According to Plan

[Deleted]

Carmine Jordin Marlineo


Den store kirkegård i Corvento, havde altid været et dystert og uvelkommen sted. Hvor svage lys fra måne og fakler, dæmpede en stemning af melankoli, og hvor svag dise ofte søgte at dække lugten af blod. Mausoleerne var hver især indgange til krypter og gravkamre, hvor vampyrer opholdte sig i dagtimerne. Og hvor endnu flere syntes at bosætte sig. Ikke alle vampyrer levede i slotte eller luksuriøse mansions. Men denne nat, var kirkegården fuld af aktivitet. Mange gik ud og ind af mausoleerne. Ofte bærende på store kasser af udskårne sten, eller bårer med sten og jord. Omkring kirkegården, i disciplinerede og årvågne grupper, stod nogle af Lucians mange soldater. Denne slags aktivitet syntes uvant til mange vampyrer i Corvento, men dog syntes mange af dem ved ganske godt mod og ganske interesserede i at give en hånd med i disse nye tider. De var trods alt vampyrer. Fysisk arbejde var intet for sådanne udødelige væsner.
Tæt ved en af mausoleerne, var en mindre pavillon sat på benene. Og derunder, stod et lille bord af sten. Ved hvert ben af pavillonen stod en af de næsten ikoniske soldater af Lucians hær. Lucians hænder, fingre, og lange negle var sat om to hjørner af dette bord. Og hans egen store fysisk skikkelse, stod en anelse lænet og bøjet over bordet. Et bord hvorpå der blot stod et mørkt stearinlys. "Do you have the map I requested, master Gregor?" Lucian tiltalte én af tre vampyrer der ligeledes stod ved bordet under pavillonen. Manden der blev tiltalt nikkede ivrigt, og fumlede en smule med en rund beholder, og kortet det indeholdte. "Y-yes Mylord." Lucians tilstedeværelse kunne være ganske intimiderende, hvilket også syntes at være tilfældet for disse tre andre vampyrer. Gregor; en vampyr der lignede en aldrende mand, foldede kortet ud på bordet af sten. "A-as you requested, Mylord. A map of the Mausoleums and the connected t-tombs." Lucian forholdte sig ganske roligt, og lod sit opmærksomme blik falde over det detaljerede kort.
Vampyrerne Lucian stod med, var mestre i håndværk og bebyggelse. Vampyrer der i adskillige hundrede år havde mestret deres kram, og som nu stod til at være til stor hjælp for Lucian og Corvento. Lucian lod en finger følge kortets illustreringer af undergrunden under deres fødder, og studerede optegnelserne. Stilheden blot opbyggede spænding hos de tre andre vampyrer, som alle syntes at vente på en eller anden form for reaktion hos Lucian. Og de skulle heldigvis ikke vente særligt længe, inden Lucian lod sin finger hvile ved et bestemt sted på optegnelserne. "Begin the reconstruction in the southwestern section." Den ene af de tre trådte lidt frem. "But Mylord, those are the weakest sections of the mausoleums." Lucian blot kiggede mod manden. Ganske køligt. "Which is why we should focus the renovations there first, don't you agree?" Lucian var meget lærd. Han havde endda også en stor viden omkring emner såsom disse.
Inden længe, blev det gjort klart for de 3 byggemestre, hvad de skulle gøre. Og store som små detaljer og planer blev udpenslet imellem dem. Og inden længe, stod Lucian blot alene under pavillonen, og studerede kortet. Det var ganske klart, for alle som havde hørt blot en smule i Corvento, at Lucian havde planer om at renovere og udvide mausoleerne. Gøre dem mere passende til beboelse. Nogle sagde endda at han havde planer om at bygge intet mindre end en underjordisk by, under Corvento. Uanset hvad... var Lucian blevet træt af tanken om vampyrer der skjulte sig iblandt edderkoppespind og kister. Og ikke mindst måden hvorpå disse vampyrer havde levet i disse mausoleer. Lucian havde, som sagt, planer og ambitioner...

Nu var der ikke andet for, end at vente på Carmine, som uden tvivl ville dukke op før eller senere. Lucian havde ikke været synderligt berørt af den vage nyhed bragt i brevet, men det skulle da nok blive interessant at høre hvad Carmine havde at berette. Lucian havde øjne og ører overalt. Og det kunne endda være, han allerede vidste med hvem Carmine havde mødtes. Men uanset hvad, havde Lucian ingen intentioner om at lade sit hoved fylde med samtaler og ideer udklækket i mørke og skjul. Han havde andre planer.. så meget der skulle gøres, inden det ville blive for sent. Og han ville tillade intet at stå i vejen for fremskridt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Brevet som Carmine havde fået retur, havde indikeret et ønske om et kommende møde. En glæde for Carmine selv, da han ikke ønskede nogen ubekvemmeligheder med fyrsten af Corvento. En gammel kending havde nemlig stået på hans dør, og med en veninde, som selv havde været en nær ven af hans egen familie, for rigtig mange år siden.
Mørket hang over dem, denne kolde vinteraften. Cassie var trygt i Corvento Mansion, så han vidste, at han trygt kunne tage af sted. Hun havde fået at vide hvad kriterierne var for at kunne færdes frit, velvidende om, at de ikke var blevet taget så vel imod, som man ellers kunne håbe, at de kunne.. Men hun var der endnu, og for ham, var det også det vigtigste.

Derfor søgte Carmine denne gang i retningen af de mange mausoleer, som han vidste, lå omkring i hele Corvento. Brevet havde han i hånden, for at sikre sig, at han kunne finde det rette sted at møde ham på. I det fjerne hørte han stemmerne. En aldrende mand, som næsten lød til at være bange? Han rynkede kort i panden. Bevidst satte han derfor i retningen af disse stemmer.
Skikkelsen som han kunne ane i det fjerne, fik ham kort til at trække på smilebndet. Derfor vidste han så også nu, at han var på det helt rigtige sted. "My Lord," hilste han, som han med rolige skridt, kom tæt nok på, til at de kunne høre ham. Brevet faldt til den indre lomme. Hovedet bukkede han let mod ham. En sand fyrste af deres by, fortjente også at blive hilset med den rette respekt, hvilket i forvejen var noget, som han agtet at vise ham.
"I was beyond glad, when I recieved your letter. As planned and as you wished: Here I am," tilføjede han denne gang. Iklædt de mørke klæder, som stod i strid til den ligblege hud og det tomme ansigt, foruden det rødlige skær, som var at spore og spotte i hans øjne. Han var skam oprigtig glad for, at Lucian havde indvilget i at se ham igen. Efter at deres første møde, var gået så godt ,som det nu havde, ville det være en skam, at ødelægge det.

Carmine stoppede denne gang op, da han var kommet tæt nok på, til at kunne se hvad de havde gang i. Selvom dette nu vakte ham en tydelig nysgerrighed, som svagt måtte vise sig i hans ansigt. En ny konstruktion af området her? "What are you doing?" spurgte han denne gang, velvidende om, at han ikke havde nogen ret eller grund til at skulle blande sig i disse sager, men dog af den grund, var det noget, som vakte ham en temmelig stor nysgerrighed. Han ønskede jo selv at vide, hvad der skete rundt forbi. 

[Deleted]

Disse konstruktioner ville ikke være færdige på blot en enkelt nat, selvfølgelig. Det ville tage lang tid. Men tid, som enhver vampyr heldigvis kunne undvære. Og det var blot et enkelt led af en længere kæde af planer. Planer der i deres udførelse, ville ændre på grundvolden af selve den vampyriske race. Det var på tide at den urolige stilstand der havde hvilet over vampyrracen; forsvandt for evigt. Tid til at udødelig magelighed blev forvandlet til produktivitet og handlekraftig beslutsomhed. Tid til at forene racen, så de skulle blive så stærke som naturen ville det. Og dér; i sidste ende... ville verden blive ændret for evigt. Lucian næsten smilte diskret, stadig med blikket på kortet foran sig. For første gang i meget lang tid, kunne han endelig føle og smage begyndelsen af en ny æra. Han kunne endelig mærke hvorledes det føltes at have igangsat sine omhyggeligt planlagte skridt mod fremtiden. Og han trivedes i støtten og opbakningen af vampyrerne af Corvento. Som syntes næsten lige så ihærdige som ham selv..
Lucian skulle ikke vente længe på Carmine, efter de tre byggemestre havde forladt pavillonen. Og Han blot smilte en smule tilfreds ved lyden af mandens stemme. "Taking the first step towards a greater future.." Var hans ganske simple svar til Carmines spørgsmål. Og som svaret forlod Lucians løber, vendtes blikket også mod Carmine. Selvom Carmine var en særdeles besværlig mand at læse, kunne Lucian dog alligevel fornemme en interesse i manden. Så han rettede sig lidt op, med armene ned ad siden, og betragte skiftevis kortet, og Carmine. "These mausoleums and dark holes have long been the shelter of many vampires. Not all vampires live in mansions and castles, afterall." ... "Sometimes, a ruler must empower the people he leads. And so, I have begun the reconstruction of the underground tunnels and shelters.." Han lød næsten entusiastisk? Han så frem til at se det endelige resultat. Han vendte sig så mod Carmine. "What is now dank and dark corners, will soon be a home to countless vampires." Tilføjede han. Planen var ganske enkelt at gøre det meget mere beboeligt og permanent. At styrke væggene og forbinde tunnellerne.
Lucian lænede sig derefter over bordet, og viftede sin hånd over det sorte stearinlys der stod på midten af bordet. En mystisk blå flamme blev derefter antændt i det sorte stearinlys, og Lucian skævede mod Carmine. "As long as this candle is lit, we can speak privately and in discretion.." ... "Now, what new do you have for me?" Spurgte han ganske interesseret. Nu hvor han skulle høre det, var han skam interesseret og nysgerrig.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var oprigtigt spændt på, hvordan Lucian ville tage det møde, som han havde holdt, uden at han havde været tilstede. Alt taget i betragtnign, var det nu heller ikke et møde, som han selv havde arrangeret, men derimod et, som var sket i hans hjem temmelig spontant. I denne forbindelse, ønskede han faktisk at involvere Lucian ment i den forstand, at han nu kunne.
"The greater future for our kind." Selv kunne han ikke være andet end storslået tilfreds med dette, og det alene, var heller ikke noget, som han lagde det mindste skjul på. Tvært imod. Han lod armene langsomt falde ned langs hans egen side. Han satte pris på at Lucian var så åben overfor ham, og rent faktisk fortalte, hvad han havde i vente, og særligt når det var på denne her måde. Ikke at der herskede nogen tvivl om den slags. Han lod hovedet søge en kende på sned.
"Our former leader never did anything to this place. I can only imagine the happiness of those vampires who actually live here," sagde han denne gang med en rolig stemme. Hans blik faldt til den blå flamme, som pludselig gnistrede i det mørke lys. Magi? Det var på ingen måde hvad han var vant til at se en vampyr benytte. Nu brød han sig heller ikke om flammer og ild. Faktisk var det noget af det, som han hadede mest, hvis han skulle være helt ærlig.

"I'm glad to be here. I have something I would like to tell you," fortalte han denne gang. Hans mørke øjne søgte omgående til Lucians. Ikke at han var bange for manden, hvor han derimod værdsatte den respekt, som hvilede dem imellem. Nu hvor han vidste, at de kunne snakke frit, og privat, så var det vel også en god mulighed for ham, at fortælle manden om dette.
"A meeting took place at my mansion. Not one I had planned to take place. An old friend of mine.. The brother of my creator, and a very old friend of my family," begyndte han. Ikke at han havde tænkt sig at pakke det ind. Han ville bare gerne have det sagt. "They're not happy by the leader of us.. and her life in the land of Imandra to the east. The brother of my creator, Anthony will take her place as a new leader.. And a lot of the power over our kind," fortsatte han denne gang. Hans blik faldt fra flammen og til Lucian. Hvad ville han sige til det?

[Deleted]

De fleste civilisationer i historien, samt de fleste af hvad der nu var denne dag; opretholdte et stort gab imellem øvre og nedre klasser af deres samfund. Lavtlønnede og beskidte Procianske landmænd plejede marker, som brødfødte noble damer og ædle herrer ved deres middagsborde. En nødvendighed for en civilisation der indeholdte så uendeligt mange dødelige liv. En sikring af at generationer ville følge i deres fædres fodspor, og en sikring af fred og fordragelighed. Men de var vampyrer, og dog alligevel havde denne opdeling fået lov til at spire iblandt de udødelige. Og hvorfor? Lucian havde alle intentioner om at styrke vampyrerne han ledte. Give dem stemmer ved et råd. Give dem bedre forhold. Skænke dem beskyttelse, og en sikker fremtid. Alt sammen, så de som helhed kunne blive stærkere...
Det lød måske meget hjertevarmt, især som en ideologi der kom fra en Vampyr. Nogle ville måske endda tage det som et tegn på svaghed fra Lucians side. Men en dag, ville Lucian måske se sig selv omringet af fjender. Og disse fjender ville snarligt indse deres fejlagtige konklusioner, som ikke blot Lucian, men en hel civilisation ville være blevet stærkere. Lucian smilte, men en smule ironisk og med en snert af utilfredshed. "Alexander. Malekith.. And all who came before them." ... "They were idiots. My job is not to give them happiness... but I will give them much more." Svarede han ganske direkte og vendte så blikket mod Carmine igen. "Here, among thousands of our kind, we have craftsmen who have perfected their arts through centuries. Immortal warriors of unparalelled skill and determination. We have scholars and learned men and women, with unimagined amounts of knowledge and visdom, locked away in their minds." Han fnøs næsten hånende som han atter vendte blikket mod kortet, og derefter ud mod kirkegården der omringede pavillonen de to stod under. "But these so-called leaders... these idiots, saw only fit to enslave them. Bind them to their tyranical rule and outdated laws." ... "In their foolishness and unending hunger for power, they thought themselves wiser than their subjects.... And payed the price for it."

Og endelig tiede han et øjeblik. Han var for emotionel på dette område. Det indså han nu. Og Carmine sikkert kedede sig over hans lettere prædiken af moral... selvom den kære Vampyr sikkert ville sige andet. Så Lucian endte med et smilte diskret og rette sig op med front mod Carmine. "But enough of that.." Sagde han lidt derefter for at sætte en stopper for sin egen strøm af ord. Og benyttede i stedet tiden til at lytte til Carmine, og hvad han var kommet for at fortælle. Magien skjult i den blå flamme, ville sløre deres ord, selv for vampyrer. Ingen andre end de to, hørte ordene som blev udvekslet. Ualmindeligt, ja... for en Vampyr at anvende magi på en sådan facon. Men Lucian havde lært meget. Og omfavnede mange ting i denne verden. Og nu, havde han en troldkvinde - en Magiker, under hans vinger. Moderen til pigen som havde givet de to blod ved deres tidligere besøg. Lucian havde tænkt sig at bruge alt hvad han havde ved sine hænder. Lucian nikkede opmærksomt, som tegn på at han skam lyttede til Carmines ord. Lucian begyndte ligeledes at gå en anelse rundt om bordet, med blikket halvt mod kortet, og mod Carmine. Tydeligvis med tankerne i fuld flor. "I see.." Lagde han ud, og lod et par fingre berøre hans hage i en tænksom bevægelse. "And I imagine both you and Lord Anthony are interested in knowing my perspective on all this, yes?" Kunne han da kun forestille sig. Ville han selv havde været i deres sko. Lucian tog alt dette, tilsyneladende ganske køligt. "And I am assuming he has your support in this?" Lucian ville intet afsløre eller berette endnu. Ikke inden han vidste mere. Lucian brød sig bestemt ikke om Ingrid! Men det betød skam heller ikke, at han brød sig synderligt meget om Anthony. Egentlig vidste han ikke meget om Anthony. Hans spioner havde berettet at Anthony var forsvundet, eller på anden måde væk. Han vidste derimod en del om kvinden de tilsyneladende også havde mødtes med. Tanken om hvad Anthony havde planlagt at gøre, rørte ikke Lucian særligt meget. Jovist, det var et stort skridt. En grandios gestus. Og det ville uden tvivl have store konsekvenser for Lucian selv, og hans planer... og deri, lå Lucians skjulte utilfredshed. Hvis det syntes en så nem beslutning for manden at tage magt fra Ingrid. Hvad ville han så forsøge at tage fra Lucian?

[Carmine Jordin Marlineo]

At styrke vampyrerne og lade dem brødføde sig selv.. Skabe et eget samfund, uafhængig af den dvasianske økonomi, ville til enhver tid, være et træk at foretrække, selv for Carmines vedkommende. Han selv var stolt af, at være en del af det.. Glad for, at være en del af den elite, som skulle være med til dette, hvilket skam også var grunden til at han havde valgt at dukke op her, som han nu havde gjort.
Afventende lod han Lucian tale sin hjertesag. Tydeligt var det, at dette var en sag, som han vægtede utrolig højt. Han var nu alligevel nysgerrig, samt meget glædeligt engageret i mandens arbejde. Ikke herskede der nemlig nogen tvivl om, at han vægtede vampyrernes velbefindende højt, for det gjorde han da godt nok. Af den grund, brød han sig ikke om, at høre manden nærmest svine Alexander til. Han havde været en leder, og han havde dummet sig ganske vidst.. men det der, var komplet unødvendigt. "I could imagine," sagde han denne gang, efterfulgt af et let nik. Han spændet let i næverne. Alexander var hans skaber.. Selvfølgelig var det ikke bare et bånd, som forsvandt. "They paid the price with more than blood," tilføjede han. Trist et sted, for det havde kostet dem rigtig mange store mænd igennem tiderne.

Nuvel.. De kunne vel springe direkte til det uplanlagte møde, der havde fundet sted i Corvento Mansion! Hans blik faldt denne gang til Lucians. Selv stolede han på, at flammerne ville holde denne samtale privat. Det var nemlig således, at han ønskede det. "I.. more than the others," fortsatte han. Han ville gerne kende til Lucians mening hvad det her angik. Selv vidste han nemlig, hvori han skulle lægge sin egen loyalitet.
Ingrid var der ingen af dem, som brød sig om, og endnu mindre ved det som hun havde gang i. "I am beginning to fear Ingrid's intentions.. And so were they. She's moving several vampires from Dvasias and Manjarno, to Imandra, and for what, I don't know." Han holdt en kort pause, hvor han igen vendte blikket mod flammerne på bordet. For ham, var Lucian en leder af denne by.. En fyrste, som man kun måtte lægge en lid til, og ikke ønskede han at ødelægge det. "Anthony is the one who will search the title as our leader. Myself.. I find no interest in that. I wonder.. is there any possibility for you to work along? Towards a commen goal and bring the power to the heart of a vampire-city?" fortsatte han denne gang. Det var jo i sig selv, en ganske alvorlig ting.

[Deleted]

Lucian stod gerne ved sine ord, skulle deres ytring blive betvivlet. Tidligere ledere af racen havde i ordets sande betydning; været idioter. Uvillige til at gøre hvad der var bedst for det fælles mål og gode. Alexander lod sig styre af andre, og Malekith kastede rigdom for døren, og byggede et slot. De to var ingen forbilleder i Lucians øjne. Hverken Carmines, eller hans egen skaber. Men nærmere advarsler. Og deres fejl ville fungere som lektioner til Lucian, og forhåbentlig andre ligeså. Og Lucian ville for evigt bære vægten af blodet af sin egen skaber, på sine hænder. Et bånd han stadig uvilligt følte. Men det havde været et nødvendigt offer. Og som alle skabt til et større formål, måtte Lucian ofre hvad han måtte.
"I see.." Gentog han atter, da Carmine syntes at støtte Anthony. Nysgerrigt, egentlig. Var et gammelt venskab, alt hvad der skulle til, for at gøre en mand værdig til en sådan titel? Hvis Lucian havde ønsket at blive kaldt Leder, var han gået efter titlen fra starten. Og dog alligevel, havde mange set til ham som noget nær en leder, i Ingrids fravær i Imandra. Som Lucian var kommet til Corvento i sin tid, havde han talt til det vampyriske folk i den store kirke. Prædiket en bedre fremtid. Og Vampyrerne af Corvento havde lyttet... Så simpelt var det, egentlig. Og det havde været starten. Lucian rynkede kort sine bryn ved Carmines ord. Men smilte også en anelse sikkert. "It seems apparent that she is either establishing a new Clan, or assembling an army." Han nikkede lidt over sine ord. Han havde hørt en del om Ingrid. Men ikke så meget som han gerne ville have. "But she is of no concern right now... It will take her years to assemble and train an army... If she comes to Corvento, my army and I will destroy her - and send her wailing back to the shadows." I dette, havde han ingen tvivl. Nogle rygter talte om at hun ville yngle nye vampyrer. Eller forsøge at vinde de frit levende vampyrer verden over... desperate forsøg. Dømt til at fejle. Lucian havde ingen frygt eller bekymringer omkring den kvinde.

Endnu engang faldt et øjebliks stilhed og tænksomhed over Lucian. Denne gang imens han fæstnede sit blik mod Carmine. Og imens hans hænder atter havde fat i hjørnerne af stenbordet. "If Anthony wants power, let him have it. If he wants a title, let him claim it." Sagde han så beslutsomt. "But it takes more than a name, and the support of a slave-trader, to gain power. According to the ancient laws, he will need many supporters to make his claim legitimate..." Tilføjede han også. Ak ja... Lucian vidste godt hvilken kvinde det var der også støttede ham. Og han var ikke videre imponeret... At han hed Imirachi, og havde støtte fra en håndfuld vampyrer, ville ikke gøre ham til en værdig Leder af en så mangfoldig og blodig race som deres. Og det ville under ingen omstændigheder få Lucian til at bøje sit knæ for manden! Lucian slap bordet og rettede sig op igen. Armene hængene ned fra siden. De blottede mavemuskler trak sig sammen og spændtes en smule som han sænkede sit blik. "I do not want that title. So if he truly wants it, I will not stand in his way." Sagde han så roligt og nikkede en enkelt gang. "And as such, I expect him to not stand in my way." Det begyndte at irritere ham en anelse... at han nu også skulle til at tage stilling til Anthony og hans planer, imens han var i færd med at realisere sine egne. Og han fandt det især irriterende, at Anthony havde søgt titlen som Leder, uden at have snakket med Lucian. De to kendte ikke hinanden... men Lucian brød sig ikke om at blive ignoreret. Og især ikke i en by der var så godt som hans! Men hvis Anthonys jagt efter lederskabet, ville lede ham til at forpurre Lucians egne planer... ville han fortryde det. "The other clans and covens will not take kindly to Anthony claiming the title.. If he wants the support of me and my army - he will have to ask for it himself..." Lød det så ganske bestemt og alvorligt fra Lucian. Han så egentlig ingen grund til at samarbejde ikke skulle kunne lade sig gøre. Han havde jo trods alt endnu planer om at oprette Rådet. Men Anthony var begyndt at lyde som en magtbegærlig karakter. Og det kunne derfor være ganske interessant at møde ham. Og forhåbentlig få en anelse sandhed ud af manden. Og derved lære om hans sande intentioner... som forhåbentlig indebar meget mere end en forøgelse af hans egen magt. "And his arguments will have to be very convincing..."

[Carmine Jordin Marlineo]

Lucian havde kæmpet for hvad han havde opnået, hvilket i sig selv, var noget, som vækkede en klar og tydelig respekt hos Carmine. Det var fantastisk, at se, at der rent faktisk var nogen vampyrer her i denne verden, som var udstationeret med noget, der bare mindede om en tålmodighed, for det var noget, som gjorde godt for racen, og særligt fordi at han selv, satte pris på de mål, som Lucian havde sat for sig. Ikke at der herskede nogen tvivl om det. Et stille smil passerede kort hans læber.
"That's what I fear.. And they're too," fortalte han denne gang. Et sted var det fordi at det var en tanke som han ønskede at gøre noget ved, og i særdeleshed fordi at vampyrerne i forvejen, var for udsatte, i forhold til mange af de andre racer, og derfor var det på tide, at gøre noget ved det!

Umiddelbart i øjeblikket fremstod Ingrid ikke som nogen trussel, men hvorfor ikke gøre noget ved det, før hun reelt set, ville fremstå som en trussel for dem? "At the moment, no.. But eventually she will.. Let us therefore do something about it before it becomes a big problem," fortalte han. I hans øjne, var det jo sådan, at han havde det med tingene, og særligt, fordi at det foregik på denne her måde.
Lucian var skuffet. Et sted var Valerio også bare et mellemled i forbindelse til, hvad det egentlig burde være, og det kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved nu. "He wants it.. Like his brother before him," fortalte han denne gang. Det ville uanset tage ham lang tid, at opnå noget som helst. Svagt kneb han øjnene sammen. Hvordan Anthony ville sælge den til Lucian, vidste han ikke.. Og ej heller vidste han, om det var noget, som i det hele taget, kom til at ske.
Lucian var klar i sit ønske, og selvfølgelig var det alene, noget som selv Carmine ønskede at efterkomme. Selv kunne han lide den tanke om et råd. "He will not gain the power quickly. You have a great headstart in that.. As well as you plans for Corvento, and to our race. The vampires in this city will follow you towards a greater future, but we need a leader to our race, who can maintain the responsibility," fortalte han. Velvidende om, at der var chance for, at det var ord, som endte misforstået, så var det jo bare sådan, at det måtte forholde sig. Han nikkede afmålt. "I just wanted to let you know," sagde han denne gang. Ikke ønskede han nemlig at stå der som et sendebud. Han ville bare ikke ødelægge det allerede fine samarbejde, som de havde.

[Deleted]

"Perhabs." Svarede han blot kort og nikkede en enkelt gang. Selvfølgelig var det en mulighed at efterkomme truslen fra Ingrid med det samme. "But she is threatened. By me. And soon, by Anthony, I suspect." Han gav det lidt tanke. "And as such, I assume she will be ready for whatever we might do to stop the advance of her plans." Lucian rettede lidt på sin tykke åbne frakke, og kørte den ene skulder en anelse rundt. "If we act before the time is right, our efforts might fail. And then she might be provoked to speed up her plans - thereby interferring with more pressing matters." ... "For now, I am watching her. And that is what I intend to do... to wait." Han smilte en anelse diskret. "Let her make the first move. And when she does, we will be ready." Som Lucian så det; ville det være til hans fordel, hvis Ingrid handlede aggressivt som den første. Hvis hun skulle sende en hær mod Corvento, eller aggressivt forsøge at overtage magten i byen, ville hun meget vel ende med at møde større modstand fra de lokale, end hun havde regnet med. Hvorimod; hvis Lucian skulle sende sin hær til Imandra, ville det være et brud på politiske grænser. Og Kongehuset af Imandra ville højest sandsynligt tage hendes parti. Men hvis hun skulle angribe Corvento, ville hun krydse den Dvasianske grænse, og stå overfor verdens største population af vampyrer... I Lucians øjne, var hun dømt til at fejle. Og hvis hun valgte at blive i Imandra, ville han være ligeglad. En dag ville der måske endda blive indgået et fredeligt forlig eller aftale. Måske endda en alliance... Og så ville indflydelsen af den Vampyriske race være både i Dvasias, og i Imandra..!

Lucian fandt sig selv blot en anelse irriteret over måden hvorpå Carmine syntes en mellemmand. Officielt tjente Carmine Lucian. Med en givet autoritet over nogle af hans mænd. Og samtidig syntes han at støtte Anthony i mandens ønske efter magt og en titel. Men et sted var det nu også ganske forståeligt. Typisk vampyr-politik. Og ikke noget Lucian var vred over, endnu, i hvert fald. "You speak as if he is already our leader. He is not..." Lucian følte han måtte gøre det klart, at Anthony ikke var nogen leder i hans øjne. Ikke endnu, i hvert fald! "And he will not be, until he proves himself." Lucian kunne mærke sig selv gribe hårdere om stenbordet, og endte derfor med at rejse sig op, og bekæmpe vreden fra hans indre. Inden han mistede besindelsen. Og derved; endte han med at nikke afslappet. "No more on the subject." Han tænkte et øjeblik og trådte lidt rundt om bordet igen, mod Carmine. "I intend to host a dinner, to which I will invite Anthony and his associate; Miss Mathimæus. There, we will discuss the future." Afsluttede han ganske bestemt, og med et nogenlunde diskret smil. Egentlig en idé han var kommet op med på stedet. Dette ville da være ganske passende. Og han havde nu også hørt; at denne Anthony, nød luksus og civiliseret høflighed. Måske; hvis Lucian viste lidt høflighed, ville Anthony gøre det samme... i stedet for at ignorere ham..! Lucian rettede sig op med hænderne ned langs siderne, og nikkede til Carmine. "Thank you, Lord Carmine. For you honesty, and for bringing this to me." ... "But you will have to excuse me. I have many things that demand my attention this night." Sagde han, efterfulgte af endnu et høfligt nik. Han holdte det sidste ganske høfligt og formelt. Faktisk, var Lucian en anelse skuffet. Skuffet over Anthony. En mand tydeligvis så interesseret i magten som Leder, at han ikke engang havde fundet det passende at vende sit krav med Lucian. Men det var måske også bare Lucian der var lidt for... nem at opreve? Lucian forlod derefter pavillonen. Opsat på at ordne mange gøremål denne nat.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine kunne være tålmodig, men uanset hvad Ingrid havde gang i, var det meningen, at det skulle stoppes. I hans optik, var det ikke reelt, at tvinge vampyrerne over grænsen til Imandra, og det var hvad han frygtede, at hun havde gang i. Hvorfor ellers starte i det lille, som hun gjorde? "If she's convincing enough, I am afraid what it will do to us, and to our plans," sagde han denne gang.
Normalt havde han været den, som havde holdt Alexander tilbage. Var det nu omvendt? Han vidste ikke, om han brød sig om det. Selv kunne han lide det samarbejde, som han nu havde sammen med Lucian, og ikke ønskede han, at ødelægge det, fordi Anthony ønskede en titel, som han reelt set, kunne vandre ind og tage, om han ville, grundet de gamle love, som Carmine selv, havde været med til at skrive i sin tid. Hovedet lod han langsomt søge på sned. "She is threatened.. Not only by you, but by Anthony as well," istemte han. Det var to store og stærke mænd, med klare holdninger og ideologier.. Det måtte da være truende, at vide, at det var to store og massive modstandere, som sagtens kunne slå hende, om det var hvad de ville. Han håbede naturligvis på, at det var således, at det ville ende.

En middag? Ja, det kunne være, at det ville hjælpe lidt på det. Han kunne viderebringe det ord til Anthony og til Morticia, om det skulle være det, og håbe på, at det ville være behjælpeligt i den forstand. Han trak kort på smilebåndet. De havde et fælles mål, så måske de kunne arbejde sammen?
"He is much older.. He will be a leader," fortalte han denne gang oprigtigt. Han kneb øjnene svagt sammen. Mistro? Ikke var det et begreb, som faldt i hans gode bog. Tvært imod faktisk, så hadede han virkelig den slags! "A dinner sounds like a good idea.. I will look forward to it," endte han. Dette var en samtale, som var på vej mod sin ende, af hvad han kunne fornemme. Det gjorde ham nu intet. Han gad bare ikke nogen sure miner.. For at sige det lige ud. "My pleasure.. I will see you again soon," afsluttede han. Han var en ærlig mand, og særligt, når han vidste, hvor han selv ville få noget ud af det. Derfra valgte han selv, at vende om på hælen, hvor han forlod pladsen. Godt nok med et noget blandet indtryk af dette kortvarige møde. Han håbede nu blot på, at det ikke ville ødelægge mere end hvad det måtte gavne.

//Out