You are going to work for me

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Brayden Jaxson

Tatiana ønskede at vise Brayden, at han kunne få sig et godt liv, hvis han villigt tjente hende. Hvis ikke måtte han tage de konsekvenser der ville komme af det, og i så fald ville det have været hans eget valg. Selv mente hun, at det var yderst retfærdigt. Hun tillod jo, at han skabte sin egen skæbne. Det eneste bundkrav hun lagde var, at han var hendes slave. Det burde dog også glæde ham, som hun var den øverste blandt sit folk. ”Nej, lige nu vil du næppe kunne skelne de højerestående kvinder fra de normale. For dit vedkommende er enhver kvinde også højere hævet end dig.. Derfor kald dem dominae for en sikkerhedsskyld,” endte hun med at sige, som hun besluttede sig for, at det måtte være det letteste for nu. Hun guidede ham gennem gaderne og mod kroen. Den kro, hvor han var blevet fanget. I mellemtiden var den dog blevet tilset, så den igen stod så god som ny. Der var nemlig ingen grund til at den forblev hærget efter, at mørkelverne havde overtaget byen. ”Træd med ind,” beordrede hun, som hun åbnede døren til kroen. Borde og stole stod nok engang intakt og på sine pladser. Baren var ligeså blevet linet op igen med diverse glas og flasker. Over til en af siderne gik hun, som hun altid havde vurderet, at man snakkede bedst sådanne steder, når man sad i en af båsene. Her satte hun sig ind, inden hun gjorde gestus til pladsen over for sig. ”Sæt dig.” Få sekunder kom en servitrice hen i deres retning. En af Atterlins borgere der også havde fået lov til at overleve. ”Hvad ønsker De, kahli?” spurgte hun ærbødigt, imens hun udelukket så på Tatiana. Også selvom hun vidste, hvilken højtstående mand Brayden havde været. Tatiana så mod servitricen. ”En flaske rødvin og to glas,” bestilte hun uden tøven.

[Brayden Jaxson]

Brayden fulgte med Tatiana. Hvad hun ønskede af ham, det vidste han ikke, men alt var da forhåbentligt bedre end den skide celle! Medmindre hun havde tænkt sig at torturere ham og gøre ham til sin private slave, så ville det nok ikke blive bedre. Hans liv for fremtiden ville dog nok komme til at fungere ud fra det man kalde 'frivillig tvang'. Han var en kylling, det var jo derfor han var politisk og altid talte godt for sin sag og han havde også kløgten til at tale sig ud af tingene. Han så indgående på hende, som de forlod cellen. "Okay," svarede han blot ganske kortfattet. Det måtte han da skrive sig bag øret, så han ikke fik skåret nogle lemmer af for ulydighed eller lignende. Hun fulgte efter hende mod kroen. Der havde han tilbragt mange stunder, men Atterlin var ikke som den by han huskede, han var født og opvokset i. I det mindste havde de dog repareret kroen igen siden deres indtagelse og den så faktisk ud til at være funktionel. Så... en kro for mørkelvere? Og byens slaver? Han sukkede dæmpet og så på hende, da hun bad ham træde ind. Han nikkede bare tavst og fulgte med hende ind i kroen og hen til pladsen, hvor hun satte sig i en af båsene. Han satte sig, stadigvæk uden så meget som et eneste ord. For hvad pokker skulle han sige? Han så mod borgeren, der åbenbart nu arbejdede her, men så dog hurtigt væk igen og ned i bordet. En flaske rødvin? Med to glas? Så han blev budt? Hvad betød alt det her? Det var virkelig forvirrende! Han hævede blikket igen. "Hvad ønsker De af mig, Kahli?" endte han.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sjældent skete det, at slaver måtte drikke noget så luksuriøst som vin, men Tatiana ønskede at vise Brayden, at livet var langt bedre som en velvillig slave, end en modstridende slave. Det var også hans velvilje, som hun umiddelbart søgte. Hun ønskede nemlig adgang til hans viden lige nu og her, end om en måned fordi, at de havde skullet torturere det ud af ham. Servitricen søgte i mellemtiden tilbage til bardisken for at hente deres bestilling. ”Din viden,” svarede hun ligeud. Hun havde aldrig været den støbning der gemte sine meninger bag adskillige lag. Hun sagde, hvad hun mente og ønskede, og hun løj ikke. Hvor mange andre kunne sige det samme? Det kunne denne Brayden næppe. Servitricen kom tilbage til dem med flasken og de to glas på bakken. Pænt stillede hun det op med et glas ud for Tatiana og Brayden, inden hun fyldte hvert glas halvt op og stillede flasken på bordet. Høfligt bøjede hun hovedet for Tatiana, inden hun svandt bort igen. ”Jeg har hørt, at du har en ganske særlig viden inden for afgrøder. Den viden, skal du for fremtiden sætte ind under min tjeneste.” Det var ikke noget spørgsmål. Det var en ordre. Hun tog om den tynde glasstilk og løftede glasset op til læberne. Let duftede hun til de røde druer, inden hun tog en lille tår af den. Ganske udmærket.. og hun havde endda fået af vide, at det var byens egen produceret vin der blev serveret her. ”Du har måske allerede hørt rygtet, men kom hertil for jeres marker. Med dem kan vi stå for det rene salg i Dvasias, og producerer til os selv. Vi behøver ikke længere at være afhængig af nogen race eller noget land.”

[Brayden Jaxson]

Brayden så indgående på Tatiana. Hun ønskede helt klart et eller andet fra ham, men hvad det præcist var, det vidste han ikke. Nok ville han aldrig få sin højstående stilling tilbage, da mørkelverne var et specielt folkefærd og de nu havde overtaget hele byen. Dog var han en lærd mand og han havde jo stået for størstedelen af byens indtægter og handel før mørkelverne kom. Hans viden? Ja, det kunne han jo så selvfølgelig have sagt sig selv. Hans opmærksomhed blev dog draget til servitricen, der kom tilbage med vinen. Han tog omkring stilken af glasset og trak den langsomt til sig på bordet, mens han overværede Tatianas kropssprog. Okay, ingen reaktion fra hende, så han måtte faktisk godt tage vinen. Han ønskede dog bestemt ikke at virke grådig, da han havde sin værdighed at etablere overfor hende, skønt han udmærket vidste, at alle byens borgere var slaver af mørkelverne. "Det er mine kartoffelmarker i ser rundt om byen," forklarede han hende. Måske var mørkelverne kloge, men han ville ikke tro, at hun ville vide noget om de specielle kartoffelplanter, der stod plantet mellem de almindelige planter. For kun han vidste det. End ikke de bønder, der havde sået og høstet markerne vidste det. Han tog glasset op og tog en tår af vinen. Den smagte da heldigvis som den plejede, så vinmarkerne stod da også endnu - herligt! Det var dog ikke noget, han havde været en del af, men han havde også haft nok rigdom i sine egne planter. "Det tager mig ikke lang tid at forklare om processen omkring planterne. Men hvis du forventer, at jeg skal igang med at pløje og så og høste, så vil jeg hellere tilbage i cellen," endte han. Han satte glasset fra sig igen.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana foretrak ikke en mine, som Brayden tog sit vinglas. Hvorfor skulle hun gøre det? Hun havde selv tilbudt ham det. Hun ville nærmere have set ilde til ham, hvis ikke han havde taget det. Det var nemlig langt fra alle hendes slaver, som hun tilbød vin. Hun betragtede ham med et skarpt blåt blik, som han nævnte sine kartoffelmarker. ”Kartoffelmarker? Bare kartoffelmarker?” lød det fra hende, hvor hendes stemme havde en tydelig spids undertone. Hvor skuffende.. Hvis det var sandt, måtte han blot være en dygtig sælger, og i så fald havde hun ingen gavn af ham. Det ville være en skam. Særligt eftersom, at hun havde forventet, at han kunne mere, end at skaffe fine gyldne kartofler. Hendes blik søgte flygtigt over hans vinglas, som hun overvejede at trække det til sig. Hvis han ikke kunne være den forventede værd for hende, var der i princippet ingen grund til, at han drak så fin en drik. Køligt blev hendes blik ved hans flabede kommentar. Han gjorde mange fejl med den.. Med sin venstre hånd greb hun om en dolk, som hun havde siddende i en rem om låret, hvorefter hun jagede den mod hans hånd, der lige stillede vinglasset fra sig. Hvis han havde lynhurtige reflekser, ville han nå at rage glasset til sig. Hvis han lige nåede at opdage hendes bevægelse, ville hun enten pierce hans yderste håndsdel eller rive hans hånd. Hvis han var langsom.. ja.. så ville kniven gå direkte igennem i midten af hans hånd. ”Du vil lære at tale med respekt, sevrus.. Sevrus. Det er, hvad du er. En slave. Hvad jeg byder dig, tager du imod. Til gengæld vil du behandle mig med den største ærbødighed. Forsøg at gå imod mig, og du vil finde det den mildeste straf at skulle pløje en mark,” sagde hun med en lavmælt intens stemme.

[Brayden Jaxson]

Brayden så indgående på Tatiana. Skuffelsen i hendes stemme var tydelig, da han omtalte sine marker. Det var tydeligt, at hun faktisk ikke anede specielt meget. Rygterne hun havde hørt, kunne jo blot have været en stor ros af hans evner til at handle. Ingen burde nemlig vide, at han kunne udvinde særlige råstoffer og sjældne sten af de specielle planter, der stod skjult mellem kartoffelplanterne - og havde præcis samme blade og form, så kun han kunne mærke og se forskel. Et øjeblik, så sad han i tavshed, da han ikke rigtigt vidste, om han burde fortælle hende det. For at redde sin bagdel burde han nok, eftersom han hadede at være snavset og uren. Det gavnede ham bestemt ikke, for han fik dårlig selvtillid af at se grim ud udadtil. Dog blev han nødt til lige at dreje Tatiana. Heldigt var det dog, at han kunne læse hendes tanker og han havde allerede læst i hendes underbevidsthed, at hun var den voldelige type, eftersom hun var lederen og var dominerende.
Hurtigt trak han hånden til sig og han slap med en flænge langs den ene finger. Hans hjerte hamrede hurtigt i hans brystkasse, for selvom han netop havde nået at høre hende tænke på kniven, så var det godt nok gået stærk alligevel. Han holdt sine hænder tæt mod kroppen. Hans øjne så intenst på hende, mens han lyttede til hendes ord. Ud af øjenkrogen holdt han dog øje med dolken, der nu sad i bordet. Han lyttede til hendes ord. Han havde sådan set heller ikke forsøgt at gå imod hende, han ville bare gerne sørge for han ikke skulle i arbejde, for han hadede at arbejde. Måske burde han i sandhed bare fortælle hende, hvad han kunne, så han kunne fortsætte sit arbejde dertil. "Hvad er det De præcist har hørt om mig, kahli? Hvilken viden er det De søger?" Han huskede denne gang sig selv på ikke at tale i dus til hende, selvom det var svært.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Den lille gnist af tilfredsstillelse følte Tatiana, idet knivklingen gik igennem det yderste af en af Braydens fingrer. Den piercede ganske vidst ikke hele hans hånd, men hos en mands af hans statur burde det give en fin advarsel. Ingen havde vel nogensinde før vovet at skære ham i hånden? Selvfølgelig var der kommet andre boller på suppen nu.. Hun kunne skære i hans hånd, hvornår end hun ville, og intet ville han kunne sige til det. En yderligere tilfredsstillelse følte hun desuden, som han derfra valgte at klamre sine hænder beskyttende ind til sin krop. Han var bange. Godt. Roligt møvede hun dolken ud af bordpladen, så hun kunne føre den tilbage til sin plads igen. Den havde gjort sin nytte. Hendes klare blå øjne faldt tilbage på hans ansigt. ”..At du skulle være den bedste handelsmand i denne by. At dine marker er de sorter der giver det bedste udbytte,” fortalte hun ham ærligt. Det var, hvad byens beboer havde fortalt hende og de andre mørkelviske kvinder. Var det derfor så underligt, at hun ønskede at få fat i ham? Mageligt lænede hun sig tilbage mod ryglænet igen. ”Al den rigdom, som du indtil nu har tjent, skal nu gå til mit folk,” sagde hun kortfattet. Det gav vel også kun mening? Han var en lærd mand, så han burde desuden forstå det. ”Desuden.. Hvis ikke du hjælper, vil vores midler blive færre, og hvis vores midler bliver færre, må vi spare.. Har du nogensinde sultet, Brayden?” Hendes smil var kynisk. Hun var ikke bange for at sulte ham. Hvor meget rygrad havde en handelsmand desuden? Han havde vel en rygrad som en regnorm. Hun derimod var blevet sultet før. Det var blandt andet et led i den mørkelviske træning.

[Brayden Jaxson]

Brayden så mod Tatiana. Hun var virkelig ikke en rar leder og han frygtede hende faktisk allerede. Bare flængen på hans finger var næsten for meget for ham - dog ikke lige nu, hvor han stadig var usoigneret som en hulemand. Han sukkede dæmpet og tog en serviet fra holderen på bordet og snoede rundt om hans finger, så det tog blødningen. Med sin usårede hånd tog han fat i vinglasset igen og tog en tår. Glasset satte han roligt fra sig igen.
Sandt var det, at han var den bedste handelsmand i Atterlin. Han var også den rigeste. Hans kartoffelmarker bragte jo faktisk stor rigdom, men det var nu hans diamanter og sten, der havde skaffet den sidste sum ind til at gøre ham rig. Han nikkede så medgivende. "Det er sandt. Og det er også sandheden når jeg siger, at det er kartoffelmarker. Jorden her omkring Atterlin er bedre end resten af Dvasias, så derfor bliver kartoflerne, der er dyrket her, bedre i smagen og er som regel lidt større," svarede han hende med en rolig stemme. Nu fortalte han det dog med en anden respekt end han havde gjort før, så det ville forhåbentligt ikke støde hende på samme måde. Selv ville han ikke have noget imod at fortsætte sit normale erhverv, hvis han kunne få lov til at ligne en soigneret mand, når han skulle færdes i byen. "Jeg vil gerne hjælpe. Men for at kunne klare arbejdet ordentligt, vil jeg forespørge en ordentlig arbejdsplads, helst mit gamle hjem... - Og jeg. Jeg har aldrig sultet," sagde han dæmpet. Han vædede let sine læber og slog blikket ned i bordet ved de sidste ord.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana gjorde intet forsøg på at hjælpe ham eller standse ham, som han begyndte at indbinde sin finger i en serviet. Han lå, som han havde redt. Heldigvis syntes der at være tegn på, at han var ved at forstå det. En bedrift, som hun kunne lide. At være lærenem. Den slags udgjorde gode slaver. Noget, som han forhåbentligt ville blive. Hun nikkede afmålt. ”Nuvel.. Fortæl mig, hvad jeg skal bruge dig til, hvis din påstand virkelig passer om, at det eneste der gør dine kartofler gode, er den mark de ligger i? Dine marker er allerede under mit ejerskab, ligesom dine forhenværende bønder,” kommenterede hun direkte. Hun pressede ham. Det vidste hun.. men det var også fordi, at hun ikke var typen, som man løb om hjørner med. Det måtte dog også være noget, som han var på vej til at finde ud af. ”Dit hus er garanteret en adelig værdig.. Du min kære Brayden.. Du er ingen adelsmand. Du er en slave.. Fortæl mig.. Havde dine bønder den samme levestandard som dig? Spiste de det samme som dig? Sov de i en lignende seng som dig?” Hun betragtede ham med en sigende mine. Han forstod tydeligvis stadig ikke sin stand siden, at han fortsat vovede at forlange noget af hende. Hans ord omkring, at han aldrig før havde sultet, fik hende næsten til at le hånligt. I stedet kiggede hun bare på ham. Medlidenhed eksisterede end ikke i hendes blik. ”Du er min.. For at du fortjener en ordentlig seng, og et ordentligt måltid kræver det, at du tilfredsstiller mig.” Hun mente ikke på nogen intim måde.. men det var han vel også klog nok til at forstå?

[Brayden Jaxson]

Brayden så mod Tatiana. Det var svært for ham bare at fortælle hende om sine marker, eftersom han aldrig havde ladet nogen vide, hvad han faktisk var ude på. Ingen kendte til hans evner til at udvinde sjældne råvarer, sten og diamanter af de specielle planter. Men på den anden side, kunne det nok vise sig at være det eneste, der kunne redde ham nu. "Kartoflerne fra mine marker er meget værdifulde," endte han med en lavmælt tone. Han var udmærket klar over, hun ejede det hele. Han sukkede dæmpet. Han mærkede udmærket hendes pres på sine skuldre, men sagde ikke noget yderligere til hende til en start. "Jeg frasagde mig min titel for mange år siden, så sandt er det, at jeg ingen adelsmand er. Mine bønder havde alt hvad de havde brug for," endte han roligt og forklarende. Han havde belønnet dem for deres arbejde og selv havde han ikke boet specielt fint. Med den frafaldne titel, var han selv flyttet til andre kår i form at sit hus. Meget enkelt og tæt på hans værksted. "Mine bønder, fik deres andel af kartoflerne og en fair løn, så de kunne forsørge deres familier," fortsatte han. Han så indgående på Tatiana. Han vidste udmærket godt hvad han mente. Han skulle være af værdi, før hun ville spilde sin tid på ham. "Må jeg vise Dem noget, kahli?" endte han.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Ja ja.. Din jord har den bedste levedygtighed.. Dine kartofler har den bedste smag, og er de største,” kommenterede Tatiana henkastet og viftede afværgende med hånden. Selvfølgelig var det ingen dårlig ting. Det var bare ikke, hvad hun havde regnet med at høre. Især ikke når rygtet om Brayden Jaxson nærmest havde været af gudestatus. Hvis der bare var tale om, at han besad byens bedste jord, var der ingen grund til at beholde ham. I så fald havde han nemlig blot været den heldige køber af jorden. Hun slap et irriteret fnys ved han ord om at være fair over for sine bønder. Hun tog en tår af sin rødvin. Jovist gav hun sine slaver en hvis andel, hvis de behagede hende. Det var dog næppe den andel, som han havde givet sine slaver.. eller bønder. ”Du får, hvad jeg giver dig, og du vil være glad for det,” påpegede hun over for ham. ”Du får ét værelse. En seng og et arbejdsbord.” Hun var yderst gavmild. Det mente hun i hvert fald selv, at hun var. Det var nemlig langt fra alle hendes slaver, som hun tildelte enkeltværelser. Hendes hoved søgte på sned. Om han måtte vise hende noget? Hun var tavs i et øjeblik. Der var noget ved hans blik der havde ændret sig i mellemtiden. Hun rettede sig op igen. ”Før an,” svarede hun stilfærdigt. Han havde hendes interesse. Nu havde han bare at vise sig værdig til den. Hvad han kunne finde på at vise hende, var hun dog nysgerrig efter at finde ud af. Hvad havde han at vise hende, som han var sikker på ville imponere hende?

[Brayden Jaxson]

Brayden fortrak ikke en mine ved hendes ord, selvom han havde lyst til at grine af hende en lille smule. Det var morsomt, at han så nemt kunne få hende til at tro, at det intet betød. Men faktisk betød hans kartoffelmarker en hel del for velstanden og havde været en af de største beskæftigelser her i byen for bønderne. Derudover havde han ikke været ond mod dem, skønt han var forfængelig personligt. Han skulle bare ikke udføre deres arbejde, men det havde ikke betydet, han ikke havde betalt dem ordentligt eller ladet dem få del i skatten. Selvfølgelig ikke hans sjældne og ekstra værdifulde planter, der kunne omdannes til andre ting ved hjælp af alkymien. Andre værdifulde ting. Han vædede let sine læber og fulgte hende med blikket. Han tømte sit vinglas og trak vejret roligt. Han ville ikke kunne bruge det værelse til noget. Han havde brug for sit værksted. "Det vil De ændre mening omkring," endte han dæmpet. Ikke belærende på nogen måde eller som i, at han prøvede på at bestemme, men fordi hun ville give ham sit værksted, når hun så, hvad han faktisk kunne udvinde.
Som hun bad ham føre an, så skubbede han sig op at stå. Han ledte hende fra kroen og gennem byen og ud til hans marker. Han søgte til en speciel række af kartoffelplanterne, der var midt i det hele, så det faldt i et med alle andre planter. Han bøjede sig ned og plukkede et blad, som han holdt op foran hende. "Dette ligner alle andre planter på hele marken for dig, men det er en illusion," endte han. Han hævede illusionen og bladet blev i stedet en smuk lilla og lyserød farve, der nærmest havde en glimtende overflade. Han lukkede sin anden hånd over bladet, lukkede sine øjne og messede en kort række ord. Da han løftede sin anden hånd igen, så var bladet blevet til en række små gennemsigtige sten - bedre kendt som diamanter. "De her kan sælges til adler... De rige... For en rimelig sum," afsluttede han. "Men jeg har brug for mit værksted, hvis jeg skal udvinde mere værdifulde ting af disse planter, som kan sælges for enorme summe," afsluttede han.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatianas lyse øjenbryn skød en anelse op ved hans ord. Hun ville ændre mening om det? Det var en påstand, som han hellere måtte se at bevise i så fald! Selv havde hun nemlig aldrig været meget for tomme ord. Hun kunne lide sandheder. Facts. Ganske vidst var hun i stand til at snøre folk, men det var ikke ens betydning med, at hun løj. ”Bevis det,” forlangte hun kortfattet, som hun ikke selv var ude på at køre det ud i langdrag. Heldigvis gjorde han også, som hun ønskede. Han rejste sig og ledte af sted, og villigt fulgte hun skam også med. Hun ville se, hvad han gemte på. Hun sagde ikke et ord, som hun fulgte ham. Heller ikke, som hun blev ledt ud i markerne, hvor hun gik mellem de mange kartoffelplanter. Planter der nu tilhørte hende. Selv var hun yderst tilfreds med sin handling. Det havde skaffet hende sin races løsrivelse. Hun stoppede ved Brayden, hvor hun så til, mens han tog et blad op. ”Fortsæt..,” bad hun kortfattet, som han sagde, at bladet var en illusion. Rankt så hun til, mens han begyndte at forvandle bladet. Først skiftede det farve.. Så syntes det at skinne.. Og til sidst eksisterede bladet ikke længere, men derimod en håndfuld små sten. Hun var tilfreds. Et glimt viste sig også i hendes hårde blå øjne. Det var dette hun havde søgt. Fronten vendte hun mod Brayden, hvor hun lænede sig frem mod ham. Sin lille mund lod hun flygtigt strejfe hans side af hovedet, inden hun intenst hviskede; ”forsøg at hold mere hemmeligt for mig, og du vil næste gang modtage 10 piskeslag for det.” Hun rettede sig op igen, og skovlede stenene over i sin egen hånd. Her studerede hun dem let. Vejede dem. Lod fingeren følge dem. ”Du vil fremstille disse for mig, og få dit gamle værksted til at udføre arbejdet.” Værksted. Ikke hans hjem.

[Brayden Jaxson]

Inderst inde, ville Brayden allerhelst holde dette hemmeligt for Tatiana. Han ønskede ikke at dele sit talent og sit mesterværk med andre, men lige nu så han ingen anden udvej. Desuden kunne han forhåbentligt få lov til at få sit værksted tilbage, hvilket faktisk var det, han havde frygtet mest at miste. Der var nemlig mange værdifulde væsker og værktøjer der, så han håbede ikke, de faktisk havde pillet ved noget. Han nikkede bare tavst til hende og ledte hende med sig ud på marken. Han udførte magien foran hende, hvilket ikke brugte de største af hans magiske kræfter. Han kunne faktisk tydeligt se på hende, det var disse kræfter hun havde ønsket, men hvorfra hun havde hørt dets rygter, det vidste han ikke. Men det var vel også ligegyldigt nu, for hun ejede jo det hele, det var han udmærket klar over. Han holdt vejret, i det hun kom tæt på ham og lyttede til hendes ord. 10 piskeslag? Han havde jo sådan set ikke mere at skjule for hende, så det ville alligevel ikke komme på tale. Han lod hende tage stenene.
"Mig en ære at tjene Dem, kahli," endte han ydmygt og bukkede høfligt for hende, inden han rettede sig op igen. Okay, dette var langt under hans værdighed i normale omstændigheder, men det tydede på, at jo mere han kunne tilfredsstille hende, jo bedre fik han det selv. Selv var han ligeglad med sit hjem. Fik han sit værksted, så var det primært hans hjem alligevel, da det altid havde optaget det meste af hans tid. De præstelige forpligtelser var jo nok borte nu, hvor mørkelverne havde overtaget byen.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tilfredsheden ulmede i Tatiana, som hun stod med de små diamanter i hånden. Dette var bestemt en sidegevinst, som hun ikke havde regnet med at få, da hun havde besluttet at indtage Atterlin. Det var intet mindre end glimrende! Ikke nok med, at hun havde sikret, at hendes race var selvforsynende og kunne sælge ud til de andre byer. Nu havde hun også forsynet dem med ædelsten, der både kunne forsyne dem med smykker og smukke genstande, samt de kunne sælge dem ud til høje priser. Hun var bestemt tilfreds med, at hun havde fundet denne Brayden. Hun betragtede ham, som han talte korrekt ærbødigt til hende, og bukkede for hende. ”Du vil aldrig møde et stærkere eller et mere frygtindgydende regime end mørkelverne, kære Brayden. Vi har lagt grundlaget for en helt ny tidsalder,” sagde hun direkte. Det havde startet med at de – mørkelverne – havde indtaget Atterlin og dernæst løsrevet sig fra Dvasias. Det havde derfra skabt en hel dominoeffekt i resten af verdenen, som de andre racer havde fulgt trop. Mørkelverne var derfor heller ikke længere den race, der blot blev hvisket om, og som lurede i skyggerne. Blikket vendte hun tilbage mod selve byen. ”Vis mig til dit værksted,” forlangte hun, inden hun begyndte at gå. Hun forventede, at han øjeblikkeligt fulgte med. Hun var i et godt humør lige nu. Hun havde nu Braydens rigdom og hans arbejdskræft. ”Har du kun brug for dit værksted for at udvinde disse ædelsten?” Ikke var hun ude på at opfylde hans drømme. Kun at give ham, hvad han havde behov for for at kunne udføre sit arbejde. Han havde vel også allerede forstået, at han ikke skulle løbe om hjørner med hende? Han skulle også blot være glad for, at han fik lov til at beholde sit arbejde, frem for at skulle skure gulve.