Where do I go..?

[Deleted]

Liya Daimond Diamaqima

---

Ezekiel vandrede evigt, som han havde gjort længe. Den verden, som han engang havde kendt, var stort set ikke at se eller spotte nogen steder længere. Det forvirrede ham virkelig. Han var vant til et samfund, hvor stort set alle fungerede sammen. Mændene var dem som arbejdede, og kvinderne var dem som passede hus og børn. Nu så han krig, kamp, strid og ødelæggelse.. løgne og hor.. Han kunne jo blive ved.
På sin færd, havde Ezekiel dog mødt nogen, som alligevel havde været en smule mere åbne og modtagelige overfor ham, og disse havde været ham til en stor hjælp i tilpasningen i denne her verden. Det var ikke nogen hemmelighed, at det var svært, når der ikke rigtigt var nogen. Bare synet af ham, plejede at skræmme de fleste væk, og selv hans blanding af race, var så atypisk, at selv en Diamaqima, kunne anse ham som en trussel. Det eneste, som han jo egentlig ønskede, var at tilpasse sig. Det var det eneste, som egentlig betød noget for ham lige nu.

Benden.. Et ellers smukt naturområde, som var omlagt til en oldgammel by, hvor der i forvejen ikke boede særlig mange mennesker. Det var sent på aftenen, og han kunne høre stemmer. Ikke kun af dem som han passerede, men alle de tanker som han kunne høre, kørte rundt i hovedet på ham. Hans blik fokuserede ikke, mens han bare passerede. Han var iskold, men kunne ikke huske hvordan det føles at fryse. Han skilte sig jo meget fra det typiske.. Det havde han gjort stort set hele livet, og måske det var det, som gjorde ham farlig?
Ezekiel dumpede denne gang ned på en bænk ved det gamle springvand i byen. Hans hænder rørte ved alt de kunne komme i nærheden af, grundet den manglende stimulering igennem de mange år, han havde siddet fanget i Procias' bjerge.. Langt væk fra gud og hvermand. Hvor han skulle tage hen? Det vidste han ikke.. Han gik vel bare, hvor hans fødder førte ham hen?

[Liya Daimond Diamaqima]

"Stop! Jeg er ikke uværdig! skældte Liya. Der var ingen andre omkring end hende selv. Rastløse skridt havde ført hende rundt på nøgne fødder gennem flere lande. Faktisk anede hun ikke hvor hun denne gang opholdt sig. Visse ting virkede genkendelige, andre komplet fremmede. Hun mumlede nogle uforstående ord og rystede lidt på hovedet. Stemmen talte til hende. Det gjorde den ofte, nogle dage værre end andre. Det var nu måneder siden hun havde forladt Marvalo Mansion, og det var der ene og alene én god grund til. Nathaniel. Han var roden til alt ondt i denne verden og Liya forsøgte at undgå at han skulle fordærve hendes sind mere end det var i forvejen. Hun vandrede i den samme hvide natkjole som hun havde vandret i siden hun havde forladt det helvedshus, men den var ikke meget hvis mere. Meget af den var malet rødt af indtørret blod fra de ofre nætterne havde bragt i hendes desperate forsøg på at vinde lidt kontrol. Hun tav og så op på en lille gruppe der passerede hende. Både hendes fingre og tæer, og læber var blevet blålige af vinterkulden.

For mange år siden havde hun overlevet på mindre end dette. Stemmen gled lidt i baggrunden. På stående fod havde hun rimelig kontrol, men ensomheden drev hende oftest til at snakke med sig selv. Det liv hun engang havde haft, var gledet som sand mellem hendes fingre. Børnene havde deres eget liv og Nathaniels arme havde hun forladt én gang for alle. Han havde skænket hende sin sidste løgn. Ringen som engang havde givet hende så megen stolthed, som hun havde kæmpet for at vise frem til alle, den prydede stadig hendes frosne finger, den var blevet en del af hende, selvom symbolikken i den gjorde hende vred, det bandt hende til kræfter som hun ej ønskede at være bundet af. Nej nu var hun endelig fri.

[Deleted]

Ezekiel selv, vandrede uden nogen mål eller mening. Diamaqima'erne var i forvejen en familie og slægt, som han ikke havde meget til overs for. Stemmerne i hovedet, var han selv kendt med, men alligevel så meget ved fatning, at han vidste, at det var hans egen hjerne, der i ren desperation igennem de sidste mange år, spillede ham et puds, så han ikke skulle gå helt til hundene.
Engang havde han været en flot mand.. En intelligent mand, og nu var han så intelligent, at de fleste, troede, at han var en landsbytosse uden lige. Han selv holdt sig væk fra mennesker, men iagttog dem i stedet for. Lærte af dem, for tiderne var godt nok ikke, som da han sidst havde været en fri mand.

Stemmen som nærmest skældte, var hvad der fik ham til at hæve blikket. Med hud, som havde det været skæl.. fingre, der aldrig var i ro, men derimod fumlede med hindanden, mærkede han sig selv at den bidende vinterkulde, som for alvor havde kastet sig over dem. Var det også det, som skete nu? Det var mærkeværdigt, hvad en tilværelse alene, egentlig kunne gøre ved folk.
Langsomt hævede Ezekiel sig atter fra bænken, som han havde siddet på. Kappen som han bar, var gammel og laset, som resten af hans beklædning. Han lavede det selv, og var egentlig stolt af, hvad han havde formået at præstere med det. Den enlige kvindelige skikkelse, som han kunne spotte i mørket, skældte ud.. men på hvem? Det var det, som han ikke rigtigt forstod. Undrende lod han hovedet søge på sned. "Der er ingen omkring dig, og alligevel skælder du ud.. Ezekiel forstår ikke.." Han rystede på hovedet. Og folk havde en tendens til at kalde ham for den mærkelige?

[Liya Daimond Diamaqima]

Verden var et stort sted, Liya havde vandret gennem alle dets sider både de mørke og de lyse, men det havde været naivt af hende at tro, at hendes skæbne nogensinde ville vende, at hun ville kunne finde lykke og fred som hun ellers havde ønsket. For hver dag der var gået, havde hun fået det værre, somme tider kunne un kontrollere det ved blod, men andre gange.. mange gange vandrede hun rundt uden kontrol over sig selv eller sine tanker, uden mål eller mening, de eneste der holdt af hende var hendes børn, og det var bedst hvis hun bare blev langt væk fra dem allesammen. Hun stoppede op og stirrede ned på stenene under hendes nøgne fødder der var blevet helt blodige af gangen på det ru underlag. Hendes smertetærskel var ualmindeligt høj, hun havde måttet stå imod så meget af den, så hun end ikke bemærkede det før nu. Sådan stod hun og betragtede de nøgne fødder, frem til den lidt skingre stemme talte til hende.

Hovedet hævede hun så de mørke øjne faldt opmærksomme på ham. Der var forvirring og uskyld at finde, udadtil lignede hun ikke en der kunne gøre skade på nogen, desværre var det ikke sandt, og den blodige kjole afspejlede lidt det, og forklarede også hvorfor mange andre gik i en stor bue uden om hende. "Og du omtaler dig selv ved navn," bemærkede hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå. Han så anderledes ud. Hans hud næsten glimtede i det svage lys. "Du ser besynderlig ud" kommenterede hun uden at komme tættere på. Han var stadig en mand, mænd gjorde hende utryg, men der var noget omkring ham som var mærkværdigt fascinerende i forhold til andre hun var stødt på.

[Deleted]

Kvinden holdt Ezekiel øje med. Han selv var fra en tid, hvor man passede på hinanden. Dette havde der jo så bare været enkelte individer, som ikke var helt enig i, og dette havde kostet ham forbandet meget, og nok meget mere, end hvad han egentlig havde regnet med, at det ville. Han lod hovedet søge på sned. Han omtalte sig selv ved navn? Det havde måske været i et forsøg på ikke at glemme det. Hårdt som det end var sagt, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det. Blikket lod han denne gang søge til hans fingre, som han stadig fumlede med. Hun snakket til ham.. uden at kigge skævt til ham, selvom hun holdt sig på afstand fra hans skikkelse, så selvfølgelig var det noget, som gjorde sit, også ved ham. Det kunne han jo ikke umiddelbart benægte.
"Ezekiel er ikke vant til at folk snakker med ham.. Nej," sagde ham, hvor han kort rystede på hovedet. Han så mærkelig ud? Han så faktisk hellere at folk spurgte, end at konkludere, at han bare var underlig, for det gjorde ham faktisk ked af det. Han så ned af sig. Engang havde han været en flot mand.. En velintegreret mand i samfundet, og nu var han bare det modsatte. Nu var han den, som folk helst ønskede, at holde på afstand. Hvad skulle han sige? Han vidste jo godt, at han ikke lignede alle andre. "Aldrig som alle andre.. Engang var Ezekiel.. Han var en gang.." Hans blik faldt til hende igen. Selv stod hun jo blodig og i bare tæer. Han trådte et stille skridt tættere på. "Fryser frøkenen?" spurgte han pludseligt. Blod.. Det skulle væk. Sådan måtte man slet ikke vise sig.

[Liya Daimond Diamaqima]

Fred havde aldrig været alment spredt, ikke i Liyas tid. Hun var hele livet blevet brugt som et sølle stykke legetøj af divserse mænd, det var sådan hun havde overlevet men nu var tiden ved at løbe ud. Selv når hun forsøgte, vat hun ude af stand til at lade sig besudle frivilligt, men sulten lå og lurede, hun havde haft smerter længe, men de druknede i så meget andet, så hun ikke engang selv havde bidt sig rigtigt fast i det. Sørgeligt nok var virkeligheden gledet lidt ud i sandet, hun havde ikke snakket med nogle længe, så det var helt underligt at stå overfor denne mand som talte til hende.
De mørke øjne studerede ham. Han så anderledes ud, virkede anderledes, men det i sig selv skræmte hende ikke, for ligegledes var hun. Alle.. selv Nathaniel når alt kom til alt, så ned på hende fordi hun ikke havde kontrol over sit eget sind. "Se den følelse kender jeg. At vandre rundt som et genfærd blandt mange," hun trak skuldrene op til ørerne hvorefter hun lod dem falde igen. Hendes blik gled ned. Normalt følte Liya kun trang til at dræbe, tage kontrol over en mand, men denne var anderledes.. mere som hende. Nysgerrigt tog hun ét lille skridt tættere på og betragtede ham med store, uskyldige øjne. "Hvad var du engang?" spurgte hun stille. Liya så ned af sig selv og så hvordan hendes fødder var blå. "Vinteren er kold," mumlede hun og lagde armene om sig selv i et forsøg på at finde lidt varme. Det var sjældent nogle udviste venlighed overfor hende, Nathaniel havde gjort det dengang i mosen for mange år siden, men gennem årene var selv han blevet ligesom alle andre mænd og han havde efterladt sig et vrag tilbage, forvirret og alene.

[Deleted]

Det eneste selskab Ezekiel havde i den her tid, var sig selv. Derfor fandt folk ham nok meget mærkelig i forhold til, hvad der var typisk og mere normalt for en velintegreret og sofistikeret mand. Det havde han været engang. Han kunne bare ikke rigtigt huske hvordan det føles.. eller hvordan det var, for den sags skyld. Hovedet lod han søge på sned. Umiddelbart synes han ikke, at have nogen grund til at være bange for denne kvinde. Bange var han nok heller ikke for noget.
Hun vidste hvordan det var? Han blinkede med øjnene. "Du ved hvordan Ezekiel har det?" Han trådte stadig tættere på, selvom det var ganske roligt. Ikke gjorde han nogen noget. Han kunne aldrig drømme om at gøre en flue fortræd, også selvom han kunne være tildels voldsom, hvis han fik en grund til det. Hans blik faldt til hans hænder. Hvad han havde været engang? "Ezekiel var engang en vismand.. Åh ja, en god vismand. Folk stillede ham spørgsmål, som de ikke kunne finde svar på.. Jeg gav dem det.. Jeg er nemlig unik." Med unik tænkte han selvfølgelig på sine racer, som i sig selv, var meget atypiske, i forhold til hvad der var normalt. Det var ganske vidst frem til Nathaniel Diamaqima havde valgt at blande sig!
Hun frøs. Det var jo slet ikke meningen. Den gamle kappe, som sikkert ikke gav nogen varme alligevel, tog han af, inden han søgte det sidste stykke hen til hende. Han lagde denne om hendes skuldre. "Frøkenen skal ikke fryse.. Det er koldt ude." endte han. Igen fumlede han med fingrene. Han var konstant rastløs.

[Liya Daimond Diamaqima]

Somme tider.. eller faktisk ret ofte, føltes virkeligheden ikke virkelig for Liya. Hun så en masse, bemærkede en masse men passerede det oftest uden notits. Det eneste tidspunkt hun interagerede med nogle, var i de tilfælde hvor et hjerte stoppede med at slå for hendes hånd. Alle kendte hendes ry. Mænd var bange for hende, kvinder afskyede hende i frygt for at hun ville tage deres mænd fra dem, særligt fordi hun var så smuk og uskyldig at se på. Liya vidste hvordan det var at være ensom, at blive kigget skævt til. "Altid udviser de frygt, siger intet, gør intet. Stod det til dem blev jeg låst af vejen og tortureret til.. ja sindssyge," fortalte hun ærligt og slog blikket ned. Tanken plagede hende ofte. Nu havde hun prøvet at have en familie, en omgangskreds, men nu var hun igen bare hende, forladt.. ødelagt og alt hun ønskede var at fører en samtale med en der ikke frygtede for at hun ville tage hans liv, selv hvis hun ville.
Idet han kom tættere på, bakkede Liya usikkert et skridt væk. Han var pippekuk ligesom hende, men hun vidste at det nok gjorde ham ligeså utilregnelig. Hans skridt var større, selv når hun bakkede væk, kom Ezekiel tættere og tættere på hende for hver gang, til hun til sidst opgav at bakke mere. "Hvis du engang var en vismand, og fandt de svar som ingen selv kunne finde.. kan jeg så stille dig et spørgsmål?" spurgte hun og skævede lidt forsigtigt op til ham. Hun havde formået at stå ved Nathaniels side, som en stolthed, formået at opfostre to børn, hun kunne blive stærk, men en lille del af hende, mistænkte at Nathaniel havde afholdt hende fra at blive det. Kappen lagde om hendes skuldre. Der var ikke meget varme i den, men hun knugede den alligevel om sig for at finde den smule der var at finde. "Det er så koldt," indrømmede hun og satte sig i hug, så kappen kunne dække stort set hele hende.

[Deleted]

Ezekiel vidste ikke hvem denne kvinde var, og derfor var han vel heller ikke klar over, hvilken fare, han reelt set var i? Nu havde han bare fundet en.. Stødt på en ved et rent tilfælde, som rent faktisk lod ham komme tæt på, og det var noget, som gjorde en kæmpe forskel for ham. Han fumlede med hænderne, hvor han meget nøje studerede hende. I hans øjne, var hun jo ikke sindssyg.. Hvorfor skulle de da gøre en kvinde fortræd? "En kvinde skal man beskytte! Ikke gøre dem ondt.. Aldrig.. Nej, nej, nej.. Aldrig.." Han rystede på hovedet. Det var det, som han var fra.
Denne gang blev Ezekiel stående tæt ved hende, selv efter, at han havde lagt kappen om hende. Den varmede måske ikke så godt, men det var mere tanken om det. Han ville ikke hav at hun skulle stå og fryse. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det. Hun ville gerne stille ham et spørgsmål? "Du vil gerne stille et spørgsmål? Spørg Ezekiel.. Han vil gerne svare på det," forsikrede han. Det var lidt af den verden, som han kunne huske fra dengang, så det var jo heller ikke så skidt, at det ikke var godt for noget andet, vel? Han åbnede og lukkede sine hænder, som han febrislsk forsøgte at tænke. Han så sig omkring. En kro var ikke særlig langt væk fra dem. Penge havde han ikke, men derimod mange andre muligheder. "Ezekiel hjælpe.. Frøkenen skal ikke fryse.. Kom med.." Denne gang forsøgte han at tage omkring hendes hånd, for at føre hende mod den nærmeste kro. Han skulle nok sørge for, at hun kunne få varme.

[Liya Daimond Diamaqima]

Andre omkring dem gloede med uhøflige øjne og afskrev Ezekiels dødsdom på stedet, men i og med at han var endnu en tosse, så tog de færreste sig af det, tværtimod ønskede de oftest folk som dem udryddet. Hvad de ikke vidste var at Liya var et mere kompliceret væsen end blot en morder. Hun slog ihjel i desperation og i depression, ikke kun for egen morskab, eller det ville sige at hun nød det altid i en eller anden forstand, men ikke ubegrundet. Mændene vækkede det bare i hende fordi de altid tog fuld kontrol, ønskede at styre hende. Hendes mørke øjne spejlede forundring. Denne mand.. Ezekiel, var den første mand nogensinde som direkte sagde at kvinder ikke skulle gøres ondt. "Nej. Mænd er egotiske svin, der ser kvindekroppe som sølle legetøj til fri afbenyttelse, og tillader sig at trampe på dem," sagde hun hårdt. Det var ikke ham hun var vred på, men hele hans mandelige race. Hendes hænder begyndte at skælve igen. Nej hun måtte ikke tænke på det, det ville kun frembringe stemmen igen. Hendes blik hvilede på den isbelagte jord under hende. Hun tegnede ubeetydelige streget i den, bare for at beskæftige sig selv, til han igen talte.
Hendes store mørke øjne tilfaldt hans. "Hvorfor er jeg sådan her?" spurgte hun og rejste sig med kappen omkring sig. Hendes natkjole var blodig, og ej var det hendes. Hun spekulerede ofte på hvorfor hun ikke kunne overleve uden blodet, eller om det i det hele taget var forkert. Nathaniel havde sagt det var, men det fik hende til at føle sig forkert. Forsigtigt nikkede hun og fulgte med ham. Her var iskoldt, lige nu var hun villig til at gøre hvad som helst for varme, dog trak hun hånden til sig. Berøringer var hun ikke god til, og han var gak!

[Deleted]

Var man anderledes, var man et afskum, som man helst så forlade denne jords overflade, og gerne så hurtigt, som det var dem overhovedet muligt. Dette var selv en ting, som Ezekiel var offer for, så i den forstand, kunne han sagtens sætte sig i, hvordan hun havde det. Han sænkede blikket. Mænd var nogen svin? Var alle det? Altså, han havde ikke gjort nogen noget. "Ikke Ezkekiel!" forsikrede han hende denne gang. Ikke kunne det komme til ham, at skulle behandle en kvinde på den måde! "Har nogen mænd gjort frøkenen ondt?" spurgte han denne gang. Han måtte jo sande, at hun var en virkelig smuk og meget flot kvinde, hvis man så bort fra, at hun var dækket af blod. Et syn, som selv han måtte sige sig, at være meget vant til efterhånden.
Hendes spørgsmål var et af de større. Hvorfor hun var sådan? Hvordan helt præcist? Hun var en kvinde, af en personlighed, som han kunne lide. Hun snakkede jo med ham, for det første. "Frøkenen er en god kvinde.. Tænksom kvinde. Hvad er der i vejen for det?" spurgte han denne gang.

At hun indvilget i at gå med ham, glædede ham dog. Her trak han hende mere end glædeligt med sig mod kroen. Det var ikke umiddelbart et sted, som han ville opsøge selv, da han ikke brød sig meget om den menneskemængde, men det var efterhånden nødvendigt, siden hun frøs. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle rende rundt og fryse!
Døren skubbede han op med det samme, og med et stort smil på hans læber. Folk ænsede ham knapt.. Var man virkelig så usynlig? "Frøkenen venter her," bad han denne gang, inden han slangede sig igennem mængden og op til bardisken. Her gik han i dialog med krofatteren, som helt mirakuløst tildelte ham en nøgle. Han var jo ikke mentaldæmon for ingenting. Herefter søgte han tilbage til Liya. "Ezekiel fik værelse.. Frøkenen kan få varme.. Kom," bad han, inden han søgte mod værelserne. Nøglen satte han i låsen, og fik døren op. Her var varmt.. og de kunne snakke. Det kunne han godt lide.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var næsten bizart at man kunne vænne sig til at være mindre værd end den generelle population. Liya havde aldrig forstået hvorfor hendes værdi var mindre, eller hvorfor de altid forsøgte at spærre hende inde, og det hun ikke forstod var oftest det som vækkede tvivl og frustration hos hende. Med ordene havde hun formået at hidse sig selv op, så hun stod en kende stakåndet og vrede øjne som sendte ham skeptiske blikke. Han var en mand, derfor gav hun ikke meget for hans ord, Nathaniel havde sagt det samme, og vist sig som værende anderledes i mange år, indtil han alligevel ikke kunne modstå verdens fristelser, så hvorfor stole på ham? "Mænd er sådan," sagde hun bare og strøg en hånd op langs modsatte arm. Ej besvarede hun hans spørgsmål men hendes holdning sagde det hele. Mange mænd havde gjort hende ondt på så mange forskellige måder, hun så ikke længere nogen værdighed i sin krop, det var ikke skam der afholdte hende fra at opsøge næring i form af intimitet, det var nærmere hendes skrøbelige sind. Hendes blik flakkede lidt forvirret omkring. "Jeg gør ting jeg ej burde gøre.. nyder ting jeg ej burde nyde.. jeg er forkert!" udbrød hun frustreret og slog sig selv for panden.

Langsomt faldt hånden igen, som han førte hende ind på kroen. Hun bemærkede ret hurtigt hvordan mændenens sultne blikke faldt på hende, og i et forsøg på at undslippe disse, trak hun hans kappe op omkring hånden og lukkede den til, så hun ikke behøvede at forholde sig til det. Det gibbede i hende da Ezekiel igen kom hen til hende efter lange minutter. "Du forskrækker mig," bemærkede hun lidt anklagende men besluttede sig dog for at følge med op på værelset for at komme væk fra de mange mænd. En fremmede mand på et fremmede værelse, vækkede en indre uro i hende fra tidliger,e ubehagelige minder og vækkede lysten til at tage kontrol. Liya stoppede op i døren og så efter ham. Han havde kun været venlig, det var ikke rimeligt at det skulle gå ud over ham.

[Deleted]

At være anderledes, kendte Ezekiel kun alt for godt til, for han havde det jo selv sådan. Selv vidste han jo, hvilket man han engang havde været, og kunne nu se, at han kun var en skygge af sig selv, som ikke forstod halvdelen af, hvad der foregik omkring ham. Af hvad han kunne fornemme, så var det mange mænd, som havde gjort hende ondt? Hvorfor? Han forstod det ikke! "Ezekiel er slet ikke sådan.. Åh nej, åh nej.." Selv kunne han gå fuldstændig i selvsving hvad angik hans tale, hvis han fik lov til det, og han hadede næsten sig selv for det, for det var slet ikke meningen, at det skulle være sådan! Han selv kunne aldrig drømme om at gøre hende noget.
Ezekiel rystede denne gang på hovedet. Gjorde det hende forkert? "Hvorfor gør det frøkenen forkert? Det er forkert at tro, at det er forkert." Han fumlede med hænderne. Ikke skulle man forandre på folk, og ikke skulle man gøre noget for at pointere, at de var forkerte. Hun måtte vel have sine problematikker efter det, som var svære at håndtere? Det var umiddelbart det, som gav mest mening for ham lige nu.

Endelig var de kommet indenfor, og endelig havde Ezekiel fået nøglen, så de kunne finde et sted at være, hvor de kunne snakke, og hvor hun ville få varmen, og fri for de mange blikke. Ezekiel selv ,var vant til at blive stirret efter, og vidste at det var ubehageligt. At han forskrækkede hende, fik ham nærmest til at krybe sammen. Gjorde det hende bange for ham? Det var jo ikke meningen! "Ezekiel vil bare være venlig ved frøkenen, som hun er ved ham," fortalte han denne gang. Han trådte denne gang ind på værelset. Det var fint.. Ikke særlig stort, men fint. "En god og varm seng til frøkenen og ingen grumme blikke," fortalte han. Om det var, kunne hun få sengen og han sad på gulvet.

[Liya Daimond Diamaqima]

Der fandtes ikke mange med et sind som deres, faktisk havde hendes veje aldrig krydset en der var mindst ligeså forskruet som hun selv. Det burde gøre hende bange, for hun kendte utilregneligheden, men i virkeligheden fascinerede det hende mere, men nu vidste hun heller ikke hvilken mand han engang havde været. De store, forvirrede øjne betragtede ham fortsat skeptisk også selvom han benægtede. Til nu havde han intet ondt gjort hende. "Hvis du spørger mig er jeg ej heller en kold, blodhungrende morder, men det ændre ikke på at jeg er det," sagde hun med en silkeblød stemme, der slet ikke passede til sagens alvor. Desuden havde hun intet imod at indrømme hvem hun var. En kvinde der var kendt for at tage livet af mænd, men langt de fleste fortjente det, og så var der jo naturligvis også mænd som Zacharias som desværre var røget i mængden. Endnu stod hun i døråbningen og så ind på værelset. Hendes blålige hud, var så kold at det nu var begyndt at prikke og stikke ubehageligt over det hele, i takt med at hun tøede lidt op.

Hun slog blikket mod sine nøgne fødder og trak kappen lidt bort. "En meget klog mand fortalte mig at det var forkert. At jeg hverken var eller burde være sådan," sagde hun og bed tænderne hårdt sammen. Hans gerning var det mest venlige nogen havde været overfor hende i lange tider, men hans trang til at hjælpe hende, mindede om en mand hvis løfter var blevet til vand gennem tiden. "Frøkenen fortjener ikke din venlighed," bemærkede hun med melankolsk tone. Det eneste der stod klart i hendes tanker, var trangen til t ende hans liv kun for hans venlighed. "Jeg vil ikke," mumlede hun og så væk. Livets mange hændelser siden Nathaniel var kommet tilbage, havde fået hende i en permanent ringe tilstand fuld af forvirring, selvforagt og mangel på kontrol.

[Deleted]

Denne kvinde, var uden tvivl en af slagsen, som i sandhed, måtte fascinere Ezekiel. Ikke forekom det ham ofte, at møde nogen, som skulle være hen af hans samme støbning. Også selvom det ikke var den type og støbning, som han var født til at være. "Er frøkenen da det?" spurgte han. Her gjorde det ham virkelig kun mere fascineret af hende. Var det derfor, at hun var så præget af det røde blod? At hun havde gjort andre ondt? Fordi de havde gjort hende ondt? Hvad var det forkerte i det? Det måtte han jo indrømme, at han ikke rigtigt kunne se.

Ezekiel blev denne gang stående indenfor døren. Han ville jo bare gerne vise sig fra sin gode side.. Passe lidt på hende, nu hvor det heller ikke så ud som om, at der var nogen andre, til at gøre det. Han følte vel næsten et sted, at han havde gjort noget forkert? "Det er ikke forkert at reagere, når andre gør en ondt.. Åh nej.. slet ikke." Ezekiel rystede på hovedet. Hvad kunne man da forvente? Og hun fortjente ikke hans venlighed? Ezekiel brød sig ikke om den måde, hun så sig selv på, når hun særligt fortjente bedre end det.
"Frøkenen fortjener det. En god og varm seng.." Han vendte denne gang blikket mod den. Selvom hun stædigt stod fast på at hun så ikke ville. Han ville jo ikke tvinge hende..? "Har Ezekiel handlet uret?" spurgte han denne gang, hvor han tog et skridt mod hende. Han havde en tendens til at være intimiderende, og meget oppe i hovedet på folk, men han handlede ud fra bedste mening. Hvad var bedre end en god og varm seng, når man frøs, som hun gjorde? Denne gang rakte han hende sin hånd. "Kom," opfordrede han denne gang.