Time for change is near!

[Anthony De Luca Imirachi]

Morticia Imeena Mathimæus

---

Mørket var endnu en gang faldet på i Dvasias og det var tid til at handle. Anthony havde vagt at takke ja til Morticias selskab på denne her tur. Selv var han ellers normalt en mand der rejste alene men denne nye rejsekammerat var interessant og facsinerede. Han kunne ærligt sige at han glædet sig til at nye mere af hende. Smilet hvilede endnu en gang på hans læber som han ventede til de sidste stråler forsvandt fra himlen og natten tog til. Heldigvis var det vinter og nætterne var langt længere. Det var perfekt for en rejsedag. Da mørket endelig var taget til forlod han sit eget hjem i Corvento. Som han forlod det vendte blikket kort tilbage mod bygningen. Han burde udvide, det var ikke passende for en leder at bo så småt. Castle of Blood var dog ikke noget han ville røre. Han var ikke en slots person. Men et massion ville være fint nok.

Smilet sad næsten som limet på hans læber som han nåede sin første destination. Han ventede ude foran som han havde sagt han ville. Ej ønskede han at vente længe men han vidste også at Morticia ville fornemme ham met samme han kom så tæt her på hendes domæne. Blikket gled ind mod palæet. Gad vide hvilke grusomheder som hun fandt på at udføre inde bag dette hus fire vægge? Tanken pirrede ham til ukendelig hed. Han var en mand der opsøgte meget viden, især når nogen havde vagt hans nysgerrighed og det kunne man tydeligt sige at hun havde. Et svagt grin undslap fra hans læber. Dette skulle nok gå hen og blive sjovt. Nu var det bare at sætte det hele i gang.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia havde set ganske meget frem til i aften. Valerio havde godt bemærket at noget var i gærde, men hun havde ikke delt sine små hemmeligheder med ham. Når nyheden bredte sig, skulle de ske som en steppebrand, og hun glædede sig til at se hans forbløffelse over det denne gang. Hendes dansende skridt ledte hende ned af en mørk gang. Der var intet lys overhovedet i hele mansionet, men det påvirkede ikke en vampyrs syn der næsten var skarpere her i mørket. Hendes lyse væsen nærmest lyste op i de omgivelser.
Månens blege skær oplyste hendes blege hår, da hun trådte ud af de store porte med et glat smil. Hendes læber var rosenrøde, det var ikke kunstigt fremstillet men derimod den middag hun netop havde nydt, der havde givet hende en smule kulør i kinderne og omkring læberne. Hende blik faldt hurtigt på Anthony, der om lovet stod og ventede hende tålmodigt.

Månens skær, gjorde hende opmærksom på en tilbageværende plettet blodrest på hendes finger. "Godaften Sir Imirachi," hilste hun og hævede hånden for at lukke læberne om sin fingerspids så hun kunne fange resterne af sin middag. "Jeg håber ikke De har ventet længe," sagde hun høfligt og sænkede atter sin hånd. En blodrød kappe stod i stærk kontrast til hendes blege hud, der næsten smeltede sammen med den hvide silkekjole hun bar et sted bagved. De blodrøde øjne var skarpere end ellers, malet af det samme blod hun netop havde indtaget, og det havde været et henrivende måltid.. for hende vel og mærke. Hun så ud over horisonten med et tilfredst smil. Det var en perfekt aften til dette.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony var normalt ikke en mand som ventede på andre. Et sted så hadet han det. Kunne folk ikke bare være klar når han var det? Dog vidste han at det ikke altid var sådan verdenen hang sammen og han havde måtte indse at en gang i mellem var man nød til at vente. Dog var dette ikke en af de gange. Selvom han ikke havde tænkt sig at vente længe så havde han alligevel intet imod at stå herude og vente på Morticia. Hun var en kvinde som virkelig havde fanget hans opmærksomhed til fulde aftenen forinden og for at være ærlig så havde han glædet sig til denne tur. Blikket gled roligt op mod portene da de gik op og ud kom inden ringere end Morticia. Smilet blev en smule bredere ved synes af den smukke kvinde som kom ham i møde. Så lyst som hun var kunne man næsten være tilbøjelig til at tro at hun besad engle blod hvis det ikke var fordi de røde øjne fortalte en helt anden historie.
"Godaften Morticia. Ej behøver du at kalde mig Sir eller kalde mig ved mit efternavn. Det her er en hyggetur, ikke sandt?" lød det roligt men dog en smule morende fra ham. Han var en mand som tog meget let på livet og man kunne jo sige at han ikke endnu var leder og havde derfor ikke ret til den form for respekt. Turen i dag var mere hygge end noget andet. Chancen for at de ville støde ind i Ingrid var lille og hvis de gjorde havde hun at bøje sig eller dø i processen. Han ville ikke have noget imod at spilde hendes blod men han ønskede ikke at gøre det af med en potentiel undersåt hvis denne kunne bruges og det var han ret sikker på at Ingrid godt kunne. "Det jeg har ventet på har været det værd men nej, jeg har ikke stået her længe" pointerede han med et charmerende smil. Carmine var her ikke til at ødelægge stemningen i dag hvilket var en fantastisk tanke et sted.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Verden havde vist sig at være klar til at tage en helt ny drejning, og hvis der var noget hun altid havde nydt, så var det at se forandring og særligt andres reaktion på forandring. Hun var ganske tilpasningsdygtig, det havde hun altid været. Hun havde formået at gå direkte fra et fattigt men dog omsorgsfuldt liv i Procias, og direkte til en slavepige for den adelige Mathimæus familien. Ironien når den var bedst, havde ledt hende ind i et liv hvor hun selv havde slavegjort hundrede af andre væsner.
I aften handlede det dog ikke om slaver, men noget ganske andet og langt mere interessant. Hun stod ud i den kolde aftenluft og lod hendes intense blik hvile på Anthony. "Du har ganske så ret. Blot en hyggelig tur," bekræftede hun med et lidt kortfattet nik. Uden ord passerede hun ham og begyndte at gå i forventing om at han ville gå med hende. De glatte lokker kærtegnede det røde stof som hendes kappe var gjort af i takt med hendes næsten svævende skridt.
Bevæbnet var hun ikke. Hun var en kvinde af ynde og elegance, våben var for mænd, til gengæld så var hun en stærk kvinde, og skulle det ende med at blive nødvendigt, så kunne hun sagtens forsvare sig selv, lige dét havde hun ikke behov for en mand til. "Det glæder mig. Det var ikke min mening at lade dig vente, desværre var min middag til aften en kende mere livligt end vanligt," undskyldte hun dog uden at reelt at mene det. Hun fortrak sin mad levende, gerne mænd, gerne procianere bundet til bordet, så hun kunne få sin leg samtidig. Personligt havde hun et bredt udvalg at diverse bloddyr som gav mulighed for variation. "Jeg er bange for at jeg ikke fik takket ordentligt for invitationen igår, Anthony. Det er en ære at du har anset mig som værende værdi i dette hensende," hun vendte kort blikket mod ham med et lidt smørret smil

[Anthony De Luca Imirachi]

Verdenen var klar til en ny drejning og han var, mere end klar til at gennemføre den. Han ønskede dog hjælp og det ville han få i Carmine og i Morticvia. Han var egentlig ret glad for at hun ville tage med ham på denne aften. Det var være dejligt at se hende i aktion for han var sikker på at hun ikke kun havde styrke i sit udseende og sine ord. Hun virkede stærk hvilket var et tiltrækkende træk hos kvinder. I hvert fald i hans hoved. Han havde altid ledt efter en stærk kvinde. Dem der blot bukkede og skrabbede for ham var virkelig ikke interessante i længden. Nej han ledte efter udfordring. Smilet hvilede roligt på hans læber som hun kom ham i møde. Hun var en udfordring uden lige. Spørgsmålet var jo bare om hun ville lege?
Han nikkede roligt og smilet blev en smule koldere og mere morende. "En hyggelig tur i godt selskab skulle jeg mene" kom det køligt fra ham. Smilet falmede ikke det mindste som han roligt begyndte at følge hende som hun gik. Han nåede op på siden af hende uden problemer og satte kursen direkte mod Old Laymian. Dette skulle gøres hurtigt sådan så de kunne komme tilbage og komme i gang. Han havde mange ideer til hvordan denne race skulle ledes og han skulle nok få dem gennemført på et eller anden tidspunkt. De var allerede godt i gang hvilket han fandt tilfredsstillende. Hendes undskyldning fik ham blot til at ryste afvisende på hovedet. "En levende middag er den bedste. Jeg håber at du nød den. Jeg håber ikke jeg forstyrrede dig for meget i maden" lød det roligt fra ham. De kunne alle lide levende mad, det var en af grundende til han jagtede. Han havde dog en lidt speciel måde at jage på. Han kunne godt fange flere på en nat og så tage dem med hjem og så spise dem på et andet tidspunkt. Altid kvinder. Det var hans ynglings spise. Han havde et par gange sluppet dem løs i hans hus og så jagtet dem igennem i deres håb om at de kunne slippe fri. Det havde været en yderst behagelig oplevelse. Han ville gøre det igen når han fik et større hus sådan så der var mere plads for dem at løbe på. "Æren er helt på min side, Morticia. I alt for mange år har mænd undervurderet kvinderne i vores samfund og lige så i andre. Jeg er ikke dum nok til at til side sætte halvdelen af vores race blot fordi deres kønsorganer sider inde i kroppen i stedet for uden på. Man skal gøre brug af de ressourcer man har, ikke?" pointerede han ærligt. "Desuden er det længe siden jeg har mødt en kvinde med din viljestyrke. Jeg er imponeret og fascineret."

[Morticia Imeena Mathimæus]

Det var en lettelse at Carmine ikke selv havde tilbudt at tage med i aften, for han havde om nogen været en dræber af stemning. Morticia havde glædet sig til at have Anthony på ene hånd at flere grunde. For det værste havde hele hans væsen fascineret hende, hans holdninger og den styrke han måtte være i besiddelse af, når han tog et så stort skridt som dette. Derudover så havde han jo vist tydelig interesse i hende som kvinde, såvel som hun havde i ham, og hvilken kvinde ville være i stand til at lade det ligge? Den kølige vind, fik kappen til at blafre lidt. Dog påvirkede kulden hende ikke, den ramte den kolde, døde hud som end ikke registrerede dens temperatur, kappen var mere for udseende end den var praktisk, hun var en kvinde der gik meget op i sig selv.
"Jeg er ganske enig," istemte hun og lod ham finde op ved siden af hende. Old Laymian lå ikke langt væk. De var ikke så langt fra grænsen. Det sjove ville jo først begynde når de havde udført denne lille opgave. Pisken havde hun naturligvis taget med, for det havde været et løfte.
"Nej slet ikke. Faktisk håbede jeg næsten at du kunne finde tid til at dele en middag med mig, når dette er overstået. For at fejre naturligvis," tilføjede hun glat. Hun var overbevist om at det ville være en ganske berusende oplevelse at dele et måltid sammen, også selvom det betød at hun ville skifte mand ud med kvinde. Så kræsen var hun ikke, det havde hun også bevist dagen forinden, hvor hun trods alt glædeligt havde indtaget Carmines bloddyrs søde blod. Ikke en delikatesse, men udmærket. "Det er en forfriskende at møde en mand der ikke deler holdning med så mange andre. I Mathimæus slægten er mine evner desværre ikke blevet værdsat. Min afdøde mand og hans broder lod mig ikke deltage i noget politisk, og stod det til Valerio, så gjorde jeg det ikke endnu. Men ak.. mænd kan være tåbelige væsner somme tider. Det glæder mig kun at nogle kan bruge mine talenter til noget," sagde hun med et lidt dramatisk suk, fremtvunget naturligvis, eftersom hun ikke trak vejret.
"De fleste er intimideret," sagde hun ærligt. Det var måske netop også derfor at Anthony var så interessant for hende selv.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony var ikke bleg for at erkende at han virkelig havde glædet sig til at have Morticia for sig selv nu hvor Carmine valgte at blive hjemme. Det skulle nok blive hyggeligt bare de to. Aftenene for inden havde de jo tydeligt spillet op til hinanden og i aften kunne sikkert også bruges på at finde ud af om det var hende der havde spillet op for spillet skyld eller om hun kunne stå bag ved sine ord. Det var en tanke som fascinerede ham og han glædet sig til at finde ud af det. Det var da helt sikkert. Vinden påvirkede ingen af dem som det ville have gjort med levende væsner. Det var egentlig dejligt forfriskende at være ude i denne månefyldte nat. Hans blå øjne faldt på hendes skikkelse. Hvor kunne han bare godt lide hvad han så. En smuk kvinde var hun i hvert fald. Det kunne ikke betvivles!
De var enige hvilket var en fantastisk ting et sted. De skulle nok kunne få det sjovt på denne korte tur. Han gik med hende og lyttede til hendes ord. En indbydelse ved hendes bord? Interessant. "Jeg ville med glæde nyde middag ved dit bord, Morticia" sagde han roligt og sendte hende et slesk smil. Han ville absolut ikke sige nej til at bord med hende. Måske der kunne ske andre spændende ting de kunne lave efter en middag? Han sagde i hvert fald ikke nej hvis hun skulle tilbyde eller lægge op. Ordene som hun skænkede ham fik ham til at tænke. Han var absolut ikke dum. Kvinder var stærke og ikke bare lige til at vælte. Han vidste at de kunne komme med meget og jo hurtigere men lod dem komme frem og vise sig, jo hurtigere blev man stærkere. "En race, et coven er kun så stærkt som det svageste led. Ikke mange vil indrømme det men mænd er i denne forstand svagere end kvinder. Mænd er simple og vi er ikke gode til at tilpasse op. Kvinder, især dem der har været igennem meget her i livet, har en fantastisk evne til at tilpasse sig dere omgivelser. Det er noget som jeg respektere og værdsætter" sagde han ærligt. Han havde ingen grund til at lyve for hende om sådan noget her. Partnere var de jo i denne nye tid for vampyrer og det betød at man skulle kunne stole på hinandens ord.
"Sandt. Ikke mange mænd ved hvad de skal stille op med en kvinde der har tale gaverne i orden og noget mellem ørene. Det er svært for dem for så kan de ikke bare smide dem på bordet og tage hvad de lyster. Pludselig skal mændende så til at tænke med det øverste hoved. Det er der mange af os der ikke kan finde ud af" påpegede han roligt. Han var ikke intimideret af hende. Ikke det der lignede men han var tydeligt interesseret og fascineret af hende. Det var en ting han ikke ville lægge skjul på.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Nok var Morticia en kvinde der nød at drille med ord, men hun var mest af alt en handlingskvinde. Hendes tålmodighed rakte ikke til det andet. Aftenen før havde Carmine ødelagt den intense luft der var opstået mellem de to, men et øjeblik skulle nok komme, hvor de gnister ville blive til en flamme, en som ikke ville brænde dem begge vel og mærke. I øjeblikket gik hun og legede med tanken om hvordan de øvrige vampyrer ville reagere på dette, og hvad den uværdige leder ville sige, når hendes egne gik imod hende fordi de fandt hende uværdig til at holde en så vigtig plads. Et sted håbede hun inderligt at de ville gøre oprør, for så ville hun få en grund til at lade pisken regne over dem alle.
Læberne fugtede hun med et strejf fra tungespidsen og så frem for sig mens de gik. Grænsen var bevogtet af Imandranske tropper, men der var altid plads til dessert. "Det ville glæde mig meget. Methimæus mansionet er stort for en ene kvinde," indrømmede hun. Der var tjenestefolk og bloddyr, men disse holdt primært til nede i kælderen hvor de var gemt af vejen, bloddyrene i hvert fald. "Desuden har jeg et bredt udvalg af retter," sagde hun lidt lokkende. Der skulle nok forfindes noget som kunne falde i hans smag, for ikke at tale om at hun havde tendens til at blive.. opstemt under sin middag. "De er en mand lige efter mit hoved, Anthony. Og overraskende nok lader du også til rent faktisk at kunne håndtere en stærk kvinde, de har ikke krydset min vej endnu," erkendte hun og gik roligt ved siden af ham. Hans ord frembragte en ufølsom latter. "Jeg nyder skam en mand der tør smide mig på et bord og tage hvad han vil have, men en mand uden kløgt ville aldrig få muligheden. Han er ganske simpelt ikke værdig. Jeg forbeholder mig retten til at være en kræsen kvinde," sagde hun ærligt. Et sted håbede hun på at det ville give ham blod på tanden.

[Anthony De Luca Imirachi]

Aftenen forinden havde været fantastisk på mere end en måde. Også selvom Carmine havde ødelagt den intense stemning som Morticia og han selv. Han havde nydt det og nu var det tid til at handle. Et sted var han egentlig glad for at Morticia var med ham. Det skulle nok blive hyggeligt. Han vidste at ikke alle ville kunne håndtere at der kom en ny leder, meget ville blive ændret med ham som leder og det var ikke alle der ville kunne omstille sig. Det var en f de ting som morede ham enormt. Han kunne få lov til t lege med de resterende og det fik ham til at smile helt ind i hans indre.
Grænsen var bevogtet men ikke noget som de ikke kunne klare. Han ønskede ingen problemer med det Imandranske land men han ville igennem den grænse, koste hvad det koste vil! Smilet hvilede på hans læber ved hendes ord. De blå øjne gled roligt mod hendes skikkelse som hendes tunge let dansede hen over hendes umådelig forførende læber. ”Det lød mig næsten som en invitation, Morticia” pointerede han en smule udfordrende og vendte blikket frem for sig på ny. Selvom man havde tjenere eller mad så blev dette oftest gemt væk under bræderne hvilket kunne gøre en ensom. Han kendte det af erfaring. At hun lokkede ham med mad var ikke noget som han ville sige nej til. Det var sjovt hvordan dette udviklede sig men han var med på den. Han fandt hende jo interessant, det kunne han ikke benægte. Hendes ord fik en let kold latter hen over hans blege læber. ”Stærke kvinder er tiltrækkende og sexede. Kvinder som bare smider sig for fødderne af deres mand er intet mindre end en slave og dertil utrolig uinteressant. Du, derimod, har vækket min udelte interesse” indrømmede han roligt ved hendes side. Han var ikke bleg for at lade folk vide hvis han var imponeret eller interesseret såvel som han ikke var bange for at lade folk vide hvis han var skuffet. Hendes ord vækkede den mere dyriske side i hans indre. Det var ikke ofte han mødte kvinder som var stærke og havde noget mellem ørene som hun havde det. Det påvirkede hm og hendes lokkende ord var intet mindre end en indbydelse som han ville nyde at tage imod. Den røde farve spillede kort ind over hans øjne, et tydeligt tegn på at denne samtale havde en effekt på ham og ikke bare var tom luft. ”At være kræsen er ikke en skidt ting. Det gør at man får hvad og hvem men gerne vil have” lød det fra ham med tydeligt tryk på hvem.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Der var de få som altid skulle modsætte sig. Det ville være naivt ikke at forvente nogen form for modstand, men den var Morticia personligt mere end klar til at tage sig af når den tid kom. For hende var dette mere en hyggelig tur ud af huset med en mand som havde vundet hendes interesse, hvilket i sig selv var en sjældenhed. Altid havde hun været kræsen med hvem hun omgav sig med, særligt når det kom til mandligt bekendtskab.
Hendes blodrøde øjne hvilede på grænsen og dets bevogtning men hendes opmærksomhed lå udelukkende ved Anthony. Hun fornemmede hver af hans galante bevægelser ud af øjenkrogen, blot som sikring på at hun ikke ville gå glip af noget.
"Det var skam en invitation kære Anthony. En ganske åben en," tilføjede hun og fortsatte med et tilfreds smil på læberne. Det var end ikke løgn. Mathimæus Mansion var ret ensomt og særligt efter Valerio var gået derfra ligeså, men det var trods alt langt under hendes værdighed at indrømme og slaverne var hverken ligefrem godt eller værdigt selskab trods der var utrolig mange af dem efterhånden. Morticia glansede op mod stjernehimlen og lyttede intensivt med morskab et sted fjernt i blikket. Åh hvis han dog bare vidste. "Det glæder mig," hun stoppede op og vendte sig mod ham. "Jeg var engang slave for en mand og det lærte mig kun at min værdi er større end som så. Desværre kan de færreste mænd håndtere en sådan kvinde, så fortæl mig.. er det noget De er i stand til?" spurgte hun og satte en bleg hånd på sin hofte. Det var et ærligt spørgsmål. Magtfulde mænd brød sig sjældent om magtfulde kvinde, idet de var en trussel og udfordrede deres manddom. "Præcis. Og jeg får som oftest både hvad og hvem jeg gerne vil have," fortalte hun med et lidt mørkt skær i blikket. "Men hver ting til sin tid. Hvordan planlægger du at komme over grænsen?" spurgte hun med helt ny tone. Nu var det professionelt og ikke personligt.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony vidste at der ville være modstand og dog regnede han ikke med at mange ville stille sig imod dem. I hvert fald ikke dem der havde respekten for deres egen race. Vampyrer var og blev en race som respekterede dem der var ældst men dog var det ikke alle som levede efter disse regler i denne nye tid. Det var et faktum som skulle ændres og det var helt sikkert!
Anthony's blik hvilede roligt på hende men dog også på vejen foran ham. Hun var et fascinerede væsen. Sjældent var det at møde så stærk en kvinde og det var noget som virkelig pirrede ham og hans interesser en hel del. Det ville han ikke benægte. Hendes invitation var tydelig og en som fik ham til at smile. "Så tager jeg glædeligt imod. Jeg siger aldrig nej til et godt måltid" pointerede han med et charmerende smil og vendte så blikket tilbage mod vejen. De var nærmere grænsen nu og hans hoved begyndte at vende og dreje sig med hvordan de skulle komme over. Der var flere muligheder men alle som en skulle de overvejes. At hun havde været slave overraskede ham selvom han ikke viste det. Blikket gled fra grænsen og til hendes skikkelse igen som hun satte hånden i hoften og stillede sit spørgsmål. "Jeg er i stand til lidt af hvert. Jeg er ikke intimideret af din styrke og ej er jeg bange for den. Jeg ser muligheder i dig. Lad mig stille dig et spørgsmål, Hvem er stærkest? En stærk mand, en stærk kvinde eller en stærk mand og en stærk kvinde sammen?" spurgte han roligt. Det var næsten som at besvare et spørgsmål med et spørgsmål men han var ligeglad. Hun var en klog og stærk kvinde så hun skulle nok kunne regne den ud. De var stærkere sammen. Det var også en af grundende til at Anthony havde kaldt hende og Carmine til sig den forgående aften. Han kunne snildt have gået ind selv og påkaldt sig retten til lederstillingen men han gjorde det på denne måde i stedet. Det var den mest strategiske måde at gøre det på, han stod stærkere med Morticia og Carmine i ryggen. Hans kommentar fik ham til at undslippe en let og kold latter. "Så er vi to, min kære. Så er vi to" gentog han lettere morende men koldt. Hans opmærksomhed ændrede sig ligeså ved hendes spørgsmål. Grænsen var bevogtet men ej ville det blive et problem for dem. Det skulle han ikke mene i hvert fald. Armene gled kort over kors som han studerede bevogtningen en smule. "Jeg har tænkt mig at gå lige over. Dem der prøver at stoppe mig finder ud af at det var det sidste de gjorde i dette liv. Kom med" lod det ufortrødent fra ham som han tog lidt til i sine skridt. Armene lod han falde ned langs siden igen og det kolde lettere morderiske smil bredte sig på hans læber. Hvis de ikke ville lukke ham igennem af deres egen vilje så måtte han vel tvinge dem?

[Morticia Imeena Mathimæus]

Hvad der manglede i denne verden som helhed, var større respekt overfor de stærke. Den nuværende leder kunne intet præstere i forhold til vampyrerne, hun ville blot drive dem væk fra det sted der havde været deres hjem i så mange år, det var pinligt at være vidne til, hvilket også var hele grunden til at Morticia havde tilsluttet sig det lille selskab, det og så naturligvis hendes ret åbenlyse interesse for Anthony. Han var fremmede for hende, og det fremmede var oftest farligt, men hendes hjerte slog ikke, så hvordan skulle hun nogensinde føle sig levende, hvis ikke hun somme tider vovede sig ud på kanten? "Jeg skal se til at det bliver et godt et. I frygt for at lyde pralende, så har jeg nogle af de bedste vare i Dvasias og nogle yderst pålidelige levenrandører," forklarede hun med en snert af stolthed. De stærke følelser kom aldrig helt til udtryk hos hende, men når hun talte om det liv hun havde fået skabt, så kunne man trods alt ane det.
Hendes intense blik fangede hans. Hun trådte et skridt tættere på ham så der blev få millimeter mellem deres kroppe. "En dråbe plus en dråbe giver to dråber," svarede hun med en stille hvisken, kun forbeholdt mellem dem. Hendes blege hånd sneg sig ind mellem dem, og lod kort hendes fingerspidser lægges på hans mave hvorefter de strøg ned, til hun til sidst slap og bakkede bort. "Jeg tager det som svar nok," bekræftede hun endeligt.
Carmine var godt nok endnu en dråbe i glasset, og han var praktisk selvom han virkelig formåede at ødelægge selv den bedste stemning. Nok om det. Hun fulgte hans blik og studerede vagterne. Hvilken mon ville smage bedst? Det ville næsten være en skam bare at lade dem gå til spilde. "Meget vel. De ville ikke have nogen grund til at holde os væk," konstaterede hun og gik med ham. Armen sneg hun ind under hans, og gik side om side med ham som en mand og kone oftest ville gøre det. De kunne jo ligeså godt nyde spadserturen og desuden så ville vagterne måske være en smule mere megørelige, når det handlede om et sølle ægtepar med fredelige intentioner.. så at sige..

[Anthony De Luca Imirachi]

At Ingrid var svag og på vej i den forkerte retning havde de vidste allerede indset alle tre. Ingen af dem kunne lide det faktum at hun førte vampyrerne væk fra deres hjem for at skabe noget nyt i Imandra. Det var unaturligt! Der skulle andre boller på suppen og det var noget som Anthony agtede at hjælpe til med. Vampyrerne skulle ind i en ny æra som en stærk race som ikke blev underkuet af de andre. Det var slut. Nu skulle de være på toppen atter en gang.
hendes ord bag en tydelig stolthed med sig som Anthony egentlig godt kunne lide. Hun havde gå på mod og en viljestyrke som sagde spar to. Han kunne lide det, åh hvor han egentlig nød det! Det var så dejlig forfriskende. I mange år havde kvinderne i det vampyriske samfund været for svage. De havde ligget for fødderne af deres ægtefæller eller fædre. Morticia var et nyt pust i en gammel tradition og det var noget som han virkelig godt kunne lide at se. Ingen tvivl om det. "Ej gør det noget at prale hvis der er sandhed bag ordene. Din forretning går godt. Det skal du være stolt af og vise verdenen at du er stolt af. Jeg ser frem til at skulle tilbringe endnu en aften i dit behagelige selskab" kom det roligt fra ham.
Hun kom ham tættere på. Hvis han havde været levende lige nu ville hans hjerte nok have havret i hans bryst men ej var dette tilfældet.- De isblå øjne hægtede sig i hendes og han gengældte hendes blik. Følelsen af hendes finger mod hans mave og let dansede ned ad fik det kort til at sitre i hans indre. Hun satte ting i gang i ham, det kunne han virkelig ikke benægte. Hendes svar var et som han kunne lide. Kryptisk men dog så let at tyde for ham. Det var noget som fik smilet frem på hans læber. Hun trak sig igen og han lod blikket glide fra hendes øjne og ned over hendes krop før de endnu en gang faldt tilbage til hendes ansigt. "Næste gang du kommer mig så nær får du ikke lov til at bakke væk igen" lød det en kende udfordrende fra ham som han sendte hende et koldt smil. Hun pirrede ham absolut nok til at han kunne finde på at tage ved hende allerede nu selvom der var andre og mere pressende ting på tapetet lige nu.
Han havde blot tænkt sig at vade over. Om han så skulle slå et helt regiment ihjel for at komme igennem så ville han gøre det. Lysten til drab havde tændt i en flamme i ham som alligevel så ud til at dø en smule hen da hun greb om hans arm. Hans blik vendte sig mod hendes skikkelse. Klogt træk, de havde størrede chance for at komme over sådan her. Hans smil blev en smule mere roligt som han førte hende med sig helt hen til grænsen. Som de nærmede sig trådte en af vagterne frem mod dem. "Holdt! Hvem er De og hvad vil De her?" lød den hårde og rug stemme fra vagten. Anthony mønstrede et venligt smil som han sendte vagten. "Om forladelse min gode herre. Jeg er min kone er blot på vej hjem efter en længere tur i Dvasias. Vil De lade os passere?" spurgte han roligt. Vagten studerede dem begge en smule. Anthony studerede vagten og sendte så Morticia et opmuntrende smil næsten som havde han være en engel der passede på sin elskede hustru. Det var næsten til at brække sig over men et spil for galleriet var vel nødvendigt en gang i mellem.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Imandra havde aldrig og ville aldrig blive hjemsted for vampyrerne. Sjældent blandte Morticia sig i politiske affære, for hun havde været vant til at det ikke var forbeholdt kvinder, når det var sagt, så var der ikke længere nogen mand til at holde hende tilbage fra det nu, så måske det tværtimod ville være en god idé endelig at deltage, særligt hvis det betød så godt et bekendtskab som Anthony var blevet. Et sted nærede hun et indre håb om at dette samarbejde kunne blive starten på noget meget større, både for hende og hendes forretning, og for ham som leder naturligvis, men ligeså meget for deres mere.. personlige. Gnister slog mellem dem, også selvom der ikke var meget liv i nogle af dem, og den slags kunne man, ifølge hendes erfaring naturligvis, ikke ignorere over længere tid. Hendes røde læber skiltes i et tilstrækkeligt bredt smil til at de sylespidse tænder stod lidt frem og hun gjorde intet for at skjule dem, tværtimod så var de en stolt del af hende.
"Naturligvis er der sandhed bag. Det vil være mig en sand ære at have vores kommende leder, i egen høje person, til at se på mine vare og vurdere dem alene," hun vendte blikket mod ham og nikkede lidt sigende. Ej var det problem for hende at anerkende ham som sin leder og derved underlægge sig, det magtbegær havde hun aldrig haft, hvilket nok også skyldes hendes tid i Procias. De lyse spor var dog slettet for længst. Alecander havde påstået at det endnu kunne smages i hendes blod, men derudover var de primitive klæder byttet ud med ekstravagant stil, for intet mindre var godt nok til hende.
De nærmede sig grænsen. Morticia så ligefrem med nød tanken om at han ikke ville lade hende trække sig næste gang. Scener spillede for hendes nethinde. "Næste gang.. håber jeg tværtimod at du tager mig tættere på," kommenterede hun blot og stoppede ved selve grænsen for også bevogtningen var. Ligesom ham tvang hun et lidt for stort og imødekommende smil på sine læber. Hun kunne se yderst venlig ud men være det modsatte. "En ganske nydelig tur i øvrigt, men ak, somme tider må man jo finde hjem inden solopgang," hun sukkede dramatisk og lagde hovedet lidt på sned. Dette morede hende langt mere end det burde, på den anden side var hun ganske god til at spille nogens hustru, eftersom hun før havde været det i mange år.

[Anthony De Luca Imirachi]

Politik havde i mange år ikke været for kvinder og dog så sad en kvinde på magten lige nu. At hun så ikke ville det samme for vampyrene som de ville var så en anden side af sagen. Kvinder kunne sagtens være magtfulde og gode i det politiske spil hvis man tillod dem det. Det havde Anthony tænkt sig at ændre på. Hvis kvinder, og mænd for den sags skyld, kunne vise deres værd så havde han en plads for dem og et øre som de kunne snakke til. Han vidste at man ikke blot kunne ignorere folk som havde noget mellem øre og en rap tunge. Morticia havde begge dele og det var absolut ikke et minus at hun var en gude skøn kvinde. Ej var det ofte at han decideret søgte en kvinde eller spillet de gnister ud som tydeligt var i mellem dem men for hende var det absolut det hele værd. Han ville glæde sig til at se hvad han kunne gøre ved hende når tiden var mere passende end nu ligefor den Imandranske grænse.
Han kunne lide det. Tanken faldt ham det egentlig lidt underligt. Aldrig havde han brudt sig synderligt om tanken om at skulle lede sin race. Han gjorde egentlig dette af nød og havde et sted håbet af enten Carmine eller Morticia havde ønsket sig stillingen og han havde kunnet ergere igennem dem. Dog var dette ikke tilfældet og han stod nu og skulle tage den. Han havde accepteret det faktum men alligevel. Da hun kaldte ham sin kommende leder tændte det en gnist i ham som han ikke have følt før. Han kunne ikke sætte fingeren på hvorfor men der var ingen tvivl om at den var der. Det charmerende smil hvilede roligt på hans læber. "Det ville være mig en ære at tilse dine varer, også selvom jeg ikke er et sekund i tvivl om at det er varer i verdens klasse du handler med" lød det en smule rosende fra ham. Hun var ikke bare en gemen sælger. Han vidste at hendes varer havde mere værdi end den man fik lige rundt om hjørnet.

Grænsen var nået og nu stod de der og håbede på at kunne kommer over uden de store problemer. Selvom Anthony absolut ikke ville have noget imod at flå dem alle sammen fra hinanden så så vagten ud til at købe deres lille kærligheds historie. En sand fornøjelse var det i hvert fald at se manden smile tilbage til dem i et lettere fremtvunget smil. "Selvfølgelig. Det er forståeligt nok. De kan frit passere. Fortsat god rejse, Herre og Frue" lød det høfligt fra dem og han lod dem komme igennem porten i grænsemuren. Anthony sendte ham et høfligt nik og førte så Morticia igennem. Som de kom et stykke væk og porten lukkede sig bag dem kunne Anthony svagt høre en kommentar fra vagterne bag dem. "Jeg ville ønske de usle vampyrer ville smutte tilbage til Dvasias med dem" kommenterede vagten som havde smilet til dem. Anthony kunne ikke lade være med at smile en smule og lade en lille kold latter undslippe hans læber. "Bare rolig. Snart er vampyrerne tilbage i deres retmæssig hjemsted." han vendte kort blikket mod Morticia. Selvom de var kommet forbi kontrollen så holdt han hende alligevel fast. Det var rart at gå med hende så tæt.

De nåede endelig frem til deres bestemmelsessted. Old Laymain lå foran deres fødder. Anthony studerede bygningen og trak en smule på næsen. Dette var hjemstedet for den nye leder? Han kunne høre at der var liv inden for hvilket betød at de ville have folk at snakke til i det mindste. Et sted så var han næsten bange for hvad de ville finde derinde af rakkerpak som end ikke var deres egen race værdige. Det var ikke en tanke som han brød sig synderligt meget om. De blå øjne vendte sig roligt mod Morticia og han sendte hende et roligt smil. "Er du klar til at have det sjovt, min kære?" spurgte han med det samme kolde og charmerende smil som altid. Det var nu det sjove skulle til at begynde.