Post by Ingrid "Neferet" Laymian on May 11, 2016 17:05:12 GMT 1
//I denne tråd overtager Ingrid Laymian, også kendt som Neferet, stillingen som vampyrernes leder og fyrstinde. Hun har de sidste mange måneder sået foragt for Anthony, der ikke har levet op til opgaven som leder. Hun har samtidigt brugt tiden på at opbygge sit eget rygte igen og samlet støttere rundt i hele Corvento. Hun står i spidsen for, at vampyrerne skal være en selvstændig race, der ikke skal adlyde noget kongehus. Al magt til vampyrerne i Corvento!
Nok skulle være nok. Neferet fandt sig simpelthen ikke i at se vampyrerne falde på deres knæ for en tåbelig leder, der sjældent holdt til det samme sted eller kunne finde ud af at være der for sin race. Hun havde set til fra sidelinjen og holdt sig for sig selv. Anthony havde måske været den første til at sige 'hep' på lederposten, da Lucian var forsvundet, men det betød bestemt ikke, at han var den bedst egnede. Men som en kvinde, der havde været forsvundet fra jordens overflade én gang, så havde det også taget tid at bygge sit rygte ordentligt op igen. I samlet flok, der marcherede hun og en flok på vel 20 vampyrer op til det store fyrsteslot. En flok, der var en blanding af nye vampyrer, som hun havde omdøbt i Imandra i fællesskab med Valerio og Marcianus, samt vampyrer fra Corvento, der havde valgt hende fremfor Anthony, da de ikke brød sig om ham. Nogle, der havde været på Lucians side også. Meget arbejde var gået i stå siden Lucian var forsvundet og hun havde tænkt sig at føre noget af det videre, selvfølgelig efter hendes eget hoved og ambitioner. Vampyrerne var for slappe og det skulle hun rette op på. Ligeså skulle vampyrerne blive en selvstændig flok, for andet kunne hun bestemt ikke tillade. Efter at have mødt Tatiana for nogle måneder tilbage, så havde det kun stået klart, at vampyrerne måtte være sit eget folk ligesom mørkelverne. De skulle bestemt ikke adlyde nogen konge, da hun også mente, at Nathaniel og hans datter ikke var egnede til en sådan opgave. Ingen skulle flytte fra Procias til Dvasias og tro, de kunne klare det bare sådan. Hun var sin egen hersker og hun skulle lede vampyrerne til at være selvstændige og med egne regler indenfor racen. Sandt var det, at vampyrerne ikke havde haft en ordentlig leder siden Alexander, men han var jo også blevet ret skør i sidste ende, af hvad hun huskede at have hørt.
Til nattens anledning havde hun iført sig en lang sort kjole i de smukkeste materiale, der chancerede alt efter hvordan månen faldt på den i nogle dybe blodrøde nuancer. Den havde en nedringet udskæring, da hun ikke var bange for at vise sig frem. Ligeså var den smal i taljen og havde ydermere et slæb. Under kjolen bar hun et par sorte læderstøvler med hæl, der gav genlyd mod stenene, der førte op mod fyrsteslottet. Hendes hår var skilt med midterskilning og lå ellers flot og fyldigt omkring hendes ellers bare skuldre. I dette tempo føltes det som at gå langsomt, men det var for at statuere et eksempel. Hun havde flere støttere end de, der var med, men det var også voldsomt hvis hele byen kom væltende. Der skulle jo være nogle til at dække det større billede også.
De de nåede slottet, så skubbede hun døren op. Hvis Anthonys sølle mænd prøvede at stoppe hende, så ville hendes egne nyfødte tage kampen op og vinde, da de havde styrken med sig endnu fra at være nylig omdøbt. Fantastisk. Hun elskede alle sine børn. Hun søgte direkte til fyrstesalen, hvor tronen var. Anthony var her end ikke, hvilket kun gjorde det hele nemmere. Ufortrødent søgte hun til tronen, hvor hun gled ned i en passende provokerende stilling, der ville tirre ethvert mandligt øje. Valerio og Marcianus ville få pladserne på hendes højre og venstre side for nu, hvor de andre vampyrer spredte sig rundt i salen.
"Mine kære. Velkommen til en ny ære. Anthony er ikke længere jeres fyrste, det er jeg. Og når han viser sit ansigt, hvis han tør, så skal jeg nok bevise at jeg er stærkere. I må forstå, jeg ønsker os alle det bedste. Vi skal ikke lystre noget kongehus, vi skal være selvstændige! Vi skal være et samlet folk, der kun vil hinanden det bedste. Corvento er vores og har altid været det, så nu må vi også udnytte de mange muligheder vi har for det. Som jeres leder, vil jeg personligt stå i spidsen for, at alle får del i det, på den ene eller anden måde. Her er plads til alle af vores art." Igen skubbede hun sig op at stå, som hun gav sig til at gå lidt rundt.
"Mange har allerede givet deres loyalitet til mig. Så nu står kun jer tilbage, der har været huset her på slottet under Anthony. Hvis I vælger mig, så vil I for altid have min støtte." Faretruende endte hun med at tage fat i en vilkårlig kvinde, som hun strøg over kinden med den anden hånd. Selvom hun stirrede direkte på kvinden, så talte hun stadig til alle tilstedeværende. Flere og flere kom også til.
"Hvis I ikke kan kalde mig jeres Fyrstinde, så er I ikke velkomne her. I har i nat til at forlade Corvento og aldrig vende tilbage, for jeg tillader ikke forræderi mod sin egen race. De strengeste straffe vil blive påført dem, der er illoyale mod mig. Et råd vil blive genopført og rådets ord er lov, så længe jeg er jeres leder." Hun slap kvinden og vendte sig ud mod vampyrerne.
"Vær ikke bange for at komme til mig, jeg vil gerne lytte til hvad I har at sige. Alle valg har konsekvenser. Anthony er svag og I fortjener en leder, der sætter racen højeste over alt andet. Lad os bygge et imperium for vampyrerne og for alvor starte en ny æra... Al magt til vampyrerne!"
Adskillige vampyrer svarede hende i den sidste sætning, hvor efterhånden flere og flere bød ind. Efterhånden rungede salen med lyden af 'al magt til vampyrerne', der efterhånden skiftede over til 'Neferet'. Og hun blev hyldet hele den nat.
//Out.
Nok skulle være nok. Neferet fandt sig simpelthen ikke i at se vampyrerne falde på deres knæ for en tåbelig leder, der sjældent holdt til det samme sted eller kunne finde ud af at være der for sin race. Hun havde set til fra sidelinjen og holdt sig for sig selv. Anthony havde måske været den første til at sige 'hep' på lederposten, da Lucian var forsvundet, men det betød bestemt ikke, at han var den bedst egnede. Men som en kvinde, der havde været forsvundet fra jordens overflade én gang, så havde det også taget tid at bygge sit rygte ordentligt op igen. I samlet flok, der marcherede hun og en flok på vel 20 vampyrer op til det store fyrsteslot. En flok, der var en blanding af nye vampyrer, som hun havde omdøbt i Imandra i fællesskab med Valerio og Marcianus, samt vampyrer fra Corvento, der havde valgt hende fremfor Anthony, da de ikke brød sig om ham. Nogle, der havde været på Lucians side også. Meget arbejde var gået i stå siden Lucian var forsvundet og hun havde tænkt sig at føre noget af det videre, selvfølgelig efter hendes eget hoved og ambitioner. Vampyrerne var for slappe og det skulle hun rette op på. Ligeså skulle vampyrerne blive en selvstændig flok, for andet kunne hun bestemt ikke tillade. Efter at have mødt Tatiana for nogle måneder tilbage, så havde det kun stået klart, at vampyrerne måtte være sit eget folk ligesom mørkelverne. De skulle bestemt ikke adlyde nogen konge, da hun også mente, at Nathaniel og hans datter ikke var egnede til en sådan opgave. Ingen skulle flytte fra Procias til Dvasias og tro, de kunne klare det bare sådan. Hun var sin egen hersker og hun skulle lede vampyrerne til at være selvstændige og med egne regler indenfor racen. Sandt var det, at vampyrerne ikke havde haft en ordentlig leder siden Alexander, men han var jo også blevet ret skør i sidste ende, af hvad hun huskede at have hørt.
Til nattens anledning havde hun iført sig en lang sort kjole i de smukkeste materiale, der chancerede alt efter hvordan månen faldt på den i nogle dybe blodrøde nuancer. Den havde en nedringet udskæring, da hun ikke var bange for at vise sig frem. Ligeså var den smal i taljen og havde ydermere et slæb. Under kjolen bar hun et par sorte læderstøvler med hæl, der gav genlyd mod stenene, der førte op mod fyrsteslottet. Hendes hår var skilt med midterskilning og lå ellers flot og fyldigt omkring hendes ellers bare skuldre. I dette tempo føltes det som at gå langsomt, men det var for at statuere et eksempel. Hun havde flere støttere end de, der var med, men det var også voldsomt hvis hele byen kom væltende. Der skulle jo være nogle til at dække det større billede også.
De de nåede slottet, så skubbede hun døren op. Hvis Anthonys sølle mænd prøvede at stoppe hende, så ville hendes egne nyfødte tage kampen op og vinde, da de havde styrken med sig endnu fra at være nylig omdøbt. Fantastisk. Hun elskede alle sine børn. Hun søgte direkte til fyrstesalen, hvor tronen var. Anthony var her end ikke, hvilket kun gjorde det hele nemmere. Ufortrødent søgte hun til tronen, hvor hun gled ned i en passende provokerende stilling, der ville tirre ethvert mandligt øje. Valerio og Marcianus ville få pladserne på hendes højre og venstre side for nu, hvor de andre vampyrer spredte sig rundt i salen.
"Mine kære. Velkommen til en ny ære. Anthony er ikke længere jeres fyrste, det er jeg. Og når han viser sit ansigt, hvis han tør, så skal jeg nok bevise at jeg er stærkere. I må forstå, jeg ønsker os alle det bedste. Vi skal ikke lystre noget kongehus, vi skal være selvstændige! Vi skal være et samlet folk, der kun vil hinanden det bedste. Corvento er vores og har altid været det, så nu må vi også udnytte de mange muligheder vi har for det. Som jeres leder, vil jeg personligt stå i spidsen for, at alle får del i det, på den ene eller anden måde. Her er plads til alle af vores art." Igen skubbede hun sig op at stå, som hun gav sig til at gå lidt rundt.
"Mange har allerede givet deres loyalitet til mig. Så nu står kun jer tilbage, der har været huset her på slottet under Anthony. Hvis I vælger mig, så vil I for altid have min støtte." Faretruende endte hun med at tage fat i en vilkårlig kvinde, som hun strøg over kinden med den anden hånd. Selvom hun stirrede direkte på kvinden, så talte hun stadig til alle tilstedeværende. Flere og flere kom også til.
"Hvis I ikke kan kalde mig jeres Fyrstinde, så er I ikke velkomne her. I har i nat til at forlade Corvento og aldrig vende tilbage, for jeg tillader ikke forræderi mod sin egen race. De strengeste straffe vil blive påført dem, der er illoyale mod mig. Et råd vil blive genopført og rådets ord er lov, så længe jeg er jeres leder." Hun slap kvinden og vendte sig ud mod vampyrerne.
"Vær ikke bange for at komme til mig, jeg vil gerne lytte til hvad I har at sige. Alle valg har konsekvenser. Anthony er svag og I fortjener en leder, der sætter racen højeste over alt andet. Lad os bygge et imperium for vampyrerne og for alvor starte en ny æra... Al magt til vampyrerne!"
Adskillige vampyrer svarede hende i den sidste sætning, hvor efterhånden flere og flere bød ind. Efterhånden rungede salen med lyden af 'al magt til vampyrerne', der efterhånden skiftede over til 'Neferet'. Og hun blev hyldet hele den nat.
//Out.
