When the past knocks at the door..

[Kieran Pamariaz Acheron]

Narcissa Pamariaz Malachi

---

Selv på trods af de lune sommerdage, var nætterne stadig halvkolde i Manjarno. De lange dage blev udnyttet til bedste formåen, ved at indsamle til føden. Nu hvor bær og frugt var nemt at skaffe, var det nemmere, at mætte alle de mange munde, som der nu var. De var efterhånden også ved at være mange, og de blev kun flere.
"Sørg for at nødder, bær og frugter bliver opbevaret på rigtig vis. Det skal holde længe," meddelte Kieran denne gang. Han strøg hånden igennem håret. Den hele gris, som han havde fået i Dvasias, var for længst spist, men den havde også mættet godt igennem vinterperioden. Den var og blev altid hård for dem alle sammen.
Foran Kieran lå der et langt dokument. Han fik en anden til at skrive ned for ham, da han ikke selv havde tilegnet sig den gave. Han havde jo ikke været særlig gammel, da hans grundvold for alvor var rystet, og havde omlagt hele hans liv. 
"Kieran..?" lød en stemme ikke langt fra ham. Hænderne gled igennem hans hår. "Jeg håber det er vigtigt," endte han denne gang. De var nu igang med at samle og huse de mange fra Imandra, som var i færd med at flygte fra landet, og søgte i retningen af vest, for at komme væk fra det helvede som var der. "En warlock er spottet ikke langt herfra.." lød stemmen igen. Kieran rettede sig op. Siden warlockerne havde taget over Imandra, havde han selv været påpasselig med hvem og hvad han ønskede tæt på. "Jeg tager mig af det. Tak," sagde han denne gang. Ordren om opbevaringen af deres mad. Og så søgte Kieran derud.
Han søgte ned langs de mange ruiner med rolige skridt. Han vidste ikke hvad han skulle forvente sig. En bue og pil havde han på sig.. magien også i nødstilfælde. Han forholdt sig lydløs. Han skulle nok finde vedkommende.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Salvatore havde givet Narcissa sin kappe så hun kunne holde sig varm. Den sad nu tæt sluttet omkring hendes skuldre og holdt lidt af aftenkulden ude, også selvom hendes marmorhud var kold som sten. Intet sted havde hun været i stand til at søge efter varme og slet ikke efter Salvatore havde efterladt hende det samme sted som han for mange år siden havde efterladt hendes søn.
I dage havde hun søgt Manjarno tynd, snakket med de få der havde været villige til at dele ord med hende, særligt med tanke på at hun stadig var dækket i jord og lugtede af døren, skønt den friske luft holdt stanken en smule væk. Hendes skridt var vaklende. Hun havde ikke drukket og heller ikke spist siden hun var vågnet, hvilket nu havde gjort hende en smule svimmel. Aftenbrisen rev i hendes mørke lokker, der var både fedtet og stadig støvet, det der engang havde været en smuk kvinde, var nu blot en omvandrende død uden liv, dog med et formål. At finde sin søn. Hun tænkte ikke på at der kunne være farer i disse ruiner som hun før havde vandret i, også selvom det var meget lang tid siden og hun ikke huskede det. Træt lænede hun sig op af noget der engang havde æret en almindelig væg, men som nu stod sammenfaldet og ukomplet. Den støttede hendes trætte ben, hun havde brug for at sidde ned, brug for at hvile om ikke andet så bare et lille øjeblik. Hendes øjne gled i, hun trak kappen tæt omkring sig, og forsøgte ikke at fryse mere, men hendes læber var stadig en smule blå, efter de mange timer hun havde vandret, fulgt sporene i håb om at de ville lede hende til Kieran.

[Kieran Pamariaz Acheron]

At Kieran inden længe, skulle stå ansigt til ansigt med sin egen mor, ville han slet ikke gætte. Af hvad han vidste, var hun nemlig lagt i graven allerede for mange år siden, og derfor regnede han heller ikke med noget af det ville komme til at ske - nogensinde. Og nu hvor han vidste, at det var en warlock, som han inden længe, skulle stå overfor, handlede det om at få det ud af det, som det nu var ham overhovedet muligt, uden at det skulle ende med at gå helt galt. Det ønskede han jo heller ikke.
Her var stille.. Skræmmende stille. Det var lige før, Kieran kunne høre sit eget hjerte banke. Buen endte han denne gang med at spænde med en pil på strengen. Selvom han ikke havde været særlig øvet med magi, vidste han, at vedkommende var tæt på. Han kunne mærke det. Det var en underlig følelse det gav ham selv i kroppen. Det var i hvert fald ikke noget, som han kunne se bort fra.
Kieran valgte at fortsætte en smule. Her rundede han et hjørne, hvor han denne gang også fik øje på hende. Omgående spændte han buen helt op og hævede den. Han vendte den direkte mod vedkommende. Han ønskede ikke at slå ihjel, men derimod at skræmme væk. Han undgik vold, selvom det jo flød i hans årer. "Kom ikke nærmere," beordrede han denne gang. Hun var alt for tæt på lejren, til at han brød sig synderlig meget om det.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

NArcissa vidste hvad hun søgte efter.. hvem hun søgte efter, dog var hun ikke klar over at hendes søgen snart ville være forbi. Hun lignede stadig noget der lige var stået op af sin grav, dækket i jord og bleg som månen selv. Lugten indikerede også at hun ikke ligefrem havde været i bad på det seneste, hun var alt andet en præsentabel, men for en gangs skyld var hun komplet ligeglad. Hendes fingre gled langs den ru væg, der kradsede hendes fingerspidser, i takt med hendes skridt. Hun var kold, natten var det samme og hun havde intet til at holde hende varm. Følelsen blev stærkere for hver skridt hun tog, som om noget drog hende i lige netop dén retning. Det fik hende til at føle sig stærk, og havde det ikke været for hendes forvirring, ville hun have vidst at det var følelsen af at komme tættere på en del af sin egen magi, som hun havde plantet i den lille dreng som engang var blevet sat til verden.
Skyggen af pilen fangede hun ikke, men hans stemme fik hende omgående til at stoppe op. Langsomt vendte hun hovedet, for at se ham. Han var kun en skygge her i mørket. "Jeg er ikke interesseret i at udgyde blod," meddelte hun med rislende kulde. Hun anede stadig ikke hvem hun var, men det virkede naturligt for hende at være kold og afvisende. "Jeg søger efter en. Min søgen har ledt mig hertil," fortalte hun og lod langsomt sin arm falde før hun vendte sig rundt, dog uden at gå tættere på. Han holdt et våben og hun havde ingen kontrol over sin egen magi.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kampen om sin moder, havde Kieran opgivet for længe siden. Selv i den situation, havde han ikke været et sekund i tvivl om, at hun var blevet gravlagt i selv samme land, som han var blevet nægtet adgang til. Selvom det havde holdt hårdt, og særligt fordi at han ikke havde været særlig gammel på daværende tidspunkt. Han var blevet sendt over grænsen, for at blive slået ihjel. Det var en tanke, som virkelig vækkede en vrede i ham i dag, som han bare ikke kunne lægge skjul på. Han ville til enhver tid elske at lægge en finger på Salvatore selv, om han kunne komme til det en dag.
Pilen forblev på buestrengen. Denne kvinde var for tæt på lejren, til at han ville sænke den. Han kneb øjnene svagt sammen. Det var hans familie, og derfor også nogen, som han til enhver tid ville gøre, hvad han kunne, for at beskytte og passe på. Han trak vejret dybt. "Og hvem er det, De søger?" spurgte han denne gang. Hans stemme forblev kortfattet og næsten intetsigende, men han var jo nødt til det. Tiderne appellerede jo trods alt til det. Venlighed var heller ikke just noget, som man mødte i Manjarno i disse dage, og siden hun var ham ukendt, så var han nødt til det. Her spændte han buen tydeligere op. "De har ikke noget at gøre her," afsluttede han denne gang. Hun var alt for tæt på den familie, som han følte, at han havde. Det var det eneste han havde.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Aldrig ville hun tilgive Salvatore for at have ledt hendes søn i døden. Lige nu vidste hun ikke engang om han stadig var i live, men indtil hun fandt ud af det, havde hun ingen planer om at finde hvile. måske han ligeså kunne give hende nogle svar på hvorfor tingene var som de var, hvis han overhovedet huskede hende. Hendes mørke øjne hvilede på pilens spids som hun svagt kunne ane i mørket. Hun holdt hænderne roligt langs siden uden at indikerer nogle intetioner om at gøre nogen ondt. "Min søn," svarede hun ærligt og hævede hovedet en smule. Hans stemme sagde hende intet, følelsesn af samhørighed var der, men den var nu om dage så fremmede for hende, at hun ikke tog den for værende nogen indikation. Måske denne mand vidste hvem hun søgte og hvor han var, det var forsøget værd.
"Engang for mange år siden, ledte en mand ved navn Salvatore min søn hertil Manjarno. Jeg er kun interesseret i at få et nyt praj om hvad der er blevet af ham siden, hvis ikke De kan give mig det, går jeg igen. Jeg er ikke ude på ballade," forsikrede hun igen. På sit vis kunne man sige at hun var desperat, men foruden sin søn, så holdt hun ingen plads i denne verden længere, og hun hadede Salvatore for ikke at have gravlagt hende, da han burde have gjort det. Nu var hun på egen hånd, den mand kunne ikke lægge hånden over hende mere og gudsketak og lov for det!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke rokkede Kieran sig ud af stedet, hvor han i stedet, blot blev stående hvor han gjorde. Han havde til opgave, at beskytte dette sted, og særligt med de væsner, som herunder også skulle beskyttes af ham. Han agtet at fortsætte sådan, frem til den dag, han rent faktisk ville gå i døden for det. Salvatore havde gjort det dengang, for at sikre sig, at Malachi nok døde på den side af familien. Han var ligeglad. Han skulle nok vise den mand, at han var det bedre! At hun søgte efter sin søn..? Her? Det var næppe her, at hun ville finde noget som helst. "Jeg beklager.. Du vil næppe finde din søn her," sagde han denne gang.
Pilen spændte han mere op, hvor hans muskler i armene særligt, også trådte mere og mere frem. Han kneb øjnene sammen. Den historie, og den mand, som hun dog måtte beskrive, var det, som han bed sig mest fast i. Det var jo.. hans historie? Her sænkede han buen en smule, mens han roligt løsnede grebet om buestrengen. Nej.. Det kunne ikke være. "Og hvad hedder denne søn?" spurgte han denne gang. Han var nødt til at være sikker.. Her trådte han en smule tættere på hende. Ikke fordi at han var mistroisk, men fordi at han var nødt til at vide det. Hvem andre skulle Salvatore da have ført over muren end.. ham? Han stirrede denne gang på hende. Buen og pilen havde han endnu for hånden i tilfælde af, at det denne gang skulle være en nødvendighed, at bruge det. Han tog nemlig ikke nogen chancer.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Denne mand var fremmede. Hans stemme var ukendt, hans skikkelse vækkede intet i hende, men alligevel så følte hun sig virkelig draget af ham. Magi havde sine sære måder at virke på somme tider, men hun overvejede ikke for et øjeblik betydningen af den følelse hun brændte inde med. Hendes mørke øjne stirrede ud i natten og forsøgte at vurdere situationen. Det var aldrig direkte morsomt at have et våben hævet mod sig, men for nu tog hun det afslappet og blev stående roligt på stedet. "Og hvordan helt præcist, ved De det?" spurgte hun med farertruende stemme. Der var nok nu som havde forsøgt at forhindre hende i at finde hvad hun søgte, og det gjorde hende vred, ikke mindst fordi hun stadig havde så mange spørgsmål!
Endelig forsvandt skyggen af våbenet i det tætte mørke. Narcissa rettede sig mere op og sørgede for at vende sig helt om mod ham. "Kieran.. det er alt jeg ved," svarede hun blot. Hun huskede ikke sit eget efternavn og lige nu anede hun ej heller hvem der egentlig var far til det barn. "Hør jeg.. ved ikke meget, og hvis du ikke kan hjælpe mig er det fint, men så tal din tunge nu, jeg har ikke tid at spilde. Den mand der ledte ham hertil, Salvatore mener at han døde for mange år siden, jeg er nødt til at vide besked," hun fugtede sine læber og håbede inderligt at han forstod, at hun slet ikke var ude på at forsage problemer for nogen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det her sted, var et som Kieran havde boet på nu, i rigtig mange år, og det var ikke noget, som han havde tænkt sig, at nogen skulle have lov til at ødelægge nu. Han vidste hvem der var her, og hvem der ikke var her, og ikke var det noget ,som han havde tænkt sig at afsløre for hende. Selvom det nu var en smule skræmmende, at en kunne fortælle så kort, men detaljeret om en hændelse, som egentlig også var hændt ham, var det for alvor begyndt at rejse spørgsmål ved ham: Hvem var denne kvinde? Og var hun en, som han burde kende?
Navnet var næsten som en knytnæve. Hendes søn hed Kieran? Var det virkelig? Denne gang trådte han tættere på hende i stedet for. Var det virkelig hans mor, som han i øjeblikket stod overfor? "Den hændelse, som du beskriver, er min," sagde han denne gang. Langsomt trådte han derfor nærmere hende. Var det hans mor, som han i øjeblikket stod ansigt til ansigt med? De isblå øjne faldt direkte til hendes, som han nu stirrede i denne gang. Nu hvor han også var kommet tæt nok på hende. "Jeg var 4 år gammel, da Salvatore Salizmira førte mig over muren, i min søgen efter min moder. Han fortalte mig, at jeg vil kunne finde hende på denne side af grænsen," sagde han denne gang. "Jeg har ingen fader.. Min mor kaldte mig Kieran," afsluttede han denne gang. Hvordan skulle han reagere? Han havde gået i alle disse år, og tænkt, at hans mor var død!

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Lige nu var hendes eneste interesse at finde hvad hun søgte, selv hvis han skulle ende med at skyde den pil efter hende og tage livet. Det var uanset ikke meget værd. Nu ønskede hun at Salvatore havde taget livet af hende i stedet for at give hende denne nye chance, alle andre var kommet videre og hun stod på et nulpunkt, o vidste ikke engang hvordan verden så ud længere. Intenst stirrede hun på hans skikkelse, uden at vide hvor velkendt hendes historie var for ham.
Hendes blik forandredes lynhurtigt. Intensiteten faldt fra hendes blik og blev i stedet ersttatet med stor forundring. Denne gang vovede hun sig tættere på ham, og stoppede først op da hun var så tæt på, at hun kunne se ham gennem det tykke mørke. "..dig?" gentog og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. "Den mand fyldte dig med løgn. Han lagde mig i graven og ledte dig væk. Jeg vågnede i kisten," fortalte hun. Nu hvor hun så ham tættere på, var der klare træk der indikerede at han var hendes. Var det underligt at det gjorde hende stolt? Tøvende hævede hun hånden og berørte hans kind så blidt at det knap var et kærtegn. "Jeg har søgt.. i dage nu," hun trak hånden til sig igen. Det var ham, hun kunne mørke det.. den måde hun var draget af ham, det kunne ikke bare være hendes ønske om at det skulle være.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Tanken om, at han i øjeblikket skulle stå overfor sin mor, var helt.. underlig. Han havde slet ikke regnet med, at det var noget, som nogensinde ville komme til at ske. Han bed tænderne svagt sammen, idet at hun denne gang kom tættere på ham. Kunne det virkelig være..? Var det virkelig hans mor? I takt med, at hun kom tættere på, blev der flere og flere træk, som han kunne huske.. Hendes øjne. Særligt hendes øje, kunne han huske.
Hånden som hun lagde mod hans kind, fik det svagt til at sitre. Han tillod sig selv at nyde det. Om ikke andet, så bare for et stille øjeblik. "Det tog mig lang tid, at finde ud af det.." Overfor den mand særligt, følte han en vis følelse af vrede, som han slet ikke kunne slippe, uanset hvor meget han nu forsøgte på det.
Hun havde søgt i dage.. og nu havde hun fundet ham. Hvis han havde vidst, at der bare var det mindste chance for, at hun ville være vågen, så havde han søgt mere efter hende! "Der var intet der tydede på, at du ville komme tilbage.. mor." Ordene lå virkelig underligt på hans tunge. Han kunne slet ikke finde ud af,om det var godt eller skidt. Han bed tænderne svagt sammen. "Du må være kold.." Buen lagde han fra sig, kun for at tvinge sin slidte kappe af, og lagde den om hende. Det var jo hans mor.. Hun skulle bestemt ikke stå og have det på den måde.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Nattens mørke hindrede hende ikke længere i at se ham, nu hvor de var så tæt på hinanden. Han lignede hende.. ganske vidst også sin far, men han havde mange tydelige træk, ligesom dengang. Man kunne kort ane et lille træk i mundvigen, men det var væk hurtigere end det kunne nå at kommenteres på. "Det tog tilsyneladende også mig for lang tid," konstaterede hun med en fjern tone af bitterhed. Salvatore skulle nok komme til at lide for det. Det var underligt at blive kaldt ved den titel, særligt af en voksen mand. Han så stærk ud, stærk knoglestruktur, muskler.. han var en flot mand, og det gjorde hende lidt.. stolt? "Nej, end ikke jeg troede på det, men her er jeg," annoncerede hun med et lidt kortfattet nik.
Kappen var varm da den bleg lagt over hendes skuldre, hun sagde ham ikke imod. Efter flere dages vandring i kulden, så havde den fået lidt et tag i hende. Hun trak den tættere omkring sig "Du er blevet voksen," bemærkede hun. Det kunne enhver tåbe se, det virkede bare.. surrealistisk. "Og du er blevet stærk. Fortæl mig om dit liv," opfordrede hun. Selvfølgelig var hun interesseret i at høre hvad han var blevet til, hvad han havde formået selv i hendes fravær.

[Kieran Pamariaz Acheron]

At stå ansigt til ansigt med sin mor, var virkelig.. underligt! Kieran havde svært ved at håndtere det. Nu havde han længe været af den overbevisning, at hun var død og borte, og havde været det i rigtig mange år, og nu stod han så overfor hende igen? Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han havde ikke set hende, siden han havde været de fire år, men jo mere han så på hende, og kunne iagttage og se de mange små detaljer ved hende, var han af en eller anden grund, slet ikke i tvivl om, at det var hende, som han måtte stå overfor. "Jeg søgte længe, før det gik op for mig, at jeg søgte forgæves." Det havde gjort ham trist dengang. Ikke bare trist.. Det havde knust ham, som aldrig nogensinde før. Han havde jo heller ikke været særlig gammel. Hans moder - og hans bamse, havde jo været det eneste, som han rent faktisk havde haft at knytte sig til, og klamre sig til.
Kappen lagde han om hendes skikkelse. "Som sagt, så er der gået mange år," sagde han denne gang. Hun havde rustet ham godt de første år. Det var det, som særligt havde hjulpet ham med overlevelsen. Ganske vidst frem til vinteren var kommet. De havde det virkelig været tæt på. "Jeg kan vise dig det," sagde han denne gang. Kampen om overlevelsen som intet andet end en sølle gadedreng, som selv havde været udsat for mangt og meget, var ikke noget, som han var særlig fristet til at snakke om. Desuden var der så mange andre ting, som han hellere ønskede at lade hende vide. "Jeg lever ganske vidst ikke på en kæmpe herskabsgrund med tjenere og slaver, og bærer ingen adelig titel.. Men jeg har andet, som jeg håber, du kan være lige så stolt af," tilføjede han denne gang. Med disse ord, guidede han hende videre ind i ruinerne og mod lejren.

//Out