I will bring you home.. Do you wanna come?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ikke tog Lucifer om hendes hånd. Hvad ville han komme ud til? Han var selv.. han havde ikke nogen steder at søge hen, og han vidste, at ingen ønskede ham. Der var jo ikke kommet en eneste efter ham. Og nu gjorde hun det, ganske vidst ud fra sit ellers gode hjerte. Men det gav jo ikke ham noget i den anden ende. Han var sågar holdt op med at tænke på egen hånd, for intet kom der ud af det. Grotesk som det var at tænke på, men intet kom der ud af det. Ondt gjorde tanken, men intet havde han at vende hjem til.. Hvorfor så ikke bare blive her? Og vide, at hun rent faktisk kunne være i sikkerhed, og han i det mindste ikke ville være skyld i, at hun ville komme galt af sted. "Det er ikke godt nok." endte han denne gang, mens han denne gang kiggede på hendes hånd. Så fristende.. men igen. Der var intet til ham derude.
Lucifer blev denne gang siddende på sengen, og med blikket vendt mod hendes skikkelse. Ondt gjorde det på ham, at hun kun gjorde det, fordi at hun skulle gøre det. "Jeg er ikke velkommen i Appolyon, husker du?" sagde han denne gang. Han kunne ganske vidst slå sig ned andre steder.. men hvorfor skulle han? Han duede ikke til at være selv. Det havde han aldrig gjort. Han stirrede på hånden, men igen også uden at tage den. Han ville ikke, og han ønskede det heller ikke. "Så befri Valandil." Han vendte blikket mod hende igen. Han var bange.. og han hadede at skulle indrømme det, men det var han virkelig. "Jeg kan ikke tage med.." Han vendte blikket mod hendes ansigt. Så smuk en kvinde. Han havde dummet sig. Noget så grusomt endda.

[Jarniqa Dynithril]

Ironisk var det næsten.. Sidste gang de havde mødtes udenfor Maerimydra, havde han sagt, at det var tosset, at hun ønskede at blive der. Nu var det hende der sagde, at det var tosset, at han ville blive der. Jarniqa stirrede på ham. Hun kom ingen vegne her. Det kunne hun tydeligt se. Dette gjorde dog, at hendes samvittighed ville være ren. Hun havde forsøgt at hjælpe ham ud, men han havde ønsket at blive her. Mere kunne hun ikke gøre ved det, og mere ville hun ikke gøre. Hvorfor også kæmpe for en mand, der ikke ønskede hendes hjælp eller hende? ”..Dæmonerne var dit valg,” sagde hun sigende for at hentyde, at han havde haft en plads ved hende, indtil han havde valgt dæmonerne over hende. Gad vide, om han fortrød det nu? Fortrød, at han havde forladt hende til fordel for en race der åbenbart ikke ønskede ham? Et sted håbede hun på, at han fortrød. Han havde trods alt knust hendes hjerte, og det var derfor den eneste ”hævn” hun kunne få. Hun nikkede forstående, som han bad hende om at befri Valandil. Nuvel. Hun ville ikke tvinge en mand med der ikke ønskede at blive befriet. ”Jeg vil ikke komme tilbage efter dig igen.. Dette er den sidste gang du vil se mig,” tog hun afsked med ham. Selv mærkede hun knuden i sit bryst.. men ikke anerkendte hun den. Hånden trak hun til sig igen, som hun rejste sig op. ”Farvel, Lucifer,” sagde hun formelt. Der var jo alligevel ikke mere mellem dem. Ryggen vendte hun ham, som hun søgte ud af døren. Her lukkede hun pænt efter sig, så man ikke kunne se, at hun havde været her. Fokusset vendte hun dernæst imod den anden mand, som hun var kommet efter.. Valandil. Elvermanden hun havde været modbydelig ved, som hun havde tvunget ham til fysisk omgang med hende, samt torteret ham. Nu kunne hun kun væmmes ved de tanker.. Knuden forlod derfor ikke hendes bryst, som hun søgte mod den bagerste dør i kælderen. Denne fik hun skubbet op, og rigtigt nok var Valandil her. Ham håndterede hun dog anderledes end Lucifer.. Hun bøjede sig ind over ham, så hun kunne hviske ham ind i øret. ”Du er fri til at gå.. Gå hurtigt.” Magien om ham fjernede hun, inden hun selv var hurtigt ude af døren. Denne lukkede hun dog ikke, som hun blot gik til forhallen. Vagten slæbte hun ud igen, inden hun selv søgte over i skyggerne. Her gav hun Valandil 10 minutter til at komme ud, inden hun fjernede al magien og selv forsvandt i en røgsky.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Knust måtte Lucifer være over alt dette, men lige lidt kunne han gøre ved det. På den hårde måde, havde han nu måtte erkende sine fejl. Alle havde valgt ham fra, efter han havde fravalgt Jarniqa til fordel for den familie, som han havde troet, at han havde.. Nu var mørkelvere vel det eneste? Selvom det var snak om ren og skær udnyttelse af de egenskaber, som han havde.. men det var da noget i det mindste. Hun ville jo kun befri ham.. og hvad så derfra? Han elskede hende stadig, og han kunne jo mærke det.. De tanker og følelser, var der ikke nogen, som havde taget fra ham. ".. Og jeg tog fejl," sagde han denne gang. Han indrømmede rent faktisk, at han tog fejl.
Hånden tog hun denne gang til sig igen. Han følte det gjorde ondt. Det skar dybt i hans bryst og i hans hjerte, at se hende trække sig. Nej, selvfølgelig ville hun ikke komme efter ham igen. Det var der jo heller ikke nogen som gjorde! Han gjorde det her for at beskytte hende. Det var det, som han gang på gang, måtte sige til sig selv. Og sidst gang han ville se hende? Nogensinde? Det var det jo nok. "Jeg gør det her for dig.." Ordene blev denne gang mere sagt i en mumlen idet at han lagde sig ned. Det var en afsked.. Han kunne jo se det, og særligt fordi, at hun denne gang valgte at trække sig bort fra ham. Hvorfor gjorde hun det?! Han mærkede tårerne presse sig på igen, selvom disse dog ikke faldt. Igen lagde han sig ned i den hårde og slidte seng, hvor han bare lå og stirrede ind i væggen i stedet. Aldrig havde han følt noget lignende. Nu havde han da.. ingen mere.

//Out

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil kæmpede sine kampe alene i mørkelvernes landsby. I hans øjne, var det intet andet end et fængsel, som han var blevet placeret i. Endda af en kvinde, som han var begyndt at holde af. Det havde i hvert fald kun bevist for ham, at man slet ikke kunne stole på nogen som helst!
Bragt fra hytten, som han havde været fanget i, til kældrene under Tatianas voldsomme hænder og behandling, måtte han derfor befinde sig. Ondt havde han det virkelig, som han dagligt blev slået, pisket og tortureret, uden at han havde ladet det knække ham.
For nu, lå han i bunken af hø og halm på gulvet. Ingen varme var der at finde endnu, som det endnu måtte være frygtelig koldt i vejret, som det var lige nu. Ligesom resten af stedet, var han tvunget hen i en temmelig dyb søvn, hvor end ikke lyden af fodskridt eller noget lignende vækkede ham, som det ville have gjort under normale omstændigheder. Celledøren, som blev tvunget op, satte en sitren i ham, men ikke vækkede det ham. Ikke før stemmen lød temmelig tæt på hans øre om ikke andet. Var det virkelig? "... Jarniqa.." Det var det eneste, som han nåede at sige, før hun allerede var ude igen. Døren var åben.. Betød det virkelig..? Valandil tøvede på ingen måde i at kæmpe sig op på benene, også selvom det sved og spændte overalt! Ondt gjorde det nemlig! Med en krop præget af utallige ar og mærker, kæmpede han sig op, inden han bare tog chancen og smuttede. Han ville ud, og væk derfra så hurtigt som muligt!

//Out