You are going to work for me

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne meget bedre lide denne udgave af Tatiana. Måske var det fordi, at det så ikke gik ud over ham på nogen måde. Dog kunne han tydeligt mærke hendes kraft og lederskab som en usynlig lænke omkring hans hænder og fødder. Han brød sig bestemt ikke om det, men for nu måtte han jo tilfredsstille hende, så han kunne få lov til at holde sig over vandskorpen. At få sit job tilbage med ædelstenene, var som en del af hans liv, han fik tilbage og det glædede ham virkelig. Han så indgående på hende og lyttede til hendes ord. Det var alt sammen interessant. Især fordi alkymisterne aldrig var et folkefærd, der nok ville stå sammen overfor nogle af de andre racer. Alkymisterne ville skjule sig blandt de andre racer, hvor de kunne blive skjult og beskyttet. Han rettede sig op og så mod hende. Selvom han havde haft en adelig titel, så havde han aldrig helt kunne leve op til sine forfædres dominerende adfærd. Han var mere typen, der skjulte sig lidt i skyggerne og overhørte folks tanker, så han var opdateret og på den måde kunne få sin vilje ved at sno folk om sin lillefinger. Hvorimod Tatiana var typen, der bare slog fra sig og dominerede sin omgangskreds. "Det betvivler jeg ikke, kahli," svarede han hende. Han turde i hvert fald ikke sige hende imod. Han rettede sig op og fulgte hende uden at tøve, da hun bad ham vise hende hans værksted. "Hvis intet er blevet fjernet fra mit værksted, så er det for nu alt jeg har brug for. Mine eliksirer, væsker og værktøj er ligeså vigtige som værkstedet i sig selv," svarede han hende. Han gik ved hendes side, da han ikke ønskede at gå foran hende og virke styrende, men han blev jo også nødt til at kunne vise hende den rigtige vej. Han drejede ned ad en gade og nåede det hus, hvor værkstedet var. Et kedeligt hus, som blot var endnu en i rækken. Han søgte mod kælderdøren med det samme og fik den åben, som han søgte ind i værkstedet. Her var alt hvad man kunne bruge: Arbejdsbord, værktøj, potter og pander, et ildsted og diverse andre ting. Her var udarbejdet mange ting. Han lod flammerne blusse op, så det ville være nemmere at se.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sammen forlod de kartoffelmarken og drog mod Braydens værksted. Selv regnede Tatiana med at skue noget overdådigt. Hun havde trods alt fået fortalt, at Brayden tilhørte den øvre klasse. Derfor blev hun overrasket over det rækkehus, som hun blev guidet til. Det var blot et hus som de andre. Det var ikke faldefærdigt, men det var heller ikke imponerende. Hun fugtede læberne. Denne man formåede alligevel at give hende nogle overraskelser på vejen. ”Jeg kan ikke forsikre dig om, at dit hus har fået lov til at stå uberørt,” svarede hun ham ærligt. Da hun og mørkelvernes havde indtaget byen, havde de måttet gennemsøge de forskellige hjem. Derfor kunne hun naturligvis ikke love, at hans stod fuldkommen uberørt. Det var nu engang deres realiteter. Hun trådte med ind på hans værksted, hvor hun lod ham oplyse rummet. Hun så sig omkring. Selv havde hun aldrig gjort sig så meget i sådanne lokaler. Hendes områder havde altid været torturkælderen, slagmarken og kontoret. Hun havde aldrig leget med eliksirer. Det var derimod hendes højre hånd, Eilíannel. ”Du vil flytte ind i dit gamle hjem igen. Jeg vil højst sandsynligt udstationere en mørkelvisk kvinde på dit gamle soveværelse til at overvåge dig. Du må derfor finde dig en anden seng i dette hus,” begyndte hun stilfærdigt at fortælle ham. ”Du har ikke tilladelse til at forlade huset, medmindre du har fået besked på andet. Det vil sige, at der enten skal gå en mørkelvisk kvinde ved din side, eller at du skal bære et brev, hvori tilladelsen ligger.” Der var naturligvis en straf, hvis man brød dette, men nu ville hun se, om han accepterede hendes ord, eller om han kun nåede til accept via trusler og handling. Straffen var dog ikke en straf, som han ville bryde sig om.

[Brayden Jaxson]

Brayden var forfængelig. Men forfængelig personligt. På hans udseende og hans fremtoning, da han virkelig hadede at være usoigneret - som nu. Han badede dagligt for at være ren og gik op i at trimme sit skæg, få klippet sit hår osv. Hvor meget af det, der ville være muligt nu, det anede han dog ikke. Han håbede på det. Som de nåede huset, så fandt han det allerede hjemligt og fik stukket til sin længsel efter frihed. Dette var bestemt ikke vant for ham. Han var vant til at gøre tingene på sin egen måde. Men mon ikke, han også ville kunne få snøret Tatiana på en eller anden måde i længden. Han kunne trods alt læse hendes tanker, så det var jo bare at søge ind i hendes tanker. "Det var jeg klar over. Kan jeg give Dem en opgørelse, når jeg har fået gennemgået mit lager og værkstedet? Om jeg har alt jeg skal bruge til at skabe ædelstene til Dem," svarede han. Nu hvor han havde tiltalt hende i des, så faldt det ham desværre mere og mere naturligt. Ikke at han faktisk brød sig om det, men han kunne ikke ændre på det lige nu. Han nikkede til hende. Der var heldigvis et gæsteværelse i huset, så det ville ikke være svært. Han søgte hen til sit arbejdsbord, hvor han til en start åbnede nogle af skufferne for at tjekke, at hans værktøj lå, hvor det plejede. Selv gjorde han opmærksom på, ved at kigge på hende, at han lyttede til hendes ord, men han svarede til en start ikke. Han stoppede dog op, da hun sagde de sidste ord, eftersom hendes talestrøm også tog en ende. Det gjorde ham faktisk intet, at han ikke skulle udenfor en dør. For han ville ikke i krammeri med alle mørkelviske kvinder i landsbyen. "Jeg forstår, kahli," afsluttede han. Dermed også en accept af hendes vilkår. "Så endnu en dominae, vil blive sat ind i kunsten, der skal foregå her? Hemmeligheden omkring mine specielle planter og sådan? Jeg går ud fra, jeg skal akkompagneres ud til marken også for at indbringe planterne," afsluttede han.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana nikkede kortfattet. ”Du vil naturligvis få, hvad du skal bruge for at fremstille ædelstene.. men tro ikke, at du kan være grådig,” påpegede hun sigende. Det var ikke et tagselvbord hun forærede ham. Han ville udelukket få de nødvendige remedier til sit arbejde. Selv ønskede hun trods alt at få fingrene i hvad han havde vist hende, men ikke skulle han tro, at det kunne få ham til at løbe om hjørner med hende. Hun fulgte ham med blikket, som han så sit værksted igennem. Hun fulgte hver og en af hans bevægelser. Hvad han åbnede, og hvad han måtte tage frem. ”Stoler du ikke på mine folk?” Hun betragtede ham med et løftet bryn. Ja, om nødvendigt ville en anden dominae blive sat ind i hans arbejde. Naturligvis en, som hun kunne stole på. Mørkelvere var snu, og de begærede magt, og deres egen velstand.. Derfor kunne hun naturligvis ikke sætte hvem som helst ind i arbejdet. ”Kan du se noget andet i planterne, som en bonde ikke kan? End ikke med dine vejledninger om, hvor bonden vil kunne finde de egentlige planter?” spurgte hun direkte. I hendes optik behøvede han ikke at forlade en dør for at få hånd om planterne. I hendes optik kunne en anden hente planterne til ham. En der alligevel allerede havde sin dagligdag ude i markerne. Hun så sig kort omkring. ”Har du nogen planter at starte med?” Dette interesserede hende ikke længere. Der var ikke længere en grund til, at hun var her. Derfor så hun helst, at han havde, hvad han havde brug for for at kunne arbejde. Hun havde desuden andre pressende anliggender at se til.

[Brayden Jaxson]

Brayden nikkede roligt til hende. Det glædede ham. Om han så ville turde at snige ekstra ting på listen, det var en anden side af sagen. Lige nu havde han lyst til det, mest af alt fordi, at han så måske kunne fremstille en eliksir, der kunne sikre en flugtplan herfra. Men hvor skulle han så tage hen? De sidste mange år, havde han levet mere og mere isoleret og ikke haft meget at gøre ude omkring, andet end at sørge for sin handel og sine ædelstene. "Selvfølgelig ikke, kahli," endte han og bøjede hovedet for hende. Han skubbede fast en skuffe i og søgte hen til sine potter og pander og tjekkede, at alt hang på sin plads. Utrolig nok, var det ikke blevet berørt særlig meget. Mørkelverne vidste jo nok ikke rigtigt hvad de skulle med alle hans ting alligevel og hvis de ikke skulle være her, hvor skulle de så have gjort af tingene? "Det er ikke hvad jeg forsøgte at insinuere, kahli. Jeg vil blot sikre mig, jeg har de nødvendige redskaber til at fremstille ædelstenene," svarede han hende roligt og affejende. Han ønskede ikke at gøre det mindste, der kunne sætte streger i den forkerte bog ved hende. "Ja. En bonde kan ikke skelne de sjældne planter fra de almindelige kartoffelplanter. Det er ikke alle planterne, jeg kan udvinde ædelstene fra," svarede han hende. Det blev nødt til at være én, der kendte planternes exacte placereing eller ham selv, der skulle indbringe planterne. Ved hendes spørgsmål, så så han sig omkring. Han søgte hen til et andet bord og løftede en skål fra bordet, hvor der havde ligget nogle blade i. De var dog stendøde. Han havde glemt, der var gået 2 måneder. Han vendte sig mod hende igen med det visne blad mellem fingrene. "Ikke for øjeblikket nej," svarede han hende, nærmest trist. Spildte blade. "Kunne jeg allernådigst få lov til at tage et bad og blive frisket lidt op, til det forestående arbejde, inden jeg sætter mig til arbejdsbordet? Så kan De også finde den dominae, De vil placere i huset med mig," spurgte han, dog tydeligt forsigtigt og uden forhåbninger.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana betragtede ham med sine intense blå øjne. Hun stolede naturligvis ikke allerede på ham. Han forekom hende lærenem, men det var ikke ens betydning med at tilliden var så nem at opnå. Han var desuden kun lige blevet underlagt slavens lænker. Det var derfor klart, at han endnu mindedes sin frihed, og måske også længtes efter den. Den ville bare ikke blive hans igen. ”Og du vil få de nødvendige remedier,” svarede hun kortfattet. Hun kneb øjnene en anelse sammen, og betragtede ham, som han sagde, at han selv var nødt til at søge markerne for det præcise planter. Løj han mon? Om han gjorde det eller ej, ville det dog ikke betyde hans frihed. Bare fordi, at han kunne komme ud i markerne var det ikke ens betydning med, at han kunne komme fri. ”Nuvel. Den dominae jeg placerer i huset med dig vil også være den der skal eskortere dig frem og tilbage mellem huset og marken,” endte hun med at sige. Han ville først kunne tage turen med et udgangsbrev i hånden, når han havde været i hendes varetægt i noget længere tid. Det var en gode, som han måtte gøre sig fortjent til. Hun fulgte ham kortvarigt med blikket, som han fandt nogle blade frem. Nogle tydeligvis døde blade. En skam, at de skulle være gået tabt. ”Jeg afholder ikke mine slaver i at bade, Brayden. Vi er ikke et hulefolk,” påpegede hun sigende. Mørkelverne var ikke en race der rendt usoignerede omkring! ”Tag dit bad. Når du er færdig vil der stå en dominae i huset.” Hun sagde ikke noget yderligere. End ikke farvel. Hun vendte blot om på hælen og gik mod døren, som hun lukkede sig ud af. Som hun nåede ud på gaden, spildte hun ikke tiden. Målbevidst søgte hun ned af den for at finde en dominae.

/ Out