It's over

[Deleted]

Athena Maloya Mathimæus

---

Den sidste tid, var egentlig gået på at pakke hele huset ned. Det hele havde taget en drejning, som man vel snildt kunne sige, at Evan ikke havde regent med, og at støtte warlockerne på nogen måde, var overhovedet ikke noget, som kom til at ske for hans vedkommende. Ikke bare var det hans nedpakning af hans gamle hjem, som generede ham, men presset fra Athenas side, alle de problematikker, som var med Noelle, som han havde fået sendt i forvejen. Ja, han tænkte på hende, og han gjorde det nok lidt for meget, efter de stunder, som de alligevel havde formået at dele.
Evan fik endnu en kiste bragt til vognen udenfor. Det her skulle bare overstås.. og så havde han den ting med Athena, som han ville snakke med hende om. Når han vendte ryggen til det hjem, som han havde haft her, var hun også en del af det. Han kunne ikke fortsætte, og han ønskede ikke at fortsætte med det, og det stod han også fast på nu. En beslutning, som han nu tog for sin egen skyld.

"Athena?" kaldte han denne gang. Han vidste, at dette nok ville være med en vis risiko, men det var et valg, som han nu havde taget. Havde det været forhastet? Han stillede sig denne gang nede i den store forhal. Der var ikke nogen tjenere eller noget som helst.. Tingene var pakket ned, og rigtig meget af det, var på sin færd mod Dvasias og mod Appolyon, som var det sted, som han til enhver tid ville støtte i dette.
Hans mine forblev kold og fast. Han var frustreret over, at det her skulle vise sig, at være en nødvendighed, men hvad pokker kunne han da gøre ved det nu? Afventende blev han denne gang stående.. Han forestillede sig samtidig hvordan hun ville tage det.. at han for alvor vendte ryggen til det hele denne gang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Hun så på det tomme gulv og den nøgne seng der stod uberørt i soveværelset. Det hjem som altid havde været hendes trygge base var blevet forvandlet til noget uigenkendeligt, og uanset hvor hun så hen, blev hun mindet om det til stor frustration. Hun lagde armene om sig selv og stirrede tomt. Hendes blonde lokker var bundet op i den stramme knold der fik hende til at fremstå langt ældre end hun egentlig var. Evan havde overtalt hende til at iklæde sig en af Dians gamle kjoler da hendes eget tilsyneladende var blevet pakket væk, også selvom hun foragtede at se sig selv i spejlet, og se den samme kvinde han havde forladt for at være sammen med hende. Hun vendte blikket kortvarigt mod spejlet, men så hurtigt væk igen. Det havde aldrig været meningen at det skulle ende sådan her, hun var blevet den selv samme kvinde han havde forladt.. så hvem havde han egentlig ønsket? Ofte spurgte hun sig selv om den slags, selvom det var trættende og hun på den anden side også gerne ville tro på at det var en svær tid, men at han stadig agtede at ægte hende.

Hans hårde stemme fik hårene til at rejse sig. Inderst inde vidste hun godt hvad der kom, eller i hvert fald at han ikke ville have hende med. Han havde ikke haft travlt med at pakke hendes, og han svarede aldrig på hvor de skulle hen når hun stillede de rette spørgsmål. Hun så på døren uden at svare, og slugte sin egen stolthed, forsøgte mentalt at forberede sig på at stå overfor ham. Lydløst forlod hun deres soveværelse og gik hen til trappen. Hendes hånd fandt gelænderet og gled hen over det yndige træværk som hun skridt for skridt, gik hans skikkelse i møde med hagen hævet. "Evan..." sagde hun og sank en klump. Det var svært for hende at bevare selvtilliden overfor ham. Hun nåede det sidste trin og stoppede op foran ham. "Er det ikke på tide at fortælle mig hvor vi skal hen?" spurgte hun med en hårdhed der var ulig hende. Hun var blevet en elegant men kold og ligegyldig kvinde, nøjagtigt det hun havde frygtet.

[Deleted]

At støtte warlockerne, var overhovedet ikke noget, som faldt i Evans interesse, og derfor ønskede han også bare at komme derfra. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Tjenestestaben var sendt i forvejen og Noelle var også, efter alt for mange protester. At pakke Athenas.. Nej.. det havde han ikke gjort. Et sted også for at forberede hende på, hvad er ville komme. Det var slut nu. Det liv, som de havde haft sammen, havde været godt i en periode, men som tiden var gået, og hun var blevet ældre.. Var det bare omstændigheder, som han havde svært ved, og derfor ønskede han hellere at stoppe, mens legen var god.
Han kaldte denne gang på hende, midt i forhallen. Den kjole som hun havde på, var en af de favoritter, som han havde set Diane i. Tilbage dengang, hvor hun selv havde formået at holde hans interesse. Selv den var faldet betragtelig på alt for kort tid. Måske han bare ikke var ment til at være sammen med dem, som han ellers udvalgte? Nu var det jo Noelle, som havde fanget hans interesse på den måde. Og igen.. så gjorde han ikke ting som han fortrød. Han fortrød ikke sit liv med Athena.. men det var her, han havde tænkt sig, at sige stop.
Da hun kom ha i møde denne gang, vendte han blikket mod hende. "Den tone, er slet ikke nødvendig, Athena," sagde han denne gang. Hård og kold. Det lignede hende ikke. Han sukkede svagt. "Det er hvad jeg har tænkt mig at snakke med dig om. Jeg har pakket mine ting.. Jeg ønsker ikke, at du skal tage med," sagde han denne gang direkte. Han kunne jo lige så godt få det sagt og så komme af sted. Noelle ventede jo på ham. Han havde fået hende sendt af sted dagen før.

[Athena Maloya Mathimæus]

Ingen af dem havde interesse i at støtte Kimeya i hans meningsløse formål, men Athena havde nok ikke haft nær så travlt som Evan, for hun vidste at Kimeya i respekt for sin mor, ikke kunne drømme om at skade hende, de var nu og da søskende. Hun så op på den mand hun havde svor sit liv til, den mand som havde taget hende med storm allerede i en ret ung alder, og hun kunne se i hans øjne at der ikke var den samme længsel eller passion som de engang havde haft. Det knuste hende ligemeget hver gang, og hver gang følte hun sig en lille smule mere død indeni. Hun slap ikke gelænderet men lod den hvile mens hun stod på det sidste trin så de var nogenlunde i øjenhøjde. Han var ikke mere værd end hende, selvom ham ofte kunne få det til at føles sådan. "Er den ikke?" spurgte hun med et sigende blik. Det var ikke et spørgsmål men nærmere en undren, for hun kunne næsten fornemme hvad der ville komme. Nok troede han ikke at hun hørte ham og Noelle, men det var gået op for hende at de var mere end bare venner, deres forhold stak dybere hvilket gjorde hende kvalm.

Hendes hjerte slog frygtelig hurtigt, det krævede hver en celle i hende at stå oprejst, med hovedet hævet og et neutralt blik, for lige i det sekund han sagde hvad han havde på hjertet, havde hun lyst til at falde sammen, men hendes eneste reaktion var i første omgang at blinke én gang med øjnene. "Så.. efter alt den tid vil du bare efterlade mig her?" spurgte hun tørt. Hendes øjne blev blanke men hun tog en dyb indånding og forsøgte at fortrænge vreden og skuffelsen. "Alle de løfter, allesammen tomme.." hun så ned og mærkede hvordan alt i hende langsomt blev nedbrudt af en smerte hun var blevet mester til at skjule gennem årene. Hun havde givet ham alt, forsøgt at være alt og det her var takken? At han ligeså ville vende hende ryggen?

[Deleted]

Noelle var sendt i forvejen med det løfte om, at han ville komme til hende, når alt det her var overstået. Dette var nemlig en, som han ønskede at tage med Athena enemand. Nu var han ikke bange for hende, og havde derfor aldrig haft en grund til at være det. Dog måtte han jo sande, at han frygtede lidt for hvordan hun ville tackle dette, men hvad.. Han havde taget en beslutning, og det var en beslutning, som han stod fast ved, så nu skulle den jo så bare præsenteres.
Den længsel og den lykke, som engang havde været mellem dem, var ikke længere til stede, og det var heller ikke fordi at han havde tænkt sig, at lave noget om.. Han følte ikke det, som han havde gjort engang, og ærligt? Hvorfor skulle han klamre sig fast til noget, som han et sted udmærket godt vidste, ikke ville vare ved? Det var lidt sådan, at han havde det med dette. "Det vil ikke holde, Athena," begyndte han denne gang med en direkte stemme.
Evan trådte denne gang helt hen til hende. Han stillede sig foran, hvor han samtidig stirrede direkte i hendes øjne i stedet for. "Den gode tid er forbi.. Jeg føler frustration, og jeg ved, at du gør det samme. Jeg kan kun anbefale dig, at få pakket dine ting, og selv søge bort herfra," fortalte han denne gang med en mindst lige så rolig stemme. Han kunne se, at det gjorde hende ked af det. Ikke at han ønskede det, men denne gang, var han bare nødt til at gøre det. "Jeg beklager.. Men det her, det går ikke.." Han rystede på hovedet. De var vel bare.. for forskellige?

[Athena Maloya Mathimæus]

Alle de ting hun havde set og hørt gennem den sidste tid, dem havde hun fortrængt men nu spillede det som en film på hendes nethinde og mindede hende om alt det hun skulle have gjort for lang tid siden. Hun havde altid været bange for at miste Evan, for han var det eneste hun havde tilbage. Hun forsøgte at blinke sine tårer væk og se væk fr den vrede som hun i årevis havde taget afstand til for at bevarer den selvkontrol han havde lært hende. "Det vil ikke holde? Var det derfor du friede til mig?" spurgte hun bittert og sendte ham et direkte dræbende blik. Han havde taget alt det fra hende som hun havde elsket, men hun havde gjort det for at være hvad han gerne ville have og nu ville han ikke have det alligevel?
I samme øjeblik han trådte tæt på hende, holdt hun instintivt hænderne op og skubbede ham væk. Han skulle ikke i nærheden af hende! "Det er hende er det ikke?" hendes blege kinder blussede og blev ildrøde, hun kunne mærke alle de ting hun normalt var bange for at mærke.. smerte og sorg.. vrede ligesom den hun havde følt og som havde kostet hendes mor livet. Denne gang var det hende der trådte tættere på. "Jeg gav dig alt" hun følte næsten sine ben true med at knække sammen under hende. Hvad forventede han? At hun bare ville trække på skuldrene? Det var tydeligt at han ikke vidste hvor meget hun elskede ham, selvom intet havde været godt i lang tid, hun havde vel bare håbet på at han på et tidspunkt ville vågne op og huske på at han også elskede hende. Hun stoppede op og satte en hånd i siden og forsøgte at trække vejret roligt. "Jeg elsker dig Evan..." hun lukkede øjnene og mærkede tårerne glide ned over hendes kinder, mens kontrollen langsomt gled ud mellem hendes hænder uden hun selv bemærkede det.

[Deleted]

Evan havde bestemt ikke regnet med, at Athena ville tage det her pænt. Men denne gang havde han taget en beslutning, og han stod ved denne. Dengang han havde friet, havde det været det rigtige for ham at gøre, og det var sådan, og at han også havde det nu. Nu var det rigtige at bryde op. Ikke at han fortrød den tid, som han havde haft med hende, for det gjorde han ikke.
"Hold nu op..!" endte han denne gang, da hun skubbede ham væk, hvilket kun resulterede i et enkelt skridt. Han var større og stærkere end hende, og han havde heller ikke rigtigt forventet, at hun ville tage det på nogen anden måde. Denne gang var det hende, som kom tættere på. Han mødte hendes blik. Ikke med frygt eller noget lignende, for det havde han aldrig haft nogen grund til. Og hende? Det havde intet med hende at gøre.. Hun havde bare været springbrættet ud. "Tænker du på Noelle?" spurgte han denne gang. Han vidste godt, at Jared ville slå ham ihjel for det her, men for ham, var det her nu bare en nødvendighed.
Hænderne greb denne gang ud efter hendes håndled, idet hun hævede stemmen, og hendes ben truet med at knække. Masken forholdt han i ansigtet, men selv det her, var med til at gøre ham ked af det. Så følsom og så skrøbelig.. Han kunne ikke klare det mere! Han slap hende, for i stedet at stryge hænderne over hendes kinder. "Som jeg elskede dig, Athena.. Dette døde for mig for lang tid siden.. Jeg holder af dig.. Men det her, er i mine øjne, det bedste for os begge to." Forstod hun det ikke? Han gjorde det jo ligeledes for hendes skyld, som det var for hans egen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det gjorde så ulideligt ondt. Hun havde aldrig troet at det skulle gøre ondt at elske nogen så højt som hun elskede ham, men hun havde heller aldrig regnet med at han ville vende hende ryggen. Hendes far ville slå ham ihjel hvis han fandt ud af det her, og der var en lille djævel i hende som havde lyst til at søge ham som den første så hun kunne sikre sig at hævnen ville ske fyldest, men det var ikke hende at gå ned på det niveau. Hendes skub bragte ham ikke langt væk, han var det dobbelte af hendes størrelse, og før han havde tvunget hende væk fra marken, havde hun alligevel kunnet bringe ham i knæ med lidt god vilje.
Hans faste hænder lukkede sig om hendes slank håndled. Hun forsøgte at vriste ham af sig, men uden held, hvilket næsten gjorde hende helt panisk. Nu kunne hun ikke længere tilbageholde sine tårer. Lige siden hun var barn, havde hun været meget følsom, der skulle ikke meget til at gøre hende ked af det eller vred.. eller glad for den sags skyld og lige netop derfor havde hun nok bare knyttet sig til det håb om at han ville finde sine følelser igen. "Jeg har hørt jer! Ikke engang den ærlighed kan du give mig!" udbrød hun lidt rødmosset i ansigtet mens hun forsøgte at trække hænderne til sig men uden held. "Stop! Giv slip!" råbte hun nærmest bedende som gjorde han hende ondt, hvilket han også gjorde, men det var ikke en fysisk smerte. som sådan i hvert fald. Hun rystede på hovedet.. han måtte ikke sige sådan.. han havde elsket hende? Som i datid? Desperat forsøgte hun at fjerne hænderne fra sine kinder. "Stop.. bare stop.. jeg kan ikke," hun havde en fornemmelse af at han var i hendes hoved fordi følelserne overvældede hende også selvom det ikke var sandt, så i ren og skær desperation søgte hun direkte ind i hans og forsøgte at fortrænge ham, men der var ikke noget at fortrænge ham fra og hun havde ingen kontrol over hvor hendes magi ramte, hun ville bare have ham til at stoppe!

[Deleted]

Evan vidste, at der ville komme en reaktion, men lige hvor kraftig den ville være, var nok ikke til at sige. Athena lå over et vidt spekter af tanker og følelser, og hvad der ville komme til overfladen, var aldrig til at vide. Et sted, var det også en tanke som generede ham. Hun var så forbandet utilregnelig, og i det her tilfælde, så var det bare ikke på den gode måde! Han rystede let på hovedet. Nu måtte hun simpelthen holde op! "Og hvis det har med Noelle at gøre? Så er det ikke hendes skyld, men helt og holdent min. Jeg gør mig ikke de tanker, som jeg gjorde engang, Athena..!" At hæve stemmen, var overhovedet ikke noget, som var typisk ham, og det ville nok heller ikke komme til at ske. Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det.
Evan ønskede at afslutte det her på en ordentlig måde, velvidende om, at Jared ville slå ham ihjel for at gøre det her. Han holdt endnu stærkt om hendes håndled. Det var jo ikke fordi at han ønskede at se hende ked af det, og det var jo heller ikke fordi at han havde det oplagte mål, at skulle sikre sig, at hun faldt i knæ for hende, og gøre hende noget ondt. Det her var noget, som han var nødt til at gøre. "Jeg holder af dig, Athena, men de tanker, gør jeg mig bare ikke mere.." Han rystede kort på hovedet. Overfor hende, var alle hans parader nede.. Hvilket nok var dumt. Det brutale frontangreb mod hans psyke, var næsten det, som slog ham mest ud. Hans pupiller trak sig denne gang sammen, som en smerte så intens som intet andet, meldte sig i hans hoved.
Evans faste greb slap mere og mere sit tag i hende, idet at hans egne ben faldt sammen under ham. Allerede milevis fra Strife Manor, idet at alt i hans tanker og sind, var fuldstændig mørkelagt af hendes voldsomme angreb. Derfra faldt han direkte ned for fødderne af hendes skikkelse. Paraderne havde altid været nede overfor hende.. At hun så denne gang skulle formå at slukke for ham psykisk, blev han nærmest lukket inde i sit eget sind. Han kollapsede for fødderne af hende, hvor han denne gang blev liggende fuldkommen stille. 

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vendte hovedet væk og forsøgte at lægge lå på sit indre, men det væld af følelser hun aldrig havde været i stand til at styrer, blussede i hende, hun kunne mærke hvordan hans ord knuste hende og stykkerne faldt langsomt sammen. Hendes negle borede hun ind i sine følsomme håndflader, lod smerten være kontrolleret, men desværre ikke dominerende. "Og først nu vælger du at åbne munden?! Er du klar over hvor ydmygende det er at se den mand man elsker, elske en anden men naivt blive ved med at håbe på at han en dag vågner?! Du lovede mig Evan!" råbte hun med blussende kinder. De første tårer strøg ned over hendes kinder, men hun fjernede dem hurtigt, så han ikke skulle se hende græde.
Hun hævede hånden og gjorde tegn til at han skulle stoppe med at snakke, for hun kunne ikke holde til at høre ét ord mere. Desværre var hendes skrøbelige sind allerede blevet ramt af de hårde slag, hendes sind reagerede instinktivt i et forsøg på at beskytte hende. Hun stod og så på at han faldt til jorden og pludselig ophørte hendes gråd. Hendes kinder var stadig vædet af de salte tårer, men hun var rolig og stod bare og stirrede på ham med en blandet følelse af foragt og skyld. "Du skulle ikke have såret mig," mumlede hun og sænkede hovedet, før hun trådte over hans slappe skikkelse. Det var stadig ikke helt gået op for hende hvad hun havde gjort. Håret lod hun falde i blonde bølger, frigjorde dem fra spændet stramme fængsel. Det var slut med at være nogen hun ikke var for hans skyld!
Med den tanke greb hun kun det mest nødvendige - hendes taske, før hun forlod mansionet. Han havde ret, hun kunne ikke blive og slet ikke nu.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Dage havde passeret. Efterhånden var Kimeya ved at have god styr på Imandra. Det eneste, som egentlig forvoldt ham noget, der mindede om problemer, var varulvene i skoven. Han skulle nok få dem ned med nakken på et eller andet tidspunkt!
Denne gang var han kommet til det gamle Strife Manor. Af respekt for manden, så havde han fået muligheden for at søge bort, inden det ville blive stormet. Nu kunne selv han ikke vente længere. Med en række warlocks efter sig, sprang de dørene op ind til det store hjem. Et sted var det egentlig utroligt, hvor stort set egentlig var. Ikke fordi at det var noget, som Kimeya selv havde noget imod. Det var bare et imponerende bygningsværk. "Søg alt igennem.." beordrede han denne gang kort for hovedet, inden han selv trådte ind.
Skikkelsen som lå på gulvet, var dog noget af det første som fangede hans opmærksomhed. Umiddelbart så det ud til at være.. dødt, men følelsen af det magiske, sagde ham noget ganske andet. Han selv søgte ind. Hans warlocker spredte sig i hele huset, for at få det hele undersøgt. Han knælede derfor langsomt ned ved siden af Evan. Hånden lagde han mod mandens pande. Jo.. han var der endnu. Smilet bredte sig denne gang på hans læber. "Hvad den arme kvinde har gjort ved dig.." At hjælpe manden ud kom ikke på tale. Ikke endnu om ikke andet. I takt med at huset blev gennemsøgt, fik han to af warlockerne, til at hæve Evan, kun for at bringe ham tilbage til det Mørke Morgengry. Nu skete der jo ting og sager!

//Out