Just let it out

[Jason Elvana Nimanhra]

Liya Daimond Diamaqima

---

Solens orange, røde og lyse striber kastede sine sidste kast henover den store og mørke aftenhimmel langs stranden. Lyden af måger lød højt oppe over dem, og det var ved at blive koldt i vejret. Ikke at det var noget som generede Jason det mindste. For en gangs skyld, var det nemlig ham, som havde smildt kludene på en sten ikke langt fra den skvulpende vandkant, hvor bølgerne gang på gang, kastede sig på den store sandstrand.
Det var lang tid siden Jason sidst havde givet efter for de dæmoniske sider af sig, fremfor vampyren, og derfor havde han tænkt sig, at nyde det i den forstand, at det nu var ham muligt. Silia havde Gabriel, og den tanke alene, havde for længst fået ham til at trække sig. Naturligvis ønskede han de to kære væsner det bedste, men til tider, havde selv han, brug for at køle bare ned og tænke på andet end de daglige frustrationer, som han nu måtte gå rundt med. Særligt på grund af det, som var sket i Procias i sin tid.
Længe hvade Jason svømmet langs bunden, inden han denne gang elegant satte af, og søgte direkte op mod vandoverfladen igen. Håret klistrede omgående ind til hans ansigt. Det var koldt, men gud hvor var det rart at få vasket sig bare lidt i det friske havvand. Kroppen var uden tvivl præget af ar og mærker, som han havde pådraget sig over årene, som nu havde passeret. Med faste svømmetag, søgte han det ind mod bredden, som skulle til, for at han kunne finde fodfæste igen. Her stillede han sig, inden han lod hænderne glide over ansigtet. Vinteren lå på hæld, og det var ved at blive koldt i vejret. Ikke skulle det fraholde Jason at leve af nogle af de goder, naturen nu kunne give ham. Tvært imod!

[Liya Daimond Diamaqima]

Badende i solnedgangens smukke nuancer, vandrede Liya langs strandkanten med den friske vind i håret som slog vildt omkring hendes ansigt. Hun havde armene omkring sig selv i et forsøg på at finde varme i de kolde temperaturer, men lige meget hjalp det. Hendes kjole var tøm og umodstandsdygtig overfor blæsten der var her ved vandet. Hun havde altid haft en svaghed for dette sted, trods det mere eller mindre var en tilfældighed at hendes fødder havde båret hende hertil. Det var mange år siden hun sidst havde betrådt dette sand, faktisk var det ikke sket siden Nathaniel havde givet hende en ring på fingeren. Uvidende knyttede hun hånden næsten i håb om at mærke den skønt det var mange år siden hun havde kastet den fra sig. Nu om dage foragtede hun mere tanken om den mand hvis kærlighed hun engang havde været villig til at dø for.
Med tiden havde Liya mistet alt føling med sin egen krop. Hun vandrede rundt på nøgne fødder og en beskidt kjole, som havde gjort hendes lemmer blå af kulde. Det var ikke længere varmt og nu stod vinteren for alvor på døren. Den velvære hun engang havde oplevet ved at træde på sandet var der ikke nu, for hun følte slet ikke de små sandkorn mere. Uopmærksom passerede hun stenen der var dækket af tøj, kun for sekunder efter at støde direkte ind i noget iskoldt og vådt som bragte hende ud af hendes drømmeverden. Hun gispede og trak sig instinktivt tilbage, hvorefter hun hævede sine nøddebrune øjne og så på sin gamle ven med overraskelse og samtidig panik. "Jason!" udbrød hun lidt skingert og sendte ham et utlfreds blik. Kunne han ikke dække sig lidt til?!

[Jason Elvana Nimanhra]

Kulden i de sidste dage af efteråret, var overhovedet ikke noget, som bed sig ind på Jason i det hele taget. Derimod var det rart for ham, at lufte den gamle vanddæmon lidt, nu hvor det heller ikke var noget, som han gjorde særlig ofte. Nu hvor han havde mistet sit job i Procias, og hele hans grundvold, var blevet rystet i den grad, som den nu var blevet, så havde han fået overraskende meget fritid. Gabriel havde fundet sin plads ved Silias side, hvilket også havde skubbet ham til side. Måske, at det bare havde været til det bedste?
Jason trak sig op på bredden igen. Uden klæder eller noget, hvor han her bare stod som gud havde skabt ham. Korset manglede han ganske vidst. Det var et halssmykke, som han havde skænket til Gabriel dengang for mange år siden. Ikke at det var noget som egentlig rørte ham i dag. Bare de fandt ud af det, så var det godt for dem, og så var han glad. Det var faktisk en vigtig ting for ham.
Disse tanker, blev dog afbrudt ganske kort efter. Han stoppede op og drejede hovedet, da en velkendt skikkelse måtte vise sig. Den lange skygge, som den yndige og smukke Liya kastede over strandens bred. Så hun ham overhovedet ikke? Her gik hun direkte ind i ham. Han trådte kun et skridt til side. Smilet bredte sig denne gang. Nu hvor hun havde set ham - hele ham. "Den kære, yndige og smukke Liya." Han så ned af sig. Altså.. Der var da ikke det, som hun ikke havde set ved en mand! Og han var stolt af det! "Generer det dig?" spurgte han, inden han greb ud efter sit tøj. Dog uden intentioner om at tage det på.

[Liya Daimond Diamaqima]

Tros kulde og endeløse smerter var dette en af de efterhånden få dage, hvor hun nogenlunde havde fået fred for sine egne tanker. Den kølige brise skjulte for omverdenen, de små svedperler der oftest var at finde grundet det indre bæst der ikke havde fået sin tilfredsstillelse i lange tider. Mænd var åbenbart blevet mindre dyriske og mindre besidderiske for ingen havde lagt hånd på hende.. eller var hun blevet mindre lokkende med alderen? Hun vidste det ikke, men det var til dels lettende ikke at bærer på den byrde, desværre havde det medført at smerten var blevet så vant for hende at hun knap følte den længere.. hvilket også betød at livet ikke ville være langt for hende endnu, det vidste hun i dag, men glemte det ofte når stemmen overtog hendes tanker og hendes sind.
Liya var hurtig til at trække sig fra ham og lagde næsten beskyttende sine arme om sin alt for tynde krop. Nærring.. almindelig nærring vel og mærke, var der heller ikke meget af. Hun blev hverken smigret eller frastødt af hans hilsen, men blinkede bare neutralt og forsøgte i sit sind at overbevise sig selv om at det måtte være Jason. Flygtigt gled hendes blik ned til det forbudte udsyn, men hun så hurtigt væk, den helt anden vej. "Ganske meget," indrømmede hun. Nok havde hun set alt på en mand.. lidt for mange gange ville nogen også mene, men det havde sjældent været af egen fri vilje, hvilket havde efterladt hende med et lidt mærkeligt forhold til den mandelige krop. Hun tog hurtigt hans skjorte og rakte den ud mod ham uden at se på ham. "Her," hun slap skjorten i tro om at han ville gribe den. I alle de år de havde kendt hinanden i, og det var første gang hun så ham blottet, det måtte være en bedrift i sig selv når nu det var Jason.

[Jason Elvana Nimanhra]

Den arme kvinde så jo forfærdelig ud! Nu var der ikke mange, som havde set et spor til Liya igennem uendelige tider. Jason havde vel selv været af troen om at hun ville være.. død nu? Her stod han nu, som den store Gud havde skabt ham. Selv på trods af det, som var sket i Procias, var det ikke en tro, som havde forladt ham, og nok heller aldrig ville komme til det. At hun kiggede ned, fik alligevel et ganske tilfredst smil til at passere hans læber. I alle de år, som han havde kendt hende, og dette var aldrig kommet dem forbi? Ja, nu var Liya jo kendt for værende en grotesk kvinde, og særligt overfor det mandlige køn, men nu var det heller ikke noget, som han havde set noget særligt af i sin tid. Det var i hvert fald ganske mærkbart nu. "Er det ikke flot?" spurgte han denne gang. Om han kunne, ville han vandre sådan her rundt hver eneste dag!
Skjorten greb han, inden den faldt til sandet, og blev sandet til. Han fik den om sin overkrop, men lod den forblive åben. Bukser og resten fik han også på. Disse lukkede han faktisk. Hovedet søgte denne gang en smule på sned. "Du ser mig noget forfærdelig ud, kære Liya," sagde han denne gang. Kappen greb han selv ud efter, hvor han lod denne falde om hendes alt for slanke skuldre. Disse trykkede han en smule mere omkring. Bange var han jo ikke for hende ment i den forstand, selvom han jo helst gerne så hende ved bedre vel, end dette. Han betragtede hende indgående. Næsten med et bekymret blik. Den arme kvinde, var jo ikke andet end skind og ben!

[Liya Daimond Diamaqima]

Altid havde Liya båret en naturlig skønhed, hun så sig sjældent i spejlet, for uanset hvor smuk hun var, hadede hun det syn. Den skønhed lå godt gemt bag uglede, sammenfiltrede totter, en slidt kjole der bar gamle blodspor og blå hænder, fødder og læber, ødelagt af kulden. Man kunne se at tiden havde været hård ved hende, særligt siden Kimeya var taget til Imandra, hvor hun ikke følte sig velkommen eller tryg. Hun savnede Marvalo Mansion, sit hjem, hun savnede sine børn, men frygtede at gøre dem ondt, og somme tider savnede hun en tryg mands favn, men den slags var sjældne. bevidst så hun den anden vej og undlod på noget tidspunkt at lade blikket falde til hans manddom. Det var typisk Jason, ikke genert af sig, hun havde ofte spekuleret over hvordan Lisa kunne holde det ud.
"Det er ikke umiddelbart den første beskrivelse der falder mig ind," indrømmede hun lidt usikkert. Der var intet flot ved en mands stolthed, og ingen stolthed heller, de kunne ikke finde ud af at bruge den på respektfuld vis overfor en kvinde alligevel. Hendes hænder og ben rystede under hende, men efter alt den tid havde hun vel bare vænnet sig så meget til at hun ikke selv bed sig fast i det. Liya så op, og lod de mørke øjne møde hans isblå. Det hjalp lidt at mærke kappen om sine skuldre selvom den føltes ulideligt tung. "Jeg er så træt," indrømmede hun. Alt gjorde ondt, der var ikke noget i hendes krop som var smertefrit, og hun var så kold.. hun kørte på absolut sidste energi, og hun vidste det godt, men hvad skulle hun gøre? Ydmyge sig selv gang på gang ved at lade en mand tage hende og føle foragt ved hver berøring? Eller risikerer at gøre en hun elskede ondt, ved at lade en mand hun stolede på gøre det samme. Det hele var så nytteløst lige nu.

[Jason Elvana Nimanhra]

Smuk havde Liya nu altid været, også i Jasons øjne, også selvom han vidste, at man skulle være påpasselig omkring hende. Nu var det ikke fordi at han gik rundt og bar på en evig frygt for hvad hun kunne finde på, for det gjorde han ikke, og det ville han aldrig komme til. For ham, handlede det udelukkende om hendes velbefindende, såvel som hendes børn. Der var jo også en grund til at han havde været omkring hendes børn på den måde, som han nu havde været - også for at passe på dem. At han i dag, ikke havde de muligheder, var han faktisk ked af, selvom det var følelser der sjældent lod sig vise i hans ellers forstenede blik. "I så fald, hvordan vil du så beskrive den?" spurgte han denne gang. Et sted også for nysgerrighedens skyld. Han vidste jo godt, at han intet havde at skamme sig over. Og nu hvor han havde den, havde han skam også tænkt sig at brug eden. Det var bare begrænset, hvad den var blevet brugt til, siden han faktisk havde mistet Lisa.
Kappen lod han dog alligevel falde om hendes skuldre, da hun synes at have mere brug for den, end hvad han selv havde. Han hadede at se hende på den måde. Han lod blikket sænkes til hendes. Han trykkede svagt om hendes skuldre. "Tillad mig at skænke dig ly for natten, min kære," opfordrede han denne gang. Ganske vidst var det måske en utryg situation for hende at befinde sig i, men han fik da stærkt ud fra, at hun ville lade ham passe på hende, nu hvor det var ham som var omkring. At lade hende vandre rundt i denne fatning, var farligt. Ikke mindst for alle omkring hende, men så sandelig også for hende selv.