Be mine... be mine forever

[Deleted]

De havde på alle mærkelige måder, været en stor og lykkelig familie også selvom de virkelig havde måtte kæmpe for at skule holde sammen og de havde virkelig gjort det helt til det sidste, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun sukkede dæmpet, blev siddende tæt ind mod hans egen favn. Hun håbede virkelig at pigerne ville have det godt, også selvom hun ikke havde nogen anelse om hvor pokker de egentlig ville opholde sig, selvom det jo i den grad måtte være noget af det som klart formåede, at skulle skræmme hende mest, det var hun slet ikke det mindste i tvivl om. Hun var lettet, hun var lykkelig. Igen havde hun Nick ved sig, nu havde de jo så bare disse enkle problemer at skulle slås med. .Som en engel måtte hun jo trods alt søge mod Himmeriget.. Dette var noget af en besltning som hun måtte tage gaske så hurtig, også selvom hun slet ikke ville tvivle på, at det var noget af det som klart påvirkede hende mest af det hele. Hun havde virkelig bare savnet det faktum, at hun kunne sidde så roligt og stille i hans favn, det var i den grad noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kysset holdt hun så længe som det var hende overhovedet muligt. Bare det faktum, at hun kunne få lov til at sidde så utrolig tæt på ham endnu en gang, var i den grad noget af det som var det hele værd.. Hun havde savnet ham, hun havde længtes efter ham på denne måde og nu havde hun ham endelig ved sig og der hvor hun virkelig måtte høre hjemme. Hundrede år havde de at skulle indhente og for hendes del, så kunne det godt tage så lang om det, for hun ville virkelig bare nyde det at være sammen med ham igen! "Altid sammen.. aldrig adskilt.." sagde hun stille, da han valgte, at give hende ringen på. Hun tog stille om hans hånd og sammenflettede deres fingre. Hun lagde sig tæt ind mod hans krop igen. Vingerne spredte hun en anelse. Hun vendte blikket stille over skulderen og mod dem. Hun bed sig let i læben og vendte blikket stille mod ham igen. Hun lod hånden stryge mod hans bryst. "Du.. du må gøre mig en sidste tjeneste Nick.. En sidste lille en.." sagde hun stille. Hun satte sig stille op mod hans favn og trak vingerne ind til sig igen. Hun var virkelig alvorlig i sin udtalelse. De vinger måtte af.. Hun ville blive her sammen med ham.. ham og kun ham!

[nick]

De havde været en lykkelig familie. Og med Jeremy ved siden af, som en god ven af familien. Så havde det hele været godt. Nu hvor de igen kunne genopbygge det hele, var han virkelig lettet. Han følte at hans hjerte hamrede igen, og kun for Lisa. Den havde aldrig banket for andre, aldrig! Og ingen ville nogensinde kunne vinde hans hjerte. Det tilhørte Lisa. Det var jo bevist, selv at efter hendes død (og genopståelse), kunne de endnu være sammen! Han så på hende. At himmeriget måtte vente hende, når hun stadigvæk bar de smukke vinger. Det var han sikker på. Men hun ville da ikke forlade ham, ville hun? Eller forlade, og forlade. Men at de bare skulle skilles for en tid, var alligevel en skræmmende tanke. Han ville ikke slippe hende af syne, det ville han ikke kunne bære. Bare en nat mere uden hende... frygteligt! Han holdt hende ind i favnen og smilede til hende. Han kunne ikke lade vær. Hun var så smuk, og sammen.. Ja, det var tydeligt bevist de bare hørte sammen! "Jeg elsker dig," hviskede han blidt. Han sammenflettede deres fingre, og holdt hende ind i favnen. Hun var dejlig. Og hendes duft var savnet. Hendes aura. Hendes alt, var savnet. "Sig frem kære," sagde han blidt.

[Deleted]

Jeremy havde klart været en uvurdelig hjælp fra han var endt med at dukke op. Ikke bare til hjælp af det stres som det havde været at opfostre de to overskønne piger i det kaos som de havde levet i. Det værste var i den grad at hun slet ikke havde haft muligheden for at skulle takke ham for det.. alt det som han havde gjort for dem. Hun følte virkelig, at de skyldte ham for alt det som han havde gjort for dem og det var virkelig meget. Hendes hjerte ville for altid tilhøre Nick, det ville aldrig nogensinde tilhøre nogen anden og det var sådan som hun ønskede og agtede at holde det.. Selv ikke Derek ville komme så tæt på hende. Det var virkelig kun en plads forbeholdt manden i hendes liv, og det var i den grad den mand som hun sad overfor netop i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun havde virkelig aldrig nogensinde været i tvivl når det kom til Nick. Himmeriget ventede hende stadig.. det var jo trods alt hendes.. hjem vel? Derek var der, og det var virkelig også noget af det som afholdt hende fra at skulle ønske at tage til det sted. "Jeg elsker også dig Nick.." sagde hun oprigtigt og med det varme smil. Bare at høre ham sige det, var virkelig noget så frygtelig savnet, at hun end ikke ville være i stand til at skulle beskrive dem! Hun strøg roligt hånden mod hans kind, så varsomt og blidt inden hun valgte, at skulle skænke ham et kærligt og så frygteligt intenst kys. "Jeg ved, at du har kniven på dig Nick.. Tag den frem.. og skær vingerne af mig.." sagde hun med en dæmpet og rolig stemme.. Hun mente de ord i deres fulde alvor, intet andet ville nogensinde komme på tale for hendes vedkommende. Hun vil bare være ved ham.. være i hans favn og i hans nærvær om det så skulle koste hende noget af det som en engel satte så højt; Sine vinger.

[nick]

Ingen steder ventede Nick. Måske den bioak han havde bygget for i nat? Det eneste sted han i længe havde kunnet kalde 'hans'. Som vandrende fattig warlock, havde han jo bare haft... ingenting. Han havde bare sovet hvor han lige fandt lyst, da han ikke ville være det samme sted for længe. Nu hvor han havde ro, kunne han nemt slå sig ned. Nu måtte han jo genopbygge livet med Lisa, og de skulle nok klare det sammen. Når de så havde fundet børnene, så havde de absolut ingen bekymringer. Han håbede at Jeremy havde fundet en måde at leve på. Han kyssede blidt hendes læber, og holdt hende ind i sin favn. At Himmeriget var hendes hjem, var ikke en tanke han bifaldt. Hun skulle blive her ved ham. Han kunne ikke være alene! Og ham den fine engel var jo også deroppe. Han kunne bare holde sig væk, kunne han. Han var forvisset om, at det var englens skyld, at Lisa havde valgt at sove i hans seng. Garanteret stod overtalelse, og manipulation. "Altid," hviskede han i hendes øre. Altid ville han elske hende! Ingen andre måtte få hende. Og inden andre kunne vinde hans hjerte. Hans hånd røg automatisk til hans bælte, da hun nævnte kniven. Han trak den frem. En lang dolk, med et håndlavet håndtag. Kniven var meget skarp, og den skar godt. Han så på hende. "Alt.. for dig min kære," sagde han stille. Han gad virkelig ikke diskutere. Og hvis vingerne kom af, betød det jo at hun måtte blive her hos ham. Han slap hende, og vendte hendes ryg mod sig. Han holdt hans kniv godt i hånden. "Sig til når du er klar," sagde han dæmpet, klar til at skære den af. Da hun fik sagt at hun var klar, skar han dem af. Først den ene, så den anden. Bagefter satte han kniven i jorden, hjalp Lisa ned at ligge på maven og lagde vingerne ovenpå hinanden. Han gjorde hurtigt sit for at hele hendes ryg sammen, stoppe blødningen og sørge for at smerten fordrev forholdvis hurtigt.

[Deleted]

Hvor Nick i det hele taget måtte opholde sig, havde Lisa virkelig ikke nogen anelse om overhovedet og direkte var det ikke noget som hun havde skænket nogen tanker overhovedet. Hun var virkelig bare glad for at have ham ved sig igen, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun elskede for pokker den mand mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at skulle beskrive for nogen som helst, det var heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun vidste, at dette virkelig bare var noget som skulle gøres og overståes og helst så hurtigt som det ville være hende overhovedet muligt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun blev siddende tæt ved ham, selv da han valgte, at finde dolken frem. Hun vidste, at han havde den på sig, det havde han jo trods alt altid haft.. Han havde jo aldrig gået nogen steder uden. Hun smilede svagt. Han var virkelig blevet den mand som hun måtte genkende, og det var virkelig også det som gjorde, at hun var tryg på hele situationen ved at skulle sidde der tæt på ham og sammen med ham. Hun havde i den grad savnet det og hun havde i den grad også manglet det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Derek var deroppe og det var deraf også en grund til at hun valgte, at holde en afstand.. Hun var sammen med den mand som hun virkelig måtte ønske at være sammen med. Hun nikkede til hans ord, vendte sig med ryggen mod ham, hvor hun valgte, at give ham klarsignal allerede med det samme. De skulle bare af! Kniven som måtte skære igennem hendes vinger, hvor hun kraftigt endte med at stivne, da de måtte falde til jorden. Blodet meldte sig mere eller mindre allerede med det samme og flød tydeligt ned af hendes ryg. Hun slap et kraftigt og smertefuldt gisp, da hun tydeligt krummede sammen. Hun lod sig glide ned på maven, da Nick måtte tvinge hende ned at ligge, selvom smerten virkelig var så voldsom, at tårerne selv måtte melde sig i hendes øjenkroge. Hun slap små hulk efterfulgt af en hiksterende vejrtrækning. At han healede hende kunne hun mærke, smerten som blev mindre, selvom den stadig var så tydelig at skulle mærke for hende. "Av.." hviskede hun dæmpet, prøvede virkelig at skulle tvinge gråden tilbage i halsen. Vingerne lå ved siden af dem, falmede allerede med det samme, endte mere grå og kedelige, at skulle se på. Hun reagerede ikke.. at det var en ekstrem dyr pris som hun var villig til at betale for at være med sin elskede, var det som betød mest.. Hun ville virkelig gøre alt for Nick.. Alt simpelthen!

[nick]

Begge havde de betalt en pris. At gå fra Warlock til Magiker, havde også været en stor ting. Det havde han da kunne se på Elias. Meget at ofre som han havde sagt. Men han var kun lykkelig for at være magiker. Være den han var, og kunne være sammen med dem hans elskede. Lisa og børnene, når de fandt dem. Han var nu endelig sammen med hans store kærlighed og han ville ikke bytte for noget som helst i verdenen! Lisa var det mest dyrebare for ham. Han bed tænderne sammen, da hun måtte hulke. Det skar ham et sted dybt inde. Men ved at gøre dette, sørgede han jo for at hun var hans. Og han gjorde hende en tjeneste, som hun havde bedt ham op. Det vidste ham bare, at hun stolede på ham. Og det gjorde ham kun lettet. Han strøg hende over ryggen, og fint pænt dækket sårene over med noget magisk pulver som skulle lave det til små ar, man knapt nok ville se. Nok ville de være ømme i noget tid, ryggen ville være hævet. Men blodet ville ikke flyde ud. Han tog sin kniv og satte den i holderen i bæltet igen. Han løftede hende op i sine arme, en arm under hendes ben og en under hendes ryg. Han så på hende. "Hvad skal vi gøre med dine falmende vinger der?" spurgte han stille. "Og undskyld. Gjorde det så hurtigt jeg kunne. Men din ryg bliver fin. Øm den næste uge dog." Han så på hende. Dybt i de smukke øjne. Han fortrød virkelig ikke at have valgt hende. Og når de havde børnene ved sig igen, kunne de blive gift endnu engang. Få et hus. Slå sig ned... Blive lykkelige, som de engang havde været.

[Deleted]

De havde begge ofret i den her situation. Sandt, at Lisa ikke ville være i stand til at skulle glemme Derek, det var der heller ikke nogen tvivl om, men dette var jo trods alt lovet og hun holdt altid det som hun lovede nogen og til Nick deriblandt specielt. Derek var kommet hende tæt på.. skræmmende tæt på og det var virkelig det eneste som havde tvunget hende ud i det her.. ud i det at flygte fra det hele, hun ville virkelig ikke knuse ham.. det var han virkelig hende alt for værdifuld til, selvom.. Ville hun nu få mulighede for at sige det til ham? Hun slog tanken kraftigt ud af hovedet og med blikket som hun vendte mod Nick. Han var virkelig den mand som hun kunne huske lige i øjeblikket, det betvivlede hun ikke.. lyset, hans smil, hans varme og hans nærhed, det kunne virkelig ikke måle sig med hvordan hun ellers havde set på det tidligere, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Stadig ekstrem øm i ryggen, da han valgte, at skulle hæve hende i sine arm. Armene slog hun forsigtigt omkring hans nakke og trykkede sig stille ind mod hans egen krop. Lige nu ønskede hun virkelig bare hans nærhed, hans arme om hende og hans omsorg, det var virkelgi det eneste som hun krævede for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun lukkede øjnene, stadig med tårerne kraftigt trillende ned af hendes kinder og med den voldsomme sitren i hendes egen krop. Det gjorde virkelig så helvedes ondt! "L-lad dem l-ligge.." sagde hun stille. Det var jo dem som et sted havde afholdt hende fra ham. Nok at de var smukke og noget så værdifulde, så havde de i den grad aldrig haft den betydning for hende.. Hun var magiker af sind og sjæl og sådan ville det nok være for altid, det betvivlede hun virkelig ikke. "Jeg ø-ønsket det Nick.. Ikke unds-skyld.." bad hun med et svagt hulk. Hun klemte øjnene svagt sammen og lagde sig ind til ham. Nu var de da ved hinanden igen.. nu manglede de bare børnene.. og starten på et nyt liv vel.

[nick]

Nick var kun glad for at de var her sammen. Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis hun havde forladt ham fordi.. han havde skubbet hende væk. Han kyssede hendes pande, og holdt hende godt ind i sin favn. At hun så slog armene omkring nakken på ham og trykkede sig nærmere, var kun tegn på 'godkendelse'. Han ville virkelig ikke miste hende, aldrig igen! Han smilede blidt til hende. Hvor de nu skulle hen vidste han ikke. Hun måtte hvile, før de kunne tage ud efter børnene. "Så lader vi dem ligge," sagde han og vendte om. Han førte hende ned af lysningen, og gik lidt ind i skoven. At hun var i hans arme var intet han bemærkede. Tung var hun ikke. "Okay, min kære," sagde han stille til hende. Nu var de sammen. Forlovede, og nu med ingen forhindringer. Nu måtte hun få hvilet, og så måtte de ud og lede efter børnene. Han ville ikke holde ud at gå for længe uden at finde dem. Hvordan de så ud, anede han dog ikke.. Sophie ville nok genkende hurtigst. Eller.. Jeremy, hvis han levede. Han standsede halvvejs væk fra lysningen af. "Hvor ønsker Damen, at komme hen?" spurgte han med en formel og drilsk tone.

[Deleted]

Lisa ville virkelig ikke gemme noget af det som ville afholde hende fra at skulle være sammen med Nick. Smukke var de bestemt og en sjælden vare også, men for hende, bar den virkelig ikke nogen effekt eller noget som helst, som ville gøre, at det ville vøre noget som hun ville spare på, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun trykkede sig stille ind til Nick, nu havde hun fået ham hjem igen, så manglede hun virkelig bare, at skulle finde børnene.. og Jeremy.. hvis han da stadig var i live vel at mærke, det var jo lige det som man manglede at finde ud af, det var der jo så ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede stille til ham og plantede varsomt og blidt et roligt kys mod hans hals nu hvor hun lige kunne komme til det. Hun lod armene hvile godt trykket omkring hans nakke, hun ville aldrig nogennsinde slippe ham igen.. Aldrig! Hans sidste ord og at han pludselig bare var stoppet op, fik dog et svagt smil frem på hendes læber. Hun hævede blikket stille og varsomt op mod hans skikkelse. Han formåede virkelig at skulle finde den måde at få hende rolig på, bare ved at være der.. Så rolig som hun var lige netop i dette øjeblik, kunne hun næsten ikke sige sig, at have været i et helt århundrede.. Han havde virkelig bare manglet i hendes liv.. eller.. det liv som hun nu end havde haft vel at mærke, for det havde virkelig været tomt. "Til dit hjerte, min kære.. hvor ingen nogensinde vil plage os igen," sagde hun blidt og med en varm og rolig tone. Hun slap ham roligt med den ene hånd, hvor hun roligt og blidt, lod de stryge mod hans bryst.q

[nick]

Lige nu ville Nick blot være opsat på at få Lisa til at hvile og så bagefter finde børnene. Det var de 2 vigtigste ting på hans liste, og vel også.. de eneste? Lisa og børnene var i den grad før ham selv! Om han så skulle gå søvnløs i en nat eller to, fordi han skulle vogte over Lisa og lede efter børnene. Han ville bare ikke slippe Lisa af syne. Han ville virkelig ikke risikere noget som helst! Han blev stående med hende i favnen og han så hende i øjnene. Han trak på smilebåndet og kyssede hendes pande, inden at han begyndte at gå igen. De måtte vidst bygge et sted selv, eftersom han ikke havde en eneste krone på sig. "Ja, ville ønske du kunne komme dertil," sagde han stille og sitrede let, da hendes hånd strøg over hans bryst. Han bed tænkende tænderne sammen. "Ved dette kommer upassende, men... du har tilfældigvis ikke nogen penge på dig?" spurgte han stille. Han så på hende, igen ind i øjnene. Det var svært at tage blikket andre steder hen, end hendes smukke guddommelig smukke øjne.

[Deleted]

Lisa var virkelig bare glad for at være sammen med Nick igen, hun følte sig virkelig hjemme i hans favn og det var hende virkelig også en glæde uden lige, det var heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun lod hovedet søge stille mod hans skulder og lod panden hvile stille mod hans hals, nu hvor hun endelig var kommet ham selv så tæt på. Nu havde hun ham ved sig igen, nu manglede hun bare børnene og så var det hele godt nok til hende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun tog stille imod hans kys og med et stille sml på læben. Hun lagde sig godt ind mod hans krop igen og med et svagt nydende suk. Hun var virkelig blevet helt og holdent rolig igen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Luk mig ind Nick.." hviskede hun med en rolig og blid stemme. Hun kyssede stille mod hans hals og så over hans kind inden hun vendte blikket stille mod hans blik, da hun havde rejst sig bare en anelse i hans favn. Hun lod hånden fortsætte roligt og stille stryge mod hans bryst, så varsomt, roligt og blidt. "Ikke.. direkte.. Krofatteren i Manjarno by skylder mig en tjeneste.. Hvis du har brug for en varm seng at sove i," sagde hun med et stille smil på læben. Hun gjorde tydelige tegn til at hun gerne ville ned, hun ville virkelig bare gerne stå i hans favntag. Hun havde nu ikke nogen anelse om hvor han havde været i den tid de havde været adskilt.. hvor han havde søgt efter hende eller noget som helst. Hun vendte blikket mod hans øjne og med et roligt smil på læben. "At komme ned at ligge, lyder da som en god idé," tilføjede hun med et varmt smil.

[nick]

Nick holdt Lisa godt ind i sin favn. Han elskede hende virkelig, og han kunne blive ved med at sige det til hende. Men derfor måtte han stadigvæk bevise det hver dag. Gammel kærlighed ruster ej! Det troede han på, og det var jo også bevist. Ham og Lisa.. selv efter så lang tid, så meget smerte. Så kunne de stadigvæk stå her, hun hvilende i hans arme. Og de elskede hinanden. Han smilede stille, nød godt af hendes små kærtegn og kys. Han betragtede hende, hun var i den grad et smukt syn. Varsomt satte han hende ned, da hun bad om det. Han holdt omkring hendes ryg og støttede hende. "Tænkte mere på dig min kære," sagde han blidt og kyssede hendes kind, inden at han lagde sin kind imod hendes. "Men det lyder fristende. Lad mig tage dig dertil," sagde han blidt i hendes øre. Han låste grebet omkring hende, trak vejret dybt og begyndte at koncentrere sig. Han tænkte en kort række ord i sindet, og et skær dannede sig omkring den. Det blev skarpere og skarpere for andres øjne og lidt efter forsvandt de som dug for solen, og de ville dukke op i Procias by indenfor de næste 10 sekunder.
/Out.

[Deleted]

For Lisas vedkommende, så vidste hun at en hvil i den grad ville blive trængende. Nu skulle hun jo endnu en gang tilvænne sig livet på jorden, selvom hun slet ikke var det mindste i tvivl om, at det i den grad ville blive så meget lettere når han var der sammen med hende. Hun havde virkelig savnet ham og hun ville kun være i stand til at skulle sige det igen og igen og igen, der fandtes virkelig ikke nogen ord for hvor meget hun virkelig havde manglet ham, selvom det i den grad var deres sidste møde som havde gjort det så mange gange værre for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blev stående i hans favn, da han havde sat hende ned. Hun stod tildels usikkert, men hun stod der dog alligevel! "Det kunne jeg næsten tænke mig til," begyndte hun med et stille smil på læben. Hun kyssede hans læber ganske kort. Hun lukkede øjnene, blev glædeligt stående der tæt ved ham og med det klare smil på læben også, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede stille, slog armene omkring hans liv og trykkede sig stille og roligt ind mod hans krop igen. At han gjorde brug af magien kunne hun se og mærke. Det kraftige lys var slet ikke noget som skar hende i øjnene.. Hun var virkelig ikke i tvivl om, at han i den grad havde formået, at skulle finde lyset igen.

//Out