One step at a time

[Jason Elvana Nimanhra]

Til: Autumn Melanie Warley

Sted: De store åbne områder langs skovområderne
Tid: Aften efter mørkets frembrud

---

Uglens tuden kunne høres i det fjerne. Næsten som den sang i takt med den iskolde vind som slog ind fra nord. Det raslede i de nøgne træer, som for længst havde smidt bladene, men endnu skænkede ly til de dyr og andre væsner, som nu brugte dem i forbindelse med deres færd igennem livet.
Lige i aften, var det en færd for Jason. Siden han havde forladt Procias for mange år siden. Et land, som end ikke eksisterede længere, var det der havde dannet grundlag for den troende vampyr, som han jo faktisk kunne kalde sig. Ironisk? Måske.. Men det havde reddet ham fra et liv som intet andet end et blodtørstigt monster. 
Et monster som han derimod var færd med at blive igen. Hans grundvold var rystet, og selv en vampyr som ham, skulle leve. Dæmonen som endnu var en del af ham, gjorde det bare mere problematisk. Igen så folk ned på varylerne, hvilket kun gjorde ham langt mere udsat, end hvad han tidligere havde været. Her stod han bag et træ og ventede.. Før eller siden, vidste han, at der ville komme en eller anden forbipasserende forbi. Sulten rev i ham, så hans tarme næsten skreg.. Neglene borede han ned i træet, som han stod op af, hvor han lavede tydelige markeringer, som et andet dyr op af et kradsetræ. Han var svær at se under den store måne og stjernerne, som skinnede op som eneste lyskilde. Fuglene sang deres vuggevise. Før eller siden. Det handlede om tålmodighed, hvilket i forvejen ikke var den, som han var mest kendt med. 

[Autumn Melanie Warley]

Hun vidste skam udemærket godt, men det var svært ikke at lade sig friste af de eventyr der lå på den anden side, og endnu en aften havde hun bevæget sig ud. Hendes mand var gået tidligt i seng efter at hun havde lavet mad til ham og forkælet ham lidt. Hun havde kronisk kvalme når hun kiggede på ham og tanken om når han rørte ved hende, fik det til at vende sig i hendes indre.
Desværre var det ikke rigtigt at valgt hun havde, når man var ud af en god familie, jamen så skulle man jo være sammen med nogen af en fin familie, også selvom det ikke var med hendes gode vilje.
Autumn havde mange ting hun endnu ikke havde prøvet, hun drømte om at drikke sig fuld, give den gas i byen, have det sjovt, måske gøre noget dumt og rende rundt indtil tidligt om morgenen.
For nu vidste hun dog at hun havde nogen timer inden de begyndte at undre sig over hvor hun mon var taget hen. Hun nød friheden når hun havde den, også selvom hun vidste at alt dette blot var en illusion. Rigtig frihed ville hun aldrig have, så ville hun nok ende med at blive slået ihjel først.
Autumn bemærkede da heller ikke at der stod en mandelig skikkelse et stykke fra hende, i stedet for gik hun og kiggede op på himlen.
Hun elskede himlen, den var så smuk og mystisk, og aldrig følte hun sig så fri som når hun kiggede op i mod de tusinder af stjerner i det fjerne. Hun fik en behagelig fornemmelse i kroppen og følte sig næsten forelsket i den smukke natur, ved et spinkel håb om en bedre fremtid.

Når engang hun fik muligheden for at have en...

[Jason Elvana Nimanhra]

Mange frygtede mørket, og der var mange der elskede det. Man frygtede det jo nok, når man vidste, hvad der gemte sig i det, og hvad der kunne ske. Jason kunne være en god mand, hvis man gav ham en grund til det, men han kunne også godt være det modsatte, når det kom såvidt.
Hvor længe han mon havde stået ved træet her? Den kolde tid, gjorde selvfølgelig at mange holdt sig indendøre for at holde varmen, hvilket naturligvis generede Jason. Han var sulten, og før eller siden vidste han også, at han var nødt til at skaffe sig noget at spise. Det kom jo heller ikke af ingenting.

Lyden af hjerteslag kunne Jason høre, hvilket langsomt fik ham til at trække blikket i samme retning. Nok det eneste, som igennem længere tid nu, havde indikeret, at der rent faktisk var liv i ham, og at han ikke bare var en eller anden kedelig statue, som bare stod der, hvilket han i forvejen havde gjort længe. Han jagtede ikke som den typiske vampyr. Tvært imod, lod han hellere vente på sig. Før eller siden ville byttet jo komme til ham.
Tænderne begyndte at løbe i vand. Med andre ord, var der rent faktisk nogen derude! Hånden gled langs den ru træstamme, inden han langsomt trak sig tilbage til de mørkeste skygger denne gang. Lyden af hjerteslag havde han dog det klare fokus på i stedet for. Han skulle nok få mad i aften!
Med næsten helt blodskudte øjne, søgte Jason igennem mørket, mod lyden af skridt, som samtidig kom nærmere. Han var ikke alene.. Men han kunne heller ikke høre andre ned den ene. Kunne det virkelig være rigtigt? "Kom til farmand.." hvislede han med en meget dæmpet stemme. Han var sulten.. Så sulten lige nu!

[Autumn Melanie Warley]

Autumn var som sådan ikke bange af sig, dog var hun heller ikke dum. Hun vidste godt at der var folk i skoven, uhyre, monstre, væsner - som man skulle have respekt for. Nogen kloge ting havde hendes familie lært hende, selvom man måtte sige det var få ting.
Autumn kunne høre sin egen vejrtrækning, hun var underligt nervøs lige pludseligt og hun kunne mærke hendes hjerte slå en smule hurtigere, måske var det også bare bedst at hun kom hjem.
En klam fornemmelse løb hende ned af ryggen, måske hendes hjerte bare spillede hende et pus, men hun havde en forkert fornemmelse i kroppen.
Autumn fortsatte sin vandring, om ikke andet for at komme ud af det sted hun nu var havnet.
Hun følte ikke hun havde noget hjem, men blot et sted hun var fanget. Heldigvis sov de lige nu, ingen vidste hun var væk, sådan håbede hun ihvertfald det var, og det gav hende en chance for at være ude, uden at beskymre sig.
Som hun gik videre, kiggede hun i mod en mand i det fjerne der stod nær et træ, hvilket fik hende til at sætte tempoet ned, før hun helt stoppede omkring tyve meter fra ham.
Hun mærkede sin puls stige og gjorde sig et øjeblik klar til at løbe. Hun kunne godt flyve, men hun var ikke specielt god til det, så gammel var hun jo trods alt heller ikke. Så for nu stod hun bare helt stiv og afventede om flugten var hendes bedste mulighed.

[Jason Elvana Nimanhra]

Kvindens puls steg.. Det var næsten som sød musik for Jasons ører, og han kunne heller ikke gøre andet end at elske den lyd! Det var noget af det bedste af det hele, og det erkendte selv Jason. Hans tænder løb i vand, i takt med at han kom tættere og tættere på, og derfor også kom tættere og tættere på lyden af en puls, som kun blev højere og højere. Gud hvor han dog elskede det her!
Jason havde sin egen særlige måde at indtage jagten på. Det var den som skilte ham fra resten af hans vampyriske race. Han gjorde jo tingene på sin helt egen måde. Igen stoppede han op. Bevidst ude i det åbne, hvor hun snildt ville kunne få øje på ham, hvis hun kiggede lidt efter ham. Kort måtte han trække på smilebåndet ved tanken, selvom dette dog hurtigt døde igen. Han smilte ikke. Og det havde han ikke gjort siden han havde mistet Lisa.
"Et besynderligt sted at søge hen alene, min kære." Automatisk trak han charmer-kortet. Det var det, der som regel og som oftest gav pote. Elegant og roligt søgte han tættere på hende, nu hvor han alligevel havde gjort opmærksom på sin tilstedeværelse. Et skridt af gangen.. Før eller siden. Det var det, som han måtte fortsætte med at sige til sig selv.
Der var ingen andre i deres nærhed. Ikke af hvad Jason kunne høre i hvert fald. Hovedet søgte kort på sned. "Det kan være farligt," tilføjede han. Han spillede bekymret. Et træk som de fleste kvinder godt kunne lide. Det havde han jo for længst fundet ud af så at sige.

[Autumn Melanie Warley]

Det var ikke fordi at hun var bange af sig, og dog vidste hun godt at man skulle have respekt i denne her verden. Det var da en af de ting hun havde lært af sine forældre, som bare var nogenlunde fornuftige.
Hun kunne da goså en ting eller to med sine styrker, også selvom hun ikke brugte dem så ofte.
Det var jo sådan at hendes mand mente han skulle beskytte hende, det var generelt som om alle bare mente de skulle passe på hende, og hun var ved at blive sindsyg af det. Hun var ikke en lille pige og hun havde ikke brug for at man passede på hende, hun ville gerne lære at klare sig selv.
"Et besynderligt sted at stå og udspionere folk" svarede hun igen og forsøgte ikke at virke helt lige så bange som hun var.
Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, men for nu valgte hun igen at blive stående, måske fordi hun bare var dum eller naiv, eller måske fordi at hun var modig. Hun vidste ikke selv hvad hun troede mest på.
"Du er måske fritids morder?" spurgte hun i en rolig stemme og sørgede for at han ikke kom for tæt på hende.
Hun anede ikke hvad han var, men hun var ikke i tvivl om at det ikke var noget rart.
Hun kiggede igen i mod ham, han virkede så fjern, så ligegyldig. Mon han var ude på at slå hende ihjel, tage hende til fange? Måske han bare var creepy af natur, så godt kendte hun jo slet ikke folk ude i denne her verden.

[Jason Elvana Nimanhra]

Nætterne var farlige, og særligt hvis man ikke tog sine forholdsregler. Og en kvinde alene om natten, var bestemt ikke at tage disse. Jason vidste som regel godt hvordan sådan en situation skulle udnyttes, og nu hvor han igen havde fået smag for menneskeligt blod, hvor han igennem de sidste mange år, havde overlevet på dyr, så var det svært for ham at kontrollere det.
Et kort smil passerede hans læber. Svagt nok til at de spidse hjørnetænder lige kunne anes. "Det var mig godt nok nogle hårde ord, min kære." Fritidsmorder? Ja, et sted var det nok også noget som man godt kunne kalde ham. Hånden lagde han mod sit bryst, næsten som var han blevet fornærmet over det.
Når han var omkring nye, forsøgte han såvidt muligt at gøre brug af så mange ansigtsudtryk som muligt. I bund og grund for at virke mere levende, end hvad han havde gjort frem til nu. Det også mest for sin egen skyld. Folk skulle jo helst ikke finde ud af, hvad hans egentlig intention med alt det her, var.
"Jeg udspionerer ikke." Han fnøs. Tænk at blive underkastet de beskyldninger! Han lod hovedet søge på sned. En smuk kvinde vandrende alene om natten. Var hun overhovedet klar over, hvor farligt det her kunne vise sig at være for hende? "Selv er jeg blot en enlig mand på en aftenrunde under den store måne. Den beskyldning påtager jeg mig gerne," fortsatte han. Han tog et enkelt skridt tættere på. Han ville meget gerne tættere på hende.

[Autumn Melanie Warley]

Autumn kiggede på ham med et blik der først var ganske blødt, men hurtigt ændrede sig og blev en smule hårdt.
Godt nok var Autumn ikke den stærkeste dødsengel hun kendte, men hun kunne da et trick eller to og hun var bestemt ikke bange for at bruge sin mund eller sin familie i mod ham. En ting var at få ballade for at stikke af, en anden ting var da at man også skulle glo på dem når man kom hjem.
"De er måske falske?" spurgte hun i en hård tone.
Han lignede bestemt ikke en særlig flink fyr og han lignede da endnu mindre en fyr som havde lyst til at være i selskab med hende.
"Og hvad laver du så?" spurgte hun igen, måske lidt hårdere end hun gerne ville.
For dælen han var da ikke en nem mand og Autumn kunne allerede nu mærke hvordan hun ønskede han bare ville vende rundt og gå den anden vej.
"Aha... Jeg er bare en kvinde på vej hjem" sagde hun hårdt.
Hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham, lige nu anede hun jo heller ikke om hun skulle være bange for ham eller noget i den stil. Han så jo ikke just særlig venlig ud, men på den anden side havde han ikke angrebet hende endnu.
Men hun var klar, hun vidste at denne her verden ikke altid var godhed.

[Jason Elvana Nimanhra]

Okay denne kvinde var ikke så nem at have med at gøre, som Jason nok lige havde regnet med.. Men hvad fanden.. Han skulle nok få det, som han gerne ville. Så måtte han jo bare bruge sin list! Ikke at den i forvejen var meget at prale af, for han havde faktisk ikke rigtigt nogen!
"Du er hård ved dig selv og dine omgivelser. Alt jeg stiller, er blot venligsindede spørgsmål." Nok lidt en løgn. Hans tænder løb så meget i vand, at han virkelig måtte holde sig selv i nakken, for ikke at ende med at springe på hende.
Jason blev denne gang stående. Af en eller anden årsag, fandt han bare det bedre end alternativet. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske noget, så at sige. Armene lod han roligt søge over kors denne gang, mens han mere intenst kiggede på hende.
"Og hvor er hjem, for dig, kære?" fortsatte han. Nej, han havde så sandelig heller ikke tænkt sig, at hun skulle have lov til bare at gå på den måde. Ikke hvis han havde noget at sige i den forbindelse. Og nu havde han fundet hende først.. Det var hans mad!
Jason tog et roligt skridt tættere på. Han forsøgte så vidt muligt at holde sig rolig og fattet, men for fanden hvor var det svært. Det var det virkelig. "Hvad er dit navn?" Okay, listen havde han allerede droppet. Han var slet ikke god til den slags.