On strange tides

[Athena Maloya Mathimæus]

Kieran Pamariaz Acheron
_________________________________________________

Athena slog ligegyldigt en gren væk fra sin sti, så de hvislende blade faldt af, skrøbelige som de var her om efteråret. Der var varmere her end der havde været i både Imandra og i Dvasias, men hun havde knap bemærket det. Det virkede fuldstændig umenneskeligt at gå fra Imandra til Manjarno uden at stoppe for at hvile på vejen, men ikke desto mindre så var det lige præcis det hun havde gjort. Ikke på noget tidspunkt havde hun vendt rundt for at se sig tilbage eller taget sig tiden til at stoppe. Hendes krop, benene mest af alt, var udmattede men det stoppede hende ikke, for hun vidste at i det øjeblik hun gjorde det, ville smerten blive for overvældende.
Slapt i hånden bar hun en kedelig brun pose der hang tungt ned. Hvad de færreste vidste var at den var fuld af rigdomme som hun havde tilladt sig at tage for de spildte år hun havde ladet passere. Hendes hår var ikke bundet op i den stramme knold mere, nej hendes blonde lokker var uglede og stod ud til alle sider men de var frie, vigtigst af alt.
Hun traskede gennem noget mudret jord som var kommet af eftermiddagens regn. Hendes hår og tøj var stadig vådt efter de mange byer hun var gået igennem, men hun var ligeglad. Hendes skridt ledte intet bestemt sted hen selvom hun i underbevidtsheden havde udset sig at skulle til Procias. Det var det eneste sted hun måske kunne finde et hjem eller søge ly også selvom hendes sjæl var blevet skadet af de sidste tre døgn, fra det øjeblik hun havde mødt Evan for enden af trappen. Hun blev stadig plaget af hans stemme somme tider, eller det døde blik, hun havde stirret ind i, da hun havde bragt ham i knæ. Uden at vide det var hun kommet meget tæt på ruinerne og på modtandsbevægelsens hjem uden at vide det, men da hun trådte bag den næste busk lod der råben og alt det sort. Noget blev trukket over hendes hoved, det lugtede uldent. Desperat forsøgte hun at række efter et våben, men en anden var hurtigere og tog det fra hende. Derefter mærkede hun bare et hårdt slag i hovedet og det hele sortnede.

Et par timer efter begyndte hun igen at vågne op. Der var stadig koldt, og hun var blevet lagt på et tæppe på den mudrede jord der næsten føltes blød.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Med alt hvad der foregik i og omkring ruinerne, måtte Kieran tage sine sikkerhedsforanstaltninger. Uroen i Dvasias og i Imandra, bredte sig, og med alle de planer, som blev lagt, var Kieran nødt til at være påpasselig, og det var heller ikke noget, som kom af ingenting! Nu havde han fået beskeden om at der var en fremmed enlig kvinde, som havde bevæget sig rundt derude, så havde han heller ikke tøvet med at slå til. Bedt dem om at føre hende hertil, uden at gøre hende den største skade, for at finde ud af, hvad de havde med at gøre.
Kvinder og børn holdt han jo ligeledes her, som han holdt mænd og gamle soldater, som af andre årsager, var smidt ud i kulden, og det var det sidste, som han ønskede sig lige nu. Han ville ikke have flere problemer.

Kvinden som var blevet bragt for hans fødder, var ukendt for ham. Hun var ikke lænket, men derimod lagt på et klæde på jorden i en af de mange huler, som var i ruinerne. Nu kendte han stedet, som sin egen bukselomme, da han havde boet der mesteparten af sit liv, og derfor ville han snildt kunne finde ud og andre steder. Det var ikke en fordel, som han gik ud fra, at hun havde.
Mænd med våben havde han fået placeret ved udgangen, for at sikre sig, at alt foregik som det nu skulle. I takt med at hun begyndte at vise tegn på at hun ville vågne, sendte den ene vagt bud efter Kieran, så han kunne blive kaldt til. Han havde nemlig meget at tage sig af, og særligt når det kom til dette. Her søgte han til indgangen af hulen. "Lad os alene. Stå på den anden side," bad han denne gang. Han var nødt til at vide sig sikker. De nikkede blot. "Pas på, Kieran. Vi ved ikke, hvem hun er, eller hvad hun vil," sagde den ene, inden de søgte ud, og lod dem derfor være alene.

[Athena Maloya Mathimæus]

Da hun åbnede øjnene var alt lidt.. uklart. Hendes blik var sløret i de første par sekunder, men hun kunne ane loftet på en gammel, faldefærdig bygning og hun kunne høre tunge skridt omkring hende, fremmede stemmer. Hun tog sig til hovedet der dunkede smertefuldt efter slaget, det eneste der var at se efter det var nu en lille flænge som var stoppet med at bløde for et stykke tid siden. Hun blinkede til billedet blev mere klart, hvorefter hun skubbede sig op at sidde. Hvem end der havde bragt hende der, havde fået lagt hende på et tæppe, der var hverken blødt eller behageligt. Det lugtede og kradsede men det var bedre end bare at ligge på den hårde, kolde jord og blive syg af det.
Hendes grønne øjne havde altid været blide og varme, ligesom hendes mor, men nu var de bare tomme og kolde, hvis der var nogen følelse at spore, så var det forvirring. Det havde ikke været hendes mening at genere nogle. En tung dør gled i og knirkede farertruede af de gamle hængsler der holdt den på. Athena fjenrede langsomt hånden fra hovedet og så hen på den mandelige skikkelse, hvis skygge nærmest gik i et med mørket der, så hun ikke kunne se ham. "Hvem er du?" spurgte hun og greb panisk ud efter sine våben, kun for at finde at de ikke var der. Det mindede hende hurtigt om at de samme våben var blevet taget fra hende da de havde fanget hende i Manjarno. Nu viste hun ikke længere hvor hun var. Hastigt skubbede hun sig selv op mod væggen hvor hun kunne sidde med hvile i ryggen. Det dryppede ned fra det hullede tag igen, det var igen begyndt at regne som det gjorde meget for tiden. Hun stirrede intenst på ham med et fjendsk blik der gjorde alt andet end at indbyde til socialisering.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Alle kvindens våben, var blevet fjernet, og det var en handling gjort af en grund, kunne man sige. For ham, var det nemlig vigtigt, at der ikke blev gjort nogen skade. Ruinerne var i forvejen skrøbelige. Det gjorde dem til det oplagte gemmested, for hvem ville da tro, at nogen kunne leve på et sted som det her? Det var sådan, at han havde tænkt, og det havde jo virket forrygende efter hensigten.
Kieran vendte sig mod den fremmede kvinde, som omgående forsøgte at gribe efter de våben, som de havde fjernet fra hende. Tabt og forvildt ind i det dybe centrum, af den gamle hovedstad. Hvad der var sket med den, var der desværre ikke nogen, som kunne fortælle noget om, og selvfølgelig var det noget, som ligeledes også kunne mærkes. Et sted gjorde det ham faktisk trist.
"Der er ikke nogen grund til at være bange," begyndte han denne gang. Han vidste, at det havde været en handling gjort i vold, men ærligt..? Han selv var jo nødt til at tage sine foranstaltninger. Her gik han i stedet lidt ned i hug, for at se mindre truende ud. Han kunne nemlig heller ikke drømme om at gøre hende noget. Det var i hvert fald ikke hans hensigt med noget af dette. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse denne gang. "Mit navn er Kieran.. Jeg leder stedet her.. Hvem er du? Og hvad har bragt dig hertil?" spurgte han denne gang. Hvem stod han overfor? Med det liv som han havde haft, kunne han jo desværre ikke genkende ansigter.. Men navne derimod, var en anden sag.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var aldrig faldet hende ind at der kunne være beboelse i området. Hun havde været i manjarno flere gange, oftest i forbindelse med krig og der havde ruinerne været et tilflugtssted. Det var måske derfor hendes fødder igen havde ledt hende til lige netop der.
Hun fjernede hånden fra sit hoved og trak sig hurtigt op på sine knæ så hun bedre kunne se den fremmede mand. Nok kendte hun mange takket være hendes familie, men han var ikke blandt det velkendte. "Jeg er ikke bange," afviste hun hurtigt og så væk. Nej hun var rædselsslagen ikke alene for ham, men for alt lige nu. Hun havde slået sin egen forlovede ihjel, hun havde set ham gå i knæ og hun vidste at som dagene gik, ja bare timerne, så mistede hun mere og mere af sin kontrol. Hendes søgende hænder fandt ikke de våben hun havde bragt med sig og heller ikke alle de smykker. Hun rynkede uforstående på panden og lod de grønne øjne finde hans skikkelse igen. "Leder af hvad?" spurgte hun. Var hun endt hos en eller anden race? Nej hun var langt væk fra de større fællesskaber. Kieran.. hun havde aldrig hørt det før. I forsigtighed trak hun sig en smule længere væk fra ham og satte sig ned på sine knæ. Ja hvem var hun efterhånden? "Jeg er Athena.. Maloya," sagde hun endeligt. Hun hed jo egentlig Mathimæus og burde have været en Strife men var samtidig Imaricha.. men intet af det ville hun vedkende sig. "Du har bragt mig hertil.. eller de mænd som du tilsyneladende leder. Jeg har ikke søgt stedet selv," pointerede hun lidt flabet. Det var jo ikke løgn, han var hvad der havde bragt hende hertil og intet andet, så hvornår ville han give hende lov til at gå?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Der havde været beboelse i området i en længere årrække, og det var også lidt det, som Kieran måtte holde fast i. Denne kvinde havde været for tæt på, til at de bare havde kunne lade hende passere, for hun kunne have set dem, og det var slet ikke noget, som nogen af dem, var synderlig interesseret i, hvis det nu endelig skulle være. Han knælede denne gang roligt, for ikke at virke så høj og truende. Han var faktisk slet ikke ude på at gøre hende noget. "Så hvad du end er.. Det er ikke nødvendigt," sagde han denne gang med en fortsat rolig stemme.
Ikke havde hun smykker og ikke havde hun våben på sig. Faktisk var alt taget fra hende, som kunne bruges i forbindelse med et våben, og det var en handling gjort af en grund. "Af dette folk," sagde han, som var det ord, der helt gav mening. Han sende hende blot et svagt smil. At hun var en Maloya, kom et sted bag på ham. Et uddødt navn efterhånden. "Som i Elanyas datter?" spurgte han denne gang. Det navn var jo heller ikke just ukendt.
Hænderne lod Kieran hvile mod sine lår denne gang. Han var fuldkommen afslappet, men igen, så var det jo også ham, som havde helt styr og helt kontrol på denne situation, så det kom jo heller ikke just bag på nogen, trods alt. "Du har bevæget dig meget tæt på grænsen til vores lejr.. jeg beklager den meget hårde måde at håndtere situationen på, men her har den ikke desto mindre, så været en nødvendighed, for at sikre os, at vi ikke er blevet afsløret," fortalte han denne gang. Han betragtede hende meget indgående. "Som sagt, så har du ikke nogen grund til at være bange for os," tilføjede han denne gang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Lige nu kunne Athena ikke være mere ligeglad med ligegyldige grupper af oprørere, hvad end deres mission her i livet var. Faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad med noget som helst. Igennem dage havde hun følt sig død inden i, skuffet og vred over tabet af Evan og fuld af samvittighed over hvad hun havde gjort ved ham, og nok ville komme til at gøre med flere, ligesom hendes mor denne gang. Selv denne mand kunne ikke vide sig sikker, for hendes kontrol var stort set ikke eksisterende. Hun så på ham med et lidt afvisende blik selvom han sad på knæ i øjenhøjde med hende, og hun forsøgte ikke at se direkte på ham. "Du har ret. Du burde være bange for mig, snare end omvendt," advarede hun uden at det var ment som en trussel. De havde begge konstateret at hun ikke bar nogle våben som kunne udgøre en fare for ham. "Hvilket folk?" spurgte hun og gengældte på ingen måde hans smil. Hendes blik var ikke koldt eller fjernt, hun besad slet ikke den kulde, men de var afvisende og forvirret. Hvis hendes mor havde set hende nu, ville hun nok vende sig i graven over at hun brugte hendes navn på den måde.
Athena nikkede kort. "Præcis," bekræftede hun, stolt af sine rødder, selv af sin far som om ikke andet forsøgte at være god ved hende. [colorFFFF99]"I slog mig!"[/color] udbrød hun lidt vrissent og tog sig igen til hovedet. "Det er hvad jeg kalder ret voldeligt. Hvorfor fortæller du mig ikke hvad det her er for et sted?" spurgte hun bittert. Det ville hun i det mindste kunne bruge til noget, dog rystede hun hurtigt på hovedet. "Nej glem det. Bare lad mig gå, jeg afsløre intet," lovede hun. Det interesserede hende ikke engang.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvem end denne kvinde havde vist sig at være, så gik Kieran op i, at han skulle vise sig, fra sin bedste side - også mest for sin egen skyld faktisk. Han ville gerne undgå at ty til vold i den forstand, at det var muligt for ham at lade være. Det var lidt sådan, at han også havde det med dette. Hovedet lod han denne gang søge på sned. Smilet var faldet bort, i og med, at det var den måde, hun valgte at té sig på. "Hvorfor skulle vi frygte dig?" spurgte han denne gang. Nu var hun bare kendt af navn, fremfor handling, da hans fokus havde ligget helt andre steder, også mest for sin egen skyld, når det nu endelig skulle være. Han trak vejret dybt denne gang, uden at fjerne sig. Han blev siddende på hug foran hende. Han ønskede nemlig ikke at fremstå truende på nogen måde. "Folket, som ikke har noget andet sted at søge hen. Dem som har været offer for racehad, er jaget væk fra deres hjem, eller står uden noget som helst," forklarede han denne gang. Det var vel en ganske ærlig sag? Han selv var glad og tilfreds for det arbejde, som han udførte, og han vidste, at rigtig mange havde det på helt samme måde.
De havde slået hende.. Men det havde i denne situation været nødvendigt, og det var lidt det, som han forsøgte at holde fast i, og særligt, når det nu var på denne her måde. Han rystede kort på hovedet denne gang. "Her har det været en nødvendighed. Vi ville sikre os.." Han sænkede hovedet en smule, hvor han fortsat betragtede hende indgående. "Du har vandret rundt derude alene, Athena.. Hvor vil du tage hen?" spurgte han denne gang. End ikke Manjarno var jo sikkert mere.

[Athena Maloya Mathimæus]

Rygterne gik som steppebrande og krydsede hurtigt grænserne for landene. Alle kendte hendes navn og forbandt det med tragiske hændelser som blev ved med at ske omkring sig. Hun trak vejret dybt. "Du har hørt historierne ellers ville du ikke kende mit navn. Selv uden at ønske det kunne jeg slå du og dine mænd ihjel," svarede hun og så op på det hullede tag. Der var koldt her og dråberne faldt ned gennem og dannede en lille pøl af vand mellem dem. Hvem end Kieran var, så virkede han ikke truende, men Athena var slet ikke dum nok til at stole på ham, det havde vist sig at hun ikke kunne stole på nogen, ikke engang på de mænd der havde været i hendes liv og havde været ment til at skulle tage vare på hende.
Hun så på sin finger og knyttede hånden en smule. "Hvor er mine smykker?" spurgte hun lidt pludseligt. De var vigtige.. de skulle brødføde hende. Hun havde intet, med andre ord var der vel plads til hende, hvis ikke det havde været fordi hun var en koldblodig morder åbenbart. Hvordan kunne det gøre en forskel at slå hende i hovedet med et eller andet? Det blødte ikke, men hun kunne stærke mærke hendes puls dunke i tidningen. "Hvilken forskel gør det? Ud over en forfærdelig hovedpine," mumlede hun. Så lidt kontrol som hun holdt over sit eget sind var hovedpine alt andet end velkommen.
Hendes blik dalede langsomt, velvidende om at han havde ret. Hvor ville hun tage hen? Procias ville næppe byde hende vekommen med åbne arme og hun havde ikke et hjem, ikke mere. "Hjem," svarede hun tomt. Hvor hjem var, havde hun ikke den mest fjerne idé om, ingen ville have hende fordi hun var en tikkende bombe og hun ville heller ikke have nogen af dem.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran havde hørt mangt og meget, men at knytte hende til specifikke hændelser, var en større udfordring. Selv måtte han jo indrømme, at dette vakte ham en nysgerrighed. Nu var det jo heller ikke fordi at Maloya-familien var ukendt, selvom den var så godt som død nu. Der var ikke rigtigt nogen, der bar de titler mere. "Døtre og sønner af Elanya Maloya er ikke ukendte, Athena," sagde han denne gang. Han havde hørt om hendes uheld med sin moder.. Men alle kunne gøre den slags ved et uheld. Af den grund, så han ikke nogen grund til at skulle være bange for hende. "Skulle vi frygte dig?" spurgte han denne gang. Bange var han jo ikke for hende, og ikke var det noget, som han havde nogen grund til. I hvert fald ikke i hans øjne.
Et svagt smil passerede denne gang hans læber. Hun skulle tidsnok få sine smykker. De var jo kun blevet taget fra hende, fordi at det var farligt, hvis hun havde dem på sig. Selv smykker, kunne bruges som et våben, hvis det var en, som var kreativ nok. "Du skal nok få dem igen," sagde han denne gang. Det var ikke en sag, som han ønskede at diskutere yderligere.
Kieran var nu sikker på, at der var ting, som hun endnu ikke havde valgt at fortælle ham om, og det var en tanke som faktisk irriterede ham lidt. Han var bestemt ikke god til hemmeligheder, eller ting, som man ikke ønskede at han skulle vide. Armene lod han denne gang falde over kors. "Tager jeg meget fejl, hvis jeg siger, at du ikke har noget sted at søge hen?" spurgte han denne gang mere henkastet end tidligere. Overfor ham, var der ingen grund til at spille skuespil.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var få tilbage som var direkte bærer af Maloya-navnet. I virkeligheden bar Athena det ikke engang, men eftersom hendes nuværende efternavn kun mindede hende om en rædsom tid, nægtede hun at bruge det. Evan havde lovet at gøre hende fri fra fortidens lænker, ved at lade hende tage hans i stedet, men det var endnu et løfte som han havde vendt ryggen til. "Nej der var også en del af os," pointerede hun. Hendes mor havde sat rigeligt børn til verden, alt respekt for hendes minde, men hun havde ikke været kræsen med sine valg af mænd. Hun blinkede og så på ham før hun nikkede. "Min selvkontrol er svækket. Jeg kunne slå dig ihjel uden overhovedet at blinke," sagde hun og stirrede indgående i hans blik. Lige nu ønskede hun næsten at han ville frygte hende, alene så hun kunne blive fri. Der var ingen grund til at lægge hende i flere lænker endnu.
"Det har jeg svært ved at tro på," hun satte sig op på sine knæ og lagde en hånd på hvert lår. De smykker var meget værd og at dømme ud fra hans beklædning kunne han godt bruge guld og sølv. Denne Kieran var en fremmede mand, og hun var ikke ligefrem kendt for sin store evne til at vise tillid til de fremmede, så nej hun ville ikke sidde her og krænge sit hjerte ud og alskens problemer der fulgte med. Hendes blik gled til jorden. "Som jeg sagde, var jeg på vej til Procias, der har jeg forhåbentlig ly," de vidste begge bedre. Procias var blevet et forsigtigt land og nok var hun en Maloya, men hun havde også slået sin egen mor ihjel, der ville nok ikke være plads til hende. Evan havde efterladt hende uden noget som helst andet end et knust hjerte.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Elanya Maloya havde været vidt omkring, så meget vidste Kieran da, men det var vel også det, som han vidste? Selvom han var blevet født på den procianske side af grænsen, men var blevet smidt ud allerede i en alder af 4 år.. sendt ud for at dø, og her sad han så. "I var mange, har jeg ladet mig fortælle," sagde han denne gang. At langt de fleste var gået bort, var jo bare omstændigheder, som man nu måtte tage og føle på, men hvad var der at gøre ved det nu? Et kort smil passerede denne gang hans læber. Hun kunne true med bål og brand, hvis det var det hun ville.. men det at være bange for hende, ville ikke komme til at ske. "Jeg er ikke bange for dig, Athena," sagde han denne gang direkte. Med det liv, som han levede, så han nærmest død dagligt, og det som han lavede, var også med en kæmpe risiko, som ikke kom af ingenting. Han vidste, at det nok ville komme til at koste ham livet på et eller andet tidspunkt.
Smykkerne skulle hun nok få igen, hvis det var noget af så stor betydning for hende. For ham, havde det nemlig ikke. Det var jo ikke noget, som kunne spises eller bringes til bordet og mætte de mange maver, som skulle mættes her hver eneste dag. Det var lidt der, at problemet lå. "Jeg har intet at bruge dem til," sagde han denne gang. Klæder, redskaber og mad, anså han som værende vigtigere end flotte smykker i guld og sølv. De blå øjne skinnede nærmest, da han så mod hende igen. De vidste begge godt, at hun ikke var på vej til Procias. "I det tilfælde, ved du vel godt, at turen forbi stedet her, er en omvej, ikke sandt? Der er ikke nogen skam i at fortælle sandheden," sagde han denne gang. Alle her, havde mistet deres tilholdssted, familie eller andet. Der var et sted for alle her.

[Athena Maloya Mathimæus]

I første omgang var hendes eneste modsvar til ham, et olmt blik. Ja hendes mor havde ikke været bange for at lukke flere mænd ind i sit liv, men hun havde også lidt for det, og de søskende der var kommet ud af det.. ja ingen af disse havde Athena et forhold til og hun ønskede det sådan set heller ikke. "Det var vi vel," svarede hun bare og trak ligegyldigt på skuldrene. Naturligvis forsøgte hun bare at holde ham væk fra hende.
Hun placerede hænderne foran sig, og rejste sig i stedet på alle fire. Sorgen forandrede ethvert væsen, og hvor hun før havde følt alt, følte hun nu.. intet. "Det burde du være," svarede hun bittert. Evan havde heller ikke været bange for hende, men han havde gjort hende meget ondt, og konsekvensen af det havde været.. dødbringende. I sig selv holdt smykkerne ikke længere nogen værdi, det var bare ligegyldige smykker Evan havde givet hende, som hun planlagde at sælge for mad, tøj og hvad der ellers kunne være praktisk i hendes færd mod lyset. Hun trak sig tilbage igen og satte sig på sine knæ. "Det er ikke gået op for dig, at jeg ikke har tænkt mig at fortælle dig noget som helst? Du er en fremmede. Hold poterne på din egen sti," bad hun lidt modsvarende og kæmpede sig op på benene. Han holdt hende som fange her, så hvorfor skulle hun stole det mindste på ham? Det lod ikke til at man kunne stole på nogen her i verden længere.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Som denne kvinde var bitter og afvisende, så Kieran ikke nogen grund til at møde hende på den sti, hvor han derimod forsøgte at forholde sig åben og positiv, også mest for sin egen skyld. Dette var et sted, hvor alle skulle have lov til at have muligheden, for at få noget ud af det.. få lov til at føle, at de var noget, og udnytte deres fulde potentiale. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han kneb øjnene en smule sammen.
"Der er ikke nogen grund til at være så afvisende," fortalte Kieran denne gang, som han lod hovedet søge på sned. Så meget energi, som man brugte på at rende rundt og være vred og ked af det. I hans verden, og i hans bog, var det ganske enkelt spild af tid, kræfter og ressourcer, som ganske enkelt burde blive brugt på noget andet. "Her kan jeg give dig en række muligheder. Jeg ved godt, at det kan være svært. Det har det været for mange her.. Men alle skal have en mulighed," fortalte han denne gang. Det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han selv havde været igennem meget, som så mange andre her på stedet, havde været det samme. Det var bare heller ikke noget, som man kom over som ingenting. "Jeg kan vise dig lidt rundt," opfordrede han igen. Som warlock brændt han inde med utrolig meget vrede.. Bitterhed og meget mørke, men han forsøgte selv for alt i verden, at se bort fra det. Han gjorde tegn til at hun kunne søge med. "Hvis du vil.." sagde han denne gang. Der var intet der holdt hende fast her.. Med disse ord, vendte han om på hælen, og søgte ud af den oldgamle kælder. Det hele var jo ruiner.

//Out