Such a big mess

[Kieran Pamariaz Acheron]

Visenya Elessä Aíredhiel

---

Det havde krævet sit, at få Visenya med over muren og væk fra Corvento Mansion, men ikke desto mindre, så havde han præsteret at få det gjort! Hesten havde han fundet i udkanten af Corvento, hvor han heller ikke havde tøvet med at få hende med op på den, og sat kursen direkte tilbage mod Manjarno. Det var jo udelukkende derfor, at han havde lagt turen til Dvasias. Et sted som alligevel synes at være meget farlig for ham at bevæge sig rundt i, kunne man sige.
Selv på trods af den lune sommer, havde han alligevel valgt at lægge sin mørke kappe om hende. Han havde tvunget hende ind i en søvn, for at gøre det nemmest for hende, men også for ham selv, for hun havde da bestemt ikke været nem at have med at gøre! Armen hvilede om hende, mens den anden holdt om tøjlerne, også selvom hesten stort set var kendt med vejen hjem. Ofte havde de nemlig været på farten sammen, og derfor var de også kommet vidt omkring.
"Vi er meget snart hjemme," endte han denne gang. Han havde lagt Visenya således, at hun sad op af ham og med hovedet mod hans skulder. Her var det ved at være tidlig morgen igen. De havde redet stort set uafbrudt, siden de var kommet fra Corvento. Med andre ord, var det også ved at nå den tid på døgnet, hvor Carmine heller ikke kunne komme efter dem, hvilket var noget som passede ham selv mere end fint. Nu var hun endelig fri, og han havde indfriet den aftale, som han havde haft med Cassie. Hånden hævede han denne gang til hendes tinding igen, hvor han løftede det magiske slør fra hendes sind, så hun ville være i stand til at vågne op igen. De var på vejen igennem de faldefærdige ruiner, hvor de søgte mod lejren. For nu, ville det gøre godt at komme hjem, men han ville samtidig også sikre sig, at hun kom godt fra start. Bedre end hvad der var sket i Corvento om ikke andet. 

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Det første tegn på, at Visenya var ved at vågne, var de sitrende øjenvipper. Hendes krop gyngede blidt, som den fulgte hestens rytmer. Hendes hoved lå dog sikkert og stille, som det blev holdt af Kierans skulder. Alt dette gik dog forbi hende til en start. Det føltes som om, at hun var på stadiet mellem søvnens drøm og virkelighed. Hun bevægede sig svagt. Hun endte med at trykke sig en anelse ind mod Kierans krop, som den syntes varm og behagelig mod hendes. Varm og behagelig.. Noget rørte det på sig i hendes sind.. Hun kendte da ikke til en sådan tilværelse? Hendes øjne gled en anelse op. Udenfor.. Det gyngede.. Det var hendes første sansninger. Hun mumlede noget utydeligt. Det var rart bare at sove.. Hun åbnede øjne halvt. Ødelagte bygninger.. Hendes blik gled i igen. Hun mindedes da ikke noget ødelagt i Corvento? Hendes krop viste større tegn på selvstændighed. Hendes øjne gled nu helt op. Himlen var begyndende lys. Solen var til øst - bag hende - så den stod op? Havde hun sovet igennem hele natten? Havde hun nogensinde sovet en nat? Det var jo der, at herre Carmine bad hende om at være vågen.. Hun så ned. Hænder.. Tøjler.. Herre Carmine havde da aldrig taget hende med ud og ride. Hun rynkede en anelse på brynene. Hun havde aldrig før siddet på en hest.. Den slags gjorde de rige. Ikke hende. Derudover hang vampyrer og heste ikke hånd i hånd. Ej heller vampyrer og solopgange. Hovedet lagde hun tilbage mod skulderen igen, hvorefter hun vendte blikket til siden og op.. Skriget undslap hendes strube og hals! Fremmed! Den fremmede! Det skar helt i hendes hals efter, at skriget var det første der undslap hende efter en hel nattesøvn. Endvidere blev hub så urolig i sadlen, at hun truede med at falde af.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det hele havde taget en drejning, som Kieran selv, havde håbet på, at han kunne undgå. Desværre havde det bare ikke lige været sådan. Visenya havde taget det langt hårdere, end hvad han lige havde regnet med, men igen.. Hvad havde han egentlig regnet med? Den arme kvinde havde været der i så mange år, at det jo slet ikke var til at undgå at bide sig fast i, at hun havde været kraftigt berørt af det hele. Han havde tvunget hende til hvile, for at få hende med over muren igen, hvilket faktisk havde vist sig, at være en besværlig affære. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes. Turen til hesten, som stod i udkanten af Corvento, havde på sit vis ikke været særlig krævende, og så krævede det bare, at de kom derfra, inden mørket faldt på. Det sidste Kieran nemlig havde ønsket sig, var at Carmine skulle være kommet efter dem!
Nu hvor de var ved at nærme sig lejren, som lå skjult dybt inde i de gamle ruiner, så tillod han hende også at vågne. Ved atter at hæve hånden til hendes hoved, løftede han også sløret. Nu kunne han jo dertil kun håbe på, at hun ville tage det lidt finere, end hvad hun havde gjort frem til nu. I udgangspunktet, så det ud til at gå ganske fint faktisk, hvilket nu også passede ham mere end fint, så det var jo slet ikke det! Et kort smil passerede hans læber, også selvom det hurtigt falmede, da hun pludselig.. begyndte at skrige? Det var jo slet ikke meningen! Hurtigt lod han hånden forlade hendes liv, for i stedet at lægge sig over hendes mund. Igen havde han intet gjort, for at gøre hende noget ondt. Tvært imod faktisk! "Sch.. Der er ikke nogen grund til at føre hele Dvasias og Manjarno hertil.." Skulle elvere ikke være kendt for at være tavse og stille? Bevæge sig lydløst? Det var da vidst noget, som var gået hende forbi!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

I panik gik Visenya i det øjeblik, hun fandt ud af, at hun endnu var i selskab med den fremmede mand. Hun skreg, som hun ikke kunne lide ham, og som hun gerne ville væk fra ham! Desværre faldt hun ikke af hesten som håbet, så hun kunne stikke af. Han holdt i stedet fast i hende, hvor han tilmed lagde hånden over hendes mund, så hendes skrig blev kvalt imod hans håndflade. Hun forsøgte at fastholde skriget, men da hun forstod, at det kun endte i en mumlen mod hans hånd, stoppede hun det. Det nyttede jo alligevel ikke.. I stedet gav hun sig til at græde ulykkeligt. Hvorfor var denne mand så ond ved hende? Hvad havde hun gjort for at vække hans vrede? Hun forstod det ikke.. Hun kendte ham jo ikke engang! Hendes hoved knagede og det gjorde ondt. Hun gjorde sig tanker, som hun ikke var vant ti at gøre, og ingen af dem gav mening. Halvkvalt hulkede hun bag hans hånd. De gennemsigtige tårer gled blidt ned af hendes kind, og endte mod hans hånd. Hvad ville herre Carmine dog ikke sige til dette? Han måtte vide, at hun var væk. Ville han forstå, at hun havde kæmpet og ønskede at vende tilbage til ham, men blev nægtet det? Ville han se bort fra det, og bare straffe hende for at forsvinde? Hun vidste det ikke, og det gjorde hende skrækslagen! Selv følte hun, at hun rendt rundt med en uvis dødsdom over sig. Hun græd ulykkeligt. Hvor var hun overhovedet? En masse ødelagte bygninger.. Hun vidste det ikke. Hun havde aldrig før set stedet. Det gjorde hende også bange. Hun kendte kun til Corvento, og nu var hun et fremmed sted.

[Kieran Pamariaz Acheron]

At gå sådan i panik, ville bare ikke gøre nogen gavn for nogen! Derfor handlede Kieran også helt instinktivt, og lagde hånden over hendes mund, for at kvæle hendes skrig. Uanset hvad Carmine havde gjort ved denne kvinde, så var det helt igennem skrækkeligt! Det var i hvert fald slet ikke noget som burde være forekommet! Nu skulle hun vel også først til at lære at være fri igen? Instinktivt trykkede han hendes hoved tættere ind mod sin egen favn, for at holde hende solidt på plads, så hun heller ikke endte med at falde ned. At falde på stenene under dem, ville også gøre ondt. Hendes reaktion bekymrede selv hesten, som blev helt urolig. Og i og med, at det var noget af det kæreste i hans liv, reagerede han naturligvis også på dette.
"Sch.." endte han denne gang. Før eller siden skulle det vel nok gå op for hende, at han kun havde handlet, for at yde hende en hjælp? En hjælp, som heller ikke kom af ingenting. "Det her, er udelukkende for at hjælpe dig.. Jeg vil fjerne in hånd igen.. Men jeg ønsker ikke, at du skal skrige.. Okay?" Han vendte blikket sigende mod hende, inden han denne gang meget langsomt, måtte fjerne sin hånd. Han lagde den igen omkring hende, for at sikre sig, at hun ikke faldt af. "Du behøver ikke være ked af det.. Du er fri nu," tilføjede han ligeledes. Der ville ikke være nogen vampyr til at kontrollere hende. Det ville helt og holdent være slut nu. Det kunne man da kun håbe på om ikke andet.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya hulkede fortsat, som han tyssede på hende. Hvis det havde været herre Carmine der havde gjort det, ville hun havde bidt tænderne sammen og kvalt tårerne, men ikke med denne fremmede.. Hun kendte ham ikke, og han skræmte hende. Indtil videre havde han også kun gjort ting der skræmte hende, eller som hun ikke forstod. Hun mærkede, hvordan han trykkede hende ind til sin favn, hvilket fik hende til at stirre rædselsslagent på hans ansigt. Både fordi, at hele situationen skræmte hende og fordi, at det generelt skræmte hende at være så tæt på en anden. Især en mand. Forskræmt nikkede hun til hans ord om ikke at skrige. Et sted frygtede hun, at han slog hende, hvis ikke hun adlød ham. Hun anså det nemlig for at være en ordre. Det eneste hun forstod sig på. Hun skreg ikke, som han fjernede hånden fra hendes mund, men hun græd stadig ulykkeligt og var bange. ”J..Jeg fo..for..står,” peb hun forskræmt. Hun var bange for ham. Selvfølgelig var hun det. Han kunne magi, og hun havde kidnappet ham. Derudover var hun bange for herre Carmine. Hun var bange for, hvad han ville gøre ved hende, når han fandt hende igen, for han skulle nok finde hende. ”J..Jeg vil hj..hjem. Jeg b..ber Dem, h..he..herre,” begyndte hun at trygle ham. Bange var hun, men stadig tiltalte hun ham ærbødigt. Han var hævet over hende. Han var stærkere end hende, og han havde taget hende mod hendes vilje. Derfor var hun under ham. Øjnene lukkede hun kort i, hvilket fik tårerne til at samle sig i krogene. Da hun åbnede dem igen, var hendes syn komplet slørret. ”He..Herre Carmine man..mangler mi..g,” græd hun ulykkeligt. Hun tvivlede dog på, at den fremmede hørte hende. Han havde indtil nu været ligeglad med herre Carmines ejerskab over hende.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke ønskede Kieran, at hun skulle skrige hele vejen ind til lejren, for der var ikke nogen grund til at føre andre dertil, end hvad godt var i den anden ende. Ofte og særligt i disse tider, fandt de folk som havde brug for den hjælp, som de kunne skænke dem, og det var det som han havde tænkt sig. Visenya anså han som værende et individ, som havde brug for den hjælp, som han kunne give hende, men var for bange for at søge den. Det var jo helt igennem grotesk, at det skulle tage sådan en drejning. En så smuk kvinde, som skulle være fanget på den måde? Det var jo slet ikke meningen, at det skulle være sådan. Han rystede denne gang på hovedet. "Det her bliver dit nye hjem, Visenya," sagde han denne gang. Han havde snakket med Cassie, og de var blevet enige om at det skulle være på den måde. Cassie var virkelig en ordentlig, god og varmhjertet kvinde. Det var synd, at hun ikke anså det på den måde.
Hun var virkelig dybt ulykkelig over det her? Det var jo heller ikke ligefrem meningen. Denne gang rev han en smule i tøjlerne, hvilket fik hesten til at stoppe igen. Den slog let med halen. "Er du så bange for mig?" spurgte han denne gang. Det var jo slet ikke meningen. Det gjorde ham faktisk ked af det at vide, da det heller ikke var meningen, at han skulle gøre nogen bange eller ked af det. For pokker, det var jo meningen, at han skulle redde folk.. Ikke gøre dem mere ulykkelige, end hvad de i forvejen måtte være. Han havde jo netop reddet hende fra en grum skæbne! "Carmine har ikke brug for dig.. Det har han kun bildt dig ind," sagde han denne gang. Det alene, var jo sandt.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Som en forskræmt då så Visenya på den fremmede mand. Dette var hendes nye hjem? Jamen.. var Corvento Mansion ikke hendes hjem? Var hjem ikke, hvor herre Carmine boede? Var der overhovedet et hjem her? Hun kunne ikke se noget hus. Hvordan kunne det så være et hjem? Hun forstod det ikke.. Hun frygtede dog for at sige den fremmede mere imod, end hvad hun allerede havde gjort. Han havde taget hende med magt.. Var hun så hans nu? Hendes bryst knugede. Det var hun vel? Var hun ikke? Det gjorde ondt at tænke så meget. Dog tænkte hun, at denne fremmede var mere betydningsfuld end hende, og da det havde lykkedes ham at stjæle hende fra herre Carmine, at han vel så var hendes nye herre? Hun slog blikket ned. Hun måtte ikke se den fremmede i øjnene. Det var hun ikke værdig nok til. ”Ja..vel, he..herre,” peb hun underdanigt. Hun lukkede øjnene, som hesten standsede, og som den fremmede herre stillede hende et spørgsmål. Herre Carmine havde før sagt, at hun skulle sige sandheden, så det skulle hun vel også gøre nu? Hun nikkede svagt. En handling der strakte og gemte hendes bidsår på halsen og ved skuldrene. ”..Ja, he..herre,” hviskede hun, alt imens tårerne forsat gled ned ad hendes kinder. Hun havde det forfærdeligt. Hun havde stadig i tankerne, at hun ikke burde være her. Hun slap en lavmælt hulken. Den fremmedes herres ord kunne hun dog ikke tro på. ”He..Herre Carmine n..nød mit bl..blod, o..og gav m..mig mange p..pligt..er. Han h..har brug for m..mig.” Hendes stemme var en blanding af gråd, hvisken, stammen og normal toneleje. Hun kunne slet ikke få kontrol over sine mange følelser.Det var også svært. HUn vidste slet ikke, hvordan hun skulle forholde sig til denne fremmede situation. Hun var jo vant til at have stramme faste retningslinjer at følge.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Den arme Visenya var virkelig bange for Carmine. Selv frygtede Kieran selvfølgelig for, at den mand kunne finde på at søge mod dem, for at få hende igen.. Men oprigtigt, så tvivlede han. Han ville vel bare anskaffe sig en ny i hendes sted? Hun havde nemlig ikke nogen overdådig og stor betydning for manden, selvom man måske gerne ville have haft det. Hun kaldte ham desuden for herre.. Det var heller ikke noget, som der kom noget ud af. Han rystede denne gang på hovedet. "Kald mig for Kieran," bad han denne gang. Han var ikke nogen herre, også selvom han var den, som primært stod med det store ansvar for at alt i lejren gik, som det nu skulle.
Hesten blev stående stille på hans ønske og opfordring. Der var slet ikke nogen grund til at være bange for ham. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, og det havde han heller ikke tænkt sig at gøre i fremtiden, også selvom han havde tvunget hende ud i noget, som hun nok havde været bange for. "Jeg vil ikke gøre dig noget. Jeg vil derimod give dig det, som Carmine ikke hark kunne gøre." sagde han denne gang. Han kunne ikke lide at se hende sådan. Det var ikke meningen at hun skulle sidde der og græde snot. "Jeg er ikke din herre her.. Men jeg vil passe på dig." Det eneste, som han ønskede, var at hun kunne stole lidt på ham. Det ville gøre overgangen fra slavestand og til frihed langt nemmere for hende, og samtidig også stille hende i langt bedre lys ved de andre, som allerede afventede, at de ville komme hjem.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Kieran. Den fremmede herre hed Kieran. Visenya havde aldrig før hørt navnet. De navne hun primært kendte, var også navne på vampyrer og bloddyr og slaver. Det havde trods alt også været hendes liv siden … altid. Hun mindedes ikke, at hun havde levet et liv uden herre Carmine. Derfor skræmte det hende for vid og sans, at herre Kieran havde fjernet hende fra ham! ”..Herre Kie..Kieran,” gentog hun stammende, som tårerne og skrækken endnu fraholdt hende fra at tale klart og tydeligt. Det var dog heller ikke hendes opgave at tale klart og tydeligt. Hun måtte nemlig ikke udtrykke for meget selvtillid. Hvis hun gjorde det, troede hun, at hun var bedre, end hvad hun var. Det havde herre Carmine selv sagt til hende. Hun blinkede forvirret, som herre Kieran sagde, at han ville give hende det, som herre Carmine ikke havde givet hende. Det forstod hun ikke. Herre Carmine havde jo givet hende alt, hvad der var hende retmæssigt? ”Herre Carmine g..av mig a..alt,” forsvarede hun loyalt herre Carmine. Hun ville ikke tale grimt om sin gamle herre. Tænk, hvis han også kunne høre hende, og ville straffe hende for det? Det ville hun allerhelst undgå. Hun kunne ikke lide herre Carmine, når han straffede hende. Det gjorde nemlig ondt på flere niveauer. Hun forstod ikke, at herre Kieran ikke ville kaldes for herre. Det var jo, hvad han var. En herre. ”Herre Carmine v..var en he..herre, og han pas..passede på mig. Du e..er også e..n herre,” fortalte hun ham. Hendes blik sank dog helt ned, som hun havde sagt det, ligesom hendes krop skælvede som et espeløv! Havde hun virkelig forsøgt at belære sin herre? Hun bed tænderne sammen. Gad vide, hvordan magikyndige straffede deres slaver? De straffede vel på en magisk måde? Hun græd fortvivlet. ”..Uun..Und..Undskyld, he..herre.”

[Kieran Pamariaz Acheron]

Aldrig kunne det falde Kieran ind, at gøre Visenya noget ondt. Det var noget, som han nu alligevel meget snart håbede på, ville gå op for hende. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Hun græd, var bange og hun rystet. Det var der slet ikke nogen grund til, for han havde jo slet ikke tænkt sig, at gøre hende noget. Nu var det bare på tide, at det gik op for hende, hvad det var at Carmine havde snydt hende for siden start. Det var nemlig slut nu. Ikke mere liv som en slave, og det var slet ikke noget, som han ønskede, at hun skulle kæmpe yderligere med. "Jeg er ikke nogen herre.. Blot Kieran," bad han denne gang. Der var ikke noget ekstraordinært ved ham, og det kunne hun jo lige så godt få ind med det samme. Han var bare en mand, som ønskede at give hende de muligheder, som Carmine havde frarøvet hende siden hun tilsyneladende ikke havde været særlig gammel.
Kierans blik faldt til hendes skikkelse denne gang. Naturligvis gjorde det ham trist, at hun tog det så tungt, og endnu mere, at hun forsvarede den grumme mand. Han måtte i sandhed have et forfærdeligt godt greb i hende, siden det var sådan, at hun tog det. Han sukkede svagt. "Du har ingen værdi for ham.. Du har større værdi som en fri kvinde.. Her i min lejr," fortalte han videre. Ville hun da ikke bare se det? Han gjorde det jo faktisk også for hendes skyld. Og undskyld? Han havde slet ikke taget det som nogen fornærmelse. Slet ikke faktisk! Han trak kort på smilebåndet. "Han plejede at straffe dig, ikke? Det gør jeg ikke." endte han denne gang. Han satte hælene i siden på hesten og fortsatte. Han forsøgte da om ikke andet, at lade som ingenting.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya rystede svagt på hovedet af herre Kieran. Hun forstod det stadig ikke. Kun Kieran? Ikke herre? Det kunne ikke lade sig gøre. ”He..Herre Kieran,” fastholdt hun. Hun var ikke hævet over ham. Det var han derimod. Derfor havde han ret til sin respektive titel. Selv forstod hun bare ikke, hvorfor det ikke gjorde ham glad. Det burde det jo. Hun anerkendte jo sin dårligere stand over for ham, alt imens hun bøjede sig for ham. Den slags havde tilfredsstillet herre Carmine. Hun tog en indånding. ”Hv..Hvis jeg iin..ingen værdi har, e..er det o..okay. Herre Carmine be..bestemte, hv..hvad min vær..værdi var. He..Herre Carmine ve..ved bedst.” Selv var hun ikke i tvivl om, at det var sandheden. Herre Carmine havde jo selv sagt det, og herre Carmine vidste bedst. Hun huskede ikke sine egne forældres oplæring. Det billede havde herre Carmine gjort krav på gennem et liv i pinsel og undertrykkelse. Derfor kunne hun heller ikke se meningerne bag herre Kierans ord. Herre Kieran havde kun haft hende en nat.. Herre Carmine havde haft hende i mindst 50 år. Fundamentale år af hendes liv. ”He..Herre Carmine har gj..gjort ret i at st..straf..fe mig, hhv..hvis j..jeg har svig..tet ham,” stammede hun. ”..De..Det er tegn på.. på min du..dum..hed.” Ja, hvis herre Carmine havde straffet hende, havde det været et tegn på hendes uduelig. Derfor havde hun altid taget imod sine straffe, som de havde været retmæssige. Også selvom, at de havde gjort ubeskriveligt ondt på hende. Derfor ville hun også acceptere det, hvis den nye herre Kieran straffede hende. Han måtte nemlig vide bedre end hende. Hun vidste intet. Hun skulle kun tænke, hvad hendes herre tænkte. Herre Carmine havde nemlig gjort det klart for hende, at hun var ude af i stand til at tænke ordentligt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran ønskede slet ikke, at Visenya skulle betegne ham som værende en herre, for det var han ikke! Han rystede denne gang på hovedet. "Kieran," fastholdt han denne gang. Før eller siden, var det en kunst, som hun nok skulle få lært. Det var han overbevist om. Ellers skulle han nok sikre sig, at det var den vej, at det hele måtte gå, for han accepterede bestemt heller ikke noget andet. Selv nu hvor hun tillagde ham en værdi, som han slet ikke havde, så var det også meningen, at hun skulle se sig selv som noget mere værd, end en genstand for en mand, som ikke kunne være mere ligeglad med hende og hendes velbefindende. "Den mand har truet dig i utrolig mange år, har han ikke?" startede han denne gang ud med at sige. Han havde intet til overs for Carmine, og hans måde, at holde den slags væsner på. det var der ingen respekt i, for nogen parter, og han måtte ærligt indrømme, at den tanke virkelig gjorde ham sur. "Han har frataget dig en værdi, som er dig fortjent. For nu, kan du betegne dig som en fri kvinde," fortalte han hende. Svært var det måske i starten, men han var overbevist om, at hun nok skulle finde sig til rette med det hele.
Ikke havde Visenya svigtet nogen. For pokker, hun havde forsøgt at modsætte sig, at komme fri! "Den mand svigtede dig, da han valgte at tage dig i hus.. Du har ikke svigtet nogen," sagde han denne gang. For nu, virkede det da også til, at hun var faldet en smule mere til ro. Derfor førte han hesten med sig videre mod lejren, hvor han vidste, at de andre ville være der til at tage imod dem. Det ville blive godt at komme frem nu. Turen fra Dvasias, var trods alt lang, men ikke desto mindre, så håbede han da, at Carmine ikke havde fulgt efter dem. Mærkerne på hendes hals.. Han hadede det syn. "Hvad mere har han forvoldt dig?" spurgte han denne gang. Om ikke andet, snakkede hun med ham nu. Så langt, så godt!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

”Herre,” endte Visenya stædigt med at fastholde. Hun nægtede at hoppe på, at herre Kieran var en slave ligesom hende. Han havde sin egen hest, og han havde stjålet hende, altså, kunne han ikke bare være en slave. Derfor måtte han være en herre. Sådan havde herre Carmine i hvert fald opdelt verdenen for hende. Blikket vendte hun ned, som herre Kieran spurgte hende, om herre Carmine havde truet hende i mange år. ”J..jeg husker kun he..herre Carmine,” endte hun med at svare på. Hvad hun mente var, at hun kun huskede et liv med herre Carmine. Hun huskede ikke sin opvækst. Hvordan hendes forældre havde set ud, eller hvad de hed. Hun mindedes ikke, om hun havde haft venner, og hvem de var. Hun rystede på hovedet af herre Kieran. Det følte hun, at hun efterhånden mange gange havde gjort.. men han forstod jo heller ikke. ”N..Nej, K..kun herre Carmine kan sæt..sætte mig f..fri,” svarede hun ham imod. Det ville være blasfemi at tro andet! At tro, at hun bare kunne sætte sig selv fri ville være som at proklamere, at hun var gud! Hun måtte slet ikke tænke så høje tanker om sig selv. Hun førte en skælvende hånd op til ansigtet, så hun forsigtigt kunne tørre sine våde kinder. ”De må … må i..ikke tale grimt om herre Carmine. H..Han har al..aldrig svigtet Herren kan kun have r..ret,” forsvarede hun igen herre Carmine. Jo, hun følte nogen gange, at herre Carmine gjorde grimme ting ved hende, men det var jo i hans fulde ret at gøre. Som herre Kieran blev opmærksom på hendes bidemærker på halsen, tog hun automatisk hænderne op til dem. Bidemærker havde hun nok af.. På begge sider af halsen.. Om begge håndlede. Hvad mere herre Carmine havde gjort? Skulle hun sige det? Måtte hun sige det? ”..A.Af det j..jeg ikk..ikke kan li?” spurgte hun tøvende. En skælven gik igennem hende ved tanken om, at hun skulle snakke om al det, som herre Carmine havde gjort ved hende, som hun ikke brød sig om.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Kieran," fastholdt Kieran stadig overfor hende, hvilket han skam også havde tænkt sig at gøre frem til hun forstod, samt accepterede, at det var således at tingene skulle hænge sammen. At det var sådan at han ville have dem til at hænge sammen, som han nægtede at anerkende og acceptere noget andet. Muligt var det, at han ledte en hel lejr, og derfor havde ansvaret for mange væsner, men det gjorde ham ikke til en herre.. Han var ikek en af den stand. Det var bare en mand, som skulle tage det ledende ansvar, og det havde han så tænkt sig at gøre, kunne man sige. Uanset hvad, så var det på tide, at hun lærte, hvad frihed betød, og at det var hendes ret at påtage sig det. Hun besad denne ret, som Carmine havde taget fra hende, og nu hjalp han hende med at vinde den retur. "Du kan sige hvad du vil, men den mand er intet godt. Han har alt for længe, været grufuld overfor dig." Dertil hentydede han ikke bare til de bidemærker som hun tydeligvis måtte bære på halsen, men generelt. At fastholde væsner på den måde, mod deres vilje, var slet ikke noget som burde forekomme.
Selvom hun endnu forsvarede den grusomme vampyr, så var hun da faldet en anelse mere til ro. Og endda nok til at Kieran selv valgte at løsne grebet bare en smule. Det ar da bedre end alternativet i hans øjne i hvert fald. Han vendte blikket langsomt mod hendes skikkelse igen. "Fortæl mig hvad han har gjort dig, Visenya," opfordrede han denne gang. Om hun så på ham som en herre, gik han da stærkt ud fra, at han kunne forvente, at hun ville fortælle ham det, som havde ordene været udtalt som en ordre? "Udover det, kan jeg love dig et bedre liv herude, sammen med os," tilføjede han. De var jo meget snart fremme trods alt.