I will bring you home.. Do you wanna come?

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

---

Jarniqa holdt vejret. Hun var dukket op ud af den blå luft i Maerimydra. Hun var ikke inde i byens centrum, men derimod lidt uden for den ved den bæk, som hun engang havde badet i. Dette havde hun gjort for at slippe uset forbi grænsepatruljen, og da det var risikabelt at dukke op i det blå mellem alle husene og butikkerne. Også selvom det var midt om natten. Man kunne jo aldrig vide, om der var nogle mørkelvere der havde tænkt sig at gå en aftentur. Derfor havde bækken været sikrest. Den lå ved byen, men ikke inde i byen. Hastigt orienterede hun sig, inden hun listede over til det nærmeste træ. Der var ingen. Forsigtigt trak hun dog stadig vejret. Det var vigtigt, at ingen så hende. Hun var her på en hemmelig mission. En personlig en. Selv sørgede hun for at den grønne kappe var slynget godt om kroppen, og at hætten dækkede hendes hoved. I anledning af missionen, havde hun fortryllet sine klæder, så de lignede dem, som hun havde båret i Maerimydra. Blot så hun ikke skulle skille sig ud, hvis hun skulle støde på en. Hendes skridt var hurtige, som hun søgte frem. Ikke turde hun løbe, da det virkede mistænkeligt, hvis en enlig skikkelse ilede i ly fra hus til hus i nattens mulm og mørke. Ørerne spidsede hun, alt imens hun huskede på alt, hvad mørkelverne havde lært hende. Det kunne hun i dag bruge imod dem, samt sine kundskaber som tyv. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun ledte efter den bygning, som hun havde set i hovedet. Herregården, hvor racens kahli holdt til. Hun søgte videre. Hun vidste, hvor den lå. Hun havde bare aldrig været inde i den før. Hun stoppede bag et træ efter nogle minutter, som hun så bygningen tårne sig op. Der stod den. Herregården.. og en enlig mandlig vagt. Nu begyndte det virkelig. Øjnene lukkede hun i, som hun fokuserede. Hun kanaliserede magien i sig, og rettede den imod de mange tilværelser inde på herregården. Hun fokuserede på, at de alle skulle sove. Hver og en i en dyb søvn. Efter et minut lød et lille bump, som vagten ude ved hoveddøren faldt omkuld.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde mistet gnisten i sine øjne, som han havde mistet meget af den flabethed, som han havde båret, samt den kækhed. Den var vel blevet tortureret og banket ud af ham, igennem den lange tid, hvor han havde været i Maerimydra? Efterhånden, havde han slet ikke styr på, hvor længe han egentlig havde været der. Kastet rundt blev han trods alt, mellem de mange opgaver, og han var stoppet for længst med at sige Kahlien imod. Intet godt kom der ud af det, og de straffe, som han nærmest dagligt måtte opleve i huset her.
Selvom Lucifer havde genvundet meget af det, som man kunne kalde for frihed, så var der stadig mange ting som haltede, og det vidste han godt. Endnu med den særlige lænke om halsen, som låste hans dæmoniske kræfter. Han kunne knapt huske hvordan det var, at kunne bruge dem. Og hvilken frustrerende tanke det nu måtte være. Han befandt sig i øjeblikket i sin seng, med tæppet oppe over sig. Det dækkede ham fra maven og ned. Kroppen bar præg af ar og mærker, som han igennem sin tid i Maerimydra, havde pådraget sig.. Og grumme var de i sandhed. Den var uden tvivl langt mere behagelig at ligge i sengen her, end det hårde gulv og hø, som han havde ligget på tidligere. Jarniqa var han holdt op med at tænke på. Faktisk tænkte han ikke rigtigt på noget længere. Det lod han faktisk Kahlien om. Han gjorde jo bare, som han fik besked på. Det eneste, som endnu plagede ham, var tanken om den skovelver som han havde skåret hånden af.. fjernet hjertet på. Særligt når han lå og sov, hvilket også var grunden til, at han endnu måtte ligge vågen.
Det var en underlig træthed, som pludselig væltede ind over ham. Hans øjne gled denne gang mere og mere i, idet at han pludselig bare måtte give efter. Søvnløs lå han meget i den her, men denne gang måtte han give efter. Han sov denne gang temmelig tungt.

[Jarniqa Dynithril]

Lydløst og let på tå sprang Jarniqa frem fra sit skjul. Lige netop her skulle det gå stærkt! Selv kunne hun nemlig ikke sige, om der var nogen i nærområdet der kunne følge med. Hurtigt ilede hun derfor hen til indgangen, hvor hun listede den ene dør op. Vagten var faldet i søvn, så det måtte betyde, at hele huset var faldet i søvn. Efter at hun havde fået døren op, valgte hun at gribe vagten i armene. Her begyndte hun at trække, alt imens hun kun kunne tilsmile mørkelvernes letvægt. Det gjorde nemlig, at selv hun formåede at trække vagten indenfor, så han i stedet lå inden for i forhallen. Døren lukkede hun efter sig. Okay.. Videre til trin to! Øjnene lukkede hun igen, hvor hun fokuserede. Hun fokuserede på den mand, som hun ledte efter. Lucifer. Hvis hun havde haft en af hans ejendele, ville hun kunne have brugt det til at kunne finde ham. Det havde hun dog ikke, og derfor måtte hun i stedte bruge energierne til at finde ham. Hun tog en indånding. Nedenunder. Øjnene åbnede hun igen, som hun søgte ned ad den lille trappe, der så langt mindre overdådig ud end den der førte op. Selvom hun var rimelig sikker på, at hendes magi havde virket, og at hun ikke var blevet opdaget udenfor, gik hun alligevel med hjertet oppe i halsen. Hurtigt var hun nede af trappen, hvor hun kom ned til en forholdsvist kedelig gang med mange døre. Nu gjaldt det bare at lede.. Dør efter dør åbnede hun på klem, hvor hun forsigtigt lod hovedet titte ind for at se, hvad der var indenfor. Sovepladser. Der sov fire mænd på hvert værelse. Hvert et ansigt scannede hun, inden hun lukkede døren i igen for at søge videre til det næste. Hun åbnede en dør for fjerde gang og spejdede ind.. Selv kunne hun mærke, hvordan hendes ansigt strammede til. Lucifer. Følelserne for ham var endnu ambivalente, men hun vidste, at dette var noget hun var nødt til at gøre. Hastigt gik hun over til hans seng, hvor hun satte sig på hug. Han var vidst ikke blevet straffet i noget tid.. Han så i hvert fald ikke ligeså blodig ud som sidst. Hun førte sit hoved hen til hans. ”Lucifer,” kaldte hun dæmpet, alt imens hun fokuserede på at ophæve den magi der var omkring ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv de mørkelviske slaver var efter ham, grundet hans egen race. På ingen måder kunne man sige, at Lucifer havde det særlig nemt, for det havde han ikke. Hver dag, måtte vise sig, at være en daglig kamp, som faktisk kun blev hårdere og hårdere. Håbet om nogensinde at skulle komme derfra, havde han for længst mistet. Valandil og ham var blevet efterladt af Jarniqa, og ladt til deres egen skæbne ved mørkelverne. Desuden.. hvem manglede ham overhovedet? Der var jo ikke kommet eneste i den tid, hvor han selv havde været der.
Fanget i sin egen tunge søvn i den seng som han nu havde fået. Selv den værste af dem, som var i lokalet, sov Lucifer. Ondt havde han i kroppen efter det tunge og hårde arbejde, som han dagligt udførte i smedjen. De bløde og kyndige hænder, som han engang havde haft, havde han bestemt heller ikke i sin besiddelse længere. Her vågnede han heller ikke, da døren gik op, og Jarniqa måtte komme ind. En kvinde, som skulle vise sig, at forsøge at være hans redningsmand. Den sidste, som han nok forventede, skulle komme efter ham, da hun havde virket så glad for, at se ham krybe for Tatiana!
I takt med at magien blev løftet, og han igen svagt kom til sin egen bevidsthed igen, hørte han hendes stemme. Svagt klemte han øjnene sammen, inden de åbnede. Blodskudte var de i manglen på søvn og hvile. Han blinkede svagt.. Hvad var det lige der foregik? Han endte nærmest med at ligge og stirre på hende. Var det virkelig rigtigt, det som skete for hans blik? "... Hvad laver du her?" Hun burde slet ikke være der!

[Jarniqa Dynithril]

For og imod havde Jarniqa debatteret det at redde Lucifer. Hun var vred på ham. Han havde knust hendes hjerte. Derudover forsøgte hun at holde det hemmeligt for sig selv, at hun nok også stadig elskede ham. Dog var det nogen helt andet der havde fået hende hertil i nat. Hun havde været en del af The Cursed Barons besætning i nogle måneder, men det havde endt brat i og med, at kaptajn Alvaro pludselig havde forlangt, at hun gik planken ud. Det havde ikke været en synderlig rar følelse.. Hun var blevet efterladt midt ude på det åbne hav, hvor hun var blevet overladt til sig selv. Det havde fået hende til at tænke, at det ikke var sjovt at blive efterladt lige meget, hvem man var. Derfor var hun her nu ved Lucifer. Knuden blev stærkere i hendes bryst, som hans øjne vibrerede inden de gik op. Blodsprængte øjne stirrede på hende. Det var nu tydeligt for hende at se, at han ikke fik meget søvn her. Hvad hun lavede her? Det var måske ikke tydeligt? ”..Jeg har lagt en magi over herregården her. Alle sover på nær dig og mig,” fortalte hun ham hurtigt. Hendes fokus var delt. Det var halvt på ham og halvt på magien, som hun holdt. Den måtte for alt i verdenen ikke slippe op! Hun tog en indånding. ”Jeg er her for at få dig med mig..” Med og med.. Hun ville slippe ham ud. Sætte ham af uden for skoven, så han havde et rimeligt forspring med hensyn til mørkelverne. Selv tvivlede hun også på, at han ville med hende. Han ville højst sandsynligt vende hjem til Appolyon. Til den race og den kvinde, som han elskede åh så højt. Hun ville dog lade ham.. Også selvom hun følte en smule hævn og jalousi i sig der ønskede at nægte ham dæmonerne.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var forladt.. Der var ikke kommet nogen efter ham, og der havde intet været, som havde indikeret modsat, og derfor forsøgte han vel bare at tilpasse sig her? Levede med de omstændigheder, som Tatiana nu måtte give ham? Og så selvfølgelig de øvrige mørkelvere. Han var på ingen måder særlig velset her, grundet hans egen race, hvilket kun gjorde det mere svært for ham, end hvad det måtte være i forvejen. Det var rent faktisk hårdt.
Arret var hans krop derfor, og endnu med de ar i ansigtet, hvor han havde taget imod de pisk, som hun skulle have haft, så selv der, havde han været så godt som blind for en periode. Han havde kun været heldig, at det ikke havde vist sig, at blive mere permanent end det. Han stirrede derfor på hende. Hun burde under ingen omstændigheder være der, men derimod prise sig lykkelig for den frihed, som hun havde fået, ved at forlade det. Hvilket var noget, som hun i sit frie valg, kunne. Det var en mulighed, som så brutalt, var blevet revet væk fra ham.
Lucifer blev liggende i sengen. Hun ville have ham med væk? Nej.. Det kunne han ikke. Tatiana ville søge efter ham, og efter hende. Et sted elskede han hende vel stadig? Selv på trods af det turbolente forhold, de nu havde haft. "... Nej," afviste han denne gang. Ikke fordi at han ønskede at blive.. Men nu hvor han vidste, hvad Tatiana gjorde ved folk, som satte sig op mod hende. Selvom han samtidig kunne hade Jarniqa, var det ikke en skæbne, som han ønskede, at hun skulle udsættes for. ".. Du burde ikke være her.." Han vendte blikket bort. Alt i ham skreg efter at komme derfra. Hovedet var bare ikke med. Han vidste hvad Tatiana ville gøre, og det ønskede han ikke for nogen af dem!

[Jarniqa Dynithril]

”Nej?” gentog Jarniqa tydeligt forundret. Kunne han lide at være her? Ikke, at han lignede en der havde det synderligt godt. Han var arret efter meget tortur, og hans øjne var blodsprængte efter manglen på søvn. Han lignede ikke just en der kunne lide at være her.. Hun tog en indånding. Sidst de havde set hinanden havde været for længe siden. Der var gået over et år. Derfor var hun heller ikke længere præget af de skader, som han var. Hendes krop emmede dog stadig af visse ar. Ar der var gemt væk under tøjet. ”Men jeg er her,” svarede hun igen, som Lucifer mente, at hun ikke burde være her. Hvor hun burde være ifølge ham, kunne hun dog ikke sige. Deres forhold havde sluttet mærkeligt.. Sidst de havde set hinanden, havde han tigget torturmesteren om at lade hende være.. Inden da havde han sagt, at han ikke ville have mere med hende at gøre. Hænderne lagde hun på hans sengekant, så hun havde noget at støtte sig til. Ikke rørte hun ham.. For alles skyld. ”Kom med mig, Lucifer.. Tag dit tøj, og jeg vil bringe dig forsvarligt ud af byen. Du kan gå hen, hvor end du vil,” sagde hun ærligt. Tro det eller lad være, men dette var faktisk en ægte redningsaktion. Hun kom for at løslade ham.. og Valandil. Den mand ønskede hun dog ikke at se i øjnene igen. Derfor planlagde hun at vække ham, åbne døren til hans rum og gå, inden han så hende. Lucifer var en anden sag. Ham havde hun ikke på pinlig vis tortureret. Derfor kunne hun stadig se ham i øjnene. Også selvom han undgik det, som han så bort fra hende. Han var måske også bare gået tilbage til at ønske hende hen, hvor kragerne vender?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nej.. Lucifer stod fast ved det ord, selvom han virkelig havde det af helvede til med sin tilstedeværelse i Maerimydra. Han blev tortureret og pint både fysisk og psykisk på daglig basis. Tvunget til at lave et arbejde for nogen, som han slet ikke ønskede, men ikke havde han nogen personlig mening længere. Han havde ikke retten til noget som helst, og nu hvor han også vidste, hvordan Tatiana straffede folk omkring sig, hvis de bragte hende det misbehag, så var det slet ikke noget, som han ønskede, skulle komme til Jarniqa. Ikke hvis det var noget, som han kunne undgå om ikke andet. "Hun er livsfarlig, Jarniqa.." I det her henseende, var han ikke bange for sin egen skæbne, men mere for hendes. Der var jo ingen, som ville ham alligevel, så det gik jo ud på et.
Lucifer vendte blikket bort. Han hadede at kigge på hende.. Hadede, at han havde været tvunget til alt dette, og endnu var det ikke færdigt. Han vidste at Tatiana ville søge til ham i morgen, og kræve ham tilbage i smedjen, da han kunne tage det hårde og tunge arbejde i forhold til så mange andre mørkelvere, som slet ikke var bygget til det. Han kunne ikke tage med. Frygten for, at hun skulle lide den samme skæbne, som denne skovelver havde gjort, fraholdt ham det helt og fuldkommen. Han satte sig denne gang mere op i sengen. På arme og ben, havde han en del nyere mærker. Hans herre i smedjen, var også hård ved ham, hvis han ikke var effektiv nok. Desuden.. Jarniqa ville ham jo ikke. Det havde hun gjort tydeligt i forvejen. "Hun slår dig ihjel... Jeg kan ikke.." Han vendte sig mod hende. Kunne hun ikke se, at han rent faktisk forsøgte at passe på hende?

[Jarniqa Dynithril]

Hun er farlig. Der var en masse hunnere her i Maerimydra, men alligevel var Jarniqa sikker på, at han talte om den største kvinde her. Nemlig kahlien. Strammere blev hun i ansigtet ved tanken om Tatiana. Den kvinde var en hård kvinde. Ingen tvivl om det. I den tid hun havde været her, var det den kvinde der havde udsat hende for størst smerte. Tortur for hånden af Eilíannel havde helt været en sommerudflugt ved siden af! Selv huskede hun endnu, hvordan Tatiana havde sørget for, at hun og Lucifer led i samme rum. Dengang havde hun dog accepteret det, som hun havde ønsket at flygte fra sig selv. Det ønskede hun ikke længere. ”Hun er livsfarlig her. Ikke udenfor,” rettede hun ham. Selv havde hun jo været fri for mørkelverne, siden hun havde flygtet. Hun havde dog også sørget for at ligge en god afstand til Maerimyrdra. Det burde Lucifer også gøre.. Hun kiggede på ham, som han satte sig op. Frem kom den krop, som hun så længe havde begæret, men som hun nu blot forsøgte at få frigjort. ”Mit liv gør ingen forskel for dig,” rettede hun ham, som hun nægtede at tro på, at denne mand tænkte det mindste på hendes velbefindende. Også selvom han faktisk havde bedt Tatiana om at stoppe torturen på hende, da han havde set på. ”..Hun vil ikke kunne bevise, at det var mig. Ingen har set mig, og ingen vil komme til at se mig,” endte hun dog med at tilføje. Det virkede måske suspekt, at de to mænd, som hun havde haft omgang med, forsvandt samtidig, men det forsøgte hun at glemme med noget andet. Selv tænkte hun, at det kunne have været en mulighed, at de to mænd havde befriet hinanden. Ikke at det ville være det virkelige tilfælde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Vigtig havde Jarniqa nu altid været for Lucifer, hvilket var grunden til, at han selv havde forsøgt at stoppe torturen af hende, da han havde været et redskab, for at nå til hende. Det ønskede han ikke at være, som han bestemt heller ikke ønskede, at Tatiana skulle sætte efter hende. Derfor kunne han ikke tage nogen steder. Desuden.. hvorfor var hun i det hele taget kommet? Sidst havde hun virket så ligeglad med alt, som havde haft med ham at gøre, og nu stod hun her igen? Forvirret gjorde det ham. Ingen tvivl. "Hun er farlig, uanset hvor du befinder dig," sagde han denne gang. Tatiana var ikke en, som Lucifer ønskede at lægge sig ud med. Tanken om det, fandt han helt igennem skræmmende, kun fordi at han havde set hvad den kvinde i det hele taget, var i stand til at gøre. Igen ønskede han ikke, at der skulle ske hende noget som helst.
Og hendes liv gjorde ingen forskel? Havde hun allerede glemt det hele? Han ville ikke diskutere med hende. Igen var det blevet ham imod, at gøre det med en mørkelvisk kvinde, hvor han derimod kun var vant til at modtage hak, hvis han åbnede munden. "Jeg vil ikke have, at noget skal ske med dig.." forsøgte han igen. Han var jo ikke ligeglad med hende, eller nogen af de stunder, som de sammen havde delt. Det var jo ikke noget, som kom ud af ingenting. Han ønskede derimod bare, at hun kom godt fra det. Desuden var Tatiana ikke dum.. Han rystede på hovedet. Han ville virkelig gerne. For pokker, hvor ville han gerne! Der var ikke det, som han ikke ville gøre, for at passe på hende. "Hun slår dig ihjel.. Jeg kan ikke tage med." afveg han igen. Han blev siddende, hvor hans krop tydeligt måtte dirre. Han ville virkelig gerne med!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa kiggede på ham. Gad vide, hvad Tatiana havde gjort ved ham efter, at hun havde taget flugten? Det lignede, at hun havde fået bugt med ham.. ”Jeg er også farlig. Jeg er blevet stærkere, siden du sidst så mig,” konstaterede hun. Hun var ganske vidst ingen hård kvinde. I hvert fald ikke så hård, som hun ønskede at være. Hun havde et godt hjerte. Også selvom hun til tider forsøgte at skjule det, fordi det gode hjerte i hende gjorde ondt. Dog var hun ikke svag. Hun kunne bruge et sværd, hun kunne bruge en bue og hun kunne bruge magi. Det sidste var hun faktisk blevet rigtig dygtig til takket være Theodore. Den mand ville hun også snart vende hjem til. Om han havde savnet hende, vidste hun ikke. Måske tænkte han ikke rigtig over de dage der gik? ”Jeg kan passe på mig selv,” modsagde hun ham. Hvad var det for noget med at lege prinsen på den hvide hest? Det løb var kørt. Det skulle han have gjort, inden han havde droppet hende. Dengang ville det nemlig have betydet noget for hende. Det ville have betydet alt. Hun kiggede stædigt på ham. Han var bange.. Det var tydeligt at se, og det var underligt.. En bange Lucifer. Hendes blik faldt kort til kæden om hans hals. Den kæde der adskilte ham fra sine dæmoniske kræfter. Han var bestemt ikke ligeså kæk uden dem. Hun så imod hans ansigt igen. ”Så må hun prøve. Om du tager med eller ej, vil jeg give Valandil det samme tilbud. Han skal nok følge med,” sagde hun direkte. På den måde kunne han også se, at hun satte sig i fare med eller uden ham. Hun agtede nemlig at råde bord på det, som hun havde ødelagt. Begge mænd skulle derfor have muligheden for en flugt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer forstod ikke rigtigt, hvad det var Jarniqa var ude på, for hvad fik hun egentlig ud af dette? Ingenting. Ikke udover død og lidelse, hvilket var noget som selv Lucifer, havde forsøgt at fraholde sig, og hende særligt, i den tid han selv havde været her. Han var bange.. Igen, fordi at hun jo stadig havde den betydning, som hun havde, også selvom han igennem længere tid, havde givet udtryk for noget andet. I det tilfælde, vidste han jo også godt, at han kun havde sig selv at takke det for. Det tog var for længst kørt, og det gjorde hun selv tydeligt. "Du forstår ikke.." Hun vidste ikke, hvad han måtte gennemgå her hver evig eneste dag. Hvis det ikke var Kahlien som slog ham, så var det andre. Selv slaverne her var efter ham, fordi at han ikke var mørkelver! Han havde det for helvede heller ikke nemt.
Valandil.. End ikke den mand havde han tænkt på længe. Var han også her? Ja.. selvfølgelig. Hun havde vel efterladt ham her, som hun havde gjort det med ham? Han ville ikke diskutere med hende. Nu hvor han var så vant til at bide sig fast i det, var det tydeligt for ham, at hun var utilfreds. Havde hun ærlig talt forventet, at han ville springe hende i armene og takke for denne fantastiske mulighed? For det var den! .. Han kunne bare ikke tage den, og det var det, som selv et sted frustrerede ham. "Så må du jo håbe at Valandil tager imod dit generøse tilbud." Man kunne vel godt sige, at Tatiana i sandhed havde formået at knække ham? En tanke, som virkelig gjorde ondt, men ligelidt kunne han gøre ved det nu. Han ville bare ikke have, at hun kom til skade, eller mistede livet i forsøge! Kæden var tung at bære.. men han måtte. Det var jo hans lod i livet her i Maerimydra.

[Jarniqa Dynithril]

Problemet med at tage med, kunne Jarniqa ikke se. Jovist at Tatiana var en hård kvinde, men Tatiana boede jo her. I Appolyon ville han være i sikkerhed for hende. Selv regnede hun i hvert fald med, at det var der, at han ville tage hen. Han ville jo elske at bo blandt dæmonerne igen. Selv mærkede hun det helt ulme i sig ved den blotte tanke. Det var uden tvivl ikke sjovt at være den der blev fravalgt. ”Du forstår ikke muligheden jeg giver dig,” svarede hun igen. Dette kunne meget muligt være den sidste chance han fik for at komme væk … nogensinde. Kunne han i virkeligheden lide at være her? Var det derfor? Eller var det fordi, at han ikke ville acceptere tanken om, at hun havde lukket ham ud. Øjnene kneb hun sammen, som han i bund og grund afviste hende – igen – og bad hende om at gå til Valandil. ”Han vil i hvert fald ikke være ligeså dum som dig,” sagde hun direkte. Selv vidste hun, at Valandil hadede at være her. Derfor ville han tage imod flugten med kyshånd! Dog ville han næppe blive glad for at se hende, og derfor agtede hun at stikke af inden det skete. Øjnene slappede hun af i igen. ”Ønsker du at blive her, fordi du kan lide at være her? Hvis du ikke kan lide at være her, og hvis du ikke frivilligt ønsker at gå med, kan jeg sagtens slå dig ud og teleportere dig langt væk fra byen,” kommenterede hun ærligt. Ond var hun ikke.. men hun var blevet en hårdere kvinde siden deres forhold. Lucifer kunne måske ikke lide hendes nye jeg, men hey.. Han havde jo heller ikke kunnet lide hendes gamle. Hun rakte ham sin hånd. Han skulle bare tage den, og så var de ude herfra.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer foragtede uden tvivl at være der, men hvad fanden skulle han gøre? Tatiana havde været efter ham i.. guderne måtte vide hvor lang tid, og lige lidt, kunne han jo gøre ved det nu! Hans mørke øjne hvilede på hende.. trætte og blodskudte. I forvejen sov han lidt. Han var bange.. og han hadede at skulle indrømme det. Hun forstod jo slet ikke, hvad han havde været igennem.. og det kunne i hvert fald godt mærkes nu. "Du forstår virkelig ikke.." Han hadede at være der, men det ændrede bestemt ikke på, at han ikke ønskede, at noget skulle ske med hende. Han var hjernevasket.. pint og tortureret i evigheder, og nu lå han der. Hans tilstedeværelse blandt de andre slaver på stedet, var heller ikke ligefrem ønsket, udelukkende på grund af hans race. Hun var en kvinde.. Hun havde aldrig været i nærheden af, hvad han havde oplevet på stedet her! "Du har ingen anelse om, hvad jeg har været igennem.. Hvad jeg stadig går igennem.." Ville hun hellere en mørkelvisk mand.. Så fint. Håbet om at han skulle komme herfra, havde han ikke, og Appolyon var jo stadig lukket land for ham. Hvor fanden skulle han tage hen? Faith ønskede ham jo heller ikke. Det var der jo ingen som gjorde mere!
Uden tvivl var Jarniqa blevet en hård kvinde.. Men han kunne jo samtidig godt lide det. Var det overhovedet underligt, at det var på den måde? Han bed tænderne svagt sammen. "Og hvor skulle jeg tage hen? Jeg kan ingenting, Jarniqa, og hun vil ikke hæmme, før hun får dit hoved på et sølvfad.. Forstå det.. Jeg kan ikke!" endte han denne gang. Hun måtte da forstå det!

[Jarniqa Dynithril]

Fristet til at himle med øjnene var Jarniqa, som han for 117. gang sagde, at hun ikke forstod det. Dette gjorde hun dog ikke, som hun måtte samle sig. Det var nemlig ikke simpelt at koncentrere sig om, at alle på herregården skulle sove, imens hun skulle føre en diskussion med ham. Selvfølgelig havde hun forventet en smule modstand fra ham grundet, at hun ikke var hans yndlingsperson. Dog havde hun troet, at han var villig til at søge med hende væk. ”Jeg har en ide,” sagde hun kortfattet, som han sagde, at hun ikke vidste, hvad der havde hændt ham. Hun tog en indånding. ”..Men tag med mig nu, og du vil ikke gennemgå mere af dette.” Kunne han virkelig ikke se, at dette faktisk var en reel billet væk? Hånden holdt hun fortsat rakt imod ham. Kunne han ikke bare tage den, så de kunne komme videre? Hvorfor han ikke kunne regne ud, hvor han skulle tage hen, vidste hun ikke. Dæmonerne var trods alt en oplagt valg. Hvorfor han tænkte på, om hendes hoved sad på hendes hals, vidste hun ej heller. Han havde jo før været ligeglad med hende. ”Forsøg ikke at spil nogen helt over for mig, Lucifer.. Tag med og søg til dæmonerne eller en fjern ø. Jeg er ligeglad,” sagde hun direkte, skønt foragtet måtte præge hendes stemme, da hun nævnte dæmonerne. Det havde jo været sårende for hende, at han altid havde og altid ville vælge dæmonerne. Hun havde jo engang været dybt forelsket i ham. Hun havde sågar leget med tanken om at blive en familie med ham med børn. ”Tag min hand, Lucifer, og læg alt dette bag dig. Jeg vil ikke komme tilbage efter dig igen,” sagde hun ærligt. Det var nu eller aldrig. Hun kunne heller ikke hænge ud til en snak i evigheder. Magien tærede trods alt på hende.