The ice queen

[Deleted]

Darian var udmærket godt klar over, at hendes bedsteforældre virkelig havde hadet ham og noget så voldsomt. Han havde desuden igennem hele hendes barndom forberedt sig selv på, at hun ville falde bort en dag uden at han kunne gøre noget som helst ved det.. uden at være så mget som en dag ældre end det. Det var faktisk en tanke som gjorde forbandet ondt. At hun jo så var revet væk fra ham på den måde, var virkelig noget af det værste. Han havde siddet der som han havde lovet, selvom han havde haft mest lyst til at skulle løbe fra det bryllup, så havde han lovet at sidde der, og det havde han i den grad også gjort. Han betragtede hende med et stille blik. Så snart hun ville have giftet sig med den mand, så ville han være ude af billedet, det var virkelig det som hendes bedsteforældre havde gjort, for at skulle holde ham på afstand og så længe, at hendes forældre var døde, så var der ikke stort han kunne stille op, det havde virkelig været noget af det værste ved det hele. Han havde ikke protesteret, han havde bare accepteret tingene som de var, selvom det i den grad havde været noget som havde kostet ham selv noget så voldsomt. Det gjorde faktisk ondt.. meget endda. Han bar skyld for ikke at have været der for hende, dengang hun havde haft mest brug for ham, det var der ingen tvivl. Et sted så følte han vel også en delvis skyld for hendes bortgang allerede så forbandet tidligt. Hun havde jo ikke været særlig gammel dengang det hele skete og det var virkelig også noget af det værste ved det hele, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fortsatte blot stille og roligt med at skulle vugge hende, så forsigtigt og blidt, som han havde gjort det dengang. Han havde altid været der og det var et løfte som han havde givet hende dengang.. at han altid ville og det var noget som han agtede, at skulle holde! Håbet var der måske.. At sidde sådan sammen med hende som han gjorde nu, var det som automatisk måtte få ham til at skulle tænke på tingene som de måtte være dengang, dengang hvor han var der stort set hele aftenen hver eneste aften, gik under den titel af onkel, noget som han tog til sig med den største glæde som man overhovedet kunne vise sig, det var der heller ikke nogen tvivl om. Lugten af død, var nu ikke noget som gjorde Darian det mindste, det var noget som han var så forfærdelig vant til fra før af. Han havde jo vandret blandt de døde igennem mere eller mindre hele hans liv. Han strøg hendes kind så ganske roligt og forsigtigt, det var ikke noget som han kunne lade være med, det var virkelig bare som om det var en gammel vane som var dukket op, fra dengang hun havde været lille og søgte trøsten i hans favn. Måske at han var kold, men tryg, det var i den grad hvad han agtede, at holde hende så snart, at hun sad så tæt på ham som hun gjorde nu. Han ønskede at skulle beskytte hende fra det hele og alt det som ellers ville have gjort hende ondt og han havde fejlet noget så grusomt som han aldrig nogensinde havde gjort det før. Han lukkede øjnene stille og trykkede hendes skikkelse ind til ig og holdt hende tæt, han ønskede bare at hun skulle slappe af igen. "Det ved jeg de gjorde.. de har altid hadet mig.." sagde han roligt. Ikke at det var noget som gik ham det mindste på overhovedet, det var efterhånden bare noget som han var så forbandet vant til. Han havde været ope at mundhugges med dem så ekstremt mange gange, at det ikke rigtigt var noget som han ville reagere på lige for øjeblikket. Han vendte blikket stille ned mod hende, lod hans kind hvile stille mod hendes pande, hvor han dog ej stoppet med at skulle vugge hende så roligt og stille i sine arme. Han nød virkelig den tanke om at han skulle sidde der sammen med hende som han havde gjort dengang, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du løj for mig?" gentog han som det eneste som han lige fik med sig som det første. De mørke øjne vendte han stille og roligt mod hende og ikke mndst med den tydelige undren i blikket som han ikke kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Hendes ord var noget som virkelig efterlod sig den følelse af hjertebanken i hans bryst for første gang i hele hans liv. Han lod hånden søge fra hendes kind og stille mod hendes hage, hvor han varsomt og stille førte hendes blik stille op mod sig, så varsomt og forsigtigt. "Hvorfor fortalte du det ikke til mig den aften, Chrystal?" spurgte han stille. Dengang følte han jo det helt samme trods alt.. Ellers havde han ikke gjort så meget for at kæmpe imod hende som han nu ellers havde gjort. Han plantet et varsomt og forsigtigt kys mod hendes pande. "Jeg lovede dine forældre, at beskytte dig hvis det skulle gå helt galt for dem.. Jeg fejlede i den grad.. Jeg elskede også dig Chrystal.. Det gør jeg stadig," hviskede han med en rolig og dæmpet stemme. Det var kun ren og skær sandhed og nu hvor hun sad der sammen med ham, det var virkelig som at være tilbage dengang.

[Deleted]

Hendes bedsteforældre hadede alle som var omkring hende eller hendes forældre og specielt Darian for han var uden tvivl den som stod dem alle nærest, de havde begge troet at de ville slippe af med ham så snart begge hendes forældre var gået bort, de havde vel ikke ventet at han for Chrystal's skyld ville blive, for hvem ville dog det for hendes skyld? Det var ikke gået som planlagt de kunne læse hende bedre end en åben bog og når Darian atetr var taget hjem efter hans jævnlige besøg så var det virkelig så frygtelig tydeligt alle andre end han selv vidste det og det var det som hun prøvede at lave om på den aften hun havde ikke ventet at det ville ende i et stort skænderi. Det var livets gang man blev alle født og man skulle alle dø på et tidspunkt, når Darian så havde prøvet at forklare hende som barn hvorfor han aldrig var blevet ældre så huskede hun hvordan tanken om at han ikke skulle dø fascinerede hende en hel del, hun ville være som ham på det tidspunkt, det var før hendes mor døde så var det et billede som valgte at skulle ændre sig, hun havde forberedt sig på at skulle dø men ikke i en alder af blot 17 år gammel, og hun følte sig underligt nok ikke ældre end det, anede ikke hvordan hun så ud så hun kunne end ikke svare på om det rent faktisk var noget som havde ændret sig eller om hun stadig var ligeså gammel som dengang. Der var så meget at snakke om men så lidt at gøre, hun havde behøvet ham ja, prøvet at udtrykke hendes bekymring og han havde ikke valgt at lytte men hvis bare hun nu valgte at åbne hjertet allerede dengang så var det måske gået meget anerledes det var langt fra kun hans skyld og det var noget som hun måtte stå ved, det som gjorde mest ondt af det hele var hverken skænderiet eller det faktum at han ikke var der til at beskytte hende men bare det at han direkte havde sagt at hun skulle gifte sig med den mand at kærlighed ikke eksisterede for alle, det sidste håb var blevet taget fra hende dengang hun så tydeligt at det ville være hende umuligt nogensinde at komme til at holde Darian nær sig på den måde som hun i virkeligheden ønskede at skulle gøre det, det gjorde ondt. Det var virkelig meningen at han kun skulle fungere som hendes onkel Darian med han var den som altid stod der, den som altid måtte holde om hende og trøste hende, var det så underligt det var endt med at skulle blive til mere fra hendes side af? Hun vidste jo så udemærket godt at han kunne være kommet langt videre, have en kone et sted og en flok af unger rendende omkring ham og det ville hun ikke blande sig i, hun ønskede bare at lade ham vide alt inden det ville være for sent, den fejl ville hun ikke begå igen. Tårer dannede sig atter i øjenkrogen faldt stille ned over de blege kinder hvorfor hun lod dem falde kunne hun virkelig ikke svare på det var bare.. Efter så lang tid de ord og hans omsorg, det var noget som hun havde savnet hvornår ville hun blive tvunget fra ham igen? "De hadede alle som bar mere værdighed en dem" påpegede hun med en stille hvisken. Ligenu kunne hun ikke tackle noget som helst kun fordi hun frygtede hvordan fremtiden skulle se ud nu og om hun overhovedet havde en fremtid. Alle de år var en lang løgn, onkel Darian var blevet til så meget mere trods hun vidste at det var forbudt at hun var lovet væk til en mand som ikke ønskede andet end de penge hun kunne skænke ham. Blikket lod hun hæves mod hans, tårerne faldt som de små perler forsvandt i hendes næsten ligeså gennemsigtige hud "Jeg ville, Darian.. MIt hjerte lå hos en anden og der ville kun være ganske kort tid før jeg skulle ægte en mand som var komplet ligeglad med mig.. jeg havde ikke vnetet det skænderi" erkendte hun stille. Det gjorde ondt at nævne det gjorde det virkelig, men at høre han gengældte det lod en sten falde fra, om det så var ment som hun håbede det var det hun frygtede. Det blide kys tvang for et kort sekund hendes øjenlåg i skjulte de isblå øjne for hans blik til han valgte at trække sig igen. Hun rystede fast på hovedet "Du fejlede ikke, Darian.. Du var der altid" påpegede hun roligt, sukkede lettere opgivende "Nej Darian.. jeg mener at jeg virkelig elsker dig, på en måde som en lille pige ikke burde elske hendes onkel" hun puttede sig ind mo hans bryst kun for at skulle undgå se ham i øjnene ligenu. Hun følte sig så svag de tårer som faldt og den sandhed som var blevet afsløret det gjorde ondt og lettede på samme tid.

[Deleted]

Darian følte virkelig at han havde svigtet hende dengang han virkelig burde have stået der sammen med hende og for hende for den sags skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde været hadet af hendes bedsteforældre, også selvom han havde givet sig selv det løfte, at han ville være der for Chrystal hvis det i tilfælde skulle ende med at gå helt galt i den anden ende.. Han havde stået der efter hendes forældres død, prøvet at forklare hende igennem hele hendes barndom, at han nok ikke ville blive meget ældre, at se på i hendes levetid og at han stadig ville gå rundt som en ung mand når hun ville være gammel og den forklaring havde i den grad ikke været helt nem altid for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Tvært imod, det havde virkelig været noget af det sværeste. Der var ikke noget mere besværligt end en piges mange spørgsmål og med et svar, så kom der bare ti nye og det havde været svært for ham at skulle give hende så logiske svar og forklaringer, men han havde i det mindste givet et forsøg. Nu var hun ramt af nøjagtigt det samme. Hun ville nok aldrig nogensinde blive gammel at se på, ligesom han selv ikke ville være det. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste.Det var jo trods alt bare en tanke og fornemmelse som han måtte bide i hende. Der var gået så mange år siden han sidst havde set hende. Han havde næsten glemt hvordan hun så ud, selvom hendes stemme havde været så genkendelig for ham. At hun skulle begynde at græde, var noget af det som undrede ham mest. Hvis der var noget som han ikke var den bedste til, så var det i den grad følelser, det var noget som han faktisk måtte bide noget så grueligt i sig, det var virkelig noget af det sværeste.. Det var nok det eneste som han ikke rigtigt kunne hjælpe hende med. Om hun bare havde fortalt ham det hele åbent og direkte dengang, så havde der virkelig ikke været nogen problemer overhovedet, det var jo så noget som de begge måtte kæmpe sig igennem for øjeblikket. "Det gjorde de virkelig.." mumlede han stille. Det sidste som han havde gjort, var at sammenligne hende med hendes bedsteforældre i ren og skær vrede, og det havde i den grad heller ikke været hans mening. Han skammede sig virkelig noget så frygteligt! Det sidste som han havde fortalt hende, var ord som var kommet i ren og skær vrede i den anden ende. Det var virkelig noget af det værste ved det hele og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han rystede på hovedet. Måske at han havde været der så ofte for hende dengang hun var lille, men han havde svigtet hende dengang hun havde haft mest brug for ham.. mest brug for at han stod der til at skulle give en hjælpende hånd uden at hendes bedsteforældre ville kunne få hende. Det havde i den grad ikke været nemt. "Jeg var der ikke den aften hvor der var hårdest brug for mig, Chrystal.. Som lille, der var jeg der altid for dig som din mor og far var.. Jeg svigtet dig på den dag, som skulle anses som at være den lykkeligste i hele dit liv.. Den skulle have været.." Han betragtede hende stille. Overfor hende, følte han virkelig ikke andet, end at skulle være helt ærlig i sin udtalleser, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom ovehovdet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt af hende, elskede hende som sin lille niece som han havde gjort igennem mere eller mindre hele hendes liv. Han var kommet til hendes bryllup med et smil på læben, sat den facade op, selvom det i den grad havde været så forbandet svært i den anden ende, det var der, at skænderiet var endt med at skulle bryde ud. "Det skænderi var heller ikke lige forventet.. Det er min skyld.. Jeg burde aldrig have sagt de ting som jeg gjorde.. Det hjemsøger mig stadig til tider.. alt det jeg sagde til dig den aften.. Det.." Han endte med at skulle tie fuldkommen stille ved hendes sidste ord. Det satte virkelig den hjertebanken af en følelse i hans bryst. "..." Han vidste virkelig ikke hvad pokker han skulle sige. At hun bare puttede sig ind mod ham og uden at skulle se mod hans øjne lod ham aftumatisk vide, at det var noget som gik hende på.. at det var noget som hun så brændende havde ønsket at skulle sige til ham. Han lod igen hånden falde stille og roligt mod hendes kind som han strøg ganske så stille og forsigtigt og samtidig som han måtte vugge hende ind mod sin favn. Han vendte blikket stille ned mod hende. Hun var ham virkelig noget så ganske særligt.. også selvom dette virkelig måtte sætte ham i en ubehagelig situation.. Han havde jo Kira hjemme. Hun ventede jo faktisk på ham på nuværende tidspunkt. Han kunne vel ikke være andet end ærlig overfor hende på nuværende tidspunkt og det var det som han ønskede sig.. Ikke flere mørke og dystre hemmeligheder, nu var det virkelig bare muligheden for ham, til at skulle lægge det hele klart for sig og komme ud med det, nu hvor han sad med muligheden. "Følelser er virkelig en mærkværdig ting min kære.." Han trak svagt på smilebåndet. Han vidste jo hvordan han havde det og hvordan han havde haft det. Nu hvor han vidste hvilken mening hun snakket om og hvilken stor betydning de ord havde, så.. Hvordan skulle man reagere uden at gøre det forkert? Han kyssede igen stille hendes pande. "Hvorfor tror du jeg reagerede som jeg gjorde dengang, Chrystal? Hvorfor dit bryllup gik mig så meget på.. Jeg elsker også dig, min kære. Jeg ønskede at stå i hans sted," sagde han stille. Ingen protest var kommet, udelukkende fordi, at han havde vidst, at det ikke ville føre til det mindste i den anden ende.. Det havde været hårdt, at bare erkende det tab af en fantastisk pige, han havde bare ikke givet sig noget andet valg.

[Deleted]

For Chrystal's vedkommende så var det virkelig ikke et svigt hele det bryllup var jo til for at hun skulle lærer at klare sig selv nu og det var inklusiv Darian, hun betvivlede i den grad at selv hvis hendes afdøde mand ville have ladet hende leve så ville han ikke lade den mand komme tæt på hende hun var ganske sikker på at hendes bedsteforældre havde sikret sig nok til at fortælle ham omkring den mand som gang på gang satte den følelse af hende der blev så tydeligt i hendes blik for alle andre end lige præcis den mand som burde vide det noget som på sit vis var en ganske fustrerende tanke. Han var stadig i live nøjagtig som han havde prøvet at skulle forklare hende da hun var lille, han lignede sig selv mens hun i dag for længst burde være død og borte nu sad hun ligeså foran ham ikke meget ældre end det som hun havde været da hun var gået bort ved døden ligesom hendes eleskede forældre, hvorfor hun så var den som var endt i levende live igen det vidste hun vitkelig ikke men det var forvirrende ikke mindst skræmmende, og i hendes øjne også ganske 'tilfældigt' at hun så endte med at skulle støde på ham som noget af det første måske det rent faktisk bare var meningen at hun skulle lade nogen vide hvad der var hændt hende og hvad som gennem alle de år hvilede på hendes hjerte, msåke det var meningen hun skulle fortælle ham hvad hun følte og hvad hun altid havde følt, før hun atter ville kunne ligge sig i døden og begrave sig en tanke som faktisk måtte skræmme hende at skulle ligge sig selv i det igen det var ikke det som hun lystede mest ikke efter hvad der var sket sidste gang. Følelser var for Chrystal nogle siom brude holdes langt væk men ligenu var alt så overvældende hun kunne bare ikke holde de tårer igen de løb deres egne veje og hun vidste ikke hvordan man holdte det igen, hun ønskede ikke at skulle gøre ham usikker men ligenu var hun bange, lettet og forvirret på en og samme tid og oven i det så meget andet hun vidste hverken ud eller ind hvad ville der egentlig ske om noget tid når Darian ville være tvunget til at tage bort fra hende igen kun på grund af den sol? Det var i det mindste noget hun fik med sig dengang han kunne ikke tåle solen. Det ville uden tvivl have været så meget lettere at skulle have fortalt ham det hele dengang, men det skænderi var ikke vnetet og det at blive samlignet med de mennesker som hun hadede mest i hele verden det gjorde virkelig ondt det var ikke ligefrem det som sagde hende at det var gengældt, og det var virkelig alt hun søgte. Et lille tegn af gengældelse men der var ligesom aldrig rigtig kommet noget "Den dag ville aldrig blive den lykkeligste i mit liv" påpegede hun kun med den sigende tone. Hun ville aldrig elske den dag ikke når den mand hun virkelig ønskede skulle stå i det sted sad et sted nede bag de nederste rækker og bare så til uden at vide noget som helst og nu var det vel på sit vis for sent? Han var kommet som hendes onkel uden tvivl, om det så kunne kaldes of rne facade eller ej vidste hun virkelig ikke bare at hans opførsel havde fustreret hende, ikke mindst hans ord "Vi sagde begge ting som vi forhåbentlig ikke mente, jeg gjorde ihvertfald" endte hun stille. Den tavshed sompludselig opstod lod hende kun putte sig godt ind til ham, næsten kun for at skulle komme så tæt på ham som muligt. Det var svært at blive sat i den situation nu var ordene sagte og hun var ganske sikker på at han forstod, hun lukkede øjnene stille ved hans blide strøg mod hendes kind det var kærtegns om hun kun måtte savne, det var i det mindste en lettelse at han ikke bare glemte hende. Hvem som måtte vente ham derhjemme var ikke noget hun måtte spekulere over, hun havde ingen idé, hun frygtede bare når tiden ville komme til at han ville være nødt til at forlade hende og hun atter ville skulle klare sig selv, hvad ville der ske med hende? Hun ønskede ikke flere mørke hemmeligheder melelm dem, ikke flere løgne som ville splitte dem ad nu, det var derfor hun barelagde kortenen på bordet hvem kunne vide hvornår hun ikke længere ville have muligheden fro at skulle gøre det? Følelser var virkelig en mærkværdig ting og de ord var frygtelig store og han vidste udemærket at det var det som hendes forældre opdragede hende med, at kæmpe for det hun ønskede og det hun elskede, og hun elskede ham derfor fortrød hun virkelig kun at hun ikke havde kæmpet for ham. De isblå øjne forblev skjulte bag hendes øjenlåg hun lyttede dog til hans ord, ord som virkelig måtte varme hvad hun så bed fast i, var at det var.. ".. Datid.. " hviskede hun stille mest af alt til sig selv uden at vide om han ville høre det eller ej. Ikke at det undrede rigtigt, hun vidste jo at han nok havde et helt andet liv idag, at han måtte elske en anden kvinde og det var intet hun hverken kunne eller ville bebrejde ham for hun var jo trods alt.. Død "Det mærkværdeige er.. At hvis jeg havde gjort som jeg var blevet opdraget til og kæmpet for sagen.. Så ville det hele have haft en lykkelig slutning" endte hun stille, tårerne var igen stoppet, nogets om kun var lettende hun ønskede ikke at han skulle se hende fælde tårer, hun skulle have kæmpet hun var skylden i at hun ikke fik hendes egen lyklige slutning hvor vidt han havde fået den.. Var jo så spørgsmålet.

[Deleted]

Darian ville virkelig have elsket, at skulle have mandens plads ved siden af hende og han ønskede det stadig. Han måtte jo snakke datid vel? Manden døde for flere århundrede siden. Han kunne tydeligt huske dengang at nyheden om hendes bedsteforældres bortgang var nået hans øre, hvilken lettelse det var, hvilket også var ekstremt længe siden efterhånden. Hvordan hun overhovedet måtte sidde der, måtte vel kun beskrives som en hændelse sket af ren og skær magi.. Ikke en gren som han kunne deltage i, selvom det i den grad også måtte ligge der et sted alligevel, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke Han havde tro på skæbnen og at alt sammen skete af en grund.. det var bare lige det faktum, at skulle regne grunden ud først og det var det som kunne tage tid. Han blev siddende der sammen med hende.. Nu kunne hun selv se med sine egne øjne hvad han havde ment med, at han ikke ville se meget ældre ud når hun ville være gammel.. Hun ville selv have været død for flere århundrede siden, hvis hun havde fået lov til at skulle falde som en gammel dame i en lun seng.. Det var i den grad det som han havde håbet på i den anden ende istedet for en alder af 17.. Det så heller ikke ud som om, at hun nogensinde ville blive ældre. "Det burde det have været min kære.. det burde det.." hviskede han stille mod hendes øre. Han vidste, at hun ikke havde været glad for at gifte sig, og det havde han bestemt heller ikke. .Det havde automatisk skubbet ham selv helt ud af billedet.. Han havde slet ikke været i nærheden af mennesker siden den aften.. Det var virkelig det som havde skubbet ham helt væk fra hende og det var virkelig også noget af det værste ved det hele. Han havde stået der efter hendes forældres død selvom det i den grad ikke havde været helt enkelt. Hendes bedsteforældre havde virkelig prøvet at skulle skubbe ham så langt ud af billedet, som det havde været dem overhovedet muligt. "Jeg mener virkelig ikke noget af det som jeg sagde den aften Chrystal.. Jeg undskylder virkelig." Han tog stille fat under hendes hage, og hævede hendes blik så varsomt og stille op i retning af sig selv for at skulle kunne have muligheden for at se hende i øjnene, der var virkelig ikke noget som han hellere ville lige i øjeblikket. "Du kan virkelig ikke noget som helst i nærheden af dine bedsteforældre.. Jeg undskylder virkelig.." sagde han stille. Hun var virkelig også den eneste som nogensinde havde hørt ham skulle sige undskyld, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han fortsatte så varsomt og stille de rolige strøg mod hendes kind. Han havde virkelig kun ment de ord, også selvom han havde været tvunget til at skulle sige dem i datid. Han vendte blikket stille mod hende, da det var det eneste ord som hun overhovedet måtte hviske. Han trak svagt på smilebåndet. "Har du nogen anelse om hvor længe du har været væk, Chrystal? Dine bedsteforældre og den mand døde for flere århundrede siden.. Jeg ønskede at stå ved din side i hans sted dengang.. Kunne jeg nu, så ville jeg gøre det.. Du er fri for dem nu, Chrystal.. og jeg er her.. jeg skal nok passe på dig.." Han lod hånden bevæge sig fra hendes kind af og stille henover hendes hår for at lægge sig godt omkring hendes skikkelse, som han valgte, at skulle trykke tættere på sig og tættere ind mod sin egen favn igen. Han ønskede virkelig ikke, at skulle give slip på hende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Nu sad hun der, der var ikke noget til at skille dem.. jo en ting.. Han havde jo Kira derhjemme og det var virkelig også det eneste som gjorde det hele værre for ham og det var i den grad heller ikke noget som han ville lade hende blive en del af lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun så ud til at have mere end rigeligt, at skulle tænke på, og at give hende en dårlig samvittighed for at skulle fortælle ham om hendes følelser nu.. Han havde jo ikke lyttet dengang.. udelukkende på grund af sig selv... og den forfærdelige følelse som han havde det omkring det bryllup og det faktum, at han ville miste den kvinde som han virkelig elskede og virkelig måtte holde af. "Det er aldrig nogensinde for sent at give op, min kære.. Det er noget som du bare må huske.." Han vendte blikket stille mod hende, hvor han igen prøvede, at skulle se hende i øjnene.. Et sted et onkel/niece forhold og alligevel.. Han ønskede virkelig, at hun skulle være sikker.. dengang var det ham som havde holdt hende sikker efter hendes forældres død.. HUn var den sidste tilbage fra den familie af og fra den side, hvilket virkelig var en lettende tanke for hans vedkommende. Den lykkelige slutning havde han fået.. troede han frem til at han igen stod foran hende, hvilket han aldrig nogensinde havde troet, skulle være muligt på noget som helst tidspunkt. Han førte hånden tilbage mod hendes kind som han strøg roligt og blidt. At sidde der med hende, var noget som efterhånden havde gjort ham rolig igen. Det var nu blot en kendsgerning som han havde accepteret, selvom det i den grad ikke altid var lige nemt - selv ikke for ham. "Jeg reagerede som jeg gjorde, fordi jeg var bange for at miste dig.. Jeg ville kæmpe.. jeg gjorde det ikke.. jeg burde.. Så havde jeg måske fået den lykkelige slutning som jeg ønskede mig." Han blinkede let til hende, en tydelig og klar hentydning kun ment for hende.

[Deleted]

Chrystal var frygtelig forvirret. Hun kendte intet til den verden som hun nu var blevet sat i, og det var direkte en tanke som hun måtte hade, måske manden var død, måske hendes bedsteforældre var døde, hun var jo end ikke klar over hvor længe siden det var efterhånden, og det var direkte fustrende! Så mange år var gået hvor han havde været den som sad ved hendes side gennem de svære tider, en lige der havde han virkelig svigtet ikke at hun bebrejdede ham for det på nogen måde, hun var jo selv uden om det på en måde, det var dumt at forvente at han ville stille sig ved hendes side i stedet for den mand som hun var tvunget i et ægteskab sammen med, det var ham hun altid havde elsket, selv i døden måtte hun have savnet ham, det kunne ikke være tilfældigt at de skulle møde snu, det nægtede hun virkelig at tro på. Et sted så havde hun end ikke selv nogen idé om hvordan pokker hun kunne sidde her, hun vidste at livet var blevet taget fra hende, men ikke hvor længe siden det var, hvert eneste minde måtte stadig side på hendes nethinde, og her sad hun i hans favn, kold.. Død, ligesom det som han selv var og altid havde været, og først nu forstod Chrystal hvad han i sin tid havde ment ved hans ord, han så ikke ældre ud end dengang, ikke meget om ikke andet, og ligeså gjorde hun vel ikke selv, under alt det mudder og voksende planter og sådan om ikke andet, der måtte hun endnu have skikkelse af den unge smukke kvinde på 17 der mistede livet. Begge var de klar over at hendes bedsteforældre hele tiden havde forsøgt at få ham skubbet ud af billedet, kun fordi han var ven af hendes afdøde forældre, og kun fordi han gang på gang vendte tilbage til hende bare for at holde hend ei favnen og hun var ganske sikker på at de hver gang så hvor ulykkelig hun følte sig når han atter måtte tage afsted og hvor let et smil som måtte hvile om hendes læber når han så endelig dukkede op og var der til at sidde med hende i favnen, der var bare det problem at lige til døden var han aldrig blevet skubbet væk, hun huskede hvordan håbet om at han ville protestere mod dere sbryllup havde banket som en besat i hende, hun ønskede at stå ved hans side, skænke ham sit ja frem for den dumme fremmede som stod ved hendes side og samme aften tog livet af hende som det mest venlige han gjorde ved hende alle de timer. Chrystal lyttede til hans ord, hun huskede endnu de ting som var blevet sagt mellem dem den aften og hun ville virkelig ikke tænke tilbage på det, hun havde jo ikke ment et ord! Han var alt andet end følelseskold, måske et væsen uden et bankende hjerte ja men derfor kunne han føle, det var jo noget som hun gang på gang måtte se "Vi sagde virkelig begge ting som ikke var ment, jeg er bare lettet over at vide at du ikke ser på mig som dem" endte hun stille. Tårerne var fornu hørt op selvomd et i den grad var gamle ar at ruske op i. Igen måtte hun lytte til hans ord.. Havde hun været væk så længe?! Hun nød virkelig hans blide strøg over hendes kind, de beroligede hende i den grad. En ting hun så bed mærke i igen 'kunne han nu så ville han?' En bekræftelse for hende selv, et sted så ville hun ej heller forvente mere "De er væk" hviskede hun stille mere som en gentagelse, næsten hvor man kunne høre lettelsen i hendes tone. Hun lod sig stille trykke mod hans skikkelse, puttede sig kun ind mod en trygge favn som hun virkelig kun have savnet. At der var en kvinde derhjemme var jo som sådan det som hun forventede, men intet hun rigtigt kendte til, hun ville ikke spørge det ville kun give hende dårlig samvittighed nu, at stille ham i den situation det ønskede hun ikke, det eneste hun ønskede var ærlighed sådan havde det altid været, ønskede han hende ikke, gengældte han ikke de følelser så måtte han tale af sit hjerte denne gang hun ønskede bare ikke at miste ham helt igen. Chrystal havde stadig den i baghovedet at selvom han ikke havde lyttet til hans hjerte, så lyttede hun ej heller til sit hun kunne stadig have fuldført planen og sagt nej, måske ikke myndig men man kunne jo stikke af, ikke at det havde gavnet hende, en tøs som hende vant til et trygt liv ville ende på gaden det var måske lidt den tanke som i sidste ende havde skræmt hende. Hænderne knugede om hans klæder, hun trykkede sig ind til ham som kunne hun ikke komme tæt nok på. Hun bed sig let i læben "Det er.. Aldrig for sent at få en lykkelig slutning" påpegede hun lettere tøvende, hun ville ikke hentyde til noget hun var kun kommet tilbage til livet for krot tid siden, og hvis det var ås længe hun havde været væk så ville hun ikke forvente noget som helst mere, selvom ønsket så brændende sad i hende.

[Deleted]

Chrystal havde virkelig ikke nogen grund til at skulle være forvirret og allerede der, var Darian fuldt ud klar over, at han nok skulle hjælpe hende i dette liv og i denne tilværelse, da han var klar over, at det nok var noget af en omvæltning fra det som hun var kommet fra og som hun var i stand til at huske. Hvorfor og hvordan hun overhovedet var i stand til at skulle sidde der, vidste han ikke, men han var i den grad forfærdelig glad for at se hende igen. Igennem næsten hele hendes liv, havde han været tvunget til at skulle forberede sig på, at hun før eller siden ville forsvinde. En ældgammel dame som ville sove ind i hendes lune seng og han ville fortsætte vandringen uden at have ændret sig det mindste. Bare den tanke alene, var mere end nok til at påvirke ham i den ene eller i den anden retning. Hvad angik manden og hendes bedsteforældre, så havde han virkelig også været forbandet fristet til at skulle lade dem lide en for tidlig død, selvom det var noget som Chrystals mor havde talt ham fra i sin tid, selvom det virkelig havde været svært, at rende rundt der, være sig selv og bare passe på hende, når der ikke havde været andre til at skulle gøre det. Han var kommet om aftenen, taget hende i favnen og bare siddet ved hendes seng til hun var faldet i den trygge søvn, selvom hun havde været klar over, at han så slet ikke ville være til stede, når hun ville vågne. Han havde fulgt hende igennem hendes barndom, hendes erfaringer. Han vidste allerede ganske meget om hende og det var noget som han aldrig i livet, ville give slip på i den anden ende, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Han blev siddende med hende der i favnen, prøvede at få hende trøstet og få hende helt rolig igen. Han havde virkelig ikke ment det som han havde sagt, tvært imod, så fortrød han noget så bittert, at han ikke havde åbnet kæften under hendes bryllup. Han havde lovet at sidde der, selvom det virkelig havde bristet hans hjerte, at se hende gå til en anden og da specielt nu hvor det var gået op for ham, at de havde ønsket det anderledes begge to. Han havde selv valgt, at skulle skubbe sig ud af billedet i den anden ende efter den dag. Det var der han havde holdt sig væk og endda givet hendes bedsteforældre nøjagtigt det som de havde ønsket igennem hele hendes liv - at han var væk og han forblev væk. Han vendte blikket stille ned mod hende og selv med et svagt smil på læben. Nu forstod hun vel også hvad han havde ment når han havde sagt, at han altid ville forblive som den han var.. Han havde ikke ændret sig synderligt meget. Skægget havde han ladet vokse en anelse og ellers var der ikke en stor forskel. Han var bare blevet mere mand at se på fremfor at være en lille ung knægt som han havde været dengang. Hånden lod han stille og roligt fortsætte over hendes kind og selv med det svage smil på læben. Han var lettet over at se hende igen. Han havde virkelig, virkelig savnet hende. "Jeg mente virkelig ikke hvad jeg sagde den aften, Chrystal. Det har hjemsøgt mig lige siden. Du er langt fra som dem.. Det er du virkelig ikke.." At hun blev rolig, var noget som han udmærket godt kunne mærke på alle måder, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende hvile tæt ind mod sig. De var væk og det ville de være for altid, om han så personligt selv skulle sørge for det! Lettelsen kunne han høre i hendes stemme.. At det jo så var ham selv som havde gjort kul på hendes 'ægtemand' fra dengang, var jo så ord som han undlod at nævne for hende. Han var jo det bæst et sted dybt inde. Et sted lettede hendes sidste ord ham faktisk også en hel del, det var virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. De mørke øjne fæstede sig endnu en gang til hendes skikkelse. Han fjernede hånden stille fra hendes kind, lod den falde roligt og stille, kun for at skulle gribe omkring hendes ved hans tøj. Sådan som hun knuget sig til ham. Det gjorde ham glad, samtidig som det faktisk også måtte bekymre ham en hel del. Han rystede på hovedet, hendes ord var helt og holdent sande, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt hende bare tæt ind mod sig. "Det er aldrig for sent, hvis man ved hvad man ønsker og kæmper for det," medstemte han roligt. Han havde givet op dengang, ladet hende gå vejen væk fra ham, selvom han så inderligt havde ønsket hende tæt på. "Jeg lyttede ej til mit døde hjerte dengang, min kære... Hvor jeg dog kan fortryde det nu," afsluttede han med en rolig stemme. Han talte virkelig kun sandt. Han havde aldrig nogensinde fortrudt noget som ehlst mere end det som han kunne gøre nu.

[Deleted]

Chystal var virkelig frygtelig forvirret, hun havde været død i så mange år? Hvordan verden overhovedet så ud nu, nu forstod hun i den grad hvorfor hun ikke genkendte den og det var faktisk en utrolig underlig tanke. Der var sket så meget, han var her stadig og det var noget som hun i den grad måtte være taknemmelig for, og alligevel så kunne hun kun sige sig at det faktisk måtte gøre ondt at det var sket for så længe siden, nu var det vel omkring.. Flere hunrede år for sent? Denggang hun var lille havde hun i den grad frygtet døden, det at skulle dø som en gammel dame fredeligt i sin seng, nu virkede det næsten som den rene idyl for hende i forhold til det som hun måtte gå igennem og alt for mange år for tideligt, det var noget som hun ville holde fast, det var sket for tideligt, lige der kunne hun kun have ønsket at hun ville have fulgt hendes hjerte som hun altid havde gjort og sagt nej i den kirke, det var hendes liv hvad gav dem retten til at bestemme, det var det som fustrede hende. Et sted måtte Chrystal mindes hendes barndom ved dette, hun huskede stadig hver lille detalje det var det som var det underlige, hun sad i hans favn nu hvor han roede hende ned, ligesom hun havde gjort det dengang hvile i hans favn til han fik vugget hende i søvn, komplet ligeglad med de bedsteforældre som hadede at han befandt sig i huset, det var et løfte som var blevet skænket hendes moder på dødslejet, at han ville passe på hende når selv hendes far ville være væk om det som hun havde troet ville være mange år. Det bryllup var et som hun for alt i verden ville glemme, det var ikke den rette mand at stå ved siden af, han havde altid været den som guidede hende vejen gennem livet og han bad hende gifte sig med den mand så selvfølgelig gjorde hun det, på trods hendes hjerte sagde noget ganske andet, Darian havde jo altid ret, set i hendes øjne, og det hele var endt på den måde det gjorde virkelig ondt, specielt nu hvor hun vidste at selv Darian dengang ønskede at skulle stå der, desværre ønskedehun det ligeså kraftigt nu som dengang. Det var så lang tid siden nu.. Hun så i hans blik, de isblå øjne der mødte hans der virkede så varme når det var hende han stod overfor, hun sendte ham et blidt smil, selvom det var så frygtelig længe siden så lettede det stadig at få de ord som hun havde længtes efter at høre, nemlig at de ord var ment ligeså megets om dem hun skænkede ham, han var ikke død eller følelseskold overhovedet, "Selvom det er flere år siden er det stadig lettende at høre de ord, Darian.. At vide det ikke kun var mig som sagde ting jeg ikke mente, med dit hjerte.. Din varme selvom du er kold.. Det var bare det eneste jeg havde at skyde med sten efter" hun trak svagt på skuldrene, med den tydeligt undskyldende mine. Hun var i den grad faldet til ro i hans favn, følte sig endnu engang tryg. Der var lettelse i hendes stemme, tanken om at de alle var døde, tanken om at han var der og både af eksistens og af hejrte det kunne ikke andet end at lette hende, at han så var den som havde gjort det af med hendes 'ægtemand' dengang var intet hun kendte til, uanset hvem end som havde ville være en helt i hendes øjne, den mand fortjente ikke livet. Blikket gled mod deres hænder hvor hun knugede omkring hans klæder, næsten i frygt for at han ville forsvinde om hun ville slippe grebet, hun kunne ikke komme udenom at han var dens om hun måtte knytte sig til lige i øjeblikket hendes eneste håb "Jeg vil kæmpe" svarede hun hurtigt dog ærligt med det sigende blik "Jeg vil kæmpe for den som ønsker at blive kæmpet for" tilføjede hun med et stille nik, puttede sig en smule ind til ham. Kulden rørte hende ikke, det var kun af ren og skær tryghed hun gjorde det.

[Deleted]

Darian havde givet hendes forældre det løfte, at han ville passe på hende og det var et løfte, som han i den grad agtede, at skulle holde, nu hvor det var kendt for ham, at hun faktisk stadig måtte være til stede, så var det noget af det, som spillede den største betydning for ham lige i dette øjeblik. Dengang havde han set væk fra det, som han selv måtte ønske, mest for hendes skyld, også selvom han havde været helt klar over, at det ville skubbe ham helt ud af billedet, og det var virkelig noget af det, som gjorde det hele meget værre. Manden var væk, hendes familie var væk og ham selv, så havde han heller ikke ændret sig så meget siden dengang, det var der heller ikke nogen grund til. Han var stolt af den som han var, også selvom han vidste, at han havde Kira hjemme som måtte vente på ham. Hun havde frygtet døden noget så meget dengang hun havde været lille og det var noget, som havde bekymret ham så meget, selvom han gang på gang, havde prøvet at fortælle hende, at det var en naturlig del af livet. Nok var han ikke død, men levende var han heller ikke, så man kunne fint sige, at de nu sad i den samme båd. Han blev siddende med hende i sine arme, også selvom at han vidste, at han ikke kunne sidde der for tid og evighed. Der var ikke så forbandet lang tid til, at han var tvunget til at søge indendøre.. Ligesom dengang hun havde været lille. Han var først kommet efter mørkets frembrud, selvom det var de dræbende blik, som han havde fået kastet i ansigtet af hendes bedreforældre, så havde det virkelig ikke forhindret ham i, at skulle sidde der og vugge hende i søvn. Han var bestemt ikke fejlfri, så han havde i den grad ikke altid ret. Han lyttede stille til hendes ord, hvor han selv ikke kunne skjule det så lette smil. "Jeg ved udmærket godt, at jeg er kold som sten, Chrystal. Det er jo bare fakta. Man siger meget når man er vred.. Tro mig, det har jeg oplevet så utrolig mange gange.. Specielt efter at du bare forsvandt for mig." Han hævede den ene hånd og lod den stille og roligt stryge mod hendes kind, så roligt og blidt og helt forsigtig, som var hun af skrøbeligt glas, som han var skide bange for, at skulle knuse på den ene eller den anden måde. Han fortrød virkelig, at han ikke havde gjort mere ud af det, som han havde gjort, selvom det nu måtte høre fortiden til, så var der virkelig ikke meget mere, at skulle gøre ved den sag. At hun sådan måtte klamre sig til hans tøj, var noget som blot fik ham til, at skulle lukke hånden omkring hendes ,også for at vise, at han blev der. Han havde i den grad ikke nogen intentioner om, at skulle gå nogen steder og specielt ikke for at lade hende sidde alene igen, i en verden som var hende så forbandet ukendt. Hendes bedsteforældre havde virkelig aldrig haft en betydning for ham overhovedet. "Jeg går ingen steder min kære," hviskede han stille. Han vuggede hende ganske så roligt og forsigtigt i hans arme. Han strøg hendes håndryg ganske så roligt og forsigtigt. At hun gik under betegnelsen af et omvandrende lig, for ikke at glemme, at hun havde lugten som et af dem, var virkelig ikke noget som havde nogen betydning for ham det mindste. Hun ejede ej et bankende hjerte, så det gjorde det virkelig også det nemmere for ham, at skulle være tæt på hende, uden at ønske at sætte tænderne i hende. Han var jo trods alt et rovdyr et sted så dybt inde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes sidste ord, fangede dog hele hans opmærksomhed som omgående måtte vendes i retningen af hende. Ikke at det overraskede ham, nu hvor han kendte til hendes dybe hemmelighed. Hvis hun dog bare havde fortalt ham den selv direkte dengang, så havde de nok stået i en helt anden situation.. - Ham som en enkemand og hende som havde været død i århundrede, selvom det nu ikke var noget som han ville tage som en direkte negativ ting. Tvært imod. Han beundrede de gamle mennesker som kunne lægge sig i seng sent om aftenen og faktisk bare sove ind, for det ville aldrig være noget som han ville være i stand til. Han lukkede hånden stille omkring hendes og trykkede den roligt. "Så kæmp for mig," endte han dæmpet. Det var ord i deres ærlige udtalelse på alle måder, det var slet ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overfor hende. Det magtede an så sandelig heller ikke.

[Deleted]

Darian havde givet hendes forældre det løfte at passe på hende,og det var noget som han til dels havde formået, hun havde endnu ikke være myndig da hun var gået bort på den måde, men hendes bedsteforældre var dem som på et papir bestemte over hende, det var begrænset hvor meget han kunne gøre, hun gjorde blot hvad han bad hende om og dette var hvor det førte hende hen. Et stille suk forlod hendes læber, det var en underlig tanke det hele. At hun var død og nu sad her, og at han endnu levede, det var alt sammen så underligt.. tanken om hvordan det hele kunne have set ud om det var blevet afsløret dengang for så mange år siden, hun kunne være døet fredeligt i en gammel seng, mens Darian ville holde om hendes hånd, kysse hende farvel og sige at han elskede hende, det ville have været den rene idyl og alligevel så ville hun aldrig have sat ved ham nu, hun havde virkelig troen på at skæbnen fandtes, og det var i den grad den som måtte spille ind nu det var hun virkelig slet ikke i tvivl om. Darian havde skubbet sig selv ude af billedet og tvunget hende til at vølge en vej som hun ikke ønskede at gå, ikke at hun bebrejdede ham hun ville i den grad bare have ønsket at han havde fulgt sit hjerte g stoppet hend ei hendes livs største fejltagelse og også den sidste hun nogensinde ville begå, få tinmer efter lå hun i søen druknet og kold. Hun kendte absolut intet til den kvinde som måtte vente ham derhjemme, eftersom han intet fortalte hende havde hun jo kun de ting at gå ud fra, og det var det som måtte drive værket, også grunden til at hun et sted bar sig så pokkers forsigtigt ad, hun ville ikke træde forkert og dermed ende med at miste ham, hun ville ikke overleve alene det var helt sikkert. Solen ville gå op om ikke specielt lang tid, hun vidste at han snart måtte søge indendøre han havde utallige gange forklaret hende at solen ikke var god for ham, lige der måtte hun frygte hun selv ville ende med at stå alene tilbage og bare prøve finde vej fra dette sted, gå mere i ring og aldrig finde ham igen, hun var virkelig bare bange for at han skulle gå fra hende, lige der kunne man roligt sige at hun virkelig behøvede ham, "Du er kold som sten, Darian.. og dit hjerte er ligeså dødt som din krop men i den grad ikke hvad angår følelser, jeg som lille pige kunne se du holdte af mig, jeg var aldrig nogensinde i tvivl derfor den store tillid.. Hvad der blev sagt den aften i vrede det var ikek sådan det skulle have været jeg mente intet af det og det er noget som jeg stadig den dag idag må beklage" endte hun stille næsten med en direkte undskyldende tone. Hånden knugede fast om hans klæder, kun for at hun kunne knuge sig ind til ham, den tryghedsfølelse kunne hun lige i øjeblikket ikke få nok af. At høre ham sige at han ville blive lettede en del men hun var stadig bange for at slippe ham, hvordan han overhovedet kunne sidde tæt på hende forundrede hende virkelig, hun vidste at hun bar lugten af død hendes krop var beskidt, ligeså bleg som hans hun var et omvandrende lig, hvad det indebar var hun jo så endnu ikke rigtigt klar over. Hånden hvilede stille i hans, de ord fik hende i den grad kun til at vende blikket mod ham og næsten med et løfte om at hun får et kort øjeblik følte hendes hjerte banke, og et lille smil måtte passere, hvis han ville kæmpes for så ville hun i den grad kæmpe til den dag han kunne se hend ei øjnene og give hende ord som hun kun havde drømt om i hendes vildeste fantasier "Så kæmper jeg.. Til den dag jeg dør" hviskede hun med en blid ironi. hvor længe det ville vare? Kunne hun overhovedet dø i teorien var hun jo allerede? De mange spørgsmål måtte stilles senere, hun behøvede svar. Stille lænede hun sig frem, platede et blidt kys mod hans kind, kun for atter at putte hovedet mod hans bryst.

[Deleted]

At hun var død, var noget af det, som gjorde dette så mange gange nemmere for Darian. Han havde som oftest siddet med hende i favnen på denne måde og med den umådelige frist til at skulle sætte tænderne i hende, det var slet ikke noget, som han havde i dette øjeblik, hvilket han var yderst taknemmelig for. Det var blot den effekt som et bankende hjerte, kunne sætte i ham, den ekstreme store frist til at skulle tvinge det til at stoppe, ligesom hans eget aldrig nogensinde havde banket mod hans bryst nogensinde. Det var bare en kold ting som alligevel var ham selv så yderst værdifuld i den anden ende. Han holdt hende tæt ind mod sin egen favn, lige nu ønskede han virkelig bare at hun skulle føle sig tryg og sikker, alt andet var ham fuldstændig ligegyldigt på alle måder ,som man overhovedet kunne tænke sig frem til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Ha ntrak svagt på smilebåndet og med blikket hvilende på hende. Hun var virkelig en fantastisk kvinde, ligesom hun altid havde været. Om muligt, hvis alt var gået som han havde ønsket det, så havde han siddet ved hendes side i sengen, kysset hendes hånd farvel ved hendes dødsleje og sige, at han for altid ville elske hende, for det, at skulle tage livet fra hende, var slet ikke noget, som han nogensinde ville kunne få sig selv til. Nok ville han se ud, som han altid havde gjort det, men det ville virkelig ikke have nogen betydning for ham. Hun var ham værdifuld og det var det indre som havde den største betydning for ham, alt andet var virkelig fuldstændig ligegyldigt på alle tænkelige måder. Hun skulle virkelig ikke være bange for at træde forkert ved ham ,det var jo trods alt også det, som man måtte lære af. Han havde selv sørget for at den mand, som hun skulle være gift med, var afgået ved døden længe før det havde været hans tur og han fortrød ikke det mindste, for han havde godt ænset hvordan den mand havde behandlet hende, og det var virkelig ikke noget, som han ville have noget som helst, at gøre med længere! Det var også den eneste gang, at han havde næret sig på noget i ren og skær vrede og bare ønsket dem en så smertefuld død, som det havde været ham overhovedet muligt og han havde gjort det, ingen tvivl om det på noget tidspunkt. Han nikkede stille til hendes ord. ”Jeg er et bæst, Chrystal.. Jeg ved udmærket godt hvorfor dine bedsteforældre så på mig med det blik. Jeg er død, jeg er kold som sten.. jeg slår ihjel for min overlevelse, men ej følelseskold.. Jeg skænkede dine forældre det løfte om at passe på dig og det har jeg i sinde, at skulle iagtage og sørge for vil ske.. Du er mig så frygtelig værdifuld,” sagde han stille. Han mente dog hvert eneste ord og hver eneste udtalelse, af det som han fortalte hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Måske, at der var gået så uendelig mange år, så var det ikke noget, som havde nogen direkte betydning for ham, på nogen måde overhovedet. Han holdt noget så frygteligt af hende. Han skulle nok få hende vasket, det var uanset snart ved at være tid for ham, at skulle søge væk inden solen ville stå op. Det ville slå ham ihjel, at blive siddende her meget længere og han vidste det. Han så igen på hende med et roligt og stille blik. Han trak let på smilebåndet. ”Min kære.. du er allerede død,” påpegede han med en lettere drilsk stemme. Han havde intet imod, at skulle joke med døden eller noget som helst på den måde, overhovedet, det var der ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var noget som han gerne kunne stå ved. Han var jo død selv og han vidste det, det i sig selv, som blot var en tilværelse som han bare måtte acceptere, da det jo bare var det som han jo måtte være i den anden ende. ”Vi må videre herfra.. Jeg må ikke være her, når solen står op,” fortalte han stille efter et kortere øjeblik, hvor han kun ganske kort havde ladet blikket glide i retningen af horisonten igen. Han bed sig let i læben. Det var meget snart på tide, at søge indenfor et eller andet sted, hvor det var muligt for dem, at skulle være alene, det var noget a det som han i så fald, også ville ønske som det meste lige netop nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Du ved vel hvad solen gør ved mig?” spurgte han dæmpet, da han endnu en gang, valgte, at skulle vende opmærksomheden i retningen af hende.

[Deleted]

Chrystal vidste ikke meget om det væsen som han måtte være en del af, men hun kendte til de vigtigste detaljer. Hun vidste at hendes hejrtebanken altid havde været det som måtte firste ham og nu var det ikke længere i stand til at skulle gøre det, et sted var det vel en god ting? Til tider huskede Chrystal udemærket måden han til tider havde vendt ansigtet væk fra hende når hun var mest bange og hendes puls bankede fast og hårdt, og hun huskede at hun end ikke bebrejede ham for det kun fordi hun var klar over at det eneste grund til at han måtte gøre det, var som for ikke at skulle ende med at skade hende frem for at beskytte hende som var blevet hendes forældre lovet, og nu kunne hun sidde der uden at skulle gøre ham nervøs på den ene eller den anden måde. Hovedet blev puttet blidt ind mod hans bryst, hun nød kun at sidde der i den favn som altid havde formået at skulle fjerne hendes tårer og gøre hende tryg, og nu sad hun kun tilbage med den frygt for at han ville ende med at være væk, før eller siden måtte han jo tage afsted og kunne hun så fortsætte med at gå rundt i ring? Alene og forvirret? Hun hadede virkelig den tanke, ikke mindst fordi det ikke lignede hende at føle den panik, hun var en type der bevarede roen, men her var det ikke muligt. Chrystal gengældte hans smil uden tøven, det var første gang hun for alvor var rolig nok til at gøre det, d´tingene var ikke gået som det hun havde ønsket, hun havde ikke fulgt hendes hjerte og ikke været direkte ærlig overfor Darian den aften, og det resulterede kun i en alt for tidlig død og uden Darian på nogen måde, lige der kunne hun vel ikke komme uden om at hun til tider havde drømt om hele den scene i hovedet, hvor hun ville ligge smuk som hendes mor gjorde det på sengelejet, og hvor han ville sidde ved siden af og knuge hendes hånd ind i sin egen, og deres perfekte lille søn ville sidde der og være stærk, prøve at være manden i huset selv over sin far.. Det var sådan hun huskede hele scenen selv. De liv som Darian havde taget var hende virkelig ukendt, et sted ville hun end ikke hade ham for at have gjort det, hun ville vel være ligeglad? Og det var faktisk en tanke som skræmte hende, var hun ved at blive et sådant bæst allerede uden en hjertebanken? Uanset om det så var mennesker hun havde hadet så gav det hende virkelig ingen ret til at tænke i de baner og hun vidste det, "Jeg er også død, Darian.. Mit hjerte slår ikke og jeg er kold som sten.. Det er ikke begrundelse for at du ikke skulle have et hjerte, du har altid passet på mig, men den aften skulle jeg virkelig bare have et eller andet at kaste efter dig og det var oplagt, det var jo hvad de plejede at sige" hun bed sig let i læben, hun havde ikke lyst til at tænke på hendes bryllup, det var kun noget som forivrrede hende og kunne frembringe de tårer i øjenkrogen når de mange billeder endte med at skulle vende tilbage til hendes sind. Der var gået så mange år, åbenbart, og hun måtte igen sidde der og med ærlige ord kunne sige at inngen af de følelser som Darian i sidste ende nåede at sætte i hende før døden, var forsvundet nu, en underlig tanke, meget havde vel ændret sig siden dengang? En smuk kone, en flok børn rendende omkring? Et sted stak den tanke faktisk lidt til hende, men hvem kunne bebrejde ham hun havde jo været død i ja.. Frygtelig lang tid. Blikket søgte hans, hun betragtede det med hendes egne isblå. Hans krop var kold men det var intet hun lod sig mærke af, ikke når hendes egen var ligeså kold. For nu måtte hun ve bare vænne sig til at det var sådan det måtte være? At hun var død? Og det at joke med det var vel en ganske god start? Hun nikkede stille til hans ord "Så må jeg kæmpe for dig i evigheder" påpegede hun med en lettere drillende tone. Hun var så frygtelig beskidt, et bad ville virkelig gøre godt, hun følte sig som et omvandrende monster, det kom hun ikke uden om. Man kunne rolgit sige at Chrystal vidste hvad der ville ske med ham i solen, det havde han nævnt for hende for ganske mange år siden, lige der var hun klar over at de måtte væk, hvad hun så reagerede på, og kun med lettelse, var det at han sagde 'vi', han ville ikke lade hende alene, "Jeg husker det, Darian.. Vi må finde et sted" medstemte hun med et stille nik. Hun ville ikke være til bevær men hun ville så sandelig heller ikke blive hvilende her alene.