You can back off now..

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Eilíannel Kalî Deâris

Forundrede blikke og respektfulde velkomsthilsner var hvad Tatiana var blevet mødt af, som hun havde nået bueskytterne ved Maerimydras grænse. Sin stjålne hvide hoppe havde hun holdt an, som hun havde kaldt på sit folk og præsenteret sig ved grænsen. Det havde fået adskillige blikke til at titte frem, inden de havde nærmet sig. Vellidt havde hun altid været iblandt sin race, som der aldrig havde hersket tvivl om, hvilken ideologi hun kæmpede for. Velkommen hjem var hun derfor blevet budt, hvor hun hurtigt havde forklaret, hvad der havde skyldtes hendes forsvinding. Hun havde nemlig aldrig vendt mørkelverne og Maerimydra ryggen, som hun var blevet fanget på en mission for dem. En mission som hun havde været på for tre år siden.
Ved grænsen var Tatiana ikke længere. Hun var derimod i midten af den smukkeste by på jord. Ved lederens herregård. En bolig som hun på det kraftigste agtede at få igen. I boligens indgangshal stod hun, som hun afventede den kahli der havde taget pladsen efter hende. Eilíannel. En kvinde, som hun allerede havde gjort sig et par tanker om. Noget foruroligende havde hun nemlig hørt om den kvinde, som hun ellers havde kendt godt engang. Afventende stod hun. Rank og frygtindgydende. Hendes blå øjne var som altid gennembordene. Hendes klæder var den dominante røde buksedragt af læder. Sig selv lignede hun på mange måder bortset fra, at hendes elskede lange hår var blevet klippet kort. I det mindste havde det dog nået en skulderlængde nu. Derudover havde hun arene fra, at hun senest havde fået flækket sit øjenbryn og underlæbe. I form var hun dog igen. Hendes ben gjorde ikke ondt længere, og hun turde give sig i kast med sin magi igen. Derudover havde hun sit smukke sværd ved sin side, som hun tilbage i Procias havde vist, at hun endnu kunne bruge til fulde.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Rygterne spredte sig hurtigt i Mearimydra. Faktisk havde de nået Eilíannel før kvinden selv var dukket op, og hun havde hele dagen vidst at det blot var et spørgsmål om tid. Tatiana havde hun engang kendt godt, og for det bedre. Hun havde haft stor respekt for hende, og hun havde kæmpet for at opnå hendes i sin tid. Titlen som kahli var ikke givet hende tilfældigt, hun havde engang været tæt på Tatiana, men det betød ikke at hun ville træde af. Af samme grund havde dagen været præget af stor uro, frem til nu hvor det endelig bud endelig var kommet. En kvindelig elver havde netop bragt bud om Tatianas ankomst til herregården.
Elíannel så sig selv i spejlet. Hendes mørke hår var bundet i en lang fletning der nåede hendes lænd og kun fremhævede hendes stærke kæbeparti. Hendes mørke øjne brændte intenst, dog uden nogen spor af følelse. Om nogen vidste hun at den tidligere leder, ej var en svag kvinde, men hun vidste ligeså at hun selv var blevet ganske stærk og hun ville ikke tabe ansigt! Langt om længe havde hun vundet respekt og anerkendelse, hun var blevet til noget stort, hvorfor give op på det nu? Et næsten lydløst suk gled over hendes læber, da hun vendte sig bort fra det forræderiske spejl og i stedet søgte ud af værelset. Normalt opholdte hun sig ikke engang på herregården, hvilket nok var et levn fra hendes tid i Procias. Hun fandt de små hytter langt mere tiltalende og private end en stor herregård, men når pligten kaldte, kunne end hun ikke vendte ryggen til.
Hendes faste skridt gav genlyd i den rungende sal, da hun gik ned af en lang trappe til hallen med sin hånd hvilende på gelænderet. Den gled langsomt ned over træet, for hvert skridt hun stod, til hun til sidst stoppede op på sidste trin og tog kvindens velkendte skygge i betragtning. "Tatiana... Velkommen hjem," hilste hun blot, ingen buk, ingenting. Hun var den ledende nu.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Køligt var Tatianas blik, som hun stod afventende i hallen. Hun havde savnet at stå her! Dette havde været hendes hjem, indtil for tre år siden, hvor hun var blevet taget til fange, og puttet i en fangekælder i stedet. Helt slemt havde det dog ikke været, som procianerne manglede kreativitet. Som hun stod og ventede, kunne hun høre de blide fodtrin. Ikke kiggede hun med det samme. Den interesse ville hun ikke vise. Kahlien havde nemlig ikke overvundet hende. Hun havde blot behændigt indtaget herregården, som hun ikke havde kommet tilbage. Spørgsmålet kunne også være, hvor hurtigt Eilíannel havde gjort det, da hun ikke havde kommet tilbage med det samme. Hun tog en rolig indånding, inden hun endelig skænkede Elíannel et blik, som hun yndefuldt kom ned på gulvet til hende.. eller hun stoppede på det allersidste trappetrin. Var det et latterligt forsøg på at vise, at hun var hævet over hende? Et trappetrin? Køligt trak hun på smilet til den lille mund. ”Eilíannel,” hilste hun afmålt. ”Jeg kan se, at du har holdt huset nydeligt for mig,” sagde hun blot, som om hun ikke anerkendte Eilíannels stilling. Det gjorde hun heller ikke. Eilíannel havde ganske vidst været en lovende kvinde. En lovende søster, som hun havde vist at kunne rykke sig. Dette var hun dog blevet i tvivl om efter, hvad hun havde hørt. Eftersigende havde hun endnu en stump af sit procianske hjerte tilbage. Noget som hun agtede at træne væk. Eilíannel var lovende, og det skulle ikke ødelægges med svaghed. Det var verdens største fald. De var alle for bløde og for gavmilde udenfor Maerimydra. At Eilíannel endnu havde noget af det tilbage, gjorde også kun, at den kvinde bestemt ikke var parat til at lede mørkelverne. Hun ville jo bringe dem i forfald med de bløde værdier, som hun endnu havde! Var de kommet tilbage efter, at hun var blevet taget til fange, eller havde Eilíannel blot altid skjult dem for hende?

[Eilíannel Kalî Deâris]

Hvilken overraskelse at Tatiana ej ville anerkende tabet af sin titel. Eilíannel var ligeglad med hvad der var hændt hende, hvorfor hun var forsvundet, hun havde taget ansvaret for det folk der engang havde været hendes, og ledt dem med hård dog rimelig hånd. Hendes mørke øjne studerede hendes skikkelse som hun stod der i dunkelt lys, mens hun selv lod sig stå på trappen, hævet over hende som hun nu engang var, selv hendes hår var blevet kort. "Det er en ganske smuk tanke, at det skulle være for din skyld, Tatiana, desværre lader det til at min egoisme vejer mere," svarede hun blot og tog de sidste to skridt ned af trappen for at gå hende i møde. Idet hendes hånd gled ud over gelænderets kant, lod hun sin arme falde ned langs sin side. I stedet stoppede hun med omkring 5 fod imellem dem.
I hjertet og i sindet rummede hun muligvis stadig dele af værdier fra et længe glemt liv, men det gjorde hende ikke til en dårlig leder i hendes øjne, desuden var det bestemt ikke noget hun reklamerede med. Selv de ting hun ikke brød sig om, de ting der gik imod hendes værdier, gjorde hun alligevel fordi dette var blevet hendes hjem. Procias havde hun aldrig hørt til i, det eneste hun altid havde ønsket sig, var et sted at høre til, en familie hvilket hun havde fået her Mearimydra, og nu også anerkendelse, som hun ikke ville lade hende tage fra hende. "Jeg er glad for at se dig i god behold," sagde hun oprigtigt. Der var nok engang hvor hun nærmest havde set Tatiana som en veninde og som en søster, hun havde haft stor respekt for hende, hvilket hun endnu havde, men hendes rolle blev sat på en spids nu, hvilket hun ikke brød sig om. "Jeg går ud fra vi begge ved hvorfor du er her," hun satte en hånd på sin hofte og betragtede hende med et mørkt blik. Der var ingen grund til at danse om den varme ild, hun ville ikke opgive sin stilling!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Køligt smilede Tatiana. Eilíannel handlede egoistisk. Selvfølgelig gjorde hun det. Det ville enhver mørkelver have gjort. Derfor havde hun vel også næsten været skuffet, hvis ikke Eilíannel havde forsøgt sig med titlen. Lovende havde hun jo været dengang. Hun havde endda været hende en god veninde. Et venskab de sagtens kunne beholde, hvis hun nu gjorde det korrekte. ”Selvfølgelig er det din egen egoisme. Det ville næsten have skuffet mig, hvis ikke du havde taget chancen,” endte hun stilfærdigt med at sige. Besynderligt måtte det højst sandsynligt lyde i en andens øre. Særligt fordi, at Tatiana ikke agtede at overgive sig til Eilíannel. De gennemborende øjne fulgte den smukke kvinde, som hun endelig vovede sig ned til hende. Ikke regnede Tatiana med, at det ville gå som smurt. Lederstillinger var nemlig sjældent nogen, som man glædeligt lagde fra sig igen. Eilíannel følte vel også, at hun endelig kunne bevise, at hun var en af dem, når hun besad den magt, som hun nu gjorde? ”Procianske fangekældre kan ikke just måle sig med en mørkelvisk,” svarede hun næsten muntert igen. Morbidt måtte det helt lyde, som hun tog let på sit fangeskab. Værre end det havde det dog ej heller været for hende. Hun havde prøvet det der var værre her. Hun var bygget til at stå imod. Blikket tog hun ikke fra Eilíannel. Selvfølgelig vidste de begge, hvad der skulle foregå. De kendte hinanden. Ganske godt endda. ”Jeg er ikke færdig med mit arbejde her, og du er ikke klar til at overtage det,” sagde hun direkte. Nej, hun havde ikke mistet ledertitlen frivilligt, og Eilíannel var endnu ikke parat til den. Skuffende var det et sted, men på vej hertil havde mørkelverne sunget en sang eller to til hende. En sang om, at Eilíannel ikke var så mørkelvisk, som hun ellers sagde, at hun var.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Deres venskab havde engang været frygtelig værdsat. Eilíannel havde engang støttet hende i et ethvert henseende og haft tillid til hende som leder og som veninde, en tillid som nu var truet af den stilling de begge ønskede. De var som dag og nat, Tatiana med hendes blonde hår og lyse hud, og hun selv med sin mørke hud og ravnsorte lokker. Ironisk at hun var den som engang var kommet fra lyset dig med mørkelverblodet løbende i sine årer. "Du trænede mig for det samme," pointerede hun blot. Godt nok havde hun aldrig troet at stillingen ville blive hendes, i det mindste ikke så tidligt. Det havde været et chok, men dog noget som hun glædeligt havde kastet sig ud i. De andre der havde forsøgt at overtage ville have været et langt værre alternativ. Nu var hun ej længere hævet over hende, hvilket også satte sine præg på deres samtale. Eilíannel så hende i øjnene med en stædighed og et mørke der havde opbygget sig. I starten havde det været svært ofr hende at tilpasse sig mørket, men nu var det blevet hende en naturlig del.
Et listigt smil sneg sig over hendes rosa læber. "Nej det kan du nemt bilde mig ind," medgav hun sigende. Med de mange år hun havde været i Procias, vidste hun alt om den slags. Det var ikke en tid hun savnede, alt andet faktisk. Af samme årsag følte hun sig yderst truet at Tatianas tilbagevenden, hun havde en evig frygt for ikke at være noget, intet at kunne gøre, ikke at have nogen værdi ligesom hun havde følt det tilbage i lyset. Hun kunne ikke træde af nu. Tænderne bed hun sammen og markerede derved sin kæbeparti igen. "Det er en hurtig konstatering. Jeg tror du glemmer hvor lang tid jeg har stået i dit sted. Md alt forlov så kan det ej være mit problem at du ikke føler dig færdig," svarede hun spidst. Hun følte sig angrebet. Umiddelbart ville hun ikke bare give slip. "Lad mig byde dig på et glas vin," hun drejede om på hælen og gik mod stuen der stod nærmest uberørt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Der er korrekt,” medgav Tatiana. For alle racens kvinder ønskede hun, at de var smukke og stærke. De skulle alle have den samme gejst for racen og for livet. Dog mente hun ikke, at Eilíannel var nået dertil endnu. Af hvad hun hørte, var der endnu lyse spor i hendes hjerte. Et lys der ikke kunne eksistere i mørket. Særligt ikke når det var et lys for deres fjende. At Eilíannel havde forstand på procianske fængsler, forundrede hende ikke spor. Hun havde trods alt engang været på den side. Igen var det også spor, som Tatiana mente der var for mange af endnu. Et spor var for meget. De lyse bryn hævede hun. ”Tror du ikke, at jeg ved, hvor længe jeg sad fanget, Eilíannel?” lød det fra hende i en ildevarslende tone. At Eilíannel prøvede at lette situationen ved at hente vin, fik ikke Tatiana til at flytte sig. ”Denne konflikt kan du ikke drikke dig ud af, Eilíannel,” svarede hun blot. En kærlig kvinde var Tatiana ikke. Hun var en direkte kvinde. Hun lagde tingene på bordet, som de var. Derfor var hun her ej heller for sjov. Hun ville udfordre Eilíannel, hvis hun ikke frivilligt ville forlade sin post. Hun ville trække sin klinge, hvis det var det. Det måtte Eilíannel vide.. eller var tingene blot blevet så sløve her? ”Jeg hører, at du endnu nærer en hvis forkærlighed til din gamle bekendte.. En ekskæreste.. Du ved, hvor meget det skuffer mig at høre,” sagde hun direkte. Ja, hun havde allerede hørt om Eilíannel og Thranduil. Om, hvordan hun nød at lade ham gå. Det ville hun lave om på. Planer havde hun allerede for de to. Inden det kunne blive sat i værk, krævede det bare, at hun fik sin gamle stilling igen. Noget hun selv troede på ville ske.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Årerne havde gjort hende smuk, anderledes men smuk, såvel som hun var blevet stærk. Lyset havde svækket hende, Thranduíl havde holdt hende tilbage i alt den tid, og det var kun lykkeligt at hun havde brudt med det nu. Ej ville hun indse at der stadig var en rest af lys i hende, og at hendes hjerte måske stadig helede efter det var blevet knust af lysets elverkonge, for hun mente selv at Tatianas træning og tillid til hende, havde gjort hende klart til lige præcis dette. "I så fald burde du vide hvor lang tid jeg har holdt skansen og gjort et ganske glimrende stykke arbejde," tilføjede hun uden at tage sig af den ildevarslende tone. Tatiana var ikke over hende mere, hvilket hun ønskede at gøre ganske klart.
Eilíannel stopepde op foran døren til pejsestuen og sukkede tungt. Hun vendte sig ikke mod hendes kære veninde, men betragtede i stedet døren som om den pludselig var ganske interessant. "Meget kan jeg kaldes, dranker er ikke en af dem. Jeg tænkte blot vi kunne drage denne samtale som civliserede kvinder," sagde hun køligt. Det krævede meget af hende at lukke lyset ude så andre ikke ville bemærke det, til nu havde hun klaret det ganske fremragende, men det var trættende.
Hun vidste udmærket at dette kunne ende i åben krig, men hvor Tatiana handlede på instinkt, så havde hun fornuften som talte for hende en stor del af tiden, det havde intet med at være hverken lys eller mørk at gøre. Thranduíl? Hun rynkede på panden og vendte sig langsomt mod hende. "Jeg ved ikke hvor du har disse informationer fra, men jeg forsikre dig om at Thranduíl er et længe overskredet kapitel, der er ingen følelser i klemme," sagde hun mellem sammenbidte tænder. Hun ønskede ikke at der skulle være noget, hun ønskede at glemme ham helt og blive indhyllet i mørket for at høre til.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Min skuffelse fortæller mig blot, at konkurrencen var svag,” sagde Tatiana direkte. Parat var Eilíannel ikke. Det holdt hun fast ved. Selv havde hun troet, at hun var kommet sig ovenpå sit gamle liv, men det kunne hun forstå sig på, at hun ikke havde gjort. Utroligt skuffende var det faktisk. Hun havde altid godt kunnet lide denne særlige kvinde. Der var vel heller intet som en, der kæmpede sig bort fra lyset, og udviste en styrke, som hun havde gjort gennem tiden? Selvsikkert begyndte hun at bevæge sig frem mod Eilíannel med en mørkelvers styrke og ynde. Hånden lagde hun blidt imod hendes kind, som hun nåede hende i døråbningen. Let strøg hun den. Ganske smuk.. men ikke brød hun sig om skuffelser. ”Tror du i så fald, at du kan debattere dig ud af denne uundgåelighed?” spurgte hun roligt. Svagt var det at tænke således. Eilíannel burde også kende hende bedre end det. Hun burde vide, hvordan hun åndede og levede for mørkelverne, og at hun derfor anså dette sted for at være hendes retmæssige plads. Hånden trak hun til sig, så hendes fingrespidser en sidste gang rørte den glatte kind. Begge arme lod hun hænge ned langs sine sider. Hendes hoved søgte på sned. Dog uden, at hun tog det gennemborende blå blik fra hende. Prøvede hun virkelig at benægte? ”Vil du vove og påstå, at de andre kvinder lyver, når de fortæller mig, at du har haft skovelvernes konge i din besiddelse, og at du frivilligt har ladt ham gå? Er det også løgn, når de siger, at I har haft et lille møde i disse skove?” spurgte hun direkte. Ikke veg hendes blik fra hende. Selv havde hun intet at skjule. Hun vidste selv, hvad hun stod for, og ej var hun i tvivl om, at hun stod for det rigtige.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Eilíannel kneb øjnene sammen. Tatiana ville ej få lov til at tale til hende på den måde, hun var hendes leder som det stod og den post havde hun haft længe efterhånden. Meget havde hun gjort for de elverkvinder der var rundt omkring, meget havde hun ofret for at gøre hende stolt, men naturligvis ville hun i Tatianas øjne aldrig være klar, så længe hun selv begærede stillingen. "Debattere, nej, der er intet at debattere, jeg ønsker blot at undgå en kamp med dig. Du ser ikke vel ud, Tatiana, jeg ønsker ikke at gøre dig ondt, men både du og jeg ved at jeg kan blive nødt til det," understregede hun fast. Hvorfor kunne de ikke bare udvise den respekt for hinanden som de engang havde haft? Det var ikke lyset der talte for hende når hun foreslog den slags, men den fornuft som hun altid havde haft med i sindet.
Armene foldede hun hen over brystet og så på hende med et intenst, dog så intetsigende blik. Efter alle de år, alt den træning for hendes hånd, så burde hun have sat større stolthed i sit arbejde, men hende om det. "Det er præcis det jeg siger," svarede hun umiddelbart i det sekund hun havde færdiggjort hendes sætning. "Jeg havde Thranduíl i min varetægt, men samfundet var anderledes. Mørkelverne var alle blevet straffet af Jaqia, for at bryde den ed om fred der var blevet lagt," sagde hun spidst. Hun havde tilsyneladende ikke fulgt med, og de var trods alt nødsaget til at følge samfundsstrukturen, så lang tid skoven ikke stod stærkere end den gjorde. "Det lader til at dine små spioner, ikke ligefrem er velinformeret," konstaterede hun blot og vendte hovedet bort fra hendes kærtegn. Hun skulle ikke engang prøve!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Som Eilíannel kneb øjnene sammen, endte Tatiana med at gøre det samme. ”Hvad og hvem antager du mig helt præcist for at være, siden du tilbyder at ”skåne” mig?” spurgte hun skarpt, som hun bestemt ikke tog Eilíannels ord for at være en hjælp, men derimod for at være en hån! Hun ønskede ikke at gøre hende ondt? Hun måtte nærmere være bange for, hvad hun kunne gøre ved hende! Hun vidste, hvem hun var, og hvad hun havde været. Hun var en af de ældste mørkelvere her. Ældre end hende. Hun havde kæmpet krige før hun var blevet født! Hun havde tortureret adskillige personer, og var en af de mere kreative, hvad den slags angik. Hun havde regeret over mørkelverne længere, end hvad Eilíannel havde gjort. Koldt hvilede hendes blik på Eilíannel, inden hun måtte spytte på gulvet foran hende. Hun havde bestemt ikke respekt for, hvad hun måtte fortælle hende! ”Du ville ikke røre Thranduil på grund af en ed? Tror du, at din kønne ven var ligeså hæderlig som dig? Det står værre til her, end jeg troede.. Da du viste Thranduil den ære ikke at røre ham, havde han alt imens taget mig til fange, og serveret mig for det procianske kongehus!” sagde hun hårdt til hende. ”Hvis jeg ikke vidste bedre, arbejder i to sammen. Det har jo tydeligvis også været ufatteligt belejligt for dit vedkommende, at jeg har været borte, så du kunne tage min magt, uden egentligt at bekæmpe mig.” Kynisk smilede hun. Troede Eilíannel virkelig, at hun havde reddet sig selv ved at sige, som hun havde sagt? ”Ingen kahli skal være foruden den kamp. Derfor ser jeg det som min pligt at udfordre dig.”

[Eilíannel Kalî Deâris]

Modigt tog Eilíannel et skridt mod hende så deres kroppe næsten mødtes. Hun var en smule højere end hende og nød tanken om at se ned på hende i øjeblikket. "Hvem jeg tror jeg er? Din leder.. din Kahli, Tatiana, det er hvad jeg er!" sagde hun bestemt. Tatiana var ældre og stærkere, ganske vidst men lige i øjeblikket var det tydeligt at se at hun var svækket efter sin tid i fangeskab, hvorimod Eilíannel selv var stærkere end hun nogensinde havde været. Egentlig ville hun helst undgå kamp med hende, men hvis det virkelig skulle komme dertil, så gjorde hun det uden at blinke for at forsvare sin titel og sin race, for hun havde bestemt ikke gjort det så ringe som Tatiana fremstillede. "Dit eget begær efter magt blænder dig, det er ikke magten der burde drive en Kahli," konstaterede hun. Automatisk så hun væk da hun spyttede efter hende. Det var dråben som fik bægeret til at flyde over. Med bestemt hånd rakte hun ud efter hendes slanke hals, ikke hårdt men bestemt nok. "Og jeg var blevet serveret for Jaqia og hvem skulle så have ledt?! Thranduíl er et sølle væsen, om du havde været så stærk som du fremstiller dig som, så havde han ej fået lov til at fange dig i udgangspunktet, så vov ikke at kom her og læg det ansvar som er dit over på mig!" vrissede hun. Hende som ellers ofte var nede på jorden, kontrolleret og fattet, kunne blive vred under rette omstændigheder. "Jeg ville aldrig arbejde sammen med en som ham, og hvis det er din tanke, så er du ikke blot blind men direkte dum," fastslog hun og trak hånden til sig igen. "Fint. Udfordre mig. Lad os få det overstået," hun vidste godt at hendes plads her i mørket var på spil. Om hun tabte, havde hun ikke længere en plads her, og så var hun igen et sted ind imellem.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ikke rørte Tatiana sig ud af flækken, som Eilíannel nærmede sig. At hun var højere end hende, tog hun sig ikke af. Hun vidste, hvad hun stod for, og det var nok for hende. Hun havde desuden før klaret folk, der var langt bredere og højere, end hvad Eilíannel var. ”Hvis du har brug for at sige, at du er leder, er du ingen sand leder, Eilíannel,” svarede hun direkte. Folk skulle føle, at hun havde stillingen og var den værdig. Hvis ikke de følte det, var man ingen ægte leder. Kun på papiret. Blikket tog hun ikke fra hende. ”Åh, der er skam mere end magt der driver mig. At du er af en anden opfattelse, skuffer mig,” svarede hun blot igen. Smalle blev hendes øjne dog, som hun pludselig mærkede Eilíannels tag om hendes hals. Så det var sådan de legede? Den leg kunne hun stadig lege.. Spørgsmålet var bare, om Eilíannel turde. Hvad der derimod irriterede hende var, måden hun blev talt ned på. Det var hende på ingen måde værdigt! Hånden lagde hun imod Eilíannels bryst, som hun selv slap taget om hendes hals. Her skubbede hun hende bestemt ind i dørkarmen, hvor hun holdt hende, alt imens hun kanaliserede sin mørkelviske magi. Den brugte hun til at fokusere på Eilíannels hjerte. At sløve det, som tegn på, at hun havde gået dertil, hvor hun ikke burde. ”Dumhed er dine ord blot, og det er ynkeligt. Den eneste årsag til, at du er i denne position er fordi, at jeg ikke var her. Du er endnu ikke stillingen værdig.. Træd i stedet tilbage og stil dig bag mig igen,” sagde hun direkte. Hun ville lade hende leve, blive i Maerimydra, og endda lade hende have en god position, hvis blot hun afsluttede dette korrekt. Før havde hun jo kunnet lide Eilíannel. Derfor håbede hun blot, at kvinden var forblændet for nu, men kunne se logikken i hendes handlinger og ord.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det der hvad Tatianas styrke var Eilíannels svaghed såvel som omvendt, det var netop det der engang havde gjort deres tætte samarbejde farligt. Hvor stor en chance hun havde for reelt at slå hende, vidste hun ikke, men der var hundrede af scener der spillede i hendes sind og forsøgte at skitsere alle tænkelige situationer, hvilket naturligvis ikke kunne lade sig gøre. "Ej er det mit behov, men det er tilsyneladende gået forbi dit sind, og nu var du jo så venlig at spørge hvem jeg troede jeg var, og jeg fortæller dig at jeg er din leder," svarede hun med samme selvtillid. Ej havde hun tænkt sig at bukke under for Tatiana. Hun kunne nærmest forestille sig de øvrige elveres nedladende blikke, hun kunne høre Thranduils stemme, fortælle hende om og om igen at hun ej var nogen leder, at hun var svag for det var hun ikke! Det havde hun aldrig været, og dog besad hun en evig frygt for at blive det. "Magt har altid drevet dig Tatiana, og jeg ser det ganske tydeligt i dit blik. Du ville aldrig leve med at underlægge dig, uanset hvor stærk en elver der indtog pladsen," hun missede med øjnene. Det tog hende ej længe at slippe grebet om hendes hals, netop fordi det var en farlig leg at begive sig ud i, desværre så lod det til at skaden allerede var sket.
To bakkende skridt, ledte hende bagud til væggen hvor hun mærkede den mørke magi lægge sig som en hinde omkring hendes hjerte. Smerten bredte sig, følelsen af svimmelhed og en iver efter at trække vejret som hun ej var i stand til at efterkomme meldte sig. Det var et valg mellem ydmygelse og ja.. ydmygelse, men på den anden måde ville hun i det mindste stadig have en plads. Hvis hun nægtede at overgive sig havde hun intet. Trods smerterne skubbede hun hende hårdt væk og trak vejret stakåndet. "Hvis ikke du anser mig som værdig hviler det på dine skuldre. Du trænede mig, Tatiana, i så fald er det dig som fejlede og ikke mig," vrissede hun. "Det lyder alt sammen meget fint, men ville du i virkeligheden nære den samme tillid til mig? Give mig den samme plads som din højre hånd ligesom dengang?" spurgte hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”En leder der nu pænt anerkender, at hun træder tilbage for en stærkere hånd,” dikterede Tatiana. Hvad der måtte løbe igennem Eilíannels tanker, vidste hun ikke. Hun måtte blot afvente kvindens reaktion.. og forhåbentligt ville det være den rigtige. Selv var hun nemlig villig til at slås for titlen, og hvis døden var et led i det, måtte det blive såvel. Færdig som kahli var hun nemlig ikke, og derudover vurderede hun, at hun ville have en chance mod Eilíannel. ”Hvis en anden ønsker pladsen over mig, må vedkommende dræbe mig.. Har du styrken til det, Eilíannel?” spurgte hun direkte. Mørkelvisk var hendes tankegang, og derfor var hendes ord ikke spor mærkværdige. Hvor langt hun var villig til at gå, måtte hun også udtrykke ved at pålægge Eilíannel sin races mørke magi. I den tid, hvor hendes hånd var imod hendes bryst, kunne hun fornemme Eilíannels desperation, som hun frarøvede hende livets energi. Hun kunne blive ved sådan.. Hun kunne stoppe det helt, hvis hun ville.. Være langt mere stædig, end hvad hun var nu. Dog lod hun sin hånd falde, som Eilíannel selvstændigt fik trukket sig bort. Nu havde hun om end fået sig en forsmag. ”Du bliver først værdig den dag, hvor du slår mig, og det har du endnu ikke gjort,” påmindede hun hende. ”Med hensyn til din træning, ønsker jeg at eftertjekke den.. Se, om du virkelig er så stærk, som du siger, eller om historierne taler sandt.” Ja, en plan havde hun allerede for hende. Bedst var det også, at den blev fuldført. Ikke ønskede hun nemlig at miste en lovende kvinde som Eillíannel, for jo.. Hun kunne lide hende. ”Ikke lyver jeg, når jeg siger, at jeg ønsker dig bag mig igen. Før det kan træde i kraft, kræver det dog, at du beviser din styrke for mig,” sagde hun direkte. Ikke mente hun en kamp lige nu og her. Nej, Eilíannel skulle udvise sin styrke på en ganske anden måde.