Where do I go..?

[Liya Daimond Diamaqima]

De hørte begge to til på en galeanstalt, så langt så godt. Han havde ikke samme fordømmende tone i sine ord som Liya ellers var vant til at blive mødt af, og hans blik spejlede heller ikke nogen frygt, som hun ellers ofte så i mænds øjne, blandet med sult, hvilket hun heller ikke spottede. Billedeligt frosset til dørkarmen, stirrede hun lidt tænksom frem for sig, dog fjern i blikket selvom hun endnu var til stede rent mentalt. Efter lange, velvovervejede sekunder, nikkede hun. "Ja jeg er," erkendte hun uden nogen tydelige spor af anger eller selvhad. Hvad ingen nogensinde havde forstået, var at der altid var en del af hende som nød at se livet ebbe ud, og sådan havde det været i mange år, før stemmen for alvor havde taget plads i hendes sind og var blevet en naturlig del af det liv som hun levede.

Der var ingen i mange år, som havde taget sig af hende. Nu stod hun på egne ben med ensomhed som sin bedste ven, ligesom i gode gamle dage. Hendes blik flakkede lidt mellem ham og sengen der fristede hende meget. "Kun få af dem har gjort mig ondt. Nogle har været ligesom dig.. hjælpsomme og betænksomme," sagde hun ærligt. Det plagede hende stadig inderligt at tænke på Zacharias, som næsten havde været som en søn for hende og alligevel havde hun ikke kunnet dy sig for stemmens inderste ønsker. Instinktivt bakkede hun væk på nøgne fødder da han trådte tættere på. Hendes blik var malet af ren og skær forvirring. "Nej... Nej Ezekiel har ikke handlet uret, men det eneste jeg tænker på.. af min inderlige, brændende lyst til at flå struben ud på dig, mærke varmen fra dit blod og rytmen fra dine sidste hjerteslag," hun holdt hånden tæt ind mod sit bryst og sank en klump. Nej hun ville ikke gøre ham ondt, han havde kun været venlig trods alt.

[Deleted]

Ezekiel havde da ikke nogen grund til at frygte for denne kvinde, og ikke kunne han finde på, at gøre hende noget, da det var så meget udenfor det, som han selv var opflasket med, tilbage i sin tid. Derfor var der ikke nogen grund til at være bange for ham.
En morder.. Han stod overfor en morder. Burde han være bange af den grund? Selv i hans øjne, var det ikke en morder som han stod overfor. En titel, var ikke det, som gjorde et individ i hans øjne, men derimod hvad man gjorde, udenom det. "En titel gør ikke frøkenen som person. Åh nej," endte han, hvorefter han denne gang rystede på hovedet. Det gjorde ham ikke mere bange for hende. Tvært imod, så var det noget, som vækkede en stor fascination.

Ezekiel stoppede op igen, i takt med, at Liya denne gang, valgte at trække sig væk fra ham. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, at hun skulle være bange og usikker omkring ham. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han denne gang sænkede blikket til gulvet. Han havde jo intet gjort hende, og han ønskede jo bare at hun fik varmen, og havde det godt, som enhver anden kvinde, burde have det. "Mange nok, har gjort frøkenen noget," kommenterede han, hvor han denne gang, hvor han trak sig mere tilbage på værelset i stedet for, da gav tegn til uro, ved hans tilstedeværelse, for tæt på hende. Hans blik faldt atter mod hendes skikkelse igen. "Noget Ezekiel kan gøre?" spurgte han denne gang. Det kunne hun vel sige bedre end ham? Så godt kendte han hende jo trods alt heller ikke.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det syn han havde på kvinder var lidt betagende. Ikke fordi hun fandt han synderlig tiltrækkende, men det var underligt at møde en mand der ikke så på hende som havde hun været en genstand. Hun stod i døren og så på ham med de mørke øjne der strålede langt væk af en uskyld hun ikke besad, og aldrig havde været i besiddelse af. "Det er hvad jeg er," gentog hun ærligt og så ydmygt ned på sine hænder. Nej hun var meget mere end det, men det var den titel hun blev givet af alle og som nu var blevet et stempel der udgydede frygt hvorend hun blev spottet. Der var ikke noget hun hellere ville end at lægge sig i den varme, bløde seng, men hun kendte ham ikke, han kunne have onde hensigter, eller hun kunne komme til at betale hans hjælpsomhed med hans eget blod og det bekymrede hende. Man kunne næsten se i hendes blik hvordan hun stod og diskuterede med sig selv for og imod.

"Mange ja," indrømmede hun og gøs. Listen var lang, og Liya huskede alle deres ansigter, alle deres berøringer og dufte og somme tider drev det hende til vanvid, men hun lagde mærke til detaljerne, af samme grund kunne hun ikke klare bare lidt rod. "Nej jeg.. burde bare gå," konstaterede hun men så usikkert hen på dynen. Den ville kunne varme hende, og hendes lemmer var direkte frosne efter alt den tid hun havde været uden for uden nogen varme. En anden tanke slog hende. "Måske du kunne lede mig til Procias? Min søn bor der, jeg ville kunne finde varme hos ham," huskede hun. Jophiel ville med glæde se hende, hun måtte bare ikke blive set ved grænsen.

[Deleted]

Det kunne aldrig falde Ezekiel ind, at skulle gøre en kvinde ondt. Det var i hvert fald ikke hans intention eller noget, som mindede om det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. En mandemorder? Hvorfor var det så lige, at han ikke følte sig bange i hendes nærvær? Han havde jo heller ikke gjort hende noget, så hun havde jo heller ikke haft nogen grund til at skulle gøre ham noget? Ikke? "Det er ikke, hvad jeg vil kalde dig," sagde han denne gang oprigtigt. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Hun var smuk ja.. En kvinde med udstråling af uskyld, som han ikke havde set i uendelige tider.

Mange havde gjort Liya ondt, og var det underligt, at det var en tanke, som virkelig generede ham? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Hans hænder fumlede stadig, hvor han denne gang lod hovedet søge på sned. "Det er uacceptabelt!" sagde han denne gang. Han ville hende jo ikke noget ondt, og hun virkede til at kunne bruge varmen. Hvorfor ikke bare tage imod? Hun ville pludselig til Procias? Hans blik hævede han atter mod hende igen, hvor han denne gang blinkede med øjnene. "Ezekiel kan godt bringe frøkenen til Procias," sagde han denne gang. Det ville glæde ham.. Særligt fordi at han godt kunne lide. Selvom han ikke var meget for at komme tilbage til det land, som havde lagt ham i de usynlige lænker, men hvad. Diamaqima'erne var der jo ikke mere.

[Liya Daimond Diamaqima]

De fleste ville være flygtet og Liya ville ikke engang havde bebrejdet ham om han havde. Somme tider følte hun sig lidt som et omvandrende spøgelse i et ligeså stort helved som før. "Så hvad vil du kalde mig?" spurgte hun lidt nysgerrigt. Han var sær.. han så sær ud og han talte sært om sig selv, han var helt igennem sær og det fascinerede hende, for det gjorde dem lidt af samme stykke. Hendes blik flakkede, hun turde næsten ikke at se på ham i frygt for skabe lysten til at se hans blod flyde på gulvet. Selvom der var varmere her, frøs hun stadig og hendes læber var stadig blålige, hun havde virkelig brug for varmen. Hendes blik faldt igen på sengen og endelig tog hun et lidt usikkert skridt ind på værelset, og sørgede for at gå i en lang bue uden om ham for at komme hen til den bløde seng.

"I denne her verden er det nærmest en særret," informerede hun bittert og satte sig ned på sengekanten, kun for at trække dynen over sine ben. Det begyndte hurtigt at prikke og stikke ubehageligt, som varmen begyndte at vende tilbage til hende. Måske han kunne få hende uset over grænsen, så hun kunne være sammen med sin søn. "Uden at blive set? Jeg er ikke velkommen i Procias, forstår du. Men der er mit gamle hjem, og min søn," fortalte hun og trak sig lidt sammen under dynen. Jophiel ville næppe have noget imod at hun blev lidt, de to havde altid haft et meget stærkt bånd til hinanden.

[Deleted]

Ezekiel ønskede slet ikke at flygte fra Liya, men derimod være omkring. De var begge to anderledes, og for ham, var det vel også rart at vide, at han ikke var alene om det? Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse. "Ezekiel ser en smuk kvinde," begyndte han denne gang. En smuk kvinde, der havde været udsat for en masse, som hun slet ikke burde. Var det underligt, at han havde ondt af hende, grundet hvad der var sket hende? Hun fortjente jo slet ikke den slags. "Som har været forudrettet behandlet af mænd igennem sit liv.. Ezekiel har ondt af hende.. og ønsker hende det bedste," sagde han denne gangmed en rolig stemme. Bange var han jo ikke for hende, og derfor ønskede han jo kun at vise hende, at han ikke var ude på noget.

Ezekiel flyttede sig en anelse i takt med, at hun denne gang søgte til sengen. Hun ville ikke for tæt på, og det accepterede han også fint. Hun ville gerne til Procias? Han selv var ikke meget for at gå den vej, da han selv havde kæmpet sig fri derfra, og søgt i den anden retning. Hans hænder fumlede han med. "Ezekiel kan tricks! Åh ja.. Ingen vil se frøkenen," forsikrede han denne gang. Som en oldgammel mentaldæmon, havde han sine klare fordele, som han kunne bruge. "Ezekiel syns frøkenen burde få noget søvn.. Vi kan tage af sted i morgen," sagde han denne gang, som han atter vendte blikket mod hende. For hendes skyld, da hun allerede var iskold.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var endnu uvist for hende hvor meget deres skæbner egentlig var forbundet med hinanden også igennem Nathaniel. Ofte nærede hun stadig et kæmpe savn til ham, hun følte sig meget alene og ubeskyttet uden ham, selvom det nok i virkeligheden var ham hun skulle beskyttes overfor. Liya mærkede sine kolde kinder blusse ved hans ord, hun kunne ligefrem fornemme varmen der steg, dog stadig uden at hun så hende i øjnene. "De er en sær mand, Ezekiel," svarede hun og rystede på hovedet. Hendes ord var ikke ment som hån, nærmere som et kompliment. Det var rart ikke at være den eneste som var totalt håbløs, faktisk så forekom han hende som en mand fra en helt anden verden. Det var næsten uhyggeligt hvor meget han kunne vide ved bare at se på hende. Hun rynkede lidt bekymret på panden. "Hvordan kan du vide så meget?" spurgte hun uforstående. Nogle, som Nathaniel var gode til læse kropssprog.. hvilket var grunden til at hun blev urolig.

I stedet for bare at varme sine ben, lagde hun dynen helt omkring sine skuldre og krøb tæt sammen under den for at finde lidt varme. Hendes tænder var stoppet med at klapre og den blålige hud var langsomt begyndt at blive rosa igen. "Godt," mumlede hun og nikkede. Hun glædede sig til at se sin søn, selvom hun normalt ikke brød sig om at være alene med børnene i frygt for at gøre dem ondt ligesom hun havde gjort med Zacharias. Nu var det hendes eneste mulighed. "Meget vel.. men du må ikke lukke øjnene!" udbrød hun lidt panisk og så på ham med store øjne. Det var vigtigt! Hun lagde sig ned og puttede dynen godt omkring sig. Hun havde vandret så længe og så meget uden at føle sig træt, men kroppen havde ikke fået hvile. Nu lå hun i varmen, med en dyne omkring sig, der gik ikke meget mere end få minutter før hendes øjne gled i helt af sig selv og hun faldt hen til søvnen.

//Out

[Deleted]

Liya havde i forvejen delt rigtig meget med Ezekiel, så selvfølgelig. Selvfølgelig vidste han da meget om hende. Han kunne jo se, hvad de mange mænd havde gjort ved hende, ved de handlinger, som de havde udsat hende for! Han blinkede med øjnene. Han var en sær mand? Han vidste det jo godt.. Men efter alle de år, kun i sit eget selskab, var det vel ikke underligt? De var sindssyge.. på hver deres måde ganske vidst, men det var de. "Ezekiel kan læse tanker.. og er god til at sætte tanke til handling," sagde han. Mange år, havde han jo brugt på at iagttage og holde øje.. lære, og nu skulle han testes.. Man kunne vel sige, at han fejlede med et brag? Han var virkelig ikke god til det med at færdes rundt i verden, hvor hans viden derimod, var virkelig stor.

At hun gik med til at vente, var noget som passede Ezekiel helt fint. Selvom han ikke selv ønskede at tage tilbage til Procias, ville han faktisk gerne hjælpe hende. Diamaqima'erne var der jo ikke længere, så han havde vel heller ikke nogen grund til at være bange for det? "Ezekiel passe på frøkenen.. Han sidder lige her," fortalte han, hvor han faktisk bare satte sig ned i et hjørne, hvor han sad og kunne holde øje med hende, og månelyset udenfor. Benene trak han let op til sig, hvor han slog armene uroligt omkring. Hun faldt hurtigt i søvn. Han ville passe på hende.. Om han så skulle holde sig vågen hele natten.

//Out