So much bad guilt..

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ville ønske at han kunne blive, det ville hun virkelig. Men hvad pokker kunne hun gøre? Han kunne ikke blive. Det at han lukket en fange ud var slemt men det kunne straffes på andre måder. Det at han havde næret sig på menneskeblod kunne derimod ikke straffes på andre måder. Det var den regel som hun ville holde for alt i verdenen. Så længe vampyrer ikke rørte mennesker så kunne de blide i landet men så snart det menneskelige blod havde fordærvet dem så var der ikke plads til dem mere. Hun kendte jo selv til trangen. Hun havde mærket den på egen krop og det kunne kun ende med at nogen kom til skade. Det ønskede hun ikke. Roligt nikkede hun ved hans ord. Hun var sikker på at han nok selv skulle søge over grænsen. Han var jo stadig en stolt mand, også selvom han havde dummet sig på denne måde. "Det ved jeg. Jeg stoler på at du holder dit ord" lød det stille fra hende.
Døren gik op og han kunne frit forlade sin celle. Han kom ud og stillede sig ved hendes side. De blå øjne hvilede på nøgle hullet og nøglen som hendes hånd stadig holdt fast i. Hans spørgsmål komme ikke bag på hende. Noget andet at gøre? Selv søgte hun febrilsk efter en udvej i sit hoved men hun kunne kun finde en ting som måske kunne gøre noget og det var ikke noget hun ville. Hun sukkede svagt og lod hånden falde fra nøglen. Hun vendte sig mod ham og sendte ham et lille smil. "Jeg kan ikke se nogen anden løsning, Carlisle. Ikke andet end at du er nød til at rejse eller blive til en anden race. Det sidste er dog ikke noget jeg ønsker. Du er den du er fordi du er født som du er og jeg, personligt, elsker den du her. Hele den du er" indrømmede hun roligt. Hun hævede blidt den ene hånd og lød den hvile mod hans ene overarm som hun strøg blidt. Det var jo ikke ligefrem en løgn. Hun holdt af ham for den han var med alt hvad dette indebar.

[Deleted]

Carlisle ville virkelig ønske, at han kunne blive her i landet, men han vidste derimod også, at det ville blive så godt som umuligt, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Hans blik hvilede på hendes skikke. Han havde det virkelig dårligt med det. Aldrig i hans liv, havde han haft det så dårligt, som han nu havde det, og det gjorde det bestemt heller ikke bedre for hans vedkommende. "Det er jeg glad for," sagde han denne gang. Det var jo en tillid, som han gerne ville bibeholde. Måske at han en dag, så kunne komme ind igen? Han vidste det ikke, men at være udvist på den måde, var jo heller ikke ligefrem noget, som vækkede nogen former for stolthed i hans krop eller sind. Tvært imod.
Carlisle stillede sig denne gang ved siden af hende. Han knyttede næverne, men ikke fordi at han ville slå hende, men fordi at det var en virkelig akavet situation for ham, at stå i, og det var ikke nogen hemmelighed. Ikke kunne han gøre noget, og han vidste det.. Der var ikke nogen løsning på hans problem.. Det var jo ham selv, som var skyld i det hele, kunne man jo sige. Tænderne bed han derfor svagt sammen. Han nikkede. "Jeg forstår," sagde han denne gang. Han hævede hånden, hvor han denne gang strøg den over hendes kind. Oprigtigt var han jo ked af det. Virkelig, virkelig ked af det, og han hadede sig selv for at have gjort det, til så stort et problem. "Jeg er virkelig ked af det, Angel," sagde han denne gang. Han lænede sig frem mod hende, hvor han plantede et kys mod hendes kind.. Derefter valgte han at slippe hende, kun for at forlade kælderen. Han søgte ud, og direkte mod landets grænser. Hans tid i Procias, var jo oprigtigt ovre nu..og sikkert også for livstid.

//Out

[Angelique Amalani Darcy]

Det her var på ingen måder sjovt. Hun ønskede virkelig at han kunne blive her i landet for det var jo her han hørte til men ak, hun vidste at dette ikke var en mulighed længere. Det var en skam. Hun ønskede jo at han skulle blive her hvor han hørte til. Et sted så var det ikke kun derfor. Det var jo også af mere selviske grunde. Hun kunne godt lide ham men nu, ja nu skulle han forlade hende og landet. Det var bare virkelig ikke retfærdigt på nogen som helst måde. Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil. Hun ville gerne stole på at han ville forlade landet selv. Han kunne ikke blive her uden at risikere døden så forhåbentlig var han smart nok til at søge over grænsen hurtigt.
Han sted ved hendes side og hun lod hånden roligt hvile mod hans overarm. Dette var på ingen måder sjovt for hende. Hun hadet det mere end noget andet lige nu. Ønsket om at han kunne blive var brændende i dem begge. Ingen af dem så ham jo væk fra Procias men der var intet at gøre. Hun sukkede svagt og nikkede ved af hans ord. Det var en hård realitet men dog en som de begge måtte erkende. Hånden mod hendes kind fik hende til at læne hovedet let mod den. Hun nød jo hans kærtegn. Dog havde hun ikke forventet hans næste handling. Kysset mod hendes kind fik hende til at rødme kraftigt. De blå øjne hvilede på hans skikkelse som han trak sig igen for at forlade stedet. "Farvel, Carlisle" hviskede hun stille som hun så ham forlade kælderen. Hånden gled roligt til hendes kind hvor følelsen af hans kolde læber stadig var til at bemærke. Svagt bed hun sig i læben hvorefter hun selv forlod stedet. Med hastige skridt søgte hun udenfor slottet og over til Chili's lille opholdssted. Hun havde brug for ham lige nu.

//OUT