Beneath The Surface

[Deleted]

@reimelini x Kimeya Marvalo

---

Mørket og stilheden havde sænket sig over Marvalo City. Kun lyden af fodtrin gav genlyd hen over de kolde brosten på gaden. I sin søgen stod Rei endnu engang i den store muråbning indtil det mest centrale punkt i den mørke cirkel. 
Han var førhen rendt ind i mange af Marvalos tilhængere, men stedet bar i aften kun præg af tomhed. 
Den stolte åbne plads hvor talrige kampe havde udfoldet sig, var direkte mageløs. I al dens storslåethed kunne Rei næsten blive mindet om sin barndom. Et tåget glimt forbi hans blik, da han tydeligt kunne se det udspille foran sig. Vaine og ham selv, midt på pladsen, underlagt hård træning. Et fantastisk broderskab knust af noget så simpelt som en varyl... en tanke han virkelig væmmedes ved hver evig eneste gang. 
Skridt for skridt trådte han længere ind på pladsen, ind mod midten, for at få fornemmelsen af at være i centrum. 
Vaines forrædderi og Kimeyas fejl havde i den grad endt med at skabe et af de største tabuer for Warlocks. 
Ikke alene var det direkte utænkeligt at Marvalo og Salore ville lægge stridsøksen fra sig, men det var også rædselsvækkende og usmagelig at bare tænke på at disse to familier ville forene sig. Rei havde ikke selv tænkt over det før han havde bragt Yuuki ind og virkelig undersøgt hendes baggrund. Hun var i sandhed en af Vaines mange efterkommere. Det havde altid kun været en teori og et brat held at mørket flød gennem hendes åre, da han havde kastet forbandelsen over hende... hun havde mildt sagt været død nu hvis det havde vist sig at være en fejl.

Han vendte ansigtet mod jorden og lukkede sine øjne for en kort stund.
Magten over de mørke kræfter lå i den viden man besad. En gammel legende fortalte om et hemmeligt slot, skjult i skyerne. Et slot der gemte på mange hemmeligheder, som enhver warlock ville ønske at få fingrene i. Allerede i den gang hans far sad på magten var der vild jagt efter det slot, men aldrig er det nogensinde blevet fundet. Det var siden hen blevet reduceret til intet mindre end en gammel myte og legende, som bare blev fortalt på sengekanten til små spirrende warlocks. Athena, en kriger og spion af sand uvurderlig kaliber og tilmed ejeren af Visdommens Slot. Ahriana, Tidens Mester, skyldig i Athenas forsvinden. 
Hvis der var nogen viden at finde, så ville det ligge gemt i de gamle skrifter helt tilbage fra hans faders tid.

[Kimeya Marvalo]

Dvasias og Den Mørke Cirkel. Et sted som henlå i stilhed, og som havde gjort det over længere tid nu. Primært fordi at Kimeya havde taget alle de warlocks med sig til Imandra, som han havde fundet relevant i forbindelse med det arbejde, som skulle udføres der. Alle de øvrige borgere af landet, var han i færd med at drive ud, så dette kunne domineres af warlocks. Det var en drøm for ham, og det var vigtigt for ham, at opnå det mål, da det heller ikke var noget, som kom af ingenting.
Nu tilbage i cirklen. Han kunne se at Malisha havde formået at komme derfra. Ja, et sted burde det heller ikke komme bag på ham, for sådan havde det nu altid været med den kvinde. Et sted også en tanke, som måtte irritere ham. Han ville nyde at se hende død.. eller bare så godt som.
Stedet havde båret præg af uendelige mange års hårdt slid. Selv Kimeya kunne huske de mange gange, han var kommet her som barn med sin far, og sin mor ikke mindst. Nu var hans moder borte, og hans fader drak som intet andet end et hul i jorden.

Svagt kneb han øjnene sammen, idet han passerede de mange gange og magiske korridorer, som havde huset en lang række store warlocks igennem tiden. Bevidst søgte han mod centrum.. mod den store midte, hvor han følte en energi.. Endda en af slagsen, som han mindes at have følt så mange gange før, og det var også det, som han bed sig mest fast i, i øjeblikket.
Kimeya stoppede op. Magiens tilstedeværelse, kunne han uden tvivl mærke, og det satte en tydelig kriller i hans fingre.. Han ønskede at dræbe, som han ønskede at slå ihjel.. Salore, hvis han ikke tog helt fejl. Endnu en familie, som han ønskede udkæmpet og væk, og helst så hurtigt som muligt!
Dog for nu, lod han ikke så meget som et eneste ord, passere hans læber. Han blev denne gang stående. "Salore.." endte han denne gang. Den mands magi, ville han kunne mærke og fornemme hvor som helst!

[Deleted]

Stående i fast position, lyttede han blot til sine omgivelser. De magiske melodier, som endnu flød omkring og rummede tonsvis af minder og historiske scenarier, var lige til at rive til sig... hvis man havde finpudset sine telepatiske evner som warlock. Der fandtes ikke mange steder i dag, hvor magien var så koncentreret. En sand perle for de warlocks der kunne tilgå den.
En magisk tilstedeværelse ramte hans radar før lyden af fodtrin kunne spottes i det fjerne. Marvalo, tænkte han og åbnede roligt sine øjne igen.
Hvad den mand lavede i Dvasias, var ikke til at sige, men selv for Rei var det ikke nødvendigvis et tegn på fare. Det var nemlig endnu ikke tid til deres store opgør.
Roligt vendte Rei sig med front i retningen af hvor han sansede at Marvalo ville dukke op. Deres store fejde, var blevet sat i gang da deres fortid var kommet frem i lyset. Misbruget af dødsenglene havde været et kritisk træk for at give Marvalo det mindre magt. En magt som Rei til hver en tid ville forsøge at ødelægge dag for dag.
De mørke øjne søgte alle detajler omkring ham. Han søgte i den grad de gamle skrifter, som hans far havde gemt her. Objekter der var forbeholdt hans slægt på magisk vis. Deraf grunden til at de længe havde fået lov til at blive liggende, for der var ingen andre der kunne komme i nærheden af dem. "Marvalo..." svarede Rei roligt og upåvirket af hans tilstedeværelse.

[Kimeya Marvalo]

At at holde styr på fremtiden, var man til tider, nødt til at kigge tilbage på fortiden, hvilket også var den eneste grund til at Kimeya i øjeblikket, var hvor han var. At Salore nu skulle have valgt at tage turen til samme sted, var nu heller ikke noget, som han havde regnet med, hvis han skulle være helt ærlig, og det alene, var en grund til at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Han bed tænderne svagt sammen, inden han denne gang trådte mere ud i det åbne.
Hvis der var nogen, som formåede at pisse Kimeya af, så var det Salore-familien. Sådan havde det været igennem de sidste rigtig mange år, uden at han egentlig helt kunne beskrive hvorfor. Det var måske den evige kamp om at være bedst som gjorde det. Han var et sted ligeglad. Den mand skulle bare ikke have lov til at komme i vejen for ham, og de planer, som han i forvejen havde lagt.
"Det er mange år siden, jeg sidst har set dig." endte han denne gang. Et glædeligt gensyn? Det kunne man vidst ikke kalde det.. Han foragtede manden og alt det, som han stod for. "Hvad bringer dig hertil?" Ordene flød i den stilhed, som de alle var omringet af. Han havde det fint med de omstændigheder. De warlocks som havde vist sig at være værdig, havde han nemlig fået med til Imandra. De elendige.. ja, dem kunne Salore da få lov til at beholde på denne side af grænsen.