Silence...! I kill you..!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Cassie Imirachi

---

Vinteren havde for alvor taget et voldsomt tag i Dvasias. Her var i hvert fald skide koldt! Kieran var på vandreben denne gang, og endda i Dvasias. Det var sjældent han var her, men han skulle jo forbi her, for at komme til Rimshia, hvor han havde en ganske særlig aftale med en anden mand: Petrus. En mand, som havde lovet at skænke ham maden, som skulle være med til at mætte de alt for mange munde. Og turen over muren, var kun foretaget til fods, fordi at han helst skulle undgå at blive set. Mest for sin egen skyld. Han vidste jo godt, at der var en pris på hans hoved, og at han derfor skulle være ekstrem påpasselig, og særligt her.
For nu, kunne han ikke se særlig meget. Der var ikke rigtigt nogen væsner ude i den her tid, og det passede ham egentlig fint. Kutten var trukket op over hans hoved, mest for at holde sig selv skjult. Andet ville jo heller ikke just gavne ham. Vinden var kold.. Det sneede en smule, og hans fødder lavede spor i sneen efter ham.

Kieran så op, da han nåede midten af byen. Han havde ikke været her i en del år efterhånden. Ikke hvor han rent faktisk tog sig tiden til at kigge det. Det var en forholdsvis tidlig morgen. Solen var på vej op, og selv på trods af det, var det stadig iskoldt herude! Han trak denne gang kappen en anelse mere om sig, mest for at holde varmen - eller forsøge på det om ikke andet. Det var nemlig ikke nemt her. Ånden var tydelig og synlig foran ham.. Der var stille her. Det var lige før selv han synes, at her var alt for stille. 

[Cassie Imirachi]

De kølige morgentimer havde tvunget Cassie i nogle langt mere foret kjoler end hun normalt ville færdes i. I det mindste var det stoppet med at sne, men man kunne se hvordan frosten havde lagt sig på blade, buske og grene og fik disse til at glimte i solopgangen. Hver åndedrag formede en svag røget, dis når hun åndede ud med den varme ånde mod den kolde luft. Hun trak kappen tætttere omkring sig, den var slet ikke bygget til vinter eftersom det var en af Carmines og han ikke var plaget af vinterkulden. I øjeblikket havde han nok fundet hvile, og imens brød Cassie alle deres mange aftaler ved at søge ud i den vide verden på egen hånd.
Det havde været nogle meget intense dage i Corvento siden hun havde fundet ud af at manden holdt bloddyr og nød at pine hende med synet af det. Hun spekulerede ofte over hvordan hun skulle fri Visenya fra det helvede hun var endt i, naturligvis for at hjælpe hende, ikke fordi hun i virkeligheden hadede at Carmine var intim med en anden kvinde, eller at hun ønskede ham alene for sig selv. Ned af tomme stræder søgte hun med lette fødder, hendes bevægelser var yndefulde næsten dansende selvom hun bare gik. Der var ingen andre end hende, ikke det første lange stykke tid i hvert fald, da hun kom ind i midtbyen mødte hun de første sjæle, men Dvasias var generelt meget stille i løbet af dagtimerne, det meste liv opstod når mørket faldt på. Hendes isblå øjne faldt dog på en skikkelse som hun havde set et par gange før, en venlig sjæl, en mand lige efter hendes smag så at sige. Hun lyste op i et lille smil. "Kieran!" hilste hun opløftet. Det var rart at møde en velkendt og stadig venlig sjæl med et bankende hjerte som ikke satte en dyd i at pine andre, for det var hvad hun for tiden var omgivet af.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det måtte være for tidligt for så mange, at søge udenfor. Var Kieran bare blevet en morgenfuld? Nej.. det ville han ikke engang påstå, at han var blevet til. Han var vel bare ligesom sin far i den forstand? Han havde ikke det behov for søvn,s om det normale individ måtte have.
Stearinlyset i et af de mange forladte vinduer, tog han sig selv temmelig lang tid, bare at kigge på, for han kunne heller ikke lade være. Ikke som det var lige i øjeblikket. Det var egentlig først, da stemmen lød, at han hurtigt drejede hovedet. Han havde ikke været helt opmærksom, hvilket nu heller ikke lignede ham! Han vidste jo hvor farlig et sted det her var, og at mange ønskede at slå ham ihjel, grundet hvad han lavede. Han burde virkelig være påpasselig.
Stemmen genkendte han dog. En kvinde, som han havde mødt enkelte gange tidligere. Egentlig ved et rent tilfælde. "Cassie," endte han dog imødekommende, hvor han selv slog kutten ned. På trods af kulden, kunne han vel godt klare den for en lille stund?

Med rolige skridt, søgte han hende i møde. Den kappe var der næppe meget varme i. Havde Carmine denne gang ladet hende søge ud, eller havde hun endnu en gang trodset ham? Han stoppede op foran hende. Hun måtte da fryse. "Du er langt fra Corvento, min ven," sagde han denne gang. Skulle han være bekymret? Eller var det fordi at hun oprigtigt ønskede at komme væk fra den mand denne gang? Han havde tilbudt at tage hende med sig tidligere, hvilket hun havde afvist blankt. Han sendte hende et venligt smil. Noget som typisk slet ikke lå til warlockerne og deres væsen.

[Cassie Imirachi]

Søvn var ikke Cassies speciale, hun var vågen i løbet af natten for at holde øje med Carmine, det var i hvert fald hendes undskyldning, og dagen udnyttede hun til fulde for at nyde den frihed hun selv tog sig, trods det brød reglerne. Carmine ville blive rasende hvis han vidste hvor ofte hun bevægede sig ud, men så lang tid hans tænder ikke havde mærket hendes slanke hals, så ville han næppe bemærke det. Hun kastede et kort blik op mod solen der var på vej op og gav himlen lyse farver der virkede så fjernt for Dvasias. Utroligt at der kunne findes skønhed i dette land.

Hun fik hurtigt øje på Kieran, som hun allerede havde mødt før hun var blevet kidnappet fra Manjarno af Alex's bror.. Han var en god mand, han gjorde meget for fremmede, hvilket hun respekterede. "Corventos Konge er gået i dvale for dagen, jeg må nyde den frihed jeg har," forklarede hun med et lille smil. Han havde flere gange forsøgt at få hende væk fra det sted, men Cassie vidste at hun ville blive jagtet, hans liv ville blive risikeret, og en lille del af hende nød jo Carmines sadistiske sind. "Og du er langt fra ruinerne," pointerede hun og foldede hænderne foran sig, hvilket var skjult lidt bag hendes kappe hvor hun forsøgte at holde lidt af varmen. Han havde mulighed for at give hende fuld frihed, men ville hun overhovedet kunne leve med det?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran forstod slet ikke, at nogen i det hele taget, kunne holde ud, at leve i Corvento. Nu var det heller ikke ligefrem et sted, som var kendt for at være lykke, guld og grønne skove, men derimod brutalitet, blod, mord og underkastelse af vampyrerne. Var det overhovedet et sted, som man ønskede at leve?
Han havde adskillige gange tilbudt Cassie at bringe hende derfra, og han stod ved det tilbud. Han levede uanset dagligt med en pris hængende på sit hoved, så en fra eller til, kunne vel ikke gøre den store forskel, kunne det? Han vendte blikket mod hende. Så varm en kvinde.. Stædig som bare pokker, men hun var jo et godt væsen af den grund. "Så du er søgt ud, uden lov?" spurgte han denne gang. Et stille smil passerede hans læber. Han var endnu ikke tilfreds med at hun valgte at vende ryggen til ham, og blev i Corvento. Men måske at hun ville skifte mening en gang?

"Jeg har mine ting, at foretage i Dvasias," fortalte han denne gang. Han havde en aftale med kokken på slottet om at brødføde mange af hans folk, og det var en grund alene til, at han tog turen hertil, selvom den var livsfarlig for ham, og han vidste, at det var farligt. Rigtig farligt endda. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun frøs. Han havde bare ikke noget at tilbyde hende.
"Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte han denne gang. Det var helt rart at møde et velkendt og smukt ansigt. Særligt, når det var et som Cassies, som selv kun ønskede at yde noget godt for andre. Det var i hvert fald hans indtryk af hende om ikke andet.