Insanity

[Nalani Melinda Marvalo]

Romeo Direshade Acheron

_______________________________________________

Dryp... dryp... dryp... Nalani var ved at blive skør af den monotome, konstante lyd fra hjørnet af cellen hvor regnen fra den sidste tids storme, dryppede ned på det hårde stengulv. Hun sad i modsatte hjørne af sin enmandscelle og så mere fornøjet ud end de fleste andre fanger. Der var ingen fakler der oplyste gangene, ingen varme at finde nogle steder fra, ud over når den tykke fangevogter så sit snit til at forgribe sig på hende og hun blev varmet af hans lune fedt. Naturligvis væmmede hun sig ved tanken, men det var desværre en kvindes lod i livet. Hun sad nøgen i hjørnet, så kold så kulden hernede ikke engang rørte hende mere. De ravnsorte lokker hang ned over hendes blege ryg, og skjulte en del af hendes nøgenhed, ikke fordi hun var flov over at vise sig frem, hun var en stolt kvinde, ligesom sin mor. 
Flere gange skævede hun hen til sin fars celle, men så kun skyggen af ham sidde op af væggen. De udvekslede ikke ord, det meste a tiden, sad hun som nu og nynnede gamle viser for sig selv, mens hun tegnede symboler med sin finger på væggen. Kæderne der bandt hendes håndled sammen og bandt magien i hendes krop, raslede tungt hver gang hun hævede og sænkede fingeren, til de andre fangers store irritation. Noget skulle hun jo få tiden til at gå med.
Et koldt pust i den mørke kælder, fik hendes nakkehår og brystvorter til at rejse sig. Lige i aften ønskede hun inderligt at den fede vagt ville lægge en tur forbi hendes celle, bare så hun kunne få et øjebliks varme. Hun følte sig ikke ydmyget over det, og hun bebrejdede ikke sig selv for de overgreb det var, det var mænds natur og hun havde alt andet end et skræbeligt sind. Nogle ville mene at hun var direkte sindssyg, hvilket der nok også var noget om. 
Hendes søde nynnen gav genlyd i de hule gange. Selvom fangen ved siden af hende bedst hende om at holde kæft på meget aggressiv vis mere end én gang, så lod hun det ikke lukke munden på hende, han kunne trods alt ikke gøre noget ved hende alligevel, ikke med mindre han kunne bryde igennem solidt jern, hvilket hun stærkt betvivlede. 

[Romeo Direshade Acheron]

Dryp... Dryp... Dryp... En tilstedeværelse som Romeo burde have delt med Marvalo-familien, men som han havde været så heldig at slippe for. Eller heldig og heldig, det vidste han faktisk ikke. Nalani havde i sin tid været med til at holde ham beskæftiget.. leget med ham og det hele, mens han havde siddet dernede, og denne gang, var det ham, som havde brug for at f tankerne lidt på andre ting, end alt det, som han havde i hovedet i forvejen. Det var forvejen et kæmpe kaos. Han var blevet præsenteret for en lang række tanker og følelser, so kun efterlod ham med endnu flere spørgsmål, end hvad godt var lige nu.
Hans skridt var rolig og langsomme. Mesteparten af dage havde han tilbragt ved sin afdøde hustrus grav. Han havde selv endt hendes liv, og nu følte han for alvor, hvad det ville sige at miste. Han havde oprigtig meget svært ved alle de følelser som han nu sad inde med, men det var derimod meget lidt, som han kunne gøre ved det lige nu.
Kimeya havde han ikke nogen større interesse i. Det var en anden kvinde, som han var kommet herned for. Selv vagten havde fået en besked på, slet ikke at komme i nærheden af hende. Med en fakkel i hånden, søgte han ned i fangekælderen. Eller hvad der var tilbage af den i hvert fald. Den lyste hans vej op, og det gjorde det også nemt for ham, at finde vejen frem til cellen.
Der var koldt hernede. Han stoppede derfor først op, da han stod foran hendes celle. Kimeya ignorerede han. Han var endnu usikker på det hele. Hans far havde jo sagt, at Kimeya kun havde udnyttet ham.. Ligesom alle andre. "Der var du," endte han denne gang. Et sted langt mere.. livligt, end hvad han havde gjort frem til nu.

[Nalani Melinda Marvalo]

End ikke lyden af skridt kunne stoppe hendes blide nynnen, selvom hun vidste at vagten ville være frygtelig fristet til at hugge hovedet af hende, om det var ham der kom ned for at gøre hende selskab. Hun havde siddet her så meget, så hun kunne genkende hans skridt, og disse var ikke hans, hvilket gjorde hende mere rolig. Den ru sten der udgjorde væggene, føltes ru mod hendes lidt efterhånden ømme fingerspidser, som hun havde tegnet med i flere timer af ren og skær kedsomhed. Om ikke andet havde hun da vist Romeo nåde og holdt ham beskæftiget, men hvilken kvinde med respekt for sig selv, ville lade en flot mand som ham sidde alene i en kælder, og ikke udnytte sig af situationen? Måske makabert, men intet der prægde hendes samvittighed. Lyden af hans velkendte stemme fik hende til at holde lidt brat inde med den søde melodi. Hendes fingre hvilede alle mod væggen hun stirrede ind i. "Jeg undrede mig over hvornår du ville komme," sagde hun og vendte langsomt hovedet for at lade hendes intense blik falde på hans skikkelse. Mod alt hvad man forventede at se, bar hun et lidt triumferende smil på sine læber.
Trods de tunge lænker der var lagt om både hendes håndled og hendes ankler, fik hun kæmpet sig op på sine ben og vendte sig mod ham i alt sin pragt, nøjagtigt som hun var blevet skabt. Kæderne tillod hende kun lige at rejse sig, og hver gang gnavede de særligt i hendes ankler. Hun spredte armene let ud fra kroppen og lagde hovedet på sned. "Ironisk som tingene pludselig kan ændre sig, hah?" hun slikkede sig langsomt om munden. Han var bestemt bedre selskab end den vamle vagt der plejede at gå hernede. Dog var der noget anderledes ved hans stemme.. og ved hans blik, noget hun ikke før havde set.. samvittighed. Det var ikke bare dødt.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo vidste at han burde sidde der med dem, men det gjorde han ikke. Lige hvad det angik, havde hans navn faktisk reddet ham fra en temmelig grum situation, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for, når det nu endelig var sagt. Han blev stående udenfor cellen og kiggede på hende. Ikke en trævl på kroppen.. Nu var det ikke fordi at det ikke var nyt, for selv hun, havde opsøgt ham i kældrene mere end en gang, da han havde siddet i hendes sted. Ganske utroligt hvor meget en situation kunne ændre sig, når det skulle være på denne her måde. Det var bare meget begrænset, hvad han lige kunne øre ved det lige nu, kunne man sige.
Et kort smil passerede denne gang hans læber. Med den stump sjæl han havde fået, var der lidt mere igang i ham, end hvad der tidligere havde været, hvor det bare havde været den samme mimik fra start til slut. Sådan var det slet ikke mere. "Det må jeg sige.. Det er jo lige før, det klæder dig at sidde der." Alle de følelser, som havde været gemt så dybt i ham, kunne han endelig få frem. Det var befriende et sted. Og hun havde ventet på ham? "Du lyder næsten til at have savnet mig." Han slap faklen, men den forblev svævende ved siden af ham. Magien var han selv blevet meget bedre til igennem den sidste tid, og han elskede fornemmelsen af det. Ingen tvivl om det. Han sænkede hovedet en anelse. "Du ser forfærdelig ud, Nalani," sagde han denne gang. Næven lukkede han denne gang om tremmerne i hendes lille fængsel.. Det lille fængsel som nu tilhørte Marvalo-familien.

[Nalani Melinda Marvalo]

Hans blik frygtede hun ikke, hun var vant til at han så på hende med tomhed. Nalani var ikke naiv nok til at tro på at han ville befri hende, deres familier var rivaliserende, de var rivaler, der var ikke plads til samvittighed på samme måde. Hun bebrejdede ham heller ikke for det, i måneder havde hun udnyttet ham alene til egen morskab, det var kun rimeligt hvis han ville gengælde den tjeneste. Mange gange havde hun fået fangevogteren til at tage ham med op på hendes kammer, så han kunne ligge i en varm seng, og hvor de var uforstyrret. Det sidste hun havde lyst til var at blive taget i, i den slags beskæftigelser, var Lionell eller Irina.
Hun tippede hovedet lidt på skrå og betragtede ham med et indgående blik, der altid så evigt dyster ud selvom hun egentlig var en ret så livlig, ung kvinde. "Kvinder som mig kunne kaste en stråsæk over hovedet, og stadig se fantastisk ud," konstaterede hun og skød hoften lidt til den ene side, for at fremhæve sine kvindelige former. Hun så overbærende på ham med lidt spidsede læber. "Du har i hvert fald savnet mig, ellers ville du ikke liste rundt i fangekælderen midt om natten," pointerede hun. Faktisk var hun ret ligeglad med hendes far som sad bare et par celler derfra og nok kunne følge med i hele samtalen, ligeså meget som han kunne følge med når vagten lagde sig over hende og hun lå stille under ham. Hans fingre lukkede sig om det kølige jern. Nalani trådte tættere på, med hensigten at komme hen til ham, men lænkerne stoppede hende allerede i de første skridt og tvang hendes fastlåste arme bagud. Hun fortrak ikke en mine, men ærgrede sig i stilhed over ikke at kunne komme tæt nok på til at nyde godt af den lille varme som faklen gav. "Måske det har noget at gøre med at din far nægter mig at bade.. eller at klæde mig.. eller at børste mit hår. Du burde snakke med ham," hun omfavnede sig selv med en hånd på hver hofte og så meget skrøbelig ud pludselig, hvilket naturligvis var rent spil for galleriet.. dog kunne hun godt bruge et bad.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kunne uanset ikke finde den ro, som skulle til for at sove om natten. Han var præget af tanker, følelser og en samvittighed, som han ikke vidste hvad betød. Udover at det gav ham en forfærdelig knude i maven. Han havde jo slået sin egen hustru ihjel, og han havde ikke engang været der til begravelsen. Tvunget til at opfostre to børn selv, dog med hjælp fra familien.. Det andet havde været så simpelt. Til tider, måtte han jo sande, at han faktisk savnede det.
Faklen holdt ham varm, men ville ikke komme hende til gode. Selv her i det skær af klare flammer, så hun direkte uhyggelig ud. Han stirrede fast på hende. Mindes det, som hun selv havde gjort mod ham, hvor han ikke havde været i stand til at gøre modstand. Nu forholdt det sig lige omvendt. Var det underligt, hvis det var en tanke, som han rent faktisk nød af? For det gjorde han da uden tvivl! "Det er lige før, at vi skal teste det." Han sendte hende en kortfattet mine. Problemet med Nalani var vel, at hun bar sig frem med sådan en selvsikkerhed? For ikke at glemme, at hun jo så utrolig godt ud.
"Du glemmer lidt, at jeg kan gøre hvad jeg har lyst til, snuske.." Lænkerne stoppede hende. Hun ville ikke kunne komme i nærheden af ham. Hånden lagde han tæt ved låsen, hvor denne endte med at gå op. Kimeya kunne høre det hele.. Han var fuldkommen ligeglad. Marvalo havde han ikke meget til overs for. "Du legede med mig, Nalani.. Gjorde hvad du havde lyst til med mig.." Han tvang celledøren op med en kraftig knirken. Nu var det i den grad hans tur. "Glem min far," endte han. Selv den mand havde jo gjort med ham, hvad han ville. Han stillede sig i døren. Faklen svævede forbi ham og op i det ene hjørne og oplyste hende ordentligt. Hun lignede virkelig noget katten havde slæbt med ind.

[Nalani Melinda Marvalo]

Romeo så nærmest.. menneskelig ud. For nogle gav det sig selv, men alle med en smule kendskab til hans familie, vidste at han ikke havde haft nogen sjæl siden barnsben. Nalani havde desværre ikke været fri for sin egen, selvom man somme tider skulle tro det sådan som hun bar sig fremad, uden samvittighedskvaler eller nogle tårer. Nej hun tog hellere tingene med et smil - som nu, selv på trods af at hun var blevet lænket og fungerede som hundeæde for Acheron-familien. "Det ville du ikke byde mig," svarede hun bare. Normalt var hun en kvinde der gik meget op i sig selv, hun havde lært hvordan en kvinde kunne bruge sine fortrin til at få sin vilje, dog tvivlede hun på at det ville have den store effekt på Romeo.
"Så du er kommet her for at tage din hævn, er du Romeo?" spurgte hun og slog nakken lidt tilbage. Der var ingen tvivl om at hun morede sig betragteligt ved tanken. Han kunne forsøge at lyve sig fra det, men hans krop havde talt for ham. Han havde elsket at være hendes lille legetøj. Så uskyldig som nogen kunne se ud, bed hun sig i sin bløde underlæbe, før hun slap og sendte ham et stort, ufortrødent smil. "Og vi havde det sjovt," konstaterede hun og begyndte at le. Nok var hun i lænker og han havde magten nu, men hun ville aldrig underkaste sig nogen, ikke ham, ikke sin far, ingen mand eller kvinde skulle holde nogen magt over hende.
Hun sænkede hovedet en smule og så op på ham under sine øjenbryn med et udfordrende blik. Hun lignede noget man ikke havde lyst til at møde i en mørk kælder med sin blege hud, og lange sorte hår der hang uglet omkring hende. "Er du ikke længere fars dreng, Romeo? Jeg tror ikke at han har sendt dig herned, jeg tror du i dit stille sind savnede mig og alt hvad jeg har gjort ved dig, og kom her for at genleve det, bare en sidste gang," hun slog klik med tungen. Hvilken herlig magt at have over ham, hun var fuldstændig ligeglad med hvor meget hendes far måtte høre nede i cellen.

[Romeo Direshade Acheron]

Hvad det egentlig var, der havde drevet Romeo ned i kælderen i udgangspunktet, vidste han ikke. Det var noget af det sidste, som var sket ham, siden angrebet, og siden hans fader var kommet retur. Naturligvis var han glad for at han havde fået muligheden for at komme ud, men det andet her.. det var jo et kæmpe kaos! Svagt kneb han øjnene sammen. Det var sådan her, at han blev mødt med sin sjæl, tanker og følelser. Han forsøgte jo bare at finde ud af det, og Nalani forbandt han med en ting: Lyst. Han lystede det jo et sted, og det var det, som han i særdeleshed måtte finde skræmmende samtidig. Han vidste jo godt, at han slet ikke burde.
"Du tror at du kender mig, men tro hurtigt om igen," sagde han denne gang. Hun havde ydmyget ham og leget med ham, som var han et sølle legetøj, og nu skulle han vise sig at være den sande Acheron! Han skulle vise sig at være sin fars søn. "Jeg behøver ikke længere min far til at fortælle mig, hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal.. Jeg er fri til at gøre hvad jeg vil." Det var en stump af hendes fars sjæl som han gik rundt med. Kimeya selv led under dette. Han trak kort på den ene mundvig. "Du kan takke din fader for det," tilføjede han denne gang.
Romeo var ikke bange for hende. Han trådte direkte mod hende, hvor hans hånd omgående greb omkring hendes kæbe. Hun ville ikke kunne nå ham med sine hænder uanset. Hovedet lod han søge på sned. "Du var kønnere, da jeg så dig sidst, kære Nalani. Der er ikke meget gods tilbage i dig." Hun var beskidt..håret uglet, og alt i alt, så det bare ikke særlig godt ud. Det rørte ham ikke. Tvært imod, frydede han sig næsten over det her.

[Nalani Melinda Marvalo]

Alting havde konsekvenser, hun var bare ikke altid god til at se dem. Ydmygelsen ved at sidde her var straffen for at havde leget omkring uden at tænke over lige præcis den slags, men hun tog det ikke tungt. Tværtimod drev hun nærmere alle hernede til vanvid med sin nynnen og rastløse bevægelser. Hun kunne virkelig ikke tåle at kede sig. Hun så næsten helt såret ud over hans ord, men sandheden var en ganske anden, det var alt sammen facade. "Men det gør jeg.. jeg har set dit inderste," hun lod sine blå øjne glide ned over hans krop til hun landede på hans nedre, hvorefter hun igen så op på ham med et sigende smil og fryd i blikket. Hun nød at plage ham med det, selv nu hvor han havde magt til at slå hende ihjel. Intet kunne hun stille op mod ham om det var hvad han ønskede, for hun kunne ikke engang løfte armene op over hovedet med tyngden fra jernkæderne.
"Og vover du også at gøre det?" spurgte hun med en lidt intetsigende tone, der tydeligt indikerede at hun i hvert fald ikke havde den store tro på hans evner når det kom til det. Først da han kom tættere på, tvang hun hovedet op og fulgte ham med blikket. Hans håre greb om hendes kæbe fastlåste det på hans ansigt. Uden at flytte hovedet så hun hen i retning af sin far men kommenterede det ikke. Så vidt muligt ville hun gerne holde ham ude af dette, men hvis hun kunne overtale Romeo til at lade hende gå, kunne hun få ham ud. "Du kunne jo give mig et bad og se mirakler udført?" foreslog hun med læberne let spidset grundet hans meget faste greb. Hun vidste at hun var en smuk pige trods sit meget dystre udseende, men hun havde ingen mulighed for at holde sig selv ved lige hernede, hvor der var koldt. Hvis ikke hun snart fik varme ville hun tilegne sig sygdomme. Hun stirrede direkte ind i hans blik, men gjorde intet, for det kunne hun trds alt ikke.

[Romeo Direshade Acheron]

Nalani var i sandhed en farlig kvinde at lege med, og Romeo vidste det jo godt. Dengang han sidst havde stået overfor hende, havde været helt anderledes, end hvad det var nu. Han kunne nu tænke, og han kunne føle, og det at stoppe med det, var det sidste som han ønskede. Han stillede sig helt tæt ved hende, hvor hans hånd greb omkring hendes kæbe. Velvidende om, at hun intet kunne stille op, hvilket i øjeblikket passede ham fint. Hun havde leget med ham, og i bund og grund bare gjort, hvad der passede hende. Det var slut nu. Rollerne var byttet om. Han skulle bare lige finde ud af det hele først. Deri lå hans udfordring jo trods alt.
"Du har nydt noget af mig, som slet ikke har været din ret." Han gik da stærkt ud fra, at det var derfor, at hun havde søgt til ham så ofte. Og nu hvor det atter var Acheron som stod med magten, kunne han jo heller ikke undgå at nyde det. Måske en kende for meget. Han havde jo slet ikke været vant til den form for behandling, og nu stod han jo så her. Han havde hele magten.
Hun var kold.. Havde han også været så kold, da han havde siddet der? Det var jo trods alt også først nu, at det flr alvor gik op for ham hvordan tingene egentlig hang sammen. Han kunne jo sætte tankerne i forbindelse med hinanden, hvilket han personligt synes, var utrolig rart. "Hvorfor skulle jeg give dig noget, som du ville have?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han søge kort på sned, mens han intenst stirrede direkte i hendes blik. Hun havde gjort ham ondt.. Og det var først nu, at han kunne se det.

[Nalani Melinda Marvalo]

Kæderne fangede hende som kun et bæst burde være fanget, og hun var ikke det mindste flov over det. Først hvis hun viste sin afsky, sin pinlighed og sin skam, ville det være lige netop det, så ville hun lade ham vinde. Måske nogle ville påstå at hun var skingrende sindssyg, og måske det endda var korrekt men dum var hun i alle fald ikke. Nalani lo næsten lidt hånende. "Det var måske ikke min ret, men du nød det," pointerede hun endnu upåvirket. Han kunne ligesåvel ende med at tage livet af hende, men hun troede ikke at det var hvad han var kommet for gøre.
Hun lod hovedet glide på skrå og betragtede ham indgående. "Hvad er der så anderledes ved dig Romeo? Du virker underligt... levende. Jeg må indrømme at du var knap så meget en fest," hun slikkede sig om læberne, ikke bare for at fugte dem men direkte hungrende. Hun var faktisk sulten.. og tørstig vagterne efterlod hende ikke rigtigt noget, ikke engang efter at have misbrugt hende til at stille eget behov. Det var vammelt.. for nogle i hvert fald. Hun løftede hånden og fik kæderne til at rasle tungt og forsøge at tvinge den nedad igen, men hun lagde den i stedet til hvile på sin nøgne hofte. Der løb en lille skælven igennem hende af kulde. Henddes kæbe var låst af hans greb så hun var tvunget til at se ham i øjnene, dog veg hun ikke fra ham. "Fordi du vil," svarede hun lidt sammenbidt. Man kunne ikke se det på hende men hun var desperat efter bare en smule varme som vandet i et bad kunne give hende. "Jeg skal nok opfører mig," lovede hun med et lidt lusket glimt i hendes klare blik. Hun havde mange talenter.

[Romeo Direshade Acheron]

Nalani var noget af det mest mærkværdige, som Romeo længe havde været overfor. Han kunne ikke just sige, at han havde nydt, hvad hun dengang havde gjort ved ham, da han havde siddet i hendes nuværende sted. Han havde ikke været i stand til at føle noget.. Det var anderledes nu. Nu kunne han føle det hele, og det kunne uden tvivl mærkes.. Og det forvirrede ham. Nalani var noget af det mest levende i huset, hvilket også gav ham en oplagt grund til at skulle søge til hende. Det var bare underligt. Han havde så svært ved det.
"Der er sket ting og sager ved mig, som er gået udover din far, Nalani," sagde han denne gang. Den lille stump af en sjæl, som han havde fået, var blevet taget fra Kimeya, som nu måtte lide under de forhold. Han var ligeglad. Han kunne nu kun være overbevist om at manden havde gjort, hvad han kunne, for at udnytte ham, og det ville han aldrig nogensinde tilgive ham for. Det ville aldrig komme på tale.
Det faste greb tvang hende til at kigge på ham. "Du nød det mere end jeg," vrissede han mere sammenbidt. Han havde fået karakter og en personlighed for en gangs skyld. Lige den del var faktisk umådelig befriende, hvis han selv skulle sige det. Det kunne i den grad godt mærkes. De mørke øjne stirrede direkte i hendes blik denne gang. Hende opføre sig? "Jeg har svært ved at tro på det." Han slap hende, hvor han i stedet lod hånden glide over låsen på cellen, så denne gik op med en gevaldig knirken i stedet for. Han trådte ind til hende. "Hvad er god opførsel i dine øjne?" Han kiggede mere undersøgende på hende. Han selv var jo kun ved at finde ud af alt den slags, uden at virke alt for usikker. Det var ikke en magt, som han ønskede, at hun skulle have.