Who are you?!

[Deleted]

Solens stråler ville snart dale ned i horisonten og forsvinde. Lige nu sad Shane på flodens bred med benene i vandet mens han så mod solnedgangen. Han havde ladet Fluffy gå lidt rundt for sig selv. Schæferen var stor nok til og klare sig selv og så langt væk gik den aldrig alligevel. Han sukkedel idt og kørte en hånd igennem sit sorte hår der var vådt efter dukkerten og det klistrede også lidt til hans pande. Han var ung og se på. Ikke engang andet end en teenager. Højest 17 ville de fleste nok skyde på ham var hvis de troede han var menneske. Han følte sig rolig her for det var ikke mange der kom og slet ikke så sent som nu. Han badede derfor nøgen som altid. Han lod sig synke ned i vandet igen og sukkede svagt af fryd over at mærke det kølige vand mod sin hud. Han lukkede øjnenen og sank ned under vandet og svømmede lidt imod strømmen. Gav jo god motion og selvom han ikke var kriger eller den store atlet så var det altid smart og holde sig i gang og i form. Hans plads var jo ikke kun med næsen i bøgerne. Han kom op efter lidt tid og skubbede håret fra sin pande væk så han kunne se og rystede sit hoved lidt og grinede for sig selv mens han svømmede lidt rundt på ryggen.

[alaster]

Hvor Alaster nu var endt henne, vidste han virkelig ikke. Det hele ville virkelig have været så meget bedre, hvis han da bare havde været i stand til at skulle se noget! Alt var mere eller mindre sløret for hans blik og kom man længere væk end 4-5 meter, så kunne han virkelig ikke se noget som helst. Den druide havde virkelig ødelagt hans syn helt og særdeles og han hadet det virkelig noget værre end pesten! Han gik roligt og stille, han lyttede intenst. Efterhånden var det kun blevet ham en vane, at skulle bruge sine øre fremfor blikket, det ville virkelig kun gå galt ellers. Hvert et skridt var forsigtigt, dog frygtelig selvsikkert. Han havde endnu et liv i behold, selvom det efterhånden var år siden at det var gået galt, så han var jo kun blevet vant til det med tiden jo. Hånden godt lukket omkring vandrestaven som han havde ved sig. Den var virkelig det som han gjorde mest brug af når han færdes på ukendte områder og dette var i den grad frygtelig ukendt for ham på alle tænkelige måder, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Lyden af vandet kunne han høre, en tanke som faktisk gjorde ham mere rolig end det som han lige havde været tidligere. Han sænkede blikket bare en anelse og fortsatte vandringen. Han trak den kulsorte kappe godt og tæt omkring sin egen krop. Han hævede staven og skulle til at sænke den ned igen, selvom den virkelig ikke ramte noget som helst, da han var kommet alt for tæt på breden. han fik en kraftig overbalance og røg direkte ned i det kolde vand. Hænderne fumlede kraftigt efter breden som han fik fat i. "Det var da som..:!!" udbrød han med en kraftigt irritabel tone. De blide grin var noget som han kune høre, selvom han hurtigt ville gå ud fra, at det var små børn som måtte lege i vandet. Han trak sig op på breden og smed kappen ved siden af sig. Han lod hænderne gå igennem hans hår og med en tydelig irriteret mine. Solen var skarp, men om natten kunne han virkelig ikke se en pind. Han måtte jo færdes om dagen, selvom han bestemt ikke var glad for det. Han bandede indædt, tog kappen op i hænderne og begyndte at vride vandet ud af den.

[Deleted]

Lyden af et plask var tydeligt for Shane der vendte sig lidt om mod stedet hvor lyden var kommet fra. Han kunne dog ikke se nogen og gættede pådet måtte være sket lige om flodens lille sving. Han sank lidt og svømmede ind til bredden og hev sig op og tog sit håndklæde for at tørre sig. Han tørrede sig dog kun overflaisk og gik stille hen og skubbede lidt buske til side for at se hvem eller hvad der havde lavet plasket. Han havde slået det lidt store håndklæde om livet på sig selv nu hvor han stadig var for våd til tøjet og så sig rundt. Hans blik faldt dog lidt efter på en skikkelse knap ti meter væk fra ham længere nede langs floden. Han lagde sit hoved lidt på skrå og var overrasket over, at der overhovedet var nogen hernede så sent på dagen. Han bed sig lidt i isn læbe helt eftertænktsomt og kunne ikke lige se om det var en fra slottet og det vækkede hans nysgerrighed lidt op. Det kunne være en fra byen? En vandrer måske? Han ville dog ike risikere og vække opmærksomhed hvis det viste sig og være en uvenlig person han havde med og gøre og derofr sagde han ikke noget og stod bare og prøvede og finde nogen kendetegn ved fyren.

[alaster]

En påtvunget vandrer, kunne man vel fint kalde Alaster for efterhånden? Han gik hvor det passet ham og udelukkende af den grund, at han ikke havde nogen grund eller mulighed for at blive på det samme sted i mørket over alt for lang tid. Det klare og skinnende lys måtte dog fortælle ham, at han var endt i Procias endnu en gang? Han gik blot langs floden, den ville vel føre ham til grænsemuren før eller siden? At der så lige havde været et sving, var slet ikke noget som han havde regnet med. Han kunne udmærket godt mærke, at vandet var iskoldt, selvom det nu ikke var noget som han sådan rigtigt valgte, at skulle tage sig af lige for øjeblikket, det kolde og det mørke var jo efterhånden det som han var så vant til. Han rodede kort i det mørke hår og med en tydeligt mere irritabel mine som han dog ikke kunne skjule for nogen som helst overhovedet. Han sukkede dæmpet og smed kappen stille ved siden af sig istedet for. Det var umuligt at få alt vand vredet ud af den alligevel. "Først sove under åben himmel midt i en dum skov og nu det her! Det kan ikke være rigtigt!" udbrød han med en tydelig irritabel tone. Ikke mærkede han sig direkte af, at nogen stod tæt på ham for øjeblikket. Ikke med det samme i hvertfald. Han endte med at sidde helt stille.. Han kunne klart fornemme den nærhed for øjeblikket, ikke nogen tvivl om det. "Hvem der?" spurgte han med en kortfattet tone. Han knyttede hænderne fast, selvom han virkelig intet gjorde overhovedet. Han var ikke dum nok til at skulle lægge op til en strid når han knapt nok kunne se. Han følte sig virkelig frygtelig handikappet. Han kunne virkelig intet stille op i hans tilstand! Han havde ikke brugt magi siden at synet var blevet ødelagt! Han sukkede. "Hvem du end er, så giv dig til kende! Jeg har ikke tid til dumme lege.." mumlede han med en tydelig frustreret tone.

[Deleted]

Stille trådte Shane helt frem for busken. Var fyren blind? det kunne lidt lyde sådan. Ville også forklare hvorfor han var faldet i floden og han turde derfor godt gå frem uden andet påklædning end sit håndklæde slynget om livet. Han holdt dog fast i det for en sikkerheds skyld og gik roligt lidt tættere på. "Jeg kunne stille det samme spørgsmål.." det var tydelig og høre på hans stemme hvor ung han måtte være. Den var klar og tydelig og kunne kun tilhøre en ung knægt eller fyr. Han forsøgte dog ikke på nogen måde i sit liv, at ligge skjul på sin alder. Han var stolt af det. Han var jo ikke kriger eller noget og han havde mere viden end de fleste på hans alder så hvorfor skulle han ikke være det? Han stod på sikker afstand af fyren og så stille mod ham. "Mit navn er Shane..og Deres?" Han viste ingen tegn på ubehag eller frygt. Dette var trods alt Procias og kun meget få fra mørket kom her. Og Procias´s beboerer bekæmpede jo ikke hinandne så han følte sig godt tryg her i sit hjemland. Også derfor han nok aldrig havde sat sin fod udenfor dets grænser. Hvorfor skulle han dog det? Alt viden udefra kunne han samle sammen fra andres erfaringer.

[alaster]

Alaster kunne nu godt se, det var bare direkte elendigt hans syn og det var i den grad også noget af det som i den grad måtte gå ham mest på, det var der overhovedet ikke nogen tvivl om! Han hadet det virkelig, at han skulle være den som var så ekstremt udsat som det han følte sig i for øjeblikket. Den rolige og næsten så blide stemme, måtte virkelig kun indikere, at det måtte være en procianer som han stod overfor, selvom det nu ikke var noget som gjorde situationen enklere for ham. Han havde altid forpestet de væsner og det gjorde han i den grad stadig. Han knyttede hånden stille og med en svagere dirren, det var ikke noget som han formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lyttede intenst, ventede sig virkelig bare mere eller mindre, at vedkommende ville trække et våben og så bare få det overstået, det var jo en tanke som han havde siddet med så længe.. De fleste ville ikke tøve med at skulle gøre det, det var også derfor at han måtte fra Procias så hurtigt som det var ham overhovdet muligt! Og nu sad han jo der og blev kold istedet! Det var bare ikke hans dag i dag! Shane.. det var dog alligevel et yderst roligt og fint navn i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Alaster." præsenterede han sig roligt som. Han vendte sig mod skikkelsen, selvom han virkelig knapt nok var i stand til at skulle se ham. Han kæmpede sig op på benene, selvom det var sket med en anelse skælven i de ømme muskler. Han rettede i det kølige og våde tøj med en tydeligt irriterende mine. "Du trækker ikke til våben.." bemærkede han efter et stille og roligt øjeblik. Det var efterhånden bare en tanke som han var vant til når han endelig mødte nogen af lyset og specielt når de fandt ud af hans ophav som warlock, så var der ikke mange som ville tøve det mindste hvis de fik muligheden og nu var den der jo. "... Hvorfor ikke?" spurgte han videre. Det var bestemt noget af det som undrede ham mere end noget som helst andet lige for dette øjeblik, det var der heller ikke nogen tvivl om.

[Deleted]

Shane stod lidt og så forvirret mod ham og blinkede lidt. "trække til våben? Nej selvfølgelig ikke.." han rystede lidt på hovedet selvom han ikke troede han ville kunne se det. "jeg trækker ikke våben mod nogen der intet har gjort mig. Havde du angrebet mig ville jeg nok." han ville ikke sige til og starte med, at hans eneste våben han bar på sig faktisk var en dolk som lige nu lå i hans bælte ved hans tøj. Han bed isg lidt i læben og stod og trippede lidt fra side til side på sine fødder uden at vide hvilken han skulle vælge og støtte fast på. Han så roligt mod ham. Dog med noget nysgerrirgt i de grå øjne der virkede mere uskyldige end en engels. Så ren og klar uden skyld som han var. Han stod lidt i tavshed før han valgte og åbne sin mund lidt igen. "Hvorfor burde jeg trække våben mod en der intet har gjort og som er min landsfælle?" det lød tåbeligt i hans øre. Han tænkte slet ikke over det kunne være en fra Dvasias. De kom her jo knap nok og de fleste blev altid jaget rundt. Ham her virkede ikke jaget elelr forfulgt og han regnede heller ikke med at støde på dem selvom det jo var muligt. Han lagde sine arme lidt om sig selv for at skutte sig lidt mod vinden der gjorde ham kold. Han overvejede og gå tilbage efter sit tøj. "men det glæder mig og møde dig Alaster.. det er så sjældent man støder på selskab herude.." han smilede et svagt lille smil og aldrig i livet havde denne unge knægt haft en gemen eller ond tanke i sit sind. Så ren som kun en nyfødt burde kunne være det.

[alaster]

Alaster havde mere eller mindre ventet sig, at hovedet ville ryge og specielt ved at skulle være i nærheden af et så frygtelig lyst væsen som denne Shane. Det var virkelig bare noget som han kunne føle og fornemme, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret roligt og dybt, han var virkelig ikke dum nok til at skulle kaste sig i strid med en så lys af Procias, han ville virkelig ikke have en chance hvis denne mand ville bevæge sig, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom det nu i bund og grund ikke var nogen tanke eller følelse som han brød sig særlig meget om overhovedet. Han vendte blikket direkte mod ham, selvom blikket nu mere måtte hvile i jorden end mod hans ansigt. "Landsfælle?" gentog han tydeligt forundret. Han måtte slå ud i den dybe og dog kolde latter. Det var da noget af det sidste som han ligefrem havde ventet sig, at skule lægge øre til, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Han så på ham. "Det sidste som du kan kalde mig, er en landsfælle, Shane," sagde han kortfattet efter et roligt øjeblik. Han lod hovedet søge let på sned, vendte blikket stille mod kappen, hvor han derefter valgte, at skulle gå ned i knæ hvor han fumlede med den for at få den op og kastede den over sin ene skulder. Han så på ham igen. "Jeg ved ikke hvad du er.. eller hvem du er. Er det nogensinde gået op for dig, at alle som du passere her i Procias, ikke er godsindede væsner?" Han hævede sigende det ene bryn, det var nu mere ment som en hentydning fremfor at det var ment som noget som helst andet overhovedet. Det svage og intetsigende smil faldt roligt over hans læber. "Selskabet er sjældent og med en meget god grund.. Mit land er ved at indvardere jeres.. Sølle små væsner.." mumlede han med en fast tone. Han var i den grad sur og irriteret. Han havde end ikke tøvet med at slå ihjel hvis han da bare kunne se oprigtigt.. Det havde nok været Shanes eneste redning for øjeblikket.

[Deleted]

Shane bakkede lidt. "Du...du er fra Dvasias!" Han så på ham og var lige nu glad for fyren ikke lod til og kunne se. Han sank ldt og bakkede så lydløst tilbage han kunne uden bladene eller grenene på de buske han var ved ville larme. Han ville lige nu bare have sit tøj og så forsvinde herfra. Han var ikke i stand til og kæmpe selvom han måske havde haft sit sværd. han kunne ikke kæmpe. Hvade aldrig i sit liv så meget som dræbt et insekt og han kunne heller ikke få sig selv ti ldet. Selv visne planter brugte han tid og kærlighed på at få til og vokse igen. Krig og vold var det sidste han ønskede at have i sit liv. Han kom hen til sit tøj og vendte først nu blikket væk fra manden for at bukke sig ned og få sit tøj på i en fart. Dog uden støj og uden at forhaste sig så det gik helt i panisk tilstand. Det var det sidste han havde brug for. panik ville bare gøre han lavede fejl og ikke fik tøjet på og sdet kunne ende galt for ham.

[alaster]

Alaster var bestemt ikke dum nok til at prøve sig på noget som helst i Procias. Han vidste jo at lyse væsner hurtigt ville komme Shane til hjælp og desuden, så var det bestemt heller ikke en situation som han ønskede at skulle placere sig selv i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev selv stående og med blikket vendt mod ham, selvom det i den grad var så at sige helt umuligt for ham, at skulle holde nogen former for fokus. Han kunne knapt nok se, at modparten så var i bevægelse, gjorde det virkelig heller ikke nemmere for ham. At hans identitet var gættet, alt efter hvor han var fra, var noget som blot fik ham til at smile. "Troede du virkelig at jeg var herfra?" spurgte han tydeligt overrasket. Shanes lyse sind og lyse magi var noget som han i den grad udmærket godt kunne mærke og føle så tæt på sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rettede sig op, rullede let med skuldrene. "Er du virkelig bange for en som knapt nok er i stand til at se? Procias er virkelig røget ned i kulkælderen, hvis du spørger mig.." Alaster vidste at han ikke ville udgøre nogen trussel så længe, at han absolut intet ville være i stand til at se. Nu havde han vandret sådan her rundt i årevis. Han var efterhånden bare så frygtelig vant til det. Det var jo i bund og grund et rent mirakel, at han ikke var død endnu.. Han var jo så enkel at ramme og han hadet det! "At du kan være bange for mig.." Han fnøs fast. Hans selvtillid var virkelig ikke hvad den havde været, udelukkende fordi at hans muligheder var så begrænset. Han kunne jo intet stille op mod nogen som helst. Selv et menneske ville jo have en fair chance for at kunne slå ham ihjel efterhånden!

[Deleted]

"jeg har aldrig sagt jeg er bange for dig!" Han stampede næsten helt sædigt i jorden efter at han endelig havde fået sine sorte bukser ordenligt på og havde kunnet smide håndklædet fra sig i græsset for at få resten af sit tøj på som jo så ikke bestod af det store. Han var ikke bange sådan rigtigt. Men han havde aldrig mødt en fra Dvasias før og havde hørt så meget slemt om krigen og volden udenfor Procias´s mure og han vidste hvad de kunne være i stand til. At de så let som ingenting nok kunne finde på og lyve for at lokke andre til sig så man kunne blive dræbt. Hna var mest rolig på afstand. Selvom det jo ikke var et værn imod alle racerne.
"Tag tilbage til dit mørke land og lad være og forpest vores lys og glæde mig din tilstedeværelse!" han var vred og urolig på samme tid, men skjulte så godt som muligt sin urolighed bag sin vrede. Han ville ikke have ham her og så helst bare han ville forsvinde. Han havde mest healende kræfter så han var ikke i stand til kamp. Han var healeren der kom bagved gruppen og hjalp de sårede. Han var ikke så stærk når han stod alene i kamp. Han sank lidt og visdte stadig intet om hvad race manden var og det gjorde han var urolig for, om han kunne rammes selv på afstand eller ej. Om han kunne slippe levende fra dette.

[alaster]

Alaster var i den grad det som man kunne kalde for en fuldt ud født Dvasianer og han var i den grad også så voldsomt stolt af det, det var der heller ikke nogen tvivl om. At Shane endte med at skulle hæve stemmen, var nu ikke noget som han direkte valgte, at skulle lade sig påvirke af overhovedet. Han var i den grad ikke bange for et væsen af lyset og så lyst som det som Shane virkede til at skulle være. Han havde vel aldrig slået så meget som et insekt ihjel? Han vendte bliket helt mod ham og med den nu betydeligt mere faste mine. "Ingen.. Du antydet blot til det," påpegede han næsten som havde det ikke haft nogen betydning. Han var vant til at skulle lege med ilden, det havde han gjort igennem hele livet mere eller mindre, så hvorfor skulle dette gå hen og vise sig som at være noget helt anderledes? Hans næste ord var dog det som gjorde ham vred. Han kneb øjnene fast sammen, selvom det blot måtte resultere i at han knapt nok kunne se noget som helst, ej heller solens skarpe lys som allerede havde været ham en pest og en plage længe nok! Han tog fast et skridt mod ham og med den samme alvorlige mine i ansigtet. "Hvis jeg kunne se ordentligt, tror du virkelig så at jeg ville have været her nu?!" hvæsede han med en fast tone. Han knyttede begge sine næver og med den samme faste mine i ansigtet, det var ikke noget som han ønskede at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans øjne slog tydelige gnistre. Han var af mørket, han var født i det og det var bestemt også det lands værdier som han var blevet flasket op med siden han havde været helt lille. Lyset var virkelig ikke andet end en pest som skulle udryddes i hans øjne. Hans ene hånd prøvede fast at skulle gribe ud efter Shanes tøj, og kun med intentionerne om at skulle rive ham tættere på sig. Blikket udstrålede virkelig kun den rene vrede. "Jeres lys forpester vores mørke! Ikke skal du komme her og tro, at jeg befinder mig her med min gode vilje! Hvis jeg kunne se, havde jeg aldrig nogensinde stået her!" hvæsede han med en fast og kraftig tone.

[Deleted]

Shane lagde først mærke til han kom tættere på, da det næsten var for sent og bakkede for at komme ud af hans rækkevidde igen, men for sent desværre og han kunne mærke hans trøje blev grebet fat i kort efter han havde fået den på og kunne ikke gøre andet end lade sig trække ind mod ham. Han vred sig og forsøgte endda og komme fri og kunne ikke få sig selv til og sparke ham. han var imod vold. Om det så var en fra mørket eller ej! Han vendte sit hoved væk fra ham og bed sig lidt i læben. "Så tag tilbage!" han råbte ikke, men hans stemme var bestemt og alvorlig. Hvis han ikke ville være her så skulle han bare tage og finde vej tilbage og blive væk efter hans mening. "du har intet og gøre her..." han bed sig i tungen og vidste det nok ikke var klogt og sige sådan noget til ham, men lige nu ønskede han bare han forsvandt. Han var af mørket og han kunne ikke lide tanken om at være så tæt på fjenden. "og så få en til og heale dit syn hvis du vil være bevidst om hvor du færdes fremover.." Han så ikke på ham og forsøgte stadig lidt og komme fri, men det lod sig nok ikke lige gøre og her før mandne selv gav slip. Han var ikke i stand til slippe fri.

[alaster]

Hvis Alaster overhovedet havde været i stand til at skulle se hvor han ville gå hen, så var han i den grad heller ikke endt ved den lyse flod i Procias. Tvært imod, så hadet han det sted! Blikket hvilede fast på Shane, idet han selv var kommet tæt nok på til at han nogensinde ville være i stand til at skulle se det. En flot ung mand måtte han dog erkende, dog alligevel så lys at det måtte skære noget så voldsomt i hans eget sind. Han var en renracet dvasianer og det var i den grad noget som han kunne være så frygtelig stolt af! Han var ikke den som man bare kunne komme og koste rundt med, det skulle Shane nok med tiden finde ud af, for det fandt han sig i den grad ikke i! "Tror du ikke at jeg ville have gjort det, hvis jeg da bare kunne?!" hvæsede han med en fast stemme. Måske at han var så at sige blind, men han nægtet at skulle stoppe op for at spørge om vejen til grænsemuren for at komme væk fra det her forpestede sted. Han kunne virkelig ikke fordrage det! Hans øjne slog lettere gnistre ved Shanes udtalelse. Der var virkelig ikke en tvivl om, at han i den grad ikke kendte en skid til mørket. De hjalp ikke hinanden.. de stod sammen, det var sandt, men de hjalp bestemt ikke hinanden uden at skulle kræve dyrt igen og det var han virkelig ikke villig til at gøre! Alaster slap ham dog ikke. Hvis Shane bare var det mindste kendt med nogle af hans store bedrifter. Han var jo trods alt også den eneste som Matthew Igléeias havde set op til, så det sagde i den grad heller ikke så lidt. "Nu skal jeg fortælle dig en ting eller to om mørket, Shane," begyndte han med en kortfattet og tydeligt mere vred tone. Han knugede fast om hans skjorte. Han nægtet i den grad at skulle give slip på ham! "Nok et kraftigt og stærkt fællesskab.. ingen hjælper nogen uden at det koster dyrt.. At jeg overhovedet kan vandre nu er et rent og skært mirakel. Ingen venter på mig.. ingen vil hjlpe uden at det skal koste mig en arm eller et ben.. De venter ikke på nogen.. ingen venter på nogen.. Så hvis jeg kunne få nogen til at ordne mine øjne, tror du så ikke at jeg havde gjort det for længst?" spurgte han med et kort hævet bryn. Om ikke, så var den her fyr endnu dummere end det som han lige havde troet.

[Deleted]

Shane fnys kort. Ikke et rigtigt et for det kunne han ikke få sig selv til. Det var han så at sige for renhjertet til at kunne. Ligesom han ikke kunne blive rigtigt vred hvilket mange ellers havde forsøgt bare for at se om de kunne. "Jeg taler ikke om, at du skulle få hjælp fra en af mørket. Jeg kender jer selvom jeg aldrig har mødt en før. I er slet ikke gode og kan slet ikke gøre noget godt selv ikke for jeres egne. I har altid en pris. Men hvis du nu var smart spurgte du jo en fra lyset om hjælp. Vi er trods alt bedst til det. Men det vil du vel ikke.. Synke ned og få hjælp fra os..Så er din stolthed vel vigtigere end dit syn." Han forsøget at komme fri go helst uden, at ødelægge sin skjorte, men hvis det så måtte være prisen for at beholde livet så måtte det være sådan. Han vred sig lidt og greb om hans håndled med begge sine hænder i forsøg på, at trække hans hånd væk eller få den løsnet i grebet om skjortens stof. Dog så langt uden held af nogen art hvilket ikke ligefrem gjorde ham mere glad. Han sukkede lidt lavt og prøvede og trække hans arm og hånd væk fra sig og få den til og give slip på skjorten. Han overvejede bare og smutte ud af den, men han var jo glad for den. En af de få skjorter han havde som var fine. En af dem han skulle vise sig i når han skulle være til hoffets møder. Men måske ville han smide den fra sig hvis Shane kom ud af den? det var vek et forsøg værd?