Please stop the pain!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var og blev en hård mand, og særligt mod de døde væsner, for det var hvad en vampyr, måtte være i hans øjne. Han kunne høre Carmines skrig.. se hvordan hans krop begyndte at ryge nærmest, som var den på vej til at gå i flammer.
Først der, lod han gardinet falde for igen, og gav Carmine den pause. Mandens hud var helt rødlig.. præget af blæmer og alt muligt andet, som om han rent faktisk lå og kogte. Burde han have dårlig samvittighed? Han var slet ikke i nærheden af det, og han måtte jo erkende, at han virkelig var fascineret af dette! "Utroligt.." Ikke havde han fundet ud af, hvad det var, som gjorde, at en vampyr ikke kunne tåle at bevæge sig ude i solens lys. Han stillede sig denne gang helt hen til Carmine i stedet for, hvor han tog fat om mandens kæbe. Han var brændende varm pludselig. Som et levende væsen, men uden at være det, og tydeligt var det, at det ikke var noget, som overhovedet burde forekomme. "Det som gør os levende, er hvad der vil tage jeres liv." Han tvang Carmines ansigt mod den ene side, for at kunne iagttage det hele, nu hvor han havde muligheden for det. Han var varm.. brændende.. Det røg. Han slap igen, for at notere det ned. Alt hvad han havde set, blev skrevet ned.

[Carmine Jordin Marlineo]

Smerten havde sat sig i Carmine, som den ville have gjort det ved enhver anden, der blev udsat for ting, som gjorde ondt. At solen skulle gøre ondt, forstod han sig selv heller ikke helt på, men det gjorde det! Og derfor brød han sig overhovedet ikke om! Han klemte øjnene sammen, hvor han lod hovedet falde tilbage mod bordet i stedet for. Han gispede svagt.. Hans hud var rødlig og irriteret. Han stivnede, som Nathaniel denne gang tog fat i ham. Det gjorde ondt for pokker!
Alexander forsøgte febrilsk at komme fri, selvom det overhovedet ikke ville som han ville. Carmine kæmpede heldigvis for at falde til ro igen, for det gjorde virkelig ondt! Han klemte øjnene sammen. Han følte slet ikke, at han kunne se noget! "Stop.. Stop.." bad han denne gang. Hovedet lod han falde mod den ene side, på Nathaniels ønske. "Jeg slår dig ihjel, Nathaniel Diamaqima! Du og din familie vil alle sammen komme til at lide!" vrissede Alexander med en fast tone. Carmine blev denne gang bare liggende. Det var ikke første gang, at han blev udsat for det her, og det var sjældent, at sårene i det hele taget healede ordentligt. Han sukkede dæmpet, hvor han slapt blev liggende. At bevæge sig, havde vist sig, at blive en kæmpe udfordring for ham. Han kunne bare ikke.. Uanset hvor meget han ville ønske at han kunne.

[Nathaniel Diamaqima]

At presse den for meget, vidste Nathaniel godt, at han ikke kunne. I forvejen, var han nemlig meget imponeret af, hvad en vampyr kunne holde til, og alligevel.. hvor lidt de kunne holde til, for denne mand holdt virkelig ikke til meget. Alexander derimod, var en mand, som meget hurtigt måtte fange hans interesse. Han rystede let på hovedet denne gang. Han tog ikke de tomme trusler, som noget seriøst, for det var der overhovedet ikke nogen grund til i den anden ende.
"Du kan komme med dine mange trusler, Alexander. Tror du, det vil gøre nogen forskel?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme end tidligere. Han vidste jo godt, at det var begrænset, hvor meget han kunne tvinge de to vampyrer igennem, og nu havde de også været igang med de lidt mere voldsomme af slagsen. "Jeg skal nok få flyttet jer tilbage til cellen igen." afsluttede han. Han havde i hvert fald nogen ting, som han kunne gå videre med denne gang, hvilket var noget som passede ham ganske fint. Så langt, så godt. Nathaniel fik kaldt nogen af de andre ind, som kunne få dem fjernet. Her blev Carmine løsnet fra sine lænker, inden han blev holdt fast, og bragt direkte mod cellen igen. Alexander derimod var lidt sværere. Ham skar de denne gang i med en sølvkniv, for at tømme ham mere for blod, inden de bragte ham den samme vej, og tilbage i cellen igen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Ikke var Carmine i stand til at gøre noget som helst andet, end bare at blive liggende. Han havde ondt, og det her var uden tvivl også noget, som tog absolut alt hans energi. Han lukkede øjnene. Han kunne høre, at Alexander var vred, men ikke rigtigt bed han sig fast i. Hans fokus lå helt og holdent på at forsøge at holde sig vågen, hvilket heller ikke var noget ,som skete af sig selv. Han gispede svagt, som vagterne denne gang løsnede hans lænker, og fik ham med sig væk fra bordet denne gang. Det gjorde ondt, i det hele taget at blive hævet på den måde, og det kunne i hvert fald godt mærkes. Han ville bare gerne have lov til at få sin frihed igen! "S-slip mig!" forsøgte han, idet at han blev ført bort og tilbage mod sin celle igen.
Selv Alexander formåede denne gang at holde sig lidt mere i ro, fremtil de kom hen mod ham med en kniv. Her skar de åbenlyst i ham, for at dræne ham for blod, og derfor for energi, inden de løsnede ham, for at få ham tilbage til cellen. Her var Carmine blevet lagt direkte på gulvet, uden noget lagt over eller noget. Alexander kravlede hen til ham, mens sårene lukkede sig og healede igen. Carmines derimod var af en helt anden slags. Han lukkede øjnene denne gang. Det tog virkelig meget af hans energi, at ligge der, som han gjorde lige nu.. Og her faldt han i søvn. Han var for udmattet til andet.

//Out