Such a big mess

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya accepterede ikke det faktum, at Kieran ikke skulle være en herre. Det var en tand for absurd for hende. Dog gentog hun ikke hans titel eller navn denne her gang. Hun kunne nemlig fornemme på ham, at det gjorde ham irriteret, og ikke var hun ude på at irritere. Hun ønskede blot at behage. Hun havde levet et helt liv, hvor hendes eneste formål var at behage herre Carmine, og da herre Kieran nu havde stjålet hende, måtte hun naturligvis forsøge at behage ham. Blikket vendte hun skamfuldt ned, som han skældte hende ud. Hun brød sig ikke om måden han omtalte herre Carmine på, men selv vidste hun, at hun ikke måtte sige det højt. Herre Carmine havde nemlig fortalt hende, at hun ikke havde ret til en mening. At hun i det hele taget følte noget, fik hende derfor til at nive sig selv i armen. Den lette smerte gjorde nemlig, at hun tænkte på den, frem for sin mening. Intet sagde hun, indtil herre Kieran bad hende om at fortælle om, hvad herre Carmine havde gjort ved hende. Automatisk begyndte hun at skælve. Det var væmmelige tanker han bad hende om at gøre sig. ”H..Han.. J..Jeg var dum.. J..Jeg mente noget, og j..jeg blev straf..fet for det. He..Herren ville have, a..at j..jeg skulle ud..ud.udspionere frøken Cassie, og j..jeg spurgt hvor..hvorfor,” fortalte hun stammende. Hun lukkede øjnene for en stund for at samle sig. Alt imens nev hun sig selv hårdere i armen. ”..Herren bad m..mig om at...at løbe, så he..herren kunne overfalde m..mig. Dernæst bed he..herren mig, og lås..te m..mig inde i dag..dagstim..erne i et par uger.” Hun åbnede øjnene, men så stadig ned. Det gjorde ondt at tænke tilbage på. Den omgang havde været en af de værre. ”Herren dra..ak mit blo..blod. Det v..var herrens yng..ynglings. D..Det gør ondt a..at blive bidt. Herren slog m..mig, hv..hvis jeg var dum.” Hun gøs. Det var alt sammen ubehageligt for hende. ”He..Herren kunne li’ at se m..mig i bad,” mumlede hun denne her gang. Selvom han ikke havde gjort hende fysisk fortræd i de scenarier, havde det alligevel været nogle af hendes mest hadefulde oplevelser. En tåre trillede ned ad hendes kind. Inspirerede det herre Kieran? ”..Os?” spurgte hun ham tøvende.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Visenya kunne sige hvad hun ville, men Kieran ønskede på ingen måde at blive omtalt som en herre. Denne mentalitet, var en som de nok skulle få gjort noget ved. Det håbede han i hvert at de kunne få gjort noget ved hurtigt. Denne Carmine havde en virkelig grusom magt over hende. Det var jo helt uhyggeligt hvor nemt og hurtigt man egentlig kunne ødelægge en anden kvindes liv, og det var jo det, som han så nu. Hvordan en blodsuger så let som ingenting og over en lang årrække bare kunne pille en smuk og yndig skovelver fuldstændig fra hinanden, hvilket jo slet ikke var meningen burde forekomme. Slet ikke!
Svagt rystede Kieran på hovedet denne gang. Oprigtigt gjorde det ham ked af det, at vide, at hun havde været igennem det. Det var jo en grum historie at bære på, ligesom så mange andre, som han husede i lejren. "Det er et ærligt spørgsmål, som du burde kunne kræve et svar på, når han beder dig om det." Han ville have gjort det sammen, men igen.. Så var han heller ikek så nedbrudt.
Bare at høre hendes historie, fik det til at gyse og løbe ned af ryggen på ham, samtidig med at det faktisk gjorde ham en anelse.. vred på en eller anden måde. "Det er jo forfærdeligt.." Han vendte blikket denne gang mod hendes skikkelse igen. 'Os' ja.. Der var jo en del i lejren, som alle havde deres med i bagagen. Her ville hun derfor hrtigt finde ud af, at hun ikke var alene mere. "Den behandling, er der ikke nogen der har fortjent, og jeg kan derfor også godt love dig for, at det ikke er noget, som du vil komme til at møde igen.. Vi er flere her, som har lidt under andres hånd på må og få." Han sendte hende et smil. Her kørte de efter et ganske fast regelsæt, så det skulle jo endelig ikke være for det. "Jeg leder et sted, for alle dem som ønsker at være, hvor de kan være i fred og ro," fortalte han denne gang. Han ville jo gerne vise hende det. Og nu nærmede de sig jo også. Han ville bare gerne sikre sig, at hun ikke blev bange og hastede i modsat retning.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya forstod det ikke.. Hun kunne kræve et svar, når det var et ærligt spørgsmål? Nej.. Det kunne hun jo ikke. Det havde herre Carmine selv vist hende. Herre Carmine havde straffet hende af den grund, og han straffede normalt kun, når hun var ulydig. Der havde selvfølgelig også været et fåtal af gange, hvor herre Carmine havde ladt sine frustrationer over andre gå ud over hende. Hun rystede på hovedet. ”N..Nej. Kvinder som mig ha..har ikke ret til spørgsmål,” modsagde hun ham. Hendes tale var langsomt begyndt at blive der mere klar, som de fortsatte med at tale med hinanden. Hendes oplæring af herre Carmine var desværre bare så dyb i hende, at hun ikke umiddelbart kunne se sig ud af den. Herre Carmine havde trods alt også brugt mange år på at forklare hende, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert af en kvinde af hendes stand, og hvordan hun på den baggrund skulle behandle de højerestående. Derfor havde hun også svært ved at tro, at hun aldrig mere skulle straffes. Ingen bid? Ingen vold? Ingen nøgenkigning? Ingen jagt? Fandtes en sådan verden? Det forekom hende yderst usandsynligt. ”M..men.. Hv..Hvad hvis jeg har fortjent det?” spurgte hun ham dybt forundret. Det var jo herrens pligt at straffe hende, hvis hun handlede forkert. Her var mærkeligt.. Særligt fordi, at herre Kieran indrømmede, at han var en herre. Han sagde nemlig selv, at han var en leder. Det ville hun ikke glemme, at han var. ”Hvad skal jeg gøre for Dem, herre?” spurgte hun ham underdanigt. Hun forstod nemlig ikke, at hun kunne være en af dem, der ønskede fred og ro her. Hun var jo blevet taget mod sin vilje, og især uden herre Carmines tilladelse. Derfor gik hun også ud fra, at hun skulle arbejde. Hun vidste desuden heller ikke, hvad man lavede, når man ikke arbejdede.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Der var tydeligvis meget i denne verden, som Visenya skulle til at lære, og personligt, skulle Kieran nok sikre sig, at det var noget, som ville komme til at ske. Ikke ønskede han at se hende på denne måde. Det var i hvert fald slet ikke meningen, at det skulle være på den her måde. Et kort smil passerede derfor bare hans læber, som han kiggede mod hende. "Alle har ret til at stille spørgsmål. Dem som ikke ønsker det, er dem som fratager andre den ret," fortalte han denne gang. Med andre ord, var der vel gemt en selvstændig pige et eller andet sted bag den hårde skal, som hun havde vist ham? Det var lidt det, som han håbede på i hvert fald.
Nu virkede det også til at hun var faldet mere til ro, hvilket var noget som passede Kieran fint. Nu kunne han godt nok ikke tilbyde hende en decideret seng, som de sov i huler og grotter under jorden, hvor de nærmest havde dannet sig en by af gange og tuneller, som de kunne gemme sig i, samt vndre i. Deres eget lille samfund i et samfund. Det var jo fantastisk! "Her kan jeg love dig, at det ikke kommer til at ske. Visenya, du har aldrig fortjent den form for behandling, uanset hvad den mand vil fortælle," sagde han denne gang. De passerede nu også to store stolper. To kutteklædte skikkelser sad ovenpå disse. Det var nogle af vagterne. Med andre ord, var de rigtig tæt på nu.
Dette ville blive starten på et helt nyt liv for hende, og Kieran glædede sig til at gøre hende til en del af det. Og nu hvor hun tydeligvis ikke ville slippe titlen. "At du stopper med at kalde mig for herre.. og åbner øjnene for det liv, som jeg gerne vil give dig.. Noget af af det, som du rent faktisk har fortjent," fortalte han denne gang. Det, derimod var noget, som for ham, var yderst vigtig.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Brynene rynkede Visenya. Hun fandt herre Kieran yderst mærkværdig. Han sagde nogle besynderlige ting. Ting, som herre Carmine aldrig ville have sagt, og det var jo herre Carmines ord, som hun forstod sig på. ”N..Nej,” fastholdt hun. ”Det er en herres ret at bestemme over et andet individ.” At fralære hende den viden, som herre Carmine havde pålagt hende, var som at overbevise et normalt individ om, at solen i virkeligheden var grøn. Selv forstod hun ikke herre Kierans påstande. Hun vidste bare, at hun var ubeskrivelig modig, når hun svarede igen og beskyttede herre Carmine. Situationen var også delikat.. Skulle hun fortsat vie sit liv til herre Carmine? Han var her jo ikke, men han havde altid været hendes herre. Eller skulle hun vie sit liv til den nye herre Kieran? Hun kendte ham ikke, men det var trods alt ham, der havde stjålet hende. Det var svært. Hun ville ønske, at herre Carmine var her til at fortælle hende, hvad hun burde gøre. ”Jo.. Det er o..okay,” endte hun stille med at sige. Hun måtte ikke tro, at hun var mere værd end en herre. Et sted frygtede hun, at herre Kieran var ude på at snyde hende. Måske ventede han på, at hun gik i en fælde, som han kunne straffe hende for? Pludselig gav hun et gisp fra sig, og krummede sig helt sammen. Hun havde set de to uhyggelige mørke skikkelser! Hendes krop skælvede fra top til tå. Var det en form for helvedesporte de var på vej igennem? ”Hv..Hvor fø..fører De m..mig hen?” spurgte hun ham stammende og forskræmt. Hun ønskede bare at kravle ned i et hul.. eller lade sig opsluge af et.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Den arme kvinde var jo livræd, og fanget i en verden, som slet ikke harmonerede med den, som var omkring dem! Det var i hvert fald, hvad Kieran kunne se, og det var noget, som faktisk gjorde ham urolig! Dog havde han ikke tænkt sig, at give op på hende. Det var oprigtigt noget af det sidste, som han ønskede skulle ske, og særligt på den her måde. "Carmine har bildt dig ting ind, fra en verden, som slet ikke eksisterer." Carmine havde været grum ved hende. Han havde sjældent oplevet noget lignende, og det var vel heller ikke underligt, at det var en tanke, som han faktisk måtte finde utrolig.. skræmmende på en eller anden måde? Visenya ville uden tvivl være en af dem, som kom fra de værste kår i lejren, når de endelig kom frem.
De to skikkelser var vagter, og selvfølgelig havde hun set dem. Hvad gik en elvers øje forbi? Han tog sig ikke af dem, for han vidste, at de var der til at passe på, og sikrede sig, at der ikke kom nogen tæt på lejren, som skulle komme tæt på. De var nemlig i forvejen meget udsatte på det her sted, og derfor var de også nødt til at hjælpe hinanden, så de netop alle sammen kunne komme igennem dette. "Til dit nye fristed, hvor du vil kunne få lov til at være i fred, uden at nogen skal bestemme over dig, eller fortælle dig hvad du skal," svarede han denne gang. Det havde jo ligeledes været hans fristed nu, i temmelig mange år faktisk, og det var i den grad også noget, som godt kunne mærkes, så det skulle da endelig ikke være for det! Han vendte blikket mod hende. I det fjerne, synes flammer og lyden af stemmer at være. De var derfor meget snart fremme. "Der er ingen der, der vil dig noget ondt. Alle hjælper vi hinanden til overlevelse," forklarede han denne gang. Han selv var intet undtag. Han havde bare det psykiske pres på sig oveni.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

At høre en mand siges, at hele hendes liv skulle have været en løgn, var for stor en omvæltning for Visenya. Hun kunne knap nok abstrahere fra det. Hun forstod det ikke. Det var jo den eneste verden hun kendte, så hvordan kunne det være en løgn? Hun havde jo levet i den, og den havde været oprigtig. Hun rystede, som hun slet ikke var vant til at skulle kapere alle de følelser! Hun savnede nærmest sin trygge tilværelse, hvor hun vidste, hvad hun skulle gøre, og hvordan tingene var. Hun forstod nemlig ikke herre Kierans tilværelse. N..Nej. Det e..er min tilværelse”,” holdt hun ved. Hvorfor kunne han ikke forstå det? Selv kunne hun dog på ingen måde forstå, hvad herre Kieran prøvede at fortælle hende! Hun skulle leve sit eget liv? Et liv, hvor ingen bestemte over hende? Et liv, hvor ingen fortalte hende, hvad hun skulle gøre? Hun kunne ikke gøre for det.. Hun begyndte igen at græde og denne her gang hysterisk. Tanken gjorde hende rædselsslagen! Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre! Hun var aldrig blevet bedt om at bestemme selv.. Hvordan skulle hun gøre det? Hun ville bare dumme sig, og ikke ønskede hun at dumme sig. Hun ønskede at gøre det godt.. At tilfredsstille sin herre. Hun forsøgte at vende sig om i sadlen, så hun kunne trygle ham. I sandhed ikke en let opgave. Hun greb ham i tøjet, hvor hun for en stund ikke tænkte over hans vrede ved, at hun måske krøllede hans klæder. ”J..Jeg beder D..Dem herre.. L..Lad mig tjene D..Dem, eller giv m..mig tilb..age til herre Carmine,” tryglede hun ham. Tanken om selv at skulle bestemme … alt, fik hende næsten til at eksplodere af frygt. Hun havde aldrig bestemt noget i sit liv.. Allerhøjest, hvordan noget af indretningen skulle være i herre Carmines hjem. ”D..De gør m..mig ondt, herre,” græd hun ulykkeligt, som herre Kieran ellers sagde, at ingen ville gøre hende ondt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

I det store og hele, så var dette ikke hvad Kieran havde regnet med skulle ske. At Visenya skulle blive så bundhysterisk, havde aldrig været hans mening. Det overraskede ham helt, at se hende på den måde. Derfor stoppede han hesten igen, da han i et kort øjeblik, havde været bange for, at hun uanset ikke ville kunne kontrolleres, og det ønskede han jo trods alt heller ikke. Svagt bed han tænderne sammen. At hun havde taget fat i hans klæder, var slet ikke noget som rørte ham noget. Tvært imod. Han derimod lagde sin egen hånd over hendes.
Det var jo trods alt ikke Kierans hensigt at gøre hende noget ondt. Faktisk slet ikke, hvis det skulle være det. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse denne gang, hvor han kiggede direkte i hendes blik. "Vil det hjælpe dig, at jeg tog den magt og den kontrol fra dig?" spurgte han denne gang. Han forsøgte såvidt muligt at holde sig i ro, selvom det faktisk var svært for ham at gøre det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han forsøgte at forstå.. Forstå hvordan nogen kunne tage den magt og den kontrol over nogen som helst, for han forstod det virkelig ikke. Det var jo ej meningen, at dette var noget som skulle forekomme i det hele taget. "Udmærket.. Du kommer til at bo hos mig, hvor du ej vil have behov for at frygte for smerte fysisk.. eller psykisk," sagde han denne gang. Aldrig havde det jo været hans hensigt at gøre hende ondt, når han gjorde alt hvad han kunne ,for at kæmpe for det modsatte. Det var jo sådan, at det skulle være. Det var meningen i hvert fald. Han kiggede i hendes øjne. At tøjet krøllede, rørte ham på ingen måder. "Så fald til ro," bad han denne gang. At hun skulle være så hysterisk, var slet ikke noget, som han kunne klare. Det var svært at arbejde med.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenyas krop sitrede, idet hun mærkede hans varme hånd over sin, som hun knugede hans klæder. Varme.. Herre Carmine havde aldrig haft varme hænder. De havde enten altid været tålelige eller isnende. Dette var derfor en underlig og uvant fornemmelse for hendes vedkommende. Hun var trods alt heller ikke vant til at blive rørt af andre end herre Carmine. ”J..Jeg.. Jeg er kun en tjener,” hviskede hun med nedslået blik. Hun kunne ikke se ham i øjnene. Hun kunne heller ikke bestemme over ham, om han skulle have magt over hende eller ej. Hun havde nemlig ikke magten til at bestemme over andre. Hun så ned på hans bryst. Han kiggede endnu på hende. Det kunne hun mærke. Hun skælvede svagt. Han holdt endnu også hendes hænder. Berøringen gjorde hende urolig, men stadig gjorde hun ikke noget.. Hun ville ikke fornærme ham ved at trække sig, og for det andet havde hun jo heller ikke ret til at trække sig. Ikke, hvis han ønskede at holde hendes hånd. ”O-Okay, herre,” stammede hun lydigt. Bo hos ham? Boede han mon ligeså pragtigt som herre Carmine? Hun kunne slå sig selv for at tænke det, for han lignede ikke en der boede ligeså pragtigt som herre Carmine. Og ingen fysisk eller psykisk smerte? Fandtes det? Det kom vel også an på, hvem man spurgte? Herre Carmine ville måske ikke mene, at han havde været grov ved hende, men der havde hun jo altid haft en anden mening.. Havde herre Kieran samme mening som hende eller herre Carmine? Hendes svar var umiddelbart herre Carmine. Hun var uhøflig, hvis hun samlignede sig med en herre trods alt. Hun lukkede øjnene. De var endnu røde og fugtige. Hendes krop skælvede endnu, og hendes hjerte hamrede stadig, men alligevel hviskede hun; ”javel.”

[Kieran Pamariaz Acheron]

Tydeligt var det, at Kieran ikke kunne overkomme, at tage valg på egen hånd, og derfor måtte Kieran vel yde hende denne hjælpende hånd, i den forstand, at det nu var ham muligt at gøre det? Han ville jo gerne give hende denne mulighed, for ikke at glemme, at det var en stor tjeneste, som han gjorde Cassie i samme omgang, og det kunne vel også mærkes på hende? Visenya var forvirret over alt dette, og det var jo heller ikke fordi at han klandrede hende for det. Havde hun det bedst med at han tog valgene for hende, så gjorde han det. Han trykkede derfor let omkring hendes hånd. "Forstå mig ret, når jeg siger til dig, at jeg ønsker at holde dig sikker," fortalte han denne gang. Frustrerende var det helt, at se nogen mand ødelægge en kvinde på den måde, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Udover at forsøge at rette lidt op på det igen?
Intenst kiggede han på hende. Nu hvor de alligevel nærmede sig byen, så skulle det jo ærlig talt bare mangle, at hun var faldet lidt til ro. Hårdt var det nok for hende, at udvise den tillid for ham, men han havde nu alligevel brug for, at hun gjorde det. Han ønskede jo trods alt ikke, at der skete hende noget. Tvært imod, så gjorde han hvad han kunne, for at undgå dette. Her stoppede han hesten igen. "Jeg lover dig, at jeg vil passe på dig, uden at du skal føle nogen smerte af nogen slags," sagde han. Om det skete, så ville det i hvert fald ikke være ført med hans hånd, og det var sikkert! Her gjorde han tegn til at søge ned af hesten. Den kunne nemlig selv søge resten af vejen. Her gjorde han tegn til at hun skulle følge med. "Så lad mig vise dig rundt," opfordrede han. Dette var hendes nye hjem, og jo hurtigere hun faldt til ro omkring det, jo bedre var det jo trods alt.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Han ville holde hende sikker.. Han ville ikke påføre hende nogen smerte.. Ordene syntes at blive gentaget hele tiden. Det eneste Visenya dog kunne fokusere på var, at herre Carmine ikke ville blive glad. Det eneste han ville tænke var, at hun var væk, og når han fandt hende, ville hun blive behandlet efter det faktum. Han ville få hende til at lide. Hun ville begræde sin eksistens. Han ville måske dræbe hende i den sidste ende. På grund af det havde hun kun turde stikke af én gang. Hun tog en dyb indånding, inden hun nikkede til herre Kieran. ”Javel herre,” sagde hun lydigt, hvorefter hun forsigtigt lod sig glide ned af hesten efter, at han var hoppet af. Det gav et svagt stød i hendes krop, som hun landede på jorden med fødderne. Efterfølgende kunne hun også fornemme ømheden ved at have siddet i sadlen. Slaver red trods alt normalt ikke, og nu gjorde det ondt i hendes lår og ende. Igen fulgte hun lydigt med herre Kieran, som han begyndte at gå. Han var måske god nok, men han forstod virkelig ikke hendes lod. Herre Carmine ville blive vred, og han ville finde hende.. Selvmord var den eneste løsning. Hun ønskede ikke at komme tilbage til herre Carmine. Aldrig mere.. Hurtig med sine små hænder var hun, og derfor trak hun hurtigt den kniv fra herre Kieran, som hun havde set han havde haft på sig. Hun ville ikke bruge den på ham. Hun kunne ikke drømme om at gøre nogen fortræd. Derfor vendte hun spidsen mod sig selv. Hun vidste, at det var det hun måtte gøre, hvis hun nogensinde ønskede at blive fri. Uden videre betænkeligheder jog hun den derfor mod sit eget bryst. Mod sit hjerte.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Fuldstændig hjernevasket synes Visenya at være, og denne tanke måtte selv Kieran finde skræmmende. Ikke ønskede han at der skulle ske hende noget ondt og ikke ønskede han at forvolde nogen noget ondt. Han hjalp hende derfor ned af hesten og ned på jorden ved siden af sig.
Et kort smil bredte sig på hans læber. Så langt så godt kunne man sige. "Før eller siden finder du også ud af, at jeg ikke er nogen herre," pointerede han med en rolig stemme. Herfra begyndte han jo egentlig bare at gå. Han ville bare gerne have at hun faldt til ro, og rent faktisk fandt ud af at hun var fri nu, og det var jo også det vigtigste. Derfor nåede han knapt at reagere, før hun havde taget hans kniv og vendte den mod sig selv.
Kieran vendte sig hurtigt, og kun lige i tide til at se, hvad hun havde gang i. Nej! Det kom overhovedet ikke på tale! Hurtigt reagerede han derfor, hvor han ved hjælp af sin magi, fik den vredet ud af hendes hånd og direkte tilbage i sin egen, så det var hendes egen næve, der ramte brystet og ej spidsen af en kniv. Hurtigt hamrede hans hjerte. Hvorfor?! "Hvorfor Visenya?" spurgte han nærmest helt hårdt af hende. Hvem gjorde den slags mod sig selv? Dette indikerede da så tydeligt at hun ikke var vel og var så hjernevasket af dem skide blodsuger! Han rystede kort på hovedet. "Kom," nærmest krævede han denne gang. Ikke ønskede han nemlig at hun skulle gøre den slags. Så måtte han jo derimod vise hende, at hun altså ikke havde noget at være bange for. En tanke som han rent faktisk måtte finde irriterende. Det gav han endnu mere at foretage sig, end hvad han i forvejen havde!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya var skadet. Hun erindrede udelukket et liv som herre Carmines slave. Derfor reagerede hun på det hele, som hun fandt mest naturligt. Hun forsøgte derfor at tage sit eget liv, da hun tidligere havde erfaret, at det kun var sådan, at hun kunne blive fri. Øjnene lukkede hun, da hun førte kniven mod sit bryst, men pludselig følte hun ikke længere, at hun knyttede om noget, og dernæst var det bare hendes hænder der bankede mod hendes bryst. Forvirret slog hun øjnene op, hvor hun først så ned af sig selv, for dernæst at se ulykkeligt over på herre Kieran. Skønt hun stod op, krympede hendes krop sig synligt, som han talte ned til hende. Han hadede hende.. ”..J..Jeg..,” stammede hun. ”K..Kun død..en k..kan redde m..mig.” Så længe hun var i live skulle herre Carmine nok finde hende, og det ønskede hun ikke. Det var bedre, at han fandt hende død, end at han selv tog sig af hende. Hun ønskede det ikke for sig. Nedslået og igen med brændende øjne slog hun blikket ned og gik frem. Armene slog hun om sig selv, hvor hun så så ynkelig og lille ud, som man overhovedet kunne. Selvmordsforsøget havde fejlet, og derfor kunne hun ikke se nogen anden mulighed end at adlyde og igen følge med herre Kieran. Hendes skuldrer hang, og hendes blik var fokuseret mod jorden. Hun ønskede trods alt ikke at udvise, at hun kunne finde på at gøre noget på egen hånd. Igen havde hendes egne tanker desuden slået fejl, og derfor var det godt svært at betvivle, at det ikke var en god ide at tænke selv.