Please stop the pain!

[Carmine Jordin Marlineo]

Nathaniel Diamaqima - Carmine Jordin Marlineo

---

Dagene gled over i hinanden. Hver eneste nat bestod af det samme. Stanken af blod, og synet af tremmer og kolde kældre, og om dagen.. smerten ved det intense solskin. Hver eneste vampyr, vidste hvad det betød, når de blev præsenteret for blod, og at de slet ikke burde tage det, men når sulten tog over, så kunne end ikke dyret stå imod.
"Alexander, lad være! Du ved hvad de vil gøre ved dig!" Carmines stemme rungede i det ekstremt lille kælderrum, som ham og hans egen skaber, Alexander Imarachi, var havnet i. Manden kvalte den lille flaske med blod.. Bare duften af det, var for lokkende, selv for Carmine, som selv tog for sig af resterne.. Inden de begge var gået ud som et lys...

... Da Carmine atter slog øjnene op, spændte han kraftigt i kroppen. Typisk Alexander at være så egoistisk! Her forsøgte han at trække hænderne til sig, uden at det havde nogen effekt. Han var lænket fast til et stenbord. Han lukkede øjnene let, inden han denne gang slog hovedet tilbage. Han var afklædt fra livet og op, så han var kun skjult fra livet og ned. Han drejede hovedet. Alexander var endnu ikke vågnet. Han hang i lænkerne fra loftet. Allerede nu, kunne man se de mange spor efter den årlange tortur af hans krop. 
"Nathaniel Diamaqima.. Jeg slår dig ihjel.." Han lukkede øjnene igen. Han følte sig stadig dvask og døsig ovenpå den lille mængde blod han havde fået, også selvom han forsøgte ikke at tage det. Forbandet Alexander.. Forbandet være dem alle sammen!

[Nathaniel Diamaqima]

Enhver vampyr her på stedet, vidste at de ikke skulle tage blodet, men sulten var hvad der måtte tvinge dem til at gøre det. Det var også, hvad Nathaniel måtte udnytte, nu hvor han endelig havde muligheden for det. De mange eksperimenter, som han nu havde udført på vampyrerene, havde været over flere år nu, og ikke var det fordi at han havde fået særlig meget udover det, end hvad han egentlig havde regnet med, at få ud af det.
Alexander og Carmine, var nogen af dem, som han særligt prøvede sig på efterhånden. Her testede han nemlig det bånd, som var mellem en skabt, og en skaber. Carmine havde været en ung mand, som havde været døden nær på gaden, hvis han ikke havde fundet ham, og bragt ham hertil. Alexander dertil, havde været skabt til det her formål allerede fra starten af. Han kendte faktisk ikke rigtigt til andet.

"Endelig er I ved at vågne." Nathaniel stillede sig ved bordet, hvor han stod mellem Carmine og Alexander. Alexander hang i kæderne fra loftet. I og med, at han havde fået mest blod, var det ikke underligt, at det var ham, som var længst væk. En enkel nål fandt han frem fra sin inderlomme. "Lad os se, om vi kan få lidt liv i ham.." Han stillede sig ved siden af Carmine, hvor han denne gang, lod nålen søge direkte ned i hans hud, ved brystet. Hvis han havde forstået det korrekt, ville smerten, som Carmine ville føle, være nok til at vække Alexander. Det var uden tvivl ekstremt fascinerende, at den slags forekom!

[Carmine Jordin Marlineo]

I sit indre, måtte Carmine virkelig bande og svovle af Alexander, for at have taget det blod, og deraf også nærmest have tvunget ham til at gøre det samme. Tanken var noget, som gjorde ham vred! Han spændte i kroppen, velvidende om, at de nu skulle igennem endnu en omgang. Og selvfølgelig var det Nathaniel Diamaqima selv, som skulle stå for dette. Hans blik vendte han denne gang mod manden, da han stillede sig ved siden af ham. Han knyttede næverne så kraftigt, at hans negle borede sig direkte ind i håndfladen, så det begyndte at bløde.
"Jeg slår dig ihjel.." Hans ord var dæmpede, for han vidste jo godt, at han på nuværende tidspunkt, ikke kunne nå at udtænke noget, og siden Alex skulle bruges mod ham - som omvendt, så det var slet ikke til at tænke på noget som helst, som han kunne gøre til noget brugbart!

Nålen Nathaniel fandt frem, havde Carmine set før. Han selv var nærmest på kanten til at være udsultet i dag, for det var ikke ofte, at han tog blod, og når han endelig gjorde, var det minimalt, hvad han indtog. "Så væk Tornerose, og få det overstået..!" Han vendte blikket direkte mod ham, da han jog nålen direkte i hans bryst. Han spændte kraftigt, da det var en smerte så intens. Nålen var jo lavet af sølv!
I takt med, at nålen blev jaget direkte i hans brystkasse, og smerten meldte sig, vågnede Alexander med det samme. Han forsøgte med det samme, at rive hænderne til sig, hvor han hvæsede med de spidse tænder. Blikket og de helt røde øjne, vendte han mod Nathaniel. "Slip ham!" vrissede han sammenbidt. Carmine blev liggende fuldstændig stille. Det gjorde ondt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en grum mand, hvilket han udmærket godt vidste, men hvad..? Hvis man ikke undersøgte, så blev man heller ikke klogere, og det var jo det, som han gerne ville, og det var jo heller ikke noget, som kom af sig selv. Alexander var den mere grådige af de to mænd, som han nu var i rummet sammen med, men hvad pokker.. Han fik det jo altid, som han gerne ville have det, så hvorfor ødelægge det mere end hvad godt var i den anden ende? Han smilede let for sig selv, hvor han denne gang jog nålen direkte igennem Carmines hud, og direkte ned i hans bryst.

Alexander vågnede med det samme. Fascinerende, som altid. "Endelig.." Manden var ikke i stand til at gøre noget som helst, sådan som han hang der. For nu, lod han også nålen sidde i Carmines bryst. Sådan kunne han holde Alexander lidt i snor, hvilket også var vigtigt med det arbejde, som nu også skulle udføres. Han stillede sig denne gang foran Alexander. Det var ham, som var født vampyr, så det var jo ham, som også særligt skulle undersøges - for nu om ikke andet. "Du lærer det aldrig, gør du?" Et kort smil passerede denne gang hans læber. På bordet lige ved, stod der en lang række redskaber, som kunne bruges mod en vampyr. Alle var de lavet af sølv, så det gjorde mest ondt, men også for at holde vampyrerne lidt i skak, hvis det skulle gå så vidt. Han betragtede ham meget indgående denne gang. Carmine lod han ligge lige for nu. Manden kom ikke nogen steder uanset.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hovedet lod Carmine søge direkte tilbage mod det kolde bord, som han lå på, hvor han forsøgte at bide smerten i sig. Han vidste, at han ikke var særlig spændende lige nu, men hvis det var Alexander som skulle testes, vidste han også godt, at det var ham, som det gik udover. Duften af blod, spredte sig allerede i lokalet, efter han havde sat neglene i sine egne håndflader. Han lukkede øjnene let. Det skar i hans bryst, men han kunne intet gøre ved det! Han holdt sig denne gang tavs.

Alexander derimod, var en helt anden sag. Nej, han lærte nok aldrig. Men han var så sulten.. De udsultede dem jo for pokker her på stedet! Ikke at Alexander kendte til noget andet, for han havde været her hele livet, så han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det. Han vidste ikke, hvad det ville sige, at være fri. Han vidste faktisk slet ikke nogen ting! "Jeg slår dig ihjel, Nathaniel Diamaqima.. Om det så skal blive det sidste jeg gør," hvæsede han denne gang. Begge var de påvirket af mandens alt for mange eksperimenter og forsøg, som alle var udført på dem. "Som du siger hver gang.." endte Carmine vrissende. For ham, gjorde det ondt, og han vidste jo, at Alexander var i stand til at mærke det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en hård mand, hvilket heller ikke var noget, som sagde så lidt. Hele hans liv, havde han dedikeret til sit arbejde, og sine forsøg, samt den viden, som bestemt heller ikke kom af ingenting. Han lod hovedet søge en kende på sned. Alexander kunne true med bål og brand, uden at det ville påvirke ham. Den mand, ville ikke komme i nærheden af ham uanset, og særligt i den situation, som han var i. "Det gør ondt, gør det ikke?" spurgte han denne gang. Nålen som sad i Carmine, vidste han, at Alexander kunne mærke.

Nathaniel vendte sig mod de mange redskaber, lavet af sølv, som han allerede på forhånd, havde lagt ud på et bord mere, ikke langt fra dem. Han havde hele dagen. Natten var for længst ovre. I dag, ville han nemlig forsøge sig med påvirkningen af sollys, og hvordan det påvirkede det skaberbånd, som måtte være imellem dem. Han så på dem skiftevis. Han trak kort på smilebåndet. Hans blik var mørkt og koldt. Her tog han fat om en kniv, som han denne gang vendte sig mod Carmine, som allerede lå udstrakt på bordet foran ham. Han trådte hen til ham. Her lagde han knivens spids, ned mod midten af hans bryst.. Og skar en dybere og dybere flænge. Det ville ikke slå dem ihjel.. Men han vidste, at det gjorde ondt. Meget ondt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine vidste at dette ville komme til at gøre ondt.. Meget, meget ondt, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Han spændte derfor svagt i kroppen. Nålen som han havde siddende i forvejen, brændt, og det var sågar begyndt at ryge af det åbne kødsår, som han havde pådraget sig! Han klemte øjnene svagt sammen. Kunne Alexander ikke bare holde kæft! Det ville ikke gøre nogen forskel af den grund. "Hold nu kæft, Alexander!" vrissede han denne gang mere sammenbidt. Kunne den mand da ikke bare lære at bruge hovedet bare en smule, i stedet for det andet?!

Nathaniel fandt denne gang kniven frem. Denne havde Carmine mødt flere gange, så et sted, var han også forberedt på den smerte, som han måtte føle i sit indre allerede. Alexander vendte blikket mod dem denne gang. Han hvæsede endnu en gang. Skaberbåndet var stærkt, hvilket Carmine udmærket godt vidste, men hvad kunne han da gøre ved det?! Han klemte øjnene sammen, idet at kniven mødte midten af hans bryst, og manden begyndte at skære i ham. Skriget brød omgående hans læber, idet at huden nærmest blev skilt, som havde det været et stykke stof mellem en saks, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han spændte kraftigt i kroppen. Alexander reagerede voldsomt. Han hvæsede kraftigt, hvor han forsøgte at komme fri. "S-stop!" hvæsede han denne gang. Ikke ønskede han jo, at Carmine skulle have ondt!

[Nathaniel Diamaqima]

Ikke var det første gang Nathaniel gjorde brug af dette træk, så det at Carmine skreg op, da han atter nærmest flåede brystet op, for at pine Alexander, og endnu en gang, kunne han jo se, hvordan manden reagerede og forsøgte at komme fri. Var det underligt, at han tog det som han gjorde? Hans blik fulgte mere med Alexander, end det gjorde med Carmine, som kun gjorde klogt i at ligge stille.
Skrigene ville dog ophøre så snart han fjernede kniven igen. Denne lagde han roligt fra sig på bordet ved siden af sig i stedet for. "Du føler det, gør du ikke?" Han smilede denne gang for sig selv. Igen valgte han at ignorere Carmine, som lå på bordet. Så der var virkelig en forbindelse mellem skaber og den skabte? Manden hvæsede.. kæmpede for at komme fri, velvidende om, at han slet ikke ville være i stand til at komme nogen steder hen.

Nathaniel trådte hen til Alexander denne gang. Hans hånd greb omkring mandens kæbe, hvor han lod hovedet søge på sned. "Går det den anden vej?" Her søgte han hurtigt til et andet af hans redskaber, som han denne gang førte over åben ild i pejsen, som stod i en anden ende af lokalet. Ligeglad med hvilken følelse af smerte, som han påførte dem begge, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel nu. Det var for studiernes skyld. De burde være beæret over, at være en del af det her!

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine kastede hovedet tilbage i bordet, hvor han slap et smertende gisp, da Nathaniel langt om længe, fjernede den kniv, som han havde lagt mod hans bryst. Hans krop dirrede. Han havde slet ikke energien til det her.. Og altid, var det ham, som det skulle gå udover. Han fulgte Nathaniel med blikket. Svagt blødte han. Han var jo et født menneske, så det kom jo ikke just bag på nogen.
"Det her beviser intet, Nathaniel..!" sagde han denne gang. Han følte, selv når der skete noget med Alexander, men han forsøgte derimod virkelig at undgå at lade sig påvirke af det, også mest for sin egen skyld. Han prustede svagt. Nålen sad der jo stadig, og det gjorde ondt.

Alexander opgav, så snart at kniven forlod Carmines krop. Det var jo overhovedet ikke meningen, at det her skule forekomme, men tørsten efter blod, var tydelig. "Og hvorfor vækker det din interesse?" spurgte han denne gang mere sammenbidt, end hvad han havde gjort tidligere. Han stirrede direkte mod Nathaniel, da han denne gang, opvarmede det næste, som skulle bruges? Selv Carmine fulgte med.. Det var nyt.. Hvad var det han ville? Han udvekslede blikke med Alexander denne gang. Svagt forsøgte Carmine at vride sine hænder fri, selvom det ikke ville, som han gerne ville. Han rystede på hovedet. Han kunne ikke.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne jo se, at det gjorde ondt, selvom det intet rørte i ham. Burde det? En vampyr, var jo teknisk set et dødt individ, så hvad forskel var der egentlig i det? Hans fokus for nu, måtte ligge på Alexander, som stadig forsøgte at komme fri. Han kunne kæmpe alt det, som han ville, uden at det ville have nogen effekt. Han ville nemlig ikke komme fri. "Du kan prøve alt hvad du vil, og det vil ingen forskel gøre, Alexander." sagde han denne gang. De kunne true alt hvad de ville, men det var dem,s om ikke ville komme fri, hvor han derimod, havde den samme frihed, som han alle dage havde haft.
At eksperimentere på døde mennesker, gjorde måske ikke ret i hans handlinger, men selv i Nathaniels øjne, skulle de være lykkelige for! Det var en ære, at få lov til den her slags, og derfor var han nok også mere fast overfor dem, end hvad han ville have været ellers.
Inden længe var det næste redskab varmet op. Nu var det på tide, at se om det som Alexander følte overfor Carmine, også var gengældt den anden vej. Enden var helt rødglødende og med Diamaqima-symbolet for enden. De var hans ejendel, og det var noget, som han agtet at holde helt fast i. Denne spids lod han denne gang sætte sig direkte ind mod Alexanders bryst. Ved kontakten, begyndte det at syde, og røg opstod med det samme. Det var jo trods alt også brændende varmt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Skulle Carmine nu også testes? Han spændte automatisk i kroppen alene ved tanken om det, for han brød sig ikke om det. Det var det samme hver eneste gang, de blev drevet hertil. Hvis bare Alexander kunne holde sig væk fra det blod, som blev serveret for dem, så havde de aldrig haft de her problemer. "Det her ender med at koste dig dyrt, Nathaniel," forsøgte Carmine denne gang. Mere eller mindre et forsøg på, at få manden til at stoppe, velvidende om, at det nok ikke ville have den effekt på tingene i det hele taget.

Det rødglødende stykke materiale, som Nathaniel fjernede fra ilden, fangede både Alexander og Carmines interesse. Denne gang, var Carmine dog glad for, at han ikke skulle rammes, hvor han derimod heller ikke kunne lide, at det skulle gå udover Alexander af den grund. "Nathaniel.. Lad være!" forsøgte han denne gang, også selvom det var som at tale for helt døve ører!
Spidsen ramte Alexanders bryst, hvor Carmine næsten kunne mærke den samme ekstreme følelse direkte mod hans eget bryst. Han spændte i kroppen, og vendte denne gang blikket væk. Hans egne tænder blev blottet, som hans egen krop begyndte at ryste. Lyden af Alexanders brutale skrig brød stilheden, og skar i ørerne. "S-stop.. STOP!" udbrød han denne gang med en fast tone. Han forsøgte at rive hænderne til sig. Det gjorde ondt! Det gjorde virkelig ondt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en hård og brutal mand. Vampyrer var døde, og derfor havde han heller ikke nogen kvaler ved at undersøge tingene, som han gjorde det lige i øjeblikket. Langsomt faldt hans blik til Carmine, som selv tydeligt var påvirket. Smerten..? Kunne han føle den, fordi han udsatte Alexander for den? Det var jo fascinerende! Det var et bånd og en følelse, som man ikke just kunne sige, at han var vant til, eller forstod for den sags skyld, og derfor skulle det da undersøges nærmere!

Et tilfredst smil passerede denne gang Nathaniels læber. "Smerten som ens skabte føler på egen krop, kan skaberen mærke, som omvendt. Det er da fascinerende.." Det glødende stykke sølv, lagde han denne gang fra sig. Lidt af det, var sågar smeltet ind i Alexanders bryst. Han vendte sig denne gang mod sine pergamenter, hvor han skrev det ned i stedet for.
De havde ondt begge to, og de kunne stadig kæmpe med lænkerne, lige så meget, som de havde lyst til, uden at det ville gøre nogen forskel. Denne gang var det Carmine som han vendte sig imod. Han var en skabt vampyr... en som var omgjort til dette formål. "Sollys.. En af jeres store svagheder.." fortsatte han. Han var jo kun lige begyndt!

[Carmine Jordin Marlineo]

Smerten kunne Carmine mærke så tydeligt, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Bare tanken om, at det som Alexander blev udsat for, var noget, som selv han kunne mærke, var en tanke, som irriterede ham grusomt! Han fnøs, idet at han vendte blikket den anden vej. Nu havde de været udsat for forsøg og dokumentation i flere år, og det havde aldrig taget sin ende. Hvornår det mon ville? Den dag, hans krop ikke kunne mere? Han var jo ikke just kommet til verden, som en vampyr, men derimod gjort til en, udelukkende for disse forsøg, og han havde ikke tænkt sig, at det skulle være det.. Det var slet ikke sådan, at han havde tænkt sig, at leve sit liv! Hvis man overhovedet kunne kalde det, at skulle leve!
"D-du får intet ud af det... Hvorfor overhovedet gøre det?" Carmine var nok den mere tålmodige af slagsen, hvor han jo mere, var den, som forsøgte at finde ud af, hvorfor, og hvordan man skulle komme fra det, hvor Alexander derimod, mere var den hidsige type, som bare gerne ville have lov til at vride halsen om på det. Carmine slog hovedet tilbage. Endnu med en sølvnål siddende, som skar i brystet, uden at han kunne gøre noget ved det. Det tvang ham også til at holde sig mere i ro.
Tanken om sollys, gjorde om muligt, Carmine mere bleg, end hvad han var i forvejen. Det var faktisk ubehageligt! Virkelig ubehageligt! Han lukkede øjnene igen. Alexander var allerede begyndt at himle op igen. Var det et forsøg på beskyttelse? "Du ved hvad der sker, så stop det.." Han vendte blikket dræbende og direkte mod Nathaniel igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Var Nathaniel en hård mand, når han udsatte døde væsner for det her? I teknikkens forstand, var de jo døde, så det han gjorde, ville han bestemt ikke mene, var forkert, og det ville det bestemt heller ikke komme til. Og nu ville han se hvordan de reagerede på sollys, selvom det var noget, som han havde testet så mange gange før. Det bragte ham vel en eller anden form for tilfredsstillelse?
"Jeg nyder at undersøge, Carmine.. Alexander. Det burde I efterhånden vide. I særligt, er dem, som jeg nyder at gøre det her med," fortalte han oprigtigt. De havde vist sig, at holde til langt mere, end hvad han ellers havde oplevet med så mange andre. Måske fordi at han ikke havde set nogen, som havde samme form for bånd, som de havde. Var det virkelig hvad et skaberbånd gjorde? Her stillede han sig igen lige ved bordet. Her tog han fat om den sølvnål, som Carmine havde siddende i brystet, og trak den ud, velvidende om, at det gjorde helvedes ondt på ham. Åbenlyst. At de kunne reagere så meget på sølv, var da alligevel fascinerende, ligesom resten af det hele måtte være. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang, hvor et tilfredst smil måtte passere hans læber. "Du ved, hvad der vil ske nu.." endte han denne gang, hvor han drejede bordet en anelse, så det var med den anden side væk fra Alexander og mod et vindue, som var dækket af et gardin. Hans blik faldt til Alexander, som allerede nu var temmelig spændt. Han stillede sig hen til gardinerne.. Hvor han rev dem fra og lod Carmine bade i sollys fra livet og op.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine havde efterhånden mødt solen flere gange, end hvad han kunne tælle på sine fingre, og det gjorde ondt, Et sted var han allerede nu, indstillet på, at han skulle blive mødt af den smerte igen. Var Nathaniel virkelig ude på, langsomt at ende hans liv? Det var han derimod overhovedet ikke indstillet på, i det hele taget! Han bed tænderne kraftigt sammen, i takt med at nålen blev fjernet, og han for alvor kunne finde den ro, som han ikke havde været i stand til at finde noget andet sted. Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen. "Fordi vi er døde, giver det dig retten til at lege gud?" spurgte han med en fast tone. Han knyttede næverne svagt, inden han endnu en gang lagde hovedet ned.
Kort måtte han se i retningen af Alexander, i det at hans bord blev vendt, så han denne gang, var vendt mere i retningen af vinduet i stedet for. Det var bestemt ikke første gang, at han blev udsat for det her. Det var nok det mest intense i form a en smerte, som han havde været i nærheden af. Selv Alexander fulgte meget godt med. Ikke at han kunne gøre noget, og det vidste de godt begge to. Han lukkede øjnene svagt, idet at Nathaniel rev det tunge gardin til side, og lod dem alle bage i solen. Solens lys ramte direkte ind på Carmines krop, hvor et kraftigt og smertefuldt skrig brød hans læber. Næsten som var det en million sølvnåle, der stak sig hele vejen igennem hans hud, som næsten begyndte at ryge som resultat. Han spændte kraftigt i hele kroppen, hvor han næsten febrilsk, forsøgte at rive hænderne til sig. Selv Alexander kæmpede. "STOP DET!" udbrød han med en kraftig hvæsen. Han kæmpede febrilsk for at komme fri.