Something is very wrong

[Athena Maloya Mathimæus]

Kieran Pamariaz Acheron

_______________________________________________

Det var en flot aften, den mørke himmel var dækket af et smukt stjernetæppe som kastede lys ned over ruinerne, de stod i stærk kontrast til den blege måne som kun var halv i aften. Athena betragtede nattehimmelen fra en gammel murbrok der stod som en lille ruin i ruinbyen. Som sædvanlig var hun søgt væk fra lejrens fester og muntre stemning for at nyde stilheden og ensomheden. Hun var ebgyndt at føle det som et hjem, trods hun stadig ikke var blevet helt accepteret, hvilket nok var ligeså meget hendes egen skyld eftersom hun holdt sig for sig selv og bare luskede lidt omkring, ikke den mest tillidsvækkende opførsel. Den var blevet værre de sidse par dage. Hun havde haft en underlig mavefornemmelse, en konstant uro som om der skulle til at ske noget slemt. Hendes grønne øjne gled hen over skyggen fra bjergkæden der løb i horisonten og udmundede i en stor bjergspids - vulkanen. Den havde ikke været i live i mange år, men hun havde stirret på den i dagevis nu. Én gang havde hun svor at mærke en mindre rystelse men der var ingen hun kunne dele det med, den eneste i lejren der gad at bruge til på hende var Kieran, som hun konsekvent holdt lidt på afstand med smarte bemærkninger og kølige blikke i frygt for at nogle skulle komme tæt på hende igen. 
Ofte tænkte hun på Evan, eller så ham foran sig.. den mand hun havde elsket og havde slået ihjel. Hun sænkede hovedet og mærkede sit blonde hår flavre i den kølige aftenvind. Hun havde konstateret at det var bedst at hun var alene. De nye nedlægninger af landegrænser gjorde det muligt for hende at realiserer sin drøm om at besøge det nu gamle Procias, grunden til hun ikke allerede var taget afsted? Hun var begyndt at kende ruiner og hvor lidt hun end ville indrømme det, så var det blevet hendes hjem nu, et sted hvor hun blev set på som en ressource selvom ingen satte sin lid til hende for alvor, og det burde de heller ikke gøre, Athena vidste at hun var farlig, hun slog de folk der betød noget for hende ihjel.. lidt ligesom Liya.. ja hun var begyndt at frygte at det var hendes vej at gå. 

[Kieran Pamariaz Acheron]

Til trods for den muntre stemning, som havde bredt sig i lejren, så var det ikke en glæde som Kieran særlig ofte tog del i, for han havde slet ikke nogen grund til det. Der var gang i bålet i den mørke tid. Selvom aftenen og natten blev det stadig godt mørkt, hvor det også var svært at se noget i det hele taget. Kieran var en leder, og derfor var det også en titel som han kaldte sig ved, også mest for sin egen skyld. Stedet havde brug for en leder, og særligt med alt det, som skete rundt forbi, så var det ekstra vigtigt.
Selvom Athena oftest holdt sig for sig selv, holdt Kieran øje med hende. Han havde valgt at byde hende velkommen og ind i den familie, som lejren her nu bestod af. Her hjalp alle hinanden, og det var noget som han særligt gik op i. Alle skulle have et sted at være, og nu hvor de gamle racekrige var begyndt at melde sig rundt forbi, så var det også bare på sin plads, at det forekom. Han vidste, at der ville komme et større fokus på ham og lejren her i fremtiden, og det frygtede han vel også lidt?
Hans skridt var rolige og målrette ned igennem de gamle ruiner. Han kunne gå her i mørke og i blinde, om det skulle være det, og han vidste det jo godt. Her stoppede han op. "Du burde tage del i festlighederne, Athena." HEr vendte han blikket mod hendes skikkelse oppe på den halvødelagte mur. Den som i sig selv, var ved at falde sammen af tid og sted. "Du har været betaget af det bjerg længe nu," tilføjede han, inden han fulgte hendes blik mod denne. Var der noget særligt ved den? Den havde været død igennem hele hans liv. Derfor kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle frygte for den nu.
Kieran endte henne ved muren, hvor han satte fødderne i de små huller, som skule til, inden han denne gang kravlede op, og tog pladsen ved siden af hende i stedet for. Hænderne lagde han mod sine stærke lår. Her var smukt.. Men også ensomt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Begravet i sine egne tanker betragtede hun de mørke skygger i horisonten. Hun havde ikke engang hørt Kieran liste op på hende som han ofte gjorde. Hun havde en fornemmelse af at han holdt meget øje med hende, det forundrede hende ikke hvis han heller ikke stolede særlig meget på hende. Først da hans stemme lød bag hende, vendte hun hovedet med et lidt dødt blik. Hun havde for et øjeblik ladet tankerne drive til Evan.. en mand hun engang havde elsket og også havde slået ihjel, derfor var det bedst for hende at være selv, alle hun holdt af døde, Kieran skulle ikke blive endnu en i rækken. "Du kender mig.. jeg er ikke meget for fester," svarede hun bare. Godt nok var det ikke de ulidelige fine sammenkomster som Evan havde slæbt hende med til og som hun aldrig havde passet meget ind i fordi hun hellere drak whiskey end vin.. hvad hun ikke ville give for whiskey lige nu. "Og du har holdt øje med mig," bemærkede hun og så tilbage på bjerget. Ellers ville han ikke vide at hun havde siddet her hver aften den sidste uge for at kigge på bjerget. "Kan du ikke mærke det?" spurgte hun som om han helt sikkert vidste hvad hun snakkede om. Nok afviste hun ham men hun skubbede ham i det mindste ikke ned fra muren da han klatrede op til hende. Det var ikke meget højt oppe, men nok til at have en god udsigt over den store ruinby. For en kort bemærkning så hun på ham men så hurtigt væk igen. Kieran var en stærk leder, han var målrettet og hård men også meget empatisk hvilket ikke lå til særlig mange ledere, ikke dem hun havde kendt. Hendes blik drev videre til stjernerne. Somme tider forestillede hun sig at det var hendes mor og Zachary og sågar Evan der kiggede ned på hende. Hun søgte om tilgivelse men vidste at hun aldrig kunne få den og slet ikke var Evan. Det var rimeligt at han havde gjort hende vred, men at slå ham ihjel.. hun rystede på hovedet, forsøgte at ryste samvittigheden af sig. Det var den slags der holdt hende oppe hver nat.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Festerne på stedet her, var gode igennem de hårde tider, og nu skulle det jo kun synes, som var de på vej igennem endnu en. Der skete utrolig meget i omverdenen omkring dem, og det kunne uden tvivl også godt mærkes - på både godt og ondt. Derfor var det også vigtigt for Kieran, at alle kunne med alle, og at alle kendte deres plads. Til tider, måtte han jo erkende, at han tvivlede på at Athena var kendt med sin, sådan som hun konstant trak sig væk fra folk.
Kieran tog pladsen oppe på muren ved siden af hende. "Måske ikke, men det er en god måde at blive budt velkommen på, også af resten," fortalte han. Han husede hende stadig i sit hjem, da det for hende, nok havde skabt en tryghed. Han kunne holde øje med hende - som han holdt øje med alle andre. "Det er mit skjulte talent. Jeg holder øje med alle." Særligt dem som valgte at trække sig, var nemme at holde øje med, i den forstand, fordi at han vidste, hvor han kunne finde dem - ligesom han kunne med hende.
Svagt rynkede Kieran på panden. "Hvad mener du?" spurgte han denne gang. Med uroen som var omkring dem, i og med at racerne for alvor var ved at dele sig op, så vidste han ikke hvad et ellers skulle være. Her slap han den store og smukke bjergkæde med blikket, for i stedet at vende sig mod hende. "Der sker meget derude lige nu, Athena. Jeg vil bare gerne være sikker på, at jeg i den forbindelse, kan regne med dig?" Hun havde utrolig mange ressourcer og kompetencer, som ville være synd og skam ikke at bruge selv. Han blev siddende, uden at gøre antydning til noget. Hun trak sig jo ikke bare fra alle, men også fra ham. Et sted gjorde den tanke ham jo en smule trist.

[Athena Maloya Mathimæus]

Festerne var muntre, der var rigeligt med mad som oftest et varmt bål og sang.. og alkohol ikke mindst, men Athena gjorde sig meget umage med at ingen skulle lære hende at kende, så hun holdt sig langt væk, afviste enhver tilnærmelse. Kieran kunne hun ikke helt undgå eftersom han husede hende, men hun fortalte han meget lidt om sig selv og sit liv, de fleste vidste allerede noget i forvejen, hendes navn var ikke ukendt. "Der er ingen grund til at blive budt velkommen, du ved at mit ophold her er midlertidigt," pointerede hun som hun havde gjort næsten hver dag siden sin ankomst og alligevel var hun ikke gået endnu. Hun satte albuerne i lårerne og gjorde sig umage med at stirre på bjerget fremfor ham hvilket eller kunne blive ret fristende særligt for en sensuel dæmon hvis sidste eliksir meget snart løb ud. "Jeg ved ikke om det er et særligt talent, jeg kan altid mærke at jeg har dine øjne i nakken," hun så ned på sine hænder. Det var hendes særlige evne som mental dæmon at kunne fornemme en andens sind, en andens tilstedeværelse.
Kieran tog sig alle friheder, hun vidste det ikke ville nytte at bede ham om at gå. "Kan du ikke mærke at noget er galt?" spurgte hun og rynkede bekymret på panden. Nogle ville mene at hun var blevet paranoid men helt ærligt så havde hun bare denne her meget sære fornemmelse. Hun kunne mærke hans øjne hvile på hende, men hun gjorde sig stadig umage for ikke at se på ham. "Regne med mig? Det kommer an på hvad du forventer," hun vendte endelig hovedet og lod de grønne øjne der strålede sin sin gamle moders, møde hans blik. Han vidste stadig at hun ikke ville blive, hun havde ikke givet noget løfte om loyalitet, ikke direkte i hvert fald, men hun hjalp til i lejren så meget som hun formåede, og hun blev trods alt også.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Athena var som Athena nu altid havde været. I hvert fald i den tid, hvor Kieran havde kendt hende. Og det var jo ved at løbe op efterhånden, kunne man sige. Han hævede blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Et kort smil passerede hans læber denne gang. "Du er nok noget af det mest hemmelighedsfulde, som jeg længe har mødt. Og jeg har mødt mange i min tid. Athena.. Det er okay at more sig lidt engang imellem," meddelte han denne gang. Hvorfor tage det så højtideligt, når det kunne gå så galt, som det nu kunne?
Kieran samlede hænderne foran sig. Det var for længst gået op for ham, at hun havde svært ved berøringer, hvilket han skam accepterede til fulde, så det skulle i hvert fald ikke være for det, kunne man sige. Han hævede hovedet langsomt og så mod bjerget igen. Hvad var det, der var så fascinerende med det? "Jeg holder øje med alle. Så det er ikke bare dig." Nok bare for at redde den lidt, for han holdt øje med hende. Hende særligt, men det behøvede hun så sandelig ikke at vide.
"Der sker så vanvittig meget derude lige nu, Athena.. Så hvad er det du hentyder til? Verdenen er et massivt kaos lige nu," meddelte han bekymringsvækkende. Det tvang ham til at ligge søvnløs om natten. Han frygtede lidt for fremtiden nu. Han trak kort på smilebåndet. "Er det ikke åbenlyst? Vi er på vej ud i krig.. Jeg kunne godt bruge en med dine egenskaber og kompetencer i den forbindelse," afsluttede han med en rolig stemme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Hun strøg fingrene mod den ru sten der engang havde været en fuldendt væg. Den var ikke behagelig at sidde på, men hun kunne godt lide udsigten og overblikket. Lejren var nok skjult, men den føltes stadig meget sårbar. "Undskyld hvis jeg ikke føler mig i særlig festligt humør. Verden brænder op omkring os, og vi tillader os at sidde og drikke, høre og æde," vrissede hun som var det hans skyld. Det var det ikke, hun huskede det også fra marken, i de sørgelige tider havde alle brug for at skabe nogle gode stunder for ikke at blive direkte vanvittige. Den del var nok lidt for sent for hende. "Jeg er ikke dum Kieran, jeg har sneget mig rundt om folk siden jeg lærte at gå, du holder særligt øje med mig, men det er okay du har ret i ikke at stole på mig," sagde hun direkte. Hun kunne ikke engang stole på sig selv, på mange måder var hun bange for sit eget sind, det havde slået mange ihjel.
Et lille vindpust blev kastet i deres retning. Athena kunne stadig fornemme noget, ligesom en lummer, trykket luft inden tordenvejret, men det var ikke lummert, ikke som sådan. "Det er ikke verdens kaos jeg snakker om, jeg snakker om at jeg har en fornemmelse af at noget er galt.. ude af balance. Det kommer fra det bjerg," hun pegede i retning af den bjergkæde der kun var en skygge fra hvor de sad. Det var derfor hun holdt så meget øje med det, måske det virkede dumt, det var bare en fornemmelse. "Og hvorfor skulle jeg kæmpe for jer? Jeg plejede at kæmpe for et land," pointerede hun kortfattet. Det skræmte hende lidt så hård hun var blevet hun mindede til en forveksling om sin.. far. Det var alle mod alle nu, og han var den første mand der direkte opfordrede hende til krig, Evan havde forsøgt at trække hende væk, men hun havde faktisk elsket marken.