If you want something done..

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

En loyal kvinde var Anairë i en verden blandt mange egoister, og det værdsatte Tatiana. Ingen tvivl om det. ”Din loyalitet vil ikke være forgæves,” lød det ærligt fra hende. Et barskt samfund var mørkelvernes. Både for mænd og kvinder. Hvis man begik sig vel, var belønningen dog også derefter. På den måde følte hun også, at der var en retfærdighed. Retfærdighed og stolthed, som man ikke blev til noget af ingenting. Hånden trak hun til sig igen. Kort havde kærtegnet været, men meget betød det. Belønninger kom nemlig sjældent i form af ord blandt mørkelverne, men derimod af berøringer. Kynisk smilte hun. ”Du kunne tage dem i deres senge i Eytherelrvis, hvis ikke det havde været fordi, at det ville skabe et voldsomt postyr,” sagde hun, skønt hun måtte dvæle ved fantasien om, hvis det havde været muligt. At Anairë så foreslog, at de tog hans datter. Fik hende til at knibe øjnene en anelsen sammen. Skønt hun kunne lide hendes tankegang, burde hun vide bedre end at tage til Castle of Darkness og kidnappe et barn. Ganske vidst havde hun ikke meget til over for den nye regeringen, men stadig vidste hun, at det ville være tåbeligt, at melde krig imod den. Stærke var mørkelverne måske, men ikke stærke nok til at nedlægge en regering. ”Du burde vide bedre end at kidnappe et kongeligt barn, Anairë,” begyndte hun i en advarende tone. Ikke ville hun se hende bryde ind på Castle of Darkness! Ikke på vilkår! Det ville højst sandsynligt være en selvmordsaktion, og hvis hun kom ud, ville kongehuset højst sandsynligt finde ud af, at barnet var hos dem.. og at de havde myrdet det, plus at de havde Thranduil i deres varetægt. Nej. Der var alt for mange ricisier på det punkt.

[Deleted]

Loyalitet var vigtig for Anairë, og derfor havde hun ingen kvaler ved at skulle vise Tatiana den ekstreme tillid, for hun stolede på hende, og fulgte gerne den vej, som hun banede vejen for dem. Det lette, men korte kærtegn, føles jo godt, og det var uden tvivl rart, kunne man sige. Hun lod hovedet søge på sned. Tænk engang, at søge til Procias, og rive dem alle ud af sengen.. Uventet. Hun ville jo elske det! "Det vil måske skabe et voldsomt påstyr, men tænk at kunne få lov til at ryste dem i deres grundvold. Thranduil viser jo blot, at de ikke forventer noget," fortalte hun. Åh, hvis hun bare kunne få lov til at slå den mand ihjel, og sende hans lig til Procias! Om hun så skulle bringe det personligt dertil.
Kort vendte Anairë blikket mod den unge mand i stedet for. Nej.. hun tog sig faktisk ikke af ham. Kunne hun føle i det hele taget? Ikke foruden stolthed om ikke andet. "Ikke tænkte jeg på den datter, som han har her i Dvasias," fortalte hun denne gang, inden hun atter så mod Tatiana. Det var måske bare at tænke en smule højt, men det var derimod også en nødvendighed. "Jeg ville elske at se den mand krybe lidt mere, for den sande leder," sagde hun denne gang. Med de ord, mente hun selvfølgelig Tatiana. Det var hende, som var den eneste sande leder i hendes øjne, og hun ville til enhver tid, gøre, hvad hun kunne, for at forsvare det. Igen rev hun i rebet, da manden forsøgte at sætte sig op. Han gispede svagt, men smertefuldt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Nej, en skam var det at sige, at skovelverne frygtede meget. De levede trygt i deres trætoppe, hvor de lavede blomsterkranse til hinanden. Hvad ville de dog ikke også sige, når de endelig fandt ud af, at deres kære konge var væk, og ikke blot kom tilbage? Selv nærede Tatiana intet ønske for at reklamere for, at hun var den der havde ham. Det ville blot skabe et irritabelt postyr i Dvasias kongehus. Gimpen til herskerinde Silia havde et godt øje til den arrogante skovelverkonge, og derfor vidste hun, at det var dumt at reklamere med, at han var her i Maerimydra. Desuden morede hun sig også over tanken om, at alle skovelvere løb fortvivlet omkring, når de sandede, at deres konge ikke kom retur, og at de ikke anede, hvem der havde ham. ”Skovelverne vil aldrig være et folk der er værd at prale af. Det beviste deres kære konge, som han troede, at han ufortrødent kunne bevæge sig igennem Dvasias,” lød det misbilligende fra hende. Et så stupidt folkefærd burde slet ikke leve! At Procias’ forhenværende dronning nu regerede i Dvasias, kunne hun også kun stirre tomt efter. Selv Dvasias havde faldet i de år, hvor hun havde været borte! At Anairë måtte hentyde til, at Thranduil havde en anden datter end hans kongelige horeunge, fik hende til at betragte hende med en interesseret mine. ”Denne datter.. Kender du hendes navn og placering?” spurgte hun undersøgende. Det var noget hun kunne bruge! At fange Thranduils datter.. Fremvise hende for hendes elskede fader.. Dernæst skære halsen over på hende, så den pulserende puls ville springe med blod ud over Thranduils nøgne hærgede krop. Det var en sød drøm, som hun kun måtte ønske sig ske virkeligt. Selv vidste hun, at Thranduil var en løgner, og derfor vidste hun, at en sådan handling ville påvirke ham.

[Deleted]

Skovelverne var en skændsel på elverne som race, hvor mørkelverne var det eneste rigtige! Den var bare ikke længere. Heller ikke for Anairë, som siden start, havde været Tatiana loyal. Hovedet lod hun søge langsomt på sned. Skovelvernes egen konge havde bare vandret direkte igennem skoven med den forventning, at de ville vende ryggen til, og lade ham? Hvor dum havde han egentlig været? Hun fnøs. "Ikke begriber jeg, at de har formået at opbygge det imperium, som de er kendt for i Procias." sagde hun denne gang. De havde jo ikke sans for noget som helst, hvad det angik!
Nu var de da endelig inde på noget, som kunne vise sig, at være interessant! Om hun selv skulle tage turen til Procias, for at hente den lille prinsesse, så gjorde hun det uden tvivl også! "Hun blev døbt Aranduriel," fortalte hun denne gang. Den præcise placering, var hun ikke kendt med. Hun var jo ikke just omkring skoveleverne. Hun kunne i hvert fald forestille sig, at hun var godt beskyttet i kongens fravær. Men godt beskyttet, kunne være mange ting. I Procias' øjemed, havde det beskyttende værn, aldrig været særlig meget at prale a,f og selvfølgelig var det noget, som selv hun havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at hun nu kunne."Jeg tvivler på, at de vil kunne beskytte hende mod mig. I det tilfælde, er jeg godt nok overrasket. Lad mig søge mod Procias, og se om jeg kan finde hende," sagde hun denne gang. Efter de to drenge, som hun havde skænket liv til, følte hun for at gøre noget rigtigt for en gangs skyld. Og hvem ville ikke please sin Kahli, når de fik muligheden for det?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Det fortæller mere om, hvad Procias er som et land end noget andet” svarede Tatiana misbilligende igen. Skovelverne havde deres eget imperium i Procias, men det var også blot fordi, at englene, druiderne, magikerne og nymferne ikke var noget at prale af. Selv havde hun været omgivet af procianere i hele tre år, og i de tre år havde hun også kun fået bekræftet, at de intet særligt var. Tre år i et mørkelvisk fængsel ville gøre underværker, men tre år i et prociansk fængsel, ja… Det havde ærlig talt bare givet hende et par brækkede lemmer og lussinger. Hendes psyke var endda knap nok blevet sat på prøve. Det var nærmere deres egen der var blevet det. Især Carlisle der tydeligvis var blevet tynget af dårlig samvittighed efter, at han havde sluppet hende fri. Manden havde i hvert fald hurtigt stukket halen mellem benene.
Tatiana blik hvilede tænksomt på Anairë, som hun tilbød at fange denne Aranduriel. Fristende var tanken., ”Jeg ville nyde at bringe denne Aranduriel til sin fader.. At skære halsen over på hende for øjnene af ham.. eller lade Eilíannel gøre det for mig,” lød det roligt fra hende. Selv testede hun Eilíannel i denne tid, og hvis Eilíannel oprigtigt ikke løj for hende, var alle udfordringerne en smal sag, og derfor ikke nogen udfordringer. Derfor kunne Tatiana ikke tabe på det. Hun slap et dæmpet suk, som hun vendte tilbage til at besvare Anairës tilbud. ”Et ja er slet ikke så simpelt at give dig, Anairë. Jeg betvivler ikke din styrke og ej heller din list, men det er deres skove, som du agter at søge ind i. Jeg var der selv for år tilbage, og mig lykkedes det dem at pågribe,” bemærkede hun alvorsfuldt. Et simpelt ja eller nej var det derfor ikke.

[Deleted]

"Det er svagt," lød det denne gang direkte fra Anairë. Hun var bestemt ikke imponeret af Procias, som et land og helhed, og derfor synes hun derfor bedst om tanken ved at det skulle fjernes fra denne jords overflade, hvilket nu heller ikke kunne gå hurtigt nok. Hertil ønskede hun faktisk at se elvernes konge lide endnu mere, da han åbenbart var den i Procias, som egentlig klarede sig bedst trods omstændighederne. Hun forstod slet ikke at det land overhovedet kunne stå på den måde, som det nu gjorde det.
Hvad angik Aranduriel, ville hun elske at føre den lille pige med hertil, og overfor hendes far, hvor de så kunne bruge hende til yderligere at pine manden, som nøgen måtte hænge i træet. At det jo så derfra ikke var noget, som hun ville få lov til, var et sted en tanke, som gjorde hende temmelig irriteret, hvis hun selv skulle sige det. Hun ønskede nemlig at vise, at hun kunne! "Jeg ønsker at drage mod Procias, og hente den lille pige. Hvis det ej er et angreb eller en handling, som de er kendt med, kan ske, burde det være en smal sag." At bevæge sig i skoven, og særligt i nattetide, burde ikke forekomme hende, som noget problem, og dertil var hun bestemt ikke bange for, hvad elverne og procianerne i sin helhed, ville kunne gøre ved hende. Hun sænkede hovedet let. "Lad mig hævne det, og vise dem, at vi ikke finder os i denne behandling," bad hun videre. Dette var bestemt ikke en sag, som hun havde tænkt sig, at lade ligge.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

De gennemborende blå øjne hvilede på Anairë. Altid havde Tatiana tænkt vel om denne kvinde. Hun var smuk. Hun var loyal. Hun var ubarmhjertig. Alt hvad hun fandt attraktiv ved en mørkelvisk kvinde. Hånden rakte hun frem imod hende, så hun blidt kunne stryge hende kind. Blød og fin syntes den helt at være, skønt hun vidste, at hendes krop var stærk og fuld af ar. Smukt fandt hun det dog. Hun kunne se en skønhed i mørket, som mange andre ellers overså. ”Jeg har altid været forført af din tankegang,” kommenterede hun roligt. Hånden havde hun endnu hvilende mod hendes kind. Slaven der lå i smerte på jorden, havde hun derimod glemt alt om. Dog var det ej heller ham der tiltrak hende med mørke planer i denne stund. ”Du har min tilladelse til at søge Aranduriel, Thranduils datter. Du får en måned til at bringe hende for mig, hvorefter du med eller uden hende skal vende hjem igen. Hvis ikke du er her igen om en måned, vil jeg anse dig for at være tabt.” Det var hendes endelige dom, og ikke var den til diskussion. Fremad lænede hun sig, som hun fjerlet lod sine læber stryge sig over hendes i et blidt kys. Helt naturligt forekom den slags hende, og derfor tænkte hun end ikke over det. Det var derfor også noget, som dem omkring hende blot havde måttet vænne sig til. Hovedet og hånd trak hun til sig igen. ”Vis dem, hvad der sker, når de forsøger sig at måle sig med os,” sagde hun afsluttende, inden hun vendte om på hælen. Uden at se sig yderligere tilbage, lod hun Anairë være alene med sin slave. Selv var hun sikker på, at den kvinde nok skulle gøre, hvad hun fandt ret. Hendes tillid havde hun i hvert fald.

// Out

[Deleted]

Stædig forholdt Anairë sig i denne situation, som hun uden tvivl agtet, at skulle finde vejen til Procias, og finde elverkongens datter. Skønt ville det nemlig blive, hvis hun kunne se den kære konge falde endnu mere, end hvad han havde gjort frem til nu. Det var i hvert fald sådan at hun havde det med tingene. "Jeg ønsker kun at bringe vores race til storhed," sagde hun denne gang, idet hun sænkede hovedet en smule. Hånden som denne gang lagde sig mod hendes kind. Et tegn på hengivenhed, men også tilfredshed, og det var noget, som passede hende selv mere end hvad hun kunne beskrive. Godt føles det nemlig, at modtage disse kærtegn af sin egen leder. Det kunne jo heller ikke ligefrem blive bedre!
Kysset gengældte hun denne gang. Dommen som faldt, var noget, som uden tvivl faldt i hendes umådelig gode bog, og det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Efter en måned, forsikrer jeg dig, at jeg vil vende retur," lovede hun denne gang. Hun bukkede med hovedet for sin Kahli, da hun skænkede hende afskeden og søgte videre. Her vendte hun sig mod manden for hendes fødder denne gang. Igen fandt hun pisken frem. "Rejs dig! Usling," vrissede hun denne gang, inden hun svang pisken over ham. Hun nød dette.. Og uden tvivl også mere, end hvad hun egentlig burde gøre.

//Out