Time to wake up the dragon!

[Cassie Imirachi]

Carmines og hendes forhold havde altid været meget kompliceret. Kort og godt, havde det handlet om hvem der kunne fyre flest skældsord af om hinanden i løbet af en dag, og hvem der først drev den anden til vanvid, til dette havde de bege brugt Alex. Nu havde de ikke længere ham, og så skulle de stadig være under samme tag, hvilket nok var det sidste hun ønskede. "Venter du på at give mig den smertefulde død, du altid fantaserede om?" spurgte hun lidt flabet. Det kunne godt være at hun et sted led frygt for vampyrerne, men til gengæld blev hun somme tider lidt for modig overfor Carmine, som hun også havde gjort for Alexander. Så lang tid hun var her, havde hun meget lidt at tabe.
"Se det er der hvor du tager fejl, Carmine. Alex fandt ud af hvilken helved jeg kan være når min vilje ikke bliver set, tids nok vil du finde ud af det samme," lovede hun. Tiden i Dvasias havde gjort hende en smule mere hårdfør end den procianer hun var kommet som. "Jeg ønsker fri udgang i dagstimerne. Væggene her er kvælende for et væsen som mit, det ville være som at nægte dig blod. Derudover vil jeg have lov til at sende et brev til min forlovede Marius, og jeg kræver at mit værelse bliver møbleret og dansesalen sat i stand igen," opremsede hun lidt eftertænksom. "Og jeg vil have dit løfte om at du ikke sætter tænderne i mig på noget tidspunkt med mindre jeg har sagt andet," tilføjede hun og stoppede op foran døren. Hendes blå øjne tilfaldt hans. "Jeg går ikke med dig derind," understregede hun, eftersom det var et badeværelse. "Jeg vil ikke være afhængig af dine midler, så jeg ønsker at optage min karriere som danser. Om du vil tage med mig ud når det er, så er det sådan det må være, men jeg vil have lov til at anskaffe egne midler," hun lagde armene omkring sig selv og så lidt afventende på ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var muligt, at Alexander og Carmine, var to mænd af stort set samme støbning, men der var alligevel rigtig mange ting, som var anderledes. Carmine derimod var en mand, med en ekstrem tålmodighed, hvis der var noget særligt, som han gerne ville have. Den desperation, som Alex i sin tid havde udvist, ville hun ikke finde ved ham. Så det handlede jo om hun ville være den rette til at håndtere ham. Han stirrede på hende med et næsten tomt blik. Der var ikke meget følelse at spore ved ham. "Nu skal du ikke friste mig til det," fortalte han denne gang.
Carmine blev stående i døren, som hun denne gang fremsagde sine krav. At lade hende søge ud, var i forvejen ikke en tanke som han brød sig om. "Og hvilke løfter har jeg på, at du vil være her, når solen går ned?" spurgte han denne gang. Nu havde Cassie altid været en forbandet stædig af slagsen, så selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes.
Det var nogle hårde krav Cassie mødte ham med, og om han kunne leve op til dem.. Det måtte tiden jo trods alt vise. Desuden havde han Lucians ord på, at ingen ville komme til at krumme et hår på hendes hoved. "Dansesal og værelse, skulle ikke være det største problem. Desuden vil jeg nyde, at se dig danse igen." Hun havde nok aldrig set ham i lokalet.. Men han havde altid højt øje med hende.
Badeværelset vidste han, i forvejen var forbudt område for ham. Han måtte jo bare leve med det. Før eller siden.. Det var den tanke, som han kunne trøste sig med. "Du er en hård forretningskvinde, Cassie... Jeg kan lide det." Han sendte hende et næsten kækt smil. Han skulle jo prikke til hende. Det havde han jo alle dage gjort.

[Cassie Imirachi]

Der var engang hvor Cassie ved første øjekast havde tænkt at Carmine var den type mand som kunne have vundet hendes hjerte. Han var tålmodig, veltalende, tilpas dominerende og han lod til at have mere hjerne. Det var selvfølgelig før hun havde opdaget at han også var en egoistisk, selvoptaget nar, med hang til blod og villige eller uvillige kvinder, så havde det ændret sig ganske betragteligt og siden han havde han ikke vækket andet end afsky hos hende. "Jeg har nærmest ventet det siden du fandt mig hos Anthony," indrømmede hun med et lille skuldertræk. Feberen var allerede faldet betragteligt, hvilket havde givet hende mere energi. Fra badeværelset steg en behagelig damp der vidnede om det varme bad der var gjort klar til hende, men hun nægtede at gå derind sammen med Carmine.
"Som du selv siger har du dine grunde til at ville holde mig her. Jeg har været omkring længe nok til at vide at du vil komme efter mig, og jeg er ej interesseret i at blive jagtet mere end jeg allerede er blevet og i samme omgang sætte andre omkring mig i farer," svarede hun og fastholdt hans blik. Han var meget højere end hende, så hun forsøgte at se mere streng ud i blikket for at få sin pointe frem. "Så vidt jeg husker har du aldrig set mig danse, Carmine. Det skal ikke være til din underholdning, men det mit liv," understregede hun en kende spidst.
Der var ganske vidst mange krav, men hvis hun skulle kunne leve et anstændigt liv, så skulle det ikke være som en fange ligesom hun havde gjort under Alex. "Det er jeg nødt til at være. Jeg vil ikke leve som en fange igen Carmine," hendes tone var hård. "Så har vi en aftale?" spurgte hun og udviste et større mod end hun følte hun besad.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var en langt mere rolig og fattet mand, end hvad hans skaber i sin tid havde været. Han var en helt anden mand, end den som Alexander havde vist sig at være. I den forstand, kunne man vel også kun sige, at den mand, havde ødelagt det lidt for meget for sig selv, end hvad godt var? "Jeg har ingen planer om at ende dit liv," sagde han denne gang. Hun var hans mage. Hvorfor pokker skulle han gøre det?
Mens de nu stod her, blev vandet koldt. Ikke at det generede ham, men det måtte jo derimod genere hende. Han lod hovedet søge på sned. Han havde jo ingen forsikring om, at hun ville søge tilbage til Corvento Mansion igen, og særligt ikke, hvis hun fik muligheden for at søge ud. Han var i forvejen ikke meget for den tanke. "Det indrømmer jeg gerne. Jeg vil derfor anbefale dig, at søge hertil. Om du kan holde den del af en aftale, så skal du nok få lov til at søge ud." Han var ikke meget for det, men det var vel bare gået op for ham, at han måske bare burde give sig en smule?
Carmine havde set mere end hvad Cassie vidste af. Han havde jo altid været omkring. Set hende danse med Alexander, hvilket kun havde gjort ham mere vred. Han havde jo håbet på, at det engang ville være ham. "Du har ikke set mig.. Men jeg har set dig." Blikket søgte til badeværelset, som tjenestefolket hurtigt forlod ved hans blik. Han så mod hende igen. Han var ikke meget for at indgå den form for aftale med hende. Særligt ikke på den her måde. "Dit bad bliver koldt, min kære," kommenterede han blot. Han ville ikke indgå en aftale.. Ikke på det grundlag.

[Cassie Imirachi]

Hvad Cassie ikke vidste var at hun havde været fanget mellem to mænd der var som brødre. De havde begge haft hende som deres mage og hun havde afskyet dem begge, frem til Alexander havde vist sig at kunne blive manipuleret med. Det sværeste var at hun ikke havde brudt sig mere om den mand han var blevet til, efter hun havde ændret ham markant, men hendes lyse væsen arbejdede stærkt imod vampyrernes. "Det ville ellers gøre mit liv en hel del lettere," mumlede hun for sig selv. De samme fire vægge skulle ikke have lov til at fange hende igen, så nu stilte hun krav. Mens han tav så hun længselsfuldt hen på badet der stod og blev koldt. Det var yderst tiltrængt efterhånden.
"Meget vel. Så lang tid jeg ikke er din fange. Det her hus har holdt mig fanget i mere end rigeligt år," konstaterede hun og lod armene falde ned langs siden. Smerten forsvandt langsomt i takt med at de stod og snakkede. Hvorfor kom det ikke bag på hende at hans øjne havde hvilket på hende? Hun kneb øjnene sammen og rystede på hovedet. "Det er altid rart at vide, at man har øjne i nakken," svarede hun med dybeste sarkasme. I dansen lagde hun ikke mærke til omgivelserne. Hun elskede at danse, særligt for et værdigt publikum, som Alex der aldrig havde været i stand til at tage øjnene fra hende. Han undgik at indgå selve aftalen. Det var mange krav men det ville komme til at ske. "Jeg går i bad når du har indvilliget i mine krav," vedblev hun stædigt. Hvis han kendte hende bare lidt, så ville han vide at hun ikke gav sig.

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie var en virkelig hård kvinde, at forhandle med, hvilket Carmine tydeligt havde fundet ud af denne gang. Ikke fordi at det var en tanke, som gjorde ham noget som sådan. Han kunne lide det.. Nu var det jo så bare ham, som stod med de oldgamle problematikker, og han ændrede sig bestemt ikke for nogen, som Alexander i sin tid, havde gjort. "Og igen: Hvilken sikkerhed har jeg i, at du vil vende tilbage til Corvento igen, Cassie?" spurgte han denne gang. Det var store og voldsomme ting, som hun bad ham om. Ting som han udmærket godt vidste, at Alexander havde skænket hende det uden at tøve. Der var Carmine langt mere omtænksom, end hvad godt var.
Dette gik kun udover Cassies tid i det varme vand. Måske at han skulle trække tiden, til det blev koldt? Han lod armene søge over kors. Hun krævede at hendes krav blev imødekommet. Det var nogen store og voldsomme krav, som hun satte, så han vidste ærlig talt ikke, om han ville være i stand til det, og det var nok også lidt det, som han bed sig fast i, i en stund som denne.
Et kort smil passerede Carmines læber. Han havde holdt øje på afstand.. Hadet Alexander for at være den, som dansede med hende, for manden var end ikke særlig dygtig. "Sarkasme? Jeg må sige, at du på dit største, var en fortrinlig danser," fortalte han denne gang. Soveværelset og dansesalen, det kunne han imødekomme. Resten var ham et stort problem.
"Som du har krav, så har jeg mine." sagde han denne gang. Han stirrede denne gang på hende med en fast mine. "Hvis jeg ikke skal sætte tænderne i dig, så har jeg et modkrav.. Et modkrav, som ligeledes kræves af fyrsten af Corvento. Når du er i stand til det.. Så skal der betales, for din sikkerhed, og for dit bankende hjerte. Et par dråber blod, når jeg skulle ønske det.. Kan du imødekomme det.. Så har vi en aftale," sagde han denne gang. Han kunne jo lige så godt bare få tingene lagt på bordet.

[Cassie Imirachi]

Hvis der var noget Cassie havde lært af sin tilstedeværelse med vampyrerne, så var det at hun skulle kende sine krav og gøre krav på dem ligeså, for ellers ville de ende med at overtage hende helt. Nu hvor trætheden var gledet en smule i sig selv og hun atter kunne holde ud at stå på sine egne ben, så overtog stædigheden i stedet for. Hun så på ham med et myndigt blik, som var de to forhandlende. "Har vi ikke allerede været igennem det? Du har truslen om at du vil gøre mine kære ondt hvis jeg forsøger, og hvis du kender mig det mindste, vil du også vide at jeg aldrig ville risikere det," svarede hun ærligt. Det var en skam at badet stod og blev koldt, men dette var langt vigtigere, det omhandlede hendes fremtid. Sidst hun havde været det, havde det været uudholdeligt.. dræbende.
Det var ganske smirgrende ord, hvis de var kommet fra andre end Carmine. "Tak, og ja det var jeg. Derfor ønsker jeg min sal samt noget arbejde ud af huset," påmindede hun. Hvad var idéen med at danse, hvis ikke hun kunne vise sig for andre end ham? Desuden ville det være rart at være økonomisk uafhængig for en gangs skyld. Dog ville hun savne at danse hånd i hånd med Alexander, også selvom han ikke havde været blandt de bedste. "Sig frem," bød hun og hævede hovedet. Den lille rest af farve der var kommet, forsvandt hurtigt igen. "Med andre ord skal jeg blive et af dine sølle bloddyr?! Utroligt! Først redder du mig fra den skæbne og du sætter du mig selv i den!" udbrød hun vredt. Et par dråber var jo ikke voldsomt i forhold til hendes krav, men hun vidste hvad han kunne gøre med hendes blod, og hun ville ikke give så meget af sig selv!

[Carmine Jordin Marlineo]

Alexander havde måske været hård ved hende, men det var ikke nødvendigvis en grund til, at Carmine ønskede at være det samme. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse. Badet blev koldt, men alligevel var hun for stædig, og valgte derfor, at blive stående her. Armene lod han forblive korslagte. "Sandt.." Han nikkede blot. Gud nåde måtte trøste dem, som satte sig i vejen for ham, hvis han skulle søge ud og finde hende, for det havde han uden tvivl tænkt sig at gøre! Ingen tvivl om, at det var hvad han havde tænkt sig at gøre.

Cassie havde nu altid været forbandet enerådig, og det strålede nu mere ud af hende, end hvad det havde gjort nogensinde før. Det kunne i hvert fald godt mærkes. Ikke at det var noget, som gjorde ham noget. Han kunne lide at se det. "Med forståelse.. Som sagt, så kan det godt lade sig gøre, mod at du imødekommer mit krav," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig vigtigt. I det tilfælde, vidste han også, at han havde rettighederne over hende, og at hun derfra var sikker. For ham, var det faktisk det eneste, som betød noget.
At hun derimod tolkede det som et bloddyr, var noget som irriterede ham! Han krævede et par dråber.. Det var alt han krævede! "Et par dråber i tide og utide, er hvad jeg kræver, for at du skal have lov til at færdes frit," fastholdt han denne gang. Hun kunne tage det eller hun kunne lade være. "Mit krav.. Ellers bliver du indendøre," fastholdt han denne gang med en kortfattet stemme. Før eller siden, ville det gå op for hende, at hun ikke ville have noget andet valg.

[Cassie Imirachi]

Cassie stolede ikke et øjeblik på at Carmine ville lade hende mere være end Alex havde gjort. Allerede nu brød han ind i hendes private rum og forsøgte at bestemme over hende, forskellen var bare at hun ikke lod ham. Hun så på ham med et stift blik og skød hagen lidt utilfredst frem. Dampen slap ud fra badeværelset, det betød desværre også at både rummet og vandet blev koldere, og kulde var der mere end nok af i forvejen, særligt i denne årstid. Hun nikkede. Det burde være forsikring nok, hun kunne ikke drømme om at sætte dem tæt på hende i farer af egen egoisme og slet ikke Marius som i hans tilstand, ikke ville kunne stille det helt store op. Nu havde hun da fået forhandlet sig frem til at kunne skrive breve, i det mindste skyldte hun ham en forklaring.

Selvstændig havde hun altid været som kvinde, og Carmine skulle nok få lov til at mærke sig det. Det ophidsede hende at han krævede blod, for i hendes øjne talte det som et bloddyr, hun så det ikke som mængden af det der blev taget. Hun var rådvild, hvilket kunne spores i hendes blik. På den ene side ville hun ikke lade ham bruge hende på den måde, også fordi hun vidste hvad han blod gjorde ved hende, men på den anden side, så virkede det som et ret lille offer. "Meget vel, et par dråber i ny og næ, og det er det. Jeg er ikke dit bloddyr eller din slave Carmine, lad os se på det som husleje," hun nikkede for sig selv. Det var nok også mere i forsøg på selv at acceptere det, end at hjælpe ham på nogen måde. "Og nu vil jeg nyde mit bad. Undskyld mig," hun skød lidt snobbet, næsen i sky, og trådte ind på badeværelset og lukkede døren for at holde ham ude, så hun endelig kunne komme i bad.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Alexander havde i sin tid, forandret sig, efter hvad hun gerne ville, men for Carmine, gjorde det ikke nogen forskel. Det var bestemt ikke noget som han ville forandre, kun fordi at hun ville have det, for det havde jo heller ikke gjort nogen forskel for Alexander, så hvorfor skulle det gøre det for ham? Han betragtede hende med en fast og nærmest intetsigende mine. Han var ligeglad med om hun ville imødekomme det eller ikke, men fra hans side, så var det et krav. Han krævede det af hende, og hvis hun ikke gav ham det, så ville han tage det. Det var så nemt!

At hun alligevel gik med til det, passede ham fint. Han nikkede. "Du kan se på det, som du vil, Cassie. Det er for din beskyttelse, og intet andet," sagde han denne gang. Bloddyr? I så fald, så havde han allerede sat tænderne i hende, og halvvejs tømt hende på nuværende tidspunkt, og det havde han jo heller ikke ligefrem gjort, kunne man sige.
"Nyd det, mens du kan," sagde han blot, og lod hende derfor søge ind på badeværelset, så hun kunne få sit bad. Imellemtiden, søgte han til værelserne, hvor han fik kaldt de stærkeste af tjenestestaben til sig, så værelserne kunne byttes. Et sted gjorde han vel, hvad han kunne, for at stille hende tilfreds, uden at det skulle gå på kompromis med ham selv.

//Out