You can back off now..

[Eilíannel Kalî Deâris]

Man kunne næsten ane hvordan hendes pupiller trak sig sammen ved hendes ord. Trods Tatiana ej lagde hånd på hende, følte hun sig trængt op i en krog med kniven for struben. Enten kunne hun lade sig ydmyge ved at træde tilbage ellers kunne hun ydmyge sig selv ved at blive ekskluderet fra sit hjem, men i så fald havde hun i det mindste stået op for sin egen tro. Hun var en dygtig leder, om hendes kære veninde ville anerkende det eller ej. "Aldrig vil jeg erkende at jeg træder tilbage for stærkere hånd," svarede hun spydigt. Hun var ikke langt fra Tatiana, hun havde meget med sig i bagagen og hun havde arbejdet hårdt, og uanset hvad anså hun sig selv som værende hendes ligemand.
"Naturligvis," svarede hun kortfattet. Chancen havde hun, mulighed havde man altid, og hvor Tatiana var svag, var hun stærk såvel som omvendt naturligvis. Hvis hun gik op mod hende var det med livet som indsats og hun var ikke færdig. "Jeg behøvede ikke at slå dig, for du var tåbelig nok til at lade dig selv fange!" vrissede hun. Nu begyndte hun at blive vred.. frustreret ikke mindst. Tanken om at skulle fortsætte sin træning.. evigt tortur, særligt når Tatiana var så stærk som hun var, dog slog hun lidt koldt vand i blodet og åndede langsomt ud. "Og hvad præcist ville du kræve af mig Tatiana? Jeg jeg forsikre sig om, at hvad end du finder på, så rækker min styrke, jeg tror at du vil lade dig forundre," sagde hun selvsikkert. Hun var blevet en stor kvinde gennem årene, og det ville hun stå fast ved.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Eilíannels ord sagde det hele, om hun ville det eller ej. Derfor lod Tatiana sine fingrer lukke sig om sit sværds skæfte. Eilíannel ønskede ikke at træde tilbage af egen fri vilje.. Derfor måtte hun jo slå hende i kamp. ”Og med de ord har du forseglet vores skæbne,” sagde hun direkte. Der var intet andet at gøre. Begge kvinder ønskede den samme titel, og derfor måtte de kæmpe om den plads, som de begge fandt dem retmæssig. Klingen trak hun. Den pirrende lyd af stål der forlod dets skede. Selv elskede hun lyden. Den lovede død og sejr. Kynisk smilede hun. ”Bevis nu for mig, at du er den stærke leder, der ikke behøver at slå mig, men som kan,” sagde hun kynisk, som der ingen lune var over hendes ord. Det var nærmere en hån. Klingen havde hun selv allerede trukket. Det smukke sværd der bøjede en anelse i klingen, og med de smukke elviske graveringer i sig. Et dødeligt smykke nærmest. ”Hvis du kan klare, hvad end jeg finder på, er der tydeligvis intet at frygte fra din side. I så fald vil du flyve igennem, hvad jeg sætter dig til,” svarede hun direkte. Sandt var det, hvis Eilíannels ord holdt stik.. Spørgsmålet var derfor, om de gjorde det. Mere ville hun dog ikke tale. Eilíannel havde nemlig fortalt hende al det, som hun behøvede at vide. At hun ikke ville bakke frivilligt tilbage. Nådesløst og hårdt svang hun sværdet i Eilíannels retning. For Eilíanels vedkommende, kunne man håbe, at hun ville vinde med det, som hun ellers havde fremlagt. Tatiana sloges nemlig med livet som indsats, når først hun blev udfordret.. og nu havde Eilíannel udfordret hende.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Eilíannel lod kort blikket søge ned mod den metalliske ringen der lød for hendes ører idet Tatiana trak sit smukke våben. Hun havde altid beundret det, men dengang var det jo heller ikke blevet trukket overfor hende. Tænderne bed hun sammen. Hendes ord havde ikke været ment på den måde, men frem for at tabe ansigt ved at trække det tilbage så hun ikke længere noget andet valg, desuden var hun nødt til at kæmpe. Det var den eneste måde hvorpå hun kunne bevare sin værdighed. Det var en ærlig sag ikke at være den stærkeste, men frivilligt at opgive på den måde.. det nægtede hun! "En skæbne du har kreeret for os," kommenterede hun. Under normale omstændigheder ville hun have gjort brug af sin elskede bue, men det var ikke et våben til brug i nærkamp. Derfor fremdrog hun i stedet to knive hvis blad var formet nærmest som en krystal. Man kunne ikke se skæftet for hendes smalle fingre, men der bagved gemte sig ligeså elviske skrifter. Den ene mørkelvist, den anden et gammelt sprog fra lyset, som hun havde med sig fra dengang, og som hele tiden mindede hende om hvorfor svaghed ikke var en mulighed.
"Meget vel..." hun sukkede. "Jeg er færdig med at underlægge mig for din hånd Tatiana, og hvis du ej vil være min ven, så er du fjende og så må du udryddes," sagde hun direkte. Det var ikke et problem for hende at tage liv, så meget havde mørket korrupteret hende, også selvom hun havde sin samvittighed. Elegant bukkede hun sig for den skarpe klinge hvorefter hun stak den ene kniv målrettet mod hendes lår.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hun var ikke hendes ven.. Hun måtte udryddes.. Selvfølgelig behagede Eilíannels ord hende ikke, da Tatiana ellers altid havde følt, at deres bånd havde været godt. Ærgerligt fandt hun det derfor, at det nu skulle ende således. Dog var det, hvad der måtte ske. Begge ønskede de sig titlen som leder, og ikke kunne der være to. Det var logisk tænkning.. Derfor måtte enten hun eller Eilíannel sejre. Troen havde hun dog på sig selv, ellers ville hun ej heller have udfordret sin gamle veninde. Hun var ganske vidst ikke ved sit bedste, men selv der vidste hun, at hun kunne være en lunefuld fjende. ”Du skal være velkommen til at gøre dig forsøget,” svarede hun kortfattet igen. Klingen svingede hun, og desværre missede det første angreb. Eilíannel bukkede sig i et forsøg på at angribe hende i stedet.. Heldigvis for hende, var hendes modstanders våben kort. Derfor skulle Eilíannel meget tæt på, før hun kunne håbe på overhovedet at ramme hende. Ganske belejligt for hende selv i og med, at hun ville kunne ramme Eilíannel på en længere afstand. Elegant snurrede hun til siden, som havde det været et dansetrin. At Eilíannel huggede ned mod hendes lår gjorde desuden, at hendes ryg var blottet. Et godt mål for hende selv. Sværdet svang hun igen, og denne her gang faretruende imod Eilíannels ryg. Hvis ikke hun trak sig fra kampen, ville hun gøre sit for at dræbe hende eller blive dræbt. Hvis hun trak sig derimod, ville hun fortsat anerkende hendes eksistens i Maerimydra, og så kunne hun sikre sig, at hun var den kvinde, som hun ønskede, at hun var.

[Eilíannel Kalî Deâris]

For blot år tilbage havde Eilíannel aldrig troet at de skulle komme så langt ud på et sidespor at de ville bekrige hinanden. Det værste var næsten at hun i sig selv ikke ønskede at lede flokken, hvad der lokkede hende var anerkendelsen og stoltheden som fulgte med, og den ville kvæles hvis hun gav efter for Tatianas ord. "Meget vel," hun vidste at Tatiana var god med et våben, det samme var hun. Om det kunne måle sig, var hun ikke sikker på eftersom hendes styrke primært lå i pilenes kræfter og de gifte hun havde lært at producere gennem sit tidligere ægteskab.
For et kort øjeblik blottede hun sin egen ryg, det var et svagt træk, og med dyr læring. Hun drejede rundt på hælen, med en elvers ynde, men i det samme ramte Tatianas sværd hendes slanke side, ikke med fuld kræft i og med at hun havde flyttet sig, men med kræft nok til at skabe en lang flænge som fik blodet til at løbe ned over hendes hofte og ben. Hun stønnede og bed tænderne sammen. Det kunne ikke stoppe hende fra det nødvendige. Det logiske ville være at trække sig, men det ville kun ydmyge hende endnu mere. Hun var fanget mit i en kamp med sin egen stolthed. Med den tanke, trådte hun atter frem og lod en kniv søgte mod hendes mave og den anden svang hun glat i retning af hendes hals. Nærkamp havde aldrig været en stærk side, hun kunne det som Tatiana i sin tid havde trænet hende til, men lige på stående fod måtte hun bare håbe på at det var nok til. Hun var i topform, det var hendes kære veninde ikke, det var tydeligt, men så havde hun slet ingen chance haft.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana kunne mærke det. Hvordan hendes klinge piercede Eilíannels side. Følelsen af stål imod kød havde hun nu altid nydt. Også synet af rubinrødt blod på den klare klinge. Derfor var det også et mørkt smil der viste sig på hendes læber. At det var en gammel veninde der fik hende til at smile sådan var selvfølgelig ærgerligt, da Eilíannel oprigtigt var en af dem, som hun havde holdt af. Følelser havde hun trods alt.. Trangen til magten vægtede bare mere, end hvad venskabet gjorde. Sådan var det at være mørkelver. At ville dræbe sin egen moder eller datter for at stille sig selv bedre. Barskt var det, men krigere var de også. Tatiana var vokset op som kriger. ”Overgiv dig, Eilíannel,” opfordrede hun sigende. Det var faktisk den mulighed, som hun foretrak. Igen syntes hun om sin gamle veninde.. Hun skulle bare eftertjekkes, og ikke være at finde på den plads, som var hendes. Som knivene blev svunget imod hende, parerede hun stødet mod halsen med sværdet, som man hørte stål imod stål imod hinanden. Let var det dog at få skubbet kniven væk, idet sværdet vejede mere. Det var uden tvivl et skuffende våbenvalg, som Eilíannel havde gjort sig, men nuvel.. Det måtte hun om. Stødet mod maven undgik hun knap og nap med at suge maven til sig, og lade den følge hende i en bevægelse til siden. Sin venstre hånd lod hun søge pisken i en af remmene på sit lår. Denne trak hun, som var det en kær gammel ven. Et hurtigt vip med hånden gjorde hun, så læderet slog imod Eilíannels hånd i håbet om at vikle sig om hendes håndled, så hendes ene arm på den led blev gjort ukampdygtig.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Rødt blod løb ned over hendes slanke side, præget af blålig hud. Såret sved, men smerte var ikke nok til at stoppe hende. Tatiana havde trænet hende hårdt i mange år, gjort hende vant til smerte, tvunget hende til at kæmpe så mange gange. Blodet dryppede fra hende side og på det glatte gulv når hun bevægede sig, dog var disse ligeså yndefulde som altid. "Det ved vi begge at jeg ikke kan," svarede hun sammenbidt. Metallisk klingen gav genlyd i hele rummet, som sværdet mødte hendes ene kniv, idet de afværgede hinandens angreb. Eilíannel dukkede sig og og slap grebet, for at gøre endnu et indhug, denne gang direkte mod hendes bryst. Netop fordi hun var opdraget som kriger og levede blandt krigere, kunne hun ikke overgive sig selv hvis hun ville. "Du ved såvel som jeg.. at døden er mere ærefuld end at træde tilbage," pointerede hun hun kun let forpustet, hendes form fejlede intet, særligt ikke så meget som hun gik på jagt, vandrede i bjerge, klatrede i træerne og den slags som hun elskede, i selskab med en bue og en pil. Hvis hun trådte tilbage ville alle mørkelvere se ned på hende, hun ville aldrig kunne indtage en lederstilling, selv ikke hvis det engang skulle blive nødvendigt.. hun ville sætte fast, og igen blive set skævt til, hvilket hun havde prøvet mere end rigeligt i Procias.
Netop som hun hævede kniven for at stikke den mod hendes skulder, bandt tyndt eder sig stramt om den, så hun ej kunne gøre noget udhug. I overraskelse tabte hun den ene kniv, så hun kun havde den anden i sin hånd. Med vrede øjne så hun på hende, velvidende om at hun ikke ville tøve med at slå hende ihjel, men så igen - hellere dø end at skulle leve i skam resten af livet, så efter sekunders pause trak hun hårdt i læderet for at bringe hende tættere på, hvor hun elegant trak let til siden og huggede ud efter hendes lår.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Nej, ærefuldt var det ikke at træde tilbage. I hvert fald ikke i en krigers øjemed. Det ville for eksempel aldrig være noget, som Tatiana ville gøre sig i, men hun ønskede også at dø i kamp. Hun ville dø med et bankende hjerte, blodet brusende i sig, og med et blodrødt sværd i hånden. Andet kunne ikke gøre det. ”Sandt,” medgav hun kortfattet. Ikke løj hun. Selv ville hun også hade det, hvis hun blev ”skånet” af en. Hun ville nærmere anse det for at være en straf end noget andet. Hendes pisk lukkede sig om Eilíannels ene håndled. Noget der fik hende til at smile tilfredst. Særligt som hun tabte kniven. Det var en behagelig lyd at høre klingen klirre imod gulvet, fordi hun havde afvæbnet hende. Øjnene kneb hun dog sammen, som Eilíannel rev i pisken, og på den led trak hende nærmere. Som det blev hugget ud efter hendes lår, slap hun et smertefuldt gisp. Den lille klinge piercede nemlig hendes kød. Vred – og et sted stolt – gjorde det hende. Sit eget sværd svang hun dernæst præcist og hurtigt. Denne her gang mod Eilíannels hals, som hun nu agtede at skille hendes hoved fra hendes skuldrer. Hun ville vinde, og Eilíannels havde selv informeret hende om, at det var til døden. Derfor forsøgte hun nu at gøre sig nådesstødet. At hugge hovedet af på sin gamle veninde. Væmmeligt fandt mange det sikkert, da Tatiana jo holdt af hende, men den mørkelviske vej var den mørkelviske vej. Hun ville dog give sin veninde den ære af en hurtig død. Hurtigere end et halshugget hoved kunne det i hvert fald ikke blive. Det var formentligt ikke til at føle.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Der var en vis fristelse over tanken om at bakke ud, lade Tatiana indtage sin plads og genfinde en plads i dette samfund, men de vidste også begge at den fristelse var det rene bedrag. ej ville det gøre hendes liv bedre, kun være, kun mere ynkeligt, fuld af nedladende toner og spydige kommentarer, og hun ville aldrig kunne forsvare sig mod dem. I hendes tanker forsøgte hun at finde en gylden middelvej, en måde hvorpå hun kunne gå herfra med både sit liv og sin ære i behold, men det var langt fra en let sag.
At tabe den ene kniv, føltes lidt som et stik nær hjertet. Eilíannel spejdede desperat efter den, også selvom hun ikke havde mange sekunder til at dvæle ved tanken. Den anden kniv gik igennem Tatianas kød som havde det blot været blødt smør, hun kunne mørke hvordan det gav efter for det skarpe blad. Fremfor at trække den ud, lod hun den sidde og slap. Det bragte hende stolthed at hun i det hele taget kunne give Tatiana kamp, men de vidste også begge to at hun ikke kunne vinde den her, selv hvis hun virkelig ønskede det, ikke fordi hun var svag, men fordi hun ikke havde samme fordel i alder på sin side, hun havde ikke halvt så meget erfaring eller træning, men med tiden.. Hendes pupiller trak sig sammen som den skarpe klinge, svang elegant mod hende. Den nåede netop at lave en lille flænge over hendes hals, dyn nok til at blod løb, men overfladisk nok til ikke at være skadelig, da hun nærmest lagde sig ned, svajede i ryggen og med nød og næppe undgik kniven. En pludselig tanke slog hende. Hun greb ud efter Tatianas slanke håndled for at fraholde hende fra at svinge igen. "Aldrig vil jeg vise hvidt flag, Tatiana.. men jeg er for god til døden. Jeg kan blive bedre end dette. Træn mig, gør mig bedre," bad hun lidt hårdt. I hendes øjne var det ikke at bakke ud, det var en erkendelse af at hun var god men kunne blive bedre og det ville være en skam ikke at gribe muligheden, og hvad andet valg havde hun?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatianas lår blev piercet, som var det intet andet end blødt smør. Det var en smerte der skar igennem hende! Særligt som kniven fik lov til at blive siddende. Eilíannel gjorde nemlig intet for at trække den til sig, som hun lod den blive siddende. Det efterlod hende dog også våbenløs. Arrigt og i et forsøg på at ende kampen, svang Tatiana derfor sit sværd mod hendes hals. Ønsket var at kappe hendes hoved, men ikke gik det så vel. En lille fryd var det dog, at hun formåede at lave et lille snit, så blodet dryppede fra hendes klinge og fra Eilíannels hals. Hendes pupiller trak sig sammen, da hun kort tid efter mærkede, hvordan slanke fingrer lukkede sig om hendes håndled. Håndledet til den hånd der førte sværdet. Hendes skarpe blik hvilede på Eilíannel. Hun tog en indånding. ”Du vil trække dig tilbage fra din plads, og lade mig indtræde den igen,” dikterede hun, som der blev nævnt det hvide flag. I en vis grad blev Eilíannel nemlig nødt til at vifte med det. Pisken lod hun finde sin plads igen i de mange remmer, inden hun lukkede fingrene om knivens skæfte. Som at trække et plaster af i et svip, flåede hun knivklingen ud af sit lår. Det fik hendes pupiller til at trække sig sammen, men ikke skreg hun.. Også selvom hun nærmest følte, hvordan hendes lår krampede sammen. Tykt af blod var den lille klinge, hvor hun nu kastede den bort, så også den var udenfor Eilíannels rækkevidde. ”Jeg kan træne dig.. Gøre dig til den kvinde, som du bør være,” svarede hun ærligt igen til hendes ord. ”Og som tak vil du huske på, at du ikke bør løfte en kniv imod mig igen. Hvis du gør, skal jeg nok sørge for at skære dine lemmer af en efter en,” afsluttede hun advarende.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Kniven havde til formål at sløve Tatiana tilstrækkelig nok til at Eilíannel ville kunne undgå hendes aggressive angreb. Ej havde hun planer om at miste sit hoved i aften, men hun vidste også at hun ikke var stærk nok til dette, årerne var ikke med hende, og i den tid hvor hun havde ledet, var hun ikke ligefrem blevet trænet, det havde været for hurtigt, og den eneste grund til at hun ikke bare indså det og trak sig tilbage, var fordi det ville være ydmygende. Eilíannel bakkede et skridt bagud og tog sig til halsen der blødte kraftigt selvom det ikke var dødeligt. Blodet løb ned over hendes blålige hånd og faldt på jorden foran.
Begge stod de sårede af deres kamp, og det vakte en stolthe di sig selv for hende at hun havde været i stand til at gøre hende ondt. I så fald var hun ikke halvt så svag som hun nok i det indre havde frygtet igennem lang tid, men blot været tavs omkring. Hendes intense blik søgte hendes. "Træn mig til at blive stærk nok til at slå dig, og jeg vil love dig at jeg som tak ikke gør det, men når tiden er inde og du er væk igen, så vil jeg sikre mig at jeg er stærk nok til at lede efter dig," understregede hun hårdt og en kende stakåndet. Lederstillingen i sig selv var ikke et ønske for hende, men hun ville have sin plads og hun ville ikke ydmyges. "Og det er som det er, jeg har trukket mig for stærkere hånd for at blive ligeså stærk, og det er hvad vores kære søstre også vil vide," fremsagde hun bestemt. Hun havde ikke tænkt sig at leve i konstant ydmygelse. "Så har vi en aftale?" spurgte hun og rakte hånden frem for at tage imod sin kniv, selvom den dryppede af Tatianas blod. Hun havde salver der ville hele det hurtigt, som hun glædeligt gav om de nåede frem til enighed.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hurtigere end normalt slog Tatianas hjerte, da adrenalinen pumpede i hende for at afværge smerten ved såret. Veldisciplineret var hun dog, og derfor agerede hun ikke på det. Såret kunne blive tilset, når tiden var inde til det.. Ikke før. Også selvom blodet begyndte at boble frem fra hendes åbne sår og sive ned ad hendes ben. ”Jeg vil træne dig til det billede, som jeg altid har ønsket for dig. Træningen vil finde sted hurtigst muligt,” endte hun stilfærdigt med at sige. Negativt var det ikke ment, da hun ikke så et negativt billede for sig, når hun så Eilíannels fremtid for sig. Den mørkelviske kvinde skulle blot ledes på den rette vej, og heldigvis kendte hun den perfekte metode! Den metode skulle nok vise hende præcist, hvor Eilíannel stod. Tavst kiggede hun på hende med sit gennemborende blik, som hun afgav sine krav. De var fair. Sande. Sandt var det jo, at Eilíannel havde trukket sig for en stærkere hånd, og i håbet om at blive bedre. Sine våben placerede hun derfor i sine respektive hylstre igen. Det formelle var trods alt på plads nu. ”Vores søstre vil få sandheden af vide.. Vi har en aftale,” afsluttede hun diplomatisk. Kniven lod hun derfor også Eilíannel tage. Kampen var trods alt overstået, og derfor var der ingen årsag til at hænge i det længere. Et tilfredst smil viste sig på hendes smalle mund. ”Du kæmpede godt. Ikke godt nok til en sejr, men du formåede at såre mig. Det er fremskridt,” roste hun hende. Mange ville med garanti finde det bizart, men Tatiana fandt det kun på sin plads. Selv anså hun sig nemlig for at være en af de bedste krigere i Maerimydra. Derfor skulle Eilíannels selvfølgelig roses for, at hun havde styrken til at såre en af dem.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det røde blod løb ned over Tatianas ben og hen over gulvet. Eilíannel kunne ikke lade være med at lade øjnene følge dets rejse fra såret og ned over hendes slanke ben. "Meget vel. Jeg vil overgive mig helt i din magt, med tillid til at du kan gøre mig til den kvinde der skal tage din plads den dag du ikke længere kan," hun bukkede hovedet. For hende var det et nederlag, men mellem dem var det et tegn på den respekt hun følte. Det var det bedste udfald, der var ingen tab af værdighed, tværtimod var det et tegn på styrke at vide hvornår man ikke var stærk nok. Idet hun fjernede våben fra åsyn, bukkede Eilíannel sig elegant uden at slippe hendes blik, for at tage de knive hun havde mistet og ligeså pakke dem væk, som symbol på at kampen var forbi, det var slut med at bekæmpe hinanden.
Tavst nikkede hun og rettede sig op så hun stod helt rank igen. En del af hende frygtede de rædsler som træningen udsatte hende for, men hvis det var prisen for at bevarer sit liv, værdighed og status, så måtte det være den rigtige vej. "Du lærte mig vel. Lad mig gengælde tjenesten ved at tilse dit sår," tilbød hun. Gennem et tidligere ægteskab med en alkymist havde hun opnået stor viden om særligt gifte men også om helende salver, og nærede troen på at hun faktisk kunne hjælpe Tatiana. I bund og grund var det vel det mindste hun kunne gøre, taget i betragtning af at hun selv havde placeret hende i situationen og givet hende såret. Hun gjorde gestus mod døren de før havde været på vej ind af, med et lidt afventende blik.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana skulle nok sørge for at gøre op med Eilíannels skavanker. Hun ønskede nemlig kun det bedste for den kære kvinde, og hvad der var bedst for hende, vidste hun. Det var heldigvis også noget, som Eilíannel sandede, og det gjorde hun klogt i at påminde sig selv om. ”Må det ske om mange år,” sagde hun roligt. Hun agtede nemlig ikke at forsvinde nogen steder hen. Ej heller ville dagen komme, hvor hun trådte af. Hun ville være deres kahli til den dag hun døde. Ikke før. Dog kunne Eilíannel fortrøste sig med, at hendes tilbagevende kahli højst sandsynligt ikke ville dø af alderdom, men af en klinge i hjertet. Det var i hvert fald sådan, at hun planlagde sin egen død. At Eilíannel ønskede at tilse hendes sår, fik hende til at se ned på sit lår. Når ja.. Det var vel også for det bedste? Og klingen på kniven havde været helt almindelig, eller om der rent faktisk havde været gift i den, vidste hun ikke. Det kunne dog godt ligne Eilíannel at rode med den slags. Ikke at hun havde noget imod det. Det gav det hele et ekstra twist i kampens hede. ”Du har min tilladelse,” sagde hun roligt. Ikke bar hun nag over, at hun var blevet såret. Det eneste hun var irriteret over var Eilíannels opførsel, mens hun havde været borte. Hun tog en indånding, inden hun gik over mod døren, som Eilíannel gjorde en gestus til. En handling der fik hende til at knibe øjnene og bide tænderne sammen. Det gav et forpulet jag igennem hele hendes krop! At der pludselig kom tryk på såret, fik desuden mere blod til at trænge op. Dette kunne nu godt gå hende en anelse på.. Hun havde lige kommet sig ovenpå en halten i benet, og nu dette.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det vakte en indre uro at Tatiana igen skulle til at varetage hendes træning, også selvom hun ville have overgivet sig ganske frivilligt. Hun vidste at den kvinde kunne finde på hvad som helst, og trods årevis her i Mearimydra, så holdt en del af det procianske ved, hun hadede at gøre skade på andre med mindre disse selv havde bedt om det, dog havde hun bidt det i sig hver eneste gang de sidste alt for mange år, og det ville hun fortsat gøre. "Det ville være at håbe," medgav hun lidt sammenbidt, hvilket indikerede at at det ikke huede hende synderligt, men det kunne næppe forundre nogen, eftersom der var en del stolthed forbundet ved at være kahli, og det ville tage hende tid ikke at vænne sig til det.
Deres kamp havde været forholdsvis spontan, hvilket betød at hun ikke havde haft anledning til at gøre brug af gifte. Det var som regel noget hun udelukkende forbeholdt for sine pile, det var langt mere effektiv til at lægge både dyr og andre sjæle ned. Først da tilladelse blev givet, greb hun Tatianas hånd. To stridende søstre sluttede endelig fred, men de vidste også begge at det at trække våben ikke nødvendigvis var ment personligt, de var krigere og det handlede udelukkende om overlevelse og bevaring af værdighed. Under omstændighederne, var Eiliannel godt tilfreds med udfaldet, der betød at hun trods alt ikke udviste helt svaghed og samtidig fik lov til at bevarer livet, noget som ikke alle kunne prale af.
"Lad mig tage mig af det," bad hun roligt og trak Tatiana med sig ind på værelset hvor hun ville tilse hendes sår.

//Out