Where it all began

[Theodore Jarvis Acheron]

Dette lagde uden tvivl op til kamp og strid, hvilket varen ting, som selv Theodore forsøgte at undgå. Han ønskede ikke, at Acheron Landssted skulle ende som et sted for oprustning før en krig. Han ønskede at finde ud af sit eget liv, og særligt nu hvor an havde mistet det hele. I den forstand, vidste han godt, at han kunne sige, at hans egen søn var mere succesfuld end hvad han selv var, men hvad.. han måtte jo bare finde ud af tingene på egen hånd.
De andre valgte at trække sig. Dette passede ham nu fint, for så havde han kun Sephiran at tænke på. Han sænkede hovedet en anelse. "Men ikke desto mindre er dette mit hjem. Du valgte selv at søge bort fra Dvasias, og derfor har retten tilfaldt mig," fastholdt han denne gang. Han ville ikke fortsætte med at diskutere det, for han fik intet ud af det, men det var tydeligt at hans egen søn ikke ønskede at lade denne sag ligge.
Hånden hævede han med det samme, som Sephiran smed den magiske kugle efter ham. Dum var han ikke. Han kendte sin søn, og meget af det som han kunne, havde han i sin tid selv lært ham. Denne gang dannede han sin egen kugle. Ikke fandt han sig i, at hans søn skulle gøre brug af den slags mod ham i hans eget hjem! I forvejen var han en mand præget af voldsomme frustrationer uden at han egentlig kunne gøre meget ved det.. Han kunne ikke fine ud af, hvor de følelser kom fra. "Forsvind herfra, Sephiran..!" endte han denne gang. Kuglen kastede han direkte mod Sephiran. Med en fast bevægelse med den anden hånd, rev han fat i en lysestage af jern. Denne fløj mod Sephiran bagfra.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så indgående på Theodore. Han havde ikke særlig høje tanker om hans far, da Theodore ikke ligefrem lagde sin støtte ved familien men fremfor ved sig selv. Selvfølgelig måtte man også være egoistisk, men for Theodore betød det, at han nærmest ikke var en del af familien. Der havde han et helt andet sammenhold med sin kone, sine sønner og dem, som ellers var ham loyale. For var man ham loyal, så gav han som regel folk det de ville have. "Måske er det dit hjem, men det er stadigvæk mit hus og min ejendom, som du overtræder, hvis du mister mit samtykke til at du må bo her," endte han køligt. Dette hus var han jo egentligt ligeglad med, det var ikke det, som var vigtigt netop nu.
Sandt var det, at Theodore havde lært ham en masse. Men Sephiran havde vokset sig større og lært mange ting siden. Han havde jo selv udviklet det scepter, han endnu havde i sit skatkammer. Forhåbentligt havde Kimeya ikke fundet det! "Jeg forsvinder ikke herfra, før jeg har fået min trone tilbage," endte han sigende. Han forsvandt fra sin position, så Theodores kugle og lysestagen ramlede sammen. I det samme dukkede han op lige bag Theodore og greb ud efter hans hals, hvor han selv brugte magien til at virke kvælende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hele Theodores liv, var omlagt, og det var bestemt heller ikke på den gode måde. Han havde mistet alt omkring sig, og nu var han alene i et kæmpe hus, uden den familie, som han ellers havde været vant til at færdes omkring. Ganske vidst var Sasha i huset, og så var det da heller ikke helt ensomt. Det var jo også først nu, at det var tanker og følelser, som slog ind ved ham. Hvor sjælen var kommet fra, vidste han ikke, men den var der, og det var det, som han havde reageret på.
"Du kan ikke bare smide mig ud.." vrissede Theodore denne gang med en fast tone. Han udførte arbejdet, som var pålagt med den titel, som lå i et hus som dette. Han var for pokker greve, og det var han stolt af! Han kneb øjnene sammen. Han havde selv lært Sephiran op i rigtig meget af det her, men han havde lært andet også, og det kunne han jo godt se. Stagen af jern gled direkte over gulvet med et brag. Hånden hævede han omgående, for at lægge sig fast omkring Sephirans greb i et forsøg at ryste ham af. Magien lukkede for hans luftrør, så han ikke kunne få luft! Han gispede svagt, hvor han alligevel forsøgte at koncentrere sig. Ord lod han denne gang forlive usagte.. Han kunne heller ikke sige dem tydeligt! Her klemte han magisk om Sephirans hjerte.. Han ville have ham til at stoppe, og det skulle være lige nu!

[Sephiran Acheron]

Det kunne sagtens være, at Theodores liv var omvæltet i forhold til førhen, men det var noget, der ærlig talt ikke berørte Sephiran det mindste. Theodore havde taget mange dårlige valg lige siden han var genopstået. Det havde været bedre, hvis han bare var forblevet i døden fremfor det andet, men i dag kunne man jo nærmest ikke regne med at folk forblev døde, når man dræbte dem! I hvert fald ikke folk, der havde titel og stand eller haft magt før i livet. Det var jo det samme med Kimeya. Men netop af den grund, ville Sephiran ikke tøve med at slå ham ihjel - for mon ikke Kimeya havde taget sin forsikring og ville vende tilbage igen, når tiden var inde.
"Det havde jeg da heller ikke tænkt mig, kære Fader," endte han med en morende tone. Theodore kunne derimod rådne op i sin egen kælder, mens hans egen søn samlede de, der faktisk var ham loyale i hans hus.
Selv klemte han til om Theodores hals og forsøgte at få ham til at besvime, så han ville være nem at have med at gøre. Samtidig kunne han sagtens mærke Theodores magi, så derfor klemte han ekstra til på hans hals for at lukke luftvejene og håbede på, at han snart måtte besvime fuldkomment. Men hvis Theodore ikke besvimede og magien mod hans eget hjerte var for kraftig, så blev han jo nødt til at finde på noget andet...

[Theodore Jarvis Acheron]

Nej.. naturligvis havde Sephiran ikke tænkt sig, at smide ham ud. Han ville vel slå ham ihjel som tidligere? Nu havde Theodore heller ikke den foranstaltning i og med, at han havde haft den særlige aftale med Azrael, som alle andre mænd i familien havde haft. "Du vil kun slå mig ihjel, vil du.." vrissede han denne gang, som han atter vendte blikket direkte mod ham.
At luftvejene blev lukket og klemt på den måde, kunne han uden tvivl godt mærke, og han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det. Det var en ren reaktion, som gjorde, at han reagerede på den måde, som han gjorde, og det var ved at klemme om hans hjerte på magisk vis. Velvidende om, at det ville sende en smerte uden lige igennem hans brystkasse, og lige nu, var han fuldstændig ligeglad! Han kunne ikke være mere ligeglad, end det, som han var lige nu!
I takt med, at Sephiran lukkede for hans luft, måtte hans ben give efter under ham. Han begyndte at hive efter vejret, som han bare ikke kunne få! Han brød kontakten med magien, da han denne gang forsøgte at fokusere på at få Sephiran til at stoppe. Hans krop begyndte at dirre, og hans øjne endte nærmest blodskudte. "S-stop...!" Ordene var næsten ikke til at høre. Det gjorde virkelig ondt, og han kunne ikke få luft! I takt med, at det hele bare fortsatte, måtte han alligevel give efter. Hans ben gav efter under ham, hvor han denne gang gled direkte i gulvet. Besvimet, grundet luftmangel. Han kunne jo ikke få luft!

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran lo. Nej, det var nu faktisk heller ikke lige det han havde tænkt sig, men det var dog fristende. Alligevel fandt han det langt sjovere at have sin far siddende i kælderen i det, der jo var hans eget hjem. Måske kunne man bruge ham som forsøgskanin, når han begyndte at samle tropperne? Jo, planerne begyndte bestemt at samle sig i hans hoved og han følte sig egentligt på toppen, selvom Kimeya sad på hans trone i Imandra. Men han skulle bare vide, hvad der var på vej. "Måske," endte han morende.
Som Theodores magi gav slip om hans hjerte, så tog han selv en dyb vejrtrækning og holdt selv magien mod sin fader, indtil han gav efter og faldt til gulvet, helt slået ud. Han smilede tilfredst og slap selv magien, da han jo så ellers ville dræbe ham, hvilket nu ikke var intentionen.
Med magien, så fik han løftet Theodore og bragt ham til kælderen, hvor han fik ham låst inde i en celle. Han tog dog sine forbehold, så han fik Theodore lænket og dermed slukket for hans magi. "Sov godt, Far," endte han og forlod dermed kælderen for at søge ovenpå. Nu måtte han hvile og i morgen starte på de store planer.

//Out.