I want my mommy...

[Mériahna Direshade Acheron]

Mérandon Direshade Acheron

---

Det var ved at være sent. Tvillingerne var allerede blevet puttet i seng en gang, men igen var Mériahna stået op. Det var svært for hende at sove, og hun manglede sin mor. Det gjorde helt ondt indeni. Selv på trods af den træner og lærer de nu havde fået, og en far som forsøgte, så var det bare ikke det samme. Hun var vel vred og indebrændt på ham?
Her listede hun ned igennem slottet på listetå og med sin lille bamse i hånden og tæt knuget ind i sin favn. Flammerne blussede i faklerne på slotsmurerne. Det skræmte hende ikke. Der skulle faktisk umådelig meget til at skræmme den lille pige, og det var jo kun en god ting i den forbindelse.
Hun nåede galleriet, hvor hun skubbede døren op. Det var primært det sted, hvor hun søgte til, når hun ville være selv. Billeder af samtlige familiemedlemmer hang derinde, og det af mor, var særligt det, som hun var draget af. Det gjorde ondt på hende, men der var bare ikke nogen, der forstod sig på det. Hvilket næsten var det værste af det hele.
Mériahna kravlede op og satte sig på den fine bænk, som stod ved væggen. Her kiggede hun egentlig bare op på billedet af deres mor. Hun savnede hende virkelig. Bamsen knugede hun tæt ind i sin favn. Det var en af de ting, som hendes mor havde efterladt hende, og det havde en kæmpe betydning for hende.

[Mérandon Direshade Acheron]

Mérandon fornemmede kort tid efter, at hans søster havde forladt soveværelset, at hun manglede. Tvillingerne delte nemlig værelse, så da han pludselig ikke kunne mærke hendes magiske kerne, så vågnede han automatisk op. Små var de. Vel omkring 5 år i menneskeår og i en magisk alder, hvor magien var begyndt at vise sig. For ham på gode tidspunkter, for Mériahna - når det slog klik for hendes temperament. Som hovedregel i hvert fald.
Et gab forlod ham og han tog en hånd for munden, da de trods alt blev oplært i manerer og etikette. Han rejste sig fra sengen og trak i et par bukser og en t-shirt, samt stak fødderne i sine støvler som han bandt. Han havde lige lært at binde snørebånd for nogle dage siden, hvilket han havde været meget stolt over! Erica var virkelig en dygtig lærer og de lærte meget. Selv så han faktisk meget op til sin far efterhånden, for hans far var der jo faktisk for dem. Det så Mériahna bare ikke rigtigt. Dog var Mérandon også tæt knyttet til sin onkel og farfar, da de havde været på Landstedet nogle måneder sammen. Han søgte afsted ud på gangen og fulgte det magiske spor, som Mériahna havde efterladt. Han kunne mærke hendes kerne meget stærkt - nok fordi de var blevet undfanget samme aften. Endda hende først. Han fandt vej til Galleriet. Han kunne havde sagt sig selv, at hun ville være der, for det var altid der hun søgte til. "Méri?" kaldte han.

[Mériahna Direshade Acheron]

Galleriet havde været Mériahnas tilflugtssted siden deres mor døde.. At vide at det var deres far der havde gjort det, gjorde hende vred og ked a fdet. Nok var de ikke særlig gamle, men det ændrede bare ikke på noget som helst. Det ændrede slet ikke på, at det gjorde hende endnu mere vred. Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre! Onkel var noget andet, og det samme var farfar og farmor.. Dem kunne hun godt lide.. men resten skulle bare blive væk. Ja lige foruden hendes bror.
Her sad hun.. kiggede op på billedet af deres mor, mens hun bare sad helt stille. Ganske vidst frem til at døren gik op. Her drejede hun blikket mod ham. At han stod op, var jo heller ikke noget nyt. De delte meget.. Nok meget mere, end hvad mange egentlig forstod sig på. "Du burde sove nu.." sagde hun denne gang. Hun savnede sin mor så meget, at det brændt og gjorde ondt i hendes bryst.. Græd nogen gange, når hun var alene. Hun var en meget temperamentsfuld lille pige. "Det vækker snart dem alle sammen," mumlede hun denne gang, inden hun så ned mod sin bamse i sine arme. Hun svingede lidt med benene. Selv på trods af hendes træthed, kunne hun bare ikke sove lige nu. Det var forfærdeligt. "Jeg kommer om lidt." En blank løgn.. Hun ville blive siddende der, til hun blev beordret og tvunget tilbage i seng, og det var selv på trods af den træning og opdraglese, som de fik.

[Mérandon Direshade Acheron]

Mérandon fandt galleriet og trådte ind. Han lukkede dog døren efter sig inden han kaldte på sin søster. Han var nok den, som bedst kunne holde hendes temperament i snor og det gjorde han som regel også. Han kunne altid trøste hende, men han kunne også sagtens opildne hendes temperament hvis han var i drillehumør. "Du burde sove," svarede han hende igen. Han gik hen til hende og kravlede op på bænken ved hendes side og satte sig med fronten mod hende, så han egentligt sad skråt på bænken. Han foldede derfor sine ben sammen under sig og så mod hende. Hun prøvede at slippe af med ham, det kunne han tydeligt mærke, men det gjorde ham ikke noget. Han ville blive her, indtil hun selv kom med tilbage i seng. De havde jo alligevel skoledag i morgen, så derfor var det ikke smart hvis de blev oppe hele natten. Han sukkede let og kiggede op på sin mor. Eller rettere, billedet af sin mor, der hang over bænken de sad på. Det var et flot billede, som var et portræt malet efter hun var blevet gift med deres far. For ringen var med på billedet, det havde Erica fortalt dem, da de havde nærstuderet billederne.

[Mériahna Direshade Acheron]

Den eneste der kunne trøste hende, var Méradon. Den eneste, der fik lov til at se hende svag og ked af det, for hun følte sig svag, når hun var så ked af det. Hun var generelt en meget følsom lille pige. Sjovt med tanke på de forældre, som de jo egentlig havde. En far uden sjæl.. Hvilket fantastisk udgangspunkt for dem at have. Hun knugede bamsen ind mod sig, da hendes bror kom hen til hende og tog pladsen ved siden af hende.
Igen lod hun blikket falde på billedet af deres mor. Her var hun tættest på hende. Hun ville i hvert fald ikke glemme hende. Hun følte jo lidt, at far forsøgte at overtage det hele lidt.. og det ville hun simpelthen ikke give ham lov til. "Jeg kunne ikke sove.." sagde hun denne gang. Det var dog en sandhed. Hun var ked af det.. Den knuge i brystet, gjorde det svært for hende at sove engang imellem. Hun vendte blikket ned mod sin bamse. I galleriet kunne hun gemme sig og være ked af det. Det var nok også det, som hun var lige nu. Derfor gemte hun sig lidt. Det gjorde hende ked af det at tænke på mor. "Jeg savner hende.." tilføjede hun pludseligt. Igen, så var det kun Mérandon, der fik lov til at se den her side af hende. Alle andre satte jo vanvittige høje krav på helt andre måder. Her kunne hun bare være sig selv.

[Mérandon Direshade Acheron]

Mérandon forstod udmærket godt sin søsters savn. Nogle gange var det næsten som om hans egen følelse blev forstærket, når de sad og snakkede om det eller tog det op igen. Han så på hende. De var tæt knyttede, for de havde aldrig rigtig været fra hinanden. De havde været tæt bundet sammen siden fødslen, hvor de kort efter jo var blevet drevet fra deres hjem til et nyt hjem.. Og nu var de så tilbage her. Det havde dog været noget sjovere i Dvasias, for der havde de leget hver dag og haft deres mor til at gå ture i haven og lege lege med dem. Her gik det hele op i skole, etikette og lærdom, hvilket han faktisk syntes var kedeligt det meste af tiden. Og næsten dagligt fik de og vide, at snart ville deres magiske træning gå i gang. Men det var ikke snart nok, for han kunne ikke vente med at komme igang med at træne magi! "Virkelig? Det havde jeg ikke gættet," endte han sarkastisk. Ja, han var nok en ret bagklog lille knægt, men han sagde som regel altid bare det, der faldt ham ind og tænkte ikke nærmere over det. Han lod sit blik hvile mod portrættet af deres mor. Gad vide hvor gamle de skulle være for at kunne blive malet på et portræt og komme op at hænge i galleriet? Han drejede blikket tilbage mod hende. "Hun våger over os," kommenterede han.

[Mériahna Direshade Acheron]

Det eneste Mériahna havde haft, var sin bror, og derfor var hun et sted også glad for, at han var kommet efter hende på den her måde, også selvom det slet ikke havde været meningen, at han skulle finde hende her. Det havde bare ikke overrasket hende, at han var kommet efter hende, som den første. Hun ville ikke deres far, og deres lærer, var bare irriterende og kedelig til tider. Hun havde nu altid været en kvinde med et tydeligt temperament, og det var også det som gjorde sig mærkbart i den her situation.
"Jeg hader at sove.. Det er altså bare kedeligt," sagde hun denne gang med en mumlende stemme ned i bamsen foran hende. Hun hadede det oprigtigt, når hun havde de perioder, for hun ville bare gerne kunne lægge sig i sengen og sove det hele igennem. Det var bare ikke rigtigt noget som hun kunne, og det var uanset hvor meget hun forsøgte på det, så ville det bare ikke som hun ville.
Blikket faldt mod billedet af deres mor. Hun så glad ud på det. Hun strålede i hvert fald. Og det var da bestemt ikke på grund af deres far! Ingen tvivl om det! Hun sukkede. "Jeg ville ønske, at det var far, der var død.." Virkelig hårde ord, men hun havde jo intet forhold til ham. Hun hævede hånden over kinden og tørrede den enkle tåre væk. Hun hadede at græde. Og hun hadede i den grad at skulle være så svag. Det var slet ikke hende, at være det.