Opgøret om Atterlin!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Opgøret om Atterlin!
Her indtager mørkelverne Atterlin. Alle mørkelvere og Atterlins borgere kan frit deltage.

---

Atterlin. Et lille, men yderst funktionelt landsbysamfund. Tatiana havde haft byen i kikkerten i uger nu, og nu var tiden inde til at indtage den. Området grænsede op til Den Mørke Skov og Maerimydra, hvilket ville gøre byen til den perfekte forlængelse af deres nuværende territorium. Derudover bestod byen primært af marker, hvilket betød, at byen ville kunne gøre mørkelverne komplet selvforsynende. Med området her, kunne de fuldstændigt løsrive sig fra Dvasias’ ledelse. Desuden betød det, at hun lemlæstede resten af landet. Resten af landet var nemlig afhængig af Atterlins marker. På den led ville hun for fremtiden kunne gøre landet afhængig af mørkelverne. Det var grundet al det, at hun ønskede at indtage Atterlin. Ellers bestod byen primært af fine herregårde og herremænd. Mænd der snart ville knæle eller bløde for hende.
Tatiana stod forrest i kolonnen af mørkelviske krigere. Hestene havde hun beordret hjemme, da overraskelsen var deres trumfkort. Hun gik frem, så hun med sikre skridt bevægede sig langs linjen af mørkelviske krigere. Det ville ikke være et guddommeligt kampslag. Hendes krigere var stærke, men det var landsbyens indbyggere ikke. Derfor regnede hun med, at slaget hurtigt ville være overstået. Det ville dog være et vigtigt politisk slag. ”Mine kære søstre! Tiden er inde til, at vi minder verdenen om, hvem vi er! Efter i nat vil de tænke på os med fornyet frygt og respekt! Efter i nat vil Atterlins borgere enten være slavebundet eller døde! Efter i nat vil resten af Dvasias være afhængige af os!” lød hendes stemme med en stærk røst. Hun vendte de gennemborende blå øjne mod byen. Der var lys tændt i vinduerne. Halvdelen af byen sov, og den anden del festede. De havde ingen hær her, og Rimshia lå en uge herfra. ”Vi angriber hurtigt og lydløst, og lader ingen flygte,” sagde hun skarpt, inden hun på hurtige og lydløse fødder satte i løb mod byen.

[Anairë Galathil Ancalimë]

Dagen var endelig kommet. Anairë havde set frem til det i frygtelig lang tid nu. Alt for længe havde mørkelverne været et væsen, som holdt sig for meget for sig selv. Nu var det nemlig på tide, at dette blev lavet om. På benene var alle krigerne derfor, hvor hestene var blevet ladt alene. For dem, som ikke var vant til at bevæge sig, var dette uden tvivl en lang tur, men for mørkelverne, var det ingenting. Særligt ikke med det mål som nu var sat for øje: Atterlin.
Anairë kom ikke langt bag Tatiana, hvor det stadig måtte være hende, som var oppe i front. Den store respekt havde hun uden tvivl for hende, og det folk som hun måtte lede, selv på trods af at Valandil havde formået at komme fra Maerimydra. Ingen vidste hvordan, hvilket irriterede hende. Biologisk søn eller ej, så gjorde det ingen forskel. Hun var direkte forarget over det faktum, at hun nærmest kun havde præsteret at give liv til sønner!
Atterlin kunne spores i det fjerne. En ellers ganske smuk by, af hvad hun havde hørt. Nu var det i forvejen sjældent, at hun bevægede sig udenfor de dvasianske skove i forvejen, da hun ikke havde nogen grund til at færdes derude. Bue og pil havde hun på ryggen, og ellers havde hun sit elviske sværd ved sin side. Kun elviske-producerede våben var godt nok for hende. Her vendte hun sig mod Tatiana. Talen.. Den gik jo lige i hjertet, og hun elskede at høre den slags! Ligesom resten, hævede hun sit sværd som tegn til at hun var klar til kamp! De ville slet ikke vide, hvad der havde ramt dem! Som Tatiana løb, gjorde resten. Anairë løb hurtigt, elegant og lydløst henover jorden og mod byen. Den lange lyse fletning svajede efter hende, idet at de nåede byens porte. Hurtigt var hun forbi denne. Sværdet hævede hun. Det fantastiske syn kom hende til gode her i mørket. "Find byens soldater, før de vågner," beordrede hun selv til dem, som kom lige efter hende. De spredte sig hurtigt.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya stod langt mod fronten sammen med sin mor. Tæt på Tatiana stod de og hun var selv klar til at indtage denne by. En by, der skulle gøre, at mørkelverne fik alt hvad de nogensinde havde drømt om og hun elskede det i mildeste grad. Hendes blik faldt på Tatiana, der talte til dem alle. Et smil passerede hendes læber. Det var som sød musik i hendes ører. Døde eller slaver, fantastisk! Selvfølgelig skulle ingen flygte, for folk skulle da ikke løbe ud og samle støtter eller sprede budskabet allerede. Næh nej. Når folk kom til Atterlin næste gang, så ville de få sig noget af en overraskelse, når de fandt ud af at mørkelverne havde besat det. Men så igen, rygtet ville nok nå ud og gøre, at ingen ville turde nærme sig, men det gjorde hende heller intet. Hun havde aldrig været så langt udenfor skoven, som hun var netop nu og det gav hende et ekstra adrenalin-kick at tænke på.
Hendes eget viltre røde hår var flettet i en stram fletning i dagens anledning og gav hende et lidt anderledes look end normalt. Hun bar en mørkegrøn skjorte-overdel, der var halvlang eller lignende en meget kort kjole. Dertil havde hun et par stramme bukser og et par høj-skaftede støvler, der var bundet med snore hele vejen op ad lægen. I skjorte-overdelen havde hun et bælte. Deri havde hun sit mørkelviske sværd. Over ryggen havde hun sin faste bue og pile, så hun var klar til kamp. Hun var opdraget af den bedste mor, af hvad hun selv syntes og hun var en stolt datter. "Med glæde," istemte hun til sin moders ord og søgte ind i byen på adrætte og lette ben. Hun glædede sig til at kappe et hoved eller ti af!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hurtigt bevægede Tatiana sig hen over markerne. Forrest løb hun, og derfor ville hun også blive den første der nåede selve byen. Det var som det skulle være. En sand leder skulle altid gå i front, og aldrig gemme sig. Hun var en sand leder. Hu førte desuden sit folk til nye højder, som ingen anden leder havde ført dem til. Hun var den første der ville udvide deres territorium, og endda udvide det væk fra skoven og træerne.
I sit sædvanlige røde læderantræk var Tatiana, hvor hendes blonde hår som sædvanlig også var blevet flettet i en lang og stram fletning. Et meget brugt udtryk blandt mørkelverne i nattens anledning. Som Tatiana nåede byen, og hendes fødder ramte brostenene, trak hun sit smukke sværd, Valainá. Det var her, at hun mødte en af de få soldater. Der kunne kun være en håndfuld udstationeret her i byen. Soldaten spærrede øjnene op i chok, som han stod ansigt til ansigt med den mørkelviske hær. ”..Vi..!” Men for sent.. Tatiana svang Valainá og fjernede hovedet fra skuldrende i ét kraftigt sving. Hovedet røg til jorden med et bump, hvorefter den halshuggede krop sank sammen. Det tegnede allerede til at blive en fantastisk nat! Mørkelviske kvinder begyndte at strømme forbi hende. De sparkede dørene op til husene, så forskrækkede familier skreg op, samt oversvømmede gaderne. Efter i nat ville ingen længere betvivle deres styrke! Tatiana løb videre. Denne her gang over til kroen, som hun tidligere havde besøgt. Kraftigt og uden varsel sparkede hun døren op, så den røg af hængslerne! De idiotiske krogæster der tydeligvis havde siddet i deres egen verden, råbte forvirret op, væltede ned af stolene.. Det var kun nogle få der begyndte at løbe i hendes retning med trukne våben, som hu allerede havde nedfældet de forreste krogæster med Valainá.

[Brayden Jaxson]

Endnu en aften sad Brayden i kroen. Her holdt han tit til, fordi det gav ham mulighed for at snuse lidt til hvad der skete i byen. Som alkymist, så kunne han læse folks tanker, da han havde gjort meget i det og trænet det fra en ung alder. Så altid godt at vide, om ens ry og rygte fulgte med en eller om folk begyndte at gå imod ham. Men det lød til folk endnu var glade for ham. Han ejede store dele af markerne, der tilhørte byen, hvor han jo også fik udvundet sine specielle planter, hvoraf han kunne skabe særlige sten og rubiner, som var det, der i sidste ende havde gjort ham til en succesfuld handelsmand. Ligeså havde han en stor mark med kartoffelplanter, hvilket solgte godt og også forsynede byen.
Han sad med et enkelt glas ved sin hånd ved et lille hjørnebord af kroen og lyttede til en samtale mellem to af byens andre øverste. Som den forfængelige mand han var, så sad alt perfekt på ham: Hans tøj lige i skabet i den perfekte størrelse, skoene nyligt smurte i godt fedtstof til læder og håret sad perfekt og krøllet omkring hans hoved. Hans øjne var gennemtrængende og nærmest gennemsigtige, så lyse var de.
I det samme som kroens dør direkte fløj, så søgte han selv mere i dækning bag nogle af bordene. Han var bestemt ikke typen, der var god til at slås. Han var alkymist, han ønskede ingen ballade og han var ikke trænet i kamp. Han var trænet i sin magi og sin psyke, som han var i ét med i stor grad. Så i stedet for at gå i kamp, så fokuserede han sin tankelæsning på invadereren: En Mørkelver?! Han kunne fornemme en masse ske i byen netop nu og det bekymrede ham da. Hvad ville de nu her?

[Anairë Galathil Ancalimë]

Denne gang fik Mørkelverne lov til at vise deres sande og morderiske natur. Det var endelig på tide, at de fik lov til at dyrke den. Der var jo ingen kontrol i disse lande, foruden den som de selv tog, og her var Tatiana en fantastisk leder. En som Anairë i den grad nærede den største tillid til. Et kort smil sendte hun i retningen af hendes kære datter, Lidiya. Det var og blev hende, som blev hendes store stolthed. Hun havde desuden heller ikke andet, så hvorfor ikke? Med sværdet trukket, søgte hun selv hurtigt igennem byens gader. Lyden af skrig og at se folk løbe, var og blev fantastiske. De skulle bare ikke tro, at de ville formå at komme nogen steder hen, for det ville de slet ikke komme til! Hovedet sænkede hun, idet hun satte i løb direkte mod en samling af mænd. De var kommet fra et af byens udesteder, for de fumlede meget. "For Tatiana..!" endte hun denne gang med en fast tone.
Elegant og fint, som kun en elver ville gøre det, sprang hun direkte ind i mængden, hvor hun her, skilte deres hoved fra resten af kroppen Blodet sprutede med det samme, idet at de faldt til jorden. Kvinder og børn var paniske. Børn var revet ud af deres senge, og mange af dem, havde søgt flugten mod den modsatte ende af byen, og de åbne marker. De ville bare ikke rigtigt komme nogen vegne, og det ville de finde ud af hurtigt. Jagten var næsten sjovest.. Anairë søgte derfor mod lyden af de mange råb og skrig. Igen svang hun sit smukke sværd, hvor hun kørte den op langs en ung mands rygrad. Ingen styrke. Med andre ord, var han heller ikke det værd som slave. Han faldt død til jorden.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

En tumult skabte det idet Tatiana sparkede døren op til kroen. Det var perfekt! De burde også frygte hende og hendes krigere! Forsamlingen her på kroen skræmte hende ikke spor. Hun vidste, at det kun var de finere typer der kom her. Adelsmænd og deres koner. Mændene kendte ikke selv til fysisk arbejde, og deres koner var lagt i snor. Derfor skreg disse også panisk op. Særligt ved synet af blodet fra de mænd, som hun kløvede i døråbningen. Hendes gennemborende blå blik faldt på de mænd der løb i hendes retning. Hun havde ingen empati for dem. Kun den ukuelige kamplyst! Hun sprang elegant i mændenes retning, som en antilope, inden hun sprættede maven op på den første mand. Da det fik hans tarme til at vælte ud, fik det en kvinde til at skrige endnu højere. Som klingen fortsatte videre, lynede det mod et andet trukket sværd, alt imens hendes krop nydeligt svajede, idet hun undgik en andens våben. To mod en nu.. Hun havde stået over for langt være odds. Hendes øjne strålede af kampiver, idet hun trak sværdet til sig, svingede rundt, og snittede halsen på den ene af mændene. Blodet stod ud, og idet han væltede, faldt han ind i de nærmeste stole og bord. Hendes blik søgte videre til den sidste mand. Ingen af de andre krogæster havde alligevel ikke modet til at udfordre hende.. Igen havde hun heller ikke forventet den største modstand. Hun undveg det næste sværdslag igen ved at lade deres klinger mødes. Manden var langsom.. Han var ingenting ved siden af en elver eller vampyr. De andre racer kunne selvfølgelig godt have en værdig kampteknik, men hvor de alle fejlede, var det på deres hurtighed og udholdenhed. Hun svingede sværdet igen, så det denne her gang snittede hans arm. Manden bar ingen rustning, så hendes egen klinge gled som en kniv i en skål blødt smør. Hun tog den nærmeste stol og sparkede den ind i ham, hvilket fik ham til at tabe mælet for et sekund. Et vigtigt sekund. Sværdet jog hun ind i hjertet på sin sidste modstander. Hun rettede sig op. Smuk, vild og stærk, som hun var. Hendes hårde blik faldt på en kvinde der ikke ville stoppe med at skrige. Lyden pinte irriterende hendes ører, og derfor nærmede hun sig kvinden med faste skridt. "Nåde, frue.. Nåde!" tiggede hun på sine grædende knæ. Tatiana greb hende i håret, inden hun skar halsen over på hende. "Ti stille, kælling!" hvislede hun.

[Brayden Jaxson]

Mange tanker strøg igennem Braydens hoved. Første tanke var nok: Please, lad vær at slå mig ihjel. Han kunne slet ikke klare tanken om død. Han blev bagerst i kroen, hvor han sad i dækning bag et borde-stole sæt, som en flok mænd havde forladt for at trække deres sværd mod mørkelveren. Ikke at de havde en chance, det kunne Brayden hurtigt fornemme. Han opfangede i øjeblikket mange tanker, men fik fat i nogle få ting fra mørkelveren. Hendes motiv hun i hovedet var jo primært byens overtagelse, hvilket fyldte det hele. At hun skulle kæmpe og vinde. Så det var det, de var her for. At overtage Atterlin til deres eget formål? Dvasias var i sandhed på vej i den helt gale retning. Først blev kongehuset vendt rundt, nu efterladt med to tidligere procianere på tronen. Nok sagde deres race noget andet, men af sind og sjæl var de procianere, for de havde jo ligesom haft tronen der. Dog havde de bare forladt den. Han rystede på hovedet og blev siddende i skjul, da det hele blev voldsommere og voldsommere. Folk blev slagtet til højre og venstre. Sprættet op på den ene eller anden måde eller mistede hovedet. Hvor han ikke kunne lide det. Han hadede det, det var så beskidt og ulækkert, alt for meget for ham, så forfængelig som han selv var. At blive beskidt var bestemt ikke ham. Så sandt kunne man sige det var, at han var en af dem, der ikke arbejdede selv. Han havde ansat folk til at gå i markerne. Til gengæld bryggede han med sin alkymi og udvandt mange råstoffer og sjældne sten af specielle planter, der blev dyrket ude på hans marker. Planter, der til forveksling lignede de almindelige kartoffelplanter, så derfor vidste han kun selv, at det ikke var kartofler på en bestemt strækning. I det øjeblik, som Tatiana vendte sin opmærksomhed mod kvinden, så rejste Brayden sig for at snige sig mod bagdøren bag baren.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Halsen skar Tatiana over på den irriterende kvinde. Blodet strømmede ud, men hun te da stille. Det var desuden en handling der havde fået resten af krogæsterne på geled. De te alle stille. Hver og en. Det eneste hun hørte nu, var en række små ynkelige klynk. Det eneste folk nu gjorde, var at krybe sig sammen og skælve fra top til tå. Om det var nok til at sikre deres videre liv, ville hun senere bestemme. Hun ville slavebinde dem, som hun kunne bruge, og de andre ville hun henrette.. eller give videre sin torturmester, hvis hun var interesseret i at eksperimentere. Stilheden gjorde også, at hun havde ledt ved at høre den enlige mand, der forsøgte at snige sig ud til friheden. Han ville nok nærmere løbe ind i en pil eller en sværdspids. Flydende og hurtige var hendes efterfølgende bevægelser.. Med sin frie hånd greb hun om sin lange læderpisk, som hun svang tilbage. Elegant virkede den glidende bevægelse helt, men intet andet end faretruende var selve læderet. Hun svang pisken, så den slyngede sig efter mandens ene håndled! Hun havde haft mange år til at mestre piskens brug. ”Og hvor tror du, du skal hen, kujon?” spurgte hun ham ildevarslende. Han kunne ikke flygte fra hende. Hendes folk stod på den anden side af døren. Hendes blik søgte bort fra manden der tydeligvis var adelig. Ikke, at det gav en bonus ved hende. Det ville ikke give ham nogen former for særbehandling! Hendes gennemborende blå øjne søgte rundt på hver og en i kroen. ”Byen Atterlin tilhører ikke længere Dvasias’ kongehus. Fra og med i dag lever I alle under min nåde. Tatiana Vanessë Móreadhiel, leder af mørkelverne!” sagde hun højt og tydeligt. Der måtte uden tvivl være dem der ville ønske, at de havde været dem der havde forsøgt at gå imod hende, og var gået bort i forsøget. Døden var langt mere simpel end at være slave blandt mørkelverne.

[Brayden Jaxson]

Okay. I det samme som Brayden troede, at øjeblikket var der til at stikke af, der tog han fejl. Han var bestemt ikke god til det her, han havde aldrig været ude i en sådan situation her før! Alt var bum stille og derfor hørtes de knirkende brædder også. Som et adræt dyr, så var mørkelveren fremme med sin pisk og lod piskens fulde længde folde sig ud for at stoppe ham i flugt-forsøget. Ganske vist var han en kujon, men kun fordi han ikke havde et sværd at slås med eller metoder til at slå fra sig. Han havde kun sin taleevne, sin tankelæsning og sine midler til at redde ham. Pisken snog sig om hans tynde håndled som en slange og stoppede ham i at fortsætte. Mens hun talte, så viklede han sig ud af pisken og tog sin hånd ind til sig på en beskyttende måde. Han blev dog denne gang stående, da han ikke ligefrem ønskede at irritere hende yderligere. Denne kvinde var voldsom og dominerende, noget som han ikke rigtigt kunne finde ud af. Han havde ingen kone, ej nogle børn, så det gavnede ham bestemt ikke, at en kvinde skulle stå og lege hellig. #Jamen så velkommen til Atterlin,# endte han sigende. Ikke talte han det med ord eller bevægede munden på nogen måde. Det hele flød via en tankestrøm til hendes hoved og derfor ville hun slet ikke vide, hvem der havde sagt det herinde, da hun nok ikke kunne genkende racer bare sådan. Eller kunne hun? Han havde hørt rygter om mørkelvernes specielle magi, men hvad den gjorde eller hvor den kom fra, det var han ret usikker på. Atterlin som mørkelvisk domæne? Eller... Med mørkelverne som de dominerende ledere og byen som slaver? Han stod med siden til hende og blev stående sådan, da han faktisk ikke rigtigt turde røre sig lige i øjeblikket. Han stod dog rankt og fulgte nøje med i hendes tanker.

[Anairë Galathil Ancalimë]

Anairë fortsatte sin hærgen udenfor. At se de forskræmte ansigter, inden hun skilte deres hoved fra deres kroppe, var vidunderligt! Det var jo lige før, at det føles, som var alt det her en glemt handling. At folk i sandhed havde glemt hvad en mørkelver overhovedet var i stand til. For længe havde de desuden også været alt for passive, hvilket da uden tvivl var noget, som kunne mærkes nu, og det var det, som han i særdeleshed selv reagerede på. Ingen tvivl om det!
Endnu en mand måtte bøde for hendes behandling, hvor han faldt hovedløs til jorden, hvor han kun rystede svagt, som et resultat efter at nerverne slog ind. Hun nød dette.. Nød at høre de mange skrig, og egentlig se, hvor sølle folket egentlig var. De skulle bare vide, hvor heldige de var, hvis de gik med dem! Hun kneb øjnene sammen. Ordrene var tydelige, men selv Anairë kunne slå sig lidt for meget løs, og særligt når hun blev taget i den krigerske ros. Alt for længe, havde de præsteret, at skulle holde sig selv i snor, men denne gang var det slut! Sværdet placerede hun tilbage på plads, inden hun denne gang tog fat om buen og pilene i stedet for. Jagten var nu sat ind. "I står overfor en fantastisk mulighed.. Det er en skam, at I ikke tager imod," meddelte hun denne gang. Tatiana vidste hun allerede nu, ville have styr på alt dette, og det passede hende mere end fint. En bedre leder, skulle man da uden tvivl søge længe efter.
En pil lagde hun næsten afslappet på buen, hvor hun kærtegnede flyvefjerene denne gang. Hurtigt, og næsten uden at øjet kunne følge med, spændte hun den op, vendte sig hurtigt om, idet at en mand kom mod hende med et hævet sværd. Hun slap buestrengen denne gang, hvor pilen satte sig direkte mellem mandens øjne. Han røg direkte i jorden i stedet for. "Skån os.." En anden kvinde faldt på knæ for hende, med sin lille datter i sine arme. Anairë vendte blikket vredt mod hende. At bede om nåde overfor en mørkelver.. De var virkelig dumme.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Skrigene fyldte gaderne udenfor. Inde på selve kroen var der nu stille. De turde intet andet. Klogt var det af dem, som Tatiana nok selv skulle sige, hvornår det var passe at skrige og tie stille. At det var på sin plads at tie stille, havde hun demonstreret, som hun havde skåret halsen over på en kvinde. Nu havde hun også demonstreret, at flugt ikke var muligt, som hun havde standset en mand på vej ud af hoveddøren. Brynene rynkede hun kortvarigt idet hun hørte en stemme i sit hoved. En mentaldæmon? Hun skulle nok standse nogen finurligheder, når hun havde fået lagt dem alle i magiske lænker, så deres kræfter var fastlåst. I hårde folder lagde hendes ansigt sig dog igen, som en stemme i hendes hoved bestemt ikke var nok til at drive hende ud af fatning. ”Saml jer alle i midten af lokalet!” bad hun dem hårdt og kortfattet. For at tydeliggøre det, lavede hun et slag med pisken, så den smældede imod trægulvet. Hvis der var en der ikke fulgte trop, kunne de føle smældet imod deres egen krop. Blikket vendte hun imod døråbningen, som en mørkelvisk kvinde trådte ind i kroen. ”Sørg for, at ingen forlader stedet,” beordrede hun, inden hun med pisken i den ene hånd og sværdet i den anden, løb op af trapperne til førstesalen. ”Javel, kahli,” sagde den mørkelviske kvinde, inden hun med blod på tøjet og dolken i sin hånd, vendte opmærksomheden mod den lille forsamling.
Tatiana selv brugte tiden til at gennemsøge førstesalen. Hun sparkede en dør op, og der var ingen.. Hun sparkede en anden dør op til en mand og kvinde, der ihærdigt legede kaniner. Hun svang pisken igen for at gøre opmærksom på sig selv. ”Ud med jer!” beordrede hun, idet kvinden skreg op. Da manden forsøgte at række ud efter sit tøj, slog hun pisken hen over hans hånd. ”Nu,” sagde hun ildevarslende, inden de nøgne løb ned til de andre i selve krostuen. Sådan fortsatte hun på værelserne, indtil hun fik dem alle samlet i selve kroen.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Den massive mørkelviske flok af især kvinder, søgte mange steder hen i byen. Sammen spredte de rædsel rundt i byen, da folk, der bad om nåde, blev slagtet på stedet. Noget, som Lidiya kun morede sig over og hyggede sig med. Hun havde aldrig været udenfor byen, så det, at hun endelig var med ude i den store verden, det gav hende noget af et adrenalinsus og en lyst til at bevise sit værd. Nu var hendes mor her jo også og hun ville gerne gøre sin mor stolt. Ligeså ville hun også gøres Tatiana tilfreds, da hun ikke havde formået at fange nogle af skovelverne igen under Thranduils befrielse og derefter flugt. I det mindste havde den ene da fået, hvad hun fortjente. Selv var Lidiya klart overlegen med sin bue og pil, så derfor brugte hun også mest det. Dog havde hun også en kniv ved hånden hvis nogle forsøgte at komme tæt på, men det lykkedes sjældent. Folket var for langsomt og kedeligt. Havde ingen smidighed over sig og var bestemt ikke særligt adrætte som hendes egne var det. Men det var jo derfor de skulle styre byen her. Tatianas vision var en, som hun i hvert fald ønskede at føre til måls, for det lød fantastisk i hendes øre at skulle blive helt selvforsynende og så lade andre racer afhænge af dem. Det var virkelig en dejlig tanke alt i alt.
Hun selv raserede diverse huse. Folk, der kæmpede imod, fik en pil i brystet eller en kniv for struben. Nogle få fik også med hendes sværd at bestille. De, der ikke turde kæmpe imod blev samlet på byens torv, hvor de blev beordret til at tie stille eller dø. Alle blev drevet væk fra deres hjem.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana ledte krogæsterne fra førstesalen ned til selve krostuen efter, at hun havde gennemsøgt de mange rum. Ingen skulle undslippe dem! De ville enten møde en evigheds trældom, eller deres endelige død. Kolde var hendes blå øjne, som hun stirrede den lille forsamling i ryggen, som hun tvang dem ned af trappen, så de kunne samle sig blandt de andre gidsler. Hvem af disse der skulle dø eller overleve, ville hun vurdere på et senere tidspunkt. Manges liv ville dog blive skånet, idet hun havde brug for markarbejdere. Det var trods alt hele ideen med at erobre Atterlin! Hun sendte krogæsterne et skarpt blik. ”Denne kvinde har nu kommandoen! Sig hende imod, og hun vil fjerne jeres tunge.. Forsøg at løbe, og hun vil brække jeres ben,” fortalte hun dem skarpt og kortfattet. Hun nikkede en enkelt gang til den mørkelviske kvinde, der var yderst forstående for sagens gang. Efter at have sikret sig dette, søgte hun ud af kroen. Pisken samlede hun i sin rem igen, men sværdet holdt hun fortsat fremme. Som hun kom ud, så hun imod den plads, hvor kvinderne indtil nu havde placeret deres fanger. ”Før dem ind i krostuen. Vi samler dem alle der til en start!” beordrede hun. Senere ville det være ideelt med en fangekælder.. Hvis ikke de kunne finde det, måtte de finde en måde at spærre kroen af på eller en anden bygning. Målrettet søgte hun omkring ude på den åbne gade. Hun ønskede at se, hvor langt hendes folk var i overtagelsen herude, og hjælpe til, hvis det var nødvendigt.

[Anairë Galathil Ancalimë]

Anairë havde i sandhed formået at hygge sig ved at rende rundt i byens gader. Hendes sværd var blevet blodig, og rigtig mange af hendes pile havde undervejs sat sig i de ofre, som hun havde udvalgt undervejs. Primært de unge mænd ,som vovede at hæve deres eget våben mod hende! Dumme som de var, havde de også fået lov til at betale prisen for dette, og det alene, var slet ikke noget, som hun ønskede at lægge skjul på!
Denne gang søgte hun mod kroen, hvor hun vidste at Tatiana, og nok de fleste af mørkelverne måtte være samlet. Med buen i sin hånd, og sværdet i skeden ved sin side, som endnu måtte dryppe af blod på vejen. Selv havde hun stort set ikke modtaget en skramme. Desuden skulle der også langt mere end dette, for at tvinge hende ned i jorden.
Døren slog hun op, hvilket chokerede langt de fleste som allerede måtte befinde sig i krostuen. Døren smækkede hun hurtigt i igen, da det gik op for hende, at Tatiana allerede var i fuld sving herinde. Armene lod hun denne gang falde over kors, hvor hun bevidst stillede sig, så hun blokerede for vejen ud af krostuen. En af de yngre kvinder kiggede op på hende. Det var bare det dummeste sted, man kunne søge for medlidenhed, for der var intet at søge hos hende, hvilket meget hurtigt ville gå op for hende. "Du kan lige så godt droppe det," vrissede hun denne gang med en mere sammenbidt stemme end tidligere, som hun bestemt ikke ønskede at skulle skuffe Tatiana i dette henseende. Slet ikke, hvis de rent faktisk ville få muligheden for at indtage byen her, og gøre krav på den, som havde den været deres!