Time to wake up the dragon!

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie Imirachi

---

Mødet var overstået i pejsestuen, og Carmine søgte derfor op på Cassies værelse, for at få hende tilset. Et sted, fordi at han jo var bekymret for hendes helbred, og særligt, når han så hende på den måde. Hun var syg.. var sengeliggende, og af hvad han kunne se, så blev hun kun værre og værre, som tiden nu måtte gå.
Carmine stoppede op ved døren, som han bankede på. En enkelt gang eller to, inden han tog i håndtaget, og tvang døren op. Velvidende om, at hun var vred, fordi at hun var der, så måtte hun bare acceptere omstændighederne, og leve med dem, for han gav hende heller ikke noget andet valg. Tanken om at se hende tage tilbage til Marius eller nogen anden, var fuldstændig uacceptabelt.

I hånden havde han et lille stearinlys, så han kunne skifte det ud, som stod på hendes natbord. Han kunne fint se uden, men det var vel et desperat forsøg på at give hende bare lidt af, hvad hun gerne ville have, og som hun dengang havde sat pris på. "Er du oppe?" spurgte han denne gang, som han søgte ind i rummet. Det var stort og rumligt.. Passende for en smuk og eksotisk danser, selvom det endnu så ud til, at der var lang vej, før hun i det hele taget, vil være i stand til at tage de dansetrin igen.
Lyset var næsten brændt ned. Han fik gang i vægen, hvor han byttede lysene ud. Ved et kraftigt pust, fik han pustet det gamle ud, og lagde det til side. Hans blik søgte hendes skikkelse, hvor han satte sig på sengekanten. Bekymringen kunne føles, men var fuldkommen ulæselig i hans blik, og ville nok altid være det. Hun lignede noget.. ubeskriveligt. Noget katten havde slæbt ind. "Hvordan har du det?" spurgte han denne gang. Engang havde han været et menneske.. Han kendte derfor fraserne, selvom han ikke havde mimikken med. Men et sted, skulle man jo trods alt starte.

[Cassie Imirachi]

De sidste par dage var blevet spenderet ensom og kedsommeligt i sengen der stod på det værelse der engang havde været hendes. Der var tomt, hun gik ud fra at det var Alex som havde ryddet det for alle egendele der havde tilhørt hende. Det var ikke nær så utrygt som kammeret hos Anthony havde været, det her havde engang været hendes hjem, men hun drømte om at vende tilbage til Marius. Hun stirrede kedsommeligt op i loftet og forsøgte at tage tankerne fra hvor elendigt hun havde det. De mange bid helede ikke, ikke så lang tid hendes krop havde det som den nu havde det. I et forsøg på at få timerne til at gå stirrede hun op i den cirkel i loftet som var oplyst af lysets svage skær. Her var iskoldt.. måske det bare var hende der frøs, men der var jo ingen pejs til at varme og selvom hun lå med mange tæpper, så gjorde det ikke en særlig forskel. Hendes blik reagerede ikke på de hårde bank. Hun havde hørt dem mange gange før allerede, og vidste at han kom ind om hun bød ham til det eller ej, nøjagtigt ligesom Alex. Fanden tage de elendige vampyrer! Hvordan var hun overhovedet blevet så involveret med dem?

Cassie fornemmede hans tilstedeværelse, men værdigede ham ikke så meget som et blik. Hendes krop skælvede og var kampsvedende. Hendes ellers mørke hud var blevet mere gylden da farve havde forladt den, såvel som hendes kinder, og fik hende til at ligne en der allerede stod med en fod i graven. "Mere eller mindre," svarede hun lidt kortfattet. Hendes stemme var svækket af den skælven hun følte i sit indre. Hendes hjerte slog så hurtigt at hun det meste af tiden var svimmel. "Jeg har haft det bedre," indrømmede hun. Hendes forræderiske blik gled mod ham da han satte sig ned ved siden af hende. Hun forstod ikke hvorfor han lod som om det faktisk betød noget for ham. Det undrede hende meget hvorfor han endnu ikke bare havde slået hende ihjel.

[Carmine Jordin Marlineo]

Oprigtigt var Carmine faktisk bekymret for Cassie, og i særdeleshed, fordi at hun lå der, på den måde, som hun nu gjorde det. Ikke var det en tanke, som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt, og derfor ville han jo gerne sikre sig, at hun kom vel igennem det. Alt taget i betragtning, så gik det da.. okay nu, gjorde det ikke? Hun havde da ikke forsøgt at komme ud af sengen endnu, velvidende om, at hun nu havde en forlovede, som rent rundt, og forsøgte at finde hende.
Carmine satte sig på sengekanten, og med blikket vendt i retningen af hende. Hovedet lod han søge på sned. Hun havde haft det bedre? Selvfølgelig.. Han kunne jo huske, at have set hende danse. Han savnede det lidt. "Du har også set bedre ud," endte han. Hånden hævede han let, og strøg den over hendes kind. Hun kogte jo. Hun var brændende varm mod hans hånd. Skulle han føre hende ned på sofaen foran pejsen? Hvad angik den her slags, vidste han ikke helt, hvad han skulle stille op. Nu vidste han vel nok mere, hvad det var, Alexander havde haft at slås med. "Har du fået sovet?" Han skulle jo forsøge.. Og han forsøgte efter bedste formåen, selvom det var så pokkers svært, når hun var, som hun var. Nok den mest stædige kvinde i hele Dvasias. Noget af det, som han godt kunne lide ved hende. Hovedet søgte mod den anden side. "Jeg håber snart du kommer i bedring.. Jeg kan stadig hjælpe dig på vej," sagde han denne gang. Han havde jo tilbudt hende det før.. Han ville jo bare gerne se hende frisk og.. levende.

[Cassie Imirachi]

Dette havde varet ved i dage nu. Det ene bid fra Anthony var blevet hævet og væskende, det gjorde frygtelig ondt. Cassei formåede kun at ligge på ryggen for at ligge ordentligt, men hun var blevet træt af at ligge i en seng, ikke fordi der var meget bedre at tage sig til her i huset. Tæpperne var puttet godt omkring hende, men hun frøs stadig og på trods af det, svedte hun. Hvad hun dog ikke ville for et varmt bad. Hendes isblå øjne betragtede ham roligt. Carmine plejede ikke at være bekymret for hende, han plejede at udtænke enhver tænkelig måde at få hende ud af huset på, men i lang tid havde han holdt hende der og nægtet hende at gå. "Tak," mumlede hun bare. Hans kolde hånd sendte en ny skælven gennem hende. Det var frygtelig ubehageligt på hendes brændvarme hud, så hun vendte hovedet væk lidt sammenbidt. "Du er kold," pointerede hun lidt spidst. Hendes stædighed havde ikke set megen hos mange før.
"Ja," svarede hun kortfattet og så på ham med et endnu træt blik. Hun kunne ikke sove meget mere nu. "Jeg vil ikke have dit blod Carmine, jeg ved udmærket hvad det stads gør," afviste hun blankt. Alexanders blod havde vækket noget i hende. I uger havde hun kunnet føle hvad han følte, og hun havde følt sig lokket og tiltrukket til ham til en sådan grad at hun næsten var blevet vanvittig. Nej hun nægtede at opleve det samme og så med Carmine. "En balje varmt vand og en klud ville dog gøre godt," bad hun roligt. I så fald ville hun kunne forsøge at rense det infektiøse sår, og så ville det forhåbentligt gå væk, også selvom det ville være langt nemmere bare at tage imod hans blod.

[Carmine Jordin Marlineo]

Nu hvor Alexander ikke længere var en del af deres husstand, kunne Carmine slippe det oldgamle had, som han havde haft til Cassie. Et sted fordi at han havde forsøgt at passe på sig selv, men også fordi at han havde været vred over, at hun havde haft Alexanders opmærksomhed, og ikke rigtigt havde set ham. Nu var den mand heller ikke rigtigt en trussel mere, og nu havde han alle muligheder. Selv Anthony havde ikke vist den form for interesse for hende, så det passede ham egentlig fint.
Hånden trak han til sig igen, som hun pointerede at han var kold.. Det var da ikke noget, som kunne overraske nogen. "Du burde overveje det. Du er kun blevet værre med tiden," pointerede han denne gang. Han ville jo heller ikke ligge i graven. Det var muligt, at blodet havde sine virkninger, men hun ville kun føle hans.. han ville ikke føle hendes, før han satte tænderne i hende, og på nuværende tidspunkt, ville det slet ikke komme til at ske.
Carmines blik hvilede intenst og fast på hendes skikkelse. "Tag noget af mit blod.. kom lidt til kræfter igen, og jeg skal få arrangeret et godt og varmt bad til dig." sagde han denne gang. Naturligvis synd og skam, at han ikke selv var i stand til at deltage i det. Vandet for ham, ville være for kogende! Men han ville jo bare gerne se i hende i bedring. Var det noget vidunder med tanke på, at hun rent faktisk var hans mage? Den kvinde, som han for altid ville være bundet til?

[Cassie Imirachi]

Det var alt sammen meget forvirrende. Uden grund havde Carmine altid hadet hende og til gengæld havde han fået hende til at føle det samme had til ham. I starten havde han fascineret hende lidt, fordi han havde langt mere hjerne end Alexander nogensinde havde haft, og det betog hende at han var en så dominerende mand, en fascination og beundring der dog var gået i sig selv ret hurtigt, efter Carmine havde udtrykt sit dybfølte had til hende, og nu sad han her, forsøgte at holde hende varm, bekymrede sig om hende, eller det lod det i hvert fald til at han gjorde. Cassie blev tavs. Hun vidste hvad hans blod kunne gøre, vidste at det ville gøre hende bedre ret hurtigt, og så kunne hun komme på benene og kæmpe sin kamp mod ham igen, men tanken om at føle sig draget mod ham, var skræmmende og direkte afskyelig. "Meget vel. Én enkelt tår," sagde hun lidt opgivende. Der var ingen grund til at ligge her og komme tættere og tættere på graven, når kuren var ret enkel og lige ved hånden, uden at det skulle tvinge nogen til noget.
Tanken om et varmt bad virkede fristende. Bare at få vasket sveden af sig nu hvor hun havde ligget her i dagevis, føle den varme vand kærtegne hendes hud der føltes så fremmede nu hvor hun ikke var blevet stimuleret længe. Det var måske bivirkningerne værd, og forhåbentligt ville det ret hurtigt passere.
"Er der ikke et kammer i det her hus med pejs?" spurgte hun. Hun vidste at der var i Alexanders gamle værelse, men der nægtede hun pure at være, de andre værelser havde hun desværre ikke opholdt sig nok i til at vide det.

[Carmine Jordin Marlineo]

For sin egen skyld, havde Carmine ikke set sig noget andet valg, end at skulle spille på det brændende had, som han havde haft til hende, for at holde hende på afstand, og man kunne jo kun sige, at det virkede efter hensigten. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Det var jo så bare ikke meningen, at hun skulle hade ham mere! At hun så derimod valgte at gå med til at få en enkelt tår, glædede ham. Det var da mere, end hvad han havde fået i hende frem til nu.
"Glimrende," svarede han kort for hovedet, inden han denne gang rejste sig igen. Han ville gerne sidde bag hende, så han denne gang var sikker på, at hun ville få hvad hun skulle bruge. Han ville sikre sig, så hun atter kunne komme tilbage til fuld fatning igen. "Der er kun Alexanders gamle værelse, og så pejsestuen. Om du vil, så kan værelserne byttes om," fortalte han denne gang. Han søgte hen ved siden af hende ved sengen, hvor han denne gang hjalp hende lidt op at sidde, ved at hjælpe med at rejse puden op. "Jeg sætter mig her.." sagde han denne gang, og satte sig. Armene førte han omkring. Han ville lige sikre sig, at det gik godt. At alt gik godt. Han førte håndleddet til hende, hvor han med sin ene negl, skar et snit, hvor han førte håndleddet til hendes læber. "Drik, bad han denne gang med en rolig stemme. Nærmest lokkende. Han ville jo kun have, at hun skulle have det godt, og han vidste, at det her var en hjælp. Og så måtte man tage bivirkningerne med, når det endelig var.

[Cassie Imirachi]

Gennem alt sin tid havde, havde Carmine været en arrogant skid for t sige det mildt, som havde ødelagt alting. De gange hvor hun havde været tæt på at påvirke Alexander i den bedre retning, eller hvor de endelig havde haft deres øjeblikke, så havde Carmine altid formået at ødelægge det, fordi han havde været jaloux på hendes forhold til Alexander, i hvert fald af det hun vidste. Det var bestemt ikke med stor velvilje, at hun gik med til at tage en tår af ham, men det var ikke værd at miste livet for. "Kun én tår," fastholdt hun, hvilket var mere en note til hende selv end til ham. Hun huskede følelsen delvist. Den længsel der opstod i det øjeblik blodet ramte end tunge. "Nej tak. Jeg har ikke lyst til at bo på hans gamle kammer," afviste hun. Det vakte for mange minder, for uanset hvad hun sagde, så var hun til sidst blevet glad for Alexander. Meget endda, og det var svært at han var væk.
Den pludselig rumsteren gjorde hende træt inden han overhovedet krævede noget af hende. Hun skar en grimasse idé han hævede hende. "Det der er unødvendigt," pointerede hun men uden at kæmpe for meget imod, for det havde hun ikke overskud til. Da hun ikke selv kunne holde sig oppe, hvilede ind krop ind mod hans, dog med puden imellem - heldigvis. Det trætte blik gled til hans arm, og så hvordan han snittede en fin stribe. Det virkede underligt grænseoverskridende at skulle så tæt på ham, men hun tog alligevel fat med begge hænder om hans arm og lukkede øjnene idet hun lod læberne omslutte den kolde hud omkring riften og sugede til sig. Hans blod fik varmen til at brede sig i hele det indre, hun mærkede hjerteslag og vidste det var hendes eget men det føltes som var det hans, det var berusende. Alt den afsky hun følte, gled langsomt væk, og lod hende lulles ind i en fjern verden. Den ene tår var overskredet, og alligevel kunne hun ikke lade være med at fortsætte.

[Carmine Jordin Marlineo]

Alexander var ikke længere til, og derfor vakte det kun Carmine en kæmpe frustration, at Cassie ikke kunne komme videre. Den mand, var i forvejen for stor en del af hende, og naturligvis, var det også noget, som kunne mærkes. Skulle han udkonkurrere manden, selv på trods af, at han faktisk var død? Han stirrede fast på hendes skikkelse.En tår? "Du vil tage, til du er færdig," forsikrede han hende, velvidende om, at hun nok næppe ville stoppe efter den ene tår, for hun havde brug for det, for at kunne heale. Desuden ønskede han heller ikke at lægge hende i graven! Hun var hans mage, og derfor ville han bare gerne have, at hun havde det bedst muligt.
Pejs befandt der sig kun i to værelser, og det var pejsestuen, og det som Alexander havde efterladt sig - Det som Carmine med andre ord, havde taget som sit, så hun ville uanset ikke kunne genkende meget af det, som engang havde været derinde. "Du vil uanset ikke kunne kende værelset." sagde han denne gang, hvorefter han tog pladsen bag hende. Puden fraholdt hans kulde i at nå hende, for han ville jo heller ikke gøre hende mere ukomfortabel, end hvad hun var. Han forsøgte for helvede. Han forsøgte virkelig!
Håndleddet førte Carmine til hendes læber, hvor han denne gang lod hende tage hans hånd, og førte det åbne sår til sine læber. Han klemte i hans hånd, for at lade hende få så meget som muligt. Han lukkede øjnene let. Denne gang, var dette hans enestående og perfekte mulighed for at viske bare lidt væk af Alexander, og han havde tænkt sig at udnytte det! Ikke stoppede han hende.. Ikke det første lange stykke tid i hvert fald. "Det er nok, Cassie.." hviskede han efter nogle gode mundfulde, hvor han tvang håndleddet ud af hendes greb. En tår? Hun havde da fået nogle stykker nu.

[Cassie Imirachi]

Efter alle de år med had havde Alexander alligevel formået at vække noget i hende, han var den eneste hun nogensinde havde næret varme følelser overfor hvilket gjorde det svært. Ønskede hun at det var ham der var vågnet i stedet for Carmine? Uden tvivl! Den mand ville have passet på hende, det var ikke rigtigt gået op for hende endnu, at Carmine forsøgte præcis det samme og hun gentog historien ved at være afvisende.
Cassie kommenterede ikke. Hun ville ikke tage mere end allerhøjst nødvendigt, selvom hun et sted godt vidste at hans blod ville fange hende komplet. Det var faktisk ikke gået op for hende at han havde overtaget Alex' gamle værelse, men så meget desto mere grund til ikke at være der, med mindre de kunne bytte værelserne helt rundt. "Hvis værelserne kan byttes helt rundt, ville jeg sætte pris på det. Her er alt for koldt," pointerede hun og særligt her i vintertiden.
Sans for tid og sted forsvandt langsomt i takt med at hun lod tungen fange de usmagelige dråber. Det var ikke en delikatesse og dog var det lokkende. I første omgang forsøgte hun at holde fast da han forsøgte at trække hånden til sig, mens hans greb var stærkere. Virkeligheden kom tilbage til hende, hun var stakåndet men havde allerede fået lidt kulør i sine kinder. "Det er nok, tak," hun tørrede sig om munden og fangede et par blodige rester. Hvor hun dog hadede de ting der fulgte med. For at lægge lidt afstand satte hun sig op og regnede et sted med at han ville flytte sig selv. "Hvorfor gør du det her? Jeg kan ikke engang lide dig," sagde hun ærligt. Den sidste hun nogensinde havde forventet omsorg fra, var Carmine.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine ønskede ikke at tænke mere på Alexander. Og skulle han være ærlig? Så gjorde han det heller ikke. Kun når Cassie bragte det på banen, eller med ting, som i det hele taget relaterede til den mand. Han var død og borte nu. Derfor var det også meget begrænset, hvad man kunne gøre ved det.
Hvad angik værelserne, så ville det være en enkelt sag. Desuden havde hun brug for varmen, som han kunne undgå, så det var jo dumt, ikke at give hende det værelse. Han nikkede afslappende. "Det er hurtigt og enkelt at gøre, Cassie. Det kan jeg hurtigt få arrangeret mens du tager dit varme bad senere," fortalte han denne gang. Uanset var det jo ikke just en aktivitet, som han kunne deltage i, selvom han ville elske at kunne gøre det. Det var bare ikke muligt for ham.

Håndleddet trak Carmine til sig, hvor han fik såret lukket, ved hjæl af et strejf med tungen. Hun så allerede nu mere frisk ud, end hvad hun tidligere havde været. Han lod hånden falde. Ikke fordi at han var kørt træt eller noget lignende. Hun kunne ikke lide ham nej.. Men af den grund, så kunne han jo godt lide hende, uanset hvor irriterende, det end var. "Jeg har nogen personlige grunde til at handle, som jeg gør, Cassie. Lige nu, er det vigtigst for mig, at du kommer ovenpå igen.. Lad mig få arrangeret et varmt bad," bad han denne gang. Badeværelset var jo stort set heller ikke brugt, og varme bade.. Ja.. Dømt her på grunden! Han rejste sig roligt op, og søgte til døren, hvor han fik kaldt en tjener til sig. Ordren var tydelig: Et godt og varmt bad til Cassie. Tjeneren ville straks sørge for, at det blev gjort.

[Cassie Imirachi]

Kunne Cassie selv vælge, så havde hun ikke været her, men hjemme hos Marius med hans arme omkring sig. Det gav hende dårlig smag i munden at hun sad her mens han forsøgte at finde hende. Det lod til at Carmine ikke gav hende noget andet valg end at blive her, selvom hun ikke forstod hvorfor, og hvis det skulle blive muligt, så var hun nødt til at have et værelse med mulighed for varme og mere lys end bare et sølle stearinlys. Han burde ellers være vant til hendes brok nu efter alle de år, for de havde aldrig været gode til at tilrettelægge hjemmet efter at der var en levende tilstede. "Det er det mindste der kan gøres eftersom du tvinger mig til at blive," pointerede hun lidt dramatisk. Blodet var begyndt at manifestere sig i hendes system, allerede nu følte hun sig langt bedre.
Tæpperne trak hun op omkring sine slanke skuldre og vendte sig om mod ham, så der ikke længere var den nærhed og intimitet der var opstået efter hun havde taget hans blod. "Og hvornår er der udsigt til at du slipper mig fri?" spurgte hun efter ham som han rejste sig for at bestille et varmt bad. Adlrig havde hun brudt sig om tjenestefolk men lige i aften valgte hun at gøre et undtag. "Et varmt bad vil jeg ikke sige nej til," bevidst havde hun lært at tage kogende bade så hun var sikker på at hverken Carmine eller Alex kunne forstyrre hende, mest for ikke at lade sig selv lokke i fordærv. Hun bar stadig den ring som Marius havde givet hende, det var et løfte som hun en dag ville indfri, for selvom det ikke var dyb kærlighed, så holdt hun meget af ham og han kunne give hende en god og tryg tilværelse.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine havde ingen intentioner om at lade Cassie søge nogen steder hen, og det ville han nok aldrig komme til. Det var sådan at tingene forholdt sig, og det var sådan, at det skulle fortsætte. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at lade hende tage nogen steder hen, nu hvor han endelig havde fået hende med sig hjem igen. "Selvfølgelig. Jeg skal nok sørge for, at det bliver arrangeret," sagde han denne gang, som han heller ikke havde tænkt sig, at lade hende søge nogen steder hen.
Regnede Cassie også med, at han ville slippe hende fri? "Troede du ærlig talt, at jeg ville lade dig gå nogen steder, Cassie?" Han stoppede op ved døren, hvor han gav ordren til tjeneren, som hastede til badeværelset, for at gøre det varme bad klart. Imellemtiden, ville han omrokere deres værelser, så hun fik det med pejsen. Hvis hun havde brug for det - som hun selvfølgelig havde, så skulle hun også få det. Han lukkede døren igen, og vendte sig mod hende.
"Jeg forventede, at du skulle blive her. Nu er de ved at arrangere dit varme bad. Imellemtiden, vil jeg sikre mig, at værelserne bliver byttet. Det vil forhåbentlig være færdig, inden solen står op," annoncerede han denne gang, hvor han også lod armene søge over kors. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Badet skulle være klart snart. Skal jeg følge dig?" spurgte han. Velvidende om, at han ikke kunne springe i vandet med hende, men han kunne jo følge hende dertil trods alt.

[Cassie Imirachi]

Cassie frygtede et sted at Carmine aldrig ville lade hende gå. Naturligvis ville hun forsøge at bryde ud, men han ville bare lede efter hende og hvis der var noget hun var træt af, så var det at have vampyrer på nakken. "Meget vel," sagde hun bare. Hvis hun skulle være her, kunne han i det mindste forsyne hende med varme lys, som hun havde brug for. Hun undrede sig bare over hvornår vampyrene planlagde at stoppe med at holde hende som en fange. "Hvorfor ikke? I alle de år forsøgte du med at magt at få mig ud af huset, og nu forsøger du pludselig at holde mig her? Jeg beklager at jeg ikke ser sammenhænget," sagde hun lidt frustreret. I det mindste var hun nok i bedring til at give sig ud i en diskussion med ham.
Stadig med tæpperne omkring sig rejste hun sig op og vendte sig mod ham.
"Stod det til mig så blev jeg ikke. Men nu hvor du tvinger mig til det så har jeg krav," hun slap tæppet og mærkede hårene rejse sig. Kun iført en himmelblå natkjole af silke, stod hun der og betragtede ham. Tæpperne kunne hun jo uanset ikke medbringe til badeværelset hvor hendes kar ventede. "Jeg kan gå selv, men meget passende kunne du jo følge med så jeg kan fortælle dig hvordan det bliver at have mig omkring i fremtiden," bad hun med stædigt blik. Hun frøs stadig, hendes krop var endnu for varm, men det var så småt begyndt at blive bedre, derudover kunne hun holde ud at være i sig selv.
På nøgne fødder, passerede hun ham for at komme ud. Gangene var kolde og mørke, hun hadede dette sted og det havde hun næsten altid gjort. Der havde selvfølgelig også været hyggelige stunder, med Alex særligt, men det havde altid været et fængsel.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det kom ikke på tale, at Cassie skulle have lov til at gå nogen steder, for han ville ikke lade hende gå nogen steder. Så simpelt var det, og han fortrød det ikke. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse ved hendes ord. Værelserne skulle han nok få byttet om.. Han havde jo heller ikke den største tid mere. Solen ville være oppe inden alt for lang tid. "Jeg har som sagt mine grunde til at handle som jeg gør, kære Cassie," sagde han igen. For hende, gav det måske ikke mening.. Men for resten, så gav det jo frygtelig god mening. Særligt hvis man kendte ham.
Krav.. Hvorfor kom det ikke bag på ham? Han foldede hænderne bag ryggen. Det her skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant. "Sig frem," bad han denne gang. Intenst stirrede hans øjne i hendes blik. Og hun skulle fortælle ham det? Han vidste ikke, om det var gået op for hende, at hun ikke rigtigt havde noget at sige, hvad den slags angik?
"Du kostede rundt med Alexander, Cassie, men jeg kan love dig for, at det ikke kommer til at ske med mig," sagde han denne gang. Han var også kun gået med til at bytte om på værelserne, fordi at hun havde brug for varmen. Og den kom jo desværre ikke bare af sig selv, og særligt ikke i den her tid. "Men sig frem.." Han fulgte hende ned igennem korridoren mod badeværelset, hvor man kunne høre, at de var ved at fylde det store og massive kar med varmt vand. Han stoppede op foran døren som han tvang op for hende. "Damerne først." afsluttede han denne gang.. Med et kækt træk på den ene mundvig.