke Kimeya vidste omkring hende, ting som hun ville ønske hun selv ville være i stand til at skulle glemme, det var følelser som hun skjulte bag den facade som efterhånden bare var blevet en del af hende den stædighed og den stolthed hun kontrollerede det ikke selv, kom man for tlt på så var det næsten et stoptegn der bare lå til hende, hun var i stand til at skulle lukke det hele ude " Det er menneskeligt at fejle, så længe man tager ved lærer" hun nikkede stille, han havde virkelig ændret sig det var allerede gået op for hende, det var noget som gjorde en smule ondt, taget i betragtning af at hun var bange for hun slet ikke kendte ham. Hun kunne ikke holde det lille smil tilbage, selvom det egentlig kom over på den lidt mere seriøse snak nu, så var der en ting som hvilede på hendes hejrte som den rene sandhed selvom hun ikke ligefrem huskede enhver detalje "For øvrigt.. Jeg tror aldrig jeg fik sagt tak for den aften" påpegede hun stille, en rødmen endte med at skulle tage en smule til i de blege kinder. Faith vidste at han altid havde holdt flere hemmelgiheder for hende end det som hun egentlig brød sig specielt meget om, og det var jo ikke ligefrem fordi det havde ændret sig det mindste, hun viste ligeså meget som hun havde gjort for 50 år siden. Hendes brev sagde virkelgi så frygtelig meget for hendes del var der intet som var for sent endnu, ikke så lang tid at hun elskede ham men hvad pokker skulle de efterhånden gøre? Køre endnu et skænderi hoppe under dynen og så bare holde det sådan? Det nægtede hun selv at tro på ville virke igen der skulle mere til denne gang hun ville have.. Ærlighed? Forståelse? Måske bare respekten tilbage? De måtte tilbringe aftenen sammen så måtte de jo se hvor det ville ende henne i den anden ende, der var så meget at snakke om og det var virkelig kun på tide at få talt ud omkring det, hun vidste jo tydeligt hvor hun ønskede det skulle ende men om han ønskede det samme det var jo så den tanke som hun selv måtte sidde med. I hendes ører lød det som en ganske perfekt plan, hendes hænder henlå dog stadig foldet i hendes skød "Ikke gøre mig nervøs" mumlede hun med et lille drilks fnys, dog ganske seriøst ment, hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, hvorfor nu? Hun kunne tydeligt læse i hans blik at han forøgte at skulle beherske sig, et syns om kun måtte få hende til at smile næsten kæmpe for at skulle holde latteren inde. Hun greb endelig omrking bestikket foran hende gav sig ubesværet og roligt i færd med at skulle skære kødet fra hinanden og ligeså roligt dør til læberne for at skulle tykke. Hendes mave knurrede det var ikke specielt meget tid der var til at spise og til tider var lysten der end ikke "Mhmm" mumlede hun næsten lettet, om det var ham som havde fået det bokset sammen vidste hun ikke, men det smagte virkelig.