Are you going to take me?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Kieran Pamariaz Acheron

Sommer. Det betød, at herre Carmine næsten ikke var til stede. Solen gik først ned et par timer før midnat, og stod op nogle timer efter. Derfor havde herrens tjenere og bloddyr meget tid for dem selv i denne periode. Dog kunne ingen af dem finde på at gå ud. Nej, de frygtede hver og en deres herres vrede, hvis han skulle komme efter dem, for det ville han gøre. Derudover var der dem som Visenya, der også blot frygtede livet uden sin herre. Selv vidste hun ikke, hvordan et herreløst liv kunne gå.
Visenya befandt sig uden for i den tilhørende have til Corvento Mansion. Hun kunne end ikke drømme om at gå uden for herregårdens grund og ud i byen. Ikke uden, at herre Carmine udtrykkeligt havde bedt hende om det. På trods af at det var sen aften, ramte solen endnu hendes ansigt, som hun var i færd med at hænge tøj til tørre. Hun stod ude ved tørresnorene, hvor hun hang herrens tøj op til tørre. Omhyggeligt sørgede hun for at gøre det, som det skulle hænge yderst nydeligt! Hun sørgede for, at klæderne blev strakt, så der ingen krøller kom. Det ville nemlig ikke være klædeligt, hvis herrens tøj var i uorden. Efter at have hængt en skjorte til tørre, strøg hun let sin nederdel. Den var bestemt ikke af samme kvalitet som herrens. Den var at brunt stof, hvor toppen også var ærmeløs og af rustikt bomuldsstof. Hun klagede dog ikke. Hun havde tøj på kroppen. Hun førte en af de sølvblonde lokker om bag det spidse elverøre, inden hun igen bøjede sig ned for at tage om et nyt stykke klæde. Tøjet ville få lov til at hænge til næste nat, hvor hun så ville tage det ned igen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

De korte nætter var det snit som Kieran kunne se, til at gøre, hvad han havde lovet Cassie. En ung og frisk kvinde, som alligevel havde oplevet så frygtelig meget. Han havde kendt hende i nogle år nu, og vidste derfor godt, at han kunne stole på hende. I den forbindelse, havde han taget turen til Dvasias. Nærmere sagt Corvento Mansion, hvor han vidste, at en ung og smuk skovelver ville gemme sig.
I anledningen, var han klædt i mørkt tøj, udelukkende for at slippe for unødvendig opmærksomhed. Det så han sig helst uden, hvis det kunne gøres. Dvasias havde han desuden færdes i så mange gange, og selv nu hvor solen stod højt, var Corvento jo så godt som ufarlig. Der var jo ingen vampyrer her, for de kunne heller ikke komme frem, uden at de måtte lide under det. Solens lys var i den forbindelse også til hans held. Og endelig havde han fundet det store Mansion. Grunden var i forvejen utrolig stor, så om han kunne finde Visenya derude, var jo så en anden side af sagen. Han stod et stykke tid ved muren, inden han denne gang valgte at tage springet. I fuld firspring løb han derfor mod muren, sprang direkte op på den, for at komme over. Elegant som havde han været et væsen af naturen selv, kom han over, hvor han lydløst landede i den store have. Han rettede sig hurtigt op igen. Vampyrerne var han ikke bange for i denne situation. Det var mere det lydige og loyale tjenestefolk, som nu kunne forvolde ham problemer. Hurtigt løb han over grunden. Hun måtte jo være her et eller andet sted.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

I sin egen verden stod Visenya. Selv nød hun stilheden, og særligt solens sidste stråler. Det var i forvejen lidt, at hun så til den, men her om sommeren havde hun da et par soltimer mere, end hvad hun havde i vinterhalvåret. Desuden satte hun endnu mere pris på solen efter, at herre Carmine i et par uger havde låst hende inde til efter mørkets frembrud, og inden solens opdukken. De eneste lyde der var her på denne tid, var de mest fantastiske lyde. Fuglefløjten! De sang indtil mørkets frembrud. De forsvandt når mørket trådte frem, da de kunne fornemme de mange rovdyr der lurede her. Nemlig vampyrerne.
Visenya tog et par mørke bukser fra vasketøjskurven og skulle til at vende sig mod tøjsnoren, men stivnede i bevægelsen.. Hen over plænen løb en mand. En fremmed mand. Musestille stod hun selv, som hun var stoppet midt i en bevægelse. Hendes skovgrønne blik hvilede frem for sig, som hun betragtede den mørke skikkelse. Han hørte ikke til her.. Hun kunne i hvert fald ikke genkende ham, og normalt var det ikke, at folk ilede hen over plænen. Hun tog en indånding. Han måtte være en tyv. De var blevet set før her. Tyve der kom om dagen, fordi de vidste, at vampyrerne i så fald ikke ville kunne stoppe dem. Hun fik et stramt drag om munden. Det gik ikke.. Ingen skulle komme her og stjæle herrens ting! Han ville desuden blive vred.. Meget vred. Der var ikke en lyd der forlod hendes læber, som hun på hurtige små fødder bevægede sig over jorden, som hun skyndte sig mod bagdøren. Selv kunne hun ikke gøre meget mod en indbrudstyv, men det kunne en mandlig tjener måske, eller også hvis alle tjenerne strimlede sig sammen imod indbrudstyven.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke var Kieran kommet her på stedet for at stjæle ting, men derimod for at finde noget, som var mere værdifuldt, end de materialistiske goder, som han kun måtte gætte sig til, kunne gemme sig bag de høje vægge, som tårnede sig om det store hjem foran ham. Kieran havde boet på gaden, og uden noget fast over hovedet store dele af sit liv. Han stoppede hurtigt op, da en anden skikkelse fangede hans opmærksomhed. Med det liv, som han havde haft, skulle der faktisk rigtig meget til, før han blev overrasket eller taget ved næsen.
Kvinden der løb fangede derfor hurtigt Kierans interesse. Selvom han slet ikke vidste hvem det var han ledte efter, eller hvordan hun så ud, havde han en sjov fornemmelse af, at det måtte være denne kvinde. Der var bare så mange ting der netop indikerede dette. Han trak kort på smilebåndet. Han var der jo trods alt ikke for at gøre hende noget ondt, men derimod for at yde hende en hjælp, som han havde lovet Cassie. Ingen burde være hodlt på et sted som dette mod sin vilje.. Og kunne han få hende med sig væk derfra, så havde han også tænkt sig at gøre netop dette.
Med en fast bevægelse med hånden, hævede han en jordbunke så højt, at denne måtte blokere døren for hende. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle rende indenfor igen! Han var hurtig og let til bens, idet at han søgte direkte mod hende igen, denne gang langt mere rolig. Turen til Manjarno var desuden også lang. Farlig ikke mindst. "Visenya..?" spurgte han denne gang. En smule forpustet, men hvad.. Så langt så godt! Nu håbede han bare, at han havde fundet den rette kvinde.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya løb fluks imod døren, uden at se sig yderligere til højre eller til venstre! Hurtig og elegant var hun på benene, men ikke kunne hun standse den jordbarriere, der pludselig hævede sig op foran døren! Forskrækket undslap et hvin hendes læber, alt imens hun måtte stemme hælene i jorden for at standse op. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigt. Dunk.. Dunk. Hvad var den fremmede ude på? Han var magiker. Så langt, så godt. Men hvorfor havde han standset hende på denne måde? Hvorfor havde han ikke gjort noget mere endeligt? I hvert fald slået hende ud? Hun var jo bare en hindring på vejen. Langsomt vendte hun sig om. Pr automatik begyndte hun at skælve. Hendes øjne mindede også allermest om en då der var blevet trængt op i en krog. Hvad ville han hende? ”..Hvo..Hvorfra kender De m..mit navn?” spurgte hun ham nervøst med en lille stemme. Hun var ingen kriger. Hun var blot en tjener. Derudover var der det faktum, at han var fremmed. Det i sig selv var nok til at skræmme livet af hende. Hun så forskrækket på ham. Hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle forholde sig til ham. Hun var ikke god til have omgang med andre mennesker. Venlig var hun dog stadig, som hun ikke ønskede at træde nogen over fødderne. Hendes hjerte satte sig oppe i halsen. ”..H..Hvad vil De?” Hun brød sig ikke om situationen. Han kunne magi. Han brugte magi mod hende. Han kendte hendes navn. Det gjorde hende usikker. Hun burde desuden ikke stå i en situation som denne. Herren burde også være her, så han kunne sige, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Han ville vide, hvad der skulle ske.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvis først Visenya kom ind i huset, havde Kieran et problem. Et af slagsen, som han helst så sig foruden, hvis han kunne komme til det, og det var også det, som han reagerede på lige nu, og derfor var det bare ikke meningen, at hun skulle indenfor! Muren af jord rejste sig foran døren, og blokerede derfor for hendes vej. Med andre ord, ville det ikke være muligt for hende, at søge nogen steder.
Hun stoppede op. Det passede ham fint. Han gjorde det samme. Selv på trods af hans mørke warlockblod, var han ikke ude på at gøre hende noget. Tvært imod, så var han kun ude på at yde hende en hjælp, som var blevet ham efterspurgt af ingen ringere end Cassie. En kvinde, som havde været lænket til huset her i frygtelig mange år i forvejen. Han kendte hendes navn.. Med andre ord, var det den kvinde, som han havde søgt, så det passede ham jo selv mere end fint, hvis det endelig var! Han trak vejret dybt. "Jeg er ikke ude på at gøre dig noget ondt.. Kun forhindre dig, i at søge indendørs," sagde han denne gang. For hendes skyld - og hans egen, valgte han også at holde en vis form for afstand. Om ikke andet, så for nu. Han trak vejret dybt. "Jeg er her for at bringe dig herfra," fortalte han denne gang. Lige ud af posen. Selv ønskede han jo bare helst, at komme derfra, inden det blev mørkt og vampyrerne vågnede. Derfra ville de jo kun have et stort problem. "Jeg betegner mig selv som en ven," tilføjede han denne gang. Igen, så var han der jo slet ikke for at gøre hende noget ondt. Det var oprigtigt noget af det sidste, som han havde lyst til lige nu. Også i respekten, som han havde for Cassie.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenyas lille skikkelse skælvede, som denne fremmede forhindrede hende i at flygte inden døre i sikkerhed. Hun brød sig ikke om det. Hun ønskede bare, at han forsvandt igen, så hun kunne gøre sit arbejde færdig. Det ville nemlig glæde herre Carmine, at hun var færdig med tøjvasken til han stod op. Endnu mere ville det glæde ham, hvis hun stod klar med sit blot, når han vågnede. Det den fremmede gjorde, forhindrede hende i al det! Han sagde endda direkte til hende, at hun ikke måtte gå ind. ”Jeg v..vil ind,” fastholdt hun tamt. Hendes blik begyndte at glippe. Hun så ud af øjenkrogene, som hun var et byttedyr der søgte efter et flugtsted. Helt i panik gik hun dog, som han sagde, at han ville tage hende med sig! Væk fra herren..? Det kunne hun ikke! Hun tilhørte herre Carmine, og det var ikke herre Carmine der sagde, at hun skulle forlade stedet. Det var en fremmed. ”N..nej, nne..nej.. nej!” lød hendes paniske stemme. Både til, at hun skulle væk herfra med ham, og at han var hendes ven. ”..D.Du.. Du kan ikke na..narre mig. Jeg tilhører herren!” Skrækslagen lød hun, men samtidig prøvede hun at være bestemt. Hun måtte væk fra denne fremmede der forsøgte at gøre hende fortræd! Hendes hoved gled til højre, som hun på stedet satte i spring og ilede den anden vej rundt om huset! Nu når han spærrede bagdøren, kunne hun måske nå frem til hoveddøren i stedet! Hun skulle væk.. Væk og i sikkerhed. Herre Carmine ville blive vred, hvis hun forsvandt. Hun måtte derfor ikke forsvinde. Hun skulle lukke sig inde i sikkerhed, og fortælle herre Carmine om den forfærdelige mand, når han vågnede. Han ville blive vred.. men glad for, at hun blev ved ham.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran havde været klar over, at dette meget hurtigt kunne vise sig, at blive en mere kompliceret affære, end hvad godt var. Det eneste og det vigtigste han skulle nu, var at få hende med sig. Hjernevasket synes hun jo helt at være nu, og det var jo også det, som han handlede og reagerede på lige nu. Denne dør var blokeret for hende, så det var bestemt ikke af denne vej, at hun ville komme nogen vegne. Fuldkommen blank.. Det var hvad hun var i hans øjne, og han havde oprigtigt svært ved at forstå, at nogen kunne være så bange for nogen mand, at de var bange for at søge ud og væk, når de fik muligheden. "De er ikke nogen genstand for nogen, Visenya.." Han fulgte hende med blikket. Hun havde bestemt ikke tænkt sig, at gøre det nemt for ham.
Et løfte var et løfte, og han havde lovet Cassie at være behjælpelig med denne kvinde. Det var jo også tydeligt, at hun slet ikke havde det godt. Sådan som hun kiggede frem og tilbage, kunne han selv svagt ane nogle af de bidemærker mod hendes hals. Var det noget vidunder, at det gjorde ondt på ham at se den slags? Ikke var der nogen i den her verden, som burde tvinge folk til den slags. Endnu en gang hævede han en jordmur, så hun ikke ville komme forbi. "Kom med mig, Visenya.. Jeg kan vise dig til et sted, hvor du oprigtigt vil være ønsket.. Og du vil være fri." Han selv ønskede jo ikke at tvinge hende, hvis han kunne undgå det, men for pokker.. Det var oprigtigt svært, når hun ikke rigtigt var til at tale med! Og hun skulle bare ikke have lov til at slippe indenfor! Så var løbet jo for alvor kørt!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya forsøgte at flygte, da denne mand tydeligvis var gal! Han forsøgte at få hende væk fra sin herre. Fra det sted, hvor hun hørte til. Hun løb alt, hvad hun kunne, indtil et nyt frustreret skrig måtte forlade hendes læber! Endnu engang måtte hun nemlig stemme i med hælene, som en jordmur pludselig rejste sig foran hende. I det sekund, at hun stod stille igen, begyndte hele hendes krop desuden at skælve. Hvad ville der ikke ske hende? Dette kunne umuligt tegne godt, og hun var ellers lige blevet velset hos herren igen! "J..Jeg er ønsket! Herren vil have mig her!" fastholdt hun stædigt. Det var hun ikke i tvivl om. Hvis ikke herren havde ønsket hende, ville han have dræbt hende for længst. Det havde han dog ikke. Han havde holdt hende i mange år. Han havde sågar opdraget hende. Armene lagde hun beskyttende om sig selv, alt imens hun afvisende begyndte at ryste febrilsk på hovedet. "Gå! Dette e..er mit hjem! Du kan ikke tvinge mig!" Øjnene klemte hun i. Måske han ville forsvinde, hvis hun ikke længere kunne se ham? Det var i hvert fald forsøget værd når nu, at hun tydeligvis ikke kunne løbe fra ham. Hun kunne næppe slås mod ham.. Hun havde aldrig før sloges med nogen. Når hun blev banket, vidste hun, at hun skulle ligge stille og tage imod. Derfor var det det eneste hun kendte til. "..F..For..Forsvind," hviskede hun dæmpet, som var han et spøgelse hun var bange for, og hvor han ville forsvinde, hvis blot hun bad ham om det. Hun ville ikke med ham. Selvfølgelig ville hun ikke med ham. Herre Carmine havde ikke sat hende fri. Han ville jage hende, hvis hun gik nogen steder. Desuden ... hun kendte ikke verdenen derude. Det var skæmmende!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Visenya var langt mindre samarbejdsvillig, end hvad Kieran lige havde regnet med. Eller håbet på, for den sags skyld, og det kunne i den grad godt mærkes. Han stirrede fast i retningen af hende, da han hævede endnu en jordmur, for at forhindre hende i at søge væk. Han havde ikke rørt hende.. Han havde intet gjort hende. Ha havde jo ikke engang lagt så meget som en hånd på hende, eller en finger for den sags skyld, og derfor fandt han sig bestemt heller ikke i dette. Han blev denne gang stående. Han var et sted bange for, at han ville være tvunget til at handle på en måde, som han faktisk slet ikke brød sig om. Han rystede denne gang på hovedet. "Du må virkelig være bange for ham, hvis han får lov til at have den magt over dig," sagde han denne gang. Han søgte mod hende med rolige skridt. Han havde nemlig ikke tænkt sig at lade hende gå! Og endnu mindre, at lade hende søge tilbage til det hjem!
"Den and vil med lethed kunne erstatte dig, hvis det var det han ønskede sig." Det var nu ikke fordi at han ville gøre hende ked af det eller noget lignende. Han stoppede op et godt stykke fra hende. Var hun virkelig så bange for ham? Og for det liv, som var på den anden side af murene her? Han ville have hende med derud, så det var så nemt sagt. Han tilbød hende i øjeblikket muligheden for et bedre liv. Det handlede bare om at tage imod det. "Jeg vil give dig et nyt liv.. Et bedre liv, end det som Carmine nogensinde vil give dig," sagde han denne gang. Han trådte stadig tættere på hende, selvom det var langsomt. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle rende rundt og være bange for ham!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Sandt at sige var Visenya virkelig bange for herre Carmine. Denne fremmede havde heller ikke set, hvad herren kunne finde på at gøre ved hende. Både ydmygelser og noget der vel var tortur? Det var dog ikke kun herre Carmine, som hun virkelig var bange for, som hun også var skrækslagen for den verden, som den fremmede repræsenterede. Hun kendte den ikke. Hun huskede den ikke. Desuden havde herre Carmine frarøvet hende sin selvstændighed. Hun vidste ikke længere, hvordan man levede uden ham. Hun havde også nogle gode tanker om herren. Han sørgede jo for hende, hvis hun var syg. Han gav hende tøj på kroppen der ikke engang var hullet. Han gav hende en seng at sove i og tag over hovedet. Han gav hende mad, så hun altid var mæt. ”Jeg tilhører min herre. Det er hans ret at have magt over mig,” fastholdt hun. Hvorfor forstod den fremmede det ikke? Han var ligesom Cassie. Hun havde også sagt, at hun var en ven.. Hun havde bare heller ikke støttet op omkring ideen om hende og herre Carmine. Hvad der var at diskutere der, forstod hun dog ikke. Hun forsøgte at træde væk fra den fremmede mand, som han nærmede sig. ”Hvis han vil erstatte mig, har jeg svigtet ham,” svarede hun loyalt igen. Døden skræmt hende. Hun vidste jo ikke, hvad der var på den anden side af livet. Dog bød hun den også velkommen til tider, da hendes liv til tider gjorde for ondt. Hun trådte yderligere væk fra ham, alt imens hun fortsat rystede på hovedet af hans tilnærmelser. ”Herren giver mig mit retmæssige liv!” fastholdt hun. Hun håbede, at hendes loyalitet ville glæde herren, men selvfølgelig… det var vel bare at forvente, at hun forsvarede ham?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Naturligvis forekom det ikke Kieran som nogen forundring, at Visenya reagerede på den måde, som hun nu gjorde. Det gjorde naturligvis ondt på ham, at hun ikke var i stand til at se, at han rent faktisk var kommet her, for at gøre noget godt for hende. Han lod hovedet søge på sned. Jo tættere på han kom hende, jo mere valgte hun selv at trække sig væk, hvilket han faktisk fandt utrolig frustrerende, men det var derimod meget lidt, som han kunne gøre ved det af den grund. "Du er ikke nogen genstand, og skal ikke være nogen genstand. Du er en kvinde med egen mening og vilje." Særlige værdier, som han lagde frygtelig meget i, og som han ønskede at alle andre også kunne leve efter. Det var hans mål i hvert fald, og han gjorde hvad han kunne, for at give lige præcis den del til andre.
Svigtet? At høre hende tage de ord i brug, var en tanke som gjorde ondt på ham. Han rystede på hovedet. Noget sagde ham i hvert fald, at hun havde oplevet det tidligere? "Er det en tidligere erfaring?" spurgte han denne gang. Det var noget som selv præsterede at gøre ham trist. Han stoppede op igen. Han ville tvinge hende med, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Han tøvede end ikke med at gøre det. Det retmæssige liv? "Det er slet ikke et liv du vil finde her..!" fastholdt han denne gang. At hun overhovedet kunne få sig selv til at gøre sig de tanker, fandt han skræmmende. Han var denne gang hurtigt henne ved hende. Armen forsøgte han at få omkring hendes liv, for at holde hende mere fast. Hun skulle med, og det skulle være nu!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Den fremmede tog fejl. Visenya var ikke nogen fri kvinde med egen vilje og mening. Det havde herre Carmine selv fortalt hende. Da hun selv havde troet, at hun havde en mening, var hun blevet straffet for det. Derfor var hun ikke i tvivl om, at hun ikke længere måtte danne sine egne meninger. Derfor lyttede hun ikke til den fremmede. Hun lyttede kun til sin herres ord. ”N..Nej!” afviste hun ham. ”Kun herrens vilje og mening.. Ikke min.. Herren ved bedst.” Sidst hun havde troet andet, var hun blevet jagtet, overfaldet og bidt. Derfor havde hun helt droppet den form for tankegang. Tårer begyndte at presse sig på hendes tårekanaler, hvilket efterlod hendes hals helt tør. Hvorfor var denne fremmede så ond ved hende? Hvad havde hun gjort ham? Hun ville bare indenfor.. Indenfor i sikkerhed. ”J…Ja,” svarede hun ham med bævende stemme. Hun havde før svigtet sin herre, og ikke ønskede hun at tænke tilbage på det. Da den fremmede mand så lagde armene om hende, gik hun først helt i panik! Panisk skreg hun op, imens hun begyndte at vride sig som en ål, som om han kvalte hende, og hun måtte komme væk! Tårerne faldt som pisket på hendes kinder, og hendes hjerte hamrede af sted. Hun ville væk! Hun ville ind og i sikkerhed! Denne mand forsøgte at få hende til at handle forkert, men hun nægtede.. Hun måtte nægte! ”..Sl..Slip mi..mig!” hulkede hun hysterisk. Frygten lyste ud af hendes blik. I sin egen panik forsøgte hun at slå ham. Det var ikke fordi, at hendes arme var stærke, men vilde var bevægelserne, hvilket gjorde dem faretruende. Derudover havde hun også sine negle, som hun forsøgte at rive ud med.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vidste bedre, og det måtte også før eller siden gå op for Visenya. Det var i hvert fald det som han ønskede. Det var et mål for ham lige nu. Hun var da fuldstændig bundhysterisk i øjeblikket. Aldrig kunne han huske eller mindes, at have set noget lignende. Overhovedet ikke! Han rystede denne gang på hovedet. Hvad var det helt præcist der foregik her? Han stirrede denne gang på hende. "Han ved ikke bedre, kun fordi at han har bildt dig det ind," sagde han denne gang. Var det ikke til at forstå? Han ønskede slet ikke at forvolde hende nogen smerte eller noget der lignede det. Overhovedet ikke! Han rystede denne gang på hovedet af hende. Han var stadig ikke ude på at gøre hende ondt, selvom hun da tydeligvis var af en helt anden opfattelse lige nu.
Skriget som hun kom med, da han tog fat om hende, var han nødt til at fås toppet hurtigst muligt! Hun vred sig jo nærmest som en slange ind mod hans arme, at det var svært for ham i det hele taget at holde fast i hende! "Jeg gør kun dette for at hjælpe dig, Visenya. Lad mig gøre det," bad han denne gang. Hånden lagde han denne gang mod hendes tinding - Forsøgte om ikke andet, hvor han kunne bruge sin magi, for at få hende bragt til ro, og gerne inden at flere skulle få øje på dem. Dette var jo slet ikke noget som gavnede nogen af dem. "Fald til ro..!" endte han. Selv han kunne høre, at det puslede rundt indenfor. Havde hendes skrig alligevel formået at fange en unødvendig opmærksomhed? Et kort øjeblik måtte Kieran virkelig frygte det.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Det kaldte på alle Visenyas flugtinstinkter, som den fremmede mand holdt om hende! Hun skulle væk fra ham! Han var gal! Han troede, at han kunne få hende væk fra Corvento Mansion, men det kunne han ikke. Først den dag hun døde, eller den dag hun blev givet væk. Ordet frihed ville hun nemlig aldrig kunne bruge om sig selv. Hun slog efter ham. Både efter hans ansigt eller arme. Hans greb om hende synes desværre bare ikke at slække. Om hendes skrig kunne være til gavn, vidste hun ikke, men hun håbede. Hun håbede, at hun ville blive reddet fra denne fremmede! ”.Du kan ikke narre mig!” skreg hun ad ham. Selv begyndte også hun at kunne høre lyde inden døre. Håbet spirrede i hende. Ville nogen komme hende til undsætning nu? Alligevel græd hun dog forsat, alt imens hun stadig så ligeså skrækslagen ud som før. ”Jeg vil ikke have din hjælp!” Hun havde ikke engang brug for hjælp. Hvad skulle hun have hjælp til? Herre Carmine ville fortælle hende det, hvis hun havde brug for hjælp. Ikke denne fremmede. Han var dum og ond. Hendes krop begyndte at ryste endnu mere, som han trykkede hendes tindinger. Hun snappede efter vejret, inden hun blev som en ballon der løb tør for luft. Skriget forsvandt brat, og pludselig kollapsede hun i hans arme. Hun følte ikke længere i dette stadie, som hun blot var gået ud som et lys. Bevidstløs hang hun i hans arme.

//Out