The ice queen

[Deleted]

Aftnen var stille faldet over himlen, efterladt den i en mørkeblå nuance hvor de klare stjerner så småt var begyndt at skulle titte frem, danne sig det sædvanlige stjernetæppe, og med den store runde måne som måtte stå højt og mere prægtig end noget som helst andet, kaste det blege skær ned over jorden. En mild vind hærgede stille, sneen var hørt op, dermed ikke sagt at detike var koldt, istedet var is blevet lagt under og gjort det glat at træde omkring sig. Chrystal bevægede sig med yderst forsigtige skridt frem over den glatte jord. De sidste par dage var alle tilbragt i en skov hun ikke ante hvor var, det eneste hun egentlig var sikker på var hendes eget navn resten kendte hun intet til. I løbet af aftenen var det begyndt at tynde ud i de mange træer, det var som hun nærmede sig en form for udkant.Efterhånden måtte hendes ben også sige stop med de mange dage hun efterhånden uafbrudt forvirret havde vandret frem og tilbage. Det sidste hun huskede.. De kolde øjne, den varme ånde, hans greb omkring hendes håndled, og kampen om at skulle trække vejret til hun blev kastet i det kolde vand. Hvor lang tid siden det var nu, vidste hun virkelig ikke, det var som enhver fornemmelse af tid og sted var forsvundet. Det lange sorte hår - Uglet efter det hun havde været igennem og med den ekstremt blege hud som måtte gøre hendes læber endnu mere blå, langt fra af kulde den følte hun ikke på nogen måde, det var underligt, og det var på trods af hun absolut intet bar over kroppen, dræbt nøgen hun havde ingen mulighed haft for at skulle fine nogen overhovedet, desuden dækkede det tykke lag mudder og de vandplanter som var begyndt at vokse op omkring hendes krop, og nu igen begyndt at falde væk, en god del. Deisblå øjne så frem for sig, et sted havde hunmest af alt lyst til at skulle opgive, da en lysning endte med at vise sig for hendes blik. For første gang i flere uger fandt et smil frem over hendes læber, hun satte i løb selv over den glatte jord, ud af skoven til den lysing, nåede netop på toppen af bakken da hun måtte vrikle om og falde direkte på snuden foran den spejlblanke sø der var frosset til is. På trods månen og stjernerne spejlede sig lystigt i den glatte overflade så svandt smilet bort. Blikket var gledet op fra jorden, hun følte smerten men ignoerede den den var intet i forhold til hvad hun tidligere havde oplevet. Stille satte hun sig stille, trak en smule tættere på breden. Alt den vandren og til ingen verdens nytte, tilbage præcis hvor hun var startet. Hun vidste ikke hvor hun var, hun vidste virkelig intet det var forvirrende og hun ville et sted ønske hun endnu bare var død! Stillefoldede hun benene op under sig, slog armene omkring dem og gemte ansigtet stille mod hendes knæ, mens tårer stille endte med at skulle trille over de blege kinder uden hun følte det det mindste.. Det var ikke meningen hun skulle være her og hun vidste det, hun burde endnu ligge under endnu en vinter med isen som overfladen, død og begravet ude af stand til at tænke eller for den sags skyld føle som hun gjorde nu, tilbage til en form af menneskeligt liv.

[Deleted]

Darian havde taget hele turen fra Dvasias by efter hans møde med Gaia. Han havde virkelig bare brug for luften nu, det at kunne køle ned igen og tage det hele stille og roligt, inden han ville søge hjemover mod Kira igen. Hvordan pokker han skulle fremstille dette og få det hele forklaret for hende, af hensyn til det som var sket, vidste han virkelig ikke.. Om han overhovedet burde forklare det møde for hende, hvad der overhovedet var sket i den anden ende? Han sukkede indædt og gik igennem den store by for at komme ned mod søen. Hans gang var dog relativt hurtig og den kunne virkelig ikke gå hurtig nok! Han ville væk fra Gaia. Det var virkelig så frygtelig forkert og han vidste, at det selv tydeligt kunne være lidt skævt mellem ham og Kira allerede nu til dags og han ønskede virkelig ikke, at det skulle gå helt galt med hende også, som det havde gjort igennem så meget af hans liv. Mange af dem som han havde snakket med igennem hans liv. Han havde virkelig mistet mere end det som han havde modtaget igennem hans tid på denne jord, at han virkelig ikke ønskede, at miste mere nu. Kira var det som han havde nu. Hvor Encina var når han ikke så hende, havde han jo heller ikke nogen anelse om, så hvad han havde, at skulle holde om, vidste han ikke, hvis det skulle gå helt skævt med den kære Kira nu. Kutten var godt trukket over hans hoved, da han valgte, at skulle gå hastigt ned mod søen. Det ville være den letteste vej til Peula efterhånden. At komme igennem skoven, passere søen og så komme hjemover mod stranden i Peula. Det var virkelig også det som var hans mål. Han nåede ned mod søen. Den store måne hvilede stort og tungt over dem, selvom det nu ikke var noget som fangede hans interesse det mindste. Månen havde altid været det eneste som han havde set. Han havde aldrig nogensinde set solen.. Om han skulle se den en dag, så ville det i den grad være det sidste som han ville se nogensinde og det vidste han. Mange historier havde han hørt om solen, selvom det nu ikke var noget som han ville tænke mere over. Han havde næret sig i aften, havde lige smidt den yndige tøs ned i grøften på vejen. Tungen gled kort over hans læber, hvor han måtte fange de sidste dråber. Helt forladt i sine egne tanker, havde han valgt at skulle vandre ned til vandet, hvor han med en let hånd slog hul nede ved kanten af isen for at vaske blodet af sine hænder. Hvem andre som måtte være i hans nærhed vidste han virkelig ikke og ikke var det noget som han direkte tænkte over lige nu. Han sukkede indædt, fyldte vand i hænderne, som han havde valgt at skulle forme som en skål og smed det op i ansigtet, så han virkelig kunne vågne oprigtigt. Han rystede det af hovedet igen, da han havde valgt, at lade kutten falde. Hænderne strøg han kort igennem det halvlange hår idet han rejste sig igen. Blikket vendte han kort op mod stjernerne og med et tydeligt eftertænksomt blik. Han rystede let på hovedet igen, han måtte virkelig ikke falde i staver nu! Han nåede kun lige at vende sig om, da han fik øje på en anden skikkelse. Han tvang sig selv til at blive stående, betragtede hende med et roligt og fattet blik. Tænderne blottede han kun en anelse i hans mundvige, blot ment for en sikkerhed for hans eget vedkommende, nu hvor han jo egentlig var så utrolig tæt på. Hvorfor havde han ikke set hende? Med langsomme skridt, gik han mod hende. Blikket hvilede fast til hendes skikkelse, han var jo stadig et rovdyr og hun et bytte i hans øjne. "Hvem er du?" spurgte han kortfattet, en følelseskold og forladt tone var det som tydeligt var endt i brug, ligesom han gjorde det overfor alle og enhver fremmed for ham, som han måtte møde på sin vej.

[Deleted]

Chrystal kendte intet til den verden hun var vågnet op til, den sovende Tornerose vendt tilbage, fået kysset af en prins som i dette tilfælde var en mand der havde begået en fatal fejl for uger tilbage, vel end ikke klar over det havde resulteret i hendes genoplivling. Der var intet tilbage ud over minder, og et lille håb om at blive fundet, et lille håb om at skulle se et kendt ansigt, men igen hun vidste virkelig ikke hvor langt tilbage det lå, hendes familie var jo alle mennesker, de ville måske have været døde for flere tusinde år siden for alt del. Tårerne strøg lydløse over kinderne, gennemsigtige som små perler af salt der stille efterlod sig en bane der i den kølige frise måtte gå hen og fryse fast til hende, ikke en kulde som hun følte, kroppen var død for de fysiske, hendes hjerte hamrede ikke, hvad var hele meningen overhovedet med hun var i live hvis det var som dette? Med den bedårende skønhed skjult bag mudder og ar, det samme ar fra den nat, kniven som var blevet stukket i hendes bryst, den smerte hun endnu måtte huske, den nat var det sm fik hende til at føle sig beskidt ikke det faktum at hun havde befundet sig død og drukken under vandet i x antal tid. At en skikkelse var det som måtte nærme sig hende opfattede hun ikke, skjulte sig stille, lydløs som intet andet, tilbage hvor hun var startet. Aldrig havde Chrystal været den type som satte sig ned som nu og græd, uanset hvad som var sket så havde hun været stærk, men hun følte det som var hun en forvokset baby i en voksen krop, uden sind og erfaring nok til at vide hvor eller i hvad hun egentlig levede. Stille så hun op, lod hånden køre gennem de mørke lokker til fingrene måtte stoppes af det ugl som var kommet i det efter blot få centimeter. De isblå øjne.. Funklende som stjernerne et sted op over dem, med en intens og dog så fortabt gnist. Stille faldt det mod den skikkelse som havde nærmet sig. På længere sigt genkendte hun den ikke, det blev dog hurtigt klargjort for hende at det var en mandelig bygning, ikke noget som ligefrem måtte gå hen og gøre hende den mindste smule rolig, hun følte sig utryg i det selvskab efter det sidste bryllup. Hun så mod hendes slanke fingrer nu hvor det minde poppede op, så den ring som måtte skinne så smukt på hendes finger, bundet til hende lige til hendes hjerte selv ville vælge vejen, en tanke som måtte gøre ondt. Hvem ville nogensinde forelske sig i et.. Lig? Og var kærlighed i det hele taget noget som stadig eksisterede? At han kom tættere på lod hende sidde mere eller mindre stiv... Var det muligt at dø mere end en gang? De tanker som måtte farer gennem hendes hovede. Månelyset faldt til skikkelsen som endte foran hende, hvor en måben var noget som hun ikke var i stand til at holde væk, følte næsten en form for lettelse.. Næsten med en ren reaktion endte hun med at skulle springe op, kun for at slå armene om hans hals trykke sig ind til ham "Onkel Darian" hviskede hun stille, den blide dog så hæse tone stemmen var ikke noget hun gjorde brug af specielt ofte, navnet som havde hun endnu blot været den lille 8 åriget pige der forgudede hendes forældres mest nære ven "Du ved ikke hvor glad jeg er for at se dig" hviskede hun endnu engang, skjulte blikket mod hans skuldre mens de lettende tårer måtte ende med at skulle trille ned, alt i alt mens hun knugede sig ind til ham.

[Deleted]

Chrystals familie var nok faldt for længe siden. Efter hendes mors pludselige død og faren med efter adskillige år, så var hans egen kontakt til dem i den grad bare forsvundet og glemt. Han havde gået sine egne veje, selvom det havde været på både godt og skidt. Hans besættelse af dene sensuelle dæmon som han havde mødt her til aften, hans kæreste som han havde hjemme, hun ventede vel på ham der? Den nøgne kvinde.. Hendes form havde allerede afsløret hendes køn, men lige hvem det var, havde han virkelig ikke nogen anelse om oveerhovedet. Det faste blik hvilede på hende. Hun virkede bange for ham, et sted hvor den tanke i den grad også måtte more ham en hel del. Det var virkelig længe siden, at han for alvor havde ladet det bæst komme frem i ham. Ikke at han nåede at reagere det mindste på hendes udseende eller noget som helst overhovedet. Han nåede kun lige at åbne munden da han var kommet tæt nok på, hvor han tydeligt kunne se, at hun absolut intet havde at skjule kroppen med, inden hun valgte, at skulle kaste sig om halsen på ham. Han stod fuldkommen stiv. Det var i den grad ikke ventet! Han blinkede næsten panisk med øjnene. Denne form for nærkontakt havde han aldrig været særlig god til og specielt ikke med tanke til at gøre det med andre end Kira som vel måtte sidde hjemme og vente på ham. Han havde allerede noget af en forklaring at skulle komme med og han vidste det.. Han følte virkelig ikke for at skulle forære hende sandheden, det ville da først for alvor gå galt, og det var da noget som han slet ikke ønskede sig, skulle ske. Han bed sig tydeligt i læben.. Hendes ord.. Onkel Darian? Kun havde han oplevet en kalde ham det før. Om muligt, så endte han mere bleg i ansigtet. Han havde hørt om hendes forsvinden.. Hun burde da være død for lang tid siden? "... Chrystal?" spurgte han chokeret. Han havde forberedt sig på det for mange år siden.. Som mennesker ville de jo dø i løbet af et århundrede, selvom det nu var en bortgang som var ham vær nok som den var. Hvad der var sket, vidste han ikke. Hans kontakt til familien havde været brudt for længe siden og endeligt først, da ingen kunne eller ville forklare ham hvor pokker Chrystal var endt henne.. Ingen havde vel vidst noget som helst? Han tvang hurtigt kappen af sin egen krop, kastet den om hendes egen, hvor han derefter lukkede hende ind mod sin egen favn. Hvordan hun kunne rende rundt herude nu, forstod han virkelig ikke. Hun var menneske.. hun burde være død. Han tyssede varsomt på hende og vendte blikket mod hendes skikkelse. Var der noget som han havde problemer med at takle, så var det i den grad menneskelige følelser.. Han vidste virkelig ikke hvordan pokker han skulle reagere på det! "Jamen.. hv..hvordan? Det.. det giver.." Han suikkede indædt og rystede så igen stille på hovedet. Han trykkede hende varsomt ind til sig. Han havde virkelig ikke set hende i så ekstrem lang tid.. En løgn ville det i den grad være, hvis han benægtede, at han ikke havde tænkt på hende, for det havde han virkelig. "Jeg er også virkelig.. virkelig glad for at se dig.." tilføjede han stille. Det i sig selv, var i den grad en stor og tydelig sandhed. Han tvang sig ned at sidde, bevidst, hvor han valgte, at sætte sig med ryggen mod vinden, så den ikke ville ramme hende som sådan. Hun måtte da fryse og noget så frygteligt? Han pakkede kappen godt omkring hendes skikkelse og trykkede hende ind mod sin kolde krop. "Du.. Du burde være.." Et sted kunne han virkelig ikke få sig selv til at sige det.. Det stank væk af død.. Det var bare en eller anden sjov fornemmelse som han sad tilbage med, ikke fordi at den følelse var behagelig. Tvært imod, det var den bestemt ikke, men et sted havde det jo været noget som han havde været en del af igennem så lang tid. Det var jo hans lille niece. "Fald til ro.. Fald til ro min pige.." endte han stille. Han lagde hånden stille bag hendes hoved og lod hende hvile ind mod hans skulder, nøjagtigt som dengang hun havde været helt lille.

[Deleted]

Chrystal vidste at hendes familie var bestået af rene og skære mennesker, de ville være faldet bort uanset, det var jo så der hun virkelig heller ikke forstod sig på det faktum at hun var i live, Nathaniel havde tydeligvis prøvet at forklare hende det, men hun forstod det ikke. Magi? Ja hun huskede udemærket at det havde været en verden for magiske væsner var en del af sammenfundet, men var det endnu det som de måtte leve i? Så kunne det da vel ikke være så frygtelig længe siden hun var gået i døden, og da slet ikke når Darian nu stod foran hende, lignede helt den mand hun huskede ham som fra dengang. Den kvindelige krop gjorde kønnet ganske tydeligt, ikke mindst fordi hun ingen klæder bar, intet til at beskytte mod den kulde som hun et sted ikke følte ud over en underlig stikkende fornemmelse, kun den mudder som måtte tildække hende blot en smule efter alt den tid forladt i vandet. Et sted frygtede hun at han ikke ville huske hende, lige nu var han som sendt fra himlen, så forvirret, bange for alt andet end ham at se noget blot lidt genkendeligt var noget som hun virkelig kun priste sig lykkelig for. Hun knugede sig ind til ham, lod armene forblive omkring hans hals, alt i alt mens hun måtte lade hovedet skjule sig mod hans bryst. Tårerne var umulige at holde tilbage, et sted komd e kun af ren og skær lettelse, tanken om hun ikke længere var komplet alene. Det at han sagde hendes navn var noget som virkelig kun lod endnu en sten falde fra brystet, hun var ikke blevet glemt "Mmm" hviskede hun stille så tæt puttet mod hans bryst som var hun endnu en lille hjælpeløs pige der netop havde mistet sin kære moder. Inden hendes død havde hun uden tvivl været den stærke go stædige han havde jo selv været den som havde skændes med hende inden brylluppet fordi hun havde fortalt om planen om at skulle sige nej når præsten ville ende med at spørge hende, det var tvang.. Havde hun dog blot lyttet til hendes hejrte ville dette måske aldrig være forekommet. Efter hendes fars mystiske død så havde der jo kun været hende og hendes bedsteforældre tilbage som hun selv kendte til, og efter hun døde.. Hendes bedsteforældre måtte vel være gået i døden nu også? En tanke som virkelig slet ikke gjorde ondt, for hendes del så var det det som var bedst for alle parter.. At hendes bedstefar jo så havde vist sig at være hendes sande far var det som hun ikke havde fortalt nogen end ikke Darian. Kappen som endte omkring hendes krop gjorde som sådan ingen forskel, ud over det at han holdte om hende på den måde skabte en utrolig tryghed. Hun trykkede sig til hans krop næsten i frygt for hun om få sekunder ville vågne og finde ud af dette blot var en drøm at hun endnu var alene, at det kun havde været hendes ømme fødder som havde sat stop og ladet hende falde "J-Jeg ved ikke h-hvordan det skete.. Det ene øjeblik var jeg.. og så det næste" hviskede hun hjælpeløst uden rigtigt at vide hvad hun egentlig ville sige, hun vidste jo end ikke hvordan pokker det egentlig var sket. Hun lod sig glide ned med ham, lod sig hvile i hans favn, med ansigtet hvilende mod hans skulder. Hun skulle være død.. hun var vel et sted død? Hun kunne jo se den ligeblege hud, hun følte ikke hjertet slå, hun kunne ikke trække vejret "Jeg.. ånder ikke" hviskede hun stille næsten forskræmt over det som egentlig var sket, hun vidste virkelig hverken fra eller til "Bliv hos mig" hviskede hun stille, græd stille mod hans skulder, ligenu følte hun sig virkelig ligeså svag som dengang hun endnu havde været et lille barn, og han sad og trøstede hende, gennem hele livet stod han der, og så nu igen.. Også af den grund hun følte sig tryg i hans favn.

[Deleted]

Igennem hele hans liv, havde han virkelig bare været forberedt på at folk de døde for ham. Han ville stå der uden at se en dag ældre ud når de ville falde væk fra hans liv, det var det som han efterhånden var vant til, selvom det klart havde været Chrystals bortgang som havde slået hårdest ind på ham, det var der ikke nogen tvivl om. Hans kappe lukkede han fast omkring hendes nøgne krop. Hvor længe hun havde vandret rundt herude, hvad pokker der var sket med hende, det vidste han virkelig ikke, men bare det at se hende igen, havde i den grad været en meget. uvirkelig tanke, men dog en glæde uden lige. Han havde ledt efter hende i årevis efter hun bare var forsvundet, også fordi at han havde siddet med den følelse af skyld fordi det sidste som han havde fortalt hende, var ord røget ud af hans mund midt i et skænderi, også selvom han havde været der dengang det virkelig gjaldt og det var noget som han stadig agtede og ønskede, at skulle gøre det. Han blev siddende med hende i sine arme og holdt hende godt og tæt ind mod sig. Nok at hans favn var kold som sneen og isen omkring dem, så var det virkelig ikke noget som gjorde ham det mindste. Den trøst havde hun altid haft muligheden for at skulle finde ved ham og sådan skulle det så sandelig også få lov til at forblive. Hænderne prøvede af ren og skær vane, at skulle gnubbe den varme i hende.. Han havde virkelig slet ikke ventet sig at skulle møde nogen som helst fra hendes slægt her og nu. Han vidste, at resten af hendes familie var faldet for længst, selvom det virkelig ikke forklarede ham hvorfor eller hvordan hun kunne sidde her den dag i dag og faktisk også snakke med ham. At hendes hjerte ikke måtte banke kunne han tydeligt høre, det var næsten noget af det som måtte skræmme ham selv en hel del, selvom han virkelig var tvunget til at skulle slå koldt vand i blodet, at han virkede bange, skræmt eller nervøs ville vel aldrig hjælpe hende? Nu skulle han nu ikke stå og tage en så voldsom prædiken først, han havde aldrig rigtigt forstået sig på de menneskelige følelser. Han tyssede stille på hende og vuggede hende forsigtigt i favnen. "Det.. det er okay, Chrystal.." sagde han dæmpet mod hendes øre. Han måtte for alt i verden også formå at holde sig selv rolig, alt andet ville virkelig kun gøre det hele så mange gange værre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed sig let i læben. Han kunne i den grad ikke bare få sig selv til at efterlade hende her og Kira ville få et møgfald uden lige, hvis han bragte hende med sig hjem og det ønskede han bestemt heller ikke for Chrystal, det så bestemt ikke ud til at det ville være sådan en situation som hun ville have godt af det mindste. Han trykkede hende varsomt og stille mod sit bryst. Han lukkede øjnene stille. At hun ikke åndede, var blot en tanke som han efterhånden selv havde vænnet sig til. han gjorde det jo trods alt heller ikke, og han havde aldrig nogensinde gjort det. Han tog stille om hendes ene hånd og lagde den stille mod hans eget bryst. "Mit hjerte banker ikke, Chrystal.. Og jeg ånder heller ikke.. Slap af, der er ikke noget farligt ved det.. Husker du.. D-dengang du var lille? Du spurgte mig så ofte, bad mig om at trække vejret, fordi det skræmte dig?" spurgte han med en dæmpet stemme. Han trykkede forsigtigt omkring hendes hånd. Han havde virkelig ikke nogen intentioner om at skulle gå nu og specielt ikke efterlade hende i den her forfatning. Han sukkede dæmpet og med blikket vendtg mod hendes skikkelse, uden at han så det mindste væk overhovedet. "Fald til ro.." gentog han endnu en gang. Han vuggede forsigtigt med hende, nøjagtigt som han havde gjort dengang hun havde været lille.. Det var virkelig bare som at falde helt tilbage i tid hvor han havde siddet der med hende trøstende i sin favn. Han havde virkelig heller ikke ændret sig meget siden dengang, tvært imod, så var han jo trods alt næsten den helt samme som da. Stanken af død trak voldsomt i hans næse, selvom det jo efterhånden var noget han var vant til. "Jeg skal nok passe på dig," afsluttede han stille og med en klart oprigtig stemme.

[Deleted]

Duften af død var en som måtte hænge ved hende, hun havde trods alt lagt begravet og glemt under søens vand i ddt som måtte minde om flere 100 år, hun havde ingen idé om hvor lang tid hun egentlig havde været der. Hun følte sig forvirret, det var alt styrken og den stædighed som havde forladt hende, hun vidste virkelig hverken fra eller til, det sidste hun huskede var mørket. Hans lysende øjne, så kolde så ligeglade, det hånlige smil da han lagde hende på gulvetm holdte hende nede med den tunge vægt, hans kølige stemme hans kolde ord, minder som kun gav hende kvalme. Kniven som var endt i hendes mave hvor arret endnu måtte ses så tydeligt, smerten hele vejen på vej ned til søen, det sidste glimt af hans leende ansigt, da hun endte med at skulle give slip på den sidste ilt efter at være blevet holdt under vandet, kæmpet en forgæves kamp. Hun puttede sig længere ind til ham jo mere hun tænkte på det, trak benene op under sig. Hun ville virkelig gerne falde ned, et sted var hun kun virkelig glad for at skulle et kendt ansigt igen. Det eneste hun bar med sig var den kæde omkring hendes hals, køligere end is, der hvor begge ringe måtte hænge, de ringe hendes far og hendes mor havde givet hinanden under deres vielse, en lykkelig nat hvor hun selv var blevet skabt, kærlighed.. Det som hun selv betvivlede egentlig fandtes. Altid havde han været den favn hun søgte til når der ingen andre var, han havde altid været som en anden far for hende når han endelig viste sig, igen så havde han vel ikke været den største fan af hendes bedsteforældre, det var sjældent han var her. Trods han prøvede så gjorde det ingen forskel om han gnubbede eller ej, hun var følelsesforladt på den led, et sted lignede hun ham, blot uden de sylespidse tænder, og så så hun vel langt mere markaber ud, alt den mudder, alle de ar hun måtte bære fra den nat, hvor mærkerne efter hans hænder endnu måtte kunne ses mod hendes slanke hals. Nathaniel selv havde ikke været i stadn til at skulle tage hende med sig hjem,, det var noget som hun havde forståelse for, og hun ville udemærket forstå hvis han ej heller kunne, hun vidste trods alt ikke engang hvilken verden det var som hun levede i, det var bare rart at vide hun ikke var alene, at hun ikke var fór vild. En ting som virkelig undrede hende var det faktum at hun endnu ikke havde følt nogen former for sult eller tørst, det var som hendes krop ikke længere behøvede det det var skræmmende. Hånden lod hun ende mod hans hjerte, følte ingen slag under den. Hun huskede klart at efter hendes mors død skræmte det hende at Darian ikke trak været, for så måtte han jo også være død? Men han kunne endnu vandre på jorden det som klart måtte overraske hende "Jeg husker det" endte hun med grådkvalt stemme, på trods tårerne var begyndt at høre op. Hun så stille frem fra hans skulder lod de isblå øjne hvile i hans, som det var der hun søgte den tryghed "Jeg var bange for også at miste dig som jeg mistede.. Chrystaliya" endte hun med et stille suk. Det var år siden hun var stoppet med at kalde hende for mor, det var som det kung jorde ondt at kalde ved den titel. Tårerne var stoppet og alligevel lod hun sig atter falde ind mod hans bryst lod sig vugges ind i en form for trøst nøjagtig som da hun havde været en lille pige, lod sig falde til ro, slet ikke itvivl om at han ville passe på hende, det var det som han altid havde gjort, hvorfor skulle hans svigte hende nu "Han.. " hviskede hun hæst, som hun prøvede at skulle dele det sidste minde hun huskede, noget hun så valgte at droppem billederne fyldte for meget. Hun fugtede læberne stille, lagde sig helt tæt ind til ham.

[Deleted]

Darian havde været den som havde været der til at beskytte hende, når han endelig havde været i hendes nærhed. Det forekom jo ganske så sjældent, da hendes bedsteforældre aldrig nogensinde rigtigt havde brudt sig om ham, selvom det nu i bund og grund var noget som var glemt for hans vedkommende. De var alle sammen afgået ved døden for mange år siden, de var glemt for ham og det var nu helst en tid som han slet ikke ønskede, at skulle tænke meget over overhovedet. Dog nyheden om, at Chrystal var forsvundet dengang, var noget af det som i den grad havde slået som det kraftigste mod ham, at man skulle tro, at det var løgn. Han blev siddende med hende tæt ind mod sin egen favn. At hun var fuldstændig mudret til, var slet ikke noget som han reagerede på for nu, det kunne jo trods alt også vaskes bort. Hvad der var sket den aften hun var faldet i døden, anede han ikke.. Selv for ham, måtte det jo trods alt lyde som en ganske forfærdelig historie, hun var født menneske og han var født i døden, så for ham spillede det jo trods alt ikke nogen rolle. Han prøvede virkelig at skulle få hende til at falde til ro, ligesom han altid havde gjort når han havde haft muligheden for det og nu var det virkelig også det som spillede den største rolle for ham. Kira var mere eller mindre glemt for ham nu. Han ville have hende med indenfor, få hende i en varm seng og få hende til at falde til ro igen, som han altid havde gjort før i tiden.. Siddet ved siden af hende på sengekanten til hun var endt med at skulle falde i søvn inden han selv havde søgt videre, selvom det til tider havde været noget af en sag af stres, fordi det som oftest var endt med at ske langt ud på natten inden det var blevet aktuelt. Han holdt stadig godt fast omkring hendes hånd. Hans hjerte bankede ikke og han trak heller ikke vejret. For ham, var det virkelig bare det mest naturlige som man overhovedet kunne forestille sig.. At skulle sidde der og bare.. gøre som han gjorde nu. Darian trak svagt på smilebåndet og nikkede stille. Tabet af hendes mor havde jo gjort hende direkte panisk. Det navn sagde ham jo trods alt det hele. Det hvilede alt sammen i hans hoved, selvom det nu i bund og grund ikke var noget af en tanke som han måtte bryde sig meget om. Han vuggede hende stille og roligt ind mod sin egen krop. "Jeg har altid været der.. Jeg trækker ikke vejret, Chrystal og mit hjerte har aldrig nogensinde banket.. Jeg er født sådan her.. Det er et liv på en anden måde.. Ligesom jeg forklarede dig dengang," sagde han roligt. Det var i den grad svært at forklare at hans manglende tegn til liv.. var et liv alligevel, når det var det faktum, at hendes mor havde manglet det og var væk for altid. Det var en forklaring som han endnu kunne stusse meget over, uden at komme frem til det ene eller det andet, selvom det jo faktisk var en tanke som måtte irritere ham bare en anelse i den anden ende også. Han vendte hele opmærksomheden mod hende, da hun prøvede at tale igen. Det var virkelig underligt, at hun skulle virke så kold.. det var slet ikke den varme som han måtte huske den. Et sted hvor den tanke i den grad også måtte skræmme ham noget så frygteligt. "Han..?" spurgte han stille og med hele opmærksomheden hvilende på hendes skikkelse. Han strøg roligt over hendes håndryg og lod hende trykke sig ind mod hans egen krop. Dette var bestemt ikke nogen situation som han brød sig meget om, at se hende på denne her måde efter så mange århundrede. Hvad der var sket, var slet ikke noget som han nogensinde havde fået at vide, kontakten til hendes familie var virkelig bare brudt efter hendes bortgang og dødsfald. Han havde ledt efter hende, også bare for at få den afslutning. Han havde jo altid holdt noget så frygtelig meget af hende, det var jo den ting som han aldrig nogensinde havde formået at glemme. "Hvad skete der Chrystal?" hviskede han stille mod hendes øre.

[Deleted]

Chrystal var udemærket klar over at hendes bedsteforældre ikke havde været de mest imødekommende mennesker overfor nogle, og specielt ikke folk som havde et forhold til hendes forældre, og Darian havde i den grad ikke været en undtagelse, han var kommet forbi når muligheden havde budt sig. Hendes forældre var afgået ved døden for mange år siden, hun havde selv kun været en lille pige da hendes mor valgte at skulle stille træskoene på grund af sygdom, og med hendes far som år senere på mystisk vis var forsvundet, lige inden Chrystal havde modtaget beskeden om hendes tvangsbryllup, ganske tilfældigt hvis man spurgte hende. Døden var den som altid havde haft muligheden for at skulle tage hende med sig, ikke at der var noget valgt for hendes del, dengang var hun et menneske af kød og blod og et væsen af en sådanne art ville før eller siden afgå ved døden når alderen indhentede dem. Men i en alder af kun 17 år var det blot ikke meningen at man skulle opleve den form for mørke, alderen var ikke den som havde indhentet hende. Hvad værre var, var jo så det faktum at hun huskede alt som var sket, at hun huskede brylluppet og den sidste gang hun havde set Darian, at han var kommet der kun fordi det var et løfte han havde givet hende den aften hun selv valgte at frtælle ham omkring den mand hun nu skulle ægte, at hun havde udtrygt bekymring og modvilje fortalt om den plan hun bar med sig om at skulle takke nej i kirken, det var vel hendes ret? Men Darian frarådede hende det, var så kold som hun havde frygtet det at de havde råbt af hinanden før hun var endt med at gå i ren og skær fustration og gifte sig med en mand som senere endte med at blive hendes skæbne. Hun puttede sig ind til den kolde krop der i forhold til hendes egen føltedes så dejlig varm, så betryggende med tanken om at det var ham som holdte om hende, og ikke fordi han havde i sinde at skulle gøre hende det mindste. Hun lyttede til hans ord, først da hun var blevet ældre var det gået op for hende at der vandrede døde væsner rundt som rent faktisk levede og at Darian var af den slags, han trak ikke vejret hans hjerte bankede ikke, det plejede at skræmme hende kun fordi det var det som hun oplevede med hendes kære moder, det var ikke så skræmmende mere, ikke ud over det faktum at hun var så frygtelig vant til at skulle ånde, at føle hendes hjertes banken "Jeg ved det Darian" endte hun med grådkvalt stemme mod hans bryst. Tårerne var for nu stoppet, hun knugede sig så tæt ind til hans krop, bange for at han ville forsvinde om hun endte med at slippe taget blot en smule. Det var efterhånden gået op for hende at hun var som ham, at hun var som de væsner, hun var død og hendes hjerte bankede ikke, alligevel var hun i stand til at gå rundt, hun vidste ikke hvordan, hvorfor, eller hvor længe, før hun vidste det kunne hun atter forsvinde ned i dybet, og hun frygtede virkelig at lade alle gå omvidende om hvad som skete hende, hun måtte ud med den historie og nu før det var før sent "Vi var kun lige ankommet.." hviskede hun stille. Billedet af da hun blev hjulpet ud af vognen så sig omkring på det dystre sted og regnen som var begyndt at skulle tage til, sile ned over hende, mens hun blev fuldt indendøre. Tårer endte med denne gang lydløst at skulle trille ned af hendes kind, hvad der var sket i det soveværelse og efterfølgende, hun ville ikke tale om det men nogen var nødt til at vide "Hans kolde ligegyldige øjne.. Hans dræbende ånde.. Og det greb han holdte mig i.. En så kold og ligegyldig tone.. jeg husker det hele.. Væmmes" ansigtet endte skjult ind til ham, hun ville ikke se ham i øjnene ud fra de ord var det vel ganske enkelt at regne ud hvad somførst var hændt, den ufrivillige bryllupsnat der var endt i et sandt mareridt og som hun nu måtte tage konsekvenserne af, siddende i den mand hun i virkeligheden havde elskets, arme, ikke at han var klar over det på nogen måde, hun havde virkelig prøvet den aften, men det var virkelig mislykkedes for hende, at det var endt i tårer og råben og uden det mindste spor af gengældelse. Hun holdt ikke tårerne inde, lod dem lydløst trille over hendes kinder, langt mere rolig end det som hun havde været for blot kort tid siden, han var den som altid formåede at skulle gøre hende rolig, at bringe hende den form af tryghed..

[Deleted]

Darian havde aldrig nogensinde været særlig velset ved hendes familie andet end hendes forældre, det havde virkelig ikke været andet end folk som man kunne holde af. Måske at Darian ikke var den mand som var bedst til følelser, det havde trods alt gjort ondt dengang hun skulle giftes, selvom han havde lovet at stå der mens det hele skulle foregå. Det ville skille dem og det var det som han havde vidst, det var virkelig det ene lille som skulle til for at cutte forbindelsen til ham og direkte forhindre ham at skulle se hende. Igennem hele hendes liv havde han virkelig prøvet at skulle forberede sig selv på, at hun ville falde bort før eller siden, selvom det virkelig ikke havde været nemt. Hun var stadig så frygtelig ung, hun var stadig den samme som hun havde været dengang, selvom det nu bestemt ikke var nogen trøst. Hun blev gift væk så ung, hun havde haft så ekstremt mange tanker, så ekstremt mange muligheder og det hele var bare revet fra hende. Han havde søgt efter hende, da det var kommet frem for ham, at hun var væk. Han havde reageret med en sådan panik, at man skulle tro at det var løgn. Han blev siddende der sammen med hende, lod hende søge trygheden i hans egen favn. Lige nu var det virkelig kun hendes ro og tryghed som betød noget for ham, det var der ingen tvivl om. Hun havde altid haft denne ganske særlige plads ved ham. Det havde hun virkelig altid haft. Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse, holdt hende stadig siddende tæt ind mod sin favn og med hendes hånd hvilende mod hans døde hjerte. Det var nu end en skæbne som de måtte dele, selvom hun stadig måtte have den mulighed til at skulle kunne vandre i dagslys, den havde han aldrig nogensinde haft. "Det er godt min pige.. Det er godt," hviskede han stille. Det havde i den grad holdt hårdt, at skulle prøve at forklare, at døden også var et liv for nogle, deriblandt ham selv og nu også hende. En ringe trøst var det nu, hun havde virkelig været noget ganske særligt også dengang hun havde været lille, så livlig og glad og munter. Han strøg roligt hendes håndryg, endte med at skulle sidde helt og holdent tavst til hendes forklaring. Darian var dog hurtigt i stand til at skulle lægge to og to sammen, selvom det nu ikke var en handling som han brød sig meget om. Han endte med at skulle sidde fuldkommen ulæseligt i blikket. Aldrig havde han brudt sig om hendes forlovede, faktisk så havde han aldrig nogensinde brudt sig om nogen af dem som havde været hende så nære, selvom det nu end var noget som han bare havde valgt at skulle bide i sig. "Det.. det er jeg virkelig ked af, at høre min pige.. hvis.. Hvis jeg dog bare havde vidst.." Han vendte blikket mod hende. Det var nu ikke bare en form for skyld som han måtte sidde igen med. Han lagde hovedet tæt ved hendes igen, plantede et varsomt og stille kys mod hendes pande idet han varsomt og stille lod brystet hæve og sænke sig som havde det været i en rolig og stille vejrtrækning. Selv netop det som havde fået hende til at roe sig ned dengang hun hade været ung dengang. Man kunne vel blot håbe på, at det stadig ville have den samme effekt på hende som det ville have haft dengang? Han vuggede hende stadig roligt og forsigtigt ind mod sin egen favn. Hans vrede havde allerede meldt sig og det kogte tydeligt igennem hans krop og sind for øjeblikket, selvom han virkelig prøvede at skulle holde det så dæmpet som det var ham overhovedet muligt. Han rystede den tanke ud af hovedet. Hvis det ikke var fordi at manden døde for ekstremt mange år siden, så ville han være død nu og i løbet af ingen tid. "Det skal du slet ikke tænke på nu.. H-han vil aldrig finde dig igen.. De er væk, alle er væk," sagde han med en dæmpet stemme. Hendes bedsteforældres død havde været ham en lettelse, hendes forældres havde ramt ham med en tydelig sorg.. Det var virkelig noget af det som måtte forvirre ham mest. Alle disse menneskelige følelser. Selvom det at trække vejret, var noget som kunne gøre ham svimmel, så ønskede han hende virkelig bare rolig for øjeblikket. "Nu er jeg her.. Ingen vil nogensinde skille os to igen.. Det tillader jeg ikke.." hviskede han dæmpet mod hendes øre. Han mente det, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne vendte han stille og roligt mod hendes skikkelse i hans favn. At se hende på den her måde, var noget som skræmte ham ganske meget faktisk.. Alle de gange han havde siddet med hende i favnen igennem hendes liv.. Alle de gange for meget. "Bare få det ud.. Jeg bliver lige her sammen med dig.." Han pakkede kappen godt omkring hendes skikkelse for at holde hende lidt skjult og mere mod sin krop. Han havde virkelig savnet hende noget voldsomt.

[Deleted]

Det var mange år siden hun havde været en lille pige, så munter og livlig ikke mindst nysgerrig. Hendes far havde klaret opdragelsen godt, også efter hendes egen mors dø'd, for det ville hun altid huske ham, et sted var hun stolt af den kvinde hun var blevet til, den som turde stå op for hvad hun ønskede og turde følge hendes drømme, være den kvinde hun nu engang var gået hen go blevet, det var en mulighed som på alle måder var revet fra hende, ikke mindst væk ægteskabet men også efter hendes egen død, og kun fordi hun denne ene gang havde valgt ikke at skulle gå af hendes hjertes vej, lyttede til den fornuft som bad hende gifte sig med den mand som på det tidspunkt ventede i kirken klar til at hun ville gå mod ham og skænke sit ja. Hun havde set hvordan hendes forældre elskede hinanden, den måde hendes far så på hendes mor på, den måde han talte til hende og repekterede hende go lyset i deres begges øjne når hun kyssede ham, det var noget hun til enhver tid ville savne, et minde som et sted altid ville gøre ondt at skulle vende tilbage til, ikke mindst fordi det var en følelse hun aldrig selv ville få lov at opleve, det var for sent vel? Hun var død og borte og alligevel kunne hun sidde her, og de minder som stod som var de kun forgået dagen forinden, og Darian foran sig, nøjagtig som han havde set ud dengang, der var virkelig ingen forandring. Det at han reagerede så kraftigt var noget hun tydeligt følte, hun hadede selv den tanke om hvad som var sket. Stille trak hun sig en smule fraa hans greb, lod blikket glide ned over den nøgne skikkelse, kun for at skulle lade hendes tommelfinger stryge over området omkring hendes navle, kun for at skulle lade det tydelige ar træde frem efter den kniv som havde set der indtil for blot et par uger siden. INtet ord forlod hendes læber, for nu kunne hun virkelig ikke tale det var som gråden kvælte hendes ord, også derfor hun istedet prøvede at vise hele hændelsen ved hjælp af kroppen. Den anden hånd strøg blidt langs hendes hals som hun blottede for ham som havde han skænket hende sukkersøde kys, kun for at skulle vise de mærker efter hans fingrer omkring hendes hals som endnu måtte fremstå ligeså tydeligt, og med de isblå øjne, endnu tårerfyldte, som forlod hans blik til fordel for søen bag ham, der hvor den sidste kamp var kæmpet, hun huskede hvor udmattet hun havde været og hun alligevel havde kæmpet af alt magt mod hans hænder som måtte presse hende under overfladen, en kamp som hun var endt med at skulle tabe. Hun trak kappen tæt omkring sig, lod blikket atter falde i hans, nu trukket blot en smule ud af hans favn, endelig ved at skulle finde lidt af den ro igen, på trods forvirringen sad i hende så tydeligt, hun var ikke rigtigt klar over hvor pokker hun egentlig skulle gøre af sig selv. Hans vejrtrækning, var noget hun bed ekstremt mærke i, noget som gjorde hende et sted mere panikslagen nu hvor det selv mislykkedes hende at trække ind når hun selv prøvede på det. Noget som kun frembragte flere tårer hvilende i hendes øjenkrog. At høre ham sige de aldrig ville skilles igen var virkelig lettende, at han ikke ville lade hende alene, var en tanke som kun virkelig var hende behagelig, at hun ikke længere ville sidde i den farer.Nu hvor hun sad med ham her.. Var det som end ikke døden havde formået at skulle firhindre hende i at savne ham, det var virkelig dræbende så meget som han betød og altid havde betyddet, en tanke som hun på grund af alder, og fornuft havde holdt for sig selv, hun ville ikke gøre sig selv til grin og slet ikke overfor ham på trods det var så tæt på den aften inden hun skulle ægte en anden. Atter endte hun stille med at falde ind mod ham, lod sig putte så tæt "Aldrig.. Aldrig.. Efterlad mig her alene, igen" hviskede hun stille så tiggende og bedende, så bange for at han ville forsvinde så snart hendes blik ville forlade ham, så snart hun ville være ryggen til, og at historien så igen ville gentage sig, hun ønskede virkelig bare at finde dne kvinde hun havde været engang, ønskede at finde det liv hun gik glip af.

[Deleted]

Darian måtte virkelig indrømme, at han måtte savne den lille pige, som han havde lagt i seng om aftenen, siddet sammen med og trøstet når det var nødvendigt. Han havde tydeligt set den forelskelse som havde hvilet i hendes forældres øjne når de endelig havde været sammen, der havde virkelig ikke været nogen tvivl om, at de virkelig havde elsket hinanden og det var virkelig noget som han i den grad ville huske dem for. De var i den grad nogle af de mennesker som han aldrig nogensinde ville glemme, at han havde mødt og kendt til, det var i den grad noget af det som han ville huske den del af hans liv for og det ville være for resten af hans liv. Han slap hende, da hun valgte, at skulle trække sig ud af hans favn, tørrede sig over maven, hvor det grimme ar efter kniven måtte være tydelig. Han sagde ikke så meget som et ord, han havde virkelig ikke nogen anelse om hvad han egentlig skulle sige, andet end at han burde have lyttet til hende dengang hun havde været ung, dengang hun skulle sige ja til sin forlovede ved alteret og prøvet at skulle forklare ham anderledes hvor han havde afvist hende, udelukkende fordi at det selv havde knust ham dengang? Han ville i den grad lyve hvis han havde vovet at skulle påstå noget andet, for hun havde virkelig haft en ekstrem stor betydning for ham. Mærkerne efter fingrene omkring hendes hals, var virkelig det som måtte sige det hele og så hendes blik som måtte søge mod søen bag ham, hvor han kun for en kort bemærkning, vendte blikket stille over ryggen og så tilbage mod hende, det var virkelig mere end det som skulle til for at forklare ham hvad der var sket. Han hævede hånden stille og lod den roligt og stille stryge mod hendes hals med en tydelig foragt i blikket. At nogen overhovedet formåede og kunne få sig selv til at skulle gøre noget som helst mod en som hende, var virkelig ikke noget som han kunne forstå sig det mindste på. Hun var og havde virkelig altid været noget ganske særligt, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. ".. Han gjorde det ved dig?" spurgte han stille. Han behøvede virkelig ikke hendes ord til at skulle beskrive for ham hvad der var sket, hvad hun havde vist ham, viste ham det allerede og det var virkelig forfærdelige billeder som sad i hans hoved, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende falde ind i hans favn igen hvor hun kunen sætte sig. Han lukkede øjnene for et stille øjeblik, nu var det virkelig hans tur til at skulle samle sig ordentligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende igen. Hun var her nu, det var virkelig det som måtte betyde mest for ham for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armene stille falde omkring hendes krop igen, hvor han varsomt og stille måtte trykke hende mod sig. Han ville virkelig ikke lade hende rende rundt alene igen, han havde svigtet hende i den stund hvor hun havde haft mest brug for ham.. for en skyldfølelse! Han bed sig let i læben og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han strøg igen stille og roligt over hendes håndflade som han stadig måtte holde mod hans brystkasse for at få hende rolig igen. Han ønskede hende virkelig bare helt rolig igen. Han rystede stille på hovedet. Kulden generede ham ikke det mindste, den rørte ham virkelig ikke efterhånden, lige nu var det virkelig kun hende som han havde i hovedet. Han havde savnet hende og han havde manglet hende. Han trykkede hendes hånd roligt og holdt den tæt ind mod sig, lod hende hvile mod hans skulder og med hans anden arm trygt omkring hende, næsten som havde de været et kærestepar, en tanke som alligevel måtte more ham bare en anelse. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes eget. "Jeg vil ikke forlade dig for noget som helst, min pige.. Det skal du ikke være bange for.. Fald til ro, jeg er her nu," hviskede han igen stille mod hendes øre. Han lukkede øjnene stille. Han måtte virkelig slå koldt vand i blodet, vhan ar efterhånden virkelig så langt oppe at koge, at man skulle tro at det var løgn. Han ville virkelig heller ikke gøre hende mere urolig end det som hun allerede måtte være i udgangspunktet, for hun fortjente virkelig så meget bedre. "Hvis.. jeg skal være helt ærlig.. Tanken om at se dig ægte den mand, var noget af det som knuste mig mest.." tilføjede han dæmpet mod hendes øre. Han var virkelig kun ærlig og det var ikke noget som han ville skjule for hende. Hun var og blev noget så ekstremt værdifuldt for hans vedkommende.

[Deleted]

Det var virkelig så mange år siden nu og alligevel så huskede hun det som havde det været igår, måden han altid holdte om hende, overbeviste hende om at alt var okay før han fik roet hende ned i søvnen. Den forelskelse hendes forældre tydeligt havde båret for hinanden, hvor hun nu bar de sidste minder omkring dem om hendes hals som det eneste hun overhovedet var klædt på af, de to små ringe så rustede og tildækkede af det samme snavs, det var en ting hun aldrig ville få æren af at føle på trods det var den drøm hun selv havde haft hele vejen igennem, en som hendes egne bedsteforældre havde sat stopperen for, de ville have været rasende om hun havde afsløret hvem hun i virkeligheden bar de følelser overfor, det skænderi kørte som en film i hendes hovede, at hun så inderligt håbede på at se et lille tegn og gengældelse mens alt hun selv fik var den hårde afvisning som han havde skænket hende. Hele historien fortalt gennem hendes eget krodssprog, uden hun egentlig selv lystede at skulle dele de mange billeder og da slet ikke med Darian, det var kun noget hun følte sig forpligtet til, hun ønskede virkelig ikke at det på et tidspunkt ville være for sendt igen, og så ville ingen vide hvad pokker som egentlig var sket hende. Hun puttede sig godt ind til ham som prøvede hun at søge en form af varme som et sted slet intet betød for hende nu hvor hendes hjerte ikke længere bankede så rytmisk mod hendes bryst. HUn nikkede stille til hans ord det var alt som han havde hjort ved hende, det lød så enkelt men det gjorde virkelig så frygtelig ondt på trods at smerten var hørt op allerede så snart det var sortnet for hendes blik.Den tryghed han skænkede hende kun ved egentlig sidde med hende som nu, roe hende en smule ned, og bare trykke hende ind i hans favn, som han havde gjort for mange pr siden da hun endnu blot havde været en lille og uforstående tøs, der netop havde mistet hendes mor, nu var hun atter i stand til at søge til den favn hun så inderligt måtte savne, selv i døden. Ligenu kunne de virkelig kun sidde som et par, og det var noget som et sted måtte morer hende også på trods det ikke var noget som hun bed det største mærke i, hun var virkelig for panikslagen til det ligenu, med de billeder som kørte i hendes hovede. Dette var noget hun altid havde haft et håb om at de ville kunne sidde sammen, hun elskede ham for pokker, men hvordan sagde man det til en mand som nok med stor sandsynlig ikke havde det på den samme måde? De rolige ord mod hendes ører var nogen som virkelig kom bag på hende. Det var som det for et kort øjeblik sortnede helt. Han havde hadet tanken om at lade hende gifte med en anden? Chrystal huskede det håb hun havde sat med den aften om at få et fingerpeg omkring den gengældelse men intet havde fået, og det var det som han skænkede hende nu vel? "Og det fortæller du mig nu?" hviskede hun stille. Ikke bebrejdende vel lidt som den Chrystal man ville kende før hun var afgået ved døden den stille blide tone, som var et lys næsten gået op for hende "Jeg prøvede at sige det til dig.." hviskede hun stille, en lille sitren som tog til, på trods hun fortsatte med at skulle skjule sig, stadig lettere panikslagen.

[Deleted]

Et sted ønskede Darian virkelig at have hende ved sig som dengang. Sidde med hende i favnen, tvinge sig selv til at trække vejret for at få hende rolig og så blive siddende ved hendes sengekant til hun var faldet i søvn. Det havde jo mere eller mindre været sådan som det havde været hver eneste gang, at han havde set hende dengang, det var nu alligevel en ting som han ikke brød sig om, men igen, så var det noget som han i den grad var glad for. Han havde haft muligheden for at være sammen med hende og det var i den grad noget af det som betød mest for ham også. Han blev siddende med hende, vuggede stille frem og tilbage, og holdt hende godt inde i hans favn. At hun var så kold, var virkelig noget af det som skræmte ham mest, for ikke at glemme skyldfølelsen ved at han faktisk, havde svigtet hende i den tid hvor hun havde haft mest brug for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det havde virkelig været noget af det værste ved det hele på alle tænkelige måder. Hun havde haft brug for ham da det skete.. Han havde givet hende den store afvisning, gået imod hans eget hjerte og bedt hende om at gifte sig med en anden, selvom han vidste, at det automatisk ville skubbe ham mere ud i kulden end det som han havde gjort allerede til nu. Han havde stået der meget efter hendes mors død. Det var i den grad også noget af det, som i den grad havde påvirket ham mest. Det var virkelig en af de første gang han virkelig havde reageret med en tåre i hele hans lange liv. Han vendte blikket stille mod hende. Han vidste, at dette var ord som han aldrig nogensinde havde skænket hende tidligere, men de var sande. At se hende blive gift, også selvom han virkelig havde og måtte tvinge sig selv til at blive der under hele ceremonien, så havde han så sandelig også været den første til at tage afskeden og smutte bagefter, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde virkelig ikke haft ork itl at snakke med hende bagefter det skænderi.. Det var det sidste som han nogensinde havde fået sagt til hende, det var ord sagt i vrede... Nøj hvor han skammet sig! Der var visse fordele i at være hvad han selv var. Han var ekstrem god til at skulle skjule sine mange følelser og det var bestemt også hvad han havde gjort den aften, han havde virkelig bare lagt låg på det hele og bare ladet som om, det slet ikke havde været der og det var vidst gået ganske godt. Han havde jo aldrig rigtigt forventet, at han skulle sige det til hende, han havde i den grad slet ikke regnet med at han ville se hende igen og specielt ikke efter alle disse år og med lugten af forrådnelse og død i næsen. Han trak svagt, dog undskyldende på smilebåndet. Han lukkede kappen godt om hende og holdt hende stadig tæt siddende ind mod sin egen favn. De mørke øjne vendte han stille mod hendes ansigt. At hun direkte havde følt for ham på den måde, stod ham ukendt, også selvom han var klar over, at han havde haft en stor betydning også for hende, og det var virkelig også det som kune varme om det for evigt kolde og døde hjerte. Han hævede den ene hånd og lod den stryge roligt og stille mod hendes kind, ganske så blidt og forsigtigt, som havde hun været af glas som ville gå i stykker som det rene ingenting. Så lidt skulle der til dengang for at rive dem fra hinanden og det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg vidste, at det ville rive os fra hinanden.. Dine bedsteforældre gjorde alt for at slippe af med mig," sagde han stille. I bund og grund havde han ikke afsløret noget som helst som havde noget med følelser at gøre for hende, det var stadig noget som han agtede, at skulle holde så dybt i sindet som det var ham menneskelig muligt og der, var han faktisk ekstrem dygtig. Han lod hovedet søge let på sned og betragtede hende med et roligt og stille blik.. Lige nu ville han virkelig bare have hende rolig, alt andet havde virkelig ikke nogen større betydning. Han sendte hende et stille og varsomt smil. "Hvad du end prøvede at fortælle mig, så er jeg virkelig ked af, at jeg ikke var der, da du havde mest brug for mig.. Det er jeg virkelig ked af, min pige.." sagde han dæmpet. Han lod hånden hvile mod hendes kind. Så smuk som hun var, så smuk som hun altid havde været i hans øjne.

[Deleted]

Chrystal savnede virkelig at han ville holde om hende som han havde gjort dengang, være ligeglad med alt andet omkring hende men bare holde hende beskyttet mod hvad end måtte befinde sig derude, og nu kunne de sidde her igen skaden var sket for længst og alligevel frmåede han at skulle roe hende ned, lade hende trækkes tilbage til fortiden næsten som måtte hun glemme nutiden lidt og så tage den helt tilbage fra dengang, en tid som rent faktisk måtte gøre ondt, ikke midnst fordi han valgte ikke at skulle lytte til hende. HUn blev siddender der i hans favn, lod sig putes ind mod hans skulder, han var ligeså kold som det hun selv var, hendes hejrte bankede ikke og huden var bleg, et sted så betvivlede hun virkelig at hun endnu måtte være i live på trods de sidste dage fortalte hende stik modsat, det var frygtelig forvirrende specielt når der ingen svar var at finde for hende. Hun havde uden tvivl haft brug for ham, det var det som hun prøvede at skulle sige jo, selv fristet til det da hun passerede ham i kirken, hun huskede at fange hans blik, han sad på den sidste række, hun huskede hvordan hun havde ventet at høre ham protestere mod det ægteskab som skulle til at stå men der var aldrig nogensinde kommet noget som helst, det gjorde ondt men det var for sent at kaste med skyld, hun boede jo selv i et glashus så hvorfor? Muligheden for at fortælle ham om hele grunden til hun ikke lystede at skulle gifte sig, var jo endt med at skulle dukke op og alligevel havde hun valgt at skulle tie og bare lade ham gå, hun bar ligeså meget af den skyld som det som han selv gjorde og han var langt fra dene eneste med dårlig samvittighed. Der måtte være gået så lang tid siden det, og stadig måtte Chrystal ende med at skulle finde det lille håb frem, hun vidste ikke hvor længe dette liv ville holde eller om det overhovedet var et liv, men hun ville ikke risikere at lade ham gå udvidende igen han måtte vide det hele båe på godt og ondt selv hvis det betød at hun måtte fortælle ham direkte hvad hun havde villet fortælle ham dengang, det var jo trods alt intet som ændrede sig, han var stadig den som hun søgte til, stadig den varme favn hun følte sig tryg i, den eneste mand hun lod komme tæt på sig, at han et sted kunne se sig så blind på det gjorde ondt. Det sidste den amnd nogensinde havde sagt til hende var at hun mindede mere og mere om de bedsteforældre de alle hadede så meget, det var en direkte lussing at få, specielt når hun elskede hendes forældre så højt som hun gjorde, det eneste hun overhovedet bar på sig var den halskæde som hendes far havde fuldendt da han vidste hans liv stod i farer skænkede hende hans vielsesring som nu hang i kæden sammen med hendes mors. Lugten af død hang virkelig så tydeligt ved ikke at det genrede hende, men hun havde trods alt lagt i det vand i efterhånden det som måtte ligne evigheder og alligevel så ganske godt bevaret, det eneste der var tilbage var de mange ar efter den behandling hun var gennemgået gennem den aften for til sidst blikke stukket ned og druknet. Darian havde altid haft en speciel betydnignf or hende men han var virkelig ikke klar over hvilken, der var så mange ord som hun ville have sagt den aften men som aldrig var nået frem som den dag idag var hendes lille hemmelighed. De blide strøg over hendes kind lod hende kun hæve blikket mod ham. Kroppen skælvede endnu men det var vidst mere af det indre chok som måtte hænge ved, det ville forsvinde så snart hun ville vænne sig til det vel "Mine bedsteforældre hadede dig" medgav hun stille. Ikke kun fordi han var ven af hendes forældre men også fordi han var endt med at skulle komme så tæt på hende, måske han ikke kendte til det men hun var slet ikke i tvivl om at hendes bedsteforældre hele tiden havde kendt til hendes følelser for den mand hvis favn hun nu måtte sidde så tæt i. Hun lyttede til hans ord nikkede stille, hun havde virkelig haft brug for ham, den titel var virkelgi en som hun havde manglet at høre, hun elskede når han kaldte hende det og alligevel så frygtede hun at hun var den som lagde langt mere i det end som så "Du skal ikke undskylde, Darian.. Jeg var ligeså meget selv uden om det som du var. Jeg løj for dig i ekstremt lang tid og den aften ville jeg have sandheden frem inden det ville være for sent.. Jeg kan ligeså godt være ærlig nu inden det er for sent, Darian" for et kort sekund følte hun næsten et ubehag ved følelsen af hendes hjerte bankede selvom det var gået op for hende at det ikke ville ske bare sådan uden videre. De isblå øjne hvilede i hans, ligenu måtte hun erkende at hun ikke følte sig specielt smuk "Hvad jeg virkelig prøvede at sige den aften.. Jeg mener grunden til jeg ikke ville gifte mig med den mand.. Jeg elsker dig, Darian" hun så usikkert ned, det var ikke nemt for hende at åbne sig som det men hun ønskede det virkelig kun frem før det ville være for sent, og grunden til at de sidste ord måtte blive i nutiden var kun fordi at det var en ting som til nu aldrig havde ændret sig,