Time for change is near!

[Morticia Imeena Mathimæus]

Dette var en glimrende mulighed for at skaffe sig en plads på første række i det nye samfund der ville blive skabt i nærmeste fremtid. Det kunne næppe vær en skidt ting at være på god fod med den kommende leder, og ligefrem støtte ham aktivt i den kamp han ikke kunne undgå med den snart tidligere leder. Det var delvist forræderi mod det kvindelige køn at jage den første kvindelige leder i mange år af, men hun var ikke den rette, og trods alt hellere et stabilt samfund end stoltheden over at en kvinde skulle sidde der.
Morticia lagde hovedet lidt på skrå og blinkede næsten sødt til vagterne. Hun fik helt ondt i sine stakkels kæber af at smile så anstrengt som hun gjorde, trods det for mange andre nok ville virke som det mest naturlige. "Mange tak og i lige måde D'Herre," hilste hun og bukkede hovedet som en respektfuld hilsen selvom hun i sine tanker fantaserede om alle de måder hun kunne flænse dem på. Det lod ikke til at det ville blive så dramatisk endnu.
Sammen med Anthony passerede hun porten. De var flere meter fra vagterne men alligevel hørte de begge to hvad der blev sagt. Ligesom ham lagde et mere naturligt smil sig over hendes læber. "Mine køber ømmes af at smile så meget, men dette fortjener et. De skulle bare vide," konstaterede hun uden at slippe ham. Der var ingen grund til at gøre det, så lang tid han ikke bad hende om det.
Des længere de gik, des mere faldt hendes hoved til hans skulder. Udadtil lignede de virkelig et simpet ægtepar på gennemfart ligesom de havde påstået overfor vagterne, men deres intentioner var ganske andre.

Idet de endelig kom til deres destination stoppede hun op og hævede hovedet for at tage Mansionet i betragtning. Det var ligeså smukt som historien fortalte, men ingen vidste hvad de ville møde derinde. "Og jeg som ellers havde det ganske sjovt allerede," hun lænede sig frem og plantede et kys på hans kind, inden hun trak sig helt. "Lad os endelig få stillet vores hunger efter morskab i aften, Anthony. Jeg ser frem til at se den guddommelige krop arbejde," kommenterede hun og lod blikket løbe lidt vurderende op og ned af ham. Det skulle nok blive ganske underholdende på så mange niveauer!

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony havde det et sted dårligt med at skulle tage stillingen fra den første kvindelige leder men man kunne ikke benægte at de ikke kunne bruge hendes handlinger til noget. Han ønskede vampyrerne i Dvasias og i Corvento hvor de hørte til. Der var virkelig intet andet at stille op end at gøre det her. Der var nok ikke mange i denne verden der i sandhed var oprigtige når de sagde at de ville bøje for en kvinde hvis hun havde en magtposition højere end dem men det ville Anthony uden tøven. Ej gik ham op i kønsroller eller normer. Han ønskede virkelig kun at se det bedste for racen. Begge havde deres holdninger og smil været falske og dog så det alligevel ud til at være nemmere for ham selv end for hende. Det var en morende tanke et sted. Hendes blik gled roligt til hendes ansigt og et lille snert af et bekymret træk kom frem i hans ansigt. "Man skal smile af de rigtige ting i denne verden. Dog kan vi ikke have at du går rundt og er øm" konstaterede han roligt og med et lille udfordrende smil. Måske han kunne løsne lidt op i hendes ømme muskler hvis han fik chancen.

De var ankommet. Anthony synes ikke at dette sted var noget at skrive hjem om men måske det også havde noget at gøre med grunden til at de var her? Han vidste det ikke. Han faldt stille hen i tanker som han kiggede op mod huset. Det var nu eller aldrig. Han skulle stille sig op og kræve hvad der var hans. Ikke at det var noget som han frygtede men det var alligevel noget som skulle tænktes over. Han blev dog revet ud af sine tanker ved følelsen af hendes læber mod hans kind. Det var ikke noget han havde forventet men dog var det en behagelig overraskelse. "Lad os komme i gang. Jeg har en middags aftale med en under skøn kvinde jeg gerne vil til hurtigst muligt" lød den en smule sultent fra ham. Han havde svært ved at holde det tilbage. Hun satte virkelig noget i gang i ham selvom han stadig holdt fokus på opgaven foran sig. Han kiggede endnu en gang op mod mansionet og gik så mod døren. han nåede døren men bankede ikke på. Hånden lagde han mod håndtaget og døren åbnede for ham uden problemer. Med et enkelt skridt trådte han over tærsklen og det var som et at han var en anden. Den overvældende følelse af en af de ældste nulevende vampyrer vældede ind over den del af bygningen som de befandt sig i. Hans øjne havde skiftet farve fra de blå til de blod røde og hans blik spejdede rundt. Der var enkelte vampyrer i forhallen men det var slet ikke nok. Han gik ind i midten af hallen og kiggede på nogle stakler der stod og skuttede sig i hjørnet. "Bring alle vampyrer i huset hertil. Jeg vil tale til jer alle" lod det med en overvældende ro fra ham. Dog skulle man ikke tage fejl. Ordene var ment som en direkte ordre og disse vampyrer havde hurtigt opfanget det. Med et for de afsted ud for at finde de resterede vampyrer i bygningen. Nu kunne han bare vente.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Det var ikke altid bemærkningen værd, at lade en kvinde sidde på tronen blot fordi det var en kvinde. Det skulle ligeledes være en værdi en. Siden Jaqia havde indtaget tronen i Dvasias, var det blevet mere og mere normalt at se kvinder i større stillinger, uden påvirkning fra en mand med den rette titel vel og mærke, tingene var ikke i dag, som det havde været, dengang hun selv var blevet bragt til Dvasias, og senere hen havde ægtet en mand med en baron titel. Morticia vendte hovedet mod ham og tog hans mine i betragtning. Eftersom hun engang havde været menneske, bemærkede hun de små træk af følelser, som den bekymring han udviste for hende. Det var en simpel ømhed, intet alvorligt, men det var anstrengende for hende at smile så.. så varmt vel og mærke, for hun var jo egentlig en ret smilende kvinde. "Åh jeg har skam intet mod at være øm, kære Anthony, så lang tid det er af de rette årsager," hun blinkede med et lidt lokkende smil, før hun igen vendte blikket væk og fulgte ham hen mod huset. I hendes øjne var det et flot sted, det var præg af at være gammelt, men andet ville have været underligt. Dog var det slet ikke prægtigt nok til at holde vampyrerne i Imandra, når deres hjem altid havde og altid ville være i Dvasias.

Den tavshed der lagde sig mellem dem, fortalte noget om de tanker Anthony i øjeblikket måtte gøre sig. Det var et stort øjeblik, intet måtte gå galt, så Morticia forholdt sig tavs og lod ham gøre sine tanker færdig. Blidt lod hun et par fingren stryge fortrøstningsfuldt over hans hånd inden de nåede indgangen, her slap hun ham i stedet for. "Jeg vil se frem til at kunne fejre det.. My lord," tilføjede hun med en lidt legende undertone. Hun havde intet problem med at underlægge sig, tværtimod så havde hun altid.. nydt tanken om en autoritær mand der havde en vis form for magt over hende, uden at gøre hende magtesløs naturligvis, for som han selv havde nævnt, så var hun en stærk kvinde, hendes evner burde udnyttes, ikke gemmes væk.
Den knirkende dør gik op. Hendes røde øjne søgte indenfor mens han trådte ind, hvilket hun naturligvis lod ham gøre først, hvorefter hun selv trådte med. Huset henlå i mørke, men der var flere vampyrer, hun kunne mærke deres tilstedeværelse. Morticia blandede sig blot med mængden af dem som tilsluttede sig af nysgerrighed. På den måde ville hun ikke gøre sig for bemærket, og hun ville kunne holde øje med om nogle havde tænkt sig at gøre lidt for stor modstand. Ej kunne hun holde et lidt stolt smil fra sine læber over at se ham der i midten af flokken, tage hvad der tilhørte ham.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony var ikke tilfreds med den retning som Ingrid havde valgt at føre vampyrene i. Selvom hun måske ville dem det bedste så følte han ikke at det var godt nok at flytte racen til et land som ikke var en del af mørket længere. For længe havde vampyrene været under Warlocks og Dæmoner men det skulle blive anderledes. Han vidste at han ville kunne føre racen ud i en ny tid. Tankerne kørte i hans hoved. Måske Ingrid og ham havde samme intentioner men deres handle planer var vidt forskellige og det kom virkelig til at vise sig nu. Tiden for en ny leder var atter over Vampyrerne. Han ville tage over hvor han kære lillebror havde sluppet.
Hen vidste ikke hvorfor han udviste disse små følelser men det var nu en gang sådan han var. Han var ikke en mand som så igennem fingre med noget eller som lagde noget imellem. Han havde altid været meget ligefrem dog uden at miste sin naturlige flair for manipulation. Det ville han nok altid have. Hendes kommentar bragte et tydeligt lystent smil frem på hans læber. Morticia var virkelig en kvinde som vidste hvordan man skulle udtrykke sig. "Bevares. Det må vi jo se på en anden dag. Jeg ville nyde at se dig være øm af de helt rigtige årsager" pointerede han roligt før han vendte blikket mod bygningen foran sig.

Der var tavshed som han krævede deres alles opmærksomhed. Han var ikke en mand som man skulle stille sig for meget op imod og det virkede ikke som om disse unge vampyrer, som de alle var i hans øjne, ønskede at stille sig imod. Der gik ikke længe før de alle stod samlet i forhallen eller i hvert fald de fleste af dem. Der var en summen mellem dem af snak. Alle som en ønskede de jo at vide hvorfor han havde valgt at troppe op her uanmeldt og derefter kalde dem sammen.
Da der ikke så ud til at komme flere vendte han de røde øjne rundt på forsamlingen som tav med det samme. "Mine Damer og Herre. Jeg er Anthony De luca Imirachi. Jeg er den ældre bror til jeres tidligere leder Alexander og jeg er her for at kræve min ret til titlen som jeres leder. Fra i aften er det mig og ikke længere Ingrid i skal lytte til." Han tav og kiggede rundt på forsamlingen. Vampyrerne rundt omkring begyndte at mumle igen efter hans udtagelser. mange af dem virkede usikre på hvordan de skulle forholde sig til det her. "Vampyrerne høre til i Dvasias, Corvento er vores hjem og ikke dette palæ. Kom med mig hjem. Jeg ønsker at samle vores race, gøre os større og stærkere. For længe har vi været underkuet af Dæmoner og Warlocks. Det er vores tur til at herske. Hjælp mig med at vise hele verdenen at vores race ikke bare er til at kunne trædes på. Kom med mig til Corvento. Dem som ønsker at blive ...." Han behøvede ikke sige sin sætning færdig. De vidste alle hvad han mente. Han rakte hånden ud mod forsamlingen og vendte kort blikket tilbage mod Morticia før han endnu en gang gav dem sin udelte opmærksomhed. "Kom med mig, brødre og søstre. Jeg er jeres nye leder" sagde han roligt. Det var gjort, det var overstået. Han stod nu som leder af racen. Som en af de ældste hvis ikke den ældste levende vampyr så havde han denne ret uden at der kunne gøres meget ved det. Et tilfreds smil bredte sig på hans læber. Dette her føltes egentlig meget godt.
Som han blev færdig med at snakke var der uro blandt mængden. Truslen som de var blevet givet hang stadig over dem selvom det ikke helt havde været en trussel. En del af dem valgte dog at komme ham i møde. De anerkendte ham som leder og begyndte derefter at søge hjem mod Dvasias uden indvendinger. Dog var det ikke alle. Anthony begyndte at kunne ane at der ville være folk som ikke ville tage med ham. Smilet blev en smule bredere. Så ville der alligevel være noget legetøj til dem?

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia havde altid været en bramfri kvinde, der sætte ærlighed frem for noget andet, med mindre løgne var til hendes større fordel. Af samme grund var hun ikke bange for at dele sine meget konkrete tanker med Anthony, desuden nød hun det spil der kørte mellem dem. Deres hjerte bankede ikke, men de var lystne væsner og gnister kunne opstå selv mellem de døde, og hvilken kvinde ville desuden ikke nyde at have en hvis.. magt over den kommende leder? Ikke fordi hun havde intentioner om at kontrollere ham, men at stå ved hans side og være en vigtig brik, kunne meget hurtigt vise sig at blive en stor fordel for dem begge.
For nu stod Morticia dog bare i mængden af de meget unge vampyrer.. det virkede sandelig til at Ingrid havde haft travlt med at omgøre, for mange af disse ville næppe vide hvordan man jagede på korrekt vis. Nogle af dem ville ligefrem gøre sig som gode slaver, dem kunne hun udpege i mængden. Hun forholdt sig stille og mere eller mindre usynlig og forsøgte i stedet at bemærke hvilke vampyrer der satte sig imod og hvilke der gik med. Der lod til at opstå stor forvirring.
En ung vampyr havde sine øjne på hende, med et sultent glimt. Hun så på ham, først med et knynisk smil hvorefter hun blottede sine tænder og hvæste af ham, så han ret hurtigt vendte sig væk fra hende. Ej var hun kommet for den slags morskab, men for at bevidne at den sande leder af denne flok, indtog sin plads. Flere af vampyrerne gik mod ham, men der var også mange som tøvende blev stående før de sluttede sig til. Dog bevægede Morticia at en ung mand havde blottet tænderne og lignede en der mest af alt havde lyst til at flå Anthony levende. Idet han sprang frem for at angribe ham, var hun hurtigt henne og tog et fast greb om hans nakke for at tvinge ham ned. Ej var han gammel så det var nemt for hende. "Det lader til at vi har en af de svage her," bemærkede hun roligt men nedladende. Med hårde spark i knæhasen, tvang hun ham i knæ foran Anthony. "Til dig Mylord," hun holdt ham stadig nede i nakken. Desværre var nogle af de andre begyndt at følge, men de som var med, forsøgte at advare de andre. Det kunne hurtigt blive grimt, men den havde de jo set komme.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony var normalt ikke en mand som lod sig føre af kvinder på nogen som helst måde. Altid havde han været sin egen herre og det ville han altid blive ved med, dog kunne han ikke lade være med at nyde den tydelige magt som denne lille leg gav hende over ham. Det var ikke meget, det var ikke kontrollerende men det var nyt og noget som fangede hans interesse. Smilet blev på hans læber. Denne her lille leg satte mere gang i hans indre end det som han stod overfor. Der var et eller andet ved stærke kvinder som han bare ikke kunne stå for. Og Morticia var helt sikkert en stærk kvinde og ej kunne han benægte hans tydelige tiltrækning til hende. Han var jo trods alt en mand med smag og af hvad han allerede havde set så var hun det helt rigtige valg.
Så mange nye væsner. De vidste ej for eller bag på den selv. Ingrid havde haft travlt. Et sted så beundrede han hendes beslutsomhed. Han var ikke i tvivl om at hun virkelig gerne ville det bedste for racen men hun giv bare helt forkert til værks efter hans mening og det var ikke noget som han kunne se igennem fingre med. De røde øjne gled roligt rundt. Der var forvirring i blandt dem men han kunne ikke gøre mere end at bede dem søge til Corvento. Han skulle nok sørge for at de ville blive godt modtaget i den by som var deres hjem.
Der var få tilbage men dog flere end han havde regnet med? Nogle af dem så stadig forvirrede ud. han havde et sted ondt af dem selvom det ikke kunne ses på ham. De stakkels små, unge skabninger. Det var jo ligefør at de ikke kunne tænke selv. Han overvejede at åbne munden igen men nåede det dog ikke gør følelsen af en der var utrolig utilfreds ramte ham. Hans blik vendte rundt til han fik øje på manden som Morticia bagte i knæ for hans fødder. Smilet bredte sig på hans læber som han vendte sig mod dem og stod med fronten til dem. "At være ung og uvidende gør ikke en til svag, min kære. At stille sig op med truende adfærd foran os to er modigt .... men dog også usandsynligt dumt" lød det sidste med en tydelig morende stemme. Denne vampyr var helt tydelig meget ung og var åbenbart også dum nok til at ville stille sig op og være truende foran dem. Måske man skulle statuere et eksempel. Anthony's blik flakkede kort rundt. Enkelte var kommet men langt fra så mange som han havde frygtet. Ikke fordi han var bange for at de ikke kunne tage dem men fordi han ikke ønskede at tynde mere ud i deres race. De havde brug for dem alle for at kunne blive stærkere. Dog, dem der ikke ville følge måtte lade livet. "Jeg ville nyde at se dig svinge med pisken og demonstrere din kunden med dette redskab. Dog fornemmer jeg at dette ikke er det rette tidspunkt" pointerede han og lod et lille smil glide over hans læber igen.
En af de tilkommende vampyrer valgte at tage det første skridt. Den unge vampyr var hurtig og nåede hen til Anthony i to meget lange skridt. Anthony stod helt stille og lod ham kom tæt på, ja egentlig så opførte han sig som om han end ikke havde bemærket den unge vampyrs tilstedeværelse. Dette var dog ikke tilfældet. Da den unge vampyr var ved hans side vendte Anthony sig mod ham på et øjeblik. Hænderne blev løftet hvor den ene måtte finde hvile mod den angribendes hoved og den anden mod angriberens bryst. Uden så meget som at blinke rev Anthony den unge mands hoved af kroppen og duften af blod fyldte sig i hallen hvor de stod. Liget lod han falde på gulvet med et lille bump for sine fødder hvorefter han vendte opmærksomheden mod Morticia igen. Enkelte bloddråber var sprøjtet op og havde lagt sig mod hans blege kind selvom dette ikke selv var noget som han havde bemærket.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Eftersom Anthony havde tydelig interesse i hende, så herskede der ingen tvivl om at han var en mand med smag. Morticia havde ganske høje tanker om sig selv, i en verden som denne var man tvunget til det, særligt når hendes arbejde i særdeleshed involverede mænd. Hun var vant til at tage kontrol, ikke at hun ønskede dne over Anthony, det ville ødelægge den intense mand han var, men hun nød at pine ham, til det punkt hvor hans følte sig draget af hende, hvilket hun vidst allerede havde opnået. Deres små lege måtte dog udskydes bare lidt, da de lige nu havde en flok vampyrer at overbevise. De gamle vampyrlove forskrev at den ældste vampyr var den retmæssige leder, og det var ikke denne kvinde som hun ikke engang huskede navnet på længere.
Hun holdt den unge mand i nakken, tvunget i knæ foran Anthony og lod hans skæbne hvile i hans hænder. Manden sagde intet men så op på ham med ophidset blik. Disse var naturligvis deres leder loyal, men de var også uvidende om deres love. Hendes røde øjne søgte fra ham og op på Anthony. "Du er noget for sig, kære. Fortæl mig hvad du ønsker skal være hans skæbne," bad hun og lagde hovedet på sned med et lidt lusket smil. Det ville næppe være klogt at begå massemord blandt de vampyrer som skulle blive deres, i særdeleshed hans støttere hen af vejen.
"Jeg kan forsikre Dem om at De vil se mine evner med en pisk, men De har ret. Dette er ikke det rette fora," indrømmede hun med et ærgelsessuk. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun nød at lege med sin pisk. Pludselig startede cirkusset for alvor. Morticia slap mandens nakke og så på Anthony. En mand der havde styrke og mod til at skille et hoved fra kroppen var uden tvivl alting værd. Hun gik hen ved hans side, og lod en hånd hvile på hans bryst, før hun lænede sig lidt ind mod ham, og lod sin tunge stryge hen over hans kind for at fange nogle af bloddråberne. "Hmm.. en kende kedeligt," indrømmede hun og vendte blikket mod de øvrige vampyrer uden at trække sig fra ham. "Så.. andre der vil lege?" spurgte hun med et sukkersødt smil enhver kunne se var pivende flask og nærmere udstrålede farer.

[Anthony De Luca Imirachi]

Det var vidst ikke nogen hemmelighed at Anthony fandt Morticia utrolig spændende. Han elskede stærke kvinder selvom han personligt ikke lod sig kue. Det var bare utrolig forfriskende med en kvinde der ikke bare smed sig på knæ for hans fødder og tilbad ham uendeligt. Med hende var der spil, både med spil og mod spil. Han var sikker på at hvis hun var utilfreds så ville han vide det med det samme. Det var en ting som der manglede i deres samfund. Der skulle selvfølgelig være en respekt for lederen men dog havde sund og naturlig kritik været noget som racen her havde manglet i mange år. Han ville være en leder som ville lytte hvis folk ikke var tilfredse, se om han kunne gøre noget ved det og måske ændre det. Så længe det blev holdt til de gamle skikke. Det var nogen som han ikke ville gå på kompromi med overhovedet.
Anthony skilte hovedet fra kroppen på den unge vampyr som var det ingen ting. Han besad en abnormal styrke som man ikke bemærke i i hverdagen. Han var altid en meget rolig og fattet person men man skulle ikke komme ham på tværs. Det var der ingen tvivl om. De andre vampyrer på stedet stoppede op uden helt at vide hvad de skulle gøre nu. Skulle de flygte, ville de blive jagtet? De var tydeligt usikre. Ikke nok med det så havde Anthony lugtet blod go ej ville han dy sig fra at slå dem alle sammen ihjel. Dog måtte Morticia bringe ham ud af de tanker. Hånden mod hans bryst og tungen mod hans kind fik ham til at glemme hans tørst efter mord. Han lod en enkelt arm glide om hendes liv sådan så hun blev stående ved hans side. De røde øjne hvilede på hendes skikkelse før han vendte dem ud mod forsamlingen af skræmte vampyrer. "Jeg ønsker ikke at se mine brødre og søster lide. Kom med mig til Corvento og hjælp mig med at skabe et samfund som kan rivalisere både dæmonerne og warlockerne. Vi skal ikke længere være den svageste race! Vi er stærke! Lad os vise resten af verdenen det" sagde han roligt. Der var stadig en uro i mellem de unge men dog var der flere af dem der nikkede. Enkelte bøjede hovedet for Anthony før de selv valgte at smutte. Alle som en forsvandt de og lod Anthony og Morticia stå alene i forhallen. Anthony's blik gled tilbage til Morticia og et lille smil bredte sig på hans læber. "Jeg sagde jo at du ikke fik lov til at bakke væk næste gang du kom nær" pointerede han roligt som han betragede hende.