Opgøret om Atterlin!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Som de fleste huse var blevet vækket og folk ledt på gaden og samlet på torvet som det ene sted, så satte Lidiya sit sværd i dens holder og kastede buen over kors af hendes overkrop. Hun var stadig klar og ville lynhurtigt kunne sende en pil eller en kniv i brystet på nogle, der ville forsøge at kæmpe imod. Men så dumme regnede hun ikke med at folk var, for efterhånden havde de fundet ud af, at de ikke stod en chance. Det eneste blod hun bar, var ofrenes og ikke sit eget. Hun havde ikke engang fået en enkelt skramme.
Som Tatiana kom ud fra kroen og søgte ud i byen, så vendte hun sig mod sin leder med det samme. Kroen? Det skulle da ske med det samme. "Javel, kahli," endte hun som accept på ordren. Hun så på sine to veninder, hun var opvokset med i træningen. De havde sammen raseret et område af byen og nu samlet folket her. "Kom så. Ind på række og så går vi!" skældede hun på folket. Hun selv fremdrog en pisk, som hun lod smælde ud i luften over deres hoveder og det fik for alvor sat gang i fusserne på de skræmte Atterlin borgere. Hun førte dem til kroen, hvor hun bankede på. "Flere fanger," kaldte hun gennem døren og forventede derpå at blive lukket ind.
Fangerne gik på en lang række ind gennem døren og ind til forsamlingen, hvor nogle var så heldige at finde deres kære i live. Andre fandt deres mænd døde på gulvet, for Tatiana havde allerede slagtet en del. Her fandt hun så endda også sin mor, nikkede blot mod hende og forsvandt så ud igen for at hjælpe med at samle folk ind i kroen.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Byen var overtaget. Havde det taget mere end en halv time? Højst sandsynligt ikke.. Igen var det dog også kun, hvad Tatiana havde ventet. Som sagt var byen ikke et militært sted, men derimod et landbrugsområde.
Selv forlod Tatiana kortvarigt kroen for at sondere terrænet. Hun så, hvordan hendes søstre herude havde fået samlet befolkningen i en dynge på gaden. Glimrende. De skulle dog alle samles i krostuen. Derfor kaldte hun dem også derind, hvor mørkelverkvinden, Lidiya, hurtigt reagerede. Det var perfekt. Kvinden var dygtig. Det havde hun allerede skrevet bag øret. Hun havde måske ikke bragt hende Thranduil, men hun havde bragt hende en af hans kvinder, og i nat havde hun lagt mange i lænker. Hun måtte rose Anairë for dette arbejde. Hun søgte tilbage til kroen, som alle fangerne blev samlet der. Mørkelviske kvinder trådte også ind, hvor dem der kunne være der stillede sig langs væggen. Resten stod uden for døren og vogtede den, samt søgte efter restindbyggere. Hendes kølige blå blik gled over den forsamlede fangeskare, som de havde hentet ind. ”Atterlin er fra i nat mørkelvisk territorium! Vid dette, at det var Tatiana Vanessë Móreadhiel og hendes søstre, der lagde jer i lænker! Fra i nat, skal I glemme jeres gamle liv. Fra i nat er I kun slaver. I vil fra i nat tjene det mægtigste folkefærd! Tjen os godt, og I vil få lov til at udleve jeres dage i markerne, hvor I alle skal arbejde som bønder og plante og høste. Tjen os dårligt, og jeg vil give jer til vor folks torturmester, Anairë Galathil Ancalimë, der vil afprøve nye torturmetoder på jer,” sagde hun med en stærk røst. De skulle vide sig sikre på, at der ikke fandtes nogen vej ud. De kunne enten tjene og leve godt, eller de kunne nægte og udleve en pinefuld død.

[Anairë Galathil Ancalimë]

I øjeblikket følte Anairë intet andet end stolthed. Endelig spredte de sig fra de mørke skove, og hun var stolt over sin datters handlen i dette. Det var bestemt ikke som de uduelige sønner hun ligeledes havde skænket liv til, og som kun havde vist sig, at være en plet på den stolthed, som hun ellers følte.
Selv førte hun adskillige med fra gaderne og hen mod kroen, hvor de blev samlet. På trods af de blodige slag, som havde meldt sig fra tid til anden, måtte kvinderne særligt, og de ynkelige mænd, som havde nægtet at hæve våben mod hende, møde synet af de døde mænd og kvinder, som havde gjort det. De lå jo langs gaderne. Visse kendte de nok, og andre var dem fuldkommen ukendte. Alle blev de nu guidet ind på kroen, så der var samling på dem alle sammen. Her mødte hun også sin kære datter Lidiya. Hun nikkede afmålt mod hende, hvor selv en vis stolthed var at spore i hende. Ikke kunne hun andet ud fra det, som hun nu havde set.
De fleste søgte krumrygget ind, og direkte ind på midten af gulvet, for at slippe for at være for tæt på. Det passede Anairë mere end fint, for hun havde da intet til overs for dette, og det var da også tydeligt, var det ikke? Her vendte hun sig mod Tatiana. Det havde ikke taget dem særlig lang tid, men hun nød og elskede uden tvivl dette! "Vid, at vi er det stærkeste og stolteste folkefærd i Dvasias," vrissede hun denne gang med en sammenbidt stemme. Alt for længe havde de været underlagt så mange andre. Det var slut nu! Langsomt fandt hun sin elskede pisk frem fra bæltet om hendes liv. Hun foldede den ud. 3-halet. Og den slog hårdt. Hun svang den kraftigt og elegant, inden den kraftigt smældte ned mod gulvet. Flere skreg op. Hvor hun dog elskede dette!