Post by Deleted on Dec 31, 2015 12:02:32 GMT 1
Clemency Mériah Acheron
Dette havde været en forunderlig uge! Sorin havde endelig fået løftet forbandelsen der havde omhyldet ham i formen af en krage, og var endelig blevet genforenet med verdens små vidundere og nydelser. I mange tusinde år, havde han ikke været sig selv, så det havde skam også næsten syntes nyt. Næsten som en genfødsel. Men der var dog også visse ting han hellere så anderledes. Han var igen offer til de vampyriske lyster, og igen slave til solens lys. Han kunne ikke længere travere i lyset, og måtte derfor finde liv og begivenheder i nattens mørke. I en verden som denne, var det dog ikke svært, så han klagede bestemt ikke. Dog, var Sorin ukendt i denne næsten nye verden... Han havde set og hørt meget som krage, men det var bestemt anderledes nu, hvor han atter var hans sande Jeg. Så, hvis man ikke længere modtog invitationer til de verse begivenheder - og ikke længere kendte omverdenen man befandt sig i - hvad gjorde man så i Sorins sko?
For Sorin var svaret ganske enkelt. Nemlig; ikke at vente på skæbnen eller mulighederne, men at opsøge dem aktivt! Jacqueline havde været så elskværdig at fortælle Sorin lidt om denne nye verden, og om Imandra, især. Og dette land syntes ganske interessant. Et land regeret af Warlocks? Og helt ærligt... hvilken Warlock havde også brug for en undskyldning, for at arrangere en festlighed, i disse kolde vinterdage? Med ørerne godt sat mod jorden, havde Sorin fået nys om en sådan tilfældig festlig begivenhed. Et maskebal, holdt af en lettere tilfældig nobel familie i New Dale. Så han havde selvfølgelig ikke tøvet med at springe mod chancen for at deltage.
Ved indgangen og trapperne til et Mansion, stod der nogle gæster, klar til at deltage i festlighederne. Et vinterbal, så og sige. Holdt for at fejre det kommende nye år, og vidst også for at fejre noget med en særlig fødsel, eller noget. De små detaljer interesserede ham som sådan ikke. Sorin smilte for sig selv, som han nærmede sig gæsterne og indgangen til dette fine etablissement. Han kørte kort et par fingre over sit ansigt, og en sølvlig maske dækkede pludselig hans øjne og næse. Han skulle jo også klæde sig ud til rollen, ikke sandt? I ét, stod han pludselig iblandt gæsterne, og havde ladet sin hånd gribe blidt om en tilfældig kvinde. Kvinden blev meget overrasket, og skulle lige til at gøre en scene ud af det... Det var indtil Sorin hviskede i hendes øre. Og kvinden endte i stedet med at rødme en anelse, og grine lidt mildt. Sorin havde jo ingen invitation! Heldigvis kunne han lidt få andre tricks, til at komme ind et sådan sted. Stadig som kvinden endnu betragtede Sorins figur, var de to endt ved dørmanden, som tjekkede invitationslisten. "Velkommen, Lady Irina." Dørmanden kiggede derefter mod Sorin som holdte kvindens hånd. "Og den herre, er?" Kvinden var næsten mundlam, men Sorin lænede sig lidt frem med et smil der afslørede de kridhvide tænder. "Sorin. Hendes partner." Manden i døren nikkede en smule mistænksomt, og vendte derefter blikket mod kvinden, for at få det bekræftet. Sorin havde dog, ved hjælp af lidt uskyldigt magi, gjort kvinden ude af stand til at tale. I stedet smilte hun lidt forlegent, idet hun igen betragtede Sorin. Sorin tilføjede lidt ekstra krydderi til kvindens betagelse af ham, ved diskret at placere en hånd ved hendes bagdel. Det fik kvinden til at rødme igen, og Sorin placerede et meget overbevisende kys mod kvindens læber. Dørmanden spærrede øjnene lidt op... Showet Sorin havde sat op for ham, ved hjælp af kvinden, havde tydeligvis fået manden til at glemme invitationslisten, og Sorin blev lukket ind til maskeballet.
Blot nogle få øjeblikke senere var Sorin ikke i balsalen. Men i stedet i et af de mange korridorer af det store hus. Han havde allerede sat sine tænder i kvinden han havde snøret om sin finger tidligere. Og nu stod de to, let presset mod en væg. Kvinden var endnu ikke i stand til at sige noget. Men små hints af støn og lyde forlod hendes læber, inden Sorin atter trak sine tænder til sig. Han smilte tilfreds som han endnu brugte et øjeblik til at smage på kvindens blod. Sorin gned en finger over såret mod hendes hals, og bidemærkerne efter hans tænder, forsvandt igen. "Tak, min kære." Lød det fra ham, som han placerede en to fingre om hendes hage, og kiggede i hendes øjne. For derefter at forlade kvinden, og i stedet deltage i de luksuriøse festligheder i den store balsal. Kvinden havde genvundet evnen til at tale, og til gengæld glemt alt om nogensinde at have mødt Sorin... En lille smagsprøve på hvad der sikkert ville blive en festlig nat.
Sorin trådte roligt ind i balsalen. Rank og elegant. Med den sølvlige maske, og klædt mørke og fine klæder, med en høj krave af læder, bukser og støvler ligeså af læder. Egentlig bar han tøjet han altid gjorde. Han stillede sig ved et bord, og fiskede en drink derfra, som han sippede lidt på, som han roligt studerede sine omgivelser.
