A Familiar Reunion

[Deleted]

@reimelini x Amaya Melini Diamaqima  

---

Rimshia - byen han havde haft sit sidste ærinde i før han permanent var vendt hjem til sit mansion igen.
Mange løse ender havde han endnu at fange, for ingen ville nogensinde undslippe hans greb.
Yuuki - havde rendt løst omkring igen efter hendes sidste møde med Nathaniel og dermed efterladt ham med ansvaret for deres datter i en rum tid inden fik en ende.
Hun var ikke bedre værd end at holde fanget og langt væk fra sociale relationer... aldrig havde han haft mere fred i sin tilværelse siden han havde låst hende inde i sin kælder.
Nathaniel havde han i det skjulte holdt et vågent øje med og det var kun efter nylige oplysninger om mandens færd at han nu sad på en kro i Rimshia og nippede til et glas rødvin.
Hans lokker var både blevet kortere og mørkerøde, de førhen hvide skjorter var skiftet ud med grå hør skjorter og en ankel lang sort vest med tilhørende mørke bukser og støvler.
Han sad med albuerne mod bordet oppe ved baren - en klar vane for hans vedkommende.
Grublende over tidligere ærinder og nye projekter fyldte hans sind, der ellers i forvejen var hærget af et utæmmelig stormvejr.
Der var relativt gang i den på kroen, flere sad og snakkede lavmeldt over øl og mad mens et par andre stærke typer var helt ustyrligt påvirket af alkoholen.

[Amaya Melini Diamaqima]

Med hurtige skridt for Amaya igennem byen. Hvad pokker havde hendes far egentlig gang i? Dum var hun ikke. Ikke nok med at den eliksir som han havde brygget var dødsens farlig så kunne hun godt lægge to og to sammen. Gabriel blev dårligere og dårligere mens hendes far intet gjorde. Var han virkelig så dum? Hun kunne næsten ikke tro det. Vred go skuffet var hun som hendes skridt bragte hende mod kroen. Dette var hendes hjem for nu mens hun var i byen.
Hun stoppede foran døren og tog sig lidt sammen. Hun havde brug for at få ro på nu. Hun formåede at få gjort sig selv lidt rolig før hun trådte ind på den lettere fyldte kro. Blikket gled rundt efter et ledigt bor som hun fandt henne ved den ene væg. Det var en bås men en af dem som var en smule afskærmet fra resten af kroen. Med hurtige skridt skyndte hun sig derhen for en anden skulle udse sig siddepladsen. Hun smed sig ubesværet ned. Kromutter kom over til hende for at modtage en bestilling. "Blod tak, gerne fra en engel hvis i har, varmet" bestilte hun roligt for hun endnu en gang blev alene. Hun greb om sin taske som hun altid havde på sig og lagde den på bordet og så begyndte hun ellers at rode i den efter ting og sager. Hun var nød til at arbejde hurtigt hvis hun skulle nå det her. Der var ingen tid til afbrydelser!

[Deleted]

Fornemmelsen af det kolde vinglas mellem fingrene var falmet til stuens temperatur. Et blik blev kastet over mod døren ud til gaden med en tanke kastet mod sit eget mansion i Marvalo City.
Hans kolde hvide løgn til Yuuki om at han ville indfange Nathaniel, var slet ikke hvad han havde i tankerne. Den mand der havde tjent hans fader, var langt fra en han kunne drage nytte af igen.
Blikket var låst til døren da den gik op igen, dog var synet af den unge kvinde der trådte ind, ikke et han havde regnet med at blive mødt med. "Yuuki?" hviskede han lavmælt for sig selv og kneb øjnene sammen for at studere hendes karaktertræk ganske nøje. Nej, det var ikke Yuuki. Trods de slående ligheder, var der end ikke det mindste spor af den ædle magi gemt i denne kvinde.
Ret som kvinden havde sat sig ned steg han ned fra barstolen med et køligt og intenst fokus mod denne kvinde.
Lyden af solide skridt vandrede hen over gulvet, hvor han nærmede sig hendes bord. Hætten hang stadig ned over hans blik for at undgå for mange kendinge. Han var lige så hadet som han var vellidt og frygtet her i omegnen, da han sjældent forlod sit mansion for andet end iværksættelse af sine planer... og denne gang var ingen undtagelse.
Han tog pladsen overfor hende helt uden at præsentere sig. Denne kvinde... han havde en god mavefornemmelse af hvem hun kunne være - et sandt mirakel!

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya havde ikke bemærket nogen som helst andre da hun havde trådt ind på kroen. Kun den frie plads havde været i hendes blik før hun smed sig på den. Hun var forvirret og med god grund. Aldrig havde hun set sin far opføre sig utilsigtet men denne gang ... Hvad pokker havde han gang i? Det forundrede hende virkelig meget.
Der gik ikke længe før kromutter kom ned med hendes blod og hun takkede høfligt. Dog var hun stadig i gang med at rode igennem hendes taske. Den virkede på ingen måde stor nok til at det ville tage så lang tid for hende at finde noget hernede i men folk skulle bare vide. Hun bed sig svagt i læben som roderiet stoppede og hun hev en flaske frem med en farveløs væske. Hun rullede flasken mellem hænderne og de mørke øjne hvilede på den uden at vige det mindste. Hånden greb roligt ud efter glasset med blod der føltes varmt mod hendes kolde hånd. Hovedet søgte let på sned og tydeligt måtte det være at hun tænkte voldsomt over et eller andet.
Henslængt i sin egen lille verden var hun og bemærkede derfor ikke manden hvis interesse hun havde fanget. Det var egentlig først da lyden af skridt der nærmede sig hendes bord at hun kiggede væk fra flasken og mod den fremmede. Brynene rynkede hun en smule som manden, uden et ord valgte at sætte sig på stolen overfor hende. Han havde intet sagt, bare sat sig. De før så mørke øjne skiftede til en tydelig blodrød farve mens de hvilede på den kutteklædte skikkelse. Med en rolig bevægelse lagde hun flasken tilbage i hendes taske og lod tasken glide ned fra bordet igen sådan så der kun var træet imellem dem. "Hvem er du?" spurgte hun endelig i en rolig tone. Hun hævede endnu en gang glasset mod hendes rosa læber og tog en tår af det varme blod. Hvad mon denne fremmede ville? Hun var klar til at slå fra sig hvis han prøvede på et eller anden mærkeligt.

[Deleted]

Rei satte sig udelukkende for at studere denne unge kvinde på nært hold. Der var ingen tvivl. Hun mindede i den grad om sin kære moder!
Med højre hånd rakte han op og skubbede hætten af, hvorefter han solidt plantede sine albuer på bordet med hænderne foldet. Blikket veg ikke fra hendes på noget tidspunkt. Det var yderst tiltalende at han havde vundet hendes opmærksomhed. "Amaya..." lød det sagte fra ham til trods for at han kunne tage fejl, men ligheden var slående.
Han vidste godt hvad han kunne bruge hende til. Hvilke mirakler hun kunne udføre med den rette vejledning. Spørgsmålet var bare om Nathaniel havde indviet hende i nogle af de største gaver en alkymist kunne besidde!
Alle de mange tanker der hurtigt for forbi inde i Rei - muligheder uden en ende. Selvom Yuuki udtrykkeligt ville holde ham på ordet og forhindre at han nogensinde ville lægge hånd på Amaya, så var det nu ikke ulovligt for ham at opsøge hende og da slet ikke når situationen faldt for hans fødder som nu!
Roligt trak han albuerne til sig og satte sig tilbage i stolen, mens hans blik langsomt blødte op. Smilet brød frem, varmt og imødekommende. Benet blev slynget over kors på det andet og hænderne samlet i skødet, mens han blot betragtede hende om og om igen.
Han ville aldrig nogensinde anerkende det faktum at han fandt hende utroligt bedårende. Yuuki havde altid været en dårende kvinde, men længere trak han den ikke, ikke blandt familie medlemmer!

[Amaya Melini Diamaqima]

Den fremmede som bare havde sat sig ved hendes bord tvang hendes interesse. De brune øjne veg ikke fra hans skikkelse på noget tidspunkt fordi hun vidste ikke hvem han var eller hvad han kunne finde på. Hovedet søgte let på sned. Hun kunne godt ane hans ansigt under hætten, en af fordelene ved at være vampyr men hun genkendte ikke manden på stående fod. Hvad mon denne frememde ville med hende? Hætten forlod mandens ansigt og gav hende noget mere at kigge på. Han var nydelig, bevares. Det ville hun da på ingen måde benægte men hun havde ikke tid til sjov og spas i aften. Hendes far var på unoder og lige nu var hun den eneste som kunne stoppe ham.
Ved lyden af hendes navn stoppede hun helt op. Hun rynkede brynene en smule og lod hovedet falde på sned. "Hvem er du?" gentog hun blot uden at svare ham. Hun var ikke lige frem en dum pige. En fremmed kom hen til hende og uden et ord satte sig og sagde hendes navn. Hun havde på ingen måder tænkt sig bare at opgive det med det samme! Hendes far sad lige nu på magten sammen med hendes søster og hun ville på ingen måde kunne bruges imod dem hvis hun kunne undgå det.
Som han lænede sig tilbage gjorde hun det ligeså. Hun lod en hånd glide igennem den lange brune hår sådan som så derefter faldt blødt ned over hendes skuldre og ryg. Amaya var en køn pige lige som sin mor var det. Fra Yuuki havde hun fået vampyr generne og den ynde og elegance som kom med racen. Hun vidste at hun var en flot pige og det kom hende til gode i visse situationer. Dog virkede dette til at være et undtag. Hvad pokker mon han ville med hende?!

[Deleted]

Eftersom hun gentog sit spørgsmål sukkede han ganske let og rømmede sig en anelse.
"Jeg er blot en velhavende mand med mange informationer, specielt med henblik på dine forældre." svarede han og trak automatisk i sin mundvige ved hendes yndefulde bevægelser. Jovist, det var et træk han nok kom til at savne ved Yuuki, da hun efterhånden var blevet ret så firkantet og mindre elegant end den gang hun levede, som en vampyr. Selv den skeptiske holdning til det ukendte havde Amaya så sandelig også fået med sig - et klart træk fra begge hendes forældre.
"Jeg tænker at din manglende erindring det er grunden til at din mor forlod dig den gang du var helt lille. Et rent og smertefrit brud efter hun gav slip på din far, Nathaniel Diamaqima." tilføjede han bevidst. Sandt var det at Yuuki bevidst havde skåret alle bånd over til alle hendes relationer, men trods det, så var der ingen der egentlig vidste hvorfor... ud over Rei.

Han kastede ganske kort et blik efter bartenderen og løftede hånden uden videre brug af ord. De forstod hans vink og kom hastende. "Hvidvin, tak." bad han med en mindre nedværdigende tone, som han ofte gjorde brug af overfor sin egen tjenestestab.
Manden forlod dem begge og Rei vendte dertil sin opmærksomhed tilbage mod Amaya igen.

[Amaya Melini Diamaqima]

Hun var en skeptisk pige hvilket hun havde arvet efter hendes far. Ikke nok med det så var hun på ingen måder vant til at fremmed mænd blot kom over og satte sig foran hende. Hvis der var nogen der viste hende interesse så var det er af en eneste grund og den kunne hun læse i dem så let som ingen ting. Denne mand kunne hun derimod ikke gennemskue og for at være ærlig så skræmte det hende en smule. Hans forklaring om sig selv fik hende til at himle let med øjnene. "Jeg spurgte ej om din stand eller om du kendte mine forældre. Jeg spurgte 'Hvem er du?' sagde hun en smule køligt. Det var et simpelt spørgsmål og hun ønskede ikke at side her uvidende. Det duede hun virkelig ikke til.
Hans ord slog dog pusten fra hende, altså hvis hun havde været i stand til at trække vejret. Blikket kiggede en smule overrasket på ham. At han nævnte hendes far ved navn påvirkede hende ikke meget. Nathaniel var en kendt mand og folk var begyndt at opdage at han havde en meget ung datter som ikke befandt sig på slottet. Nej det hun bed mærke i var hans fortælle om hendes familie historie. Han kendte den men hun kendte ikke ham hvilket kun kunne betyde at han kendte til hendes mor. Min mor forlod mig og min far, ja. Hvor skal denne samtale bære hen?" lød det igen køligt fra hende. Dette var underligt og hun var ikke sikker på at hun kunne lide det.

At han bestilte vin gjorde hende kun irriteret. Hun bøjede sig ned og greb om sin taske før hun rejste sig. Hun lod tasken og begge hænder hvile på bordet mens hun lænede sig en smule tættere på ham. "Jeg går ud fra at du vil mig noget siden du er her så lad mig gøre det kort. Hvis du ikke giver mig dit navn så er jeg smuttet. Jeg er ikke interesseret i din stand eller hvad du ved om min mor. Dit navn, nu tak" endte hun en smule spydigt. Hun gik på ingen måde på kompromi.

[Deleted]

Det var voldsomt, som den pige var vokset. Sidste gang Rei havde set til hende var da Nathaniel personligt havde hentet hende fra hans dørtrin. Intet af det ville hun nogensinde være i stand til at huske, så meget desto bedre. Han nød køligheden i hendes stemme og sendte hende et åbent smil.
"Rei Salore..." endte han lavmælt og betragtede hende nøje. "... tænk jeg troede slet ikke at du ville være så ihærdig efter min identitet." endte han eftertænksomt og tog sig til hagen. Hvad mon hun var ude efter ved at afsløre ham så hastigt? Ikke at det gjorde ham det mindste. Folk kunne til hver en tid snakke omkring ham og det var grangiveligt blandede historier efterhånden. Nogen var mildt sagt rædselsfulde, mens andre var enormt beundringsværdige. Kedsomheden kunne lede ham i uføre, mens stimulans kunne give ham en blid fremtoning.
I dette tilfælde, var Amaya et individ han ønskede at stifte bekendtskab med, nu hvor Yuuki ikke ønskede at opsøge hende. Kvinden havde altid været dumdristig og blindt troet på at hendes familie ville være i sikkerhed, så længe hun holdt dem på afstand og selv gik i kødet på Kimeya. Nej... der vidste Rei bedre. Amaya ville aldrig opsøge sin egen mor på egen hånd, nok heller ikke selvom kvinde lå for døden. Hvilket i sig selv var en tanke af fryd for Rei. Det gav ham nemlig fri plads til at lege med sine planer uden forstyrrelse.
"Du skuffer mig Amaya. Jeg troede at du var mere ihærdig efter ny viden end, som så?" Denne gang sendte han hende et spørgende blik. Hvis der var nogen der kunne skaffe informationer og specielle produkter, så var det Rei. Alle de gamle skrifter fra hans fars regeringstid havde ligget magisk opbevaret ved hans side igennem alle disse år. Han ville jo næsten lyve hvis hans sagde at selv rapporter og dokumenter fra alkymi projekter, drevet af selveste Nathaniel Diamaqima, lå gemt iblandt det hele.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya huskede ikke at hun havde set Rei før eller hørt hans stemme. Han virkede på ingen måder bekendt på hende men sandt at hun heller ikke huskede meget fra før hun kun havde hendes far. Måske det var det faktum at hendes mor havde efterladt hende der havde vækket den massive hukommelse i hende? Hun vidste det ikke og det var i realiteten ligegyldigt lige nu. De røde øjne hvilede på manden som præsenterede sig som Rei Salore. At han endelig opgav sit navn viste hende en ting ... Han ønskede noget af hende men hvad det var vidste hun ikke. Hovedet søgte let på sned mens hun lyttede til hans ord. "Jeg er ikke dum nok til at sidde overfor en fremmed uden så meget som at have fået hans navn. Hvad regner du mig for?" spurgte hun en smule spydigt. Hun havde ikke ligefrem lyst til at blive her men dog så gled hun ned og sidde på stolen. Hun havde jo trods alt sagt at hun ville blive hvis han oplyste hans navn. Hun lukkede kort øjnene og vendte dem så tilbage mod Rei. Hun vidste at hun havde en familie relation til ham men dog så følte hun intet for ham som hun gjorde det med Silia. Tasken gled ned i hendes skød og armene lod hun falde over kors. Hun var lukket men det var vel ikke så underligt?
Hans ord som skuffelse fik et kørligt smil til at brede sig på hendes læber og de røde øjne søgte hans blik uden frygt. "Jeg søger ny viden men alting til sin tid. Jeg har ikke travlt, har du?" lød den lidt spydige kommentar. Viden var vigtig og hun søgte den men ikke for enhver pris. Hendes far havde fortalt hende om Rei og sagt at hun skulle være varsom og det var noget hun havde i sinde at gøre. Om Amaya nogensinde ville opsøge sin mor vidste hun ikke. Båndet var blevet brudt den gang og dog så var blodets bånd der stadigvæk. Hun kunne ikke benægte det selvom hun sikkert gerne ville. Hvis situationen opstod måtte hun bare tage den som den kom. Det var en af tingene hun ikke ville tænke for meget over før det blev aktuelt. "Hvad vil du mig?" spurgte hun ret så ligeud. Hun havde ikke tid til hans små lege. Hun var jo, trods alt, en meget travl kvinde.

[Deleted]

Fremmed? Hendes konstatering om hans status overfor ham fik ham kun til at glo på hende ret så forbavset. Ikke om han rørte sig ud af flækken da vinglasset blev sat på bordet foran ham.
"Det lyder ikke som om at fornuften høre til din stærkeste side min pige." endte han meget alvorligt. Udtrykket i hans ansigt fulgte klart trop på den alvor der blev lagt i hans tone. Glasset tog han til sig på en meget elegant og nænsom måde. Hvad han i bund og grund kunne tilbyde hende var end ikke så lidt og det ville med garanti ikke være noget hun ellers ville få tilladelse til at grave ned i for Nathaniel.
"Tiden er ikke min største fjende, Amaya - det er kun et spørgsmål om hvad man vælger." svarede han roligt og satte glasset for sine læber. Det var nogen gange slet ikke til at forstå hvordan familier kunne byde hinanden alle disse smerter. "Jeg er her ikke for at opsøge dig. Hvad end din relation til dine forældre er, skal jeg ikke blande mig i, men, siden vi nu er rendt ind i hinanden så har jeg noget jeg gerne vil tilbyde dig." fortsatte han alvorligt og kastede blikket ned på glasset i stedet for på hende. Han trak vejret dybt og koncentreret i og med at han besluttede sig for om han ville indvige hende i sine planer eller ej.
"Jeg vil vide hvor vidt Nathaniel har indviet dig i hans old gamle projekter, om du overhovedet har interesse i at få indblik i dem, eller om du vil holde dine hænder rene?" Rei vidste at Nathaniel ikke var meget for at rive op i de gamle projekter igen. Projekter der var drevet af Reis slægt med henblik på at forbedre håndteringen af de mørke kræfter. Warlocks havde adgang til en hel del viden, men meget af det lå gemt så dybt at det faktisk krævede en alkymist for at få adgang til det. Amaya var ung og stærk, en perfekt kandidat til at forsætte de projekter.

[Amaya Melini Diamaqima]

Han var hende fremmed. Selvom han var hende et langt ude familie medlem så var han fremmed lige nu. Hun havde ikke være i hans nærhed siden hun var helt lille og kunne ikke huske ham. Hendes konstatering var rigtig og især når det tog ham så lang tid endda at opgive sit eget navn. Hun himlede med øjnene ved hans kommentar. "Min far har opdraget mig god og jeg er fornuftig. Det er derfor jeg ikke bare kaster mig i armene på dig. Jeg har fået mit at vide om dig. Jeg er påpasselig, lige så påpasselig som hvis jeg havde siddet overfor Kimeya" sagde hun blot. Hun ville være varsom, hvad pokker havde han regnet med? At hun bare ville kaste sig i armene på ham fordi han var noget langt ude familie som ikke havde været der igennem hendes opvækst? Fandme nej. Sådan legede hun ikke. Hun gik aldrig ind i en situation uden at have tænkt den igennem først. Det var da helt sikker.
Amaya var påpasselig mend Rei for det havde hun fået afvide at hun skulle være. Hvad der var sket mellem ham, hendes mor og hendes far anede hun virkelig ikke men hun ville i hvert fald ikke ende som et offer hvis hun kunne blive fri for det. Hun holdt afstand til ham for hun vidste ikke havd han var i stand til. Som warlock og en gammel en af slagsen så var det ikke til at sige hvad han kunne gøre ved hendes hoved blot ved at være i hendes nærhed. Nej, hun ville ikke bare give efter med det samme. Hun rynkede brynene. Noget som han ville tilbyde hende? Hun lyttede til hans ord. Hendes fars gamle projekter? Det pirrede hendes nysgerrighed umådeligt. Pokkers! Hun tog sig glas i hånden og begyndte at dreje det let mellem to fingre mens hun tænkte. Det gav ingen mening for hende at han bare ville 'give' hende dem. Der var en hage og hun agtede at finde ud af hvad. "Jeg holder på ingen måder mine hænder rene. Det lærer men ikke noget af. Hvad er det du tilbyder?" spurgte hun roligt. Hun kunne stadig ikke lide det man på den anden side så var der en chance for at få fingrene i hendes fars arbejde og det ville hun for alt i verdenen gerne.

[Deleted]

Rei var næsten fristet til at bryde ud i latter da hun lød til at tro på at han ville til at overtage rollen som hendes gran onkel. Smilet viste sig derfor ret tydeligt i hans mundvige. Det var jo næsten for sødt og naivt at se på, når hun tydeligvis ikke var van til at støde ind i folk som ham selv, eller Marvalo for den sags skyld. Han rettede sig op i ryggen og lænede sig til bordpladen med den ene arm, mens han fortsatte.
"Jeg kan tilbyde dig en chance for at redde resten af din familie." lagde han først ud. Selvfølgelig var det ikke det der skulle lokke hende mest til at tage fat i de gamle projekter. Der var meget mere i det for både ham og hende. "Selvfølgelig er det blot en bonus, da du ved at forsætte de projekter vil udvikle en viden selv ikke din far har mesteret endnu." tilføjede han med et let træk på skuldrene. For ham var der kun noget at vinde i dette foretagende, hvor han som altid legede med andre liv og velbefindende for at komme i mål. Det havde aldrig ligget ham tungt på sinde at tage livet af et andet væsen, dog fortrak han at gå diplomatisk til værks i stedet for at være brutal og frygtindgydende.
"Du vil vinde styrke og viden, samtidig med at du giver mig den styrke jeg skal bruge for at sikre din familie. Din far har sikkert ikke fortalt dig at min familie altid holder hvad vi lover." ganske sandt var det. Salore slægten havde aldrig brudt et løfte. Nathaniel havde fået det tilbud at komme under Salores vinger og beskyttelse, ved at færdiggøre de projekter, men det var blevet annulleret i og med at han havde sagt fra og startet et samarbejde med Marvalo på egen hånd. Rei havde dog brug for at få de projekter færdiggjort, men endnu ikke fundet en værdig alkymist til at fortsætte dem. Endnu sværere blev det da han havde fundet ud af at Nathaniel havde låst adgangen til dem med sit eget blod. "Disse gamle projekter er ikke for alle og enhver at tage sig af. Din far har forseglet adgangen til dem og derved sikret sig at ingen andre end hans efterkommere kan få fingrene i dem - så længe han lever. Jeg giver dig tilbudet fordi at de projekter vil forsvinde som dug for solen den dag din far dør." Endte han lavmælt igen for ikke at lade hele krostuen bevidne hans ord.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya hverken ønskede, forventede eller forslog at han skulle være hendes onkel på nogen som helst måde. Hun ønskede det på ingen måde. Hun vidste at efter hendes mor havde mødt Rei så var der sket forandring, blandt andet at hun var blevet en warlock og ikke længere var en vampyr. Amaya var ung men hun var på mange måder ikke naiv. Men han måtte gerne tro det. Det var jo næsten sødt hvor meget han tog fejl af hendes karakter.
Hans ord om at rede hendes familie bed sig fast. Han vidste hvordan han skulle lokke hende desværre. Hun mindede vel om hendes mor på det punkt. De røde øjne hvilede på hans skikkelse som han fik lov til at tale færdigt. Magt og kræfter som selv ikke hendes far kunne mønstre? Det var alt sammen meget fint og meget godt men hvad fik han ud af det? Hun vidste at han, som Kimeya, ikke ville gøre det her uden at få mest ud af det. Hun var påpasselig, var det underligt? hun kunne ikke lade være med at udbryde en mild latter. "Det lyder alt sammen meget godt. Det lyder for godt. De siger at jeg skal give dig styrke, hvordan? Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg ved ikke hvad der er hændt mellem dig og min mor eller min far for den sags skyld og på det punkt er jeg også ligeglad. Jeg er ikke dum. Jeg ved at du vil have et eller andet ud af det her. Spørgsmålet er ved målet med det er? Uden at jeg får det af vide kan du lokke nok så meget med magt" sagde hun med et lille smil. Hovedet søgte let på sned før hun rejste sig. Tasken lod hun glide på gulvet med et lille bump hvilket indikerede at hun ikke var ved at gå. Hun tog dog vejen rundt om bordet og stillede sig lige foran ham. Roligt lænede hun sig ned og lod en kold finger glide ind under hans hage og kiggede ham dybt i øjnene. "Du har fat i den forkerte Diamaqima hvis du tror at magt kan tænde mig" hviskede hun næsten kærligt men med en farlig undertone. "Hvis du søger nogle af hans efterkommer der vil have magt så tag fat i Silia. Det er hendes boldgade, ikke min." Det var tydeligt at hun på ingen måder var bange for ham. Hun var interesseret i hans forslag, bevares men hun var på ingen måde intimideret af den gamle mand som sad foran hende.