If you want something done..

[Deleted]

Tatiana Vanessë Móreadhiel - Anairë Galathil Ancalimë

---

---

Smæld! Endnu en gang svang Anairë pisken over den mandlige mørkelver, som ikke havde opført sig anstændigt i henhold til Maerimydras regler og love - eller hendes tilfredsstillelse. Vigtigt var det nemlig for hende, at de slaver, som forlod stedet og for hendes hånd, var i stand til at indtage den plads og det job, som de skulle indtage, og det var jo heller ikke noget, som kom af sig selv. "Igen!" lød hendes stemme, inden hun atter svang pisken løst over sin egen skulder.
Manden krøb foran hende. Han var ikke særlig gammel, og var derfor stadig meget ny indenfor dette. Ikke at det var nogen undskyldning, for han skulle lære det, og gerne så hurtigt som muligt. Den unge mand krøb nærmest for hendes fødder. Han var en flot mand, alt taget i betragtning, selvom det slet ikke var noget, som hun fandt tiltalende på nogen måde. 

Anairë befandt sig i øjeblikket i sin egen træningskælder, under sit eget hjem. Hendes hjem, lå lidt i udkanten af Maerimydra, da hun ikke brød sig om, at være en del af centrum. Hun fik det hele med sig alligevel. Denne gang førte hun rebet om halsen på den unge mand, inden hun brutalt rev ham med op og udenfor. Selv på trods af foråret, var det halvkoldt i Maerimydra. Anairë var selv klædt efter vejret, hvor hun denne gang, rev ham med sig ned igennem de folketomme gader, og mere ud mod skoven. Pisken havde hun med over skulderen. Ikke gik hun nogen steder uden. Iklædt den tætte dragt, og det lyse hår oppe i en lang fletning. Et tegn på hendes egen stolthed. 

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Travlt beskæftiget måtte Tatiana se sig for tiden. Der var hendes arbejde som leder, som mørkelvernes Kahli. På det punkt havde hun måttet se på, hvad Eilíannel havde gjort på tre år. Både de gode ting, som hun kunne fortsætte med, og de dårlige, hvor hun måtte rette op på fejlene. Selvom det ikke videre interesserede hende, måtte hun også studere verdenen udenfor Maerimydra. Hun måtte forstå, hvad der havde hændt landet, og hvor det stillede hende og hendes folk. I sin fritid var hun travlt beskæftiget af særligt to mænd. Thranduil, skovelvernes konge, som hun havde hængt op i et træ i byens centrum, og Lucifer, en ung dæmon, som hun trænede nede i torturkamrene. Derudover havde hun også fået en mørkelvisk kvinde at træne. Eilíannel. Alt sammen beskæftigelse, som hun nød.
Yndefuldt bevægede Tatiana frem. Stærk og autoritær var hendes holdning, som hun førte sig frem med en selvtillid der ikke var til at tage fejl af. Hvad var der ikke også at føre sig frem over? Hun var tilbage i Maerimydra igen. Hun var mørkelvernes leder igen. Hun belærte Eilíannel om korrekt opførsel. Hun havde fanget skovelvernes konge. Hun havde en ny projektslave. Det hele forløb sig ret og sagt glimrende. Ude i udkanten bevægede hun sig. Ved udmundingen af bebyggelsen og starten af skoven. Frem for sig hvilede hendes nådesløse blå blik. En kvinde flåede en mand med sig. Ikke, at det fik hende til at løfte brynet. Hun fortsatte blot ufortrødent sine skridt. Anairë. En yderst lovende kvinde. Hun havde særligt kendt hende dengang, hvor hun selv havde stået som torturmester i byen. En titel, som Anairë nu havde gjort sig fortjent til, og med god grund. Et træk viste sig i hendes mundvige til et modbydeligt smil. Det smil, som hendes læber ofte antog, når der var pinsel på færde. ”Følg med, når din dominae anmoder om det, sevrus,” formanede hun skarpt slaven om, idet hun nærmede sig. Anairë måtte jo nærmest slæbe manden efter sig!

[Deleted]

Nyheden om skovelvernes konges tilfangetagelse i Maerimydra, var for længst nået Anairës ører, og hun nød det faktum, at manden var kommet deres samfund så nær, at han rent faktisk var blevet fanget. Underligt forekom det hende desuden også, at manden i det hele taget, havde valgt at søge ud på egen hånd, og så alligevel ikke. For nu, valgte hun ikke at blande sig i den pågældende situation, da hun hellere var fuldkommen optaget af sit eget hårde arbejde. At træne en slave, og gøre ham klar til at tage ud i det 'virkelige' liv, var ikke en nem opgave, men en som hun agtet at gøre til fulde!
"Dominae.." forsøgte den unge mand sig, idet at endnu et kraftigt smæld lød over hans ryg, da hun brutalt førte ham ud i skoven. Mesteparten af hendes træning, foregik udenfor. Skoven skulle lænke dem.. Ikke en kælder, et reb eller lignende. De skulle lænkes til den kvinde, hvor de selv ville være lænket af deres omgivelser. Anairë hævede pisken igen, idet at stemmen lød i hendes følsomme øre. Langsomt sænkede hun den igen, idet hun drejede blikket. De mørkegrønne og faste øjne, faldt hurtigt til Tatianas skikkelse. Hun holdt kraftigt om rebet, hvor hun brutalt rev i det, hvor hun tvang manden i overbalance, så han denne gang faldt ned på alle fire - hvor hans plads måtte være. "Min Kahli," hilste hun ydmygt. Manden sagde intet. Dumt var det også overfor sin Dronning, og særligt, når han ikke havde fået lov til at tale. Ikke en tilladelse, som Anairë ville give ham!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Imponeret var Tatiana over Anairës arbejde. Selv nød hun også særligt at se, hvad kvinden havde gjort med hendes gamle erhverv. Mestertitlen havde nemlig engang tilhørt hende. Det havde været inden, at hun havde trådt frem som Kahli. Nu var det at torturere folk hende kun en hobby. Køligt så hun til, som Anairë sænkede pisken og trak i rebet, så slaven røg ned på alle fire. Hård disciplinering var det, men det var den eneste form der virkede. Der var nemlig intet folk der mindede om mørkelverne i hårdførhed. Hånden hævede hun. Slank var den, som hun hævede håndfladen op imod dem som tegn på, at alt var vel. ”Stop endelig ikke dit arbejde grundet min tilstedeværelse, Anairë. Du burde vide, hvor meget jeg priser dit arbejde,” lød det roligt fra hende. En ros var det, og derfor burde Anairë også tage den til sig. Ros kastede hun nemlig ikke omkring sig, som nogen ellers gjorde. Nej, hun roste kun når det var velovervejet og ment. Hun stoppede op nogle meter fra herskerinden og slaven. Ikke fordi, at hun ikke turde træde tættere på, men fordi, at hun ville lade Anairë have plads til at svinge pisken, uden at hun skulle risikere at ramme hende. Hendes gennemborende blik faldt på den knælende mand. Medfølelse viste det ikke. Hun stolede på, at mandens straf var med god grund. Mændene var ganske vist kvinderne underdanige, men stadig var de mørkelvere, og derfor havde også de en plads i samfundet. ”Fortæl mig hans straf,” opfordrede hun Anairë direkte. Hendes blik søgte igen Anairës, hvor det søgte direkte kontakt med hendes øjne. Det var hun der havde hendes opmærksomhed, og derfor havde hun altid fundet det på sin plads med øjenkontakt.

[Deleted]

Kendt med sin plads, var Anairë på alle måder, og derfor blandede hun sig ikke yderligere i andres. Så lang tid, at alle kvinderne i Maerimydra, udførte deres arbejde, så ville de alle sammen levede i fred og fordragelighed. Et tilfredst smil passerede hendes læber, som manden endte på alle fire foran dem, og rent faktisk blev der. Han blev på sin plads. Så langt, så godt. "Min Kahli fortjener den mest respektive hilsen," fortalte hun denne gang. Tatiana var en kvinde, som hun nærede den største respekt for, og den alene, kunne hun heller ikke skjule. Ikke havde hun tænkt sig, at skjule det, og ikke ville det komme til at ske i det hele taget.
Manden sænkede hovedet, hvor han ikke kiggede på nogen af dem, og selv han, forholdt sig denne gang, fuldstændig tavs. Dette var noget, som passede Anairë mere end fint. Hun vendte denne gang blikket mod ham. "Forsøg på flugt," forklarede hun kortfattet, som det tydeligt var, at det ej var en tanke, som faldt i hendes gode bog. Og med det erhverv, som hun havde sig, var det vel heller ikke underligt? "Den kære mand fandt jeg i ren desperation for at komme ud af min dør.." fortsatte hun, hvor hun denne gang vendte blikket skuffet mod ham. Han nåede kun lige at hæve blikket mod dem, som skulle han til at forsvare sig, inden pisken atter smældte direkte nedover hans ryg. Blodet flød.. det løb stille nedaf den ellers så fine krop han havde. Det var jo lige før, det var en skam. Han var ellers så fin en mand. "Fortæl mig en straf, som vil være passende, Kahli," opfordrede hun denne gang. Hun havde intet imod, at indvilge deres dronning i sit arbejde.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ej ville Tatiana diskutere sagen, hvorvidt hun fortjente den mest respektive hilsen eller ej, for på det plan måtte de være enige. Dog havde hun været ganske ærlig, da hun havde sagt, at hun priste hende arbejde. For det gjorde hun. Anairë havde trods alt overtaget hendes gamle erhverv. Et erhverv, som hun endnu havde tæt ind på livet. Blandt andet når hun havde sine egne slaver at træne, såsom Lucifer, og når hun blot søgte adspredelse i torturkældrene for at hjælpe sine søstre med arbejdet. Hvad hun derimod havde noget at sige til var slaven. Det fik hende til at rynke brynene, hvor hun nu trådte helt tæt. Elegant og faretruende.. Med sin støvlesnude hævede hun manden blik ved at føre den ind under hans hage. Ubarmhjertigt var hendes blik. ”Er du ikke tilfreds med din dominae, sevrus? Ved du ikke, at hun er en fornem kvinde? Selveste Maerimydras torturmester? Den kvinde der former vor smukke folk? En kvinde der er værd at tjene, og en ære i at tjene?” spurgte hun ham skarpt. Et tydeligt tegn på, at hun mente, at han havde handlet forkert. Flot var han.. men tidligere havde hun sagt, at skønhed blot var en illusion. Et tegn på skønhed var det nemlig ikke at vende sit folk og sin dominae ryggen. Støvlen trak hun til sig. Tilfreds var hun ikke. Manden var på ingen måde disciplineret. Det var noget, som Anairë skulle arbejde med. Præcis ligesom, at hun arbejdede med Lucifer. En mand, som hun så frem til at have som sin. Hun forsøgte også. Hun piskede ham for at han kendte til straffen for at være hende ulydighed, og hun plejede hans sår for at vise ham, at det var hende der havde hans interesse. Støvlen trak hun til sig. Hendes hårde blik fandt Anairës igen. ”Bræk hans ben. Det burde lære ham, hvad at løbe væk betyder.”

[Deleted]

Kun den respektive hilsen, var en Kahli værdi, og selvfølgelig agtede hun at give Tatiana den, som den var hende fortjent. En Kahli, som man kun kunne være stolt af, var en del af Maerimydra. Derfor lod hun nu sagen ligge, da der heller ikke var nogen grund til at diskutere den slags ting, hvor den kære mand foran hende derimod, var det mere værd, at tage hånd om. Han havde forsøgt at stikke af. Det havde hun i hvert fald konstateret, da hun havde fundet manden henne ved døren, og det var ting, som hun under ingen omstændigheder, kunne acceptere eller tolerere! På noget tidspunkt!
"Min Kahli.." forsøgte den unge mand denne gang, hvor hans blik blev hævet af hendes fod. Han kiggede på hende. Et sted med en blanding af frygt, men også den dybe respekt, som han måtte føle. Det var vel bare svært, at finde sin plads i alt dette, da det jo ikke just var en god ting, at være fanget i, kunne man sige. Ved hendes ord, stirrede han direkte op mod dem begge. Brække hans ben? "D-Dominae.. Kahli.." Ej nåede han mere, før Anairë atter svang pisken, og denne gang ramte hans kind. Ikke havde han fået lov til at tale, og ikke var det noget, som hun havde tænkt sig at give ham. "Ingen har givet dig retten til at tale!" vrissede hun. Temperamentsfuld havde hun nu altid været, og ikke ønskede hun at lave dette om. Langsomt så hun mod Tatiana igen. En hård kvinde.. Men det var jo lige, hvad hun kunne lide. "Jeg vil brække hans ben, men det bliver i min kælder.. Jeg har ikke tænkt mig, at slæbe ham hjem herfra," sagde hun denne gang. Som var manden en sølle og simpel genstand for hende. Han sænkede blikket, hvor Anairë strammede grebet om rebet, som hun denne gang rev i. "Ønsker De at overvære?" spurgte hun denne gang. Et tilbud ikke mindst.. Hun elskede jo selv den ros, som hun fik for sit arbejde.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Frygten og respekten så Tatiana i mandens blik, og det passede hende udmærket. Det var sådan, at det burde være. Han skulle frygte hende, men samtidig skulle han vide, at mørkelverne i det store og hele var på den samme side. At den skræmte mand blev pisket i det sekund, at han forsøgte at åbne munden, beviste blot Anairës iltre temperament. Hun elskede det. En stærk kvinde der ikke var bange for at træde i karakter! Det eneste der måtte tale for mandens forsvar i dette øjeblik var, at hun havde stillet manden egentlige spørgsmål. Spørgsmål, som hun egentligt havde fundet interessante at høre på. Hendes hoved faldt på sned. ”Lad manden tale. Jeg vil gerne vide, hvorfor han tror, at verdenen udenfor er bedre end den her,” endte hun direkte med at sige. Dog var der noget ildevarslende over hendes formaning. Hun ville nemlig ikke se vel på, at en mørkelver kunne finde på at dolke dem i ryggen for nogen anden race. Hendes blik søgte tilbage på Anairë efter, at hun havde betragtet blodstrimlen fra riften på hans kind. Eftertragtet havde en mand som ham eller kunne have været, hvis han havde kendt sin plads. ”Naturligvis,” sagde hun dybt forstående, som var det logik, at man da ikke skulle slæbe rundt på dem, som man brækkede knoglerne på. ”..eller du kunne blive her og lade ham kravle hjem.,” Begge dele lød ganske fornuftigt i hendes ører. Derfor diskuterede hun også sagen, som det var en hverdagssag for hende.. men det var det i teorien også. Selv havde hun ikke længere styr på, hvor mange knogler hun havde brækket på folk gennem årene. Det kølige smil trak hun på, som hun blev inviteret med til at overvære lemlæstelsen. ”Gerne,” takkede hun tilfredst. Måske Anairë endda havde fundet på nogen nye metoder, som hun kunne kopier? At udvikle sig på det punkt var altid at foretrække.

[Deleted]

Manden tav omgående, som han blev pisket direkte i ansigtet på ny. Ondt gjorde det, og han vidste, at han havde forulempet sin dominae, hvilket gjorde, at han denne gang forholdt sig fuldkommen tavs. Anairë nikkede denne gang, hvor hun afventende lod blikket falde til den unge mand foran dem. "Svar din Kahli," opfordrede hun denne gang, hvor hun strammede grebet omkring pisken, som hun denne gang stod med i sin hånd. Manden forblev på knæ, da han som sagt, ikke havde fået lov til at rejse sig endnu. Hans blik faldt på dem begge to. Han havde jo ikke forsøgt at stikke af! Selvom det måske havde set sådan ud! "Jeg forsøgte ikke at flygte, Kahli.." begyndte han. Han kom denne gang op på knæ. Det blødte fra hans kind, men det var minimalt i forhold til andet, som han var blevet udsat for. Respekten for sin plads havde han.. Tildels. Han kæmpede jo ikke decideret imod, selvom der nok stadig var mange ting at lære. "Jeg ønskede ud. Ønskede at se skoven.. Jeg har kun set den kælder i alt for lang tid," forklarede han denne gang. Anairë lyttede knapt til hans ord, hvor hun var mere overbevist om sin egen historie, og hvad hun havde set. Hvorfor skulle hun da lyve?
"En sevrus, har intet at gøre ved døren!" modargumenterede hun. Fristende var det pludselig at brække hans ben og tage hans tunge for de usandheder, som han skænkede dem. "Jeg burde tage din tunge for dine ord," vrissede hun denne gang. Mænd.. Hendes to sønner havde vist sig at være lige sådan, og af hvad hun vidste, så var Valandil sågar i Maerimydra nu? Selv ønskede hun at vise, hvad hun kunne gøre med en pisk og de andre redskaber i hånden. Dog lod hun det være op til Tatiana. Godtog hun hans ord? Over hendes?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hårdt og nøje var Tatianas blik, idet slaven satte sig på knæ, og langsomt begyndte at gengive sin side af historien. En ting var hans ord, en anden ting var, om de var sande eller ej, og en tredje ting var, om han før havde gjort noget lignende. Lige meget hvad var det ham dog ikke acceptabelt at søge skovene, når han ikke havde fået tilladelse til det. ”Dengang jeg blev trænet, tror du så, at jeg stak af for at søge skovene? Tror du, at din dominae tog sig den frihed? Nej, vi gjorde, hvad der var ret og blev på vores plads, indtil vores øvre mente andet. Det er, hvad dygtige og loyale folk gør,” lød det skarpt fra hende. Træningen af kvinderne tog flere år, og i måneder af gangen, blev de spærret ind i kvalmende celler uden lys. Ej klagede de, og hvis de klagede, blev de pisket, så hvorfor skulle det være anderledes for ham? De gennemborende blå øjne vendte hun imod Anairë igen. ”Hvis det er den første gang, at du har taget ham på vej ud af din dør, uden din tilladelse, så nøjes med hans ben og lad det være en advarsel. Hvis han derimod har gjort det før, så find ham en passende straf,” endte hun direkte med at sige. Det var hendes dom. Fair måtte hun finde den, da det lige meget hvad ikke var morsomt at få brækket sine ben. Det burde derfor give manden en god indikation om, at det han havde gjort var forkert, og forhåbentligt ville han derfor aldrig gøre det igen. Af den årsag mente hun heller ikke, at hun nødvendigvis godtog slavens ord over Anairës. Hun mente, at hun fik sagt, hvad der var ret.

[Deleted]

Manden sænkede blikket. Som enhver anden elver, var det hårdt, at skulle undvære sin frihed i form af at bevæge sig frit i Maerimydra, og derfor havde han vel egentlig også givet efter for lysten, da han havde fundet en mulighed for det. "Det kommer aldrig til at ske igen." sagde han denne gang, hvor han nærmest lagde sig fladt på jorden foran Tatiana. Som om at det skulle gøre nogen forskel for Anairë, som i forvejen var en virkelig hård kvinde.
Dette var hendes ord mod en mørkelvisk mand. Troede Tatiana på manden? Ikke vidste hun det helt, hvor hun kort så fra den ene til den anden. At brække mandens ben, var da uden tvivl en passende straf, selv i hendes øjne, og så måtte de jo se, hvordan og hvorledes han ville komme hjem derefter, men det ville jo så heller ikke ligefrem blive hendes problem. "Det passer mig fint," sagde hun denne gang. Hun foldede pisken sammen og placerede den i hendes bælte igen, hvor hun derefter, igen vendte blikket og opmærksomheden mod manden. Her fandt hun sin bue og pil frem i stedet for. Hendes pile var nemlig specialfremstillet, og ikke var hun en kvindelig mørkelver, som gik rundt uden at have disse med sig. Hun havde sine grunde.. Hun skulle jo også kunne forsvare sig, ved hver en lejlighed, hvis det var nødvendigt. Den ekstrem spidse pil, lagde hun på buestrengen, som hun trak op. Manden stirrede denne gang mod dem, hvor han denne gang trak sig længere bagud.. Med andre ord, var hans ben frit. Anairë spændte buen hvad hun kunne, inden hun slap den. Pilen susede igennem luften og satte sig direkte i hans ben. Denne var med sådan en kraft og styrke, at den ville kløve hans knogle, og deraf også brække knoglen. Han skreg op af smerte, hvilket kun vækkede en tydelig tilfredsstillelse hos Anairë.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Godt,” sagde Tatiana kortfattet. Ikke sagde hun det med tilfredshed i stemmen, da der intet var at være tilfreds over. Jovist han havde sagt, at han aldrig ville gøre det igen, men pointen var, at han ikke burde have gjort det i det hele taget. Han burde være blevet på sin plads, indtil han var blevet bedt om andet. Det var en god slave. At være en dygtig og flot slave betød også, at man havde en bedre chance i det mørkelviske samfund. Selv havde hun dog sine tvivl om, at Anairë nogensinde ville se positivt på manden her. En hård kvinde var hun, og særligt når det kom til mænd. Selv sine sønner havde hun ingen varme udvist. Dette vidste hun særligt, da en af hendes sønner havde været hendes slave, og da hun var hende en god veninde. Hverken frem eller tilbage trådte hun, da Anairë fjernede pisken og greb om buen. Tæt stod hun måske på slaven, men selv vidste hun, at hun ikke ville ramme forkert. Derfor blev hun selvsikkert stående med rank ryg og et hårdt ansigt. Medlidenhed havde hun ikke med manden her. Hans smerte var selvforskyldt. Stille blev hun derfor stående, som pilen fløj, gennemborede hans ben og tvang et sønderrivende skrig over hans læber. De blå øjne vendte hun mod Anairë igen. ”Hvad var du i færd med inden, at din slave vakte dig problemer?” spurgte hun roligt, som hun var ganske upåvirket af mandens smerte. Ej heller fortjente han hendes omsorg, som han for det første ikke var hendes ejendom, og da han for det andet havde dummet sig. Han kunne få lov til at kravle hjem og tilse sit eget sår, når Anairë gav ham tilladelse til det. Fra hende ville han i hvert fald ikke møde omsorg.

[Deleted]

Ingen nåde var der at finde ved Anairë, hvad det her angik, da hun krævede og forventede, at det var lydighed, som hun ville blive mødt af, så det alene var vel heller ikke underligt? Dertil var der ingen kære mor fra hendes side af, som det heller ikke havde været overfor hendes egne sønner. Ikke var det nogen hemmelighed, at hun ikke var meget for det mandlige køn, hvor hun sagtens kunne klare sig med det kvindelige, som i forvejen, også var det, som havde skænket hende mest modstand på den gode måde om ikke andet.
Mandens smerte var tydelig, da pilen satte sig direkte i hans ben. Her sænkede hun buen igen, hvor hun denne gang vendte blikket mod Tatiana igen i stedet for. Hvad hun havde lavet? Et kort smil passerede denne gang hendes læber. Tilfreds med dette, var hun uden tvivl. Og særligt fordi at hendes egen Kahli. "Jeg var ude," svarede hun denne gang. Som torturmester, satte hun selv pris på at vandre langs Maerimydras grænse. Manden blev liggende på jorden, og selv fuldkommen tavs i sin egen smerte, som han bare ikke kunne gøre noget ved nu. Anairë betragtede sig af manden for en kort bemærkning. Nu kom han heller ikke nogen vegne. "Jeg vandrede langs grænserne. Hvem ved om flere skovelvere har ville ligge turen forbi Maerimydra." Et kort, men tilfredst smil, måtte denne gang også passere hendes læber. At skovelvernes leder.. Skovens konge, var blevet fanget, var stadig en tanke, som morede hende betragteligt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Stille var manden der var blevet skudt, hvilket passede Tatiana fortræffeligt. Det beviste nemlig, at han alligevel sad inde med en styrke. Selv vidste hun nemlig, at en pil i benet gjorde ondt, og særligt hvis knoglen brækkede. Styrken lå dog i at hæve sig over smerten. At kunne tolerere den, og at kunne bevare det kølige overblik. En tilfredshed efterlod det hende med, og det kunne manden se sig stolt over. Anairës tanker derimod.. De kunne selvfølgelig være af en helt anden kaliber. Smilet måtte Tatiana svagt trække på, som hendes ord fyldte hende med glædelige billeder. Flere indfange skovelvere.. Hun ville vide præcist, hvad hun skulle gøre med dem, hvis de kom. ”Hvis du skulle støde på en skovelver, så sørg for at bringe ham eller hende til mig,” begyndte hun med antydninger til en mørk glæde, som hun måtte føle i sig. De resterende skridt mellem Anairë og hende selv, kvalte hun, så hun blidt kunne lade sine fingre løbe over hendes kind. Smuk var hun nu. Både af indre og af ydre, men hun måtte også minde hende om sig selv. ”Den kære lyse konge har nydt godt af at fortælle mig, at han intet har at miste. I så fald burde han heller intet have imod, at vi to i fællesskab henretter hans folk for øjnene af ham,” sagde hun roligt, uden at lægge skjul på, at hun fandt Thranduil en joke. Selv var hun ganske sikker på, at han løj for hende.. Derfor ville hun blot finde dette endnu mere morsomt at gøre. Det var endda også en glæde, som hun ville dele med Anairë. Hun vidste nemlig, at den kvinde ville finde noget af det samme behag i at henrette skovelvere, som hun selv ville have, og det kunne hun lide.

[Deleted]

Manden forblev tavs i denne omgang, hvilket var noget, som passede Anairë mere end fint. Styrke havde han, ellers havde hun heller ikke indvilget i at træne ham, på den måde, som hun nu havde gjort. Han prustede kun lidt, men forholdt sig derimod i ro, hvilket var noget, som passede selv hende mere end fint. "Hvilket jeg skal havde tænkt mig. Ikke findes der noget bedre, end at tilfredsstille sin Kahli," sagde hun denne gang. At Tatiana kom tættere på hende, sagde hun intet til. Hun respekterede hende, hvor alle handlinger, som hun gjorde, og alle de valg, som hun tog på vegne af racen, også selvom det gik udover hendes egen søn, så var det intet som overhovedet rørte hende. Hånden mod hendes kind.. Et kærtegn.. Det var det bedste, som man overhovedet oplevede, som et tegn på ros og stolthed. Hun elskede det!
Smilet bredte sig denne gang på hendes læber. Hun ville elske at se elverkongen i ansigtet, hvis de kunne henrette skovelvere foran ham. Han hang vel stadig blottet fra træet, hvor hun havde set ham sidst? "Giv mig nu ikke lysten til, personligt at tage til Procias, for at hente dem," sagde hun denne gang. Hun ville elske, at se Thranduil i ansigtet, hvis de tog det hele fra ham.. En efter en. Hans datter måske? "Jeg kunne søge efter hans datter.." tilføjede hun denne gang. Han havde to, af hvad hun havde hørt.. to døtre? Det ville da være spændende at se, hvad de kunne få ud af det! Bare for at sætte den kære konge en smule på plads.