So much bad guilt..

[Deleted]

Angelique Amalani Darcy

---

Stemmerne var rigtig mange, da Carlisle for en aften havde valgt at forlade Tatiana, for at tage tilbage til Procias igen. Tanken om, hvad han havde gjort, havde været så banebrydende, og så ond, at han slet ikke kunne se bort fra det. Vagterne havde grebet ham, så snart han var kommet i nærheden af grænsen, hvor de havde tvunget ham i jorden, og lagt ham i lænker, for at sikre sig, at intet skete mere. Han var en vampyr.. Det var en del af ham.
Carlisle klemte øjnene sammen, da han undervejs havde lagt turen tilbage mod Castle of Light. To vagter, som ville påkræve sig dusøren for at have fundet og fanget ham. Han var ligeglad.. Bare det at vide at han var efterlyst, så vidste han også, at hans egen far vidste det, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre. Frygten for, at han skulle bide dem, eller gøre dem ondt, havde tvunget en kæde om hans hals, hvor de holdt i hver side, så han ikke kunne komme tættere på den ene, end hvad han var på den anden.

Kælderen blev han tvunget ned i på slottet. Her blev han tvunget direkte ind i en celle, hvor han blev gjort fri af sine lænker, og døren hurtigt blev smækket i. "Hent dronningen," sagde den ene til den anden, og vagten forlod derfor rummet. Carlisle havde ikke sagt så meget som et ord undervejs.. Men om han kunne blive..? Eller om han ville blive sendt retur over grænsen, vidste han ikke. Det eneste, som han egentlig ville lade hende vide, var... vel, at han var ked af det? Han havde jo aldrig ngoensinde ment, at gøre nogen noget som helst. Han vendte sig med ryggen til. Han havde elendig og dårlig samvittighed over, hvad han havde gjort, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det om igen!

[Angelique Amalani Darcy]

Rygterne havde hurtigt lydt omkring slottet da deres ene fange var forsvundet. Angel havde været foruroliget for en stund. Hvem havde lukket denne fange ud? Var det nogen udefra eller endnu værre, en indefra? Hendes frygt havde vist sig i form af at det havde været et job indefra. Tanken var ulidelig. Der var en på slottet som hun ikke kunne stole på. Mens hun havde søgt for at finde ud af hvem havde et navn hurtigt vist sig. Hun kunne næsten ikke tro det. Carlisle Nimanhra havde befriet fangen?
Nyheden havde ramt hende hårdt. Hun havde stolet på ham, lukket ham ind på slottet og åbnet sig op for ham og så havde han bare gjort dette? Hun kunne næsten ikke tro det. Det havde næsten taget luften fra hende og hun havde været rundt på gulvet lige siden. hvis hun ikke kunne stole på ham kunne hun så stole på nogen?

Der var gået noget tid og aftenen var faldet på. Angel sad i pejsestuen med benene godt oppe under sig i den ene lænestol og stirre tankefuldt ind i ilden. Hun havde ikke kunne andet end at tænke på det sidste og hun havde trukket sig lidt tilbage. Var det noget under at hun følte sig en smule forrådt? Lyden af skridt i det fjerne ænsede hun ikke før døren blev åbnet og en vagt trådte ind. "Deres Højhed. Vi har bragt Carlisle Nimanhra til fangekælderen. Vær venlig at følge med" lød vagten. Angel betragtede ham lidt. Endnu en gang måtte hun erkende at vejret blev slået ud af hende. Hun endte dog med at nikke og rejse sig. "Vis mig vej" lød det roligt fra hende. Vagten nikkede og førte hende med sig igennem slottet og ned i kælderen. De nåede fangekælderen og Angel stoppede op et stykke fra cellen. Carlisle kunne hun se bag de ene tremmer. "Jeg takker fordi De har bragt ham til mig. Deres dusør vil blive betalt af min hofmarskal. De kan gå nu." Hendes ord var høflige men det sidste var en tydelig ordre. De to vagter kiggede en gang på hinanden hvorefter de forlod kælderen og lod dem være alene tilbage. Angel blev stående hvor hun var kommet ind og hendes blå øjne hvilede mod gulvet. Hvordan pokker skulle hun håndtere det her?[7blockquote]

[Deleted]

Blændet af en kvindelig mørkelver, og hendes ord for et bedre samfund, hvor selv en som ham, var anerkendt, var grunden til, at Carlisle havde handlet og gjort, hvad han havde gjort. Det var først, efter hun havde lagt hånden på ham, at virkeligheden havde vist sig som en helt anden for ham. Selvom han vidste, at han nok havde kostet sig selv.. Alt i forbindelse med hans tilstedeværlese i Procias, måtte han jo handle ud fra, hvad han fandt ret.. Og for hans del, var det, at stå ved sine handlinger, og det var hvad han havde tænkt sig.
Vagten forsvandt, for at hente Angelique, og inden længe kunne han høre hendes stemme ikke langt bag sig. Kort trak han på sin ene mundvig. Hvad skulle han sige? Vende sig mod hende, og nærmest bare lade som ingenting, selvom der nu var tremmer mellem dem? Han rettede sig op, som vagterne forlod stedet, og denne gang lod dem være alene. Han vendte sig denne gang mod hende. Han kunne ikke gemme sig, og ikke havde han tænkt sig at gøre det. At hun havde eftersøgt ham, var derimod en grund til, at han tog tingene på den her måde. Han havde det skidt med hans handlinger.. Skidt med, hvad han havde udsat hende og procianerne for. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Angel," sagde han denne gang. Var det underligt, at han havde det dårligt med det? Han stillede sig denne gang tæt ved tremmerne, som han lukkede sine blege næver om. Hans øjne havde fået et helt andet rødt skær, efter han var blevet præsenteret for menneskeblod. En blodtype, som selv hans fader havde forsøgt at gøre alt, for at undgå at hans børn skulle møde.

[Angelique Amalani Darcy]

Det havde været en hård tid. Angel havde gjort meget for at Carlisle havde kunnet blive i Procias for det var jo her hun ønskede ham og så havde han bare smidt det hele på jorden. Folk med den vampyriske race var måske bare ikke til at stole på? hun vidste det ikke. Et sted så ønskede hun virkelig ikke at dømme ham men hvad pokker var gået igennem hans hoved? Hun bed sig stille i læben som hun blev ført ned mod kælderen. Så mange tanker gik igennem hendes hoved. Hvad pokker skulle hun stille op?
Vagterne forlod dem og de var nu alene. Angel kunne mærke hvordan hendes hjerte hamre i hendes bryst. Det var svært for hende at kigge op. Var det et under at hun var skuffet og nok også ked af det? Hun knyttede stille hænderne men blev stående indtil hun hørte ham snakke. Han vidste ikke hvad han skulle sige? Hun løftede stille hovedet og vendte de blå øjne mod hans skikkelse. Hun skulle til at åbne munden da hendes blik endte på hans øjne. Den tydelige røde farve afslørede ham med det samme. Han havde smagt menneskeblod. Dette tog målet fra hende. Han havde holdt sig til dyreblod i alle disse år og nu havde han lagt alt dette fra sig? Hun bed sig i læben og vendte blikket fra ham. Dette var svært for hende. Hun tog en lidt dyb indånding og vendte sig så mod ham igen. "Jeg gav dig lov til at komme tilbage i landet som du egentlig ikke måtte være i. Jeg gav dig en plads på slottet hvor du altid har boet. Jeg stolede på dig. Hvorfor valgte du at smide det væk. Hvorfor ...." Hun tav og vendte sig væk igen. Det her var hårdt. Hvorfor var det så hårdt!

[Deleted]

Carlisle vidste godt, at han havde skuffet hende.. vanæret hende, og misbrugt den tillid, som hun havde vist ham, og han vidste også godt, at han havde smidt det hele i jorden, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han hadede virkelig sig selv for det, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Det gav ham virkelig en ringe samvittighed. Virkelig meget endda!
De blege næver lukkede han denne gang omkring tremmerne. Det røde skær i hans øjne, var slet ikke til at tage fejl af. Hvorfor skulle det da? Jo mere hun sagde, jo mere bed samvittigheden på ham. Han slap tremmerne, go trak sig mere tilbage til mørket. Han forventede vel en udvisning af landet? Han regnede bestemt ikke med, at skulle blive her. "Hvis jeg kan forklare hvad der skete, havde det været nemmere.. Jeg ved det ikke." sagde han denne gang.
Blikket vendte Carlisle denne gang den anden vej. Han havde dårlig smag i munden.. Smagen af menneskeligt.. Det var forfærdeligt nok, som det måtte være i forvejen, og han kunne slet ikke have, at det var på den måde! Han rystede kort på hovedet af sig selv. Det var endnu en del af ham.. Han havde virkelig haft brug for et wake-up-call! Ingen tvivl om det. "Du behøver ikke fortælle mig, hvor skuffet du er over mig, Angel.." Han vendte sig mod hende. Han var mere end klar, til at tage imod den straf, som hun nu måtte mene, var ham værdig.

[Angelique Amalani Darcy]

Dette var virkelig slemt for dem begge. Hun kunne jo se på ham at han havde det dårligt med det hele. Hun vidste at han var ked af det men det nyttede jo ikke noget nu. Sket var sket og hun kunne ikke lave det om nu. Det ændrede dog ikke på at det gjort ondt på hende. Hun var såret. Han havde ramt hende på en måde hun ikke havde troet. Den tid hun havde haft sammen med ham havde fået hende til at se på andre sider af livet end hun havde gjort det indtil nu og så var det bare blevet smidt væk.
Hans ord var ingen lindring. Hun havde vendt sig fra ham og stod lidt. Hun havde mest lyst til at løbe, at stikke af men hun kunne ikke bare løbe længere. Dette var noget som hun var nød til at gøre, noget som hun var nød til at holde ved. Hun vendte sig tilbage mod hans skikkelse som han trak sig mere ind mod mørket. Han ville gerne forklare sig. Hjertens gerne selvom den ikke kom med det samme. Med rolige skridt gik hun over mod hans celle. Hun los hænderne falde mod tremmerne som hun kiggede på ham inde i mørket. "Jeg er skuffet, ja. Mere end hvad jeg kan forklare. Jeg stolede på dig og det smed du på gulvet" sagde hun stille og vendte blikket ned mod gulvet i cellen. "Jeg holdt af dig .." En indrømmelse vel. Hun havde jo holdt meget af ham men lige nu følte hun sig bare helt og aldeles trampet på. Hun hadet den følelse. Hun hadet at ligge på jorden som hun følte at hun gjorde det lige nu. Hun sukkede stille og lod panden hvile mod den ene af tremmerne. Det kolde metal følte forfriskende på hendes hoved. "Fortæl mig hvorfor du gjorde det" mumlede hun svagt og sukkede stille. Hun ønskede i det mindste at få en forklaring.

[Deleted]

Carlisle havde virkelig dårlig samvittighed, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved den. Tænderne bed han denne gang kraftigt sammen. Uanset hvor meget han ville ønske at han kunne gøre det om, så kunne han bare ikke, og han hadede sig selv for det. Han rystede på hovedet, og trak sig mere væk fra tremmerne. Kunne han, ville han nok snarere grave sig ned og aldrig komme frem, for han havde det virkelig dårligt med det. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, kunne man jo sige. "Jeg ved det.. Jeg ved det.." Han lod denne gang hænderne frustrerede glide igennem hans hår og lagde sig i hans nakke.
Det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ekstraordinært ved det nu. Han have lukket Tatiana fri, og nu sad han så her. Han havde selv valgt at søge hjem, kun fordi at han vidste, at det andet på ingen måder, ville gøre ham til gavn, og det gjorde ondt. Han havde det virkelig dårligt med sig selv omkring det. "Hun var lokkende, Angel.. Beskrev et samfund, som skulle selv anerkende en mand som jeg.. Jeg var for langsom til at se, hvad jeg egentlig gjorde." Denne gang vendte han atter blikket i retningen af hendes skikkelse. Det her var måske ikke noget, som gjorde gavn for ham.. Men gud hvor hun dog formåede at sætte en frygtelig samvittighed i ham! "Fortæl hvordan du ønsker at straffe mig for mine handlinger.." Denne gang var det ham som bad om det. Han kunne jo heller ikke holde det andet ud!

[Angelique Amalani Darcy]

Han havde det dårligt. Det var noget som hun tydeligt kunne se og det gjorde ondt på hende. Hun ønskede jo kun at se ham glad og smilende men dette var en situation som han selv havde sat sig i. Han havde valgt at foræde landet ved at sætte en af deres fanger fri. Han var gået imod Procias og ikke mindst hende. Det var forfærdeligt. Det var en tanke som hun næsten ikke kunne lide at tænke men det var nu en gang sådan det var. Han havde forådt hende ved at smide hendes gæstfrihed sådan på gulvet. Han vidste det godt. Hendes blik søgte kort væk og så hen mod ham igen. "Jeg ved godt at du ved det men jeg har brug for at sige det" lød det stille og måske endda undskyldende fra hende. Hun kunne ikke lide at være vred på ham.
Hans forklaring bragte hende ingen trøst. Selv havde hun ikke kendt meget til fangen i kælderen. Hun var blevet fængslet længe før Angel var kommet på tronen. Hun havde bare fået lov til at sidde der indtil han var kommet og havde befriet hende. Hun havde lokket ham? Et køn ansigt og et drøm om et bedre liv. Et sted kunne hun vel ikke bebrejde ham men det gjorde nu alligevel ondt på hende. Hun sukkede svagt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hans bøn om hans straf fik en klump til at samle sig i hendes hals. Hun vidste hvilket straf hun måtte udmåle men hun havde virkelig ikke lyst til det. Hendes blik søgte ned i jorden og hendes hænder strammede grebet om de kolde tremmer. Hun havde virkelig ikke lyst til det her. "Som forræder af tronen og for at have næret dig på menneskeblod forvises du fra Proicias" hviskede hun svagt. Hun kunne mærke hvordan tårerne langsomt pressede sig på i hendes øjnene. Hendes ben blev en smule svage og hun endte med at falde ned i knæ. Hun havde det forfærdeligt med det her. Det gik hende på, det gjorde ondt. Hun holdt af ham, virkelig meget faktisk og nu var hun nød til at se ham væk og aldrig få mulighed for at se ham igen. Det var ikke en tanke som hun brød sig om og langsomt begyndte tårerne stille og trille ned over hendes kinder. Var det noget under at hun var ked af det?

[Deleted]

Carlisle kunne se og mærke, hvor dårligt Angel havde det med det her, og det gjorde det ikke ligefrem bedre. Tvært imod, så hadede han at se hende på den måde, og vide, at det var hans skyld. Derimod kunne han langt bedre lide, når han så hende smile, grine og have det godt, da det også var sådan, at han var vant til at se hende. Det var sådan at han ville have, at tingene skulle forholde sig.
Næverne knyttede han svagt. Han havde det virkelig dårligt med det. Aldrig i hans liv, havde han været ramt af nogen former for samvittighed på den her måde før. Han havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignede. Han vendte sig igen væk fra hende. "Det skal du så være velkommen til," sagde han denne gang. Han bed tænderne kraftigt sammen.
Straffen ønskede han blot at få nævnt, da han et sted allerede godt vidste, hvordan det ville ende. At høre ordene, gjorde dog mere ondt, end hvad han egentlig havde regnet med. En forvisning fra det land, som han var vokset op i. Velvidende om, at det var ham selv, som havde sat sig i denne situation, så var det bare ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han lukkede øjnene let. Hvor havde han det dog dårligt med alt det her! Han trak vejret dybt.. Tårerne meldte sig. Græd han? Det kunne han ikke huske, at han havde gjort det før. Han så mod hende, da hendes ben gav efter under hende. "Angel.." Han lukkede næverne om tremmerne igen, hvor han selv gik i knæ. Han havde det virkelig, virkelig dårligt med det her! Hun måtte ikke være så ked af det. Han kunne ikke holde det ud!

[Angelique Amalani Darcy]

Det her var virkelig ikke let. Hun havde det så skidt med hele situationen. Hvorfor skulle det være så svært? Lige nu ville hun næsten ønske at hun havde takket ned til stillingen som dronning den gang for det at stå overfor en ven, en hun holdt af som havde forrådt sig mod landet og hun skulle straffe var virkelig ikke en let ting. Det rev og flåede i hende. Den sidste gang hun havde følt sådan en smerte var den gang hun var blevet forvandlet til en spide. Det havde været en smerte uden lige og dog så kunne den sammenlignes med denne her.
Hun havde det dårligt med det men det var noget som hun var nød til. Manden foran hende havde forrådt hende og landet. Selvom hun godt kunne se bort fra det og sikkert også tilgive ham med tiden så ville hun underminere sig selv hvis hun lov ham blive. Dette var en ting som hun ikke kunne tillade. Hun kunne på ingen måder tillade at lade sig selv stå svagere i dette land. Derfor var dette en straf som hun var nød til at udføre. "Tak" hviskede hun svagt. Det var et sted rart at komme en smule ud med hendes skuffelse. Det lettede hende en smule af den byrde som hun havde rendt rundt med. Det var ikke mange på slottet der havde vidst at Carlisle havde rendt rundt så folk bebrejde hende ikke men samtidig havde hun heller ikke haft nogen at snakke med om det.
Staffen var udmålt og hun følte sig næsten dårlig, så ked af det var hun. Det her gjorde virkelig ondt. Det var også derfor hun faldt på knæ. Hun kunne næsten ikke bære at dette var noget hun var nød til. Manden foran hende var jo en hun holdt så forbandet meget af. Hvorfor pokker havde han også smidt det hele på jorden? Hun trak vejret i nogle små stød, tydeligt påvirket af tårerne der trillede og en smule gråd der sad i halsen. Hun så ham falde ned foran hende på den anden side af tremmerne. Hendes navn lød fra hans lød og det fik hans læber og hendes blik søgte ned af. "Jeg holder af dig. Virkelig meget Carlisle. Jeg har slet ikke lyst til det her. Slet slet ikke. Men jeg er tvunget til det. Jeg vil ikke skilles fra dig. Jeg holder af dig" gentog hun med en stemme tydeligt påvirket af sorg og gråd. Hvorfor havde han ført hendes hånd på denne måde? Hun kunne slet ikke forstå det.

[Deleted]

Det gavnede på ingen måder Carlisle, at stå i denne her situation, da det faktisk var ekstremt ubehageligt for hans vedkommende. Tænderne bed han svagt sammen, hvor han endnu en gang, måtte vende blikket væk fra hende. Han vidste, at han havde dummet sig, og selv i værste tilfælde, havde kostet ham alt i Procias, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Han kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst! Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang. Skuffelsen var så tydelig for ham, at læse i hendes øjne, og han hadede uden tvivl sig selv for det her. Ingen tvivl om det. Han var jo kommet tilbage til Procias af en grund. Nu stod han så her.. han vidste, at han ikke havde nogen ret til noget som helst.
At høre hende forvise ham, og efterfølgende falde sådan sammen på gulvet foran ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det, var nok også det værste af det hele. Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han lukkede næverne om tremmerne. Kunne han gøre noget ved det, så havde han gjort det, men ligesom det stod nu, kunne han jo bare intet gøre.. Skylden ramte ham atter på ny. Han sukkede let. "Uanset hvad jeg gør, vil det ingen forskel gøre, Angel.. Jeg ved godt, at jeg har dummet mig, og jeg ved godt, at jeg i den sammenhæng, også må tage imod straffen, som følger med." Hans blik faldt til hendes skikkelse. Selv på trods af det ekstremt røde glimt i hans øjne, var han jo stadig.. ham. Præget af samvittighed, og med ønsket om at gøre det rette.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun havde det virkelig forfærdeligt. Ikke nok med at hele situationen egentlig gjorde hende ufattelig utilpas så havde hun været nødsaget til at forvise ham. Det var den eneste mulighed som der var desværre. Ikke bare det faktum at han havde lukket en fange ud fra deres fængsel, det kunne måske straffes på anden vis man han havde brudt en grundlæggende Prociansk lov ved at have drukket menneskeblod. Dette var ikke en lov hun ville se bort fra og ej kunne hun heller ikke. Folket ville ikke stå for det. Hun vidste det så der var intet andet valg tilbage. Han var forvist fra sit hjemland. Det var en tanke som gjorde hende ked af det for han hørte jo til her. Han sad foran hende på gulvet på den anden side af tremmerne. Hovedet havde hun endnu ikke løftet. Ved hans ord sukkede hun stille. Den ene hånd gled fra tremmerne og hun tørrede sine øjne stille. "Du har ret. Det kan ikke ændres nu. Sket er sket" sagde hun stille og løftede hovedet. De blå øjne søgte hans. Hun var stadig skuffet hvilket var tydeligt at ane og dog kunne hun ikke helt skjule det blide blik som hun altid havde sendt ham. Det var en vane som lå hende meget nær nu, også selvom det skulle være på denne måde. Hun sukkede stille og rystede kort på hovedet. Hvad skulle hun dog sige? Hvad skulle hun gøre? Hun var så forvirret. Det hele kørte rundt i knolden på hende og hun kunne næsten ikke finde ud af hvad der var op og ned. Der var vel heller ikke meget mere at sige. Hun bed sig kort i læben mens hendes blik flakkede kort før det endelig fandt hvile på hans skikkelse igen.
"Jeg håber at du finder din lykke et sted, Carlisle. Det gør jeg virkelig. Procias var ikke længere nok til at give dig det du havde brug for men du skal nok finde det en dag. Det er jeg sikker på" lød det stille fra hende. Hun hævede forsigtigt den hånd som ikke længere var på tremmerne og lod den glide ind mellem jernet. Hånden lod hun falde mod hans kind som hun strøg ganske let. Hun ville komme til at savne ham. Det var der ingen tvivl om.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Carlisle virkelig var ked af, at han havde gjort, hvad han havde gjort, men som det stod lige nu, kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved det. Det var en tanke, som faktisk gjorde ham ked af det, udelukkende fordi at han vidste, at det var en nødvendighed, at sende ham ud af landet, selvom han virkelig var ked af, at han havde ødelagt det hele for sig selv nu. Øjnene lukkede han denne gang for et kort øjeblik. Det var hårdt. Det var virkelig, virkelig hårdt, lige nu. "Præcis. Det ved jeg godt," sagde han denne gang.
Hånden som denne gang lagde sig mod hans kind, var lettende, også selvom det smertede ham som aldrig nogensinde før, og det gjorde ham ked af det. Virkelig, virkelig ked af det. Han bed tænderne svagt sammen, og lagde så stille hovedet ind mod den. Han skulle ud af landet, og det vidste han godt. "Kan jeg slippe for eskorten til grænsemuren, eller er den en nødvendighed?" spurgte han denne gang. Det varp pinligt nok, som det var i forvejen. Om han kunne finde lykken? Det vidste han faktisk ikke om han kunne, nu hvor det var Procias, som var et sted, som han godt kunne lide at være. Han havde bare ødelagt det hele for sig selv. Han vidste jo godt, at han kun havde sig selv at takke for det. Igen vendte han blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Hans blik var tomt.. intetsigende og alligevel præget af rigtig mange følelser. Han kunne slet ikke finde ud af at gøre det her.. Han følte sig vel.. ussel et eller andet sted? Og det gav ham virkelig bare en dårlig smag i munden.

[Angelique Amalani Darcy]

Det her var ikke en situation som hun ønskede at være i på nogen som helst måde men det var nu en gang sådan det var. Hun kunne ikke ændre på det. Sådan var det bare lige nu og hun var dronning. Hun var nød til at reagere selvom det var forbandet at det skulle være på denne måde. Det var hårdt for hende selvom dette var på en anden måde end det var hårdt for ham. Hun vidste at nok ingen af dem kunne relatere til den anden på denne måde men begge var de kede af det. Hun sukkede stille og betragtede ham som han sad der med lukkede øjne. Hvorfor havde han også handlet så dumt? Han burde have vidst bedre og alligevel så kunne hun ikke bebrejde ham. Det var et lokkende tilbud at blive taget til en verden som ville acceptere ham for den han var. Hånden lod hun blidt stryge over hans kind for en lille stund. Hun ville savne at have ham omkring slottet, det ville hun virkelig. Ved hans spørgsmål lod hun hånden falde igen. Det var vel ved at være tid. Hun fjernede de sidste tårer fra øjenkrogen og kom på benene igen. De kunne jo heller ikke blive siddende der hele dagen. "Jeg burde ikke sige ja ... Men jeg vælger at stole på at du søger over grænsen. Du behøver ikke en eskorte" sagde hun stille. Hun trådte lidt væk fra cellen og greb nøglen som hang et stykke væk. Roligt gik hun til hans celle dør og åbne den sådan så han kunne komme ud. "Du er fri til at gå, Carlisle" endte hun. Måske hun ikke burde lade ham tage over grænsen selv men hun stolede på at han ville holde sit løfte og søge over muren selv. Det ville være pinligt for ham at blive eskorteret og hun ønskede ikke at gøre mere ondskab mod ham end hun allerede havde ved at forvise ham på denne måde.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Carlisle slet ikke ønskede at søge nogen steder, hvor han derimod hellere ønskede at blive her, selvom han vidste, at det slet ikke var noget, som han kunne, og det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. Han bed tænderne svagt sammen. Han ville jo ikke gå, også selvom han vidste, at han var nødt til det. Før eller siden, ville han jo være nødt til det. Ikke ønskede han at blive eskorteret til grænsen, men derimod vise hende den tillid, og så selv søge over på den anden side. "Du behøver ikke sende en eskorte efter mig.. Jeg kan godt selv passere den," sagde han denne gang. lidt stolthed var der vel i Nimanhra-navnet endnu?
Hun trak sig, og søgte til nøglen, så hun kunne få døren op. Den gik op med en kraftig knirken, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. For hans vedkommende, var det næsten noget af det værste af det hele lige nu. Han trådte kun ud, så han stod side om side med hende. De mørke øjne faldt til hendes skikkelse. "... Der er ikke noget andet at gøre..?" spurgte han. Han var nærmest på kanten til at sige, at han var mere end villig til at gøre hvad som helst.. hvad end det krævede, så var han nærmest mere end villig til at få det gjort!