Be mine... be mine forever

[nick]

Alene. Igen. Vandrende. Med løftet om en gengæld til Elias, men det havde han i hvert fald følt var nødvendigt. Håbet var vendt for ham, og han var virkelig glad for at være 'tilbage'. Tilbage som den han var født som. Han glædede sig virkelig ekstremt til at gense Lisa, vise hende det lys han havde. Ikke længere ond. Ikke længere forvirring. Ren lys. Snart ren lykke. "Please kom ned," bad han. Han havde overnattet i skoven i en lille bioak, som han havde lavet. Han smilede svagt. Lige nu sad han på lysningen. Sad i solen og lod solen skinne på ham. Han var virkelig tilbage. Han havde taget en lys skjorte på, og et par mørke bukser. Hans jakke sad han på, og hans isblå øjne gled rundt i området. Han sad med en lille æske i hånden. Han havde købt en ny ring til Lisa. Når det nu var igen de skulle finde sammen, så skulle hun da have en ny forlovelsesring. Vielsesringene kunne de jo så igen gi til hinanden når de stod ved alteret. Han var virkelig sikker på, at hun skulle blive hans. Hvis ikke.. vidste han ikke hvad han skulle gøre. Han sad stille og nynnede den sang, han havde sunget for hende ved deres bryllup. Det var et lykkeligt minde, og selvom det var.. gud ved hvor længe siden.. så huskede han den. Det var jo 'deres' sang. Hans fod kørte langsomt takten, og hans frie hånd hvilede bag ham i jorden som støtte. Hans læber prydede et smukt smil, det samme yndige. Det som var ikke var set i længe. Det flotte smil, som i den grad gjorde ham til den rigtige Nick Terrac. Den som havde Lisa ved sin side, og 2 børn. Han så ud over skovens træer. Lysningen havde masser af lys på sig, det var her hele dagen. Der var jo ingen træet til at skygge for solen. Og solen var egentlig en savnet ting for ham. Der var så meget mere at kunne nyde, og have det godt med, som magiker.

[Deleted]

Det var først for alvor gået op for Lisa hvad hun egentlig havde haft gang i, efter flere dage i Dereks selsab. Hun havde glemt det.. løftet som hun havde givet til Nick dengang hvor hun havde mødt ham i parken, selvom det mildest talt var noget som havde skræmt hende fra vid og sans. Var det overhovedet muligt for ham, at finde det lys igen? Havde hun givet ham det falske håb? Hun vidste det virkelig ikke og det gjorde hende så frygtelig forvirret! Derek havde virkelig været en reddende engel for hendes vedkommende, også selvom hun havde brugt de første fem årtier mindst på at afvise ham, ignorere ham som hun havde gjort med alverdens andre mennesker og engle for den sags skyld i Himmeriget. Det var jo først i det sidste hun havde formået at skulle åbne sig op for nogen som helst. Hun var ikke helt sammen med Nick og hun havde aldrig været helt adskilt fra ham.. hvad kunne hun egentlig tillade sig og hvad kunne hun ikke?! Hun havde søgt fra Himmeriget og med en tydelig fart. En voldsom skyldfølelse havde allerede for alvor meldt sig i hendes sind. Hun var vågnet op ved siden af Derek, selvom det først havde slået hende ind, da hun havde skænket hans kind det blide morgenkys.. Ligesom hun altid havde gjort med Nick dengang. Hun nægtet at lade nogen tage Nicks plads! Hun søgte stille ned under træernes mange små grebe. Den ene som måtte slå hende mod ansigtet, gav hende noget af et chok, at hun mistede kontrollen. Hun landede i buskadset ikke så forfærdelig langt fra Nick med et lettere bump. Hun havde ikke set ham, hun havde ikke hørt ham - Hun ville virkeig bare væk fra Himmeriget og det kunne bare ikke gå hurtigt nok. Et svagt hulk brød hendes læber, da hun stille skubbede sig op at sidde, trak de store hvide vinger helt ind til sin egen krop og næsten måtte trykke sig op af træstammen som hun sad ved. Hun bar vielsesringen på sin finger. Hun havde slet ikke taget den af.. Jo en gang var den røget af i Dereks selskab, men den var i den grad kommet på igen! Hun måtte bare have den på sig, hun måtte bare have ham tæt på sig igen, alt andet var helt uaktuelt. "Undskyld.. undskyld.." hviskede hun igen og igen, som hun havde gjort på hele flyveturen fra himlen og ned. Hun strøg hånden kort over sin overarm, som havde fået en tydelig rifte af det let tunge fald og grenen som havde slået hende i ansigtet, havde efterladt det samme på hendes kind. Ikke at hun tog sig af det.. hun fortjente det.. efter alt det som hun egentlig havde gjort, som hun slet ikke følte, at hun burde.

[nick]

Nick lukkede øjnene og nød solens stråler imod hans ansigt. Han hørte pludseligt noget skratte i trækronerne, og han slog hurtigt øjnene op igen. Han rejste sig og lagde æsken med ringen i sin lomme. Han gik ned af lysningen og imod busken, hvor han havde set noget falde ned. Han kunne høre en hviskende stemme, og da han ordentlig fik øje på skikkelse bredtes et smil på hans læber. Som han kom nærmere, ved at nå enden af lysningen, falmede hans smil dog. Han satte farten op. Tydeligt at han var af det pureste lys igen. Nøjagtig som før. Måske.. lysere nu, hvis det da var muligt! Han knælede ved busken og fiskede hende ud af den. Han strøg hendes kind med riften, og så på hendes arm som også bar skrammet. "Lisa.. Hvad?" spurgte han stille. "Hvad sker der?" fortsatte han dæmpet. Han hørte hendes små hviskende undskyld. Han fjernede hendes tåre, og hævede et let bryn.

[Deleted]

Derek ville da næppe kunne finde hende på det her sted? Det var den tanke som igen og igen måtte falde hende i hovedet, og det var virkelig også den eneste grund til at hun ikke søgte videre for øjeblikket. Det havde virkelig gjort hende så voldsom panikslagen. Hun kunne da ikke være Nick utro! Hun vidste jo, at han stadig var derude et sted jo! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, skylden prikkede noget så voldsomt til hende. Hun havde altid været ham trofast, og så skulle det gå galt lige nu og her?! Det kunne bare ikke være rigtigt, det nægtet hun simpelten! Hun stivnede helt, da en kom hen og trak hende ud af busken hvor hun havde valgt, at skulle søge skjul, hun vendte blikket omgående mod vedkommende, hvor hun næsten måtte blive helt bleg i ansigtet, ved at se Nick stå der. Han lyste noget så frygteligt op, han virkede så frygtelig varm og hans blik sagde hende virkelig også det hele. Havde han fundet lyset? Havde han formået at finde det tilbage som hun havde savnet under deres forrige møde? De havde ikke været sammen i en evighed nu.. nærmere et helt århudnrede! Hans hånd mod hendes kind fik hende omgående til at sitre og noget voldsomt. Hun lukkede øjnene med en let skælven. "N-Nick, jeg.. jeg.. jeg.." Hun bed sig let i læben. Det var jo lige den mand som hun havde ønsket at møde og søge efter. Hun trak sig helt ud af busken og mere hen i hans favn. Ikke fordi at der var sket hende noget som helst, det var virkelig bare den ekstreme skyld som havde slået ind for hende for alvor, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Undskyld.. undskyld.." hviskede hun videre, næsten desperat for en tilgivelse. Hun vidste jo, at det var så forkert!

[nick]

Hvad Lisa havde lavet, havde Nick ingen idé om. Han var ikke klar over at Nick faktisk havde nogen anden hun stolede på. Før i tid havde det jo kun været ham. Tankerne strejfede ham ikke nu. Ikke nu, hvor de kunne være sammen. Hun havde jo lovet.. eller sagt, det kunne være sammen. Men uanset hvordan man sagde 'vi kan være sammen,' så er det jo at love det. Man holder sine ord, ikke sandt? "Jeg er magiker igen Lisa. Jeg er den jeg var.. Den rigtige Nick," sagde han stille. Blot for at slå det helt fast. Men hun ville jo også kunne mærke det. Han skinnede jo som en nysleben diamant. Han bed sig let i læben, og strøg hendes kinder fri af de mange tåre. Han trak hende ind til sit bryst, sørgede dog for at han kunne se hende. Hun var så yndig, selv når hun sad grædefærdig. Men hvorfor? Skyldfølelsen mærkede han. Lyset i ham, var jo noget helt andet end det mørke. Mørket ville ikke mærke det, da det holdt af skyld. Lyset mærkede det, fordi det var noget skidt. Og denne Nick, var den han var. Omsorgsfuld. Kærlig. Lys, og ikke mindst forstående! "Hvad Lisa? Hvad undskylder du for?" hviskede han stille. Han strøg hende ned af ryggen. Han smilede opmuntrende og kyssede hendes kind som ikke var skrammet.

[Deleted]

Lisa havde kun Derek ellers, den eneste som hun kunne stole på foruden Nick, det var der ingen tvivl om. Selv i det århundrede som de havde været adskilt, havde hun desperat holdt fast i håbet om at de igen ville kunne få hinanden i den anden ende. Hun havde altid holdt sine ord og uanset hvad det så end måtte kræve af hende i den anden ende, så var det i den grad også det som hun havde valgt, at skulle holde fast i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod sig trække og komme helt tæt ind til ham. Lyset i ham, den varme og den udstråling var virkelig som hun kunne huske deno g det var virkelig også noget af det som var hende noget så frygtelig værdifuldt. Hun huskede nu Nick.. Nu kunne hun for alvor genkende den mand som hun havde elsket og holdt af dengang.. Nu var det ikke bare udseendet og navnet som vækkede minderne.. nu var det ligesom det hele. Hun trak sig stille væk fra ham og kun for at skulle få muligheden for at se hans ansigt igen. Hun blinkede let med øjnene, de var helt blanke og stadig med tårerne trillende ned af hendes kinder. Hun skammede sig virkelig.. Hun følte virkelig, at hun havde været manden utro! Hun bed sig tydeligt i læben og næsten hvor hun endte med at skulle bide den til blods. Hun hadet virkelig den følelse og hun havde jo altid været ærlig overfor ham og det ønskede uhn jo skulle ske igen. "Jeg.. jeg.." Hun trak vejret næsten hiksterende. Hun håbede virkelig, at lyset var vendt helt tilbage til ham. Hun trak vingerne tæt ind til sin egen krop, lukkede hånden om hans lyse bluse. Hun var meget mere åben for ham nu end sidst og hun vidste det.. Langt fra så.. afvisende? "Jeg.. jeg har tilbragt.. dage. med en anden mand.. I Himmeriget.." sagde hun dæmpet. Hun havde aldrig nogensinde trukket den langt, aldrig! Hun havde ligget ved siden af ham igennem natten, hvilet i hans favn, endda skænket og modtaget kys og hun skammedde sig virkelig noget så frygteligt! "I-ikk' på den måde!" tilføjede hun hurtigt. Kun Nick havde været så tæt på hende, og det var sådan at det skulle forblive.

[nick]

At Lisa måtte give meget mere slip, kunne Nick tydeligt mærke. Hun var hurtigt tæt ved ham, var ikke bange for ham. Hun frygtede ham ikke, og hun måtte da huske ham mere og mere. Selv var hun helt klar for ham, som hun havde været. Han vidste ikke hvor lang tid der var gået siden branden, men hans fortid huskede han tydeligt. Nu hvor mørket var forsvundet, huskede han faktisk smerten meget tydeligere. Og det havde kort ramt ham, da han i nat havde prøvet at sove. Men han var ikke særlig negativ i hans tanker længere. Han var virkelig Elias taknemmelig. Den mand havde jo givet ham.. livet tilbage! Givet ham den mulighed for at være sammen med hans elskede, og finde sine børn. Dem måtte de finde bagefter. Men lige nu ville han bare sidde her, og trøste Lisa for.. Hvad end hun nu følte skyld, eller havde det dårligt over. "Schh," hviskede han og lagde hænderne på hendes skuldre. Han så hende i øjnene, strøg tomlerne let over hendes dem. "Du har.." Han standsede. Nej, der skete nok ikke noget. Men hvad havde de lavet? Flere dage. Havde de sovet sammen? Tankerne fór rundt i hans hoved, og hans hjerte bankede. Han forblev dog i det samme lyse. Mørket, og humørsvingningerne var jo væk.

[Deleted]

Lisa valgte virkelig bare at kaste sig ud i det for at få det hele forklaret for ham, at det slet ikke havde været hendes hensigt, at være ham utro.. Hun følte det i hvertfald som det, og det var virkelig noget af det værste ved det hele! En tåre gled stille ned af hendes kind. Der var virkelig ikke sket noget som helst. De havde delt seng, hun havde sovet i hans favn, de havde tildelt hinanden kys og kærtegn, men der var virkelig ikke sket noget andet end det! Selvom det jo ikke gjorde hele sagen god.. selv ikke for hende, hun vidste jo at deti den graf var, at skulle trække den alt for langt uanset. Hun slap stillle hans skjorte og foldede hænderne stille foran sig, næsten som en forskræmt lille tøs som virkelig var bange for at få skænket dagens lussing af sin vrede far, selvom det langt fra var tilfældet. Hun genkendte virkelig så frygtelig meget af Nick nu så.. kunne han tilgive hende? Hun sank klumpen stille og vendte blikket stille ned mod jorden, næsten som i en frygtelig stor og tydelig skam. Hun vidste jo, at det var så frygtelig forkert. "D-der skete intet.:" forsikrede hun ham med en rolig stemme. Det var kun ærligt. Hun havde aldrig nogensinde løjet for ham før og hun havde i den grad heller ikke nogen intentioner om at skulle gøre det nu og her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "J-jeg forstår... h-hvis det.. det.." Hun lukkede øjnene stille. Hun ville virkelig selv have voldsomme problemer med at skulle tilgive det, hvis det var ham som havde, selvom hun nu håbet det i den anden ende. Hvis det skulle være slut, så forstod hun det og hun ville ikke klandre ham for noget som helst. Hun havde det kortsagt forfærdeligt med det, at hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre med sig selv. Hendes hjerte hamrede for livet mod hendes bryst, så nervøs som hun var nu, kunne hun slet ikke huske, at hun havde været før. "Vi... vi delte seng.. M-men.. der.. der skete ikke noget mere.. det lover jeg dig.. det lover jeg dig.." hviskede hun lettere stammende.. I den grad bange for en endelig afvisning.

[nick]

Nick sad stille. Hendes ord skar ham et sted dybt inde. Hun havde jo sagt, de kunne være sammen. Havde hun tvivlet på at ville finde lyset. Hvor meget havde hun lukket op for denne fornemme engel? Faktisk lige hvad han havde frygtet. At så Lisa og ham ikke havde været sammen sammen, var dog en lille lettende top. Han så hende i øjnene, trak vejret tungt og havde et bankende hjerte. Han bed tænderne lidt sammen og sank en klump der havde sat sig i halsen. Han lyttede til hele hendes forklaring. Hans tommelfingre var stoppet med at stryge, men hans hænder hvilede stadigvæk på hendes skuldre. Han måtte bare finde ud af det. Han måtte kunne håndtere dette. Nu han var magiker, kunne han jo ikke flippe ud og forhekse hende. Til begges held. Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis han skadede Lisa. Bare gjorde hende det mindste ondt. Det ville han ikke. "Jeg.. tilgiver dig," sagde han stille. "Jeg tilgiver dig," sagde han igen. Forsikrende. Han så på hende. "Den fyr kan ikke skræmme dig væk. Det var sikkert bare ham, som.. legede rundt med dig." Han måtte bare forklare det for sig selv, hvorfor Lisa havde sovet i en anden mands seng. Han så på hende, strøg hendes kinder. Han lagde en hånd under hendes hage og løftede hendes blik. "Jeg elsker dig trods alt. Dette kan ikke skille os. Døden skulle til sidst, ikke?" Nok et dumt eksempel, men det var jo rigtigt. Han så på hende. "Jeg elsker dig Lisa. Og jeg ønsker at være sammen med dig.." hviskede han blidt. Han kyssede hendes ikke-skrammede kind forsigtigt og lod sine hænder tage hendes.

[Deleted]

Lisa havde faktisk åbnet sig skræmmende meget for Derek. Hun havde jo mere eller mindre fortalt ham.. alt vel? Hun havde virkelig bare haft brug for at skulle få lov til at lette det i hendes eget sind og der havde Derek stået der. De havde været adskilt igennem et helt århudrede.. Hvor pigerne var henne det vidste hun ikke.. Om Jeremy overhovedet var i live nu, var noget af det som i den grad måtte skræmme hende en hel del. De kunne da aldrig klare sig selv derude! Hun bed sig skræmt i læben. Hun kunne slet ikke genkende sig selv længere og det var virkelig noget af det værste af det hele! Hun lukkede øjnene stille, da tårerne banede sig vejen ned af hendes kind. Det havde slet ikke været hendes mening at gøre det.. Hun havdde slet ikke tænkt på det overhovedet! Hans første ord fjernede dog den tunge sten som havde lagt sig i hendes bryst, en ren og skær lettelse som måtte ramme hende. Hun havde været desperat for en omsorg og der havde Derek stået der.. det var virkelig det eneste som havde fået hende til at gå med ham hjem, taget imod hans mad og endda selv spurgt om hun kunne ligge der ved siden af ham. Et svagt og stille smil passerede stille hendes læber, selvom det virkelig var så svagt og så frygtelig skrøbeligt at det ville falme i løbet af bare ingen tid. "Det.. det skal du ikke regne med.." sagde hun med en dæmpet stemme. De mørke øjne søgte ham med den næsten tydelige forsigtighed. Hun ventede sig næsten at han ville trække den så langt, at han ville slå hende.. Den tanke med at han var Warlock måtte hun smide væk, hun kunne mærke at han var den som han havde været dengang. Hun lukkede hånden stille og varsomt omkring hans skjorte igen. Hovedet lod hun stille søge mod hans hånd, da han igen valgte, at skulle stryge mod hendes kind. "Det.. ser vidst heller ikke ud til at døden har formået det.:" sagde hun stille, dog alligevel en anelse usikkert. Hun havde skænket ham løftet, det var sandt og det var klart noget som hun agtede, at skulle holde fast ved, hun kunne aldrig nogensinde drømme om noget andet! Aldrig! Hun tog imod hans kys og vendte blikket stille mod ham. "Jeg elsker også dig Nick..end ikke dette århundrede med adskillelse har ladet følelserne dø for dig. Det har de aldrig.." sagde hun med en dæmpet stemme, nu hvor smilet kun måtte blive meget mere sikkert.

[nick]

At Lisa havde åbnet sig for en anden, var faktisk en skræmmende tanke. Specielt da det var en frygtet ting, i Nicks hoved. At hun skulle elske en anden end ham selv. Børnene strejfede hans tanker. At de levede var han vis om, de var jo magikere. At så Jeremy var dødelig, levede maks 100 år. Det havde han ikke tænkt på. Men nu vidste han jo heller ikke hvor mange år, at han og Lisa havde været skilt fra hinanden. Han strøg hendes kinder fri af tårer, når nogen løb løbsk. Det skulle da ikke være sådan, at de skulle græde når de var sammen. Han smilede stille og strøg hendes kind lidt. Han trak hende ind til sig, eftersom hun sad og holdt ved hans skjorte. Armene slog han omkring hendes krop, og han holdt hende ind i favnen. Han nynnede hende dæmpet i øret, for at få hende til at falde helt til ro, og han vuggede hende let fra side til side. "Nej, det har du ret i. Det har den ikke. Derfor kan, og må intet skille os," sagde han blidt i hendes øre. "Århundrede.. E..er der virkelig gået så længe?" hviskede han stille, lettere skræmt faktisk. "Men mine følelser falder aldrig," sagde han lidt efter.

[Deleted]

Hele Lisas fortid havde virkelig bare hvilet der som en stor byrde og den havde hun virkelig bare haft et så voldsomt desperat behov for at skulle kunne få lettet på denne måde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Blikket hvilede på ham. Der var gået et helt århundrede, endnu en grund til at dette skræmte hende mest. Jeremy ville da ikke kunne holde pigerne beskyttet som en ældgammel mand? Det var j det som han måtte være nu ellers ville han jo være død og det var noget af det som gjorde mest ondt. Til nu havde absolut ikke noget som helst formået, at skulle skille dem og det var virkelig også noget af det som var mest værdifuldt for hende. Hun lod sig falde ind mod hans krop, med armene tvunget omkring hans nakke. Hun var slet ikke så afvisende som hun havde været dengang de sidst havde set hinanden, lige nu magtede hun virkelig ikke, at skulle afvise ham, hun havde virkelig bare brug for ham lige nu, det var der ikke nogen tvivl om. Hun nikkede stille til hans ord. "De- der er gået så lang tid, Nick.." sagdde hun med en dæmpet stemme. Det var noget af det som klart måtte skræmme hende mest.. Hvordan ville Lexie dog tage det? Hun kunne da ikke klare det selv derude hvis det var gået så gruelig galt som det måtte være som. "Jeg.. jeg frygter at.. at.. Jeremy.." Hun rystede stille på hovedet. Hun havde siddet og nynnet for sig selv på hende og Nicks bryllupsdag igennem det sidste århundrede.. sådan noget huskede hun virkelig bare, selvom det virkelgi ikke havde hjulpet hende det mindste.. Tvært imod, så var det noget af det som gjorde det hele så meget værre for hende! En tåre gled stille ned af hendes kinder, da hun roligt og stille lagde hovedet ind mod Nicks krop. Hun lukkede øjnene stille. .hans nynnen var savnet, hans blide sangstemme i den grad også. Han var virkelig noget ganske særligt og noget så speciel for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Ej heller vil mine Nick.. Ej heller vil mine.." hviskede hun dæmpet. Hånden lod hun falde stille mod hans bryst som hun strøg ganske let. I hans favn faldt hun meget hurtigt til ro.. Nu var det endelig den Nick som hun kunne huske den.

[nick]

Nick sad blidt og vuggede Lisa i favnen. Hans hænder strøg hendes ryg. Hun måtte bare falde til ro, og han kunne mærke, at hun også gjorde det. Og det gjorde ham selv meget mere rolig, og ikke det mindste bange. "Utroligt," sagde han dæmpet. Den lange tid var virkelig ufattelig. havde han virkelig lidt så længe? Først fængslet, så manipulation, dræbermaskine.. og så var han blevet smidt på gaden. Vandret alene i virkelig mange år, som han kunne forstå! Mindst.. 50? Ufatteligt. Han smilede og kyssede hende drilsk på kinden og ned mod kæben. Det var så skønt at sidde her med hende igen. Det lys, som holdt ham i hans rette 'element'. Det lys, der skulle skinne ved hans side som en smuk gudinde. "Ikke sig det," hviskede han. Han vidste dog udemærket, at Jeremy måtte være død - ikke? Han bed tænderne sammen og trykkede hende ind til sig. En sitren skød gennem hans krop, da Lisa strøg hans bryst. En savnet følelse. I det hele taget af have nogen at elske, og blive elsket. At blive holdt om. At holde om nogen. Frygteligt savnet. Han smilede stille, og trak hende lidt ud fra sig. "Aldrig nej," sagde han dæmpet. Han hjalp hende op at stå, og førte hende med op på lysningen og i det smukke solskin. Han stod nu med hende i favnen, da han lagde armene omkring hendes lænd. Han så på hende. "Jeg har virkelig savnet dig," sagde han blidt og trykkede sin næse mod hendes, med et stille forsigtigt grin. Han tog hendes hænder. "Jeg elsker dig. Og vil altid. Men du ved jo, at døden har skilt os.. sådan ægteskabsvis i hvert fald," sagde han stille. Han satte sig ned på knæ, slap hendes hænder og fandt æsken frem med en ny fin ring. Han åbnede den og sendte hende et tandsmil. De skinnede i lyset, og ringen var også blank. Overfladen skinnede blankt og nyt. "Lisa Strife, vil du gøre mig den ære, at blive min endnu engang?" spurgte han sikkert.

[Deleted]

Lisa kunne virkelig bare ikke falde til ro nå det kom til børnene, hun havde virkelig ikke nogen som helst anelse om hvor børnene var henne, om de var beskyttet eller ikke, eller om de løb rundt derude alene eller hvad pokker der egentlig foregik! Lexie havde altid været en fars pige, hun havde jo set hvordan hun havde skreget da Jeremy havde fået dem tvunget med sig væk fra huset af, inden det hele var gået i sort for hendes blik.. Den hændelse spillede som oftest i hendes drømme for tiden og specielt efter at hun havde mødt ham sidste gang. Det var vel også det som havde fået hende til at åbne sig bare en anelse mere for Derek og nu var det virkelig kun noget som hun håbede at Nick ville kunne tiligve hende helt for. En ting var at sige ordene og en anden var at sige dem med hjertet, selvom hun slet ikke tvivlede på ham det mindste.. Hun kendte ham igen, det var i den grad den Nick som hun huskede, den som hun elskede og den som hun måtte holde så frygtelig meget af. Hun blev siddende tæt ved ham. "Hvad med pigerne.." hviskede hun næsten skræmt. Hun vendte blikket mod ham, da han igen trak hende stille ud af favnen, vel for at kunne se hende ordentligt? Hun smilede et svagt og skævt smil. Hun lod ham få hende med op at stå og med ud i lysningen. Lyset gjorde i den grad godt, alligevel det sted, hvor hun håbede, at pigerne bare skulle dukke op på mirakuløst vis, selvom hun virkelig ikke havde nogen anelse om hvordan de så ud den dag i dag.. Måske hun havde passeret dem uden at vide det? Hun slog armene stille og forsigtigt om Nicks liv, da han lod sine falde om hende. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile det mindste. Hun nød virkelig at have ham så tæt på endnu en gang, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig bare så savnet at stå der sammen med ham.. Den eneste mand som hun nogensinde ville elske og kunne holde af. Hun nikkede til hans ord. Hun vidste, at døden havde skilt dem og så alligevel ikke.. Hendes hjerte ville for altid tilhøre ham og ingen anden og sådan ville hun altid have at det skulle forblive.. Kunne hun ikke få Nick så ville hun slet ikke have nogen! At han valgte, at skulle glide ned på knæ og tage hendes hænder, tvang hendes hjerterytme omgående til at skulle øges og styrkes. En varme som måtte brede sig i hendes varme krop. Smilet bredte sig voldsomt og med en varme selv i blikket som havde været manglet igennem så lang tid. "Selvfølgelig Nick. Altid vil jeg være din," sagde hun med en varm stemme. Han formåede virkelig at få og holde hende helt rolig, det var virkelig kun en glædelig tanke. Hun gled stille ned på knæ ved siden af ham, lod den ene hånd falde mod hans kind, hvor hun derefter lænede sig frem og skænkede ham det dybe, varme og så frygteligt længselsfulde kys.

[nick]

Det værste ved alt dette, var at tankerne omkring børnene for alvor var slået ind. Det var skræmmende at tænke på, hvor de var henne. Var de stadigvæk i Procias? Og hvad hvis Jeremy var død? Kunne de forsørge sig selv. Og hvor store var de blevet? Han kunne ikke lide hovedregne sig til, hvordan de ville være i erfaring. For ham, var de jo stadigvæk små piger på 5 & 7 år. Som havde leget i haven, og løbet rundt og sunget (samt skændtes). "Jeg ved ikke, jeg håber virkelig bare de klare sig," sagde han dæmpet. Så snart han var klar til at tage Lisa med sig, så ville han søge efter børnene med hende. Lede i hvert eneste lille afkrog af Procias og Manjarno! Ja, sågår Dvasias og Imandra, hvis de ikke var i de 2 førstenævnte lande. Men de måtte jo være i lyset, eller nærheden. Han kunne ikke tro andet. Han så på hende, og hendes overraskelse da han gled ned på knæ. Bagefter var det glæde, og han kunne mærke på hende at hun næsten fløj (ironisk set, havde hun jo vinger. Men ikke på den måde at flyve). Måske havde døden skilt dem, men det hindrede dem ikke i at finde sammen igen. Han smilede til hende, lagde armene omkring hende og gengældte det længelsfulde kys. Han havde virkelig savnet det, og dette var en virkelig genforening. Her hvor han kunne være sig selv, og holde af Lisa som han før havde gjort. Elske hende, elske med hende. Han lagde hovedet lidt på sned, og holdt kysset dybt. Længslen var tydeligt at mærke. De havde trodsalt 100 år at indhente. Mange ting at indhente! Han brød kysset, og trak vejret dybt. Han tog hendes hånd og satte ringen på hendes finger. Den passede hende perfekt. Han så hende igen ind i øjnene. "Aldrig mere uden hinanden," sagde han blidt og kyssede kort hendes læber. Han satte sig ned på begge knæ, istedet for at stå i 'frieri-position'. "Aldrig mere skilt," sagde han blidt og lagde hænderne mod hendes lænd igen, og trak hende tæt op af brystet. Han så hende over skulderen og betragtede hendes vinger. Men.. blev hun nødt til at vende tilbage til himmeriget?