Bloody Passion

[Blair Celestina Marvalo]

Kimeya Marvalo

__________________________________

Klirrende metalliske lyde rungede i de tomme fangekældre og blandede sig med fugtige dryp fra utætte vægge. Der var en gusten stank der kunne genere enhver næse og en kulde der kunne gøre selv en ildsjæl kold om hjertet. De fleste havde ikke vovet sig ned i disse dele af slottet, men Blair havde altid været nysgerrig desuden havde hun en svaghed for smerte i alle dets vidunderlige former, så det forekom hende ganske naturligt at besøge netop de mere skumle dele. 
Efter at have inspiceret store dele af fangekælderen der i øjeblikket kun var fyldt op med de få overlevende soldater der var tilbage som ikke allerede var blevet slået ihjel fordi deres eksistens var irriterende eller af kulde, havde hun endelig fundet noget langt mere interessant. For enden lå et stort, mørkt lokale der i øjeblikket var oplyst af magiske blå flammer i oliefaklerne på væggen. Derinde var stanken anderledes, den var ikke bare gusten den var direkte rådden, så rådden at ikke engang kulden havde formået at skræmme fluerne væk. De summede særligt på væggene der var dækket af blod. Langs den ene væg var et stort stenbord med diverse torturremedier. Naturligvis var der også lænker både på bordet til forhøring og langs væggene. Blair sad i det blå skær fra flammerne på en gammel træstol hvis halve ryglæn var brækket væk. Hun havde sine slanke ben lagt over kors og selve manchetten fra jernkæden i væggen hvilende i skødet, hvor hun sad og pudsede den ømfindigt som havde det været sølvtøj. Klædt i dyrt stof, virkede hendes tilstedeværelse her malplaceret men hun sad og nynnede ganske veltilfreds for sig selv. Det duede ikke med et beskidt torturkammer, desuden nød hun forårsrengøringen. 

[Kimeya Marvalo]

Imandra henlå i en stilhed lige nu. Flere havde valgt at tage turen væk fra landet og over grænsen, hvilket var noget som passede Kimeya mere end udmærket. Hvad der dog derimod ikke behagede ham, var hans faders opførsel, og særligt fordi at han gemte sig væk, og drak familieformuen op. Havde hans moder alligevel haft den form af betydning for ham? For nu, lod han den ligge. Det var Blair, som han denne gang, var mest optaget af, hvis han selv skulle sige det.
Det var en kulde uden lige, som var nede i kælderen. Ikke at det skræmte ham det mindste. Det havde været en del af hans liv igennem så frygtelig mange år nu, at det slet ikke kunne, og det heller ikke burde, så det var jo egentlig så nemt. Det var nu, at han søgte Blair. Oprigtigt i alt det kaos, som ellers herskede omkring ham - særligt efter at Sephiran havde vist sig for ham, og havde truet med bål og brand, så var der stadig visse ting, som skulle gøres, og den familie var og blev stadig en kæmpe trussel overfor ham. Romeo og Tiyanna var han lige nede at se til, kun for at sikre sig, at de ting, endnu var som de skulle være. Tydelig tilfreds, søgte han ned til lokalet, hvor Blair måtte befinde sig i. Knirkende tvang han døren op, hvor han kunne høre hendes nynnen. En særdeles kærkommen og fantastisk lyd. Han elskede den. "Her kan jeg finde dig," sagde han denne gang. Han vendte sig denne gang mod hende, og med et ganske tilfredst smil på læberne. "Den sang mindes jeg at have hørt dig nynne for vores datter.." endte han denne gang. Han trådte med selvsikre skridt hen mod hende. Det klare blå lys.. hun sad og pudsede? Han rynkede i panden. "Vi kan nemt få andre til at pudse sølvtøj for dig," tilføjede han denne gang. Hænderne lagde han roligt mod hendes skuldre. Han trykkede let om dem. I aften, skulle det bare være hende og ham.

[Blair Celestina Marvalo]

Der var en mærkelig stemning i Imandra i disse tider. Siden Irina var gået bort havde Lionell været fraværende og plørefuld godt og vel fra tidlig morgen til sen aften. Kimeya holdt sig forholdsvis godt kørende, hvilket om ikke andet glædede hende at se, men hun frygtede selv at dagen ville komme hvor han mistede gejsten, naturligvis var det hendes job at bibeholde den så godt som muligt, men selv en kvinde med det pres på skuldrene havde brug for sit frirum og det havde hun fundet hernede i de mørke kældre.
Dørens knirken fik hende ikke til at trække en mine. Allerede inden Kimeya var kommet ind havde hun fornemmet hans aura, så hun viste at der ikke var nogen farer på færde. Hendes røde læber skiltes i et lille smil. "Jeg troede ikke at jeg ville få glæden af dit selskab kære," sagde hun roligt dog uden at stoppe sin gøren. Hun værdigede ham ikke et blik. Hendes nynnen var holdt inde nu, men melodien burde han have hørt sunget for sine ører mange gange før. "Mange gange," bekræftede hun. Nalani var altid faldet til ro ved lyden af sang.. så lang tid som hun selv havde haft mulighed for at tage sig af hende selvfølgelig. Grebet om hendes skuldre fik hende for et kort øjeblik til at holde inde med sin pudsen af lænkerne, bare så hun kunne tillade sig at nyde følelsen af hans brede hende. Hun vendte blikket mod den ene hånd og betragtede den veltilfreds. "Der er undrede af andre hænder som kunne gøre det, men lige i dette tilfælder nyder jeg det," hun så ned på lænken der stadig var præget af rust men blodet var mere eller mindre blevet tørret væk. På magisk vis åbnede hun lænken hvorefter hun uden varsel lukkede den om hans ene hånd. Man kunne aldrig regne med hende ikke i den forstand i hvert fald.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kæmpede for at holde det hele kørende. Det var ikke nemt, men det handlede om at gøre det så godt, som man nu kunne. Det var svært.. Det var faktisk sværere uden at have Irina i sin nærhed, end hvad han lige havde regnet med, og hans fader, var der jo ingen hjælp at hente i. Et sted skuffede det ham vel også. Hænderne gled denne gang over hendes skuldre, som han trykkede let omkring denne gang. "Jeg har søgt slottet igennem for dig, min kære. Kælderen var ærlig talt det sidste sted, som jeg forventede.." sagde han denne gang. Han lænede sig denne gang ned mod hende, hvor han plantede et stille kys tæt ved hendes hals og skulder. En smuk kvinde var hun, og han ville hende. Han ville i hvert fald ikke lade andre være tæt på hende!
"Jeg sang den for Nalani, selv efter, at du var gledet bort." tilføjede han denne gang. Det havde været en af hans små hemmeligheder. Han kunne nemlig synge og nynne, selvom det ikke var noget, som han gik særlig meget i, men han kunne. Lænken som pludselig fæstede sig omkring hans hånd, fik ham svagt til at spænde i musklerne. Kæderne var jo trods alt tunge. Ikke at han tog det som noget faretruende eller noget lignende. Smilet bredte sig på hans tynde læber. "Rusten gnaver i mit håndled," hviskede han denne gang mod hendes øre. Den var endnu ikke helt ren.. Han lod hånden forlade hendes skulder, og lod den hænge langs hans krop. Han tog det nu ikke så tungt. Igen vækkede hun det hele i ham.

[Blair Celestina Marvalo]

Irina havde været et større tabe end selv Blair havde forventet, Kimeya klarede det nu ganske udmærket, Lionell derimod, som burde have været en hjælp og ressource var bare en sølle rotte i et hl. Hun havde aldrig brudt sig om manden, så for hendes vedkommende kunne han blive langt væk, så slap hun for at blive begloet. "Jeg kan lide at få beskidte hænder kære, det har jeg altid kunnet,"pointerede hun og stoppede endelig med at pudse så hun i stedet kunne studere sit arbejde med et stolt smil. Kælderen var mørk, fugtig og rummede en grum, tragisk fortid der bar på så mange mysterier, hvis han kendte hende, så ville han vie at det var et sted lige for hende.
Hans hænder var så faste og beskyttende, somme tider glemte hun i løbet af en dag hvor meget hun savnede at mærke dem på hende. Hun skubbede skulrende lidt op mod dem og blottede sin hals som en varm indbydelse til hans læber. De små kys fik hårene til at rejse sig af ren og skær behag. "Du gjorde det selv før det kære, når du troede at jeg ikke hørte dig," pointerede hun idet kæden lukkede sig stramt om hans håndled. Blair rettede hovedet op igen og vendte sig rundt på stolen, så hun i stedet sad med fronten til ham. Hun førte hånden til hans mave og lod den langsomt stryge op over hans bryst, hvor hun kunne mærke hans spændte muskler som følge af de tunge kæder. "Det er sandelig synd for dig," svarede hun med dryppende sarkasme. Der var ingen medlidenhed at hente hos hende. Hun rejste sig fra stolen og skubbede den væk, hvilket resulterede i at den bare væltede bagover, det var dog nok til at hun kunne rejse sig og stille sig ind til ham med et mørkt blik.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at de før eller siden, ville være nødt til at gøre noget. Hans fader ødelagde det for ham, og han vidste, at han ikke kunne slå manden ved hjælp af magi. Uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne, så var det bare ikke en mulighed for hans vedkommende. Han smilede dog nu.. Han havde ikke tænkt sig, at tænke på den mand, når han nu stod sammen med den kvinde, som han agtet at blive gift med.. Og før eller siden, skulle han nok få hende til at sige ja til ham igen. Han agtet nemlig ikke, at lave de samme fejl, som han havde gjort med Faith, som han heller ikke ønskede et forhold, som havde lignet det, som hans forældre havde haft. "Du har nu altid været unik. Hvorfor blive beskidt, når man kan lade andre om præcis den opgave?" spurgte han denne gang med en rolig stemme.
Hun fortsatte jo med at overraske ham. Hun lod ham komme til, og udfordrede ham på samme tid. Han elskede uden tvivl den del af dette! At kæden så skulle lukke sig om hans håndled, havde han dog ikke lige set komme. Og de var tunge. Ikke en byrde, som han ikke kunne bære, for det kunne han sagtens. Han skulle vise sig for værende den rigtige mand for hende, og Blair skulle imponeres.. Så meget vidste han da! "Og jeg som troede, at det var min egen lille hemmelighed." Han kunne synge.. Han havde gjort det for sine børn i en alder, hvor de ikke kunne huske det, når de blev ældre.
Hånden mod hans mave resulterede i en sitren. En behagelig en af slagsen. Han fulgte hendes hånd med blikket, da den nåede op over brystkassen. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Den frie hånd gled om hende, hvor han denne gang trykkede hende helt tæt på sig. "Du er mig en grusom kvinde, Blair Celestina Marvalo.." hviskede han denne gang tæt ved hendes øre.

[Blair Celestina Marvalo]

Hver ting til sin tid. Lionell var en bekymring til morgendagen, han sad formentlig allerede druknet i alt for mange flasker af diverse ting og sager, med andre ord ville han nok ikke blive et problem lige i aften. Hendes grønne øjne fandt hans i det svage lys. Hun elskede at studere hans markeringer i mørket, når skyggerne rigtigt trådte frem. Han så ikke længere så hærget og slidt ud, de forbandede kvinder havde ødelagt ham stille men sikkert, og nu begyndte hun endelig at få ham på rette køl igen.
"Modsat dig min kære, så nyder jeg at få beskidte fingre. Desuden gør ingen det som jeg ønsker det alligevel, så jeg spare migselv besværet," argumenterede hun og lod et sine silkebløde fingerspidser, stryge kildende hen over hans håndryg. "Og hvornår går det op for dig at du ikke kan holde hemmeligheder for mig?" spurgte hun dæmpet og lagde sine hænder på hans brystkasse. Hun lagde sit hoved tæt ved hans og lod et smil snige sig hen over hendes læber ved hans hvisken, mens hendes hænder roligt strøg op og hans brede skuldre. "Jeg er grusom, men det er sådan du kan lide mig," svarede hun selvsikkert. Med tre lange skridt, tvang hun ham op af den ru, blodige væg bag dem og fangede ham mellem den og hendes egen krop uden at tøve et øjeblik. Hun elskede ham, og ham alene. Et sted havde han allerede vundet hende over, der var intet i verden hun ville mere end at være hans, men han fortjente ikke at få hende serveret på et sølvfad, nej han ville have ganske godt af at kæmpe lidt for sager. Stadig med et smil på læben, lænede hun sig langsomt frem og fangede hans læber med sine.

[Kimeya Marvalo]

Lionell var generelt slet ikke en mand, som Kimeya ønskede at tænke på lige nu, hvis han skulle være helt ærlig. Han havde brug for Blair, og hvis der var nogen, som formåede at få ham på andre tanker, så var det da uden tvivl hende, og han elskede det! "Det gør det ikke mindste unødvendigt, Blair.. Der er så mange, som kunne gøre det for dig i stedet," sagde han denne gang. Hans blik faldt denne gang mod hendes skikkelse. Han mente det.. Han ville hellere have hende ved sig, end at hun skulle sidde her og gemme sig med de mange tunge og mørke lænker.
De bløde hænders vandring, kunne han ikke andet end at nyde. Det satte en tydelig sitren i hans krop og sind. Han kunne i hvert fald ikke gøre andet end at elske det! En svag brummen brød hans strube denne gang. "Jeg kan lide, når du bliver lidt bestemt, min kære," sagde han denne gang. Han stivnede svagt, som han denne gang blev presset mod væggen, hvor han blev holdt fast denne gang. Han vendte blikket omgående mod hendes skikkelse. Så tæt på... Lænken raslede om hans håndled. Det var heller ikke fordi at han kunne gøre det vilde lige nu.. Men han elskede det jo. Han elskede, når hun var sådan omkring ham. Det kunne bestemt ikke blive bedre.
Hænderne hævede han dog af den grund, hvor de låste sig tæt om hendes hofte. Han rev hende tæt ind mod sig. "Du ved jo lige, hvad en mand gerne vil have.." hviskede han denne gang med en fast og intens stemme. Læberne lod han i stedet møde hendes, hvor han denne gang krævede dem i et kys.

[Blair Celestina Marvalo]

Blair vidste skam udmærket at hun ikke nødvendigvis behøvede at give sig hen til pudsning af deres sølvtøj, eller lænkerne for den sags skyld, men det gav hende et øjeblik med egne tanker somme tider, hvilket hun nød mindst ligeså meget som hun nød at være omkring ham. "Jeg forventer ikke at du nogensinde vil forstå den trang, men man ved jo aldrig hvornår vi får brug for disse igen," kommenterede hun og greb fat i den tunge lænke der raslede da hun tog den op, kun for at slippe igen og lade den falde tungt uden at slippe hans blik. Hun nød at drille ham, nød at lege med ham.
Hendes mundvige trak yderligere i et smil da hun hørte den dybe brummen, som et tilfredst dyr, en han i brunst, forskellen var at hun kunne kontrollere ham. "Jeg er en meget bestemt kvinde," pointerede hun og trykkede ham med sin egen krop op af væggen, for at understrege sine ord. Han kunne lige til nøds lægge sine arme omkring hendes hofte og holde hende tæt ind til sig. Der var koldt hernede, der var intet der indbød til romantiske stunder, men så måtte de skabe deres eget. Inden han nåede at fange hendes læber, greb hun hårdt ud efter hans kæbe og tvang hans ansigt væk fra hendes. "Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at give ham det," hviskede hun blidt med en tone der afslørede præcist hvor meget hun nød at holde ham på pinebænken. Hendes negle borede sig ned i hans kinder for at holde hans ansigt væk fra hendes. Målrettet drev hendes frie hånd ned over hans krop og ned mellem dem, for at snige sig under hans bukser og lade hånden berøre hans helligste uden nåde, uden nogen form for blidhed, tværtimod var hun krævende og kold.. dette var for hende ikke for ham.

[Kimeya Marvalo]

At sidde selv, og være alene, havde aldrig været Kimeyas kop the. Faktisk havde han det bedre omkring andre, og særligt, hvis han kunne få dem til at lave alt det sure arbejde. "Forventer du da at de skal tages i brug? Dine små og fine hænder, skal ikke pudse, hvad vi kan få mange andre til," kommenterede han. Hun var en hårdtarbejdende kvinde, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ønskede, at det skulle være på denne her måde. Det var på ingen måder meningen, at det var dem, som skulle lave det fysiske arbejde. Nej, det kunne så mange andre lave i stedet for.
Kimeya kunne da også kun lige og lige få armen omkring hende. Han nød uden tvivl at hun var lidt mere bestemt. Det var denne form som han godt kunne lide. Hun udfordrede ham på de rigtige tidspunkter, men vidste derimod også godt, hvornår det var klogt at stoppe. "Det er jo det, som jeg godt kan lide," endte han denne gang. Kysset nåede han dog ingen vegne med, før hun havde taget fat i hans kæbe og tvunget hans ansigt den anden vej. Her kunne han jo heller ikke undgå at smile. "Du er hård ved mig, Blair," kommenterede han denne gang. Brutalt, som hun førte hånden ned mellem dem, og vilkårligt endte med at tage fat i hans nedre, kunne han bestemt heller ikke undgå at bide sig fast i det. Hans pupiller trak sig svagt sammen, som hun nærmest brutalt tog fat i ham. Hårdt og bestemt.. Men for fanden, det var jo sådan, at han godt kunne lide det! Grebet strammede han automatisk mere om hende, end hvad han tidligere havde gjort. Smerten blandede sig med behag. Det føles jo forbandet godt!

[Blair Celestina Marvalo]

Blair trak sin hånd op foran sig og studerede den silkebløde hud, der virkede så uberørt af hårdt arbejde. De havde folk til at gøre det, og spisestellet ville hun aldrig røre, men lænkerne var noget andet. "Frygter du at min berøring skal blive ru og hård kæreste?" spurgte hun med et lidt lusket smil på læben. Det ville aldrig ske, hun ville passe godt på sig selv, alene for at han kunne mærke hendes silkebløde berøring. Den samme bløde hånd tog et hårdt greb omkring hans kæbe og tvang hans blik væk, beviste for ham at han intet havde at sige. "Jeg er kun lige begyndt, Kimeya," hviskede hun i hans ører og bukkede hovedet for at plante ét kys mod hans hals.
Den frie hånd kæmpede sig forbi alle forhindringer og søgte ned bag klæderne kun for at tage et stramt grab om hans nedre. Hun holdt hans hoved, så hun med tilfredsstillelse kunne se hvordan hans pupiller trak sig sammen og han prustede i et forsøg på at tackle hende. Hun kyssede hans læber og mærkede hans desperate ånde på sine læber da hun trak sig lidt tilbage, og slap grebet om hans kæbe, for at lade den falde ned over hans krop i stedet for. Hun fjernede hans bukser, lod dem falde ned omkring hans ankler og frigjorde ham derved. "Jeg havde næsten glemt hvor meget jeg elsker at se dig sådan," kluklo hun og tvang sig ud af hans greb, for at bakke tilbage og tage ham i blik. Hun lagde ikke skjul på sin tilfredsstillelse over synet. Uden at tage blikket væk, førte hun hænderne op til sin egen kjole og løsnede dets snørre ved brystet, hvilket fik skulderne til at falde ned over hendes arme. Hun trak dem stille ud og lod kjolen falde til jorden, så hun selv stod blottet med rejste hår fra kulden. Afstanden mellem dem var tilstrækkelig stor til at han ikke kunne nå hende for lænkerne.

[Kimeya Marvalo]

Blair var begyndt at lege med ham, og Kimeya kunne jo ikke gøre andet, end at elske det, for det gjorde han virkelig. Et kort, men tilfredst smil passerede hans læber. Nej, det var slet ikke meningen, at en kvinde, og da særligt ikke den kvinde, som han havde ved sin side, skulle tage del i det hårde fysiske arbejde. Der var så mange andre ting, som krævede deres opmærksomhed, end at sidde her og pudse lænkerne. Hvad skulle det desuden gøre godt for? "De hænder skal bruges til andet end hårdt fysisk arbejde, kæreste," kommenterede han denne gang.
Selvom hun i øjeblikket var hård ved ham, kunne han jo ikke andet end at elske det! For nu, glemte han nærmest grunden til, at han havde valgt at søge herop i udgangspunktet. Hvorfor var det en tanke, som han skulle tænke? Han stønnede mod hendes læber, så hårdt og intenst, som hun kyssede ham, kunne han heller ikke foretage andet! Bukserne faldt denne gang, som hun trak dem helt ned, hvor lænkerne egentlig sikrede sig, at han ikke kunne komme tættere på hende. Langsomt åbnede han øjnene igen, som hun trak sig væk fra ham. Som den smukke gudinde hun var, lod hun klæderne falde. Gud nåde trøste den, som ville komme ned og forstyrre dem nu! Han spændte svagt i kroppen. Hele ham, var jo klar. Hovedet lod han søge på sned. Det der var bare ikke fair! Havde hun nu tænkt sig, at blive stående der? "Du nyder det der lidt for meget.." Han sænkede sin egen hånd til sit nedre, hvor han denne gang fortsatte selv, fra hvor hun slap. Hun kunne da ikke bare lade ham stå der!

[Blair Celestina Marvalo]

Der var ingen spilleregler i de lege hun legede, ingen grænser der rummede en form for etik eller morale, kun hendes egen syge form for humor og desperate lyst til at lege. Det var den uforudsigelighed hun vidste Kimeya elskede, sammen med hende var han ikke nødvendigvis den der holdt magten, nej hun elskede at tage den fra ham. Roligt trådte hun ud af sine faldende klæder og betragtede ham med et begærligt blik. "Jeg skal nok få dig til at elske mit hårde arbejde," lovede hun med en lumsk undertone, og førte langsomt sin egen hånd op over sin mave i et pirrende strøg og op til hendes bryst. Hendes brystvorte strittede, påvirket af kælderens kulde, det var ikke et sted at være nøgen og alligevel det bedste sted hun kunne komme i tanke om.
Hendes blik faldt på ham, og gled ned over hans krop til hun nåede hans underliv. At se ham tilfredsstille sig selv på den måde, fik hendes hjerte stil at slå hurtigere, hun stoppede ham ikke. "Bliv ved med at tilfredsstille dig selv kære, hvis du gør det godt, kan det være jeg er gavmild," pointerede hun og gik roligt hen til ham. Hun smygede sin slanke skikkelse om bag ved ham, så hun stod fanget mellem væggen og ham. Hendes kølige hænder lagde hun mod hans skulderblade og strøg ned over hans stærke ryg. "Lad mig høre dig nyde det," hvislede hun i hans ører. Hun kyssede hans skulder blidt, og strøg hænderne ind mellem hans arme, og om på hans bryst, trykkede hans krop ind til sin egen. Hun var alt andet end færdig med ham, denne leg kunne fortsætte til morgengry og længere endnu om det stod til hende.

[Kimeya Marvalo]

At Blair var så fandens uforudsigelig, var noget af det som særligt Kimeya godt kunne lide ved hende. Ikke at han kunne lægge skjul på det, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig at gøre. Han sendte hende denne gang et smil. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han havde allerede for længst glemt alt om Faith, og det liv, som han havde haft sammen med den kvinde. Han havde nemlig slet ikke nogen grund til at skulle tænke på hende.
Og nu hvor hun ikke ville stille ham, så måtte han jo trods alt gøre det selv. Det var jo heller ikke ligefrem ting, som kom ud af ingenting! "Når du ikke ønsker at yde din assistance, må jeg jo selv håndtere tingene," sagde han denne gang. Hans blik faldt til hendes skikkelse, som hun denne gang trådte tættere på ham. At hun så derimod trådte om bag ham, sagde han ikke noget til. Hun rørte ved ham, som kun hun havde gjort det. End ikke Faith havde givet ham den følelse af tilfredsstillelse, som hun gjorde det lige nu. Øjnene lukkede han let, idet han tog mere fat. Det var nemlig gået op for ham, at hun ikke havde tænkt sig, at hjælpe ham denne gang. Han sukkede svagt. Hvis hun ville høre det.. Så så han bestemt ikke nogen grund til at skulle holde igen. "Og du vil ikke være med..?" Nu stod hun der og gemte sig bag ham.. Han vidste, at hun stod i ingenting. Det var ikke fair, at stå der, så han intet kunne se, men alligevel vide, at hun var der. Og at hun stod der i ingenting.. Det var slet ikke retfærdigt!