You got me

[Sephiran Acheron]

Kimeya Marvalo

At have indtaget munkenes by i Tyaiabjergene, fordi man ikke ønskede at indordne sig under New Pairó fandt Sephiran utilgiveligt. Det var en kæmpe fejl de warlocks havde taget og de måtte holde til her til evig tid, efter han kom hjem til sin familie igen. Hvordan det skulle ske, det vidste han dog ikke helt. Men han skulle nok finde på en god plan. Vreden var dog skjult i hans indre og udenpå forholdt han sig helt roligt. Indtil videre rørte de ham ikke, de havde bare ladet ham sidde de første par dage. Kimeya skulle sikkert lige komme sig ovenpå de mange uger... måneder... i fangeskab i slottets kældre før han og hans far kunne fortælle Sephiran hvad alt det her gik ud på. Lionell havde fået hvad han ville - sin søn - så han ville faktisk gerne hjem. De magiske lænker var ham dog den største irritation og de havde ikke ligefrem været flinke. En lænke sad om hans hals med en kæde, der rakte ned mellem hans hænder, der også var bundet sammen af to lænker. Han knyttede næverne fast, som han sad på en enkelt taburet i en lokale, der var låst. Her var ikke rigtigt celler i munkebyen, så de havde været kreative med fangemetoden. Men han udgjorde jo ingen trussel, når han ikke kunne udføre magi.
Døren gik op og han slog blikket op. En tilfældig warlock. Han rejste sig. "Før vej, men rør mig ikke," kommanderede han med en magtfuld stemme og warlocken makkede ret. Svagt. Han blev ført gennem huset, de var i og ind i en større sal, hvor han blev ledt ind. Døren blev derpå smækket igen og han så sig rundt efter enten Lionell eller Kimeya. Måske endda dem begge?

[Kimeya Marvalo]

Det havde uden tvivl overrasket Kimeya rigtig meget, at hans fader havde valgt at blande sig i hændelsen, som skulle give ham hans frihed. Oprigtigt havde han regnet med, at det ville have kostet ham livet, og det havde så sandelig også været tæt på! Kimeya havde derimod brugt langt tid på at komme sig. Selv nu hvor han atter var omkring hans forældre, hvilket var en glæde, men samtidig også en kæmpe og irriterende skuffelse. Han ville jo gerne løsrive sig fra dem! Men han havde brug for deres støtte, og denne kom jo ikke ud af ingenting, så at sige.
For nu var der andre ting, som han ønskede at tage sig af.. Derfor havde han selv personligt sendt bud efter Sephiran. Nu hvor han vidste at manden ikke udgjorde nogen trussel, da hans magi var blevet fastlåst, så handlede det vel bare om at plage manden så meget, som det var ham overhovedet muligt.
Han sad placeret som en anden konge på en stol. Han havve endnu svært ved at stå op, som resultat efter hans egen behandling under Sephirans styre. Den evige konkurrence plagede jo selv ham.. Men der var alligevel noget som han ville give ham. I takt med at døren nu måtte gå op, og han kunne høre lyden af de tunge lænker.. Ja, nu var rollerne i den grad blevet byttet om, og han elskede det faktum. Han rejste sig denne gang op. Det var med en sitren i kroppen, som han ikke kunne skjule. "Sephiran." Hans stemme var fast, hård og kold.. Selv var det gået ham for øre, at manden havde misset sit barns fødsel. Han havde fået en pige.. Vidste Sephiran overhovedet det?

[Sephiran Acheron]

Sephiran fik hurtigt øje på Kimeya, der teede sig som en anden ung prins, der havde fået lov til at sætte sig på tronen for første gang. Han fnøs. Kimeya var ikke en trone værdig, det var han ikke rustet til i sin psyke. Kimeya var i bund og grund nok i sandhed mere muskler end det kreative hoved. Det var jo derfor, de havde udgjort så godt et makkerpar. Men det var vist lagt i graven for længst.
Fast knyttede han næverne i sine lænker. De var en smule tunge, men mest af alt føltes de tunge, fordi de var en byrde. De låste hans magi og det var derfor bare en kæmpe irritationsfaktor for ham. Han havde det bedst, når han kunne mærke sin magi helt ud i fingerspidserne. Han fulgte Kimeya med blikket som han rejste sig op. Det var dog på noget skælvende ben. Han var endnu meget medtaget. Det glædede ham dog. Ganske vidst var rollerne byttet om, men inden længe ville han igen være hos sin familie og styre New Pairó i den demokratiske retning. Han håbede virkelig at Nick kunne holde skansen til han fandt en vej væk herfra. "Kimeya." Der var ingen kærlig undertone eller varme i stemmen, som der engang havde været mellem dem på en måde. Det var som brændt væk og derefter lagt på is, så der kun var kulde tilbage. "Jeg håber du morer dig med dine barnlige lege," fortsatte han ufortrødent. Han trådte op imod ham og stoppede foran ham, skønt det dog efterlod Kimeya stående lidt højere på nogle trapper.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var endnu kraftigt medtaget af hvad der var sket ham i hans tid i Sephirans varetægt, hvilket var en tanke, som han aldrig nogensinde ville komme til at tilgive manden for. Det var jo så nemt. Han rejste sig, da manden blev ført ind til ham, hvor han fast stirrede på ham. Kimeya var musklerne.. Intelligentsmæssigt, havde han aldrig været med på det samme niveau, og det var jo bare sådan, at tingene for nu, måtte hænge sammen, uden at han rigtigt kunne gøre noget ved det. Han kneb øjnene sammen, og blev stånede. Han skulle nok vise Sephiran, hvem det var, han havde lagt sig ud med.. Og offentlig ydmygelse? Det var da virkelig bare at skrabe bunden i hans øjne.
"Tror du det her er en leg for mig?" spurgte han med en kortfattet stemme. Manden udgjorde ikke nogen trussel for ham i øjeblikket. Så langt, så godt kunne man jo sige, og det var sådan, at han måtte indrømme, at han havde det bedst. Han kunne ikke stole på Sephiran, og det havde han heller ikke gjort i lang tid nu. "Jeg kan jo starte med at ønske dig tillykke med din lille datter." tilføjede han med en kortfattet og mere intens tone end tidligere. For nu handlede det vel bare om at ramme? Han havde misset sin datters fødsel.. Rygterne var gået langt, og på frygtelig kort tid, så at sige. Han burde slå den mand ihjel... skille hans lemmer af, og derfor sikre sig, at han aldrig ville komme tilbage til livet igen! Han tog et skridt tættere på ham denne gang. "Du giver mig en god grund til ikke at skulle tage dit liv nu, Sephiran," sagde han med en kortfattet stemme. Han var en mand, som ikke havde meget til overs for Sephiran. Vel fordi at han var skuffet over, at de var gået så langt ud, at de næsten ikke kunne komme tilbage på den rette kurs igen?

[Sephiran Acheron]

Sephirans isblå øjne holdt øje med Kimeya. Der var intet at sige til, at han følte sig overlistet. Han havde altid været en kreative af de to, så man kunne jo sige, det ikke var forunderligt, at han var blevet slået i sidste ende. Selvom rollerne måske nu var byttet om, så håbede han faktisk, at Kimeya på et tidspunkt ville komme til fornuft. Det var primært Kimeyas gøren, der gjorde, at han ikke gad blive ved med at prøve på at redde deres forhold. Det syntes at være et dødt løb og så var han træt af at blive ved. Et kynisk smil passerede hans læber. "Du ved ikke hvordan du skal gribe det hele an, så derfor gør du det hele til en leg," kommenterede han sagte. Ganske vist prikkede han også til ham nu. Han havde mistet meget for Kimeya, især efter manden havde været så dum at overtage hans trone, blot fordi han havde været bortrejst på en særdeles vigtig rejse. Det var simpelthen ikke måden!
Hans næste ord havde dog nok den præcise ønskede virkning. Det føltes som en verbal lussing, da Kimeya sagde sine næste ord. 'Tillykke med din lille datter'. Han stod tavst et øjeblik og igen måtte han knytte næverne, da han jo ikke rigtigt kunne gøre andet. Pokker tage de skide lænker! Han tog en dyb vejrtrækning og forholdt sig dog rolig, pånær de knyttede hænder. "Det sjovt, som det altid er dig, der skal komme i vejen, når der er nyfødte i min familie," endte han som modsvar. Sidste gang, havde det jo været Sashas små tvillinger, som måtte flygte fordi han havde overtaget tronen. Denne gang havde Tiyanna så født en datter. En datter! Det var jo utroligt. Der havde været en stribe af drengebørn i hans familie, der havde været dominerende siden de ældste forfædre. Kvinderne var altid gift ind. Men nu havde han en datter!
Ufortrødent, så valgte Sephiran at træde de få trin op til stolen, hvor Kimeya før havde siddet og så gled han ned at sidde. Han så op mod Kimeya, der jo havde valgt at stå op. "Så gør det, hvis det virkelig er hvad du føler, er det rigtige Kimeya. Men vi ved begge, at det ikke er vejen."

[Kimeya Marvalo]

Det var en evig intrige, som de havde gang i, og det synes bare ikke at blive bedre på noget tidspunkt. Naturligvis var det trist, at det gik i den retning, men der var bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. Det var ikke nogen hemmelighed, at Kimeya var en meget indebrændt mand, og det var også sådan, at han havde det omkring Sephiran. Det havde været en kamp så længe, og det synes bare ikke, som den ville stoppe lige foreløbig. Og det ville han heller ikke søge efter at den skulle. "Du tror virkelig at det her er en leg for mig, Sephiran?" spurgte han med en fast tone. Han burde slå manden ihjel, og sikre sig, at han ikke ville komme tilbage! Det var det, som han havde mest lyst til at gøre lige nu. Det andet gjorde ham mildest talt bare arrig, og den tanke havde han svært ved.
At pine manden med fødslen af hans lille datter, gjorde han udelukkende med vilje, og det var tydeligt, at det havde effekten. Selvom Sephiran ikke udviste megen følelse, kendte han manden godt nok til at vide, at det gjorde noget. Han trak næsten kynisk på smilebåndet. "Det er skæbnes ironi.. Det er ikke meningen at du skal opleve det." pointerede han med en fast tone.
At manden vovede at sætte sig i stolen, var slet ikke noget som Kimeya fandt sig i! Han kunne godt vær så god at rejse sig op igen! Han kneb øjnene dræbende sammen denne gang, inden han gjorde tegn med hånden. En kvælende fornemmelse ville sætte sig i Sephiran, og derved forhindre ham i at få luft. "Det er slet ikke din stol at tage pladsen i." vrissede han med en fast og sammenbidt tone. Dette var bestemt ikke noget som han fandt sig i! Manden skulle ikke komme her og tro, at han var noget!

[Sephiran Acheron]

Sephiran holdt sit blik skarpt på Kimeya. Han ønskede virkelig bare at denne intrige skulle stoppe, men det var som om Kimeya slet ikke kunne se ud over sin egen næsetip og det var virkelig frustrerende. Han havde prøvet længe at nå ind til ham, forsøge at fortælle ham, at han ikke ønskede at slå ham ihjel. Men til sidst var han blevet så træt af at han ikke lyttede, at han havde valgt at gå hele vejen alligevel. Desværre var Lionell jo så kommet i vejen, hvilket var lidt for frustrerende for ham nu, hvor han stod der i lænker. Han kunne ikke gøre noget som helst og han vidste virkelig ikke hvordan han skulle slippe væk herfra. "Du er som et barn, når du er omkring din familie. Din egenvilje forsvinder og dine meninger bliver deres. Det er barnligt, så ja, det må jo være en leg," svarede han ufortrødent. Nu hvor han igen havde chancen for at prøve at finde den gamle Kimeya et sted derinde bag hadet, så ville han også forsøge. Dræbelysten i ham kunne han dog godt se og mærke, så han måtte også være en smule varsom. Han rullede bare med øjnene af Kimeyas næste ord og gled ned at sidde. Dog havde det den ventede reaktion, som han havde forventet. Den kvælende fornemmelse mærkede han med det samme i halsen, selvom lænken nærmest i sig selv var nok. Han rejst sig igen med en let hæs rallen fra halsen og knyttede næverne. Magien stormede i hans årer, men kunne ikke komme ud. Så irriterende! "Godt j-jeg.. har min e-gen," svarede han stammende og prøvede at hive efter vejret.

[Kimeya Marvalo]

For nu, handlede det udelukkende om at markere en grænse, som bare ikke skulle krydses, og det var det som Kimeya var ude på. Selv måtte han jo erkende, at han savnede de gode stunder, som engang havde været, men det var vel bare at indse, at det slet ikke var noget, som ville komme til at ske for sig igen? Det var et sted skræmmende og uhyggeligt, men der var bare ikke noget at gøre ved det.
At blive kaldt for et barn, var faktisk pisse irriterende, for han betegnede på ingen måder sig selv som værende et barn, og han accepterede så sandelig heller ikke, at nogen andre ville kalde ham ved den titel, for det var han da ved rødgrød heller ikke! "Tror du virkelig at det her er en leg for mig, Sephiran?" spurgte han med en fast, og noget hårdere stemme, end hvad han havde benyttet hidtil, for han fandt sig så sandelig heller ikke i det! Tanken alene om det, gjorde ham vred!
Fast klemte han derfor omkring Sephirans strube ved hjælp af magi. Dog var han ikke ude på at slå ham ihjel - for nu om ikke andet. Hans øjne lynede virkelig denne gang. Imandra ville gå tabt denne gang, og han ville fryde sig over at se det. Acheron-familien skulle falde, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok lige nu. "Hvem tror du at du er, Sephiran? Tror du virkelig, at du får lov til at sætte dig på den stol igen? Du kan godt droppe det.. Det bliver aldrig nogensinde aktuelt..!" Ved hjælp af magien, skubbede han kraftigt manden fra sig, så han ville flyve henover gulvet. Igen, var han ikke ude på at slå ihjel. Han ville bare markere et statement. Desværre var det bare noget som gjorde ondt - på Sephiran.