My life turning upside down..

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Nick Direshade Acheron

---

Det var ved at være en sen aften. Sneen dalede nedover Dvasias, hvor vinteren for alvor havde fået sit voldsomme tag i vejret. Det var virkelig iskoldt i aften. Cedric vidste, at han burde søge mod Appolyon, men at søge hjem, før han var færdig.. det vidste han ikke.. Han havde endnu ikke fundet det, som han var søgt ud for at finde, og ærligt.. Så havde han svært ved at finde en mening med alt det, som skete omkring ham.
Cedric havde været væk i mange år. Selv han måtte jo sande, at der ikke var nogenting, som havde været, som de engang havde været, og det var den tanke, som faktisk måtte irritere ham en smule, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det nu?
Kappen lukkede han denne gang om sig. Han havde faktisk svært ved at finde sin plads i alt dette.
Og nu hvor han gik rundt i udkanten af byerne.. holdt sig i skovene, og ellers kom langt væk fra alt og alle, som egentlig var omkring ham, så var det også ekstra svært. Cedric forsøgte primært at finde ud af, hvor han skulle finde Lucifer, for sin moder og for sin søster, men heldet havde han desværre ikke haft med sig i den forbindelse. 
Foran ham, kunne hans ånde ses, som den forsvandt i kulden igen. Han trak skuldrene op til ørene, som skulle det hjælpe ham til at holde varmen. Det var uden tvivl ved at være rigtig koldt udenfor! Han rystede, og han var træt efterhånden, selvom det ikke havde fået ham til at stoppe. Den tynde kappe, gav ikke rigtigt nogen varme, men igen, så var han en mand, som ønskede at modtage hjælp. Han ønskede at finde ud af tingene selv. 

[Nick Direshade Acheron]

Tropperne blev samlet ligeså stille på Acheron Landsted. Theodore var blevet smidt i kælderen og Sephiran havde igen overtaget stedet - midlertidigt selvfølgelig, for han var igang med at planlægge attentatet mod Kimeya, der forhåbentligt ikke anede, hvad der var på vej mod ham. Efterhånden havde de en del styrker samlet. Rene warlocks primært, da det var der Sephirans støttere var. Men ligeså folk, der støttede ham på grund af hans moder. Nick var faktisk ganske tilfreds sådan som hele situationen så ud. Han var kommet godt på benene igen og følte sig heldigvis ikke særlig fattig længere. Nu havde hans far også lige oplyst ham om hvordan han skulle spotte ven fra fjende, så nu havde han faktisk selv begivet sig ud for at hjælpe sin far med at samle sine styrker. De havde brug for alle de kunne få. Ligeså al afpresning de kunne samle. Små kneb til at vælte Kimeya... eller nærmere, holde ham i snor, så de kunne få ham ned med nakken. En krig for lederposten? Bestemt. Både kongeriget og warlockernes leder stod på spil, men det gjorde kun det hele meget mere spændende! Kulden havde uden tvivl sænket sig og endnu værre end da Malisha og ham havde været i skoven sidst. Det bed i hans hud, men det gjorde ham nu ikke så meget alligevel, for denne gang havde han rigeligt med varmt tøj og pels på, som holdt ham varm. Han selv søgte rundt her i skoven nær grænsen for at 'fange' dem, der kom fra Imandra og til Dvasias, for det betød som regel det var nogle, der blev fordrevede.
Som han hørte skridt, så stoppede han selv brat op. Hvem kunne det være? Han kunne mærke en magisk kerne, men der var også noget mere ved vedkommende. Hvem mon det var?

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Efterhånden var Cedric usikker på, hvor han skulle søge hen, og hvor han skulle lede. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mæreks lige i øjeblikket. Det var faktisk temmelig ubehageligt, hvis han skulle være helt ærlig. Han lukkede øjnene let. Okay, måske han bare burde søge til nærmeste kro, så han kunne få varmen og noget hvile? Hvis det var noget, som han efterhånden havde brug for, så var det at hvile lidt, inden han atter ville fortsætte.
I udgangspunktet, havde Cedric allerede mærket sig af en anden magisk tilstedeværelse. Med andre ord, så var han ikke længere alene, hvilket automatisk gjorde, at han var langt mere oppe på dupperne, end hvad han havde været hidtil. Det kunne i hvert fald godt mærkes, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Han stolede på meget få, og endnu mere det faktum at skulle føre en samtale med nogen i det hele taget.
Den gamle familiefejde, var Cedric måske ude af, men det ændrede bestemt ikke på, at han var vred på begge sine forældre over måden, de havde behandlet og håndteret Cecilaya på. Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang stoppede op. Han hævede blikket, og så sig om. Okay, hvem mon der havde gemt sig derude? Han trak vejret dybt. Magisk dygtig var han tildels. Der var stadig meget for ham at lære, men af den grund, vidste han godt, at han kunne slå fra sig, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. For nu blev han stående. Han vidste jo trods alt heller ikke om vedkommende, var en ven, eller om det var en fjende endnu.

[Nick Direshade Acheron]

Nick tog en dyb vejrtrækning og åndede langsomt og lydløst ud gennem munden, hvilket dog efterlod en lille dis af ånde foran hans ansigt. Han vendte rundt og mærkede den magiske tilstedeværelse rimelig tæt på, hvilket jo også var det, der havde fået ham til at stoppe op. Han kneb øjnene sammen og så mod snebunden han selv havde betrådt for at se, om der var et eventuelt andet spor. Det var der, så han valgte at gå efter i vedkommendes fodspor. Der var warlock i den person, der var herude og siden vedkommende var på denne side af grænsen, så kunne der være chance for, at han eller hun også havde kvaler med Kimeya.
Han tog et skridt mere, hvor en gren knækkede under hans fod. Satans også! Han stoppede op og trådte ind bag nærmeste træ, så vedkommende ikke ville se ham. Han havde nemlig spottet en figur foran sig, nu da han havde fulgt fodsporene et stykke tid, men han ønskede ikke at blive afsløret allerede.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric blev stående fuldkommen stille og lyttede. Hvem end der var derude, vidste Cedric ikke, men han brød sig ikke om dette. Han sænkede hovedet igen. Han var på ingen måder særlig stærk magisk, og et sted hadede han det. Han havde nemlig stadig rigtig mange ting, som han skulle lære, og særligt fordi at han havde været væk i så frygtelig mange år. Det var svært andet i hvert fald. Han trak vejret dybt, men i stilhed, hvor han atter valgte at rette sig op denne gang.
Lyden af grenen, fik hurtigt Cedric til at reagere! Han var nemlig ikke alene derude, og nu var det jo kun blevet bekræftet for alvor. Hurtigt fremanede han en lille kugle i sin hånd, hvor han hurtigt vendte om på hælen. Han tog ikke chancen, og særligt ikke på disse kanter. Kuglen kastede han direkte igennem mørket, selvom det var svært at se noget som helst, men noget var derude, og ikke ønskede han at være den som skulle angribes først, hvis det var noget, som han jo ellers var i stand til at undgå!
Cedric begyndte denne gang at bevæge sig, fremfor at stå stille. Han holdt dog skarpt øje med hvor han havde kastet kuglen hen. Hvorvidt om han ramte, vidste han ikke. Men om ikke andet, så til skræk og advarsel, som han bestemt ikke ønskede at komme noget til. Han havde for mange andre ting, at tage sig af og særligt lige nu for tiden!

[Nick Direshade Acheron]

Nick var klar over, at dette kunne briste eller bære. Men selv var han oplært godt af sine forældre og var ret stærk magisk, så han var ikke bange. Og hvis det var ved at gå grueligt galt, så vidste han, at han kunne transportere sig magisk bort herfra. Måske det ville være et give op, men han var ikke klar til at dø, slet ikke for en fremmeds hånd. Han snurrede ind bag træet, hvor en magiske kugle kort efter hamrede ind i træet og knækkede en gren ned lige ved hans side. Wow, det havde været tæt på! Hans hjerte hamrede, i det han så omkring træet og holdt øje med skikkelsen frem for sig. Her var mørkt, men nu var han så tæt på, at han kunne høre den fremmedes skridt i sneen, da det knitrede. Han vædede sine læber. Hans far havde lært ham en besværgelse og den kastede han over sine fødder. På den måde blev han lydløs i sneen og man ville derfor kun kunne se hans skridt, ikke høre dem i sneen. Han søgte denne gang efter den fremmede igen. Vedkommende var i hvert fald magisk, men der var noget andet også. Ligeså var han jo selv elver, så det sammen med den magiske besværgelse mod fødderne gjorde, at han kunne bevæge sig fuldkommen lydløst og elegant gennem sneen. Hans ører bar jo selv præg af det elviske han havde fået fra sin mor, hvilket nu intet gjorde ham. Han var stolt af det uanset!
Hans fingrer knitrede, som han skabte en magisk spænding og endte så med at sende denne mod den fremmede. Besværgelsen ville forhåbentligt tackle vedkommende, så han ville falde i sneen og samtidigt ville Nick så bevæge sig tættere på, så han kunne få vedkommende at se!

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde allerede nu, måtte konstantere, at han stod overfor en modstander. En ukendt en af slagsen, men i og med, at vedkommende ikke ville komme frem, gik han stærkt ud fra, at det måtte være en med et fjendtligt sind. Ikke at det var en tanke, som faldt i hans gode bog, for det gjorde det på ingen måde. Han kneb øjnene let sammen.. Hans hjerte begyndte samtidig at hamre mod hans bryst, og som aldrig nogensinde før.
Kuglen sendte han direkte af sted, hvor det også var tydeligt, at den slet ikke ramte, hvad han ønskede, at den skulle ramme. Et sted, var det også en tanke, som han måtte finde vanvittig irriterende, for meget lidt, kunne han jo gøre ved det. Han rystede kort, men kraftigt på hovedet denne gang.
Ikke kunne han høre noget. Hans hjerte hamrede.. Det var det eneste, som han kunne høre, og det samme med vinden som susede i hans øre. Det var ubehageligt det her. Han havde jo trods alt heller ikke nogen planer om at skulle lægge sig i graven igen, nu hvor han rent faktisk var endt med at blive vækket af denne!
Kuglen som selv ramte ham, kastede Cedric hen af den gamle skovsti med et smertefuldt gisp. Han røg direkte ned i sneen, som nærmest fløj op omkring ham. Han tog sig til siden. Der var mange ting, som han ikke havde styr på, hvad angik det magiske.. Det var virkelig mange år siden, at han havde været trænet på nogen måde, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han kunne intet gøre ved det nu. "Hvem der..?!" vrissede han denne gang med en sammenbidt stemme. Der var nogen derude!

[Nick Direshade Acheron]

Nick var ikke som sådan fjendtlig, men bare påpasselig. For han vidste jo ikke om den varyl, han var oppe imod var ven eller fjende i den forstand, om vedkommende var på Kimeya eller Sephirans side. Det var som om, det var enten eller. Der var ingen tredje medspiller - heldigvis for det. Et smil passerede hans læber. Han var listig og snu som sin far og kløgtig som sin mor, hvilket uden tvivl gav ham en stor fordel. Han var meget op af sin far i de unge dage, det havde han i hvert fald fået at høre tusinde gange af sin mor, når han blev skældt ud. Lige nu savnede han faktisk sin mor... meget. Tankerne rystede han af sig, som han fortsatte efter skikkelsen.
Manden, som han måtte konstatere det var ud fra stemmen, blev væltet og udbrød så hvem der var derude. Han valgte denne gang at stoppe op med en 5 meters afstand mellem dem, hvor han kastede en let lysende kugle op i luften. Den stoppede på halvvejen mellem dem og lyste så området op i en diameter af 10 meter. Denne gang afslørede han så både sig selv og den anden, men det hjalp jo trods alt dem begge at kunne se. "Nick Acheron," præsenterede han sig uden at tøve. Hvorfor skulle han lægge skjul på hvem han var? Han stolede på sine evner og sit netværk og så måtte det jo briste eller bære. Han ville i hvert fald ikke skjule hvem han var, nu hvor de efterhånden havde stor opbakning samlet i oplandet og gjorde klar til kamp mod Kimeya. Han samlede en kugle i hånden, kun for at holde den som trussel mod manden. "Og du er?"

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric ønskede egentlig blot at vide, hvem han var oppe imod, kun fordi at det kunne vise sig, at koste ham dyrt hvis han ikke gjorde det. Det var en situation, som han for alt i verden, måtte forsøge at undgå, og det var også det, som han havde tænkt sig at gøre!
At han skulle blive ramt, havde nu heller ikke ligefrem været en del af planerne. Han gispede svagt, hvor han fik kæmpet sig halvvejs op på benene igen. Hånden lagde han mod sin side. Den blødte. Han kunne rent faktisk mærke smerte nu. Og det var stadig en underlig fornemmelse, men derimod så føles det samtidig også rart. Lyset der pludselig dukkede op, skar ham nærmest i øjnene. Han klemte dem sammen. En Acheron..? Herude? "Du må være en af de få tilbageværende.." To af familiemedlemmerne var jo fanget, af hvad han vidste. Han vendte blikket mod ham. Acheron og Marvalo var jo ikke just perlevenner, og selv ønskede han ikke kamp og strid. Han havde så mange andre ting at tage sig af, og nu var det jo heller ikke nogen hemmelighed, at han ikke havde meget til overs for nogen af sine forældre, sådan som de havde behandlet hans lillesøster. Han trak vejret dybt. "Cedric Jaceluck Marvalo," svarede han dog. Som Nick fandt en stolthed i sit navn, gjorde Cedric det faktisk også i sit eget.

[Nick Direshade Acheron]

Nick var spændt på hvem denne fremmede var. En mand, som havde vist sig rimelig nem at få ned at ligge. Eftersom han nu havde præsenteret sig, så forventede han faktisk det samme. Stoltheden som manden lagde i navnet fik ham til at rynke på panden. En Marvalo? Altså... Kimeyas søn? Og Jaceluck. Det navn havde hans far fortalt ham om. En af Kimeyas kvinder og en dæmon med et stærk rygte. Så, altså, manden foran ham var warlock og dæmon. Varyl som ham selv. Han hævede et bryn? Få? Njah, kun 2 sad i Kimeyas kælder, hvor de derimod var en del flere på fri fod. Sephiran, onkel Samuel, ham selv. Derudover Clemency og Sasha samt Malisha, om hun da ville stå ved navnet, men det virkede sådan efter Samuel var kommet tilbage. Han lod dog vær med at svare, da han ikke vidste om denne Cedric var en håndlanger for sin far eller ej. Ideerne lød uden tvivl allerede rundt i hans hoved. Kimeya måtte da havde en vis svaghed for sin søn?
"Ser man det," endte han med et skævt smil som sin første kommentar. Han lod hovedet søge på sned, som han stadigvæk holdt afstanden. Gad vide hvordan denne mand havde det med sin far? "Hvorfor er du på denne side af muren?" endte han.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde ondt, men lige nu kunne han ikke tage sig af det. Alt taget i betragtning, så var det her, bare noget, som han var nødt til. Han støttede hånden mod sin side denne gang, hvor han sendte manden en dræbende mine. Ikke havde han ønsket, og ikke ønskede han, at det her skulle gøres. Overhovedet faktisk. Han fnøs svagt.
At navnet var genkendt, var slet ikke underligt for ham. Måske ikke af syn, men måse af navn. Det var jo to store familier han nedstammede fra, også selvom de aldrig rigtigt havde været en familie i den tid, hvor han havde været til. Det var han selvfølgelig ked af.. Men hvad. Der var ikke noget, som man kunne gøre ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
"Skulle jeg ikke være på denne side af muren?" spurgte han denne gang. Han kæmpede sig op på benene denne gang, hvor han blev stående med en tydelig sitren i kroppen. Det gjorde jo faktisk meget ondt det her! "Og hvad hentyder du helt præcist til?" spurgte han denne gang. Han kneb øjnene svagt sammen. Hvem end denne mand var i forbindelse til Acheron, så var han lige så kæphøj, som familien var kendt for at være. Og i Cedrics ordbog, var det heller ikke ligefrem en god ting. Han var vant til at skulle være påpasselig.. Særligt, som tingene var nu. Han var overrasket over, hvor forandret verdenen rent faktisk var.

[Nick Direshade Acheron]

At Nicks magi forvoldte denne Cedric smerte berørte ham overhovedet ikke. Indtil videre var han ikke sikker på om den fremmede var ven eller fjende, så det skulle han jo kun til at finde ud af. Selv genkaldte han sig kun navnet, da han var opvokset med en viden om de store slægter, så det ikke kunne komme bag på ham jo ældre han blev, for man skulle jo kende de familier, der kunne være enten en trussel eller alliance til ens egen. Marvalo havde været begge dele gennem årene, men Jaceluck havde Acheron vist aldrig haft kvaler med. Især ikke i dag, hvor dæmonerne var direkte passive i det hele. Han lod hovedet søge på sned. Hans ord, havde han lidt svært ved at tolke. Skulle han ikke være her? Nej, det skulle han da ikke, hvis han var sin far loyal, men han fik en idé om, at Kimeya intet havde med denne søn af sin at gøre. Let vædede han læberne. "Det skulle du vel ikke, hvis du hørte din fars regime til? Men du er måske ikke velkommen som varyl," endte han med et skævt smil. Selv var han jo varyl, hvilket han var stolt af. Han tog en rolig vejrtrækning. Han slægtede sin far på af dage, så han var kæphøj og frembrusende. Hvorfor holde sig tilbage? Det var da kedeligt. Man måtte jo bare tage slagene med. "Hvordan har du det med din far?" endte han. Selv gik han ud fra, at denne Cedric kun kunne være Kimeyas søn, for hvorfor ellers bære både Jaceluck og Marvalo som navn?

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Hvem end denne mand var, så brød Cedric sig ikke om hans fremtoning. Den var et sted voldsom og lidt for direkte til hans smag. Han havde ondt efter at være blevet ramt. Han var i den grad ude af træning, så det at kunne gøre noget ved det, var åbenbart mere problematisk, end hvad han i udgangspunktet havde regent med.
Som varyl, vidste han godt, at der var mange steder, som han slet ikke havde lov til at være, og med det som skete i landene lige nu, så blev det kun mere og mere begrænset, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det. Hvad pokker kunne han da gøre? En tanke, som rent faktisk vakte ham en kæmpe frustration, og endda uden lige! "Tror du ikke, at jeg vil være velkommen i min fars regime, hvis jeg ville?" spurgte han tørt. Det var ikke nogen hemmelighed, at alt det liv i hans fortid, som han havde levet, havde været præget af uro og kaos, og det var bare ikke blevet bedre, i takt med, at de var blevet ældre. Han foragtede sine forældre, grundet den behandling, som hans søster havde fået. Det var simpelthen ikke i orden, at de ikke havde taget sig bare lidt af hende i hans fravær! "Og hvad helt præcist, skal du bruge det til?" Denne gang, var det ham som blev skeptisk. Hvordan han havde det med sin fader, var da slet ikke noget, som skulle have lov til at røre nogen som helst andre! Han rejste sig denne gang op, hvor han måtte bide smerten i sig. Det gjorde faktisk pænt ondt det der.

[Nick Direshade Acheron]

Cedric gik i selvforsvar. Det kunne Nick tydeligt mærke. Det ramte ham, at han spurgte ind til Kimeya og der var noget, der lurede under overfladen. Præcis som han havde troet. Han burde ikke være her, hvis han virkelig var på hans fars side, men han kunne selvfølgelig ikke vide sig sikker før han fik nogle konkrete svar. Eller nærmere, tvang de konkrete svar ud af ham. "Det tvivler jeg ærlig talt på, du ville. For hvorfor skulle du gå rundt her, hvis du var tæt med din far? Ude af stand til rigtigt at forsvare sig?" endte han. Ja, han var lige på og direkte, men han var også som snydt ud af næsen på sin far, skønt hans mor jo havde prøvet at undgå det hele hans barndom. Han lod hovedet søge på sned. Hvad han skulle bruge det til? En helt masse. Men det var nu ikke noget han havde tænkt sig at indvie Cedric i, for... hvorfor skulle han? "Det får du tidsnok at se," endte han med et let smil. At han havde ondt tog han sig overhovedet ikke af. Han havde mere styrke end man nok skulle tro, men hans far havde også trænet ham dagligt siden de havde fundet hinanden og det kunne uden tvivl mærkes.
"Men først..." Han gav sig til at gå langsomt omkring Cedric i en cirkel som et rovdyr omkring sit bytte. Blot for at forvirre ham og for, at han skulle bruge kræfter på at kigge efter ham, hvilket jo ville gøre ondt også. Magien summede i hans fingre og når Cedric mindst ventede det, så sendte han en besværgelse direkte i brystet på ham, der ville slå ham ud på stedet. Tja... Dette kunne man vel kalde at kidnappe, men det berørte ham ikke. Hans far ville være tilfreds, det var han sikker på! Han greb fat i Cedric og transporterede sig med magien tilbage til Acheron Landsted...

//Out.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric kneb øjnene sammen. Aldrig havde han rigtigt nået at skabe det bånd til sin far, og lige nu, var han så utilfreds med begge sine forældre, som man overhovedet kunne være. Aldrig havde de været i stand til at tage sig af hans søster, som han havde håbet på, og derfor.. ja, han havde vel aldrig rigtigt tilgivet dem for det? Den tanke, gjorde ham faktisk kun arrig, hvis han skulle være ærlig! "Om jeg ville, ville jeg sagtens kunne komme dem nær," lød det koldt fra ham. Han ville bare ikke. Det var jo så bare en anden side af sagen.
Nick havde en sag for. Cedric vidste bare ikke helt hvad det var, og den tanke, kunne han bestemt ikke lide. Han sænkede hovedet en anelse, hvortil han skulede efter ham. Hvad pokker ville han? Cedric ønskede lige nu bare at komme videre.. Ikke at han vidste hvor han skulle søge hen, men hvad. Det var noget ,som han tidsnok ville finde ud af. "Og hvad skal det så betyde?" spurgte han videre. Han fandt sig på ingen måder i det her. Faktisk ville han bare gerne ud af den her situation! Ikke fordi at han var konfliktsky, men fordi at han havde så meget andet.
Nick reagerede hurtigere end hvad Cedric lige havde regnet med. Kuglen som ramte ham direkte i brystet, slog ham fuldstændig ud. Luften oveni! Han røg baglæns, hvor han faldt direkte ned i jorden igen, hvor han denne gang blev liggende, ude af stand til at komme op. Lagt i skæbnen på Nick Acheron.

//Out