Where it all began

[Sephiran Acheron]

Theodore Jarvis Acheron - Nick Direshade Acheron - Malisha Pamariaz M. Acheron

---

Det føltes som et splitsekund før Sephiran dukkede op i en mørk sky på den grund, hvor han var opvokset. Acheron Landsted. Et sted, han ikke havde stået overfor i mange år efterhånden, mest fordi han ej værdigede det en særlig høj værdi på grund af Theodore og Clemency. Han havde aldrig haft et særlig kærligt forhold til hans forældre, da hans far havde været total opsat på at fjerne det sidste af hans sjæl - som også lykkedes ham én gang - og Clemency havde haft sit fokus på Samuel, hvilket kun havde gjort, at Sephiran havde skubbet hende endnu mere væk. Men i dag, var det lidt anderledes. Hans mor og Tiyanna var veninder og derfor så han en smule anderledes på den kvinde, der var hans mor. Theodore... Det var dog noget, han først skulle finde ud af nu. Rygtet gik på, at Theodore havde fået et stykke sjæl - men hvordan eller hvorfor, det var alle ukendt. Han havde selv nægtet at hjælpe sin far med at regne det hele ud, for han havde haft vigtigere ting end at oplære sin gamle far.
Han slap denne gang Malisha, som han havde taget med mod sin vilje, selvom hun vel næppe kunne brokke sig når hun endte i en varm seng, med nyt tøj og et ordentligt måltid mad. "Velkommen til Acheron Landsted... Følg med," endte han. Han satte en fast kurs mod de store hoveddøre som han fik til at gå op med et let slag med hænderne. Indgangshallen og huset lignede sig selv. Men han fornemmede ikke Clemency's magi her... Hvor var hans mor? "Faaaaaaaar, jeg er hjemme," kaldte han ironisk ud i huset og med et koldt smil på læben. Den mand skulle virkelig træde sine skridt varsomt og vælge rigtigt for at dette skulle gå som de forhåbentligt begge ønskede. Han stoppede op midt indgangshallen, halvvejs mellem det store trappeparti, der førte op til hele 1. salen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var en underlig stilhed, som havde lagt sig over hele huset, siden Clemency og Jarniqa var forsvundet. Theodore passede jo egentlig bare sit arbejde, som han altid havde gjort. Hvad andet skulle han give sig til? Følelsen af ensomhed, var nok det første, som havde slået ham, som aldrig nogensinde før. Det var faktisk en vildt ubehagelig fornemmelse at sidde med.
Det var ved at være forholdsvis sent, og han overvejede at hoppe i seng. Foran ham stod et glas rødvin. Noget skulle han jo foretage sig. Jarniqa havde været væk i lang tid nu, hvilket nu heller ikke lignede hende. Et sted frygtede han jo, at noget var hændt hende.
Det var her, at han for alvor bed sig fast i det. Fornemmelsen af en magisk tilstedeværelse. Kunne det være? Han hævede blikket fra hans bog i pejsestuen. Der var gang i pejsen. Det var jo heller ikke fordi at der var særlig varmt ude, nu hvor vinteren var oppe over dem. Bogen klappede han roligt sammen, inden han lagde den fra sig på bordet foran sig. Langsomt rejste Theodore sig. Hvad pokker lavede Sephiran her? Han vidste godt, at der var sket rigtig mange ting i Imandra, men det var ikke omstændigheder, som han havde valgt at blande sig i. Han havde sit arbejde og sit ansvar her.. Og det var, hvad han forsøgte at holde fast i. Med rolige skridt, søgte han ud i forhallen. Herude var det virkelig koldt. "Sephiran.." Hans stemme var kortfattet.. intetsigende og meget tom. Ligesom den plejede at være. "Jeg ventede ikke dit besøg.." sagde han denne gang. Han stoppede op foran sin søn.. Malisha.. Nick? Han havde ikke set den knægt i lang tid. Han havde ikke set noget til sin familie i lang tid.

[Nick Direshade Acheron]

Nick dukkede op lige ved siden af sin far og Malisha. Hans far havde bestemt retning i sin plan, det kunne han tydeligt mærke, for der var ingen tid at spilde som det så ud nu. Han tog hele landstedet i blik. Det var da faktisk en imponerende Herregård alligevel, det måtte han da indrømme. Selvom det nu ikke rigtigt stod til sammenligning med slottet hvor han selv var vokset op, for der kunne man tale om en imponerende stor og flot bygning. Et smil passerede hans læber, som han fulgte med sin far, der bad dem følge med. Han holdt øje med Malisha lidt ud af øjenkrogen, for hvis hun besluttede sig for at gøre noget dumt, så kunne han altid prøve at afværge sagen.
Dørene slog op til den store Herregård og de endte i en stor indgangshal, hvor et trappeparti snoede sig fra begge sider af rummet. I midten var der en lang gang, hvorfra en skikkelse dukkede op og kom dem i møde. Så det var hans farfar. Theodore? Kulden mærkede han selv knapt nok, for det var intet til sammenligning med den storm, der var ved at trække op udenfor. De store døre gled i bag dem, da de alle 3 var kommet ind. Hans hoved søgte let på sned. Der var noget bekendt ved denne Theodore, selvom han ikke rigtigt erindrede at have mødt sin farfar for nyligt. Selv forholdt han sig tavst. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hastigt skubbede Malisha Sephiran fra sig, da de endelig dukkede op på Acheron Landssted. Det var bestemt ikke et sted, som hun ønskede at være på, og slet ikke, som det var lige i øjeblikket. Hun sendte ham en mere fast mine. Dum var hun ikke, at forsøge på noget som helst, når hun ikke kunne gøre noget som helst ved det, og det var selvfølgelig en tanke, som måtte irritere hende noget så grusomt. Hun fnøs svagt og lod armene søge omkring hendes krop og skikkelse. Det var koldt her.. Det var virkelig, virkelig koldt.
Malisha søgte med ind. Dum var hun ikke ,at søge den anden vej.. Og så lige ind i armene på så mange andre, som kunne finde på at gøre hende noget ondt? Det ønskede hun på ingen måde! Hun så sig om, inden Theodore dukkede op ved pejsestuen. Det var en skræmmende mand, og det var også sådan, at hun havde det lige nu. Hun bed tænderne svagt sammen, hvor hun denne gang lod hovedet søge den anden vej, for ikke at kigge på dem. "Kan vi ikke gå nu?" spurgte hun denne gang, som hun denne gang lod armene søge tæt omkring hendes krop. Hun så mod Nick og Sephiran.. Her stod de nu i en kæmpe familiesammenkomst nærmest, og hun følte sig udenfor og tilsidesat. Selvom hun var gift ind i familien. Svagt bed hun tænderne svagt sammen, hvor hun denne gang bakkede et enkelt skridt. Hun ville meget gerne have lov til at søge derfra.. Hun havde faktisk overhovedet ikke lyst til at være der.

[Sephiran Acheron]

Sephiran og hans far var aldrig kommet særlig godt ud af det. De havde haft mange kampe, begge både tabt og vundet til hinanden, men i dag var han sikker på, at han igen stod stærkest. Hvis Theodore havde fået nogle følelser og nye tanker, så ville han være nemmere at slå, eftersom han så ville være svækket i forhold til sin magi. For hvis han først begyndte at føle og tænke for meget over tingene, så kunne det jo hurtigt komme i vejen for hans list og hurtighed. Et kold smil gled over hans læber, som Theodore kom nede fra pejsestuen og endte foran ham i indgangshallen. Nok virkede de andre ikke begejstrede for situationen, Malisha allermindst, men mon ikke hun nok skulle komme efter det? Theodore ville hurtigt blive fejet af vejen, hvis han ikke var samarbejdsvillig.
"Jeg er her også kun, fordi jeg er nødsaget til det," endte han med en bitter undertone. Kimeya skulle virkelig bøde for alt hvad han havde gjort, for han havde da virkelig glemt sin fornuft og sans for hvad, der var rigtigt. Hvem der vovede at tage hans trone, skulle bestemt også bøde for det, uanset hvem de var. "Du har formentligt hørt, hvad Kimeya har gjort. Under mit fravær, har han fængslet Tiyanna og Romeo og han ødelægger alt, hvad vi har prøvet at skabe i Imandra. Jeg har brug for et sted at samle mine styrker og Landstedet er det perfekte sted," endte han. Indtil videre stillede han ikke Theodore i et ultimatum. Han ville se hans reaktion først.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var udmærket godt kendt med, hvad der var sket i Imandra, også selvom han ikke havde valgt at blande sig i den sag. Desuden havde familien gjort det meget tydeligt, at han ikke var velkommen, så hvorfor skulle han overhovedet blande sig i den sag? Desuden.. Tiyanna havde han forsøgt at fjerne, selvom det ikke var gået helt efter hensigten. Så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende.
Theodore stoppede op foran Sephiran. At han ikke var taget til fange af Kimeya, efter han havde valgt at storme stedet, forundrede ham dog. Dog var det en glæde. Han anså nu stadig deres familie, for værende den stærkeste og den bedste. Og nu hvor han kunne koble hovedet til tanker og følelser, så var det faktisk meget nemmere for ham at se den slags, end hvad det havde været tidligere. Det var i hvert fald det, som han godt kunne se nu. Han kneb øjnene svagt sammen. "Så Acheron Landssted skal lægges til grunde for din oprustning?" spurgte han denne gang. Det var slet ikke omstændigheder, som han ville finde sig i! Det her var hans hjem, og han selv kæmpede ihærdigt, for at holde det oppe på benene, og det var jo heller ikke ligefrem omstændigheder, som kom af sig selv. Han havde sit job.. det var det. Clemency og Jarniqa var begge væk, og resten af familien var det samme. "Jeg beklager søn. Det kommer ikke til at ske," sagde han denne gang. Kort for hovedet. Han nægtede det.

[Mérandon Direshade Acheron]

Dagene gik forfærdelig langsomt for Sashas vedkommende. Hendes daglige selskab bestod af hendes to unger. Et tvillingepar, med pigen, der var kommet først og en dreng kommet efter. Kort tid efter deres fødslen var slottet blevet taget og hun var flygtet med Clemency ind i Dvasias, hvor hun nu skjulte sig på Acheron Landsted. Dog havde hun intet med Theodore at gøre, skønt de boede under samme tag. Det blev lidt ensomt i længden, for det var frustrerende, at hun intet kunne gøre. Romeo var nok en tom skal, men alligevel havde de jo fundet en slags gnist mellem dem. Og tvillingerne fortjente at vokse op med begge deres forældre.
Tilstedeværelsen af 3 nye magiske kilder mærkede hun dog tydeligt og hun blev noget nysgerrig over hvem det kunne være. Hun selv boede på det, der var Sephirans gamle værelse af hvad hun var blevet fortalt, for det var det næststørste efter Theodores soveværelse. Clemency var her jo ikke længere, hun holdt til i Mørkets Cirkel og kom kun for at tjekke til hende nogle gange om ugen. Tvillingerne sov lige nu til middag, så hun tillod sig at forlade værelset og søge mod trappen. Hun spærrede øjnene op, da hun så hvem det var. Sephiran? Nick? Og... en, hun ikke kendte. Men pyt med hende! Hun søgte hurtigt ned af trappen. "Nick!" endte hun ret begejstret. Knægten, som var hendes svigerbror, havde hun faktisk haft et godt forhold til. Han havde jo bare været en lille knægt, da hun var blevet gift med Romeo og se hvor stor han nu var! Mere mand end sidst hun havde set ham. Hun fløj nærmest i armene på ham.

[Nick Direshade Acheron]

Nick så mod Malisha. Hun så ud til at have det ret stramt med Theodore, for da han dukkede op, så kiggede hun en helt anden retning. Hun stod nok også længst fra dem, hvor han selv stod lidt bag sin far, da han heller ikke havde energien til at træde frem og markere sig i øjeblikket. Malisha var jo en del af familien gennem Samuel, skønt ingen vidste hvor han var. Malisha var sikker på, Samuel havde forladt hende, men han selv ville tro, der stod mere under. Det kunne da ikke passe, at Samuel var sådan en kujon i forhold til hans far, når de jo var brødre? Hans blik søgte mod hans far, der med det samme lagde kortene på bordet - som han jo altid gjorde. Han var dog bange for, at Theodore ikke var samarbejdsvillig, for indtil nu havde de jo ikke set skyggen af ham i Imandra. Og han havde ganske ret. Theodore satte foden ned med det samme. Han nåede dog ikke rigtigt at støtte sin far, for hans opmærksomhed blev straks draget mod stemmen, der kaldte hans navn. Sasha? Så hun var i sikkerhed og havde været her i hele denne tid? Hans hjerte slog et slag over, som hun kastede sig i hans arme. Men han greb hende også i sit stærke greb og trykkede hende ind til sig. Sasha havde været hans ven siden han havde været lille. Han havde jo endda fået lov til at kigge på når hun blev trænet og hun havde også leget med ham ude i skoven. "Sasha. Hvor er det godt at se du er i live.. I sikkerhed..." Han trak hovedet tilbage og så på hende. "Tvillingerne..?" endte han mere dæmpet. Var de her også?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Den store familiesammenkomst havde det her vist sig, at blive og sandt at sige, så følte Malisha sig udenfor. Hun.. var der jo egentlig bare, og hun var et nul ved siden af resten. Alle kunne de magi, og alle kunne de slå fra sig, og det kunne hun ikke. En ranke, som hun faktisk måtte finde voldsomt frustrerende, og det gjorde hende samtidig også frygtelig ked af det, uden at hun egentlig kunne gøre noget særligt ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Et sted var det en tanke, som gjorde hende frygtelig ked af det, også selvom det igen blev vist bag den form af vrede, som hun følte i sit sind.
Kvinden som dukkede op, havde hun virkelig ikke nogen anelse om hvem var, og et sted var hun også ligeglad. Hun blev stående på sin plads, selvom hun mest af alt, havde lyst til at løbe den anden vej, og aldrig se sig tilbage. Acheron var ikke en familie, som hun ønskede at have meget mere med, hvis hun kunne blive fri. Hun vendte denne gang blikket mod døren, som de var kommet fra. Umiddelbart kunne det nemlig også godt se ud som om at Sephiran og Theodore ville ende i strid, hvilket hun ikke havde tænkt sig at blive fanget midt i, hvis det var noget, som hun ellers kunne undgå, og det var også sådan at hun havde det med det her. Hun rystede på hovedet, og bed sig svagt i læben. Savnet til Samuel dukkede op igen.. og hun hadede det! Armene gled om hende, hvor hun strøg sine overarme. Typisk hende, når hun faktisk blev en smule.. usikker?

[Sephiran Acheron]

At Sephiran skulle få et nej, det var han næsten sikker på. Det ville faktisk forbavse ham om Theodore skulle ønske at støtte ham i hans planer, for... hvornår havde han nogensinde fået sin fars støtte? Altid blev han trådt ned eller kastet til side, fordi Theodore havde sit eget vigtige liv og job, også selvom han virkelig ikke så nogen mening i hans fars liv længere. Han var ensom, for Clemency var her jo ikke, så hvad havde han i virkeligheden opnået de sidste mange år? At miste familien, fremfor at samle den. Der havde Sephiran en noget større familie omkring sig. Sin hustru, to sønner, en svigerdatter og 2 børnebørn. Nogle børnebørn han ikke havde set siden de var babyer og nu måtte de vel snart have taget deres første skridt?
"Ja, jeg vil samle mine nærmeste her," endte han. Ikke som i... han ville gøre det, hvis han fik lov. Nej, Acheron Landsted skulle blive samlingspunktet for alle hans gamle styrker, der gemte sig ude i oplandet. Folk, der var klar til at kæmpe mod Kimeyas sindssyge ideer for Imandra. Mon ikke en del derude var utilfredse? Især de, som var blevet presset ud af deres eget land, fordi de ikke var warlocks eller renracede, fordi Kimeya kørte et syret udrensningsflip. Han fnøs. Åh jo, det kom til at ske. Et øjeblik blev han dog forstyrret, da lyden af Sashas stemme lød. Var hun her? Der kunne man da bare se. I det mindste var hun da i sikkerhed. Måske havde Tiyanna også fortalt ham det og han så havde glemt det præcist. Hans blik røg køligt på Theodore igen.
"Det kommer til at ske. Med din samtykke eller ej, er jeg sådan set ligeglad med. Du har ét valg: Samarbejd eller vær fange i dit eget hjem," endte han køligt. Magien ulmede allerede i hans fingerspidser.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var blevet hamret og banket med en virkelighed, som aldrig nogensinde før, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Nu kunne han i hvert fald godt mærke den. Han havde bare svært ved at finde ud af, hvad han skulle gøre ved det, og nu stod han så her... Clemency var væk, hvilket han godt vidste, og hvilket nok også var hans egen skyld, men Jarniqa.. Han var jo alene, selvom Sasha og børnene var her, så var det jo ikke noget, som havde noget med ham at gøre, hvilket naturligvis også godt kunne mærkes, og særligt, som det var lige i øjeblikket.
"Jeg behøver vel ikke gøre dig opmærksom på, at du ikke længere bor her, og derfor er stedet under min kommando?" spurgte Theodore denne gang. Ikke havde han tænkt sig, at lade dette sted opruste til et kommende slag. Det var slet ikke noget, som han ønskede at lægge noget til, og særligt, som det var lige nu. At det så ikke var svar Sephiran ville acceptere, kom et sted heller ikke bag på ham. Tvært imod faktisk, så havde han forventet meget hen af den reaktion, som han blev mødt af lige nu. Han trak vejret dybt. Kunne man forvente en kamp og en strid nu? Alt tydede på det. Han sænkede hovedet en anelse. Fingrene spredte han let. Han var ude af træning. Nu var det heller ikke ofte, at det forekom, at han skulle bekrige noget så nære, som sin egen søn. "Find et andet sted, Sephiran.. Landsstedet vil ikke blive et sted for oprustning til krig," bed han af ham. Bare tanken om det, var noget, som kunne gøre ham direkte sur. Og nu følte han det jo! Helt ind i krop og sjæl.

[Mérandon Direshade Acheron]

Hvem kvinden var, der så du til at være ankommet sammen med Sephiran og Nick, anede Sasha virkelig ikke. Hun var som sådan også ligeglad, for nu så det da ud til, der begyndte at ske noget! Ud af øresneglen fulgte hun nysgerrigt med i Sephirans ord og hun opfangede mest ord som 'oprustning' og 'samle stykerne'.
Armene slog hun omkring Nick, da hun nåede ham og at han gengældte omfavnelsen gav hende en hjemlig følelse, hvilket var virkelig savnet. Hun var jo faktisk endt med at være godt tilpas i Imandra, selvom hun stadigvæk følte sig alt for ung til at have 2 børn og være gift. Men når hun så på Nick, en ung mand, der nu stod her foran hende, så kunne hun jo kun se hvordan tiden fløj. Det var egentligt skræmmende.
"Tvillingerne er her... Ovenpå," endte hun med et skævt smil. Det at være mor, var hende stadigvæk uvant, men hun gjorde sit bedste og prøvede egentligt bare at give dem opmærksomhed og retning. Hun slap ham stille og skævede ud af øjenkrogen mod Sephiran og Theodore. Det trak virkelig op til storm omkring de to. "Kom. Du skal møde din niece og nevø," endte hun og tog Nick under armen, for at trække ham med sig ovenpå og til sit værelse, hvor tvillingeparret lå og puttede ved siden af hinanden.

//Out.

[Nick Direshade Acheron]

Nick skævede hen mod sin far og farfar. De to, kom vidst ikke særlig godt ud af det med hinanden, det kunne han da tydeligt se. Godt nok havde han heller ikke selv mødt sin far med den kærlige omfavnelse, men der var ikke gravet en kløft mellem dem, som der var mellem Sephiran og Theodore. Han glædede sig faktisk til at samle styrkerne, så de kunne generobre Imandra, for Kimeya fortjente ikke at sidde på den trone! Han var ikke retmæssig konge på nogen måde når han bare buldrede ind og tog alt, hvad han ville have, fordi det var af hans egen egoistiske tankegang. Han bed tænderne let sammen og så indgående på Sasha, som hun sagde, at tvillingerne var ovenpå. Han ville hellere end gerne møde dem fremfor at blive fanget mellem sin far og Theodore. "Okay," endte han. Da Sasha tog fat i ham for at trække ham med, så greb han selv fat i Malisha på vejen og trak hende med sig ligeså. "Malisha," endte han fast. Det var ikke til diskussion denne gang, for hun skulle heller ikke fanges i den kamp, der var under opsejling.

//Out.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det hele lagde op til kamp og strid, hvilket slet ikke var noget som Malisha ønskede at blive fanget i. Udelukkende fordi at hun vidste, at det var meget lidt, som hun kunne gøre ved det, og fordi at hun vidste, at det ville koste hende livet, hvis hun valgte at blande sig i de ting, og særligt, hvis hun kunne undgå det. Nick kendte Sasha... alle kendte hinanden, og her stod hun. Igen måtte hun tænke på Samuel.. Var han overhovedet derude? Havde han fundet en ny? Hvad var det overhovedet som foregik, og havde det overhovedet noget med hende at gøre? Det var alt sammen tanker som hun gjorde sig. Igen måtte hun gemme det bag vrede.
At Nick så skulle tage fat i hende, som han nærmest ønskede at beskytte hende, var en tanke som hun fandt undrende, for hun havde været hård ved ham, selv på trods af de stunder, som de nu havde delt med hinanden. Det kunne i hvert fald ikke komme bag på nogen, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hun kneb øjnene let sammen, inden hun alligevel valgte at følge med ham. Bølgerne ville uden tvivl komme til at gå højt mellem Sephiran og Theodore nu, og det var bestemt ikke noget, som hun ville blande sig i. "Fint.." mumlede hun denne gang, som hun denne gang søgte med dem op af trappen, og lod de store mænd spille med musklerne. Et sted dog meget spændt på, hvordan det ville ende.

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran så indgående på Theodore. At hans far ikke ville samarbejde, den havde han regnet ud for længst, men derfor gjorde det også kun resultatet så meget nemmere. Theodore måtte sidde i kælderen indtil han fik sit land erobret tilbage fra Kimeya og han fik tid til at komme og sætte ham fri. Tanken morede ham uden tvivl, for ikke ejede han én god følelse omkring sin far. Det var det rene had, for der var ingen kærlighed iblandt der. Med Kimeya var det noget andet, hvilket kun gjorde det hele langt mere frustrerende. "Og jeg behøver vel ikke minde dig om, at jeg er den ældste søn... Og da du døde, faldt dine rettigheder til stedet her til mig... Jeg låner det kun til dig nu af mit gode hjerte," sagde han med et kynisk smil. Ja, dette lagde helt klart op til kamp, men selv troede han ikke på, at Theodore havde noget godt forsvar i sig. "Der tager du fejl, farmand," endte han. Hurtigt dannede han sig en mørk kugle i hånden og kylede den direkte mod Theodore. At Sasha tog Nick med, som derefter trak Malisha med sig, passede ham helt fint, for så blev de ikke fanget i noget.
"Du kan rådne i din egen kælder, når din loyalitet ikke ligger ved din egen familie," afsluttede han køligt. Endnu en kugle var allerede dannet og klar til at blive kastet, såfremt Theodore skulle prøve at gøre noget modsvar.