Clear as water

[Kieran Pamariaz Acheron]

@cronos

---

Det var hen på eftermiddagen, da Kieran havde taget den lange tur fra ruinerne og til søen, som befandt sig midt i Manjarno. Efter at hans moder var dukket op, var der rigtig mange ting som kørte rundt i hovedet på ham, og selvfølgelig var det noget, som godt kunne mærkes. Han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere det hele. Men det handlede vel egentlig bare om at forsøge?
For nu, kunne man ane solen over den store himmel over dem. Det var ved at blive halvkoldt i vejret igen, da efteråret, så tydeligt var ved at lægge sig over dem. Ved hans side, vandrede hesten. Den eneste, som der rent faktisk var i lejren, da det ikke var meningen, at de skulle være så synlige, men derimod gemme sig i skyggerne. Det var hans mål med det hele i hvert fald. 
"Drik, Brego.." Kierans stemme var rolig, idet han slap tøjlerne. Hesten luntede med rolige skridt ned til vandet, hvor den bare begyndte at drikke. Her kunne han finde muligheden for at finde ro. Det var det, som han havde brug for lige nu. Hesten drak og begyndte nu at spise langs bredden. Der hvor græsset var grønnest og mest frodig at spise af. Et kort smil passerede Kiernas læber, hvor han denne gang satte sig ned på en halvstor kampesten ikke langt derfra. Her var stille.. Hvilket var en tanke, som han måtte finde umådelig rar med alt det kaos, som han nu havde oppe i hovedet. 

[Deleted]

Cronos hade sin kappe på over sin hovedt og winger så han ikke kunne blivet set, han hade dog sine våben med sin stormskjold og sword, han gik i nyde steder hvor han var ikke vandt til, derefter kunne han godt se at han var faret vild i det nature der var om ham, han tog sin hætte af for at kigge omkring og håb om der ikke nogen der er efter ham, han så ud til at være alene da han kom til en lille sø, han så en vis person der, han stolede ikke rigtigt på hvad der kunne ske man tænkte vis han kommede stille ind om han kunne vise ham vej rundt i naturen, han gik stille ind til ham hvor han sagde "verhilsed fremmede, kunne du hjælpe mig med noget? jeg er faret vild her i naturen og ville godt tilbage til byen eller den nærmeste kro," sagde han med et smile på læben, han hade dog sin hånd på sin sword men ikke så det kunne ses men mere bare vis der skete noget, han ville jo godt tilbage til sine mænd igen inden tiden var for sent men jeg viste inde i at han nok ikke kunne nå at komme tilbage til slottet inden mørket

[Kieran Pamariaz Acheron]

En fremmeds tilstedeværelse, var det første, som fangede Kierans opmærksomhed, hvilket fik ham til at dreje hovedet med det samme. Han stolede ikke på nogen, og det havde han aldrig haft en grund til at skulle gøre. Han kneb øjnene svagt sammen. En respekt.. Det var bestemt ikke, hvad man var vant til at blive mødt af nogen steder, og særligt her i Manjarno. Han blev stående. Hver hilset? Ja.. den måde, var han slet ikke vant til at blive tiltalt på. Som havde han været noget.. særligt? det var han jo ikke, selvom han havde påtaget sig et kæmpe ansvar, for rigtig mange mennesker her i ruinerne.
"Du er langt fra det nærmeste," sagde Kieran dog med en rolig stemme. Han vendte sig i stedet mod hesten igen, som ellers bare spiste roligt, og drak af vandet. Så lang tid, at den var rolig, havde Kieran ikke nogen grund til at gøre noget andet. Dyr fornemmede nemlig den slags hurtigere end andre gjorde. Han vendte sig denne gang helt mod ham. "Desuden har du ikke nogen grund til at tiltale mig, som var jeg noget højtstående," sagde han denne gang. Et kort smil passerede hans læber. Han selv var jo bare ham.. En venligstillet mand, hvis man gav ham en grund til det, og foreløbig, kunne han nemlig intet ondt fornemme ved manden, som stod overfor ham. Det var omstændigheder, som han egentlig havde det ganske fint med, hvis han selv skulle sige det.